Ladda ner och läs idag!

Codeswitching – nu som E-bok. Du kan köpa den här hos Läsboken eller et helt andet sted hvis du foretrækker det 🙂 fx her

 

Enjoy! 🙂

©Harning

Apple censurerar Codeswitching

Censurerad igen!

Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!

“…Hej Boel
vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“

Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….

Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! –  Come on…

* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.

Om disse reklamer

Polisanmälan ett godtyckligt förfarande?

I Sverige vill vi att skolan skall betraktas som samhället i övrigt när det gäller brott. Brott som sker i skolan ska alltså polisanmälas på lika villkor med brott begångna utanför skolan. En omedelbart logisk och självklar tanke – brott är brott oavsett vart det blir begånget och av vem. Och brott bör anmälas till polisen. Frågan är, vem som bör göra polisanmälan om brott begås i skolan.

Förutsättningen för att skolan som institution ska kunna stå som anmälare och samtidigt hantera uppgiften att säkerställa lika behandling av alla i skolan samt det enskilda barnets rättssäkerhet är att; alla landets skolor har nolltolerans för alla brott som begås av alla skolans medaktörer i alla åldrar, barn och vuxna.

Denna förutsättning finns inte i dagens Sverige. Som det är nu avgör varje skola själva vilka brott som de vill polisanmäla, liksom de själva beslutar om vilka personer de vill anmäla eller inte anmäla.

Skolornas polisanmälningar sker sålunda i dagsläget fullständigt godtyckligt.

Enligt en artikel i lärarnas tidning visade en rundringning till landets rektorer att Malmö stad är den enda kommunen som har en enhetlig policy om förfarandet vid polisanmälningar i kommunens skolor. I alla våra andra kommuner är det alltså helt olika regler om vad som gäller, allt efter vilken skola barnen går på.

Barnens rätt att behandlas lika, oavsett var i landet de bor, blir härmed illusorisk och det enskilda barnet blir totalt utlämnat till den enskilda lärarens,rektorns, skolans individuella etik och moral.

Hur är det då i Malmö, som ju trots allt ser ut att vara lite bättre än de andra kommunerna när det gäller att behandla de egna borgarna lika?  Ja, om vi börjar med att se på policyn så framgår det att den enskilda skolan innan polisanmälan sker av barn under 15 år och särskilt under 12 år  ” noga ska överväga” detta.

Vad som specifikt menas med ”noga överväga” framgår inte. Det är alltså, återigen, tala om helt godtyckliga beslut även i denna ”enhetliga” kommun. Vissa skulle nu kanske vilja anföra; att vi självklart kan lita på att alla skolor tänker lika, att alla anställda naturligtvis har samma rättsuppfattning och att det ”noga övervägandet” räcker gott och väl för att se till att polisanmälningar sker likartat.  Liksom vissa säkert skulle vilja anföra att det bara är jag som är ovanligt misstrogen mot våra myndigheter. Låt mig därför framföra ett par exempel från verkligheten på hur just Malmö stad administrerar och tolkar den enhetliga policyn –  så får ni själva döma.

– En fjortonårig pojke blir påhoppad och misshandlad av flera jämnåriga (14-15 år), jämnåriga som senare samma dag yttermera uppsöker pojken på dennes bostad under rasten. Polisanmälan görs inte.

– En trettonårig pojke hamnar i slagsmål med en jämnårig klasskamrat. Polisanmälan görs.

– En lärare använder fysisk våld för att hålla fast en elev. Polisanmälan görs inte.

– Två jämnåriga gymnasiekillar slåss. Ingen av dem önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs.

– Ett flertal elever använder rasistiska och nedsättande ord om andra elever. Polisanmälan görs inte.

– En femtonåring blir påhoppad av två jämnåriga i gymnasieskolan. Femtonåringen önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs inte.

Som medborgare i ett demokratiskt samhälle, som förälder och som pedagog undrar jag vad det är för ett budskap vi egentligen förmedlar till våra barn, när vi tillåter, att skolan som borde vara den som förmedlar demokrati, jämlikhet och rättssäkerhet –  i stället förmedlar godtyckliga beslut* baserade på personliga uppfattningar.?

Polisanmälningar ska vara föräldrarnas ansvar, inte skolans. För föräldrar ska pr. definition vara subjektivt partiska till fördel för deras egna barn – liksom föräldrarna är de bästa att avgöra huruvida deras barn kommer att fara mest illa genom att polisanmälan  görs med därpå följande förhör och eventuell rättegång eller genom att polisanmälan inte görs.

Så ja…Brott är brott oavsett var det begås och av vem. Polisanmälan av brott är däremot inte bara en polisanmälan. Det är ett godtyckligt ställningstagande som inte hör hemma i våra skolor.

Også bragt i Dagens Skola

©Harning

(*Beslut som enligt skolornas egna upplysningar ofta inte ens skrivs ner. Det finns alltså ingen empirisk möjlighet att undersöka huruvida en skolas polisanmälningar är godtyckliga eller inte)

Läs även:

En Poliskommisarie betygsätter åtta anmälningar

Brott och straff i skolan kan vara rena lotteriet

Svår policy försvårar för skolor

Også i Danmark griber skolerne sommetider til politianmeldelse….

Endnu et dansk eksempel

Mer om godtyckligheten lärare/elev

Lärare slår elev – polisanmälan görs inte

Morale er godt – dobbeltmorale er….

Historien om en kvinde, der er på tålt ophold i Danmark fordi hun har foretaget aborter i henhold til kinesisk lovgivning beskriver meget rammende et af mine favoritord – Absurdisme.

For, hvad er det lige hun har gjort forkert? Forbrydelser mod menneskeheden? Jamen herrejemine, herhjemme accepterer vi også aborter, også sene sådanne – på levedygtige børn. At vores tidsgrænse så ikke er den samme som den kinesiske regerings finder jeg absolut irrelevant, det samme gør Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager som ikke mener der er grundlag for sigtelse fordi konen handlede efter gældende lov i det land hun befandt sig i. Et land vi for øvrigt samarbejder med på en lang række områder.

Alligevel fastholder de administrative myndigheder at hun skal være på tålt ophold, som med den nye hastelov vil indebære at hun skal i natfængsel i Sandholmlejeren- hvorved ikke bare hun, men også hendes børn straffes for noget som vores eget retsvæsen ikke finder ulovligt.

Jo, morale er godt – dobbetmorale er dobbelt så godt – men bureaukratetik er nu engang det allerbedste !

©Harning

*(Absurdisme note: Flygtningenævnet som er den instans der har bestemt at kvinden skal være på tålt ophold pga forbrydelser mod menneskeheden – er pga sin blotte eksistens selv blevet kritiseret af netop Menneskerettighedsorganisationer. )

Det mener advokatrådet om loven

Eksperter i kø for at kritisere tuneserloven

Sydsvenskan d 15 dec

Apropos tvang i det sociale system

For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.

(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)

©Harning

Og apropos hvorfor nogen vælger at blive unge mødre

Skrivepause

Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting.  Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.

Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv  som andre har været mest interesserede i at læse*.

Stop belejringen af ARTO

Når retssikkerheden rammer fru sørensen

Om at skrive

Anbringelse af børn & unge udenfor hjemmet

Er der forskel på en afklippet fingernegl og et aborteret foster

For kompliceret for ombudsmanden

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen

Låt Danmark betala för Systembolaget

Kan man skrive senryudigte til små børn

Indvandrerbørn skal lære dansk

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Sælger angst og katastrofer virkelig så meget

© Harning

(* i tilfældig rækkefølge, hvis du hellere vil læse de mest kommenterede indlæg – må du selv gå på skattejagt. 🙂  )

Hvis du troede at du var anonym på nettet

Så kan du godt tro om igen. For uanset hvor meget du garderer dig med alias og des.lign.  Så både kan og vil Statsbiblioteket  indhente dine oplysninger ved hjælp af dine personlige brugernavne og adgangskoder som de danske internetsteder skal udlevere til dem. Faktiskt er statsbiblioteket så glade for ordningen at de dagligt høster og arkiverer alt fra dine børns samtaler på Arto til dine egne indlæg og samtaler og billeder på fx Scor.dk, Facebook og Dating.dk.

Datatilsynet synes at det er en rigtig skidt ide, men kan ikke gøre noget ved det – Statsbiblioteket derimod kan overhoved ikke se problemet fordi det i første omgang er meningen, at kun forskere skal have adgang til dine private oplysninger og at det vel for øvrigt er lige meget hvis det hele bliver udgivet når du er pensionist….

Jeg synes selvfølgelig at det er helt horribelt, men hvad synes du?

©Harning

Læs mere om indsamling til brug for sociogram

Mere om hvad jeg og andre mener om overvågning

Loven om pligtaflevering finder du her

Er der forskel på en afklippet negl og et aborteret foster?

Som bekendt har en kvinde ret til selv at bestemme hvorvidt hun vil have en abort* i Danmark indtil  gravidtitetens 12 uge. Denne ret er nært knyttet til vores etiske forståelse af – at et foster i denne alder ikke er et barn – et menneske. Fosteret er så at sige bare en klump celler der tilhører den enkelte kvinde. Havde vi ikke denne etiske forståelse – og betragtede vi cellerne som et selvstændigt individ, så  ville kvinden ikke længere kunne udøve en selvstændig bestemmelse over om hvorvidt det individ som hun bar i maven havde ret til at leve eller ej.

Vi har altså, så at sige, valgt at betragte fostre indtil 12graviditetsuge på lige fod med fx. en fingernegl. Og så er det jeg undres når jeg kan konstatere at visse sygehuse vælger at begrave disse afklippede negle på en kirkegård fremfor at smide dem i skraldespanden eller evt at finde på smarte måder hvorpå affaldet kunne genbruges. Skal jeg tolke det således at sygehusene i disse tilfælde faktiskt mener at der er tale om et individ – et menneske? Og hvis det er det de virkelig mener, hvordan kan de så overhoved medvirke til drab på dette menneske?

Eller begraver de også håraffald, gamle svulster mv?

©Harning

RED. d. 16 oktober: Læs også denne artikel om at hospitalernes håndtering er ulovlig.

*(indlægget omhandler alene de selvvalgte/provokerede aborter idet jeg mener der er en væsentlig forskel på disse og på de spontane aborter)

Termination af de psykisk syge – en samfundsbetragtning

Nogle bureaukrater er netop fremkommet med et lovforslag om at vi bør registrere alle psykisk syge.

Etisk råd udtaler at dette er en dårlig ide. Hvorfor etisk råd overhoved blander sig i debatten synes umiddelbart at stå lidt hen i det uvisse – medmindre vi antager at Etisk råds primære opgave er at hjælpe samfundet med at skille sig af med besværlige,anderledes ikke normtilpassede individualister og skabe en hyggelig, ensartet masse.

Med ovenstående antagelse in mente bliver Etisk råds begrundelse for hvorfor det er en dårlig ide noget mere klar.  De forklarer nemlig at de: ”frygter, at psykisk syge helt vil fraskrive sig medicinen, hvis de risikerer at ende i et centralt register hos myndighederne. ”

Selvfølgelig skal de psykisk syge ikke fraskrive sig medicinen. Og naturligvis er det mest fornuftige at eksperimentere med forskellige medikamenter i det skjulte for på denne måde at finde frem til den bedste terminationsmetode. Samtidig med at man offentligt går ud og flytter fokus i debatten ved at tale om centrale registre (som om et sådant register i forvejen ikke ville kunne oprettes på ti minutter ved samkøring af lægernes registre).

Etisk råd vil nemlig på denne måde give befolkningen tid til langsomt at vænne sig ved tanken om det fælles bedste. Genialt.

