Persondataloven i institution og skole

Datatilsyn & Persondata lyder måske og opfattes måske af mange, som diffuse størrelser der alene  omhandler elektroniske registre – der ikke vedkommer dem. Men faktum er, at loven vedkommer os alle, og desuden også omfatter manuelle registre og ikke kun elektroniske registre. Ej heller er register alene at forstå som endeløse opremsninger af folks navn og adresser. Registre indeholder personoplysninger,og ofte ganske følsomme sådanne.

J.f. Kapitel 1 §1. Stk. 1:” Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register”

Ifølge vejledningen til lovens § 3, nr. 3 defineres register som:
” Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag. Omfattet af bestemmelsens registerbegreb er manuelle registre, såsom fortegnelser, kartoteker, journalkortsystemer og andre samlinger af manuelt materiale, som opbevares struktureret efter bestemte kriterier vedrørende personer for at lette adgangen til de indeholdte personoplysninger..”

Denne beskrivelse er helt tydelig, og relevansen for institutionerne åbenbar. De regler efter denne lov som i denne kontekst er særligt relevante, er reglerne i kapitel 4 og kapitel 8 om indhentning af oplysninger, formålet med indhentningen og samtykke til denne, samt reglerne efter kapitel 10 om muligheden for at få slettet, berigtiget eller blokeret en oplysning og muligheden for at klage over behandling af oplysninger.
Reglernes relevans i forhold til pædagogens daglige arbejde i institutionen vil blive nærmere forklaret i det følgende.

Samtykke og indhentelse af oplysninger
Når forældre vælger at indskrive deres barn i en institution, har de en naturlig forestilling om at de samtidig giver deres samtykke til at børnene i institutionen bliver behandlet efter de af institutionen udmeldte værdier (fx selvbestemmelse, kristen tro o.lign.). Forældrene er også indstillede på at pædagogerne i dagtimerne påtager sig rollen som den opdragende part, og de giver dermed sit underforståede samtykke til at børnene leger, spiser frokost m.v. i institutionen.
Forældrene er derimod ikke altid klar over at der i institutionen også foregår andre ting, og at pædagogerne i kraft af deres professionalisme har nogen særlige forpligtigelser.
Disse særlige forpligtigelser kræver forældrenes udtrykkelige samtykke. Det er vigtigt at være opmærksom på at samtykket skal være specifikt, og at det kun er gældende for et år ad gangen.
Institutionen skal således sikre sig at forældremyndighedsindehaveren ved og giver sit samtykke til at institutionen:
• opretter registre,
• observerer børnene og forældrene,
• nedskriver oplysninger om børnene og forældrene,
• og at disse oplysninger kan blive videregivet til andre.

Mindstekravet til en oplysning er at den der afgiver denne, fuldt ud er klar over til hvem oplysningen afgives, med hvilket sagligt formål, og i hvilken sammenhæng den afgives. Dette er en almindelig retssikkerhedsmæssig garanti som desværre ikke altid bliver opfyldt.

Eks: For at spørge et barn (eller forældrene) om hvor barnet tilbringer/har tilbragt weekenden, skal pædagogerne altså:
1. Informere om at disse oplysninger bliver indhentet 2. Forklare hvad formålet med indhentningen af oplysningen er (især hvis videregivelse) 3. Forældrene skal give deres samtykke.
Cand.jur. Jon Andersen slår endvidere fast at:
” oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet” (jf.. for øvrigt persondatalovens § 5, stk.3).

En pædagog må altså ikke under foregivelse af at skulle indhente oplysninger om et barns helbredsmæssige forhold hos forældrene samtidig undersøge om forældrene snyder med feriepengene, modtager kontanthjælp som enlige selv om de er samboende, får udbetalt uberettiget boligsikring m.v.
Pædagogen må således heller ikke agere ”dyneløfter” som det nogen gange er blevet udtrykt ønske om fra forvaltningen og politikernes side.

