Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
En tanke…..
”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
Og én mere
”Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke,
jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig,
var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Martin Niemöller
Thomas kedede sig, mor var ved at bage, det havde hun gjort i flere dage nu og Thomas gad ikke være med mere. Han var træt af brunekager og klejner og hvad de nu hed alle sammen. Han ville meget hellere klippe julehjerter og folde smukke stjerner, men mor sagde, at de først skulle være færdige med alle julekagerne. Så fik han en ide, han kunne jo gå ud og tale lidt med Esmeralda, for hun kunne altid fortælle spændende historier om alle de lande hun havde været i og de mennesker hun havde mødt. Men i dag stod Esmeralda bare og så trist ud
-Jeg er helt forkert,sagde hun,helt forkert er jeg.
-Hvad mener du ? spurgte Thomas.
-Kan du ikke se, at jeg jo slet ikke passer ind her i julen? Jeg er hverken rød, eller grøn eller hvid. Jeg er lilla! Man kan altså ikke være lilla når der er jul.
-Og din mor bager bare hele tiden, så jeg, jeg må ikke komme ud at køre. Jeg keder mig. Alle de andre biler kommer hjem om aftenen og fortæller om hvor flot der er inde i byen, om lysene og det store juletræ midt på torvet. Og de har hemmeligheder sammen med deres familie, fordi de må komme med ud og købe gaver… Men jeg, jeg må ingenting, jeg må bare stå hér og være helt forkert.
Thomas synes det var så synd for Esmeralda. Hvad skulle han dog gøre for at hjælpe hende? Så kom han i tanker om nissen. Nissen der altid kom hver søndag i advent og lagde en gave i hans julestrømpe. Måske kunne han spørge nissen om hjælp? Hvis han altså bare kunne holde sig vågen hele natten, uden at mor opdagede ham.
Den aften skyndte Thomas sig i seng, og når mor kom for at læse godnathistorie lod han som om han allerede sov. Men det var svært, rigtigt svært at holde sig vågen,og uanset hvor hårdt han prøvede at holde øjnene åbne, så blev de ved med at falde i, han prøvede sågar at holde dem åbne med fingrene, men lige lidt hjalp det, og Thomas faldt i søvn.
Han vågnede med et sæt, ved at nogen pustede ham i øret. Det var da noget underligt noget at gøre, tænkte Thomas der endnu ikke havde fået øjnene åbnet helt, hvorfor puster mor mig i øret?Men det var slet ikke mor. Da Thomas fik gnedet øjnene klare så han en lille nissemand – ikke større end fars hånd, der stod på hans pude og kiggede på ham.
–Jeg hørte, at du havde et ønske og at du havde brug for min hjælp, sagde den lille nissemand.
–Hørte? spurgte Thomas, hvordan kunne du høre det?, Jeg har jo ikke fortalt nogen om det.
–Jeg er jo nisse, det er mit job, at vide hvad børnene ønsker sig, så lad os lige lægge hovederne i blød og se, hvad vi kan finde på sammen, for at få din Esmeralda glad igen.
Og så lagde de planer, de hviskede og tiskede og grinte så de fik helt ondt i maven og da de havde fundet på den allerbedste plan,gik de raskt i gang. Fnisende listede de rundt i huset og fandt alle de ting de skulle bruge og så sneg de sig afsted ud på parkeringspladsen hvor Esmeralda stod og sov.
De startede med at lave store firkanter på hele Esmeralda, af fars røde isoleringstrejp, så fyldte de det meste af firkanterne med mors hvide dåsesne, indtil hele Esmeralda var dækket af et kæmpe vinterlandskab og stod rød og hvid og smuk og lysende mod den sorte asfalt.
–Men hvad med nisserne, spurgte Thomas, der skal da være nisser i sådan et snelandskab.
–Det kommer der jo også, når jeg sætter mig ind i Esmeralda og vi kører afsted, så er der en vaskeægte nisse midt i snelandskabet, sagde den lille nisse.
–Nåja, sagde Thomas, så lad os vække Esmeralda.
Som sagt, så gjort. Thomas bankede forsigtigt på Esmeraldas højre dør.
–Hvad sker der, spurgte Esmeralda søvndrukkent, det er jo midt om natten.
–Ja, men se hvor fin du er blevet! Nu skal vi ud at køre! sagde Thomas. Og Esmeralda kiggede, gned sig i øjnene og kiggede igen. Hun kunne næsten ikke tro det, nu var hun den fineste bil på hele parkeringspladsen.
–Ih, hvor er I søde, og hvor bliver jeg glad, men hvem skal køre? Du har ikke kørekort Thomas.
–Nissen hjælper os, kom nu, han kan trylle sagde Thomas samtidig med, at han hoppede ind i Esmeralda.
Så kørte de afsted, ned ad bakke og op ad bakke med nissen smilende og vinkende midt i Esmeraldas snelandskab, og ind til torvet midt i byen hvor det flotte juletræ stod.
–Hvor er det smukt sagde Esmeralda, og se! Der i gågaden, der hænger hjerter og i butikkernes vinduer er der engle. Det er meget finere end jeg havde troet, hvor er jeg glad for at I tog mig med. Du er bare den bedste ven i hele verden Thomas! Men nu må vi hellere skynde os hjem igen, før din mor opdager at du ikke ligger i din seng.
Da de kom tilbage til parkeringspladsen tog Thomas en lille grøn glaskugle frem og hængte den på Esmeraldas bakspejl, så sagde han pænt farvel til nissen, listede ind i huset og faldt i søvn før han nåede at få dynen op over ørerne.
Søndag morgen vågnede Thomas af, at hans mor skreg.
– Min bil, min bil, nogen har overmalet min bil! Thomas smilte bare, og glædede sig over, at det hele ikke havde været en drøm, og at nu havde Esmeralda, ligesom de andre biler, også en julehemmelighed.
Myterna och lögnerna om Anderz Harning är många och, som det ofta är med sådana dör de inte så lätt. Spridarna, de som låtsas veta, de som så gärna vill låtsas ha känt mannen själv, häver gärna ur sig vad som helst, sprider gärna vad som helst vidare utan att en enda gång stanna upp och tänka till, kolla fakta, kanske fråga de som faktiskt vet. Alla har något att säga, sant eller falskt spelar ingen roll, inte heller för de journalister som bär idiotin vidare.
Efter några årtionden börjar det bli tröttsamt.
När jag ännu en gång kan läsa påståendet om ”hur han gärna förnedrade unga tjejer, speciellt i offentligheten.” så tänker jag att nu får ni väl ändå ge er (även om det är skrivet av en kvinnlig journalist,som är så dåligt insatt att hon tror att Honung och Grädde var döttrarna?).
Javisst förnedrade han unga tjejer offentligt, han förnedrade och hånade alla, offentligt, inför publik. Unga tjejer, gamla kärringar, unga killar, gamla gubbar, sossar och byråkrater och psykologer och miljöförstörare och rasister. Alla.
Alla de som ständigt kom fram och skulle framföra sina åsikter, på gatan, på krogen, i affären, på bokmässan, i Sverige, i Spanien, i Portugal, i Frankrike, de kom i en aldrig upphörande ström och ville diskuuuuteeeraaaa, framföra sina åsikter, sina argument. Ibland pratade pappa med dem, ibland överlät han till mig att ”såga” dem. En retorisk skola få barn varit förunnade. Det intressanta är att de enda av alla dessa imbecilla idioter med vaga argument som fortsätter med att gnälla i bakgrunden är… ja gissa själva! Och så de försmådda kvinnorna förstås. Oj,oj,oj, dem finns det många av. Kvinnor som den grupp om tre som skickade långa smäktande ögonkast på pappa, drog upp kjolarna och juckade med underlivet på en krog i Portugal, som ville dansa, som ville prata, och som pappa försökte förklara för, att det inte gick. Han var ute med sin dotter och ville ägna tid åt henne. Kvinnor som vinglande och aspackade skrek åt honom (och mig) att han var pedofil, att jag inte var hans dotter, att han inte var intresserad av dem för att han inte kunde hantera ”riktiga” kvinnor och därför bara ville ha småflickor..
Visst myterna är många och de som önskar tro dem likaså.
Mansgris.
Ja det är klart att man kan kalla någon för det, särskilt passande beskrivning är det förstås om en man som valde att ta hand om sin dotter och var ensamstående pappa på sextiotalet. Fast nu ska jag akta mig för sarkasmerna och ironin – de förnedrade tjejerna förstår inte sånt
Mansgris.
Ja det är klart att man kan kalla någon för det om personen ifråga är en man och om denna man tycker att kvinnor själva ska ha rätt att bestämma över sina kroppar. Frågan är vad man då kallar en kvinna, som tycker likadant?
Faktum, som ingen bryr sig om att kolla, är att pappa älskade kvinnor. Älskade, inte bara som sexobjekt (även om han gillade sex och att titta på vackra ting (Vem gör inte det?) ), men älskade. Kvinnor var hans vänner. Han var gift med högutbildade kreativa självständiga kvinnor. Rollmodellerna jag växte upp med, från pappas perspektiv, de människor han beskrev med värme och stolthet, som något att sträva efter, var inte män. De var kvinnor.