Endnu mere genialt fremstår det når man medtænker hvorledes man kan anvende lægerne i propagandaen – udtalelser fra så agtværdige medlemmer af samfundet om ”kalkuleret risiko” (de sindsyge er som bekendt farlige) og ”manglende personaleressourcer” skal sikkert snart få rodfæste i befolkningen. Særlig nu hvor vi står overfor en finansiel krise og stigende arbejdsløshed.

Genialt.

For selvfølgelig vil samfundet så på sigt indse, hvad det endnu ikke helt forstår, at de der underlige, anderledes mennesker er alt for plejekrævende og koster os alt for meget – og at en mere organiseret udryddelse derfor er den eneste fornuftige løsning.

©Harning

Computerspillet der dræber

De sidste par dage har Politikens Tjeksektion kørt historien om spillet ”Kindergarten Killer”. En journalist har fået færten af en rigtig god katastrofehistorie, og så skal den naturligvis have hele armen.

Spillet det hele handler om er en lille sag i South Parkstil (tegneserieanimation) og kan angiveligt findes helt gratis på danske spillesites. Én ting er at endnu engang belemres med dårlig journalistik*- som naturligvis ikke er undersøgende og kritisk og i dette tilfælde end ikke det mindste objektiv, men at så også være nødt til at læse socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerups totalt ubegrundede antagelser om at spillet skaber afstumpethed og at han nu vil kontakte spillestederne for at presse dem til at udøve censur er ikke bare kvalmende pinligt men tangerer til krænkelse af demokratiets ytringsfrihed.

Hvordan ville det se ud hvis Haarder gik ind og forbød eventyr i børnehaverne, historie, samfundsfag og litteraturundervisning i skolerne med begrundelsen at han personligt ikke ville have at hans børn skulle høre om så uhyggelige ting som onde stedmødre, koncentrationslejre og mennesker som blev slået ihjel for ikke at tale om det langt værre – at disse historier skulle kunne inspirere naboens børn til at begå samme grusomheder, for der findes som sagt syge mennesker der ude….

Jamen det ville da vække et ramaskrig hos den danske befolkning.

Ole Hækkerups opgave som IT-ordfører i denne sag, burde ikke være at udtale sig på baggrund af personlige følelser og ubegrundede antagelser – men tværtimod at fremkomme med viden om og ønsket om konkret oplysning og udvikling indenfor IT-området. For spil dræber ikke – det gør mennesker.

OG, før også jeg bliver totalt censureret** kommer her fra mig til dig et helt gratis lille senryu fra bogen på græssets smaragdgrønne:

***
en børnehave
uskyldige glæder
lækkert flænset kød

***

©Harning

Sønneke opsummerer artiklerne og journalistens viden om spil med følgende underende kommenter:

”Jamen Politiken, er det ikke en af dem de kloge læser?”

*(Vedkommende og interessant journalistik ville i dette tilfælde have medført denne overskrift: ”Socialdemokratisk politiker vil indføre censur”)

**(i hele Danmark og ikke kun her på den anden side hvor jeg pt bor)

Læs også hvad udviklerne selv siger

proportioner;i Sverige blev der i årets første halvdel solgt 2,9 millioner div. computerspil

og andre nyhedsmedia om sagen: SVD nyheter24

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie- 5 og sidste del

Eller: Når enden er god – er alting så godt?

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder. (Hvis du ikke har fulgt med fra starten bør du nok læse dette først:   del 1,  del 2 , del 3 og del 4)

Nikolaj:

Når jeg ser tilbage på især det første år, og ser det lidt udefra, så er det ikke til at forstå hvordan vi kunne klare det. Men det får mig også til at spekulere over, hvad en psykolog måske kunne have fortalt socialforvaltningen om Mettes og mine evner som kommende forældre. Ville han allerede dengang have kunne se den indre styrke som vi begge besad?
Da Line skulle fylde tre år, og Mette atten, blev vi enige om, at nu ville vi ikke leve skjult længere. Vi synes ikke, det var rimeligt overfor Line- som snart havde brug for jævnaldrende kammerater og selv om vi kom ud og mødte andre mennesker, så ville både Mette og jeg gerne have en uddannelse. Men bange var vi alligevel, og selv om vi ikke ville leve skjult længere så ønskede vi heller ikke at gøre opmærksom på os selv eller vende tilbage til Danmark.
Vi endte med, at flytte til Sverige, hvor fortalte at vi kom fra Norge og ret hurtig derefter fik vi vores svenske cpr.nummer. Line startede i en svensk børnehave, Mette begyndte at tage sin studentereksamen og jeg gik tømrerlinjen på gymnasiet samtidig som både Mette og jeg arbejdede.
Idag er Line elleve år, hun har fået en lillebror og trives rigtig godt. Hun en en glad og aktiv pige, der går til både fodbold og violin. Jeg er ansat i et tømrerfirma og arbejder et par gange om ugen i en ungdomsklub. Mette er endelig færdig med sin uddannelse og selv om hun lige nu er godt tilfreds med sit arbejde med misbrugere, venter hun på at der dukker en stilling op i familieforvaltningen i den by vi bor i fordi hun gerne vil være med til at sørge for at alle bliver behandlet retfærdigt og at alle får lov til at blive hørt i familiesager.
Vi har et godt liv nu.
Men jeg ville aldrig anbefale nogen at få børn som teenagere, så længe systemet ikke er blevet ændret og fordommene mod unge forældre ikke er væk.

©Harning

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 4

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Hvorom alting er, så kom vi til Norge og frem til det lånte sommerhus efter en fjorten timer lang biltur. Vi boede i sommerhuset i tre måneder, så blev der for koldt. Det var en surrealistisk tid. Til den ene side var det rigtig norsk idyl, godt vejr og familiehygge og til den anden side var vi meget bevidste om at vi måske var efterlyste af politiet hjemme i Danmark, så vi turde ikke ringe eller skrive hjem – vi var bange for at mine forældre blev aflyttede. Det lyder sikkert paranoidt, men hvad skulle vi tro?
Vi vidste ikke ret meget om politiarbejde. Men vi vidste at myndighederne rigtig gerne ville have fingrene i vores barn.
Da vi ikke kunne bo i sommerhuset længere, fik vi husly i en kirke. Der var os og så to andre familier – de var flygtninge som havde gemt sig fordi Norge ville sende dem ud af landet, så vi var en noget broget skare.
Selv om alle var venlige, var det enormt hårdt at leve sådan. Vi havde ikke vores eget værelse, og vi var stadigvæk så paranoide, at vi knap turde forlade kirken, andet end for meget små ture. Og vi kedede os. Efter et stykke tid, fik præsten vist også nok af vores selvpåtagede frihedsberøvelse, så han begyndte at plage mig om at jeg skulle tage et arbejde. Men hvordan skulle jeg kunne det, spurgte jeg, så finder de os bare.Det endte med at han fik skaffet mig sort arbejde som stik i rend dreng i et byggefirma og samtidig lykkedes det ham at få Mette til at gå med i en mødregruppe.
Det var vendepunktet for os begge to. Når vi kom ud, og så andre mennesker blev det tydeligt hvad vi havde gået glip af og at vi havde ladet vores liv stå på stand-by. Med lidt mere hjælp fra præsten lykkedes det os at finde en etværelses lejlighed som vi kunne leje i anden hånd for de penge jeg tjente som stik i rend dreng. Mette kunne selvfølgelig ikke arbejde, for vi turde ikke aflevere Line til nogen.
For første gang siden Mette havde født levede vi et næsten normalt liv. Vi begyndte at lære vores naboer lidt at kende, jeg tog engang imellem en øl med mine kolleger og vi begyndte også så småt at turde ringe hjem en gang imellem, fra en telefonboks godt nok, men alligevel…..
Da Line fyldt et år kom mine forældre, min onkel og den ven som havde været sammen med os den første uge, hjem og besøgte os. Min mor, der ikke havde set sit barnebarn siden hun blev født, græd og kunne slet ikke lade være med at røre ved hende hele tiden mens de var hos os. Og selv om vi stadig var bange for at politiet skulle have fundet ud af hvor vi var, så var det en meget stærk oplevelse af tryghed, igen at være sammen med familien.

©Harning

Læs også del 1,  del 2 , del 3 og    del 5

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Anbragte børn lider

For et stykke tid siden skrev jeg om de utilpassede unge og afsluttede med følgende spørgsmål:

”Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?”

Nu er der ifølge Politiken kommet en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) der viser at 31% af de anbragte børn lever med en langvarig/kronisk diagnose (som fx ad-hd) sammenlignet med bare 7% af ikke anbragte børn. Artiklen afsluttes med noget der kunne ligne en undren over hvordan dette kan være – for det siger rapporten tilsyneladende ikke noget om. Men helt ærligt!

Det er da indlysende synes jeg. Svaret altså. For der er en grund til at de blev anbragt,og selv om familien fik skylden, så betyder det jo ikke at det er familiens skyld.

For måske ville de med et minimum af pædagogisk vejledning og et fornuftigt skoletilbud have kunnet eksistere ganske glimrende sammen med deres børn – havde de bare vidst hvilken form for støtte barnet havde brug for….

©Harning

En eftertanke…Læste for ikke så længe siden en anden rapport, der konkluderede at op til25% af forældre til børn med handicap (det være sig fysiske eller psykiske) ikke var klar over at de kunne søge tabt arbejdsfortjeneste..

Læs også:

SL`s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Anbringelse af Børn & Unge

Se også Politiken den 17sept.

Harning dømt som terrorist

Ja, sådan kan en overskrift meget vel komme til at se ud om et par måneder, sammen med overskrifter de kommende år i stil med ”flere tusinde danskere dømt som terrorister” og så de internationale: ”Danmark et terroristland” ”I Danmark avler de terrorister”, ”Intet andet land har så mange terrorister pr. indbygger som Danmark”

For igår faldt dommen i Østre Landsret over Figthers&Lovers.

Selv vil jeg i løbet af dagen melde mig ind i – og dermed, som lovet, støtte den danske terrororganisation Greenpeace – økonomisk, ligesom jeg vil opfordre alle jer andre til at gøre det samme. Alternativt, hvis miljøet ikke har jeres interesse, eller hvis I synes Greenpeace er lidt for ekstreme så kan I melde jer ind i Fagforeningen Træ,Industri,Byg. Medmindre de nu bakker væk fra deres værdinormer ved truslen om fængsling….

Red. Egentligt medlemskab er ikke nødvendigt. Du kan, ligesom jeg bare give et økonomisk bidrag direkte her:

©Harning

Hvis du synes at dette mit økonomiske bidrag til en terrororganisation er forkasteligt så kan du melde mig til Brian Mikkelsen , da det er justitsministrene som står for den groteske sammenblandning af politik og jura i Danmark.

Og så en tanke..Hvis nu justitsministeren går på jagt efter mig – ville det mon så kvalificere mig til et gratis fristed i fx. københavn?

Som de dog kan opføre sig I Sverige! Og så uden at blive sigtet for terrorisme. Helt Ærligt!

En lille update om sagen d. 25nov.

RED: Idag, den 1 februar 2009 starter en tilsvarende  sag i Malmö

opdatering 5 marts 2009

Kampen mot FRA är långtifrån över

Mer än 50% av Sveriges befolkning säger sig enligt den senaste  Sifo undersökningen att vara emot FRA  och igår deltog flera tusen svenskar i demonstrationer emot lagen.

(bild Engström)

Att demonstrera är ett av de sätt varpå vi (som tur är) fortfarande har rätt att tillkännage vårt missnöje med makten. Civil olydnad och helt vanligt civilkurage ett par andra. Om du hör till den stora mängd mänskor som är emot FRA, men som inte gärna deltar i större demonstrationer kommer här några förslag på hur du kan bidra till kampen mot Storebror Samhället med lite stillsammare och kanske till och med poetiska medel.