Et samtykke er for øvrigt kun gældende i et år, og det er derfor ikke nok at sikre sig samtykke når barnet starter i institutionen. Evt kunne dette sikres kontinuerligt ved de almindelige forældresamtaler.
Samtykke til at der tages billeder, vil de fleste forældre for eksempel opfatte som at de giver tilladelse til almindelige stilbilleder taget med gammeldags kamera hvor deres barn deltager på lige fod med andre i hverdagssituationer.
Forældre vil ikke opfatte et sådant samtykke som et samtykke der samtidig giver tilladelse til videofilmning af barnet i specifikke observationssituationer, og de vil sandsynligvis heller ikke bryde sig om hvis deres barn bliver udstillet i en uheldig situation hvor det fremstår som ked af det, aggressiv eller lignende, og at det bliver vist til andre forældre i institutionen.
Det er også værd at tage med i betragtning at dagens digitalkameraer åbner helt nye muligheder for manipulation med billeder hvorfor sådanne optagelser altid skal håndteres varsomt.

Bipersoner
Persondataloven indeholder foruden regler om hovedpersoners rettigheder også regler om personer der bliver nævnt, men som ikke har direkte del eller part i en sag. Disse personer kaldes bipersoner. Bipersoner har samme rettigheder som hovedpersoner til at blive informeret om hvilke oplysninger om dem der indgår i en sag.
I en daginstitution kan man forestille sig at en moder fortæller en pædagog at barnets far har været voldelig overfor hende, og at han nu er ligeglad med barnet. Forældrene er skilt, og moderen har forældremyndigheden mens faderen har samkvem.
Hvis pædagogen vælger at nedskrive hvad moderen har sagt sådan at oplysningen indgår i et register el.lign., har faderen ret til at blive informeret om at oplysningen eksisterer, selv om den ikke umiddelbart er en del i en sag som han er part i.
Såfremt pædagogen ikke nedskriver oplysningen, er den naturligvis kun at betragte som sladder og irrelevant.

Blokering
Sammen med persondataloven kom også den helt nye mulighed for at få en oplysning blokeret. En blokering indebærer rent konkret at en given oplysning ikke må videregives til tredje person.
Særligt i forbindelse med pædagogers samarbejde med forældre kan dette vise sig at være en udmærket regel. Forældre har tit brug for at meddele institutionen om forhold i familien som er relevante for barnets hverdag her og nu, men som ikke nødvendigvis er relevante i andre sammenhæng.

Eks. 1. En mor har fået diagnosticeret en depression. Da sygdommen kan få indflydelse på barnets hverdag indtil moderens medicin virker, er det en relevant oplysning her og nu. Moderen vil dog ikke at sygdommen nævnes i forbindelse med hendes barns handleplan, dels fordi hun anser at hendes enkeltstående depression er irrelevant iforhold til hendes barns asperger diagnose, dels fordi der fortsat er tabu og fordomme omkring emnet.

Eks 2. Man kan også forestille sig at en mor og far der er kærester men bor hver for sig, ønsker at oplysningen om deres indbyrdes relation ikke bliver videregivet.
For institutionen er det en relevant oplysning fordi barnet naturligvis ikke skal sættes i en situation hvor det er forbudt at fortælle om at mor og far er kærester.
Forældrene begår ikke noget ulovligt ved at have hver sin husholdning men vil undgå at blive udsat for den belastning som en unødvendig bedrageriefterforskning ville udsætte familien for, og institutionen bør derfor meddele forældrene muligheden for at få oplysningen blokeret. En blokering foretages rent praktisk ved at der ved siden af oplysningen i journalen laves en tilføjelse af at oplysningen er blokeret og altså ikke må videregives sammen med journalens øvrige oplysninger.

