Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
En tanke…..
”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
Og én mere
”Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke,
jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig,
var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Martin Niemöller
Jag lärde mig tidigt hemifrån att jag var intelligent och vacker och att min röst var lika värdefull som någon annans, att sex var naturligt och skönt och inte det minsta skamfullt. Jag lärde mig att den som tiger samtycker. Jag lärde mig att det var viktigt att säga sin mening, stå upp för sig själv och för andra, att skydda de svaga och kämpa emot orättvisor av alla de slag.
Sen började jag i grundskolan, och där lärde jag mig, att jag förväntades vara tyst.
Att inte sticka ut. En lärdom jag fått upprepat gång, på gång under högskoleutbildning och jobb och i sociala sammanhang. För kvinnor får inte sticka ut, får under inga som helst omständigheter ta plats och gör de det får de räkna med – att deras kvinnliga klasskompisar, kollegor, bekanta gör vad som helst för att trycka tillbaka dem, ner i den gemensamma normativa kvinnogruppen.
Så jag vet, vet vilka ni är, ni som nu stolta säger er att bryta tystnaden. Det är ni som i fyrtio år sagt åt mig att vara tyst, som försökt trycka ner mig gång på gång, som gått till angrepp på mina kläder, mina vänner,mitt moderskap,min relationsstatus, anklagat mig för att vara förrädare och kvinnohatare – vilket personangrepp som helst har varit giltigt och legitimt för er i vilket sammanhang som helst medan ni suttit där och hängt vid varenda ord som kommit ur en manlig klasskomppis eller manlig kollegas mun. – Otaliga är de gånger då jag velat höra en kvinnlig kollegas åsikt vid ett möte, men nekats, eftersom kollegan själv vetat att hon skulle bli totalt ignorerad av er och därför som oftast gett upp efter första försöket, medan ni dreglade över den enda mannens måttligt begåvade visdomsord.
Jag vet, vet vilka ni är, ni som nu stolta säger er att bryta tystnaden. Det är ni som i fyrtio år sagt åt mig att vara tyst, utom de gånger då ni kommit och bett mig tala på era vägnar, bett mig säga ifrån, att klaga, gå till rektor, till chefen, eftersom ni inte velat stå upp för er själva, inte haft modet, att själva föra er talan.
Tystnaden – har ni skapat. Ni bär ansvaret för den. Inte jag, inte det likvärdiga rättssamhälle vi lever i och definitivt inte männen. Jag har aldrig blivit tystad av en man. Jag har alltid kunnat säga ifrån, säga nej, ha andra åsikter än män – och de har alltid respekterat det. ”Det är väl inte så farligt” ”Det gör inget, bråka inte om det nu” ” Det spelar ingen roll” – Är ord, jag hört fler gånger än jag kan räkna från kvinnor. Inte från män. Men från kvinnor, om saker som hänt dem, orättvisor de utsatts för, om saker som hänt andra människor, orättvisor de utsatts för, saker som hänt mig, orättvisor jag utsatts för.
Tystnaden har ni skapat – och nu säger ni er stolt – att ni bryter den.
Men det är faktiskt inte så oerhört svårt att bryta en tystnad man själv har skapat, och särskilt inte, när man som ni, som vanligt, gör det i flock och fan ta oss som skulle få för oss att ha en annan åsikt än vad den gemensamma normativa kvinnogruppen förespråkar, och ja, jag är tyvärr väl medveten om att min mejl nu i vanlig ordning kommer fyllas av hat och hot och personangrepp i ert försök att få in mig i fållan.
Det kommer inte hända. Jag är uppfostrad av kloka föräldrar i ett samhälle där min åsikt räknas och hur mycket ni än försöker så kommer jag inte att se mig själv som ett offer och jag kommer aldrig bli sådär kvinnligt foglig som ni vill göra mig till och inga utfrysningar eller påhopp i världen kommer få mig att strunta i rättsprinciper eller sälla mig till flocken och hänge mig till elakartat skvaller och angiveri.