1. Skriv gärna namnen på påstådda terrororganisationer och personer i dina mejl och när du chattar på nätet. (de påstådda och ej dömda organisationerna/personerna hittar du på EUs – terrorlista)

2. Nämn Osama Bin Laden och bombdåd så ofta du kan i telefonen. (namnen på kända svenska aktivister fungerar också bra)

3. Diskutera och ange exempelvis ditt etniska ursprung  och dina  politiska åsikter som: ”afroamerikan starkt aktiv för kommunismen”. (Du kan säkert själv hitta på ytterligare varianter över religiös och filosofisk övertygelse, din hälsa och ditt sexualliv.)

4. Använd eventuellt tjänster som Relakks och Dold.se, som hjälper dig med anonymisering och kryptering på nätet.

5. Eller tillkännage i tystnad ditt motstånd med hjälp av lite sofistikerad poesi:

Och kom ihåg att:

även Mahatma Gandhi och Martin Luther King har använt sig av Civil olydnad upprepade gånger.

©Harning

Ps. Ovenstående er naturligvis lige så aktuelt hvis du er dansker, og dermed også en af de borgere som de svenske myndigheder vil aflytte. Måske de endda vil videregive dine personlige oplysninger til fremmede diktaturstater, som sveriges udenrigsminister Carl Bildt udtalte for bare et par dage side.

Læs også dagens Svd

Mon det virker at tie sagen ihjel?

Update 27 sept

Flere blogs om FRA

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 3

Eller: Desperate mennesker gør desperate ting..

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Den aften holdt vi krisemøde hjemme hos os. Mig, mine forældre, min onkel og nogle venner. Min onkel kendte en familie i Norge, der havde et sommerhus som han troede vi kunne låne et stykke tid. Det var en drastisk løsning, men vi var alle desperate på det tidspunkt og behovet for at kunne handle var vigtigt for os. Familien blev ringet op, midt om natten, min onkel satte dem ind i historien og lovede at vi var ordentlige unge mennesker der nok skulle behandle huset pænt, og betale for os. Og de sagde ja. Uden at tænke over det og bare med den ene kommentar at de ikke ville have betalt. Pludselig vendte stemningen, vi hoppede og dansede og opførte os sikkert ganske tåbeligt set med andres øjne. Men for os, var det endelig én positiv beslutning, ét positivt besked, som betød at vi kunne beholde Line.

Senere skulle vi naturligvis rammes af indsigten i hvad et liv på flugt rent faktiskt og praktisk betød. Men på det tidspunkt, havde vi alle en noget optimistisk holdning om at det hele nok skulle gå. Vi talte ganske vist om hvad det kunne indebære, men at tale om noget man ingen personlig erfaring har af, er bestemt ikke det samme som at gennemleve det.
Dagen efter brugte vi på, at lade Mette hvile, mens alle vi andre arrangerede billeter, lånte penge af venner og familie og samlede det mest nødvendige sammen til Line. Selv mælkeerstatning og sutteflasker anskaffede vi, for min mor var usikker på Mettes mentale tilstand, og om hun skulle orke at amme, eller om mælken måske ville forsvinde. Vi bestemte også at en af familiens nære venner skulle tage med os op den første uge og hjælpe os.
Jeg tog op på sygehuset for at fortælle Mette om planerne. Først kiggede hun bare på mig, så begyndte hun at argumentere for hvorfor det ikke ville kunne lade sig gøre, at kommunen sikkert ville efterlyse os. Og værst af alt, de havde jo sagt at hvis hun ikke samarbejdede så ville de sørge for at hun ikke måtte se Line overhoved.
Jeg var alt for overbevist om min egen plan og havde desuden en hel del af en syttenårings fandenivoldske tilgang, til at lade mig slå ned, så jeg insisterede. Og egentlig tror jeg, at jeg vandt diskussionen ved ren udmattelsesmetode.
Klokken elleve den aften listede vi ud af sygehuset med Line gemt under min jakke. Og så kørte vi bare.

Vi ved ikke om politiet blev underrettede, det går vi ud fra, men det dukkede aldrig op i nyhederne. Derimod ved vi at Socialforvaltningen kontaktede både Mettes og mine forældre dagen efter. Det er jo lidt sjovt hvis man tænker over det, hér har de nægtet at anerkende såvel mine som mine forældres rettigheder og ”partsstatus” i måneder, så lige pludselig tror de at vi ved noget- kan bidrage med noget.

Mine forældre nægtede selvfølgelig ethvert kendskab til noget som helst. De sagde bare at de ikke anede hvad deres søn lavede eller hvor han var og at de for øvrigt slet ikke ville tale med nogen som tidligere ikke havde villet tale med dem.

©Harning

Læs også del 1 og del 2

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Tabt arbejdsfortjeneste

Ved morgenens nyhedslæsning studsede jeg noget over en udtalelse i denne artikel fra DR- nyhederne. Artiklen omhandler enlige forsørgere og hvorvidt de skal have særlig støtte i form af fx. et særligt skattefradrag.  En problematik som jeg ganske givet har en masse meninger om – men  det er ikke grundlaget for dette indlæg.

Nej, for det jeg nu sidder her og irriteres ganske særdeles meget over, er den enlige mor som angiveligt udtaler at hun har levet på overførselsindkomst i mange år og at hun bla. pga dette er fattig.  Årsagen til dette er at hun har haft et sygt barn. Og så er det jeg står helt af.

For enten så har hun haft et sygt barn som har krævet pasning i en sådan grad at hun har været nødt til at være hjemme, og dermed må hun nødvendigvis have fået tabt arbejdsfortjeneste i henhold til Servicelovens regler (§42) herom. Eller også har hendes barn ikke krævet pasning i tilstrækkelig grad til at hun har været nødt til at blive hjemme.

Har hun modtaget tabt arbejdsfortjeneste, så er det en arbejdsmarkedsydelse der kompenserer for den løn en forælder går glip af ved at ”passe” sit barn. Eller sagt på en anden måde, samfundet betaler forælderen for at passe eget barn – fremfor at hyre en,to, tre eller endnu flere pædagoger til jobbet (-i yderste konsekvens en institutionsanbringelse).

Forælderen får altså en løn på tilsvarende niveau som han/hun havde før vedkomende måtte blive hjemme. – Ergo er lønnen/overførselsindkomsten ikke pr. definition lav. Faktiskt kan den være ganske høj. Ergo forstår jeg ingenting.

(for god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på at barnet ikke behøver at have en diagnose, for at forælderen skal være berettiget)

©Harning

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 2

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:
Mine forældre tog voldsomt anstød, da de hørte om mødet. De ringede og skrev flere gange til socialforvaltningen. De forsøgte at forklare, at de gerne ville være behjælpelige på enhver måde og spurgte til om jeg som far ikke havde nogen rettigheder. De eneste svar de fik tilbage var at jeg jo ikke var gift med Mette, så der var ikke noget bevis på at jeg faktiskt var faderen. Min forældre og jeg havde derfor ikke ”partsstatus”. Mette skrev så til dem, for at endnu engang fortælle dem at jeg rigtig nok var faderen til hendes barn. Det brev svarede de slet ikke på.

Situationen var uholdbar. Hverken Mette eller jeg, eller mine forældre var indstillede på at opgive vores barn/barnebarn. Men vi var også meget i tvivl om hvordan vi skulle gribe det an, fordi det var så tydeligt at forvaltningen havde truffet deres afgørelse og ikke var indstillet på at høre ét ord af hvad vi sagde, og hvad kunne vi stille op mod myndighederne? De havde så meget mere magt end os. Det er ret fortvivlende at tænke tilbage på, at den tid som skulle have været en glædens tid, istedet for var fyldt af vrede og uro og angst.
Fødselen var lige sådan.
Da Mette fik veer kunne vi end ikke finde ud af at være glade. Vi var bare enormt bange for at vores barn nu ville blive taget fra os, så fødslen var meget smertefuld for Mette. Hun kæmpede imod og ville slet ikke presse.
At føde barnet, var for hende blevet ensbetydende med at miste det.
Hun kan stadigvæk ikke tale om det.Bare et par timer efter at lille Line var født ringede de fra forvaltningen og sagde at de ville komme og hente hende tre dage senere, og at det var vigtigt både for barnet og for Mette at hun samarbejdede.
Den dag idag undrer det mig at de vidste besked så hurtigt, og vi ved ikke hvem der fortalte dem at Mette havde født. Det har nok været sygehuset. Men det er så svært at tro på at fx jordemoderen, der vidste hvor svært det var for Mette, skulle kontakte dem så hurtigt at hun end ikke fik lov til at hvile efter fødselen.
Opringningen fra forvaltningen fik Mette til at kure sig sammen til en lille kugle. Hun holdt op med at snakke med nogen og lå bare og stirrede ind i væggen. Hun var udmattet, stresset til det yderste og nu gav hun op. Jeg havde mest lyst til at styrte ned på kommunen og slå første bedste socialrådgiver ned. Det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg slog min hånd til blods i parkeringskælderen i stedet for.

©Harning

Hvis du missede del 1

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail,såfremt du har en positiv historie at bidrage med)

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 1

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:
Det at blive forælder som teenager har for os været et mareridt, og bestemt ikke noget vi kan anbefale andre. Ikke fordi vi ikke ville have barnet, eller fordi vores datter på nogen måde har været et svært barn. Men pga. Myndighederne.
Jeg var sytten og min kæreste femten da vi fandt ud af at hun var gravid. Mette gik stadig i folkeskole dengang og jeg på teknisk skole. Selvfølgelig blev vi chokerede da vi fandt ud af at hun var gravid, men så satte vi os ned og snakkede det igennem med mine forældre, og de lovede at støtte og hjælpe os hvis vi ville beholde barnet. Og det ville vi.
Mettes forældre reagerede helt anderledes, men det havde vi næsten også regnet med. Enhver undskyldning for at råbe og skrige var altid velkommen i deres hus. Så det blev der en del af.
Alligevel begyndte vi at glæde os. Jeg var med til jordemoderbesøgene, vi gik til fødselsforberedelse og jeg tog weekendarbejde i grillbaren samtidig som jeg fortsatte med at passe min skole og dele aviser ud.
Da Mette var i syvende måned fik hun et brev fra socialforvaltningen, de ville se hende og hendes forældre i anledning af hendes graviditet. Jeg var ikke inviteret med. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok være gået med, måske var tingene så blevet anderledes, men det gjorde jeg ikke. Mettes forældre ville ikke have det, og jeg ville ikke gøre dem mere sure end de allerede var.