Sletning og berigtigelse
Ifølge persondataloven har forældre mulighed for at kræve en oplysning slettet (alternativt berigtiget). Dette vil typisk forekomme hvis institutionen har indsamlet skriftlige informationer om barnet og /eller familien som forældrene ikke anser for at være korrekte. For eksempel kan det forekomme at forældrenes information er blevet fejlagtigt tolket og nedskrevet af pædagogen hvorfor det også må siges at være særdeles vigtigt at forældrene har mulighed såvel for at vide hvad der er nedskrevet om dem og deres barn som mulighed for at kræve en fejlagtig oplysning slettet.
Vi må også være opmærksomme på at det kan være til meget stor skade for et barn at blive inddraget i en sag med tilhørende undersøgelser og interview som alene er opstået på baggrund af en pædagogs misforståelse eller manglende retsforståelse. (JF.. for øvrigt officialmaximen.)
Det kan også ske at en pædagog har indhentet en oplysning under falske forudsætninger, dvs. at hun for eksempel overfor forældrene har forgøglet at være underlagt tavshedspligten men så senere alligevel vælger at videregive oplysningen.
En sådan oplysning der er indhentet under falske forudsætninger, eller som ikke er indhentet under forsvarlige omstændigheder, kan ikke tillægges nogen betydning og er dermed ikke juridisk gyldig. Denne type oplysninger må altså ikke benyttes når der træffes afgørelse i en sag.
Eksempelvis kan man forestille sig at en institution i deres perspektivplan informerer forældrene om at institutionen har tavshedspligt.
En af mødrene opfatter pædagogerne som sine veninder og spørger dem dagligt om fx hvordan det går derhjemme, kommenterer deres nye frisyre og fortæller om sine egne lægebesøg. Moderen føler at hun kan betro sig til sin nye veninde (Bente på girafstuen), Bente har på et tidligt tidspunkt sagt til moderen ”at du kan roligt betro dig til mig, for jeg er underlagt tavshedspligten”. Så en dag fortæller moderen at hendes barn nogen gange bliver råbt ad og behandlet nedladende af hendes nye kæreste.

Fordi pædagogen i denne situation har sagt at hun har tavshedspligt, vil moderen kunne hævde at oplysningen er indhentet under falske forudsætninger, og at den derfor ikke kan anvendes til yderligere foranstaltninger i forhold til barnet. Pædagogen vil derfor ikke kunne træffe afgørelse om underretning om omsorgssvigt begrundet i kærestens adfærd overfor barnet.

En afgørelse truffet med baggrund i en ugyldig oplysning vil altså kunne kendes ugyldig i en klageinstans hvorfor det er særdeles uhensigtsmæssigt hvis pædagogen ikke fra start har ageret med hensyntagen til lovgivningen.
Eksempelvis vil en oplysning som ikke er korrekt indhentet, altså kunne medføre at den blev slettet hvorved der ved videre behandling ikke måtte tages hensyn til denne uanset om pædagogen anser sig have en viden. Dette kan i yderste konsekvens hindre at et barn får den hjælp som barnet har behov for.
Pædagogen kan for eksempel tro sig vide at en forælder har et alkoholproblem, hun baserer sin tro på at moderen ofte lugter af alkohol, og at barnet fortæller at moderen drikker meget vin derhjemme. Hvis pædagogen vælger at nedskrive dette i en sådan form at hun skriver at moderen er alkoholiker, kan moderen kræve oplysningen slettet fordi det er en diagnose bygget på formodninger og med et barns diffuse oplysninger som kilde fremfor en lægelig diagnose. Skulle moderen få oplysningen slettet, må pædagogen ikke handle på den og kan derfor heller ikke træffe afgørelse om underretning begrundet i omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet.
Det er derfor tillige vigtigt at pædagogen sikrer en solid kilde når hun nedskriver en oplysning. Naturligtvis er det ikke muligt for pædagogen i enhver situation at være forberedt på og tage stilling til at et barn kan udlevere følsomme oplysninger. Men det er op til pædagogen at afgøre om det er oplysninger hun vil nedskrive og videregive, ligesom det er op til pædagogen, forud for barnets indmeldelse i institutionen, at gøre forældrene opmærksomme på at tavshedspligten ikke er ubetinget men snarere valgfri efter pædagogens vurdering af omstændighederne.

Det må også siges at være i modstrid med pædagogens arbejdspraksis hvis hun i hver enkelt dagligdags samtale skulle redegøre for forældrene og barnet hvorledes deres lovsikrede rettigheder er.