Har jag då aldrig blivit kränkt på grund av mitt kön, jodå – av kvinnor. Men nej, jag har aldrig blivit kränkt på grund av mitt kön av en man och nej, jag har aldrig upplevt mig sexuellt kränkt av en man Visst har jag fått erbjudanden, vissa lite mer handfasta än andra, men det är ju bara att väluppfostrat tacka nej. Funkar inte det, och behöver mannen ifråga ett lite mer konkret avslag så går det aldeledes utmärkt att ta ett hårt tag om hans testiklar. Och sen är man lika goda vänner för det. Men skulle jag vilja vara förutan erbjudanden? Nej, det är väl klart att jag inte skulle det, och det skulle inte ni heller – ni vill bara vara förutan erbjudanden från de män som ni inte finner önskvärda, de män som ni av någon anledning rangerar lågt (för gammal, för ung, för fet, för ful, för full, för fattig, för otränad, för outbildad, för …) så sluta prata om ickeönskvärda erbjudanden, när det i själva verket är erbjudanden från ickeönskvärda personer ni menar. Stå för det ni gör – en mental, mer eller mindre uttalad, värdering av män och att de män ni dömer som värdelösa inte ska tillåtas så mycket som att skänka er en blick än mindre vara så förmätna att våga sig på ett uttalat erbjudande.
Och nej, jag blir inte kränkt av att bli visslad av på gatan, jag uppfattar det som en komplimang, ett glatt spontant uttryck från en annan människa som uppskattar det denne ser, på samma sätt som om vederbörande oväntat fått se ett konstverk. Varför skulle jag bli illa till mods över det? Eller över att någon försökte stjäla sig en kyss? Att bli åtrådd, önskad av någon annan är inte fel. Det gör mig inte ledsen, får mig inte att kännna mig mindre intelligent och hur mycket ni än försöker trycka ner mig i er normativa gemensamma kvinnogrupp så kommer ni aldrig få mig att skämmas över att bli åtrådd av en man. Och jag tänker inte nedlåta mig till er värdering av män, vägrar dela in dem i önskvärda och ickeönskvärda, jag tänker fortsätta bemöta dem alla på ett likvärdigt, trevligt sätt oavsett om de och sättet de framsätter sitt erbjudande faller mig i smaken eller inte.
Vad objektifiering angår kan jag bara konstatera att jag, liksom mina tidigare kvinnliga chefer inom den offentliga sektorn som skickade runt bilder på sexiga män i bar överkropp, finner glädje i att titta på en snygg manskropp (även om jag (som den enda) fann det orättvisst kränkande att något liknande aldrig gått i Sverige hade det varit manliga chefer som skickade runt bilder på halvnakna kvinnor).
Jag erkänner också gärna, och utan den minsta skam, att jag väldigt ofta tittar på min man, och just då skiter fullständigt i hur kreativ och intelligent han är, för då, i stunden är han för mig en oemotståelig läcker köttbit som jag bara vill äta upp. Än sen då?
Harning
Våldtäkt är fruktansvärt och olagligt oavsett om offret är en man eller en kvinna – så tänk inte ens på inte göra mig till våldtäksförespråkare
”Codeswitching” er betegnelsen på at veksle mellem to sprog i samme sætning. Det kan Boel Harning.
”Nå, du taler skandinavisk”, lyder det ofte lidt overbærende, når svenskere i et forsøg på at tale dansk falder tilbage til modersmålet med et enkelt ord eller en hel sætning. Det kaldes codeswitching og som navnet antyder, sætter det sproglige og kulturelle koder op mod hinanden.
Det ved den svenske lyriker Boel Harning alt om. Hun er født i Sverige, vokset op i Danmark og er nu flyttet tilbage til Sverige sammen med sin mand, den svenske tegner Artur Berlikowski. I sin seneste digtsamling ”Codeswitching” tager hun godt og grundigt fat i forskellene på svenske og danske sproglige koder. De 28 digte veksler fra ultrakorte, kodede meddelelser –
PET advarer mod at der kan snige sig personer ind sammen med flygtningene, personer der kan udgøre en trussel for landet. DF er inde på samme spor og det samme er en del privatpersoner på sociale medier som Facebook.
Det er selvfølgelig en alvorlig sag når PET, der har lang erfaring med at opsnuse og overvåge farlige elementer i det danske samfund, går ud og siger sådan noget.
Og de ved virkelig hvad de snakker om, de der efterretningsfolk, her bare et kort tilbageblik på nogen af de frygtelige mennesker PET gennem årene har holdt godt øje med:
It-professionelles fagforbund PROSA. – Computernørder er farlige, det ved vi vel alle sammen og især i flok.
Socialdemokraten Henrik Sass Larsen. – Socialdemokrater, kan man selvfølgelig heller ikke stole på.
Journalister og venstrefløjsfolk som Ole Sohn ska vi slet ikke snakke om.