Mette: Mødet var forfærdeligt. Jeg havde nok lidt naivt troet at vi skulle snakke om hvordan de bedst kunne støtte mig når jeg blev mor, med uddannelse, måske forældrekurser og sådan noget.
Da vi kom, var der to socialrådgivere og så en der præsenterede sig som leder. Vi nåede knap nok at sætte os ned, før den ene socialrådgiver sagde at, ja jeg var jo kun femten og mine forældre var på bistandshjælp og der havde vist også været en undersøgelse igang fordi de drak. Derfor havde de bestemt at mit barn skulle anbringes i en plejefamilie lige så snart jeg havde født.
Jeg blev rigtig ked af det, men også vred. Så jeg råbte af dem, og det var måske ikke så smart. Men helt ærligt, de ville ta mit barn. Jeg skreg og græd og forsøgte at forklare, at Nikolaj jo stillede op og at det gjorde hans forældre også, så vi skulle nok klare os., at Nikolaj arbejdede og var ved at uddanne sig til tømrer. Så begyndte de at fortælle om at femtenårige piger slet ikke kunne være ordentlige mødre, og at en eller anden undersøgelse havde vist at børn til så unge mødre blev misbrugere og kriminelle når de voksede op. Hvis altså ikke moderen havde skadet dem først, eller den unge far ikke havde rystet dem så de døde. Og at Nikolaj alligevel ville gå fra mig i løbet af det første år.
Så de stod fast ved deres beslutning.
Mit barn skulle anbringes i en sød plejefamilje lige så snart jeg havde født, og enten kunne jeg samarbejde og så ville jeg få lov til at besøge hende engang imellem, eller også ville de sørge for, at jeg ikke fik hende at se hvis jeg skulle være vanskelig.
Mine forældre sagde ikke så meget. De var nok på min side fordi kommunen i deres øjne var fjenden, men de var også opgivende fordi de levede i en verden hvor kommunen bestemte over hver aspekt over deres liv – eller sådan følte de i hvert fald.
Når jeg ser tilbage på mødet nu, med den viden og erfaring jeg har nu, kan jeg godt se at der er mange ting jeg burde have gjort anderledes. Jeg burde have formået at holde mine følelser tilbage, jeg burde have bedt dem om at vise mig de undersøgelser de talte om, jeg burde have spurgt til om de ikke skulle undersøge mig og Nikolaj først. Men på den måde var jeg for ung og uerfaren, så lidt ret havde de da.(smiler)

©Harning

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Persondataloven i institution og skole

Datatilsyn & Persondata lyder måske og opfattes måske af mange, som diffuse størrelser der alene  omhandler elektroniske registre – der ikke vedkommer dem. Men faktum er, at loven vedkommer os alle, og desuden også omfatter manuelle registre og ikke kun elektroniske registre. Ej heller er register alene at forstå som endeløse opremsninger af folks navn og adresser. Registre indeholder personoplysninger,og ofte ganske følsomme sådanne.

J.f. Kapitel 1 §1. Stk. 1:” Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register”

Ifølge vejledningen til lovens § 3, nr. 3 defineres register som:
” Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag. Omfattet af bestemmelsens registerbegreb er manuelle registre, såsom fortegnelser, kartoteker, journalkortsystemer og andre samlinger af manuelt materiale, som opbevares struktureret efter bestemte kriterier vedrørende personer for at lette adgangen til de indeholdte personoplysninger..”

Denne beskrivelse er helt tydelig, og relevansen for institutionerne åbenbar. De regler efter denne lov som i denne kontekst er særligt relevante, er reglerne i kapitel 4 og kapitel 8 om indhentning af oplysninger, formålet med indhentningen og samtykke til denne, samt reglerne efter kapitel 10 om muligheden for at få slettet, berigtiget eller blokeret en oplysning og muligheden for at klage over behandling af oplysninger.
Reglernes relevans i forhold til pædagogens daglige arbejde i institutionen vil blive nærmere forklaret i det følgende.

Samtykke og indhentelse af oplysninger
Når forældre vælger at indskrive deres barn i en institution, har de en naturlig forestilling om at de samtidig giver deres samtykke til at børnene i institutionen bliver behandlet efter de af institutionen udmeldte værdier (fx selvbestemmelse, kristen tro o.lign.). Forældrene er også indstillede på at pædagogerne i dagtimerne påtager sig rollen som den opdragende part, og de giver dermed sit underforståede samtykke til at børnene leger, spiser frokost m.v. i institutionen.
Forældrene er derimod ikke altid klar over at der i institutionen også foregår andre ting, og at pædagogerne i kraft af deres professionalisme har nogen særlige forpligtigelser.
Disse særlige forpligtigelser kræver forældrenes udtrykkelige samtykke. Det er vigtigt at være opmærksom på at samtykket skal være specifikt, og at det kun er gældende for et år ad gangen.
Institutionen skal således sikre sig at forældremyndighedsindehaveren ved og giver sit samtykke til at institutionen:
• opretter registre,
• observerer børnene og forældrene,
• nedskriver oplysninger om børnene og forældrene,
• og at disse oplysninger kan blive videregivet til andre.

Mindstekravet til en oplysning er at den der afgiver denne, fuldt ud er klar over til hvem oplysningen afgives, med hvilket sagligt formål, og i hvilken sammenhæng den afgives. Dette er en almindelig retssikkerhedsmæssig garanti som desværre ikke altid bliver opfyldt.

Eks: For at spørge et barn (eller forældrene) om hvor barnet tilbringer/har tilbragt weekenden, skal pædagogerne altså:
1. Informere om at disse oplysninger bliver indhentet 2. Forklare hvad formålet med indhentningen af oplysningen er (især hvis videregivelse) 3. Forældrene skal give deres samtykke.
Cand.jur. Jon Andersen slår endvidere fast at:
” oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet” (jf.. for øvrigt persondatalovens § 5, stk.3).

En pædagog må altså ikke under foregivelse af at skulle indhente oplysninger om et barns helbredsmæssige forhold hos forældrene samtidig undersøge om forældrene snyder med feriepengene, modtager kontanthjælp som enlige selv om de er samboende, får udbetalt uberettiget boligsikring m.v.
Pædagogen må således heller ikke agere ”dyneløfter” som det nogen gange er blevet udtrykt ønske om fra forvaltningen og politikernes side.

Et samtykke er for øvrigt kun gældende i et år, og det er derfor ikke nok at sikre sig samtykke når barnet starter i institutionen. Evt kunne dette sikres kontinuerligt ved de almindelige forældresamtaler.
Samtykke til at der tages billeder, vil de fleste forældre for eksempel opfatte som at de giver tilladelse til almindelige stilbilleder taget med gammeldags kamera hvor deres barn deltager på lige fod med andre i hverdagssituationer.
Forældre vil ikke opfatte et sådant samtykke som et samtykke der samtidig giver tilladelse til videofilmning af barnet i specifikke observationssituationer, og de vil sandsynligvis heller ikke bryde sig om hvis deres barn bliver udstillet i en uheldig situation hvor det fremstår som ked af det, aggressiv eller lignende, og at det bliver vist til andre forældre i institutionen.
Det er også værd at tage med i betragtning at dagens digitalkameraer åbner helt nye muligheder for manipulation med billeder hvorfor sådanne optagelser altid skal håndteres varsomt.

Bipersoner
Persondataloven indeholder foruden regler om hovedpersoners rettigheder også regler om personer der bliver nævnt, men som ikke har direkte del eller part i en sag. Disse personer kaldes bipersoner. Bipersoner har samme rettigheder som hovedpersoner til at blive informeret om hvilke oplysninger om dem der indgår i en sag.
I en daginstitution kan man forestille sig at en moder fortæller en pædagog at barnets far har været voldelig overfor hende, og at han nu er ligeglad med barnet. Forældrene er skilt, og moderen har forældremyndigheden mens faderen har samkvem.
Hvis pædagogen vælger at nedskrive hvad moderen har sagt sådan at oplysningen indgår i et register el.lign., har faderen ret til at blive informeret om at oplysningen eksisterer, selv om den ikke umiddelbart er en del i en sag som han er part i.
Såfremt pædagogen ikke nedskriver oplysningen, er den naturligvis kun at betragte som sladder og irrelevant.

Blokering
Sammen med persondataloven kom også den helt nye mulighed for at få en oplysning blokeret. En blokering indebærer rent konkret at en given oplysning ikke må videregives til tredje person.
Særligt i forbindelse med pædagogers samarbejde med forældre kan dette vise sig at være en udmærket regel. Forældre har tit brug for at meddele institutionen om forhold i familien som er relevante for barnets hverdag her og nu, men som ikke nødvendigvis er relevante i andre sammenhæng.

Eks. 1. En mor har fået diagnosticeret en depression. Da sygdommen kan få indflydelse på barnets hverdag indtil moderens medicin virker, er det en relevant oplysning her og nu. Moderen vil dog ikke at sygdommen nævnes i forbindelse med hendes barns handleplan, dels fordi hun anser at hendes enkeltstående depression er irrelevant iforhold til hendes barns asperger diagnose, dels fordi der fortsat er tabu og fordomme omkring emnet.

Eks 2. Man kan også forestille sig at en mor og far der er kærester men bor hver for sig, ønsker at oplysningen om deres indbyrdes relation ikke bliver videregivet.
For institutionen er det en relevant oplysning fordi barnet naturligvis ikke skal sættes i en situation hvor det er forbudt at fortælle om at mor og far er kærester.
Forældrene begår ikke noget ulovligt ved at have hver sin husholdning men vil undgå at blive udsat for den belastning som en unødvendig bedrageriefterforskning ville udsætte familien for, og institutionen bør derfor meddele forældrene muligheden for at få oplysningen blokeret. En blokering foretages rent praktisk ved at der ved siden af oplysningen i journalen laves en tilføjelse af at oplysningen er blokeret og altså ikke må videregives sammen med journalens øvrige oplysninger.

Sletning og berigtigelse
Ifølge persondataloven har forældre mulighed for at kræve en oplysning slettet (alternativt berigtiget). Dette vil typisk forekomme hvis institutionen har indsamlet skriftlige informationer om barnet og /eller familien som forældrene ikke anser for at være korrekte. For eksempel kan det forekomme at forældrenes information er blevet fejlagtigt tolket og nedskrevet af pædagogen hvorfor det også må siges at være særdeles vigtigt at forældrene har mulighed såvel for at vide hvad der er nedskrevet om dem og deres barn som mulighed for at kræve en fejlagtig oplysning slettet.
Vi må også være opmærksomme på at det kan være til meget stor skade for et barn at blive inddraget i en sag med tilhørende undersøgelser og interview som alene er opstået på baggrund af en pædagogs misforståelse eller manglende retsforståelse. (JF.. for øvrigt officialmaximen.)
Det kan også ske at en pædagog har indhentet en oplysning under falske forudsætninger, dvs. at hun for eksempel overfor forældrene har forgøglet at være underlagt tavshedspligten men så senere alligevel vælger at videregive oplysningen.
En sådan oplysning der er indhentet under falske forudsætninger, eller som ikke er indhentet under forsvarlige omstændigheder, kan ikke tillægges nogen betydning og er dermed ikke juridisk gyldig. Denne type oplysninger må altså ikke benyttes når der træffes afgørelse i en sag.
Eksempelvis kan man forestille sig at en institution i deres perspektivplan informerer forældrene om at institutionen har tavshedspligt.
En af mødrene opfatter pædagogerne som sine veninder og spørger dem dagligt om fx hvordan det går derhjemme, kommenterer deres nye frisyre og fortæller om sine egne lægebesøg. Moderen føler at hun kan betro sig til sin nye veninde (Bente på girafstuen), Bente har på et tidligt tidspunkt sagt til moderen ”at du kan roligt betro dig til mig, for jeg er underlagt tavshedspligten”. Så en dag fortæller moderen at hendes barn nogen gange bliver råbt ad og behandlet nedladende af hendes nye kæreste.

Fordi pædagogen i denne situation har sagt at hun har tavshedspligt, vil moderen kunne hævde at oplysningen er indhentet under falske forudsætninger, og at den derfor ikke kan anvendes til yderligere foranstaltninger i forhold til barnet. Pædagogen vil derfor ikke kunne træffe afgørelse om underretning om omsorgssvigt begrundet i kærestens adfærd overfor barnet.