En sletning foretages rent praktisk ved at oplysningen slettes fra registret/journalen, en berigtigelse anvendes som alternativ når sletning ikke er teknisk mulig (se herunder).

Computerteknik kontra retssikkerhed
Persondataloven er en ekstra retssikkerhed for borgeren og har især sin berettigelse i myndighedernes udveksling af oplysninger. Til trods for at borgeren ifølge lovteksten har ret til at kræve ukorrekte/ falsificerede oplysninger slettede, er dette ikke altid praktisk muligt idet mange offentlige journalsystemer er indstillet på en sådan måde at sletning af tekniske årsager ikke kan foretages. Meningen med at der ikke kan slettes i systemerne, er tænkt som en sikkerhed for borgerne for at en sagsbehandler ikke skal kunne skjule egne eventuelle fejl.
Dette gør det desto mere vigtigt at være opmærksom på at en berigtigelse skal tages lige så alvorligt som en decideret sletning.
En berigtigelse foretages ved at sagsbehandleren /pædagogen skriver den korrekte oplysning i journalen med klar reference til den fejlagtige oplysning (det tidligere journalnotat). Det mest korrekte vil være samtidig at skrive at der er tale om en berigtigelse. Desværre er det tit en ulempe for borgeren når en oplysning ikke teknisk kan slettes men bliver berigtiget, idet nogen mennesker synes at antage at ”ingen røg uden ild”, og derfor alligevel tillæger en oplysning betydning til trods for at berigtigelse har fundet sted.
Det er derfor essentielt for forældre i daginstitutioner (hvor mange registre fortsat behandles manuelt) at få muligheden for at kræve forkerte oplysninger slettede før daginstitutionen videregiver oplysninger til andre i myndighedspersoner. Dette forudsætter naturligvis at forældrene af pædagogerne er gjort bekendt med at oplysningen overhovedet eksisterer, og at den kan slettes.

© Harning

Hvis du vil vide mere om de regler der findes i daginstitutioer og skoler kan du købe bogen her.

mere om Datatilsynet registrering og Eu

Dømt som terrorist for at købe Greenpeacebadge

Idag starter sagen der måske skal afgøre om ovenstående påstand kan blive en realitet. Greenpeace er nemlig – til forskel fra både PFLP og FARC allerede dømt efter terrorparagraffen i Danmark. De er så at sige, ifølge dansk ret, at betegne som terrorister. Hvilket naturligvis gør den kommende sag i Østre landsret så meget mere interessant. For hvis Fighers&Lovers bliver dømt for at give økonomisk støtte til terrororganisationer – kan vi se frem til et større cirkus i det danske retsvæsen de kommende år.

Jeg meldte mig ganske vist ud af Greenpeace for mange år siden, men skulle Fighter&Lovers blive dømt, vil jeg straks melde mig ind igen, opfordre alle andre til at gøre det samme og så købe og sælge, badges,plakater,T-shirts og så for øvrigt overveje at melde mig selv.

©Harning

Læs også

Når retssikkerheden rammer Fru Sørensen!

Eller: Gå hjem og sov Kafka

Jeg har brugt de sidste par måneder på at gennemlæse en retssag. Det er en af den slags sager, som der findes i tusindevis af i Danmark, men som de færreste kender til. Det er en såkaldt ”dobbeltlukket sag”. Dobbeltlukket betyder at ingen, absolut ingen, på nær dommeren, parterne og deres advokater må få noget kendskab til den. Somme tider må end ikke parterne få alle kendsgerningerne. Dobbeltlukkede sager er opfundet med to formål, dels er det i fx. visse familiesager nødvendigt for at bespare børn ubehaget ved offentlighed dels er det i visse kriminalsager hensigtsmæssigt pga. den fortsatte efterforskning.

Formålene virker altså umiddelbart noble og fornuftige, men hvordan ved vi, som almindelige borgere, at de nu også foregår med hensyntagen til den enkeltes retssikkerhed? Det ved vi ikke, for ingen må tale om dem! Skulle der ske fejl, kan partens advokat naturligvis gøre opmærksom på dette, klage, kære eller anke en kendelse, hvis, men da også dette falder ind under hemmeligholdelsen er det normalt ikke noget som nogen andre nogensinde får kendskab til.