Terrorister og dem der støtter dem findes der allerede alt for mange af i Danmark sådan rundt regnet mindst 24.000*. – Jeg var for øvrigt selv en af dem – altså før jeg, lige som så mange andre af min slags, valgte at vandre over Øresundsbroen….
Ps. Nu skal du ikke føle dig udenfor bare fordi du ikke er nævnt – jeg er sikker på at PET også holder øje med dig. 🙂
Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!
“…Hej Boel vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“
Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….
Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! – Come on…
* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.
Så, endelig – efter et par bump på vejen – sidder jeg hér med bogen i hånden! 🙂 For en bibliofil som mig er der nu engang noget helt specielt ved en rigtig bog, med rigtige sider: følelsen og lyden når man bladrer, lugten af papiret… det er simpelthen noget ganske andet end at sidde ved en skærm (dermed ikke sagt at dem af jer der hellere køber E-bogen ikke ska gøre det 🙂 ) men for jer der ligesom mig foretrækker en rigtig bog så kan den nu købes hos adlibris, eller hos Cdon.dk, eller som E-Bog hos fx. El-giganten eller Läsboken.
Uanset om du vælger papir eller skærmudgaven så ønsker jeg dig rigtig god fornøjelse! 🙂
Og til dem af jer der under årene har udtrykt ønske om indlæg/tekster af mere personlig karakter – mon ikke der er lidt guf til jer denne gang….. 🙂
…Hvad personlig nu egentlig er… selv har jeg altid ment at en stor del af mig – netop er mine synspunkter, hvor synspunkterne så kommer fra, i hvilken sociokulturel verden de er opstået og hvordan de ville have set ud havde jeg boet et andet sted, i en anden tid…. Så Codeswitcing er egentlig ikke bare et sammensurium af sproglige men også af kulturelle koder.
(hvis du vil have lidt mere baggrundsviden om det dansk-svenske som er en del af mig og min sociokulturelle baggrund så anbefaler jeg at du læser Helenas beskrivelser af kulturforskellene og i stedet for at se dem som forskelle- blander dem sammen i en pærevælling:-) )
Nu sælger vi vores store, lyse rækkehus i Malmø, for at komme lidt længere ud på landet og få os en ged:-) Huset ligger i et meget børnevenligt område, uden biler og omgivet af fodboldbaner, basketballbane, skaterampe, friluftsbad og i gangafstand til flere skoler og børnehaver. Som pendler er det ideelt da det kun tar en halv time at komme til København hvad enten man vælger at køre i egen bil eller tage toget fra den nærliggende station.
Huset er på 133m² og har udover stue og køkken; fire store værelser, bryggers, badeværelse og gæstetoilet (du kan se alle værelserne hér) og masser af opbevaringsplads i form af dels et loft, dels et forrådsrum som vi har brugt både som værksted og som træningsrum men som med fordel også kan konverteres til udestue da det ligger i umiddelbar forlængelse af huset.
I foreningen findes, fælleshus, sauna, solarium og mulighed for parkeringsplads, alternativt egen garage.
Diskussionerne raser på begge sider af sundet i forbindelse med den svenske valgkamp, men indtil videre har det primært været dét – diskussioner og for mange bliver politik så til noget kedeligt ordgejl med masser af snak men ikke ret meget handling.
Det har én mand sat sig til at gøre noget ved og han opfordrer derfor via facebook alle med anden etnisk herkomst end svensk (alle med indvandrerbaggrund) i Sverige til at nedlægge arbejdet i dag klokken 14.00 for derved at vise at indvandrere faktisk arbejder og bidrager til samfundet. Et, synes jeg, genialt initiativ som jeg ikke kan andet end støtte og jeg håber inderligt at danskere med indvandrerbaggrund vil følge trop i sympati.
Nogen gange bliver jeg bare sååå træt! På min fars mindesten står der ”Vad var det jag sa” – kloge ord 🙂 , for hvor ofte sidder jeg ikke selv og hopper op og ned og siger det samme ved min ”nyheds”*læsning. Således også idag. For hvad finder jeg ikke lige i Politiken, om ikke en valgforsker (Elklit som tidligere nævt) som netop går ind og kritiserer det svenske val udfra bla det faktum at alle små partier må klare sig selv og derfor ikke kommer til orde på lige fod med de store. Jamen.. det jo det jeg siger!