En afgørelse truffet med baggrund i en ugyldig oplysning vil altså kunne kendes ugyldig i en klageinstans hvorfor det er særdeles uhensigtsmæssigt hvis pædagogen ikke fra start har ageret med hensyntagen til lovgivningen.
Eksempelvis vil en oplysning som ikke er korrekt indhentet, altså kunne medføre at den blev slettet hvorved der ved videre behandling ikke måtte tages hensyn til denne uanset om pædagogen anser sig have en viden. Dette kan i yderste konsekvens hindre at et barn får den hjælp som barnet har behov for.
Pædagogen kan for eksempel tro sig vide at en forælder har et alkoholproblem, hun baserer sin tro på at moderen ofte lugter af alkohol, og at barnet fortæller at moderen drikker meget vin derhjemme. Hvis pædagogen vælger at nedskrive dette i en sådan form at hun skriver at moderen er alkoholiker, kan moderen kræve oplysningen slettet fordi det er en diagnose bygget på formodninger og med et barns diffuse oplysninger som kilde fremfor en lægelig diagnose. Skulle moderen få oplysningen slettet, må pædagogen ikke handle på den og kan derfor heller ikke træffe afgørelse om underretning begrundet i omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet.
Det er derfor tillige vigtigt at pædagogen sikrer en solid kilde når hun nedskriver en oplysning. Naturligtvis er det ikke muligt for pædagogen i enhver situation at være forberedt på og tage stilling til at et barn kan udlevere følsomme oplysninger. Men det er op til pædagogen at afgøre om det er oplysninger hun vil nedskrive og videregive, ligesom det er op til pædagogen, forud for barnets indmeldelse i institutionen, at gøre forældrene opmærksomme på at tavshedspligten ikke er ubetinget men snarere valgfri efter pædagogens vurdering af omstændighederne.

Det må også siges at være i modstrid med pædagogens arbejdspraksis hvis hun i hver enkelt dagligdags samtale skulle redegøre for forældrene og barnet hvorledes deres lovsikrede rettigheder er.

En sletning foretages rent praktisk ved at oplysningen slettes fra registret/journalen, en berigtigelse anvendes som alternativ når sletning ikke er teknisk mulig (se herunder).

Computerteknik kontra retssikkerhed
Persondataloven er en ekstra retssikkerhed for borgeren og har især sin berettigelse i myndighedernes udveksling af oplysninger. Til trods for at borgeren ifølge lovteksten har ret til at kræve ukorrekte/ falsificerede oplysninger slettede, er dette ikke altid praktisk muligt idet mange offentlige journalsystemer er indstillet på en sådan måde at sletning af tekniske årsager ikke kan foretages. Meningen med at der ikke kan slettes i systemerne, er tænkt som en sikkerhed for borgerne for at en sagsbehandler ikke skal kunne skjule egne eventuelle fejl.
Dette gør det desto mere vigtigt at være opmærksom på at en berigtigelse skal tages lige så alvorligt som en decideret sletning.
En berigtigelse foretages ved at sagsbehandleren /pædagogen skriver den korrekte oplysning i journalen med klar reference til den fejlagtige oplysning (det tidligere journalnotat). Det mest korrekte vil være samtidig at skrive at der er tale om en berigtigelse. Desværre er det tit en ulempe for borgeren når en oplysning ikke teknisk kan slettes men bliver berigtiget, idet nogen mennesker synes at antage at ”ingen røg uden ild”, og derfor alligevel tillæger en oplysning betydning til trods for at berigtigelse har fundet sted.
Det er derfor essentielt for forældre i daginstitutioner (hvor mange registre fortsat behandles manuelt) at få muligheden for at kræve forkerte oplysninger slettede før daginstitutionen videregiver oplysninger til andre i myndighedspersoner. Dette forudsætter naturligvis at forældrene af pædagogerne er gjort bekendt med at oplysningen overhovedet eksisterer, og at den kan slettes.

© Harning

Hvis du vil vide mere om de regler der findes i daginstitutioer og skoler kan du købe bogen her.

mere om Datatilsynet registrering og Eu

Fra demokrati til overvågning til diktatur?

Et samfund, hvor den enkelte opmuntres til at agere politi, og indrapportere sine mistænkelige medmennesker til den almægtige Stat….Hvor skolelærere og pædagoger skal udpege mistænkelige børn, med en ikke normanbefalet adfærd – mulige terrorister, selvfølgelig er de det, de der ikke passer ind……

Tabt for ord, der alligevel er for kontroversielle til at udtales, sidder jeg nu bare dybt desillusioneret tilbage, drikker min kaffe og spørger mig selv hvornår det hele gik så galt.

Dømt som terrorist for at købe Greenpeacebadge

Idag starter sagen der måske skal afgøre om ovenstående påstand kan blive en realitet. Greenpeace er nemlig – til forskel fra både PFLP og FARC allerede dømt efter terrorparagraffen i Danmark. De er så at sige, ifølge dansk ret, at betegne som terrorister. Hvilket naturligvis gør den kommende sag i Østre landsret så meget mere interessant. For hvis Fighers&Lovers bliver dømt for at give økonomisk støtte til terrororganisationer – kan vi se frem til et større cirkus i det danske retsvæsen de kommende år.

Jeg meldte mig ganske vist ud af Greenpeace for mange år siden, men skulle Fighter&Lovers blive dømt, vil jeg straks melde mig ind igen, opfordre alle andre til at gøre det samme og så købe og sælge, badges,plakater,T-shirts og så for øvrigt overveje at melde mig selv.

©Harning

Læs også

Afskaf Forvaltningsloven!

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck bliver i dagens avis anklaget for ikke at overholde forvaltningsloven.

Og hvad så?

For dem jer som måske ikke ved det, så er forvaltningsloven en af de love som er tænkt, at skulle regulere forholdet mellem borger og stat, at give retssikkerhed til den enkelte i forhold til myndighederne, og af en lov at være, så er det en usædvanlig nem lille sag. Den indeholder regler om aktindsigt,partshøring,tavshedspligt, begrundelse og klagevejledning.

Hvad loven ikke indeholder er mulighed for at holde den enkelte myndighed ansvarlig for overtrædelser. Visst kan man klage (det står der jo i loven), men myndigheden er da ligeglad, ofte gider de end ikke at læse klagen og forholde sig til klagerens punkter, og hvorfor skulle de egentlig også det?

Det er jo ikke som om de mister deres autorisation, får bøder eller bliver fængslet for at tilsidesætte borgerens rettigheder. Faktisk er det sådan, at rigtig mange myndigheder* end ikke har læst forvaltningsloven. Og når der ingen reelle konsekvenser er, for ikke at overholde den lovgivning som man er ansat til at arbejde efter, og som derfor bare giver én en masse ekstra arbejde – så findes der vel heller ikke nogen som helst anledning til at følge den?

Kvikke hoveder vil nu måske påstå, at jamen vi har jo Ombudsmanden. Og det har vi da, han er bare ikke en egentlig rekursinstans og vælger således helt selv hvilke klager han gider beskæftige sig med, ligesom han heller ingen mulighed har for at uddele konsekvenser til myndigheden. (j.F.)

Nåh, siger de kvikke hoveder, men når alt andet fejler så har vi da heldigvis domstolene. Og det har vi da, men til forskel fra andre lande har vi ikke nogen egentlig Forvaltningsdomstol og de danske dommere er derfor ikke særlig vidende indenfor forvaltningsretten(J.F), og at anlægge en sag ved domstolen koster penge. For borgeren.

Forvaltningsloven er således bare en illusion, et fatamorgana som enkelte  naive mennesker stædigt fastholder.

Så:

AFSKAF FORVALTNINGSLOVEN!

© Harning

* observer venligst, at myndigheder ikke bare er ministerier og socialrådgivere, men også skolelærere, pædagoger og alle andre som er ansat i den offentlige forvaltning for at varetage borgernes behov.

(Mere om udlændingesagen)

Jeg vil flytte til Norge

De nordmænd, de nordmænd… Efter at i årevis have været genstand for vores vittigheder – viser det sig nu at det er dem der har fat i den lange ende. De vil nemlig ikke, til forskel fra os, overvåges af de svenske myndigheder!

De tidligere så latterlige nordmænd mander sig nu op til protest,og skulle protesten lykkes, ja – så er jeg nok den der pakker mine kufferter for at flytte til dette magnifikke land.

se også

Kommune truer borger til tavshed

og slår dermed et sidste søm i ytringsfrihedens ligkiste.

Ja, det kunne være baggrunden for den her artikel – Og hvis det er tilfældet, så er det naturligvis forkasteligt og fuldstændigt uacceptabelt! For selvfølgelig skal skattebetalerne ikke betale, for at se sig selv slæbt uretmæssigt i retten, og selvfølgelig kan vi ikke tillade – at der pilles ved den enkeltes ret og mod til at ytre sig mod myndighederne.

Men det kunne måske også være sådan, at kommunen faktisk har ret og at bemeldte borger er gåeet over stregen. For den slags findes der naturligvis også. Borgere som med indædt besættelse sviner forvaltningens medarbejdere til i fuld offentlighed, og så er problemet jo et helt andet.

For uanset hvor meget jeg i sjæl og hjerte er på borgerens/ den svages side – så findes der altså også de mennesker som totalt obstruerer dette mit arbejde, ved netop ikke at vide hvornår de har ret til at klage, hvad de har ret til at klage over og som synes det er helt iorden at hænge enkeltpersoner ud i såvel lokalsamfund som presse – uden den mindste form for beviser (Et ex. kunne være sagen som beskrevet her i kommentar 5).

Så, hvad handler sagerne fra Mors og Assens egentlig om?

Handler de om myndighedernes kamp mod individets rettigheder?

Eller handler de om et enkelt menneskes besættelse?

Det ville have klædt journalisten at undersøge sagen lidt nærmere – således at vi læsere vidste hvad pokker det drejer sig om. Skal vi op på barrikaderne for at beskytte individets retssikkerhed – eller vi skal glædes over at forvaltningerne ikke lader sig true til fejlagtig sagsbehandling?

© Harning

Utilpassede børn og deres forældre skal straffes

Ja det skal fedt hjælpe Karen Jespersen! Hvor ville det være dejligt at for en gangs skyld høre en politiker udtale sig om de utilpassede, udstødte, svage, kriminelle unge med baggrund i reel viden fremfor i hævngerrige overskrifter.

Tænk hvis bare én af dem havde nosser til at gøre et nummer ud af fakta – fremfor at skjule sig bag prangende reklameslogans uden andet formål end at fremstå som handlekraftige. Hvad er det nu man siger, jo, angreb er det bedste forsvar. Og det er de skam rigtig dygtige til – Karen Jespersen ingen undtagelse. Men er vi danskere virkelig så dumme? Er vi ude af stand til at se bag angrebet, og finde Jespersens usikkerhed og manglende viden?

Og hvad vil vi egentlig med vores samfund?

Vil vi være en sund, stærk nation – med kompetente, selvsikre, hjælpsomme borgere?

Eller er vi godt tilfredse med at være en hævnende nation – hvor straf er det eneste fix vi har brug, og hvor vi bruger hvert et vågent minut på at finde nye syndebukke vi kan sammenligne os med.

Er det simpelthen sådan, at vi kun kan skjule vores egne mindreværdsfølelser ved at råbe højest og træde på de laveste?

Og hvor blev forresten journalisterne af? Dem der skulle stille skarpe, vedkommende spørgsmål og undersøge magten?

Apropos reel viden, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at nogen gad forske i følgende:

Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?

Og kunne nogen af alle disse kriminelle have været hjulpet langt tidligere, havde de fået et korrekt pædagogisk/psykologisk tilbud og/eller medicin, fremfor at deres forældre har måttet underkaste sig div udokumenterede terapiforsøg og har måttet bøde økonomisk for de unges sygdom?

© Harning

Længe leve Fogh Rasmussen

For snart mange år siden skrev jeg nedenstående lille klumme og kan efter at have læst dagens Politiken om hvorledes Danmark slår rekord i nye regler (faktisk har vi for længst overgået Forbuds Sverige) bare konstatere: Det var jo det jeg sagde!