Det er også en forvaltningsretlig sag, en sag mellem en borger på den ene side og en statslig myndighed på den anden side. Enhver ved, at der i et demokrati og en retsstat naturligvis findes regler der regulerer myndighedernes adfærd overfor borgerne. Danmark er ikke nogen undtagelse. Vi har forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, persondataloven og straffeloven, altså en hel stribe af love og paragraffer med netop dette formål. Det lyder umiddelbart godt og ser da også helt fantastiskt ud på papiret, men fungerer det i virkeligheden?

I et demokrati burde den mest elementære retssikkerhedsgaranti for borgeren være, at denne altid havde krav på en advokat i sager mod myndigheder, og at denne havde adgang til de samme resurser som myndighederne. En sådan garanti har vi ikke i Danmark. En anden rimelig garanti burde være at dommerne i forvaltningsretlige sager, dels var uddannede og specialiserede til formålet dels at de var upartiske. En sådan garanti har vi heller ikke i Danmark.

I den specifikke sag som jeg har gennemgået siden jul, er der helt tydelig sket mange fejl. Fejl som ingen synes at interessere sig synderligt meget for – for i denne sag, helliger målet midlet, i hvertfald ifølge alle de berørte myndigheder. Og der er mange af dem, statsansatte og statsforvaltninger, justitsministeriet og såkaldte dommere, hver især med deres forudfattede mening om sagen og deres helt egen fortolkning af det, som ifølge lovgivningen ellers er gældende ret.

Idet sagen er ”hemmeligstemplet”, og idet jeg er nødt til at beskytte min kilde, har jeg naturligvis anonymiseret den virkelige sag der her er beskrevet.

Sagen.: En statslig myndighed vil gerne have bragt Rocker Larsen for retten. Den Statslige myndighed har imidlertid ikke selv lyst til at rejse sigtelse og sagsøge Rocker Larsen, og de har ingen beviser for at Rocker Larsen har begået den handling, som de ønsker ham dømt for. Hvad gør de så?

Jo de finder en intet anende respektabel borger, Fru Sørensen bankansat og mor til to børn. Og på Fru Sørensens vegne skriver den Statslige myndighed nu til byretten og siger at Fru Sørensen vil sagsøge Rocker Larsen.

Fru Sørensen, som intet kendskab har til hverken Rocker Larsen, eller den Statslige myndighed bliver noget rystet, da hun pludselig modtager et brev fra byretten om, at hun har sagsøgt en person, hun ikke kender, for en handling- som hun intet kendskab har til.

Fru Sørensen bliver bange. Hun kontakter derfor såvel den Statslige myndighed som Byretten og siger at hun ikke har sagsøgt nogen, at dette er sket helt uden hendes vidende og ber dem om at trække sagen tilbage.

Men, den Statslige myndighed nægter, for når de har bestemt at Rocker Larsen er skyldig ska´ han så sandelig også knaldes og fordi de ingen fysiske beviser har, har de brug for en vidneforklaring, der understøtter deres påstand.

En forklaring som de har bestemt, at uskyldige og intetanende Fru Sørensen skal afgive. Fru Sørensen forsøger sig med at sige, at det jo ville være løgn og at hun absolut ikke vil have sine borgerrettigheder krænket ved at vidne i en opdigtet sag. Det nytter naturligvis ikke noget.

Nu skulle man jo så tro, at Byretten ville afvise sagen, eftersom Fru Sørensen nægter at have noget kendskab til den, men nej. For Byretten tror ikke på Fru Sørensen. De har nemelig en myndigheds ord for at Fru Sørensen har impliceret og ønsket at sagsøge Rocker Larsen, og når myndigheden siger det – så må det være sandt.

Fru Sørensen er en stædig kanalje og vil ikke finde sig i sådan at blive trampet på, så hun sagsøger den Statslige myndighed og Ministeriet for at; de har rejst en sag i hendes navn og uden hendes vidende og at de fastholder denne sag mod hendes vilje.