At Elklit og jeg er enige er der nu egentlig ikke noget at underes over – hvad der derimod kan undre mig er Politikens manglende evne til at gribe i egen barm. For de gør jo akkurat det samme. De rapporterer ikke objektivt om det svenske valg. Til trods for at de nu burde vide bedre. Artiklen om Elklit bliver dermed bare desto mere bizar for mig at læse… 😦
Som de fleste af jer ved, er det sjældent at jeg gider beskæftige mig med ekstremisterne og fanatikerne i dansk politik. Men.. det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at jeg ikke har en mening. 🙂
Og her til aften, hvor lederen af DNSB Jonni Hansen lige har holdt et omskrevet møde i Århus kan jeg bare ikke dy mig for at komme med en enkelt kommentar.
For om noget så bekræftede mødedeltagernes efterfølgende bemærkninger min teori om det dummeste politiske træk i årtier – Nemlig beslutningen om at lade Jonni Hansen være partiets ansigt udadtil. Havde DNSB haft det mindste reele ønske om at tiltrække stemmer og måske endda komme i folketinget – så ville de have kløst sig fast til den særdeles intelligente, til tider charmerende og meget velartikulerede Povl Riis Knudsen.
Men, det gjorde de ikke. Hvoraf jeg kun kan udlede, at enten så er de lige så ekstremt dumme som deres synspunkter eller også har de intet reelt ønske om at blive et større dansk parti.
Hver gang jeg tror, at nu kan det bare ikke blive værre – så dukker der en ny sag op. Før jul var det sagen om den kun fjortenårige pige som havde tilbragt et år af sit barneliv spændt fast til en af psykiatriens senge og i dag er det historien om Abdulle Ahmed der har ligget fastspændt stort set hver eneste dag i de sidste seks år. Dette til trods for at Europarådets torturkomité helt tilbage i 2002 konstaterede i en rapport til regeringen at:”fysisk fastspænding i dagevis kan ikke begrundes lægeligt,og er det samme som mishandling”. 2002 – for syv år siden.
Alligevel er tallene herhjemme stærkt stigende for hvert år. Og alligevel så tillader vi os at kalde os selv og hinanden for civiliserede…..
Til min store glæde kunne jeg i dag læse at så mange som 500.000 helt almindelige danskere ikke vil finde sig i den tåbelige blokade af Pirate Bay og derfor udøver civil ulydighed ved at liste udenom blokaden og klikke sig ind på den svenske side.
500.000 danskere der har forstået hvordan nettet fungerer og som derfor har valgt at gå i mod Landsrettens afgørelse.
500.000 danskere som ikke synes det er acceptabelt at teleselskaberne skal have censurerende eller politimæssige opgaver. Jamen, så kan min søndag vel næppe blive bedre. 🙂
Som ivrig nyhedslæser og samfundsdebattør er nettet min bedste ven. Det er hér jeg orienterer mig om hvad der foregår i verden og i debatten, hér jeg hører andre menneskers synspunkter om alt fra politik til psykologi til finanskrisen til Litteratur, kultur og meget meget mere.
Nettet er ideelt til oplysning, information og meningsudveksling – et sted hvor vi kan blive klogere på os selv, de andre og samfundet omkring os. Eller, sådan kunne det i hvert fald være og er det da også i de lande som vi normalt sammenligner os med. Men i Danmark er scenen imidlertid en helt anden.
I 1999 blev artiklen ” Pressen frygter internettet” publiceret i Journalisten. Min påstand er at: de danske aviskoncerner og nyhedsmedier nu ti år senere stadig ikke har formået eller ikke har ønsket at tage nettet til sig og at vi derfor sammenlignet med vores nabolande fortsat bumler rundt i hestevogn mens de kører i Rolls Royce.
Danmark fremstår således som en slags kommunikationshandicappet neandertaler, hvilket, ifølge min opfattelse, alene skyldes de danske nyhedskoncerners behov for at bevare et forældet oplysningsmonopol som ikke bare hæmmer informationsflowet, men som tillige kvæler den offentlige debat og dermed også ytringsfriheden.
Hårde ord, så tillad mig at begrunde min anklage.
De allerede etablerede nyhedsmedier har en oplagt netplatform til oplysning, information og meningsudveksling – men i stedet for at tage nettet og alle dets indlysende fleksible interaktive fordele til sig har de danske koncerner valgt at publicere nyheder på nettet på samme måde som i papirudgaverne – som statiske artikler. Artikler som i kraft af sin envejskommunikationsform, ikke kan debatteres, ikke kan modsiges, ikke kan suppleres eller tilføjes yderligere kilder.