Længe leve Fogh Rasmussen

Hvis du går rundt og er ked af, at alle de store russiske kommunister er døde, så fortvivl ej mere.
Der er kommet en ny leder, en mere effektiv leder, en leder med fantastiske visioner. En mand , der vil blive større end alle de andre.
Og det bedste er, at han er vores. Han vil gøre Danmark kendt i hele verden ikke bare som en muligvis diffus hovedstad i Oslo eller en lille ø langt oppe i nord, men som det land, der fik gennemført kommunismen uden kulturrevolution, og via borgenes egen demokratiske valgproces.
Hans navn er Anders Fogh Rasmussen.
Han er allerede begyndt. Som i Ruslands storhedstid, er der kommet flere love og reguleringer end nogensinde før i Danmarkshistorien, bevillingerne til politiet bare stiger og de gamle russiske herrer ville være stolte over borgernes manglende protester.
Men det allerbedste. Den gennemførte kollektivisering. Kan du huske de smukke tanker om, at alle skulle have arbejde, til fælles og lige løn, og at alle skulle arbejde sammen for statens bedste?
At staten var større end individet, og lederen var almægtig! I Rusland gik kollektiviseringen ikke så godt, borgerne blev utilfredse og Gorbatjov kom til. Sikke en skam!
Fogh Rasmussen har heldigvis ikke de samme problemer med genstridige borgere. De få der er, bliver hurtigt slået ned med trusler om fængsel, eller anbringelse af deres børn eller det bedste middel af dem alle: borgeren tvinges til at sidde time efter time, dag efter dag og tale med en mentalt underbemidlet sagsbehandler.
Men det er trods alt kun de få. De fleste af os vi ved heldigvis hvad vi har godt af, og vi forstår behovet for kollektivisering.
Fogh Rasmussen har ved hjælp af nytænkning og modernisering lykkedes med at gøre, hvad ingen tidligere har kunnet. Ordene er andre (aktivering, kontanthjælp, jobcentre og private aktører…) men ideologien den samme.
Siden Fogh Rasmussen kom til magten, har han allerede præsteret, at få flere mennesker ind under offentlig aktivering end tidligere regeringer, han har klaret at gøre lønnen for statens ansatte (kontanthjælpsmodtagerne) lavere, han har fået fagforeningerne sat ud af spil og han har sikret sig, at de få genstridige iværksættere taber modet, til at gå i gang. Anders Fogh Rasmussen er intet mindre end et geni!
Unge gør rent for kommunens ældre, til den halve løn af hvad en rengøringskone i 40erne skal ha. De unge mænd bliver sat til at svejse og male i kommunens regi, hvorved ikke bare lønnen spares, men også alle de penge, som fagforeningen ville have forlangt til sikkerhedsudstyr, hvis det havde været deres egne medlemmer. Kommunens pædagoger bliver skiftet ud med midlertidigt personel uden uddannelse, men i jobtræning, til dejligt billige penge.
Ved at anvende sig af ufaglært personale opnår staten desuden en skøn sidegevinst.
Der vil ikke længere være brug for penge til universiteterne og de andre uddannelsesinstitutioner, altså kan de penge også gå direkte i statens (læs lederens, den almægtiges) lomme.

Længe leve kommunismen!
Længe leve Fogh Rasmussen!
…
Og må Gud bevare Danmark.

©Harning

Danske adoptioner skaber psykisk syge

Det skriver Politiken idag. En oplysning, der ikke kan undre undertegnede synderligt, derimod undrer det mig at V/K fortsat fremtruer med forslag om tvangsadoption af spædbørn til helt ubekendte voksne, fremfor at kigge nærmere på den viden og de erfaringer som faktisk findes – og udfra dette tage stilling til hvad der er bedst for børnene.

Desto mere interessant bliver det naturligvis når forstanderen (gennem tyve år) for Skodsborg Observations- og behandlingshjem konstaterer at børnene var fuldstændigt raske da de blev bortadopterede! Deres egen biologiske familie havde altså ikke lykkedes med at gøre dem det mindste psykisk syge (omsorgssvigtende eller ej).

Den politiske agenda i spørgsmålet synes mig således mere og mere diffus, for er det et reelt hensyn til børnene som får politikerne til at råbe op om tvangsadoptioner eller er det snarere et ønske om at fremstå som handlekraftige i enkeltsager?

(se også dette indlæg)

© Harning

Svenske myndigheder vil aflytte danske borgere

Efter en længerevarende svensk debat og spredte protester fra almindelige svenskere, foreslår Centerpartiet nu ( DN & Sydsvenskan ), at myndighederne ikke skal overvåge svenske borgere – kun udenlandske. Forstået på den måde at al signaltrafik som passerer Sverige (men ikke starter eller slutter der) skal overvåges. Hvilket naturligvis også indbefatter almindelige danskeres nettrafik.

Svenske myndigheder vil altså læse dine mail, og aflytte din telefon! men såvidt muligt undgå at snage i egne borgeres privatliv. Påstår de ihvertfald. Helt hvordan centerpartiet forestiller sig, at svenske borgere ikke vil rammes fremgår selvfølgelig ikke….

Hvad der dog konstant har undret mig under hele den svenske debat om FRA-loven, er Danmarks tavshed.

Hvorfor synes alle at være ligeglade?

Hvor bliver protesterne af?

Er det virkelig i orden, at nogle svensker på denne måde, indirekte, anklager almindelige danskere for at være terrorister?

© Harning

Mere om registrering af danske borgere

(Mere om hvad jeg synes om overvågning finder du under: CIVIL OLYDNAD.)

Red 22aug:Apropos, uskyldigt anklagede, terrorisme og skandinavisk humanisme.

Civil Olydnad

med DNA skall vi snart

utrota maskrosorna

de uppstudsiga

(från BUY A POEM)

© Harning

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social – men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. 😀 Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* – selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det – suprise – kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

(og, kan alligevel ikke lade være med at sige det – hvordan dette med vold vil prioriteres ifht det alsmægtige fællesansvar og samarbejde – vides naturligvis ikke.)

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen!

og de har taget mig og min krop som gidsel!

For nogle år siden skrev jeg ”tøsemagt”  en raptekst i protest over kvindebevægelsens selvbestaltede ret til politisk korrekthed og ejerskab over andre kvinders sind og kroppe.
I dag er den mere relevant end nogensinde, da Dansk Kvindesamfund igen er gået på banen for at nedgøre,kritisere og fordømme sine medsøstres karrierevalg.
Dette er fuldstændig uacceptabelt!
Uanset hvad Dansk kvindesamfund eller andre med dem ligesindede måtte mene eller tænke, har jeg fortsat ret til mit frie individuelle valg når det kommer til mig selv og min egen krop i henhold til kvindekonventionen.
Denne ret insisterer jeg på, at fastholde, såvel for mig selv som for andre kvinder der ikke sympatiser hverken med inkarnerede misforståede rødstrømper eller medlemmerne af Dansk Kvindesamfund.
Teksten er således et oprør mod en bevægelse, der ikke længere kæmper på kvindens side – men som har skabt sin egen side at kæmpe for.

En side der er snæversynet og hæmningsløst dæmoniserende moraliserende overfor de frie kvinder som ikke passer ind i den forudbestemte korrekte ramme.

Kvindebevægelsen er derved, ifølge min opfattelse, blevet den undertrykkende part, der fuldstændigt ignorerer den enkeltes kvindens frie valg, og i ligestillingens navn misbruger den enkelte kvindes krop.
Ingen andre steder i samfundet møder man så intolerante holdninger, som hos disse hovmodige kvindeforkæmpere. De er de første til at råbe ”Offer” eller ”Billig” eller ”udnyttet” hvis en ung selvbevidst intelligent kvinde ønsker at eksperimentere med og nyde sin egen seksualitet.
Eller gud nåde og trøste – skulle ønske at blive hjemme og passe sine børn- eller som jeg, vil forbeholde mig retten til at gå i stiletter, nøgen på nær et forklæde mens jeg bager småkager til de små poder.- og glæder mig til at min søde (på nuværende tidspunkt imaginære) forsørger kommer ind ad døren.

Tøsemagt er således et slags begravelsesdigt til rødstrømperne, og samtidig en hyldest til enhver kvindes ret til individuel selvbestemmelse.

© Harning

Red. 13 marts: Hvis du vil støtte kvinders ret til selv at bestemme over deres krop, kan du bla. gøre det hér.

Red. 16 okt: Flertallet af Svenske kvinder er imod sexkøb

Læs også disse fornuftens ord

Amnesty: Mänsklig rättighet att sälja sex

At være villig til at gå i retten for sine principper

er der ikke ret mange der tør! De fleste af os har meget travlt med at råbe op, og har tilsvarende travlt med at dukke nakken når det virkelig gælder – når vores højtbårne principper og værdier virkelig bliver sat op mod vores liv og vores frihed.

Andre tør sætte ord – ved handling og værdi.

Hatten af for det!

Personligt synes jeg bare at du er for sej ”to sommerfugle”, og din historie næsten for smuk til at bære..

På…

Skrankepave Skammelsen
Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer – ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag – lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre – faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!

Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.

© Harning

(Stor tak til lille Jensen for inspiration
og baggrundsinformation om Ixxxx Bibliotek)

*****

Kommentarpolitik

Jeg kunne have forsvoret, nogensinde, at skulle blive en af dem der belærer andre om hvordan de opretholder almindelig pli i kommentarfunktionen, at jeg nogensinde skulle censurere kommentarer.

Men, som vante læsere nu vil kunne se – er der dukket en lille boks op i venstre side, indeholdendes denne blogs kommentarpolitik.

Boksen er naturligvis ikke rettet mod alle jer fornuftige mennesker derude, og jeg er oprigtig ked af det såfremt den vækker anstød. Men desværre har den vist sig at være en nødvendighed. – Så bær venligst over med den i fortrøstning om at den ikke er rettet til Jer. 😀

Kvalitet eller kvantitet

Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.

Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget – ikke hvis formålet med dem skal opretholdes – og sådan ser det ud for mig.

Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder – for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.

…………..

………………………………….

Men måske alligevel med lovappendix……………….

Hm, tæller det mon………………………………

det går ikke så godt, rapport fra en bog på 45dage

Det går ikke helt så godt, som jeg kunne have ønsket mig. Primært fordi jeg sidder på sidelinien i to anbringelsessager, og derfor synes at associere alt hvad jeg læser og skriver til disse to. Det skaber en ujævn rytme i skrivningen og sågar -Manglende overblik! En erkendelse jeg ikke er særlig glad for, men ikke desto mindre er det sådan det forholder sig.

Måske det er vinteren der gør sig gældende, for det er en ganske ny erfaring for mig, at på denne måde være næsten ude af stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, at lade tankerne vandre væk fra fokus.

Og så er der alle de indlæg, jeg gerne ville have skrevet. Som jeg har været nødt til at lægge på is pga bogprojektet.

Bortset fra, at de ikke er lagt på is

de bliver ved med at poppe op i min bevidsthed

i hele lange flotte sætninger..

Fx. Er der indlægget om registeret over myndighedspersoner (findes det, findes det ikke? Og hvis det eksisterer, hvad indeholder det så?)

Og indlægget (som nu er blevet til flere) om den meget interessante sag fra Aalborg – som jeg fortsat ikke har fået tilladelse til at publicere…

Og indlægget om Sveriges besynderlige narkopolitik – Hvor jeg sidder og gnider mig i mine små hænder over den frydefulde sarkasme…

Og…..

Klientgørelsen af en gruppe helt almindelige borgere

Ikke ret mange mennesker, hverken pædagoger eller det omgivende samfund, forstår til fulde den enorme magt og indflydelse over børn og familiers liv, som pædagoger i ganske almindelige daginstitutioner udøver hver dag.
Pædagoger er tit de første, og ofte også de eneste der lægger mærke til at et barn og/eller en familie har et særligt behov for hjælp og støtte. Hvis pædagogen undlader, at handle på deres viden, kan det indebære at et barn ikke udvikler sit sprog, sin motorik, og sine sociale kompetencer på en hensigtsmæssig måde, med risiko for alvorlige problemer senere i livet.
Samtidig er pædagoger typisk i besiddelse af ofte meget følsomme personlige oplysninger om barnet og familiens forhold, som, hvis de misbruges, fuldstændigt kan ødelægge en familie.

Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.

Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.

Almindelige mennesker der er svage, ikke på grund af deres opvækst eller livsbetingelser for øvrigt, men som bliver de svage, fordi vi som pædagoger tager magten fra dem, når vi ikke anerkender deres viden og erfaringer, når vi ikke udviser ydmyghed og respekt for de mennesker, hvis verden vi har så stor indflydelse på.
© Harning

Tag livet af de plejekrævende

Sverige i nær fremtid, men det kunne lige så godt være Danmark. Et land uden ældrepleje og pensionister. Det nye rige er nemlig styret af den nye overklasse- Bureaukraterne. Og de har besluttet i fuld demokratisk orden – da de også er lovgiver- at gamle ikkeproduktive mennesker skal aflives.

Bureaukraterne selv er naturligvis undtaget terminering, og lever i sus og dus langt efter afsluttet administrativ tjeneste. Bonusen for en succcesfuld administrativ karriere er at få lov til at indgå i et jagthold, hvor gamle ikkebureaukrater jagtes og bliver dopede med Mogadon før sluttermineringen.

***

Ovenstående er et kort indblik i en af de bøger jeg synes vældig godt om, og som jeg synes er særdeles relevant i vores samtid. Men…

Desværre er bogen ikke dansk, ej heller går den at finde i dansk oversættelse.

Men hvis du har lidt ekstra julefred, kan du jo bruge den til at regne ud hvilken bog der er tale om og hvordan du får fat i den. 😀

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 😀

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. 😀

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Se også Politiken d.8sept.2008:  Penge vigtigere end børnene

Er det lærerne eller de blinde der er idioter?

Jeg undres endnu engang over lærernes manglende evne til professionel vidensformidling. Ifølge TV2 nyhederne udtaler rektor Eigil Dixen til Jyllands-Posten idag følgende vrøvl:

”…….lærere kan ikke kommunikere med elever og få undervis­ningen til at fungere, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk,”

Siden hvornår er det blevet sådan, at det, at formidle viden hænger sammen med om hvorvidt formidleren kan se modtagerens ansigtsudtryk? Og hvordan i alverden skal de andre 24 elever i en klasse kunne forstå og lære noget – når læreren kigger på den 25 elev, eller kan lærere nu også se og tolke 25 elevers ansigtsudtryk samtidig? Og hvordan mon blinde lærer? Er de bare idioter uden evne til hverken at modtage eller formidle viden?

Egentlig burde det ikke undre mig, lige så lidt som det sikkert undrer alle de elever der har oplevet at blive bedømt ud fra personlige kriterier (om læreren synes de var for tykke, for tynde, for grimme, for smukke, for hvide, for sorte osv.)

Men så igen ved nærmere eftertanke, som tidligere skolebestyrelsesmedlem, så er det da en fantastisk ide! Ikke flere lærebøger, computere eller andet pjat der absolut ikke kan formidle viden – i kraft af disse tings manglende evne til at se elvernes ansigtsudtryk.  Sikke mange penge der så kan skæres i budgetterne…

Når retssikkerheden rammer Fru Sørensen!

Eller: Gå hjem og sov Kafka

Jeg har brugt de sidste par måneder på at gennemlæse en retssag. Det er en af den slags sager, som der findes i tusindevis af i Danmark, men som de færreste kender til. Det er en såkaldt ”dobbeltlukket sag”. Dobbeltlukket betyder at ingen, absolut ingen, på nær dommeren, parterne og deres advokater må få noget kendskab til den. Somme tider må end ikke parterne få alle kendsgerningerne. Dobbeltlukkede sager er opfundet med to formål, dels er det i fx. visse familiesager nødvendigt for at bespare børn ubehaget ved offentlighed dels er det i visse kriminalsager hensigtsmæssigt pga. den fortsatte efterforskning.

Formålene virker altså umiddelbart noble og fornuftige, men hvordan ved vi, som almindelige borgere, at de nu også foregår med hensyntagen til den enkeltes retssikkerhed? Det ved vi ikke, for ingen må tale om dem! Skulle der ske fejl, kan partens advokat naturligvis gøre opmærksom på dette, klage, kære eller anke en kendelse, hvis, men da også dette falder ind under hemmeligholdelsen er det normalt ikke noget som nogen andre nogensinde får kendskab til.

Det er også en forvaltningsretlig sag, en sag mellem en borger på den ene side og en statslig myndighed på den anden side. Enhver ved, at der i et demokrati og en retsstat naturligvis findes regler der regulerer myndighedernes adfærd overfor borgerne. Danmark er ikke nogen undtagelse. Vi har forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, persondataloven og straffeloven, altså en hel stribe af love og paragraffer med netop dette formål. Det lyder umiddelbart godt og ser da også helt fantastiskt ud på papiret, men fungerer det i virkeligheden?

I et demokrati burde den mest elementære retssikkerhedsgaranti for borgeren være, at denne altid havde krav på en advokat i sager mod myndigheder, og at denne havde adgang til de samme resurser som myndighederne. En sådan garanti har vi ikke i Danmark. En anden rimelig garanti burde være at dommerne i forvaltningsretlige sager, dels var uddannede og specialiserede til formålet dels at de var upartiske. En sådan garanti har vi heller ikke i Danmark.

I den specifikke sag som jeg har gennemgået siden jul, er der helt tydelig sket mange fejl. Fejl som ingen synes at interessere sig synderligt meget for – for i denne sag, helliger målet midlet, i hvertfald ifølge alle de berørte myndigheder. Og der er mange af dem, statsansatte og statsforvaltninger, justitsministeriet og såkaldte dommere, hver især med deres forudfattede mening om sagen og deres helt egen fortolkning af det, som ifølge lovgivningen ellers er gældende ret.

Idet sagen er ”hemmeligstemplet”, og idet jeg er nødt til at beskytte min kilde, har jeg naturligvis anonymiseret den virkelige sag der her er beskrevet.

Sagen.: En statslig myndighed vil gerne have bragt Rocker Larsen for retten. Den Statslige myndighed har imidlertid ikke selv lyst til at rejse sigtelse og sagsøge Rocker Larsen, og de har ingen beviser for at Rocker Larsen har begået den handling, som de ønsker ham dømt for. Hvad gør de så?

Jo de finder en intet anende respektabel borger, Fru Sørensen bankansat og mor til to børn. Og på Fru Sørensens vegne skriver den Statslige myndighed nu til byretten og siger at Fru Sørensen vil sagsøge Rocker Larsen.

Fru Sørensen, som intet kendskab har til hverken Rocker Larsen, eller den Statslige myndighed bliver noget rystet, da hun pludselig modtager et brev fra byretten om, at hun har sagsøgt en person, hun ikke kender, for en handling- som hun intet kendskab har til.

Fru Sørensen bliver bange. Hun kontakter derfor såvel den Statslige myndighed som Byretten og siger at hun ikke har sagsøgt nogen, at dette er sket helt uden hendes vidende og ber dem om at trække sagen tilbage.

Men, den Statslige myndighed nægter, for når de har bestemt at Rocker Larsen er skyldig ska´ han så sandelig også knaldes og fordi de ingen fysiske beviser har, har de brug for en vidneforklaring, der understøtter deres påstand.

En forklaring som de har bestemt, at uskyldige og intetanende Fru Sørensen skal afgive. Fru Sørensen forsøger sig med at sige, at det jo ville være løgn og at hun absolut ikke vil have sine borgerrettigheder krænket ved at vidne i en opdigtet sag. Det nytter naturligvis ikke noget.

Nu skulle man jo så tro, at Byretten ville afvise sagen, eftersom Fru Sørensen nægter at have noget kendskab til den, men nej. For Byretten tror ikke på Fru Sørensen. De har nemelig en myndigheds ord for at Fru Sørensen har impliceret og ønsket at sagsøge Rocker Larsen, og når myndigheden siger det – så må det være sandt.

Fru Sørensen er en stædig kanalje og vil ikke finde sig i sådan at blive trampet på, så hun sagsøger den Statslige myndighed og Ministeriet for at; de har rejst en sag i hendes navn og uden hendes vidende og at de fastholder denne sag mod hendes vilje.

Og nu kære læser, bør du holde godt fast, for det der her følger, er den ubehagelige og sjældent omtalte sandhed om det danske retsvæsen.

Fru Sørensen har ikke ret mange penge, så hun søger fri proces. Fri proces kan en borger få, hvis myndighederne vurderer, at der er en mulighed for, at borgeren kan vinde sagen. I Fru Sørensens tilfælde betyder det, at den selvsamme myndighed som hun har sagsøgt, også skal tage stilling til om hun kan vinde over dem i retten. Myndigheden vurderer naturligvis, at Fru Sørensen ikke vil kunne vinde, altså får hun ikke fri proces, og dermed må hun enten selv føre sin sag uden en advokat eller hun må opgive og finde sig i det Statslige overgreb.

Fru Sørensen opgiver ikke men hun skal snart opdage, at systemet er værre endnu. Til brug for sin egen bevisførelse mod den Statslige myndighed i Landsretten, har Fru Sørensen brug for dokumenter fra flere statslige myndigheder. Fru Sørensen får udleveret dokumenterne, men da det ikke er dommerne, men modparten (altså statens mand) som bestemmer om Fru Sørensen må bruge denne dokumentation i retten, får hun naturligvis afslag.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med politiafhentning såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kæmper dog bravt videre, med en lidt kantstødt tro på retssystemet, men stadig fuldt overbevist om, at de tre dommere i Landsretten vil kunne se at hun har ret. Hvad Fru Sørensen ikke ved, er at af de tre dommere i en Landsretssag, behøver kun den ene at være egentlig dommer – de andre to kan være noget helt andet, typiskt er de indhentet fra justistministeriets administration – selv samme myndighed som Fru Sørensen i denne sag har sagsøgt.

Hvad Fru Sørensen heller ikke ved er, at forvaltningsret er et helt særligt område indenfor juraen, ligesom kirurgi er det indenfor medicin, men at til forskel fra i sundhedssystemet, så skal dommere ikke have noget særligt kendskab eller speciale indenfor forvaltningsret for at få lov til at dømme i en sådan sag. I andre lande findes der særlige forvaltningsdomstole, med særligt uddannede dommere – men altså ikke i Danmark. Alt dette ved Fru Sørensen endnu ikke og hun sætter derfor sin lid til Landsretten.

Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Landsrettens dommere, som måske ikke er dommere, og som jo ikke har nogen særlig uddannelse indenfor forvaltningsret, og som desuden næppe kan siges at være upartiske, fortæller Fru Sørensen, at når den Statslige myndighed siger, at de har handlet korrekt når de rejste en sag på Fru Sørensens vegne, uden hendes vidende og mod hendes vilje, ja så har den Statslige myndighed handlet korrekt – for det er trods alt dem, der ved mest om forvaltningsret ! Ikke Fru Sørensen eller dommerne i Landsretten.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i Byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med tvangsanbringelse af sine to døtre og fængsling af hende selv, såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kan nu vælge at gå videre i Højesteret, hvor dommerne faktisk er dommere og hvor flere borgere har fået ret over myndighederne end i Landsretterne, eller hun kan vælge at opgive sagen mod den Statslige myndighed. Fru Sørensen, der fortsat ikke har nogen penge, ingen advokat og ikke må bruge det bevismateriale som hun har indhentet, vælger at opgive sagsanlægget mod den Statslige myndighed.