Vissa av dem satte han på en piedestal som hans mormor Hulda, min egen mamma (numera professor), och sen de andra, kanske inte lika högt, kanske inte på piedestalen, men fortfarande långt över en man, vilken man som helst; Min egen mormor Ingrid, Birgitta Stenberg, Marina Stagh, Åsa Möller, Annika Dopping, listan fortsätter…
Alla är kvinnor. Alla är starka, självständiga och kunniga.
Han hade en god relation till flertalet av sina exfruar och tidigare älskarinnor, de flesta av hans bästa vänner var kvinnor.
Han uppfostrade kvinnor. Kvinnor som min syster och jag. Kvinnor som tror på sig själva, har mer än en högskoleutbildning, kvinnor som är uppkäftiga, rebelliska, föder sina barn hemma, älskar sex, inte skäms det minsta för sig själva och kvinnor som mer än en gång har ”förnedrat”, ”hånat” andra människor offentligt.
Och visst har han häcklat människor, iband kvinnor, som själva bjudit in, som själva tagit initiativet med dåliga argument och icke underbyggda fakta, som Gunilla Kindstrand och Christina Busck i exemplet i början av denna text.
(Boel (för länge sedan och ibland Grädde. 🙂 ) Harning)
Jag gav min son en uppgift idag (han bad mig själv hitta på en ”skoluppgift”), han skulle skriva en dikt om brunt, men han fick inte använda ordet brunt. Detta var vad han skrev:
” Krukor
I krukor finns det blommor som har en fin färg.
Färgen är samma som krukan
och samma som en vacker tjejs ögon.
Vissa rosor har denna färgen,
många tycker att de inte ska behandlas som människor
PET advarer mod at der kan snige sig personer ind sammen med flygtningene, personer der kan udgøre en trussel for landet. DF er inde på samme spor og det samme er en del privatpersoner på sociale medier som Facebook.
Det er selvfølgelig en alvorlig sag når PET, der har lang erfaring med at opsnuse og overvåge farlige elementer i det danske samfund, går ud og siger sådan noget.
Og de ved virkelig hvad de snakker om, de der efterretningsfolk, her bare et kort tilbageblik på nogen af de frygtelige mennesker PET gennem årene har holdt godt øje med:
It-professionelles fagforbund PROSA. – Computernørder er farlige, det ved vi vel alle sammen og især i flok.
Socialdemokraten Henrik Sass Larsen. – Socialdemokrater, kan man selvfølgelig heller ikke stole på.
Journalister og venstrefløjsfolk som Ole Sohn ska vi slet ikke snakke om.
Terrorister og dem der støtter dem findes der allerede alt for mange af i Danmark sådan rundt regnet mindst 24.000*. – Jeg var for øvrigt selv en af dem – altså før jeg, lige som så mange andre af min slags, valgte at vandre over Øresundsbroen….
Ps. Nu skal du ikke føle dig udenfor bare fordi du ikke er nævnt – jeg er sikker på at PET også holder øje med dig. 🙂
Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!
“…Hej Boel vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“
Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….
Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! – Come on…
* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.
Intelligent, chockerande, tankeväckande, vackert.
Harnings texter är som sudoku, små hjärnvridande puzzel och inget är nödvändigtvis vad det verkar
Texterna har ofta starka inslag av samhällskritik, en antydan av naturskönhet och paradox dyker upp som gubben i lådan.
Kemiska vapen, handikapp, feminism, cannabis, barns villkor; de här texterna är inget du bör läsa om du bara vill njuta av solen, slappa och slippa tänka.
Det är rått. Det är roligt. Det är Harning.
(Codeswitching: När en talare obehindrat alternerar mellan två eller flera språk, eller när språken varierar inom en enskild konversation. ( Eller… en oversætters mareridt! 🙂 ) )
(Kan for øvrigt varmt anbefales som alternativ i undervisningen i nordiske sprog i såvel Sverige som Danmark da teksterne er moderne og behandler dagsaktuelle emner som de fleste unge mennesker synes er interessante )
– ”Men älskling, nu måste jag väl ändå få kalla dig poet”, sa mamma,”nu när du har gett ut en diktsamling på ett riktigt förlag”.
Jag vände mig mot henne och skulle just säga att; –”Nej, absolut inte, jag hatar poeter, jag är inte poet!” när det slog mig att jag nu kanske hade möjligheten att kompromissa om en annan diskussion som även den stått på i åratal, så istället sa jag; – ” Poeter är känsliga varelser, det är viktigt för dem att kunna använda alla sina sinnen, känna med hela sin kropp, även med sina fötter så då är det väl okej att jag går barfota? ” ”lite excentriska får de ju också lov att vara..” la jag till för en säkerhets skull, mamma kan vara en hård förhandlare.
-”Kommer inte på fråga” sa mamma,med den där speciella mammablicken som skrämmer livet av även den sturskarske uppkäftigaste trettionågontingåringen.
För enligt mamma, går vuxna kvinnor inte barfota offentligt – poeter eller ej.
Då var det kört,enda fördelen med att vara poet,eller i alla fall att låta min egen mamma kalla mig för poet, skulle vara att slippa de evinnerliga diskussionerna om huruvida jag ska ha skor på mig eller ej.
Men min mamma är en litterär människa som gillar att läsa poesi, som njuter av en dikt på samma sätt som andra långsamt smuttar på en årgångsvin och för henne är det att vara poet något alldeles särskilt fint inom litteraturens värld (Fast sen är hon ju finsmakare förstås. 🙂 ), så hon ger sig inte, diskussionerna fortsätter oförtrutet år efter år.
För mig har poeter alltid varit såna där självhögtidliga, narcissistiska, navlebeskuende, svartklädda tråkmånsar med komplett oförmåga att skratta eller se världen från någon annans perspektiv än deras eget, löjeväckande fjantpellar som kommer med extremt långa meningslösa tirader som de själva tycker låter helt fantastiskt och som de sen förväntar sig att alla vi andra ska applådera i djup andäktighet.
Hur det blev så? Att vi har så olika uppfattningar? Av vad och vem en poet är? Ja, en del är säkert samhällets fel 🙂 som bilden ovan visar dyker min version upp på en enkel googlesökning på bilder av poeter, en del är säkert pappas fel; jag hör honom hela tiden i huvudet,hur han föraktfullt säger ”poeeeeter” som enligt hans övertygelse hörde till i samma skämmiga låda som ”byrååkraaaater” och ”byråådirektööörer”(det fast också han skrev dikter ibland,riktigt fina vackra dikter),och en del är säkert de, ofta självutnämda, ”poeeeter” vars triviala banala dikter och självhögtidliga uppläsningar jag tvingats lyssna på genom åren.
Så nej, jag är inte poet.
Det är för mig ungefär lika kränkande som att bli kallad feminist. Jag skriver. Dikter. Poesi. Prosa. Lite smått och gott. Och jag begränsar mig inte till en genre. Och jag går barfota och jag skrattar åt mig själv 🙂
Och jag vill att det ska vara kul att skriva,en rolig utmaning, att det jag skriver ska väcka tankar, känslor, något. Att skriva enligt vissa regler kan t.ex. vara en rolig utmaning- för hur får man sagt det man gärna vill, inom bestämda ramar?
Att skriva kan bli som att lägga ett vackert roligt pussel fyllt med kontraster. En sudoku, ett korsord, en gåta – fast ändå inte eftersom svaret ju finns där, någonstans, annars hade det varit för lätt, för banalt…
***
Barfota flicka
vackrare än lindarna
armlös i vinden
(Det här har bla publicerats i Buy A Poem och de flestas första konstatering brukar vara att: ”Du har stavat fel, ärmlös ska det vara!”. Nej, jag har inte stavat fel. Men hur kommer det sig att så många omedelbart antar att det är en felstavning och inte det självklara – att flickan faktiskt inte har några armar? ”Makabert” har jag också hört, av några av dem som insåg att det inte var en felstavning. Kan en människa utan armar inte vara vacker ? )
***
Ypperlig yperit
osynlig
i dalgångens violetta kväll
blander sig like pouring rain
med duggens fald og skaber olivettedråber
på kvinnans silkeslena
(Från den pågående Codeswitching-samlingen. Innebörden lämnar jag till er att tänka över … )
Jag blev så glad när tingsrätten i Malmö valde att inte göra ännu en kvinna till ett infantilt osjälvständigt offer i samhället. När de bejakade kvinnans naturliga sexualitet och hennes förmåga att träffa egna självständiga val och därmed klart och tydligt lade avstånd till den ”feministiska” åklagarens agenda – som efter allt att döma enbart tycks vara baserad på en självgod, moraliserande och kvinnoförtryckande nypuritanism.
Och glad var jag, ända tills jag insåg att åklagaren inte var den enda som utvisade detta kvinnoförakt. För efter att ha läst Katarina Wennstams inlaga i Aftonbladet idag är det bara att erkänna: Kvinnor är kvinnors värsta fiender!
Wennstam skriver uteslutande utifrån sin egen moral, en moral som hon sedan försöker att underbygga med att kvinnan i fallet efter den sexuella upplevelsen har vårdats för ”psykiska skador” och att ”hon klarade inte ens av att delta under rättens förhandlingar.”
