Ny bog til sommer: Codeswitching

 Appetizer

Intelligent, chockerande, tankeväckande, vackert.
Harnings texter är som sudoku, små hjärnvridande  puzzel och inget är nödvändigtvis vad det verkar
Texterna har ofta starka inslag av samhällskritik, en antydan av naturskönhet och paradox dyker upp som gubben i lådan.
Kemiska vapen, handikapp, feminism, cannabis, barns villkor; de här texterna är inget du bör läsa om du bara vill njuta av solen, slappa och slippa tänka.
Det är rått. Det är roligt. Det är Harning.

 

 

 

 

(Codeswitching: När en talare obehindrat alternerar mellan två eller flera språk, eller när språken varierar inom en enskild konversation.  ( Eller… en oversætters mareridt! 🙂 ) )

©Harning

(Kan for øvrigt varmt anbefales som alternativ i undervisningen i nordiske sprog i såvel Sverige som Danmark da teksterne er moderne og behandler dagsaktuelle emner som de fleste unge mennesker synes er interessante )

Kan Danmark virkelig blive en retsstat baseret på viden?

For undertegnede lyder dette umiddelbart som utopi – et umuligt ønske …… om himmelriget i demokratiet.

For aldrig tidligere har jeg kunnet forestille mig dette; at Danmark kunne regeres, lovgives og praktiseres udfra viden – i stedet for udfra holdninger og tro. Men måske er det alligevel hverken utopi eller en drøm jeg kun deler med de få, for nu er tænketanken Forsete opstået og dermed synes min drøm ikke helt så naiv og håbløs endda…

©Harning

Kvalitetsundersøgelse i børnesager

SFI iværksætter ifølge Politiken en større undersøgelse for at finde ud af hvilken hjælp der er mest hensigtsmæssig for svage familier, et initiativ som KL er glade for da de erkender at de ikke aner i hvilken grad kommunernes  foranstaltninger har nogen effekt.
At man nu vil se nærmere på de to mest anvendte foranstaltninger, nemlig familiebehandling og hjemme hos`er synes jeg er glimrende, ligesom jeg ju ikke kan være andet end enig i at der er brug for en undersøgelse på området. Men, for selvfølgelig er der også et par men, for det første mener jeg at man starter i den forkerte ende – nemlig i antagelsen om at det er forældrene som der er noget galt med.

Enhver der ved det mindste om forskning ved også at hvis grundforudsætningerne er forkerte – ja så bliver resultaterne af forskningen også derefter, hvorfor en eventuel undersøgelse naturligvis burde tage udgangspunkt i en tilbundsgående undersøgelse af barnets problematik først for så sidenhen at kigge på hvilke ”behandlinger” der eventuelt virker, alt andet er som at sende en patient med ondt i maven til en almenpraktiserende læge som remitterer patienten til omfattende behandlinger hos  alt fra fodterapeuter til psykologer til strålebehandlinger.

For det andet så er kommunernes tilbud om såvel familiebehandling som hjemmehos  særdeles varierende i såvel tid som kvalitet, hvorfor jeg finder at det vil blive særdeles vanskeligt at kunne drage nogle endegyldige konklusioner medmindre SFI påtænker at sikre at alle familier som deltager får præcis det samme tilbud – en tanke som i givet fald ikke fremgår af dagens artikel.

©Harning

Læs også:

Det er da en selvfølge at penge er vigtigere end børnene

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Flere indlæg om anbringelser m.v.

Det offentliges ansvar i anbringelsessager

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:  vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på anbringelsesområdet, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere,med erstatningsansvar, at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

Idag findes der ingen sådan garanti – tværtimod så synes parolen fortsat være: at bare vi fjerner børnene fra deres forældre så har vi løftet vores samfundsmæssige opgave – selv om dette sker uden nogen som helst skelen til hensigtsmæssighed eller bedrede vilkår.
Der findes naturligvis heller ikke ikke noget krav om erstatningsansvar, for igen – alene det at fjerne børnene fra de umulige forældre anses jo for værendes alfa og omega, at børnene så ikke får bedre vilkår eller måske endda forværrede vilkår kan da vel ikke være myndighedernes skyld synes ræsonnementet at gå.

Og så er det at jeg bliver så glad, når jeg en helt almindelig lørdag aften kan læse i Politiken at der faktisk eksisterer en forening af tidligere anbragte børn i Danmark (Foreningen Godhavnsdrengene)  som arbejder på at få regeringen til at tage ansvar for de overgreb og den omsorgssvigt som de blev udsat for under deres anbringelsestid. Eneste torn i mit øje er at de tilsyneladende vil nøjes med en undskyldning. En undskyldning?
Nej, de skal da have fuldstændig oprejsning!
Og de skal selvfølgelig gå rettens vej og forlange såvel en undskyldning som en klækkelig erstatning.