Bedre bliver det naturligvis ikke af nettets krav på hurtige nyheder som ofte gør at journalisterne og redaktørerne glemmer alt hvad de har lært om research, etik og kilder og nærmest hæmningsløst publicerer den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden den mindste refleksion (et godt eksempel på dette er historien om at ”Rockere har planer om likvideringer” som gik avisredaktionerne rundt og som til trods for en dementi fra politiet stadig står at finde uimodsagt på fx Berlingske.dk). Tilliden blandt befolkningen til journalisterne bliver da også stadig mindre – hele 45% vurderer journalisternes etik og troværdighed som lav og 14% anser at den er meget lav.
Hvad er det så, jeg mener at de danske netaviser burde gøre hvis de virkelig ønskede at levere god oplysning til folket og bevæge sig fra hestevogn til Rolls Royce?
For det første skal journalisterne vende tilbage til den gennemarbejdede dybdeborende journalistik og give os nogle kvalitativt gode artikler og reportager. Telegrambureaunyhederne skal have sin egen plads og ikke optage hele forsider på samtlige netaviser på samme tid.
Og så skal der naturligvis lukkes op for kommentarer,links, blogs osv til hver enkelt publiceret artikel og nyhed.
Altså ligesom i de lande vi normalt sammenligner os med hvor netaviserne leverer nyhederne og reportagerne og derefter lader borgerne debattere, linke til supplerende oplysninger og finde andre kilder frem. (Supplerende læs gerne Mediehack og MediebloggersLinkmanifest)
Nogen vil nu hævde, at det er en dårlig idé med al den frie information, kildekritik og alle disse anonyme kommentarer – argumenter som typisk underbygges med påstande om at læserne ikke selv kan afgøre hvad der er sandt eller falsk og at anonymitet får det værste frem i folk – at mennesker som intet har at skjule selvfølgelig gerne står frem med navn og adresse.
For at tage den første påstand først – så er den ikke alene dybt patroniserende overfor alle os læsere – den er tillige totalt udokumenteret. Som befolkning er vi rimeligt veluddannede, frie mennesker og nyhedskoncernerne burde som en følge heraf behandle os som voksne fornuftige mennesker frem for at gøre sig til informationsformyndere. For selvfølgelig kan vi tænke selv og selvfølgelig ved vi at bare fordi noget står på en blog eller for den sags skyld i en dansk avis så er det ikke nødvendigvis sandt.
Tværtimod giver adgangen til blogs, kommentarer og dybdelink netop den enkelte mulighed for at sætte sig yderligere ind i et emne og lave den dybdeborende research som journalisten af den ene eller anden årsag ikke har gjort, ligesom det giver befolkningen mulighed for at diskutere og undersøge de ting som optager dem mest.
Interessant i denne sammenhæng er at se hvorledes opinionen i blogosfæren i Sverige fik indflydelse på såvel de trykte medier som det politiske liv i forbindelse med vedtagelsen af FRA-loven (også kaldet bloggbävningen), ligesom vi i går kunne konstatere at debatten om Liza Marklund som startede i bloggosfæren og netdebatterne nu har spredt sig, ikke bare til de svenske traditionelle medier men desuden også til vores egen nyhedsdækning i fjernsynet.
Men, det er måske den slags opinion og meningsdannelse som de danske mediekoncerner helst selv vil stå for – omend de tilsyneladende ikke har noget imod at ”stjæle” nyheder fra nabolandets bloggende opinion?
Den anden påstand, den om anonymiteten er naturligvis mindst lige så meget hen i vejret. Af flere årsager, den første, at jamen anonym kan man være alligevel. Et krav om udfyldning af navn og adresse er på ingen måde ensbetydende med at man skriver sit eget navn. Selv har jeg leget lidt med galskaben de sidste par uger, og kan konstatere at et hvilket som helst navn med en hvilken som helst nyoprettet og totalt anonym mailadresse fungerer udmærket – bare man husker at finde på både fornavn og efternavn. (bekræftes for øvrigt af denne artikel i Politiken)
Derimod har det været umuligt for mig, alene at oprette mig med mit korrekte efternavn, min korrekte mailadresse og et link til min helt korrekte offentlige blog. (har lige fået mail fra Information som er blevet opmærksomme på at jeg ”kun” har angivet det første bogstav i mit fornavn sammen med mit korrekte efternavn og et link til min blog – og dén slags anonymitet kan de altså ikke acceptere på information)
Den anden begrundelse om at hvis man ingenting har at skjule, så kan man vel lige så godt stå frem med navn og adresse. Tja.. det kan man måske godt, men for det første så er ytringsfriheden ikke betinget af navn og adresse og for det andet kan jeg komme i tanker om en hel række med årsager til hvorfor nogen skulle ønske at optræde anonymt – her blot nogen: Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom og/eller behandling uden derved at skulle informere sine børn og sit arbejde om sygdommen, til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov og af hensyn til deres børn ikke ønsker at deres personlige konflikt blusser op pga offentlige udtalelser. Eller hvad med vidnet som har gjort sin medborgerlige pligt i retten og efter retssagen er flyttet pga angst for repressalier og kvinden på krisecenteret der lever skjult med sine børn efter et mordforsøg – skal de ikke have ret til at deltage i en offentlig debat uden at skulle frygte at blive fundet? Har de måske ikke den samme grundlovssikrede ret til ytringsfrihed som alle andre?