Hvad Fru Sørensen ikke opgiver, er kampen i Byretten. Fru Sørensen insisterer fortsat på, at hun ikke har kendskab hverken til Rocker Larsen eller den handling som den Statslige myndighed vil have ham dømt for, og hun fastholder, at hun bestemt ikke vil vidne mod Rocker Larsen i en sag, som den Statslige myndighed har opfundet. Byretten er stadigvæk af den opfattelse, at hvis bare de tar Fru Sørensens piger fra hende, så skal hun nok makke ret, og de truer derfor fortsat med tvangsanbringelse.

Fru Sørensen har intet ulovligt begået og Fru Sørensen er ikke umyndiggjort. Alligevel har en Statslig myndighed handlet retsligt på hendes vegne og alligevel vil Byretten tvangsanbringe hendes børn indtil hun gør, som den Statslige myndighed forlanger. En tvangsanbringelse og en fængsling, som ingen nogensinde vil få noget at vide om, eftersom det er blevet besluttet bag dobbeltlukkede døre i en hemmelig ret, som ingen må tale om!

Fru Sørensen er bange og hun og hendes familie er nu gået under jorden. Familien har ikke reelt haft noget andet valg, for hvad skulle valget være ? Hvis ikke Fru Sørensen afgiver den vidneforklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, tar de hendes børn. Hvis hun derimod afgiver den forklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad konsekvenserne så bliver……

Virkelighedens retssikkerhedsgaranti ligger således alene i Fru Sørensens mulighed for at gå under jorden.

© Harning

For kompliceret for Ombudsmanden

I Danmark har myndigheder og bureaukrater ikke altid ret, derfor findes der en ombudsmand. Ombudsmandens job er at undersøge sager, hvor borgernes retssikkerhed er blevet tilsidesat af pampere og papirnussere.
For i Danmark ved vi godt at myndighederne ikke altid har ret.
Faktisk er vi i Danmark så bevidst om myndighedernes manglede evner at Ombudsmanden selvfølgelig ikke skal tage sig af alle de sager der havner på hans bord.
De sager, der er for omfattende og hvor myndighederne har begået for mange fejl og overtrådt for mange love, de skal naturligvis afvises, ellers ville ombudsmanden skulle bruge urimeligt mange resurser.
Det ville også være synd for ombudsmanden hvis han var nødt til at tage stilling til en kompliceret sag. En sådan stillingtagen kræver jo både stor juridisk kompetence og et dybtfølt engagement for borgernes rettigheder, hvilket vel er mere end man rimeligvis kan forlange i en bananrepublik, der flere gange har påkaldt sig Amnesty Internationals bevågenhed.
Men, hvis du som borger er så heldig at have en lille sag, en sag hvor myndighederne kun har overtrådt en enkelt paragraf eller to, så er det lige noget for ombudsmanden.

Endelig er det jo dejligt betryggende, at vide, at hvis ombudsmanden tager affære og giver borgeren ret, så skal myndigheden ikke belemres med ubehaget af at indrømme sin fejl og rette op på lovløsheden. Det ville jo være synd for den enkelte bureaukrat, som vel bare har sjusket en smule.
Det er derfor blevet besluttet, at ombudsmanden intet kan beslutte.

Personligt synes jeg, det er ganske fornuftigt, at i det mindste én offentlig instans er bevidst om at spare på administrationen og jeg håber at Fogh Rasmussen finder en passende belønning. For eksempel en studierejse, med alt betalt til vores naboland Sverige, hvor den stakkels ombudsmand skal tage stilling, selv om den der klager ikke har partsstatus, – og hvor han faktisk også kan være nødt til at bruge tid og samfundets resurser på at rejse sag mod en bureaukrat der har tilsidesat borgerens rettigheder.
En studierejse ville derfor være en lærerig oplevelse, som ville vise at Danmark er et fantastisk land at leve og arbejde i – for en ombudsmand.

©Harning

Er ombudsmanden en narresut?

Statsreguleret kønsdiskriminering

Piger elsker blod! Det er i orden for piger at elske blod. Blodet er det der gør pigerne forskellige fra drengene og det der gør piger til kvinder! Når piger bløder, kan de ære sig selv og verden ved at anvende natursvampe. Svampene skal passes og plejes og når menstruationen er over anbefales en smuk ceremoni, hvor svampene bliver begravet.

Dette mine venner, er en del af min søns seksualundervisning! Min søn ved nu alt hvad der er at vide om natursvampenes pasning, plejning og vaskning.

Men hvordan en vagina egentlig ser ud, og hvad en klitoris er. Det er der fortsat ikke nogen der har gidet oplyse ham om, efter to års seksualundervisning i den danske folkeskole.
Til gengæld har ham fået rigtig meget at vide, om pigers følelser og hvor vigtigt det er for piger at have erotiske fantasier. Han er blevet oplyst om, at pigernes fantasier er naturlige og at det er et flot udtryk for selvstændighed, når pigerne onanerer. Det lyder jo meget godt, tænker du måske. Men hvad med drengene? Har de ikke også en eller anden form for eksistensberettigelse i undervisningen? Jo, selvfølgelig har de det. Lærerne har skam gjort meget ud af at fortælle, at drengenes lyst til at se porno er unaturlig. At porno er grimt, ulækkert og vanærende for enhver mand eller kvinde.
Min dreng er med andre ord altså pervers.
Skal jeg nu gå til af bekymring for, at mit lille pus, er ved at udvikle sig til en fuldblods-seksualforbryder, og at han vil gøre karriere i fængselspsykiatrien?
Nej!
Jeg vil hellere bekymre mig om, at give min søn den undervisning, som folkeskolen helt klart er ude af stand til.

Som alle gode mødre henvendte jeg mig derfor til biblioteket i forvisning om, at der da hér fandtes alt hvad hjertet kunne begære om drenges udvikling ind i puberteten. Jeg tog en hurtig beslutning og slæbte samtlige tyve bøger om emnet med hjem. Ud af de tyve var der én, som faktisk behandlede emnet seriøst. Èn der beskrev de kropslige og hormonelle forandringer hos drenge og oven i købet lukkede op for muligheden for at drenges seksuelle fantasier var helt normale! Èn ud af tyve. Tænk lidt over det. Kun én bog. Alle de andre behandlede primært piger, pigers følelser, pigers forandringer, og ja, også jeg ved nu alt om natursvampenes pasning og plejning. En oplysning, jeg helt ærligt gerne ville have været foruden.
Det lykkedes mig derimod ikke at finde bare et godt billede af kvindens udvendige kønsorganer. Hvad gør en bekymret mor så? Ja, jeg er jo lidt genert, så jeg kunne jo ikke bare lægge mig ned og vise ham mine, og jeg vil nødig i fængsel for at vise min søn porno, så hvad gør man? Jeg var heldig, det lykkedes mig at finde en kunstner i vennekredsen, som var villig til at lave en naturtro tegning (altså ikke af min). Men er det rimeligt?

Og hvem skal lære ham om alle de dejlige fantasier, som jeg synes han er i sin fulde ret til at have? Hvem skal lære ham at de ikke er perverse, og at hans hænder ikke falder af, hvis han sover med dem under dynen?
Hvor blev ligestillingen af, når drenge skal lære om natursvampenes pasning og plejning, men end ikke tillades en lille omgang fællesonani?

©Harning

At dø for sit arbejde

Er der ikke ret mange af os, der er villige til at gøre, ikke desto mindre findes der en hel del der faktiskt gør det, ikke bare soldater der er trænede til at slå ihjel (hvor man måske ville kunne argumentere med et lige for lige argument) men skribenter, der tror på ytringsfrihed og demokrati……..

Så her før den lune jul, synes jeg at det ville være på sin plads, hvis vi alle tog os lidt tid til at tænke på de forfattere og journalister (og deres familier) – som pga. af deres arbejde har været nødt til at gå under jorden, er blevet slået ihjel eller ret og slet bare er forsvundet………………..

Deep in Burma

a Golden pen is hidden

You win,Win Tin Tin

©Harning

 

Hvis du vil gøre noget eller bare vide mere, kan du besøge International PENs Hjemmeside.

Indbydelse til bogreception

På lørdag vil jeg til en forandring kravle ud af mit elskede tæppe, væk fra spisebordet, kaffen og computeren for at deltage i Dansk-Svensk forfatterselskabs bogreception, så jeg håber at rigtig mange af jer læsere vil dukke op og hjælpe os forfattere med at gøre litteraturen sjov, levende og vedkommende.

Hvis du synes jeg er for kedelig – så vil der heldigvis være en del andre både danske og svenske forfattere til stede – som alle vil præsentere deres seneste udgivelser.

Vær med, og mød op på ”LOFTET” kl.14.00-16.00.

lilla torg, indgang ved Hedmanska gården. 40 minutter fra København og bare tre minutters gang fra Malmø centralstation.

Skoleleder erkender manglende kompetence

Jeg har lige siddet med en klagesag hvor en forælder har klaget over dels manglende aktindsigt i sit barns skolepapirer – dels manglende begrundelse for skolens afgørelse for ikke at udlevere aktindsigten.

Og jeg er nu imponeret. Faktiskt.

Jeg ved godt, det er sjældent at jeg bliver imponeret over myndighedspersoner – men lige netop denne sags skoleleder, har ved en skrivelse til forælderen imponeret ved en opvisning af en, selv for skoler, sjælden idioti.

Forælderen anmoder høfligt om fuld og løbende aktindsigt i barnets skolepapirer – en helt selvfølgelig ret i henhold til forvaltningsloven.

Skolens leder svarer at: ”det har jeg ikke kompetence til at udlevere”.

Jamen er det ikke bare imponerende? I et smut lykkes det ham at tilsidesætte såvel forvaltningslovens regler om aktindsigt som samme lovs regler om begrundelse for afgørelser. Imponerende.

Endnu mere imponerende finder jeg det faktiskt: at en mand- der selv- på skrift- oplyser, at han ikke har den fornødne kompetence til at udføre sit arbejde – fortsat er ansat!

Men måske var skrivelsen egentlig slet ikke ment som svar til forælderen, måske var den egentlig en opsigelse, for så er begrundelsen jo helt fin…………

Valget: Det mener jeg

 

***

Fjoghets Ytringsret

godkendte fredagsbønner

med flæsk og brun sovs

© Harning

 

***

 

Hymne til bistandskontoret

Til ære for Fr. Møllers Kafkanske hverdag kunne jeg altså ikke dy mig for igen at finde denne lille hymne frem fra skuffen. 😀

***
”Aktivering og revalidering
Resocialisering og eksploitering.”

***

I korridoren kan man se dem smyge

Med deres herskesyge.

Når du finder én på hans kontor

Sidder han nok bare der og glor.

***

En ren umulius, der end ikke kender

Sin Saxo Grammaticus.

Faktisk er han ikke andet end en væggelus

Og du er på besøg i et hønsehus

***

”Aktivering og revalidering

Resocialisering og eksploitering”

***

Han sir´lad os prøve med lidt bureaukrati

For skrankepaveri er noget

Han ka´ li´.

Selv om du er skatteyder

Behandler han dig som en gestapoforbryder.

***

Op i køen – træk et nummer

Så du føler dig lidt dummer.

Uanset hvordan du ser ud og lyder

Tror idioterne sgu du lyver.

***

Hvis du bare nævner kassen

Er det udtryk for din nassen.

Du er doven,

De er lade

Og for øvrigt skide ligeglade.

***

”Aktivering og revalidering

Resocialisering og eksploitering

Det er det rene kætteri med deres pamperi.”

***

Lad os applaudere for evnen til at spolere

Lad os applaudere, det ikke muligt for dem at ræsonnere.

Og lad os da endelig honorere

at de kan torturere og terrorisere

***

De sidder der som de rene paver,

i de mindste ting de snager,det er det rene ynk og stønnen,

Men de vil sgu gerne hæve lønnen.

***

”Aktivering og revalidering

Resocialisering og eksploitering.”

 

 

©Harning