Ny bog til sommer: Codeswitching

 Appetizer

Intelligent, chockerande, tankeväckande, vackert.
Harnings texter är som sudoku, små hjärnvridande  puzzel och inget är nödvändigtvis vad det verkar
Texterna har ofta starka inslag av samhällskritik, en antydan av naturskönhet och paradox dyker upp som gubben i lådan.
Kemiska vapen, handikapp, feminism, cannabis, barns villkor; de här texterna är inget du bör läsa om du bara vill njuta av solen, slappa och slippa tänka.
Det är rått. Det är roligt. Det är Harning.

 

 

 

 

(Codeswitching: När en talare obehindrat alternerar mellan två eller flera språk, eller när språken varierar inom en enskild konversation.  ( Eller… en oversætters mareridt! 🙂 ) )

©Harning

(Kan for øvrigt varmt anbefales som alternativ i undervisningen i nordiske sprog i såvel Sverige som Danmark da teksterne er moderne og behandler dagsaktuelle emner som de fleste unge mennesker synes er interessante )

Nordiske sprog i skolen

Af såvel danske som svenske læseplaner fremgår det, at eleverne skal lære at forstå de andre nordiske sprog i såvel tale som skrift.
Jeg husker selv med gru tilbage på de par timer jeg havde i folkeskolen og på HF i faget svensk. I al sin kedsommelighed gik det ud på at vi fik udleveret en tekst om ”näcken” (et særligt svenskt fænomen-da nøkken som bekendt ikke findes i Danmark…..) Denne supermoderne litterære tekst skulle jeg så, som svensker, læse højt i klassen – hvorefter undervisningen i at forstå det talte og skrevne svensk var afklaret for både mig og mine medstuderende.
Mine danske børn, der nu går i svensk skole, har tilsvarende erfaringer med danskundervisningen. Min ældste søns lærebog i gymnasiet har fx medtaget en rigtig relevant og typisk dansk molbohistorie fra århundredeskiftet, og læreren der skal undervise i faget forstår ikke selv dansk.

Ovenstående personlige erfaringer rejser altså for mig spørgsmålet:
Mener vi stadig at det er en vigtig del af de unges uddannelse i norden at kunne forstå hinandens sprog, eller er det en glemt passage i loven som ingen berettigelse har i vores nye globale verden hvor naboen ligesåvel kan være Miguel fra Sydamerika?

Og en tanke..,når nu de nordiske sprog ikke er selvstændige fagområder på læreruddannelserne,men bare noget som de enkelte lærere forventes at kunne forstå og undervise i alligevel – hvorfor skulle eleverne så ikke også tilsvarende kunne forventes at vokse op og helt automatisk tilegne sig samme viden?

(Da jeg ikke nævner norsk skyldes det at hverken jeg eller mine børn er blevet introduceret til sproget i skolen)

©Harning

(indlægget er tidligere postet hos DSFS)