Varför kvinnan har haft behov för denna vård reflekterar Wennstam dock inte över.
Måste det nödvändigtvis vara så att det var den sexuella upplevelsen i sig som fick kvinnan att må dåligt – eller skulle det möjligen kunna vara Wennstam och likasinnade som genom sin markanta avsky och sitt offentliga moraliserande fick kvinnan att må dåligt?
”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare.” sa Howard S Becker. Ett sociologiskt aspekt som varken åklagaren eller Wennstam tycks ha intresserat sig det minsta för, men som de kanske borde analysera innan de fortsätter med att stigmatisera kvinnor. Men, kanske är det det som är deras ändamål när de fortsätter att kränka just den här kvinnan...
Tankevækkende….: ”Tænk at være så heldig, at må være en billig tøs, en tøjte, en kvinde der udlever det inderste… og stadig bliver elsket og endda med en særlig styrke…” udtaler fannie i kommentarsporet til et indlæg afgreyindarkness.
Vi sidder i bilen, en smule forsinkede på grund af vejarbejde og min morgentrætte hjerne kører mere eller mindre på automatpilot, og så er det at otteåringen stiller spørgsmålet:
– Mor, er jeg kristen?
– Øh.. det ved jeg sørme ikke, det er lidt kompliceret skat, tror du på gud?
– Ja, DET gør jeg, jeg tror på at han passer på os og sådan, for det har vi talt om i skolen og jeg så en film i fjernsynet…… (hér holdt min allerede trætte hjerne op med at lytte til beskrivelsen af filmen og flyttede fokus til at vi vist hellere må se at have lidt mere styr på hvad ungen ser i fjernsynet)
– Okey, jamen så kan det godt være at du er kristen, men det kan også være at du er muslim eller jøde.
– Muslim?, Jeg er ikke muslim, de spiser ikke det samme mad som mig i skolen. De tror på en anden gud.
– Nej skat, muslimer tror på den samme gud som kristne gør, så selv om de spiser noget andet i skolen end hvad du gør så tror de altså på den samme gud som du tror på. Forskellen er hvilken historie om gud man tror på, hvilken bog man læser og hvilke regler man vælger at følge. Men guden er den samme.
– Men, ER jeg kristen mor?
– Jeg ved det ikke skat, hvis du tror på gud så må du læse bøgerne og lære dig mere, og så når du bliver voksen, kan du bestemme hvilken historie om gud du vil tro på og hvilke regler du vil følge.
Herefter fulgte så en snak om Jesus, den frie vilje og hvorvidt otteåringen synes at forældre skulle bestemme hvad børnene troede på eller ej…
Og ja, han tror på at Jesus gik på vandet og på elver og trolde og…
***
Det der med børn og børneopdragelse er bare ikke så nemt! Slet ikke om morgenen. 🙂
Nogen gange bliver jeg bare sååå træt! På min fars mindesten står der ”Vad var det jag sa” – kloge ord 🙂 , for hvor ofte sidder jeg ikke selv og hopper op og ned og siger det samme ved min ”nyheds”*læsning. Således også idag. For hvad finder jeg ikke lige i Politiken, om ikke en valgforsker (Elklit som tidligere nævt) som netop går ind og kritiserer det svenske val udfra bla det faktum at alle små partier må klare sig selv og derfor ikke kommer til orde på lige fod med de store. Jamen.. det jo det jeg siger!
At Elklit og jeg er enige er der nu egentlig ikke noget at underes over – hvad der derimod kan undre mig er Politikens manglende evne til at gribe i egen barm. For de gør jo akkurat det samme. De rapporterer ikke objektivt om det svenske valg. Til trods for at de nu burde vide bedre. Artiklen om Elklit bliver dermed bare desto mere bizar for mig at læse… 😦
Det startede ellers så godt; da lille Malthe* forventningsfuldt,spændt og en lille smule genert mødte op for endelig at begynde i skole ligesom storebror. Malthe var glad for sin skole og sine klassekammerater og hans forældre trygge i deres overbevisning om at den danske folkeskole levede op til alle løfter om et ligeværdigt og respektfuldt menneskesyn…..indtil den dag hvor Malthes mor blev ringet op af klasselæreren. Hvorfor?
Jo, for lille generte Malthe havde siddet stille i klassen, lyttet til hvad de andre børn havde at sige, pænt gjort som læreren havde bedt ham om, samtidig som han bare sådan skulle tisse. I kender det sikkert selv, skal man så skal man, og Malthe som jo desuden bare er 6 år han skulle virkelig.
Men lille Malthe, som jo er godt opdraget, ville absolut ikke forstyrre læreren og holdt sig derfor så godt han kunne, og da han simpelthen ikke kunne holde sig længere, rakte han forsagt hånden op, ventede pænt til det blev hans tur og spurgte så om han ikke nok måtte have lov til at gå på toilettet.
Nej! Det må du ikke!
Var lærerens svar.
Og Malthe, som jo er en smule genert, og vel også en lille smule bange for læreren, gjorde som læreren sagde. Han blev siddende. Og tissede i bukserne. Nu skulle man jo tro at læreren straks ville have indset at hun var gået for vidt og derfor havde skyndt sig med at hjælpe lille Malthe.
Men nej…
Læreren beordrede Malthe til at blive siddende på sin stol. I sit eget pis. Udstillet. Ydmyget. Krænket. Hvorefter læreren ringede til Malthes mor og sagde til hende at Malthe måtte blive siddende dér. På stolen. Alene.Udstillet.Ydmyget.Krænket.
***
Den stakkels lærer er selvfølgelig efterfølgende blevet tilbudt psykologhjælp. Malthe derimod, som jo faktisk er offeret og den som er blevet krænket, ydmyget og hængt offentligt til skue i skolens gabestok har lige så selvfølgeligt- intet sådant tilbud fået.
Hvis du vil vide hvordan skolen for øvrigt har håndteret den uacceptable tilsidesættelse af børnekonventionen som Malthe blev udsat for, så følger en opdatering i kommende indlæg.
* (Anonymiseret idet moderen er bekymret for at offentliggørelse vil indebære repressalier mod hendes barn fra skolens leder)
Efter uendeligt tålmod med os forfattere og flere måneders hårdt arbejde fra de to ildsjæle Lonni Krause og Kenneth Krabat så en ny antologi dagens lys i august. Antologien ”Ordløst, 119 digtere i dansk forfatterforening” må nok siges at være vor tids mest digre samling af poeter i én og samme bog og i bedste kunstnerlige ånd er den selvfølgelig gratis og lagt ud til fri op og download for privatpersoner*. Så… hvis du vil læse mine eller andres bidrag klikker du bare på bogen herunder.
God fornøjelse! 🙂
Harning
*Men den må naturligvis ikke anvendes i erhvervsmæssig øjemed, herunder offentlige og private skoler samt skriveskoleundervisning, uden tilladelse fra forlaget eller aftalt kompensation til de enkelte digtere, herunder CopyDan-afregning eller tilsvarende.
Til trods for meldinger i såvel svenske som danske medier, så er verdens ældste mand ikke død. Tværtimod så lever verdens ældste man i allerhøjeste grad. Derimod så er den mand som tidligere var verdens ældste mand nu død. 🙂
For snart mange år siden eksperimenterede jeg med at kombinere forskellige udtryksformer, heriblandt Haiku og Rap*, da Tosommerfugle skrev en kommentar til mit foregående indlæg om ”Blattar och Svennar” kom jeg til at tænke på følgende lille sag:
Mujaffa Perker!
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
De danske lærker råber og skriger:
” de satans perkere tar vores piger”
Vi drikker vodka med tyrkisk peber
Sidder gerne på værtshus og flæber
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
Mujaffa perker! De sorte svin!
De tér sig sgu som de rene stjerner
mens vi tyrer vodka på vores hjerner.
Mujaffa Perker ! De sorte svin !
den lille lærke blir´ sgu helt til grin.
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
At drikke små grå Shot
Er da ikke særlig hot.
20 hjerneceller pr. drink
gør ik´ den lille lærke flink.
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
Lille lærke glem det nu
Og lad os spise lidt ”mulat marabou”
I bund og grund er vi jo af det samme
Vi kommer blot fra en anden ramme
Mujaffa Perker!
Ligner ik´ de danske lærker
Lille lærke bliver glad: føler ikke ringeagt
Vil gerne skabe en fællespagt
( Dagbogsnotat d.18april 19..
Jeg har genvundet min frihed!!
Vender nu tilbage til haikuen og den frie skabende proces)
För fem år sedan utgavs det första numret av Gringo. Iden bakom var att beskriva Sverige; mångfalden och nyanserna, och samtidigt ett seriöst försök att göra upp med polariseringsbilden om blattar och svennar. Jag tycker att de har gjort ett bra jobb, kanske lite för bra eftersom ungdomar nu använder ord som blattar och svennar om sig själva och andra utan rasistiska undertoner – en utveckling som är bra på sikt, men som i dess späda början, där bara ungdomarna hunnit förlika sig med tanken kan skapa problem med de lite äldre generationerna.
