Ny bog til sommer: Codeswitching

 Appetizer

Intelligent, chockerande, tankeväckande, vackert.
Harnings texter är som sudoku, små hjärnvridande  puzzel och inget är nödvändigtvis vad det verkar
Texterna har ofta starka inslag av samhällskritik, en antydan av naturskönhet och paradox dyker upp som gubben i lådan.
Kemiska vapen, handikapp, feminism, cannabis, barns villkor; de här texterna är inget du bör läsa om du bara vill njuta av solen, slappa och slippa tänka.
Det är rått. Det är roligt. Det är Harning.

 

 

 

 

(Codeswitching: När en talare obehindrat alternerar mellan två eller flera språk, eller när språken varierar inom en enskild konversation.  ( Eller… en oversætters mareridt! 🙂 ) )

©Harning

(Kan for øvrigt varmt anbefales som alternativ i undervisningen i nordiske sprog i såvel Sverige som Danmark da teksterne er moderne og behandler dagsaktuelle emner som de fleste unge mennesker synes er interessante )

Kan Danmark virkelig blive en retsstat baseret på viden?

For undertegnede lyder dette umiddelbart som utopi – et umuligt ønske …… om himmelriget i demokratiet.

For aldrig tidligere har jeg kunnet forestille mig dette; at Danmark kunne regeres, lovgives og praktiseres udfra viden – i stedet for udfra holdninger og tro. Men måske er det alligevel hverken utopi eller en drøm jeg kun deler med de få, for nu er tænketanken Forsete opstået og dermed synes min drøm ikke helt så naiv og håbløs endda…

©Harning

Kvalitetsundersøgelse i børnesager

SFI iværksætter ifølge Politiken en større undersøgelse for at finde ud af hvilken hjælp der er mest hensigtsmæssig for svage familier, et initiativ som KL er glade for da de erkender at de ikke aner i hvilken grad kommunernes  foranstaltninger har nogen effekt.
At man nu vil se nærmere på de to mest anvendte foranstaltninger, nemlig familiebehandling og hjemme hos`er synes jeg er glimrende, ligesom jeg ju ikke kan være andet end enig i at der er brug for en undersøgelse på området. Men, for selvfølgelig er der også et par men, for det første mener jeg at man starter i den forkerte ende – nemlig i antagelsen om at det er forældrene som der er noget galt med.

Enhver der ved det mindste om forskning ved også at hvis grundforudsætningerne er forkerte – ja så bliver resultaterne af forskningen også derefter, hvorfor en eventuel undersøgelse naturligvis burde tage udgangspunkt i en tilbundsgående undersøgelse af barnets problematik først for så sidenhen at kigge på hvilke ”behandlinger” der eventuelt virker, alt andet er som at sende en patient med ondt i maven til en almenpraktiserende læge som remitterer patienten til omfattende behandlinger hos  alt fra fodterapeuter til psykologer til strålebehandlinger.

For det andet så er kommunernes tilbud om såvel familiebehandling som hjemmehos  særdeles varierende i såvel tid som kvalitet, hvorfor jeg finder at det vil blive særdeles vanskeligt at kunne drage nogle endegyldige konklusioner medmindre SFI påtænker at sikre at alle familier som deltager får præcis det samme tilbud – en tanke som i givet fald ikke fremgår af dagens artikel.

©Harning

Læs også:

Det er da en selvfølge at penge er vigtigere end børnene

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Flere indlæg om anbringelser m.v.

Det offentliges ansvar i anbringelsessager

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:  vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på anbringelsesområdet, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere,med erstatningsansvar, at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

Idag findes der ingen sådan garanti – tværtimod så synes parolen fortsat være: at bare vi fjerner børnene fra deres forældre så har vi løftet vores samfundsmæssige opgave – selv om dette sker uden nogen som helst skelen til hensigtsmæssighed eller bedrede vilkår.
Der findes naturligvis heller ikke ikke noget krav om erstatningsansvar, for igen – alene det at fjerne børnene fra de umulige forældre anses jo for værendes alfa og omega, at børnene så ikke får bedre vilkår eller måske endda forværrede vilkår kan da vel ikke være myndighedernes skyld synes ræsonnementet at gå.