©Harning

Anbringelse af børn & Unge

Flere indlæg om anbringelser

Politikens skrivsektion

Panikanbringelser vægelsind og ansvarsfralæggelse

I Aalborg kommune er antallet af anbringelser steget eksplosivt i det forløbne år, og jeg kan ikke lade være med at spekulere i om det skyldes ren panik efter den voldsomme kritik som kommunen fik efter Rasmus Popenda sagen.
For selvfølgelig er der ikke kommet flere børn som har brug for at blive anbragt lige som der heller ikke er kommet flere kompetente anbringelsessteder til disse børn og  jeg kan desuden vanskeligt forestille mig at kommunen på bare et år pludselig er lykkedes med at lave komplette udredninger af de pågældende børn.
Nogen ville måske hævde at Aalborg kommune tidligere anbragte for få børn og at de nu har mandet sig op, er begyndt at tage børnenes problemer på alvor og har fundet kvalificerede løsninger. Men…også denne variant har jeg vanskeligt ved at forstille mig, idet Aalborg kommune stadigvarende er kendetegnende som den kommune hvorfra jeg får tilsendt flest mails,  sagsakter og fortællinger fra forældre med forespørgsler om kommunens ageren (eller mangel på samme).  Faktisk har jeg så meget materiale fra Aalborg kommune liggende at jeg ville kunne fylde en hel bog – alene med eksempler derfra.
Om de børn som er blevet anbragt og om dem som ikke er det. Om de børn som selv har ønsket anbringelse og som ikke har fået den( som Rasmus heroverfor).  Om de børn som ikke har ønsket anbringelse, men som alligevel blev tvunget væk hjemmefra (som trettenårige Sofie* der i ensomhed og frustration på  anbringelses – institutionen møjsommeligt skar ordet hjælp i armen med en ikke helt ren kniv). Om de børn som er blevet anbragt og som år efter stadig ikke har fået hverken psykiater/psykolog -hjælp eller en ordentlig skolegang. Om de børn som ikke er blevet anbragt og hvis eneste tilbud har været MST. Om de børn som er døde og om de forældre som har rendt kommunen på dørene for at få hjælp, hvor der ingen hjælp var at hente. Om de fantastiske unge som selv tog initiativ og skrev til socialrådmand Mai-Britt Iversen efter hjælp, men hvor der ingen hjælp var at finde. Om de små børn som mistede deres bolig fordi samme socialrådmand tilsyneladende synes kollektiv afstraffelse af hele familier er bedre end reele forebyggende  tilbud til de udsatte unge og deres familier.

Så nej, jeg kan ikke lade være med at spekulere..

Over årsagerne til de mange pludselige anbringelser og over panik,vægelsind og ansvarsfralæggelse. Og jeg spekulerer over om disse børn nu også bliver anbragt steder hvor de reelt får de tilbud og den skolegang som de har brug for,ligesom jeg undrer om disse børn og forældre virkelig ikke kunne have været hjulpet på anden vis     …

©Harning

Og lad mig afslutningsvis erindre om, at det er ikke fordi jeg er imod anbringelser, jeg er bare for at det sker på en hensigtsmæssig måde – til fordel for barnet.

Mere debat om anbringelser finder du her

(*anonymiseret)

Læs også denne artikel

Apropos tvang i det sociale system

For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.

(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)

©Harning

Og apropos hvorfor nogen vælger at blive unge mødre

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Anbragte børn lider

For et stykke tid siden skrev jeg om de utilpassede unge og afsluttede med følgende spørgsmål:

”Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?”

Nu er der ifølge Politiken kommet en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) der viser at 31% af de anbragte børn lever med en langvarig/kronisk diagnose (som fx ad-hd) sammenlignet med bare 7% af ikke anbragte børn. Artiklen afsluttes med noget der kunne ligne en undren over hvordan dette kan være – for det siger rapporten tilsyneladende ikke noget om. Men helt ærligt!

Det er da indlysende synes jeg. Svaret altså. For der er en grund til at de blev anbragt,og selv om familien fik skylden, så betyder det jo ikke at det er familiens skyld.

For måske ville de med et minimum af pædagogisk vejledning og et fornuftigt skoletilbud have kunnet eksistere ganske glimrende sammen med deres børn – havde de bare vidst hvilken form for støtte barnet havde brug for….

©Harning

En eftertanke…Læste for ikke så længe siden en anden rapport, der konkluderede at op til25% af forældre til børn med handicap (det være sig fysiske eller psykiske) ikke var klar over at de kunne søge tabt arbejdsfortjeneste..