För…..:
Hur ska en lite äldre person kunna veta att när min son,som omedelbart ser svensk ut och vars svenska anor går hundratals år bak i tiden, använder uttrycket svenne så är det inte positivt och nationalistiskt men däremot bara ett ord som alla andra och därtill ett ord som han använder för att beskriva det lite äldre medelklassetablissemang * som han, som tonåring, så gärna vill göra uppror mot och skilja sig ut från?
Hur ska en lite äldre person kunna veta att när min son, som omedelbart ser svensk ut och vars svenska anor går hundratals år bak i tiden, använder uttrycket blatte så är det inte nedsättande och rasistiskt men däremot bara ett ord som alla andra ord och därtill ett ord som han använder för att beskriva sig själv och känslan av att vara främmande i det land som han trots för långa anor inte känner sig hemma i?
Alltså, hur kommer vi vidare och ser till att Blatte och Svenne blir som alla andra ord; med positiva och negativa och objektiva innebörder för alla generationer? Och går det överhuvudtaget eller måste vi vänta tills den unga generationen vuxit upp innan de negativa, rasistiska och nationalistiska undertonerna helt försvunnit ur vår förståelsesram?
Kært barn har mange navne og Graffiti ligeså.Kunst eller hærværk – meningerne er mange, men faktum er at vi mennesker helt tilbage fra stenalderen til dagens unge har haft et uimodståeligt behov for at markere os i verdenen, give hver vores individuelle ord med på vejen og gøre os udødelige ved at præge huler,mure,sten, vægge og togvogne med mere eller mindre kreative kreationer.
Som mange af jer andre derude, stemte også jeg ved EP-valget og da jeg heldigvis er stemmeberettiget i Sverige betød det at jeg kunne sætte mit kryds ved det eneste parti som jeg mener reelt arbejder på at sikre individets integritet og hjemmets ukrænkelighed fra overvågnings og stikkersamfundets magthavere. Nemlig Piratpartiet.
Stor er således min glæde idag, hvor jeg kan konstatere at Piratpartiet med sine 7,1% af stemmerne gik forbi flere af Sveriges ellers etablerede partier, så som V, C og Kristdemokraterna og dermed har formået at sende at klart signal til ”gammelpolitikerne” om at ikke alle vil tolerere overvågning, censur og andre integritetskrænkende tiltag, ligesom jeg må formode; at fordommen om at det kun er unge fildelende fyre i lumre indelukkede colasejlende værelser nu er blevet gjort grundigt til skamme.
SFI iværksætter ifølge Politiken en større undersøgelse for at finde ud af hvilken hjælp der er mest hensigtsmæssig for svage familier, et initiativ som KL er glade for da de erkender at de ikke aner i hvilken grad kommunernes foranstaltninger har nogen effekt.
At man nu vil se nærmere på de to mest anvendte foranstaltninger, nemlig familiebehandling og hjemme hos`er synes jeg er glimrende, ligesom jeg ju ikke kan være andet end enig i at der er brug for en undersøgelse på området. Men, for selvfølgelig er der også et par men, for det første mener jeg at man starter i den forkerte ende – nemlig i antagelsen om at det er forældrene som der er noget galt med.
Enhver der ved det mindste om forskning ved også at hvis grundforudsætningerne er forkerte – ja så bliver resultaterne af forskningen også derefter, hvorfor en eventuel undersøgelse naturligvis burde tage udgangspunkt i en tilbundsgående undersøgelse af barnets problematik først for så sidenhen at kigge på hvilke ”behandlinger” der eventuelt virker, alt andet er som at sende en patient med ondt i maven til en almenpraktiserende læge som remitterer patienten til omfattende behandlinger hos alt fra fodterapeuter til psykologer til strålebehandlinger.
For det andet så er kommunernes tilbud om såvel familiebehandling som hjemmehos særdeles varierende i såvel tid som kvalitet, hvorfor jeg finder at det vil blive særdeles vanskeligt at kunne drage nogle endegyldige konklusioner medmindre SFI påtænker at sikre at alle familier som deltager får præcis det samme tilbud – en tanke som i givet fald ikke fremgår af dagens artikel.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på anbringelsesområdet, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere,med erstatningsansvar, at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!
Idag findes der ingen sådan garanti – tværtimod så synes parolen fortsat være: at bare vi fjerner børnene fra deres forældre så har vi løftet vores samfundsmæssige opgave – selv om dette sker uden nogen som helst skelen til hensigtsmæssighed eller bedrede vilkår.
Der findes naturligvis heller ikke ikke noget krav om erstatningsansvar, for igen – alene det at fjerne børnene fra de umulige forældre anses jo for værendes alfa og omega, at børnene så ikke får bedre vilkår eller måske endda forværrede vilkår kan da vel ikke være myndighedernes skyld synes ræsonnementet at gå.
Og så er det at jeg bliver så glad, når jeg en helt almindelig lørdag aften kan læse i Politiken at der faktisk eksisterer en forening af tidligere anbragte børn i Danmark (Foreningen Godhavnsdrengene) som arbejder på at få regeringen til at tage ansvar for de overgreb og den omsorgssvigt som de blev udsat for under deres anbringelsestid. Eneste torn i mit øje er at de tilsyneladende vil nøjes med en undskyldning. En undskyldning?
Nej, de skal da have fuldstændig oprejsning!
Og de skal selvfølgelig gå rettens vej og forlange såvel en undskyldning som en klækkelig erstatning.
Idag står både den svenske og den danske kulturminister for skud, dog af to vidt forskellige årsager.
Den danske kulturminister Christina Christensens problem er at hun ifølge Pia Kjærsgaard er for farveløs, ikke har tilstrækkelige visioner og at man aldrig hører ”en markant eller på nogen måde kontroversiel udmelding fra hende” og socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen kalder hende for en af historiens mest passive kulturministre..
Den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroths brøler er den stik modsatte, nemlig at hun har udtalt sig alt for markant i sagen om Pirate Bay, hvor hun ikke alene har udtalt sig i en endnu ikke afsluttet retssag og derved kan anklages for forsøg på at blande sig i domstolenes uafhængighed, men hvor hun tillige har ”dømt” de anklagede som tyve, sidstnævnte er ikke bare injurerende men desuden fuldstændigt irrelevant i forhold til den pågældende sag idet Pirat Bay ikke står under anklage for tyveri.
Og jeg undrer… er der her tale om kulturforskelle? Eller er det her muligvis et af de områder hvor vi er rørende enige på begge sider af sundet om at mellanmjölk är bäst?
En mindre undersøgelse har nu peget på at flere lærere mobber deres elever – et forhold som alle os der har gået i skole og som har haft børn i skolen naturligvis allerede vidste, ligesom det vel næppe kan komme bag på nogen at det oftest er drengene som føler sig gjort til syndebukke. Hvad der derimod ikke alene kan komme bag på mig men også vække min harme er skolelærernes udtalelser i forbindelse med undersøgelsen. Ifølge DRB har fx både skoleledere og skolelærere udtalt massiv kritik og påtalt, ”at det virker voldsomt at drage så dramatiske konklusioner på basis af det begrænsede materiale i undersøgelsen”, samt at undersøgelsen er ”misvisende” og at de derfor vil have Undervisningsministeriet til at foretage en ny og større undersøgelse. Sidstnævnte ville for så vidt være en udmærket ide, (også jeg synes at der bør foreligge et solidt undersøgelsesmateriale) var det ikke fordi anmodningen synes at komme som et krav fra lærernes/ledernes side om at blive frikendt fra anklagerne – og det er bare ikke i orden!
Grundlaget for enhver hensigtsmæssig kommunikation og ethvert samarbejde må nødvendigvis være gensidig respekt, hvilket jeg på ingen måde mener at børnene får i denne sammenhæng når de involverede voksne tilsyneladende totalt underkender elevernes oplevelser og følelser. Så.., hvis jeg ikke allerede var klar over at der findes lærere som ikke respekterer deres elever og lærere som ligefrem mobber eleverne, ja, så ville lærernes forsvarsreaktion i denne sag få mig til at tænke om.
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere sagen om den otte måneder gamle pige som for et par dage siden mistede livet, men nu kan jeg bare ikke lade være. For jeg kan simpelthen ikke forstå de mennesker som mener at det er i orden at true bilens chauffør på livet. At ulykken vækker stærke følelser – det kan jeg forstå. Men jeg kan på ingen måde begribe at det gør det okey at selv begå særdeles bevidste, intentionelle og ja, kriminelle handlinger som trussler nu engang er. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere i hvem som er den ondeste, den mest kriminelle, den forkasteligeste; Er det manden som satte sig ud i sin bil stærkt påvirket af alkohol? Er det hans kammerat som lod det ske? Er det eventuelle ædru vidner som ikke sørgede for at få stoppet bilen i tide? Eller er det de mennesker (som tilsyneladende ikke er påvirkede af hverken stoffer eller alkohol) som synes at mordtrusler ikke bare er legitime men sågar nærmest også moralskt korrekte at fremføre?