Og nu kære læser, bør du holde godt fast, for det der her følger, er den ubehagelige og sjældent omtalte sandhed om det danske retsvæsen.

Fru Sørensen har ikke ret mange penge, så hun søger fri proces. Fri proces kan en borger få, hvis myndighederne vurderer, at der er en mulighed for, at borgeren kan vinde sagen. I Fru Sørensens tilfælde betyder det, at den selvsamme myndighed som hun har sagsøgt, også skal tage stilling til om hun kan vinde over dem i retten. Myndigheden vurderer naturligvis, at Fru Sørensen ikke vil kunne vinde, altså får hun ikke fri proces, og dermed må hun enten selv føre sin sag uden en advokat eller hun må opgive og finde sig i det Statslige overgreb.

Fru Sørensen opgiver ikke men hun skal snart opdage, at systemet er værre endnu. Til brug for sin egen bevisførelse mod den Statslige myndighed i Landsretten, har Fru Sørensen brug for dokumenter fra flere statslige myndigheder. Fru Sørensen får udleveret dokumenterne, men da det ikke er dommerne, men modparten (altså statens mand) som bestemmer om Fru Sørensen må bruge denne dokumentation i retten, får hun naturligvis afslag.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med politiafhentning såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kæmper dog bravt videre, med en lidt kantstødt tro på retssystemet, men stadig fuldt overbevist om, at de tre dommere i Landsretten vil kunne se at hun har ret. Hvad Fru Sørensen ikke ved, er at af de tre dommere i en Landsretssag, behøver kun den ene at være egentlig dommer – de andre to kan være noget helt andet, typiskt er de indhentet fra justistministeriets administration – selv samme myndighed som Fru Sørensen i denne sag har sagsøgt.

Hvad Fru Sørensen heller ikke ved er, at forvaltningsret er et helt særligt område indenfor juraen, ligesom kirurgi er det indenfor medicin, men at til forskel fra i sundhedssystemet, så skal dommere ikke have noget særligt kendskab eller speciale indenfor forvaltningsret for at få lov til at dømme i en sådan sag. I andre lande findes der særlige forvaltningsdomstole, med særligt uddannede dommere – men altså ikke i Danmark. Alt dette ved Fru Sørensen endnu ikke og hun sætter derfor sin lid til Landsretten.

Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Landsrettens dommere, som måske ikke er dommere, og som jo ikke har nogen særlig uddannelse indenfor forvaltningsret, og som desuden næppe kan siges at være upartiske, fortæller Fru Sørensen, at når den Statslige myndighed siger, at de har handlet korrekt når de rejste en sag på Fru Sørensens vegne, uden hendes vidende og mod hendes vilje, ja så har den Statslige myndighed handlet korrekt – for det er trods alt dem, der ved mest om forvaltningsret ! Ikke Fru Sørensen eller dommerne i Landsretten.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i Byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med tvangsanbringelse af sine to døtre og fængsling af hende selv, såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kan nu vælge at gå videre i Højesteret, hvor dommerne faktisk er dommere og hvor flere borgere har fået ret over myndighederne end i Landsretterne, eller hun kan vælge at opgive sagen mod den Statslige myndighed. Fru Sørensen, der fortsat ikke har nogen penge, ingen advokat og ikke må bruge det bevismateriale som hun har indhentet, vælger at opgive sagsanlægget mod den Statslige myndighed.

Hvad Fru Sørensen ikke opgiver, er kampen i Byretten. Fru Sørensen insisterer fortsat på, at hun ikke har kendskab hverken til Rocker Larsen eller den handling som den Statslige myndighed vil have ham dømt for, og hun fastholder, at hun bestemt ikke vil vidne mod Rocker Larsen i en sag, som den Statslige myndighed har opfundet. Byretten er stadigvæk af den opfattelse, at hvis bare de tar Fru Sørensens piger fra hende, så skal hun nok makke ret, og de truer derfor fortsat med tvangsanbringelse.