Og så er det at jeg bliver så glad, når jeg en helt almindelig lørdag aften kan læse i Politiken at der faktisk eksisterer en forening af tidligere anbragte børn i Danmark (Foreningen Godhavnsdrengene)  som arbejder på at få regeringen til at tage ansvar for de overgreb og den omsorgssvigt som de blev udsat for under deres anbringelsestid. Eneste torn i mit øje er at de tilsyneladende vil nøjes med en undskyldning. En undskyldning?
Nej, de skal da have fuldstændig oprejsning!
Og de skal selvfølgelig gå rettens vej og forlange såvel en undskyldning som en klækkelig erstatning.

©Harning

Anbringelse af børn & Unge

Flere indlæg om anbringelser

Politikens skrivsektion

Retten som blev en pligt

I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.

Men hvad med retten til det modsatte?

Retten til som barn, at tie stille.

Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.

Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.

Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.

Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.

Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler?  Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse?  Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?

©Harning

(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Ifølge en ny undersøgelse som Dansk Socialrådgiverforening har foretaget, anser en stor del af socialrådgiverne, at de er nødt til at vælge mellem pengene og  barnet når de skal træffe afgørelse om socialt udsatte børns tarv.

Det lyder naturligvis umiddelbart urimeligt – at der ligefrem skulle være et valg.

Børnene eller pengene.

Men er det nu også det, et valg ? Og er foranstaltninger for børn nødvendigtvis dyre?

Ja, en del af de foranstaltninger, som vi idag iværksætter – er tærskedyre. Men virker de?
Ofte ikke.

Er de valgt ud fra den viden og den forskning som vi har om socialt udsatte Børn & Unge?
Ofte ikke.

Så hvorfor skulle vi bruge endnu flere penge på et område, hvor der allerede i forvejen kan rejses alvorlige tvivl om hvorvidt de penge som bliver brugt – bliver brugt rigtigt?

© Harning

Læs også:

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Se også Politiken 17 sept

Kender I Robin?

Nåh, ikke? Det gør jeg heller ikke. Robin er den unge mand, som min søn fandt på marken i går aftes da han var ude og diskutere alvorlige filosofiske spørgsmål med nabopigen, og selvfølgelig inviterede med hjem. For det var lidt synd for Robin. Smidt ud af toget, flere timer hjemmefra, bare fordi han ikke havde en billet. Så Robin kom med hjem.

Den slags gør mig bare så pavestolt som mor.

Ja, jeg ved godt, at Robin selvfølgelig sagtens kunne være en tyv, en voldtægtsforbryder eller øksemorder af værste skuffe. For jeg kender jo ikke Robin. Men helt ærlig, hvis jeg skal vælge mellem at gå rundt og være bange for usandsynligheder – eller bare være en pavestolt mor. Ja, så vælger jeg altså det sidste. 😀

© Harning

Er pjækkebøder overhoved muligt?

Ja, det er ihvertfald hvad Haarder tror. Men faktum er at det ville kræve en ændring i folkeskoleloven – for i Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Undervisningspligten betyder at det er forældrenes ansvar at børnene modtager undervisning, men ikke at denne undervisning skal finde sted i skoleregi*. Det er altså både muligt og fuldt lovligt for forældre selv at undervise sine børn (fx. derhjemme). En mulighed som nogle forældre (inkl. undertegnede) har valgt at benytte sig af, af forskellige årsager.

Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette – og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge – for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje…

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Spis sundt, lær mere og bliv klogere

Det er hvad alle undersøgelser de seneste decennier har vist os at vores børn har brug for. Nu senest nævnt her til aften i tv2 nyhederne. Og hvad sker der så ved at få det dokumenteret endnu engang? Ingenting.

For i Danmark har vi (vi -altså fælleskabet, samfundet) den opfattelse at det er forældrenes ansvar at børnene får en ordentlig morgenmad og en lækker madpakke med i skole.

Men hvad med de børn som ikke får en ordentlig morgenmad derhjemme – hvis ansvar er de? Dem der også gerne puttes i boksen med de udsatte børn?

Og hvis ansvar er det, hvis forældrene ikke magter at smøre madpakke, eller at skolen ikke har et køleskab, eller at der ikke er afsat tid i frikvarteret til at sidde og spise maden?

Min opfattelse er at vores børns læring og fremtid er alles ansvar, at vi alle som samfund profiterer af sunde, vidensbegærlige, kloge kommende voksne og at vi derfor burde sikre ordentlig skolemad til alle – uanset at dette kommer til at koste rigtig mange penge indledningsvis i etablering af skolekøkkener.