Og apropos hvem der er mere eller mindre kriminel, mere eller mindre skyldig – så har også sagen fra Rust spøgt i mit baghoved- for hvem er egentlig mest ansvarlig, og hvem bør mon få den hårdeste straf – den mand som slog med ølflasken og forårsagede den første skade? Eller sygehuset som ikke ville behandle den 25årige nordmand med det resultat at han døde af sine skader?
En tankestreg:
Da jeg havde skrevet ovenstående tog jeg Stephen Kings ”Duma Key” med ud i solen og faldt over dette citat som I hér får på svensk:
”Tina Garibaldi skulle inte ha fått sådan bevakning om hon vunnit en stavningstävling eller en tävling på en vetenskapsutställning eller ens om hon räddat familjens hund ur en forsande flod, men blir man bara våldtagen och mördad så blir man rikstäckande. Alla får veta att ens mördare hade ens trosor i byrålådan”
Ovenstående har, som mange af jer sikkert ved, altid interesseret mig ligesom jeg ofte bliver fremstillet som værendes på de svages side – en ”anklage” jeg plejer at være ganske stolt over.
Hvorefter vi når frem til spørgsmål nummer to og hvordan vi bedst hjælper alle disse svage minoritetsgrupper? Et spørgsmål som jeg egentlig ikke synes kan besvares førend spørgsmålet om og definitionen på minoritet og normalitet er blevet besvaret – for hvis flertallet af Danmarks befolkning som minimum tilhører en eller anden form for minoritet, er normen så ikke at være en lille smule unormal?. 🙂
skogar av metroseksuella androgyna pojkvaskrar och virtuella universum fylda av spyfärdiga, kvalmende, blöjbytande pappabloggar
en verden af kompliceret idioti på højt niveau
hvor digte skrives
uden rim og ræson, om gulerødder og murbrokker og betonlebber
som var dét, det vackraste Gaia hade att erbjuda.
Och kanske är det så
att indifference är det nya Utopia?
Forfatterinden og filosoffen Nina Karin Monsen er blevet tildelt den norske pris ”Fritt Ord” hvilket har skabt en hel del debat,kritik,og ja, sågar næsten også optøjer .Kritikken skyldes Monsens tidligere udtalelser om homoseksuelle og deres ret (mangel på samme) til at indgå ægteskab og få kunstig befrugtning og fremføres primært af homoseksuelle omend også en del andre har meldt sig til kritikerkorpset. Og så er det jeg undres, for hvorledes kan nogen anse at en betingelse for at modtage en Fritt Ord pris er at prismodtageren alene udtrykker ”godkendte” og politisk korrekte ufrie ord? Selv er jeg, et langt stykke hen ad vejen, rent holdningsmæssigt dybt uenig med Monsen – men det indebærer jo på ingen måde at jeg mener, at hun ikke bør have samme ytringsfrihed som alle andre eller at hun ikke skulle kunne fortjene at få en pris for at benytte sig af denne ytringsfrihed.
For ordet er frit – hvad enten det så handler om Mohammed tegninger*, Playboybilleder eller homoseksuelle, og at, som visse af aktørerne i denne sag, ligefrem demonstrere mod Monsens ret til at ytre sig synes jeg ikke bare er beskæmmende men tillige et usædvanligt pinligt udtryk for demonstranternes snæversynede dobbeltmorale.
På arbejde. Min kollega og jeg er uenige om hvem der skal gøre hvad. Pludselig tar han fat i min arm og råber: ”se mig i øjnene når jeg taler til dig”. Han er vred og stor og stærk og jeg bliver grebet af panik. Kan ikke finde ord. Forsøger at vriste mig fri. Men han er større og stærkere og insisterende, så jeg står bare dér og lader ham se ind i min sjæl og mærker hvordan jeg langsomt forsvinder
Kriminell. Spritlangare. Det är jag det. Ja, jag visste det faktiskt inte – men så är det. Det säger Tobbe själv, och Tobbe borde veta vad han talar om för han representerar systembolaget i Jägersro och om de säger att jag är langare – då måste jag väl vara det, annars är det ju elakt förtal och sånt ägnar ett statsligt bolag sig väl inte med.
Alltså måste jag vara spritlangare – Även om jag inte själv visste om det…
Hur kom det sig då att jag blev spritlangare?
Jo, enligt Systemet, som ju är de som vet bäst, så förhåller det sig på det viset, att om jag som mamma tar med mig mitt barn på Systemet och om mitt barn är i en sådan ålder att Systemet anser att barnet gillar alkohol – Ja då är jag langare och får som sådan naturligtvis inte handla på systemet. För vem som helst ju kan förstå att alla ungdomar tvingar sina gamla mödrar att langa, liksom det ju är självklart att alla vi mammor springer på systemet jämt och ständigt för att tillhandahålla våra ungdomar med alkohol – det är ju det goda mödrar gör!
Inte dricker vi eller våra bekanta själva nån alkohol…
Att min son skulle kunna köpa och dricka hur mycket sprit som helst varenda dag helt legalt om han så skulle vilja spelar förstås inte heller nån roll, för enligt Systemet är det naturligtvis fullständigt osannolikt att en tonåring hellre skulle vilja ha laglig original välsmakande sprit – än att tvinga sina föräldrar att köpa taskig importerad öl på det fina svenska statsliga bolaget.
Undrar om jag vågar ta med sonen på Apoteket…eller om jag då blir stämplad inte bara som sprit men även som knarklangare…..
Som en del af jer har bemærket, har jeg ikke været særlig aktiv på bloggen de sidste par uger. Det skyldes på ingen måde at jeg har tabt mit samfundssind eller min interesse for alle jer derude – men derimod at jeg har taget tyren ved hornene og ved hjælp af massiv støtte fra venner og familie døgnet rundt, lidt stesolid, en helt enestående klinikdame ved navn Margaretha og en tandlæge udover det sædvanelige er lykkedes med, at gå i gang med at få lavet mine tænder.
Al min tid og energi går derfor pt til Tandlægen – som jeg enten er jeg ved at samle mod til at tage hen til, eller er på vej til, eller ligger totalt paralyseret hos, eller er på vej væk fra, eller hvis til tider smertefulde eftervirkninger jeg forsøger at komme mig over…
Så.. selvom jeg virker lidt fjern, blogger noget sporadisk og ikke lige får besvaret jeres kommentarer med det samme håber jeg at I vil bære over med mig et stykke tid endnu.
Et tilbud som i følge Politiken har vagt voldsom debat. Tænk.. det forstår jeg slet ikke. For hvorfor hidse sig op over noget så ligegyldigt som en læge der angiveligt kun vil hjælpe forældre med at designe underordnede kosmetiske detaljer som hår og øjenfarve – når vi i forvejen tillader at forældre designer deres babyer på langt mere indgribende måder?
Herhjemme har vi fx for længst bestemt at det er helt i orden, allerede i fosterstadiet, at skille os af med babyer som ikke lever op til normalitetsnormen, ligesom vi til dagligt ad kemisk vej designer vores børn til at blive klogere og roligere og bedre til at koncentrere sig samtidig som vi uden at blinke sender dem til plastikkirurgen for at få rettet op på et par flyveører.
Så hvorfor skulle det være så meget værre at på forhånd designe børn med en bestemt øjenfarve?
Tænk…det forstår jeg slet ikke…
Nu sidder jeg endelig ved tastaturet på min nye computer. Oprindelig ville jeg, som bekendt, have købt en computer helt uden præinstalleret operativsystem – men sådan blev det ikke. Efter grundig research og efter at have forkastet en ellers rigtig lækker lille sag fra Zepto fandt sønnike og jeg en langt mere prisværdig computer fra Fujitsu Siemens. At valget faldt på Fujitsu Siemens skyldtes udelukkende at jeg havde læst denne artikel i Tech World hvori Fujitsu Siemens erklærede at de naturligvis gav licenspengene retur til os som ikke ønskede Vista og at dette kunne ske forholdsvis enkelt. ( til forskel fra fx Acer hvis procedure er så dyr og langsommelig at jeg end ikke kan finde ord for hvad jeg synes om det og selvfølgelig til forskel fra alle de fabrikanter der som fx Lenovo bare pure nægter).
Og rimelig enkelt var det*, altså når jeg efter mange viderestillinger fik fat på en supportmedarbejder der vidste hvordan. Det eneste jeg skulle gøre var at afinstallere Vistaen og returnere CD og et klistermærke til Fujitsu sammen med en erklæring om at jeg ikke ville bruge Vista på min computer – hvorefter de vil indsætte licenspengene på min konto.
Simpelt. 🙂
Ifølge Politiken vil den danske stat give yderligere 103 millioner til Gaza og i samme artikel giver Per-Stig Møller udtryk for at det er helt rimeligt at vi ikke forlanger at Israel skal være med til at betale noget som helst af genopbygningen. For som han siger; det er jo ikke til at bevise om Hamas skød først… At Per Stig Møller ved denne udtalelse endnu engang får understreget sin egen pinlige uvidenhed omkring Israels brud mod folkeretten og samtidig totalt ignorerer det faktum at Israel så vidt vides har tyvstjålet Gazas råstoffer, kan måske ikke undre nogen. Derimod kunne jeg da godt have tænkt mig, når nu emnet faldt på økonomi, at journalisten havde spurgt Per Stig om hans synspunkter på at de Israelske myndigheder planlægger finansieringen av yderligere 73.000 ulovlige besættelsesboliger på Vestbredden. Ligesom jeg gerne ville have haft svar på spørgsmålet om hvorvidt det kan nytte noget at give penge til genopbygningen af Gaza når vi ikke samtidig forlanger af Israel at de ikke bomber det hele sønder og sammen én gang til.
og en eftertanke.. giver vi i virkeligheden penge til at forskønne landskabet for nye Israelske besættere..?