Læs også:

SL`s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Anbringelse af Børn & Unge

Se også Politiken den 17sept.

SL´s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Den 17 september fremsatte næstformanden for socialpædagogerne Benny Andersen i Politiken denne kommentar”….Det er grotesk, for børn bliver dobbelt svigtet. Først af forældrene og siden af det system, som skal hjælpe dem«, ”

Nu er det mange år siden jeg meldte mig ud af SL, men det forhindrer mig på ingen måde at føle skam over min faggruppe – når en næstformand mener sig berettiget til ovenstående påstand. Havde jeg været forælder til et anbragt barn – ville jeg seriøst overveje at melde manden til politiet for injurier pga den nedladende, krænkende generalisering som fremsættes om forældre til anbragte børn. Jeg ville også overveje hvorvidt medlemmer af en organisation der offentligt tilkendegiver at forældre svigter deres børn – er i stand til at varetage forældresamarbejdet og det lovpligtige arbejde på at få et anbragt barn hjem igen.

©Harning

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Ifølge en ny undersøgelse som Dansk Socialrådgiverforening har foretaget, anser en stor del af socialrådgiverne, at de er nødt til at vælge mellem pengene og  barnet når de skal træffe afgørelse om socialt udsatte børns tarv.

Det lyder naturligvis umiddelbart urimeligt – at der ligefrem skulle være et valg.

Børnene eller pengene.

Men er det nu også det, et valg ? Og er foranstaltninger for børn nødvendigtvis dyre?

Ja, en del af de foranstaltninger, som vi idag iværksætter – er tærskedyre. Men virker de?
Ofte ikke.

Er de valgt ud fra den viden og den forskning som vi har om socialt udsatte Børn & Unge?
Ofte ikke.

Så hvorfor skulle vi bruge endnu flere penge på et område, hvor der allerede i forvejen kan rejses alvorlige tvivl om hvorvidt de penge som bliver brugt – bliver brugt rigtigt?

© Harning

Læs også:

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Se også Politiken 17 sept

Danske adoptioner skaber psykisk syge

Det skriver Politiken idag. En oplysning, der ikke kan undre undertegnede synderligt, derimod undrer det mig at V/K fortsat fremtruer med forslag om tvangsadoption af spædbørn til helt ubekendte voksne, fremfor at kigge nærmere på den viden og de erfaringer som faktisk findes – og udfra dette tage stilling til hvad der er bedst for børnene.

Desto mere interessant bliver det naturligvis når forstanderen (gennem tyve år) for Skodsborg Observations- og behandlingshjem konstaterer at børnene var fuldstændigt raske da de blev bortadopterede! Deres egen biologiske familie havde altså ikke lykkedes med at gøre dem det mindste psykisk syge (omsorgssvigtende eller ej).

Den politiske agenda i spørgsmålet synes mig således mere og mere diffus, for er det et reelt hensyn til børnene som får politikerne til at råbe op om tvangsadoptioner eller er det snarere et ønske om at fremstå som handlekraftige i enkeltsager?

(se også dette indlæg)

© Harning

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 😀

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. 😀

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Se også Politiken d.8sept.2008:  Penge vigtigere end børnene

Tvangsanbragte børn skal hjem igen! (vk)

Forældreevne er for de fleste et ganske diffust og overordnet begreb. Sagsbehandlere og pædagoger har i årevis forsøgt at definere hvad det er der gør forældre til gode forældre og hvad det er der gør at forældre ikke kan varetage deres barns tarv. Hvor meget/lidt skal der til?

Nu er spekulationernes tid endelig forbi……..

I forbindelse med Venstres nye forslag om tvangsadoptioner af spædbørn definerer partiets Hans Andersen i Berlingske forældreevne således:

”Reglen skal ikke gælde forældre, som netop viser interesse for barnet og dermed har en evne”

Altså: forældre der viser interesse for barnet har forældreevne.

Det er jo fantastiske nyheder for alle de forældre, der idag har fået deres børn tvangsanbragt pga. dårlig forældreevne, og som gerne vil have dem hjem igen. Dem der elsker deres børn og er interesserede i dem – ligesom de allerfleste forældre nu engang er.

Det er selvfølgelig også gode nyheder for staten og kommunerne som derved sparer en masse penge.

Hans Andersens definition vækker (foruden ovenstående klarhed) – et helt nyt spørgsmål:

Hvis de forældre, der skal høre under den nye regel for tvangsadoption- ingen interesse har i deres barn – hvorfor er det så overhoved nødvendigt med tvang? Hvorfor så ikke bare venligt bede dem om, at frivilligt bortadoptere denne byrde?