Fru Sørensen har intet ulovligt begået og Fru Sørensen er ikke umyndiggjort. Alligevel har en Statslig myndighed handlet retsligt på hendes vegne og alligevel vil Byretten tvangsanbringe hendes børn indtil hun gør, som den Statslige myndighed forlanger. En tvangsanbringelse og en fængsling, som ingen nogensinde vil få noget at vide om, eftersom det er blevet besluttet bag dobbeltlukkede døre i en hemmelig ret, som ingen må tale om!

Fru Sørensen er bange og hun og hendes familie er nu gået under jorden. Familien har ikke reelt haft noget andet valg, for hvad skulle valget være ? Hvis ikke Fru Sørensen afgiver den vidneforklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, tar de hendes børn. Hvis hun derimod afgiver den forklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad konsekvenserne så bliver……

Virkelighedens retssikkerhedsgaranti ligger således alene i Fru Sørensens mulighed for at gå under jorden.

© Harning

Hymne til bistandskontoret

Til ære for Fr. Møllers Kafkanske hverdag kunne jeg altså ikke dy mig for igen at finde denne lille hymne frem fra skuffen. 😀

***
”Aktivering og revalidering
Resocialisering og eksploitering.”

***

I korridoren kan man se dem smyge

Med deres herskesyge.

Når du finder én på hans kontor

Sidder han nok bare der og glor.

***

En ren umulius, der end ikke kender

Sin Saxo Grammaticus.

Faktisk er han ikke andet end en væggelus

Og du er på besøg i et hønsehus

***

”Aktivering og revalidering

Resocialisering og eksploitering”

***

Han sir´lad os prøve med lidt bureaukrati

For skrankepaveri er noget

Han ka´ li´.

Selv om du er skatteyder

Behandler han dig som en gestapoforbryder.

***

Op i køen – træk et nummer

Så du føler dig lidt dummer.

Uanset hvordan du ser ud og lyder

Tror idioterne sgu du lyver.

***

Hvis du bare nævner kassen

Er det udtryk for din nassen.

Du er doven,

De er lade

Og for øvrigt skide ligeglade.

***

”Aktivering og revalidering

Resocialisering og eksploitering

Det er det rene kætteri med deres pamperi.”

***

Lad os applaudere for evnen til at spolere

Lad os applaudere, det ikke muligt for dem at ræsonnere.

Og lad os da endelig honorere

at de kan torturere og terrorisere

***

De sidder der som de rene paver,

i de mindste ting de snager,det er det rene ynk og stønnen,

Men de vil sgu gerne hæve lønnen.

***

”Aktivering og revalidering

Resocialisering og eksploitering.”

 

 

©Harning

Tvangsanbragte børn skal hjem igen! (vk)

Forældreevne er for de fleste et ganske diffust og overordnet begreb. Sagsbehandlere og pædagoger har i årevis forsøgt at definere hvad det er der gør forældre til gode forældre og hvad det er der gør at forældre ikke kan varetage deres barns tarv. Hvor meget/lidt skal der til?

Nu er spekulationernes tid endelig forbi……..

I forbindelse med Venstres nye forslag om tvangsadoptioner af spædbørn definerer partiets Hans Andersen i Berlingske forældreevne således:

”Reglen skal ikke gælde forældre, som netop viser interesse for barnet og dermed har en evne”

Altså: forældre der viser interesse for barnet har forældreevne.

Det er jo fantastiske nyheder for alle de forældre, der idag har fået deres børn tvangsanbragt pga. dårlig forældreevne, og som gerne vil have dem hjem igen. Dem der elsker deres børn og er interesserede i dem – ligesom de allerfleste forældre nu engang er.

Det er selvfølgelig også gode nyheder for staten og kommunerne som derved sparer en masse penge.

Hans Andersens definition vækker (foruden ovenstående klarhed) – et helt nyt spørgsmål:

Hvis de forældre, der skal høre under den nye regel for tvangsadoption- ingen interesse har i deres barn – hvorfor er det så overhoved nødvendigt med tvang? Hvorfor så ikke bare venligt bede dem om, at frivilligt bortadoptere denne byrde?