Derfor.: I stedet for at give nogle få såkaldte udsatte børn bøger – ville det så ikke være bedre at sikre at alle fik en kost der gjorde dem i stand til at læse og forstå såvel skolernes som bibliotekernes gratis bøger?

Harning

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social – men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. 😀 Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* – selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det – suprise – kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

(og, kan alligevel ikke lade være med at sige det – hvordan dette med vold vil prioriteres ifht det alsmægtige fællesansvar og samarbejde – vides naturligvis ikke.)

At betale børn for at makke ret

I kender dem godt – måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort – så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.

Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i – i mangel på bedre?

Selv tror jeg naturligvis ikke på det – og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument – men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:

Mormor til Sille: – Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.

Sille til mormor: – Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, – får jeg så de tusinde kroner nu?

Mormor til Sille: – Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.

Sille til mig tre dage senere:

Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!

Udfordring; skriv en bog på 45 dage! – DEADLINE

Så var det sidste dag igår, for at fuldfølge udfordringen om at skrive en bog på 45 dage. Hvordan gik det så?

Jo, jeg har nu et råmanuskript til en bog som nok vil runde de nogen og 70 sider – men  desværre er jeg ikke nået at blive helt færdig. Jeg venter spændt på kvindens resultat, med stor forhåbning om at hun klarede hvad jeg ikke formåede i denne omgang. 😀

Og havde jeg været en personlig blogger, ville jeg nu have fortalt at det skyldes livets uforudsigelighed og at mit indenfor den seneste måned synes at have taget en helt ny drejning – men nu er jeg jo ikke nogen personlig blogger….

Så undskyldninger af den slags er vist ikke brugbare..

Men jeg fortsætter selvfølgelig ufortrødent med bogprojektet, og håber at jeg dog alligevel vil blive helt færdig, om ikke andet så til påske, hvor min korrekturlæser har tid til at kigge på det færdige resultat.

Fortsættelse følger…….

En bog på 45 dage statusrapport

Efter en mere end drøj opstart, hvor min hjerne gik i stå og jeg tillod mit privatliv at influere på skriveprocessen – kan jeg nu noget forundret konstatere, at jeg har 23 færdige sider, et skelet og masser af tanker. 😀

Planen nu på tyvendedagen og med lige over halvdelen af tiden tilbage er at jeg foreløbig håber på, at have yderligere tyve sider klar til weekenden – for mon så ikke jeg har fortjent en lille bonus….

Og hvad resten angår – ja det må tiden vist vise.

OG. Jeg er ikke længere alene. 😀

Startskud til en bog

Så skulle vi gerne være klar til at gå i gang. Vi som dronningen bruger det, da jeg ser ud til at være den eneste der vil,kan,tør tage udfordringen op.

Da jeg først lagde min udfordring ud, var det i forhåbningen om at mange ville deltage, og at jeg derved ville få den ydre motivation til at skrive som jeg manglede – da min normale indre motivation synes at være gået i vinterhi.

Sådan blev det ikke, en masse positive tilkendegivelser både her på bloggen og i min mailbakke om at det var vel nok en fantastisk, spændende ide – men ellers tak, og ingen samlede handsken op.

Det betyder, at jeg nu sidder og har smidt en udfordring ud – som jeg bliver nødt til selv at følge, og det er jo meget godt som motivation, men….

Det gør bare presset på mig, så meget større, for havde flere taget imod udfordringen – så ville der nok have været at par stykker iblandt som bare ikke kunne nå at skrive en bog på 45 dage, af den ene eller anden årsag, og så havde det jo ikke gjort så meget hvis jeg blev en af dem. 😀

Men nu er det ligesom knald eller fald for mig, og dæleme om jeg ikke vil lykkes!

Hvilken fører videre til bogen. Altså den som jeg nu har besluttet mig for at skrive. Som nogen af jer sikkert læste i går, har ”Andreas” hoppet på ungdomsromansvognen sammen med mig, og vist var det fristende at tage det projekt nu. Særlig fordi den unge mand er teenager og deres liv og lyster som bekendt jo kan ændres ganske hastig. Men, efter nøje overvejelser synes jeg ikke det er rimeligt, hverken for ham eller for mig. Et nystartet skrivesamarbejde kan være vanskeligt nok endda, uden at skulle have det pres på sig som de 45 dage uvægerlig giver. Det vil jeg simpelthen ikke byde hverken den unge mand, eller bogen.