Jeg er ikke noget teknisk geni, eller nogen fantastisk computernørd – tværtimod. Faktisk er det uhyre sjældent at jeg bruger min computer til noget som helst andet end at skrive på. Det gør jeg så til gengæld rigtig meget. 🙂
Nu skal jeg så til at have en ny computer – igen. Den nuværende er simpelthen for langsom. Allerhelst ville jeg have en HP (compaq presario) igen, ikke fordi jeg ved så meget om computere, men fordi den første jeg havde holdt i ti år, havde den rette størrelse og kunne det jeg havde brug for at den skulle kunne. Siden har jeg prøvet tre andre mærker på lige knap fire år…
Mit problem er imidlertid at jeg nægter at betale for computer OG operativsystem. Af flere årsager, her blot de to absolut væsentligste:
– Jeg er generelt og principielt imod monopoler.
– De fleste computere i dag sælges med Vista – Vista vil jeg under ingen omstændigheder have, hvilket som minimum indebærer at jeg skal have fjernet Vistaen og have byttet den ud (ergo betaler jeg for et operativsystem jeg ikke vil have, samt ekstra arbejde)
Så hvad gør jeg? Jeg har i dag været i kontakt med HP, hvis bedste tilbud var at jeg kunne få en computer uden operativsystem – hvis jeg altså ville betale et par tusinde ekstra og vente to til tre uger!
Som de fleste af jer ved, er det sjældent at jeg gider beskæftige mig med ekstremisterne og fanatikerne i dansk politik. Men.. det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at jeg ikke har en mening. 🙂
Og her til aften, hvor lederen af DNSB Jonni Hansen lige har holdt et omskrevet møde i Århus kan jeg bare ikke dy mig for at komme med en enkelt kommentar.
For om noget så bekræftede mødedeltagernes efterfølgende bemærkninger min teori om det dummeste politiske træk i årtier – Nemlig beslutningen om at lade Jonni Hansen være partiets ansigt udadtil. Havde DNSB haft det mindste reele ønske om at tiltrække stemmer og måske endda komme i folketinget – så ville de have kløst sig fast til den særdeles intelligente, til tider charmerende og meget velartikulerede Povl Riis Knudsen.
Men, det gjorde de ikke. Hvoraf jeg kun kan udlede, at enten så er de lige så ekstremt dumme som deres synspunkter eller også har de intet reelt ønske om at blive et større dansk parti.
Hver gang jeg tror, at nu kan det bare ikke blive værre – så dukker der en ny sag op. Før jul var det sagen om den kun fjortenårige pige som havde tilbragt et år af sit barneliv spændt fast til en af psykiatriens senge og i dag er det historien om Abdulle Ahmed der har ligget fastspændt stort set hver eneste dag i de sidste seks år. Dette til trods for at Europarådets torturkomité helt tilbage i 2002 konstaterede i en rapport til regeringen at:”fysisk fastspænding i dagevis kan ikke begrundes lægeligt,og er det samme som mishandling”. 2002 – for syv år siden.
Alligevel er tallene herhjemme stærkt stigende for hvert år. Og alligevel så tillader vi os at kalde os selv og hinanden for civiliserede…..
I Politiken kan man i dag læse at de danske 9.klassers børn placerer sig markant lavere i stavning og grammatik end forventet i forhold til den internationale ECTS-karakterskala. Artiklen bærer desværre tydeligt præg af journalistens forudfattede mening om at grammatik er vigtig – hvilket naturligvis er noget forvrøvlet sludder. Det vigtige er jo at børnene har det godt og føler sig dygtige – ikke om de reelt kan noget eller ej.
Københavns kommune er en af de kommuner som i denne sammenhæng er et forbilledligt eksempel. De praktiserer nemlig en fantastisk, opmuntrende og glædesfyldt indlæringspædagogik i de små klasser – den såkaldte Børnestavning.
Børnestavning går i al sin enkelthed ud på at gøre de små poder til selvsikre og glade børn ved at lade dem stave alle ord lige nøjagtig som de gerne vil – for derefter at overøse dem med roser for deres kreative præstationer. En pædagogik jeg naturligvis ikke kan andet end applaudere, for selvfølgelig betyder det ikke noget hvis man ikke kan formulere sig skriftligt eller ikke kender forskel på præsens og præteritum – herrejemini vi lever jo i nuet og telefonen er gudskelov opfundet.
Faktisk synes jeg det er så genial en metode, at jeg gerne så den indført i alle fag og på alle årgange – tænk bare på hvor nem lektielæsningen lige pludselig ville blive hvis man kunne nøjes med at bekræfte sin lille pode i at: ja 5+5 er 3 og Danmark er hovedstaden i Berlin.
Børnestavningen har ydermere den meget heldige bieffekt, at den bringer forældre og lærere tættere på hinanden i kraft af den fælles hemmelighed de deler om at børnene reelt ikke kan stave. Altså et slags udvidet skole-hjemsamarbejde.
Desværre findes der fortsat forældre (der lige som artiklens journalist) stadig ikke har forstået hvor ligegyldig grammatik er, forældre som gør livet vanskeligt for de stakkels mønsterværdige lærere ved at obstruere pædagogikken og forældresamarbejdet med tåbelige argumenter om at de ikke vil lyve overfor deres børn og at ret skal være ret. Forældre der simpelthen nægter at rose deres børns fantastiske kreative stavning. Til disse forældre vil jeg bare sige – skam jer!
Jeg er kommet til at love min søn at jeg vil skrive en ny Thomas & Esmeralda historie og selv om det var et løfte afgivet i et svagt øjeblik – så skal løfter til børn, som bekendt, jo holdes. Indtil videre ved jeg at historien skal indeholde:
et flyvende tæppe
et kassettebånd
en gammel bilradio
og muligvis også en sang
Men da historien ikke er nået længere end til en skitse inde i mit kønne hoved, så har du nu mulighed for at påvirke dens forløb. Send en kommentar med dit stikord og hvem ved – måske er lige netop dit ord dét ene ord der ender med at være hele eventyrets omdrejningspunkt. 🙂
Til min store glæde kunne jeg i dag læse at så mange som 500.000 helt almindelige danskere ikke vil finde sig i den tåbelige blokade af Pirate Bay og derfor udøver civil ulydighed ved at liste udenom blokaden og klikke sig ind på den svenske side.
500.000 danskere der har forstået hvordan nettet fungerer og som derfor har valgt at gå i mod Landsrettens afgørelse.
500.000 danskere som ikke synes det er acceptabelt at teleselskaberne skal have censurerende eller politimæssige opgaver. Jamen, så kan min søndag vel næppe blive bedre. 🙂
Som tidligere mangeårigt skolebestyrelsesmedlem på en større dansk skole er det med stor undren at jeg har læst Jeres profil på Rådmandsgade skoles hjemmeside. Af denne fremgår det at skolens rektor Lise Egholm er ”strategisk leder” i skolebestyrelsen. Og omend jeg kan have forståelse for et enkeltindivids psykologiske bagvedliggende behov for at fremstille sig selv i så positivt et magtlys som overhoved muligt, må jeg sige at jeg ingen forståelse har for, at I, som valgte forælderepræsentanter, finder det acceptabelt at sekretæren i skolebestyrelsen (j.f. folkeskolelovens §42. stk 6) officielt betegner sig som skolebestyrelsens ”strategiske leder”.
For mig at se, så har I hermed valgt at sende et budskab om at Jeres funktion – alene er at danse efter rektors pibe,uden den mindste hensyntagen til gældende lovgivning.
Altså en marionetfunktion.
(Hvilket naturligvis forklarer at I ikke reagerede da jeres inspektør gik ud i offentligheden og afgav ytringer der tydeligt viser at hun på ingen måde har lyst til at rette sig efter hverken Folkeskoleloven (j.f) eller lov om social service (j.f))
Det kunne dog være interessant at vide, med hvilket formål og med hvilken begrundelse I anser, at der bør være en skolebestyrelse på Rådmandgadesskole?
Gang på gang hører vi de unge af anden etnisk herkomst end dansk fortælle at de bliver diskriminerede og udsat for racisme. Og gang på gang forsøger vi som samfund påstå, at det ikke sker. Nu viser det sig så, at i hvert fald én skole på Nørrebro konsekvent har behandlet børn med indvandrerbaggrund ikke bare som andenrangsborgere – men som mindre værd end de materielle ting som vi omgiver os med. For på Rådmandsgade Skole anser man ikke at indvandrerbørn har samme ret til at slippe for at blive mishandlede som etnisk danske børn. Når etnisk danske børn bliver slået på, laves der som minimum en underretning til socialforvaltningen, når lamper ødelægges og vægge tegnes på indgives der en politianmeldelse, men når børn af anden etnisk herkomst end dansk bliver slået på så anser skolen ikke at dette er noget som bør indrapporteres*- hverken til det ene eller til det andet sted.