Så det bliver en fag/debatbog med den foreløbige arbejdstitel ” Hjælp de vil tage mit barn”. Bogen om anbringelse af børn og unge. Bogen har længe været et hjertebarn, og det i sig selv er vel grund nok til at skrive den. Men dertil kommer så, at den bog jeg vil skrive om emnet ikke synes at eksistere – jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og det kombineret med de cirka 300 mennesker som hver måned ramler ind på min blog i sin søgning efter oplysninger om anbringelser gør, at jeg tror det er en vigtig og nødvendig bog som bør og skal skrives.

Og så når vi til den ekstra bonus, guleroden: En bog om anbringelser gør, at jeg er ”nødt til” at opdatere mig grundigt på forskningsområdet og læse en del rapporter, og da jeg nok ellers ikke ville nå at læse noget som helst, så er det jo helt fantastisk. 😀

***

Ps. Det er altså stadig ikke for sent at samle handsken op og hoppe på vognen. 😀

© Harning

Få børn tidligt; bliv åndelig leder og vind Nobels Fredspris

En ny amerikansk undersøgelse foretaget af forskere fra Clark University og Center for Creative Leadership i North Carolina viser at forældre er de bedste ledere og chefer[1].

Marian N. Ruderman, research chefen på Center for Creative Leadership forklarer resultatet med, at forældre naturligt får pudset deres sociale kompetencer af og at de i rollen som opdragere lærer at udvikle andre mennesker. Ruderman peger desuden på, at forældre er bedre til at multitaske, håndtere stress og forhandle, end deres barnløse kolleger.

Det er altså forældreskabet, ikke alderen eller uddannelsesniveauet, som skaber gode ledere med evnen til at udvikle andre mennesker i positiv retning. En konstatering som bedst lader sig illustrere ved følgende lille historie:

Engang for længe siden i 1869 fødtes der en lille dreng. Da den lille dreng fyldte tretten blev han gift og fem år senere fik han sit første barn. Årene gik og drengen fik yderligere børn, rejste ud i verden og læste jura. Den lille dreng, som nu var blevet voksen, så at verden ville blive et bedre sted, hvis fattigdom, uretfærdigheder og vold kunne bekæmpes. Han valgte at gøre det til sit livs mission at bekæmpe uretfærdigheder i såvel sit eget land – som ude i verden, selv om det kostede ham en del år i fængsel.

I dag er den lille dreng, der fik sit første barn som teenager kendt over hele verden som Mahatma Gandhi menneskeretsforkæmper, fredsaktivist, åndelig leder for millioner af mennesker og vinder af Nobels fredspris.

© Harning.

---

[1] Kilde. Forbes.com 2007

Er det lærerne eller de blinde der er idioter?

Jeg undres endnu engang over lærernes manglende evne til professionel vidensformidling. Ifølge TV2 nyhederne udtaler rektor Eigil Dixen til Jyllands-Posten idag følgende vrøvl:

”…….lærere kan ikke kommunikere med elever og få undervis­ningen til at fungere, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk,”

Siden hvornår er det blevet sådan, at det, at formidle viden hænger sammen med om hvorvidt formidleren kan se modtagerens ansigtsudtryk? Og hvordan i alverden skal de andre 24 elever i en klasse kunne forstå og lære noget – når læreren kigger på den 25 elev, eller kan lærere nu også se og tolke 25 elevers ansigtsudtryk samtidig? Og hvordan mon blinde lærer? Er de bare idioter uden evne til hverken at modtage eller formidle viden?

Egentlig burde det ikke undre mig, lige så lidt som det sikkert undrer alle de elever der har oplevet at blive bedømt ud fra personlige kriterier (om læreren synes de var for tykke, for tynde, for grimme, for smukke, for hvide, for sorte osv.)

Men så igen ved nærmere eftertanke, som tidligere skolebestyrelsesmedlem, så er det da en fantastisk ide! Ikke flere lærebøger, computere eller andet pjat der absolut ikke kan formidle viden – i kraft af disse tings manglende evne til at se elvernes ansigtsudtryk.  Sikke mange penge der så kan skæres i budgetterne…