Og så er det jeg undrer: Hvis indvandrerbørnene allerede i skolen, gentagne gange og meget konkret oplever at deres ve og vel er undtaget loven og at de ikke har samme rettigheder som alle andre børn i Danmark – hvorfor skulle de så ikke have en følelse af at de bliver diskriminerede og udsat for racisme?
Og når de allerede som små børn oplever, at det danske samfund opfatter dem som helt legale boksepuder for vokse – hvordan skal de så, som voksne, kunne føle sig som værdige mennesker?
Eller som mennesker i det hele taget…..?
(* Kan I for øvrigt huske Sonay? Pigen der fortalte sin lærer at faderen havde taget kvælertag på hende – men hvor læreren ikke havde lyst til at underrette forvaltningen. Sonay døde.)
Ja, enten det eller også er Israel ikke spor interesseret af fred i Gaza. Mossad anses, som bekendt, som en af verdens bedste efterretningstjenester – alligevel har de ikke formået at gå ind i lille bitte Gaza, lokalisere de Hamaspersoner som de anser for at være fjenden og dræbe dem på stedet. Ej heller har Israel været i stand til at få ram på deres udtalte fjender, til trods for at de er verdens fjerde største militære magt og efterhånden har bombet alt som rører sig i Gaza. Nu kan jeg så læse i Politiken at USA igen vil komme stakkels Israel til undsætning (udover de våben som de forærede væk allerede i september) ved hjælp af radar til de såkaldte våbensmuglertunneler. Jamen..
Hvis agendaen virkelig var den udmeldte – at få ram på Hamas og ikke civilbefolkningen, hvorfor har Israel så ikke benyttet sig af de muligheder de har haft i form af ikke bare Mossad men også i lige så høj grad de spærrede grænser, det lille område og den relativt lille befolkning? Fx kunne de jo bare have tømt hele Gaza på folk og sorteret Hamas ud fra mængden.
Jeg bliver så glad, hver gang jeg kan konstatere, at bloggere bidrager til samfundsdebatten og gør sit for at modvirke censur, magtmisbrug og overformynderi – hvad enten det så er herhjemme eller på den anden side af jordkloden. Ethvert bevis på, at ikke alle bloggere er nævenyttige indvandrerfjendske idioter med ligegyldig ensformet og imbecil retorik synes jeg er velkomment, omend det naturligvis luner allermest at vide, at uanset hvor forskellige kulturer og verdenhjørner vi alle kommer fra – så synes vi som mennesker betragtet have det tilfælles at vi ønsker og værdsætter friheden til selvstændig tænkning. 🙂
Lige nu befinder jeg mig i den, for mig, yderst bizarre situation at jeg ikke har læst mere end et par af slagsen den seneste måned. Ikke fordi jeg ikke har haft tid eller fordi jeg ikke har haft nogen bøger at læse – nej problemet synes at være at jeg pt har usædvanligt mange ulæste bøger liggende og at jeg derfor bare ikke kan finde ud af at vælge… For hvordan vælger man hvilken man skal læse først? Resultatet er at jeg er begyndt på adskillige, dog uden rigtig at læse nogen af dem færdigt – hvilket sikkert ikke er så underligt for det er svært at blive grebet af syv bøger på én gang….
Så hvad gør jeg? Hvilken af dem starter jeg med?
Jeg har:
Kit Whitfield:Nattvakt
John Grisham: Den samvetslöse (gave fra min morfar, fordi han og jeg begge kan lide Grisham)
Juli Zeh: Leklust-eller flickan utan egenskaper.
Mario VargasLlosa: Kriget vid världens ende (kommer varmt anbefalet fra min nabo)
Annica Wennerström: Lappskatteland – en familjesaga.
Tom Kristensen: Hærværk. (fordi nogen sagde noget der fik mig til at ville læse den grundigere)
Dean Koontz. Deadline (den eneste koontzbog jeg ikke har læst)
Elizabeth Georg: Innan döden
Carina Rydberg: Den som vässar vargars tänder (anmelderrost, men indtil videre bare kedelig)
William Marsden & Julian Sher: Dödens änglar- den sanna historien om världens mest fruktade MC-gäng.
Elizabeth Nobel: Bokcirkelens bekännelser (fordi det er en genre jeg kender alt for lidt til)
Michael Bergstrand. En doft av hämnd (fordi den geografisk er placeret i den by hvor jeg bor)
Georges Ifrah: Räknekonstens kulturhistoria (fordi den i dén grad har sat ild i en hidtil ukendt interesse for matematik og tal)
Fransk-Dansk ordbog (fordi jeg kom til at afsløre,at jeg ikke har læst den. 🙂 )
Som ivrig nyhedslæser og samfundsdebattør er nettet min bedste ven. Det er hér jeg orienterer mig om hvad der foregår i verden og i debatten, hér jeg hører andre menneskers synspunkter om alt fra politik til psykologi til finanskrisen til Litteratur, kultur og meget meget mere.
Nettet er ideelt til oplysning, information og meningsudveksling – et sted hvor vi kan blive klogere på os selv, de andre og samfundet omkring os. Eller, sådan kunne det i hvert fald være og er det da også i de lande som vi normalt sammenligner os med. Men i Danmark er scenen imidlertid en helt anden.
I 1999 blev artiklen ” Pressen frygter internettet” publiceret i Journalisten. Min påstand er at: de danske aviskoncerner og nyhedsmedier nu ti år senere stadig ikke har formået eller ikke har ønsket at tage nettet til sig og at vi derfor sammenlignet med vores nabolande fortsat bumler rundt i hestevogn mens de kører i Rolls Royce.
Danmark fremstår således som en slags kommunikationshandicappet neandertaler, hvilket, ifølge min opfattelse, alene skyldes de danske nyhedskoncerners behov for at bevare et forældet oplysningsmonopol som ikke bare hæmmer informationsflowet, men som tillige kvæler den offentlige debat og dermed også ytringsfriheden.
Hårde ord, så tillad mig at begrunde min anklage.
De allerede etablerede nyhedsmedier har en oplagt netplatform til oplysning, information og meningsudveksling – men i stedet for at tage nettet og alle dets indlysende fleksible interaktive fordele til sig har de danske koncerner valgt at publicere nyheder på nettet på samme måde som i papirudgaverne – som statiske artikler. Artikler som i kraft af sin envejskommunikationsform, ikke kan debatteres, ikke kan modsiges, ikke kan suppleres eller tilføjes yderligere kilder.
Bedre bliver det naturligvis ikke af nettets krav på hurtige nyheder som ofte gør at journalisterne og redaktørerne glemmer alt hvad de har lært om research, etik og kilder og nærmest hæmningsløst publicerer den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden den mindste refleksion (et godt eksempel på dette er historien om at ”Rockere har planer om likvideringer” som gik avisredaktionerne rundt og som til trods for en dementi fra politiet stadig står at finde uimodsagt på fx Berlingske.dk). Tilliden blandt befolkningen til journalisterne bliver da også stadig mindre – hele 45% vurderer journalisternes etik og troværdighed som lav og 14% anser at den er meget lav.
Hvad er det så, jeg mener at de danske netaviser burde gøre hvis de virkelig ønskede at levere god oplysning til folket og bevæge sig fra hestevogn til Rolls Royce?
For det første skal journalisterne vende tilbage til den gennemarbejdede dybdeborende journalistik og give os nogle kvalitativt gode artikler og reportager. Telegrambureaunyhederne skal have sin egen plads og ikke optage hele forsider på samtlige netaviser på samme tid.
Og så skal der naturligvis lukkes op for kommentarer,links, blogs osv til hver enkelt publiceret artikel og nyhed.
Altså ligesom i de lande vi normalt sammenligner os med hvor netaviserne leverer nyhederne og reportagerne og derefter lader borgerne debattere, linke til supplerende oplysninger og finde andre kilder frem. (Supplerende læs gerne Mediehack og MediebloggersLinkmanifest)
Nogen vil nu hævde, at det er en dårlig idé med al den frie information, kildekritik og alle disse anonyme kommentarer – argumenter som typisk underbygges med påstande om at læserne ikke selv kan afgøre hvad der er sandt eller falsk og at anonymitet får det værste frem i folk – at mennesker som intet har at skjule selvfølgelig gerne står frem med navn og adresse.
For at tage den første påstand først – så er den ikke alene dybt patroniserende overfor alle os læsere – den er tillige totalt udokumenteret. Som befolkning er vi rimeligt veluddannede, frie mennesker og nyhedskoncernerne burde som en følge heraf behandle os som voksne fornuftige mennesker frem for at gøre sig til informationsformyndere. For selvfølgelig kan vi tænke selv og selvfølgelig ved vi at bare fordi noget står på en blog eller for den sags skyld i en dansk avis så er det ikke nødvendigvis sandt.
Tværtimod giver adgangen til blogs, kommentarer og dybdelink netop den enkelte mulighed for at sætte sig yderligere ind i et emne og lave den dybdeborende research som journalisten af den ene eller anden årsag ikke har gjort, ligesom det giver befolkningen mulighed for at diskutere og undersøge de ting som optager dem mest.
Interessant i denne sammenhæng er at se hvorledes opinionen i blogosfæren i Sverige fik indflydelse på såvel de trykte medier som det politiske liv i forbindelse med vedtagelsen af FRA-loven (også kaldet bloggbävningen), ligesom vi i går kunne konstatere at debatten om Liza Marklund som startede i bloggosfæren og netdebatterne nu har spredt sig, ikke bare til de svenske traditionelle medier men desuden også til vores egen nyhedsdækning i fjernsynet.
Men, det er måske den slags opinion og meningsdannelse som de danske mediekoncerner helst selv vil stå for – omend de tilsyneladende ikke har noget imod at ”stjæle” nyheder fra nabolandets bloggende opinion?
Den anden påstand, den om anonymiteten er naturligvis mindst lige så meget hen i vejret. Af flere årsager, den første, at jamen anonym kan man være alligevel. Et krav om udfyldning af navn og adresse er på ingen måde ensbetydende med at man skriver sit eget navn. Selv har jeg leget lidt med galskaben de sidste par uger, og kan konstatere at et hvilket som helst navn med en hvilken som helst nyoprettet og totalt anonym mailadresse fungerer udmærket – bare man husker at finde på både fornavn og efternavn. (bekræftes for øvrigt af denne artikel i Politiken)
Derimod har det været umuligt for mig, alene at oprette mig med mit korrekte efternavn, min korrekte mailadresse og et link til min helt korrekte offentlige blog. (har lige fået mail fra Information som er blevet opmærksomme på at jeg ”kun” har angivet det første bogstav i mit fornavn sammen med mit korrekte efternavn og et link til min blog – og dén slags anonymitet kan de altså ikke acceptere på information)
Den anden begrundelse om at hvis man ingenting har at skjule, så kan man vel lige så godt stå frem med navn og adresse. Tja.. det kan man måske godt, men for det første så er ytringsfriheden ikke betinget af navn og adresse og for det andet kan jeg komme i tanker om en hel række med årsager til hvorfor nogen skulle ønske at optræde anonymt – her blot nogen: Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom og/eller behandling uden derved at skulle informere sine børn og sit arbejde om sygdommen, til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov og af hensyn til deres børn ikke ønsker at deres personlige konflikt blusser op pga offentlige udtalelser. Eller hvad med vidnet som har gjort sin medborgerlige pligt i retten og efter retssagen er flyttet pga angst for repressalier og kvinden på krisecenteret der lever skjult med sine børn efter et mordforsøg – skal de ikke have ret til at deltage i en offentlig debat uden at skulle frygte at blive fundet? Har de måske ikke den samme grundlovssikrede ret til ytringsfrihed som alle andre?
Hvad de eventuelt injurierende kommentarer angår – ja så løses det problem ganske simpelt ved en moderator som går mere op i hvad folk reelt skriver end hvad de påstår sig at hedde.
Kommentarer, links og blogs er på ingen måde konkurrenter til den objektive dybdeborende journalistik men alene et supplement til den informations og debatsøgende netlæser, hvorfor jeg ikke kan finde nogen som helst fornuftig grund til hvorfor de danske nyhedskoncerner fortsat nægter den frie debat og formidling af læsernes og kommentatorernes oplysninger og links.
Så istedet for at bremse debatterne med krav om lange indmeldelsesprocedurer(fx. MetroXpress), op til 24 timers kommentargodkendelsesprocedurer hvis man overhoved bliver godkendt (fx. Politiken), hoppen fra artikel til særlige ”skriv”- sider hvor avisen har valgt emnet og vinklen der skal debatteres, eller tilsvarende kvælende tiltag – Må det være på tide at de danske nyhedskoncerner påtager sig deres ansvar for folkeoplysningen, træder ind i dette årtusinde og tilbyder os læsere nogle platforme på nettet med gode velfunderede journalistiske artikler og hvor alle kan få lov til at ytre sig, finde supplerende læsestof og bagvedliggende kilder til de enkelte artikler.
(nærmest tragikomisk bliver netavisernes monopoltænkning og manglende lyst til informationsudveksling når man samtidig kan konstatere at fx. Information anvender sig af Open source software. ..)
Israel har nu erklæret en ensidig våbenhvile – fra klokken 01.00 dansk tid. Jeg talte tidligere på dagen med en mellemøstekspert som sagde ” Det er dybt bekymrende, at det nu ser ud til at Israel vil erklære en ensidig våbenhvile. Det betyder at de vil fortsætte blokaderne og okkupationen af Gaza som hidtil – med de frygtelige konsekvenser vi tidligere har set for det palæstinensiske folk. Men nu bare under en slet skjult venlighedspropaganda i håb om at verdenssamfundet så vil lade være med at blande sig i hvad Israel for øvrigt gør ved den palæstinensiske befolkning”
Lad os alle håbe at Israel og verdenssamfundet ikke lever op til ovenstående bekymringer.
Chefredaktør Tøger Seidenfaden udtaler i avisens netudgave at han er enig med det jødiske samfund i, at sammenligningen mellem de jødiske soldater anno 2008 og de tyske soldater fra 1943 ikke er rimelig.
Og fortsætter: ”Det er ikke en sammenligning, man nogensinde vil kunne finde på lederplads i Politiken. Den er stødende for alle, der har en erindring om nazismens forbrydelsers omfang og karakter”.
Der er rigtig mange ting i hele denne affære som jeg stiller mig aldeles undrende overfor -så her blot et udpluk:
Så, mener de virkelig at Politiken burde have ladet hån om ytringsfriheden og undladt at publicere tegningen, bare fordi den repræsenterer et andet synspunkt end deres eget?
2. I det åbne brev til Politiken skriver de at: ” For det Mosaiske Troessamfund og ikke mindst de jøder, der er overlevende efter Holocaust, er det uforståeligt, at der skal foretages sådanne sammenligninger mellem Israels hærs handlemåde og nazisternes forsøg på endlössung af det jødiske folk.” og de fortsætter: ”Det er en total forvrænget sammenligning” Disse påstande synes jeg bør tages med en hel del modifikationer, ikke bare fordi vice forsvarsminister Matan Vilnai på israelisk arméradio allerde i februar 2008 selv brugte ordet ”Shoah” (Houlocast), som det svar han ville give på qassamraketerna, heller ikke bare fordi FNs menneskerettighedsråds særlige udsending til de besatte palæstinensiske områder, den amerikanske jøde Rickard Falk helt tilbage i 2007 sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med nazisternes behandling af jøderne under anden verdenskrig. men også fordi sammenligningen mellem Holoucast og det der sker i Gaza lige nu også fremføres af Israeler der til forskel fra Mosaisk trossamfund rent faktisk befinder sig på plads og derfor vel også må antages at have en vis indsigt i hvad de udtaler sig om.
Men Mosaisk trossamfund mener måske at ovennævnte jøder og Israeler også er antisemitister? Hvor går grænsen egentlig for hvornår man bliver betragtet som antisemit i Mosaisk trossamfunds øjne?
Hvad med dem her, er de mon antisemitister?
Da præsident Shimon Peres for nylig deltog i en hyldest af Israels nationalpoet Bialik i Tel Aviv deltog en stor gruppe poeter som valgte at læse Bialiks digt ”Om slagt”, hvorefter de spurgte de deltagende hvordan de kunne få sig til at stå der og drikke champagne samtidig som hundredevis blev dræbt i Gaza. Poeterne, er de mon antisemitister?
Den 7 januar besatte jødiske kvinder Israels ambassade i Canada i et forsøg på at fortælle verden, at ikke alle støtter Israels volds og apartheidpolitik. Kvinderne, er de mon antisemitister?
Den engelske politiker Gerhard Kaufman opvokset som zionist og hvis forældre flygtede fra polen under anden verdenskrig siger: ””The present Israeli government ruthlessly and cynically exploit the continuing guilt from Gentiles over the slaughter of Jews in the Holocaust as justification for their murder of Palestinians,” Gerhard Kaufman er han mon antisemit?
Hos Ordholder er der pt en debat udsprunget af undervisningsminister Bertil Haarders udtalelser om morgenbøn i den danske folkeskole. Selv anser jeg, at troen hører til i kirken/moskeen/synagogen /templet og andre dertil indrettede steder – Ordholder er af en anden opfattelse og foreslår derfor obligatorisk protestantisk morgenbøn indtil det fyldte fjortende år.
Det finns många sätt varpå man kan uttrycka sitt missnöje med kriget i Gaza utan att ta till våld eller hatisk retorik. I Danmark är det idag nationell protestdag med spridda demonstrationer bla på Rådhuspladsen i Köpenhamn. Om Danmark känns för långt bort och demonstrationer för stökiga kan man alltid göra som Vänsterpartiets ledning och socialdemokraternas kvinnoförbund som kräver att tennismatchen mellan Sverige och Israel i Malmö i mars stoppas. Eller kanske en lite mer stillsam musikalisk protest, eller varför inte använda sig av tecknade serier, möjligheterna är många och det samma är vi.
Harning 