Hvad de eventuelt injurierende kommentarer angår – ja så løses det problem ganske simpelt ved en moderator som går mere op i hvad folk reelt skriver end hvad de påstår sig at hedde.
Kommentarer, links og blogs er på ingen måde konkurrenter til den objektive dybdeborende journalistik men alene et supplement til den informations og debatsøgende netlæser, hvorfor jeg ikke kan finde nogen som helst fornuftig grund til hvorfor de danske nyhedskoncerner fortsat nægter den frie debat og formidling af læsernes og kommentatorernes oplysninger og links.
Så istedet for at bremse debatterne med krav om lange indmeldelsesprocedurer(fx. MetroXpress), op til 24 timers kommentargodkendelsesprocedurer hvis man overhoved bliver godkendt (fx. Politiken), hoppen fra artikel til særlige ”skriv”- sider hvor avisen har valgt emnet og vinklen der skal debatteres, eller tilsvarende kvælende tiltag – Må det være på tide at de danske nyhedskoncerner påtager sig deres ansvar for folkeoplysningen, træder ind i dette årtusinde og tilbyder os læsere nogle platforme på nettet med gode velfunderede journalistiske artikler og hvor alle kan få lov til at ytre sig, finde supplerende læsestof og bagvedliggende kilder til de enkelte artikler.
(nærmest tragikomisk bliver netavisernes monopoltænkning og manglende lyst til informationsudveksling når man samtidig kan konstatere at fx. Information anvender sig af Open source software. ..)
Hos Ordholder er der pt en debat udsprunget af undervisningsminister Bertil Haarders udtalelser om morgenbøn i den danske folkeskole. Selv anser jeg, at troen hører til i kirken/moskeen/synagogen /templet og andre dertil indrettede steder – Ordholder er af en anden opfattelse og foreslår derfor obligatorisk protestantisk morgenbøn indtil det fyldte fjortende år.
Sad i tandlægens venteværelse og læste avisens finanssektion, og før jeg vidste af det havde jeg undsluppet mig et højt YES!. Hvilket måske ikke havde været det store problem, havde jeg ikke været omgivet af svenskere og sammen med en søn som ville have klar besked om hvad mor var så begejstret for.
For jeg kunne simpelthen ikke få mig til at sige sandheden – dér foran alle disse svenskere – at Yes! den svenske krone er blevet svagere og langt mindre værd end den var for et par år siden.
Så hvad siger man, når man ikke vil erkende at man er blevet en hård, kynisk kursspekulant og at det som for nogen er en krise – for andre begynder at ligne en fest?
Jeg løj, håbede at ingen havde observeret at jeg læste finanssektionen, og sagde at mit yndlingsfodboldthold lige havde vundet en kamp – mig, der end ikke kan udstå fodbold…
Men ikke flere løgne, benzinpriserne går ned, madpriserne ligesådan og mine danske lønkroner er betydelig mere værd end de var for tre år siden.
Så kan du godt tro om igen. For uanset hvor meget du garderer dig med alias og des.lign. Så både kan og vil Statsbiblioteket indhente dine oplysninger ved hjælp af dine personlige brugernavne og adgangskoder som de danske internetsteder skal udlevere til dem. Faktiskt er statsbiblioteket så glade for ordningen at de dagligt høster og arkiverer alt fra dine børns samtaler på Arto til dine egne indlæg og samtaler og billeder på fx Scor.dk, Facebook og Dating.dk.
Datatilsynet synes at det er en rigtig skidt ide, men kan ikke gøre noget ved det – Statsbiblioteket derimod kan overhoved ikke se problemet fordi det i første omgang er meningen, at kun forskere skal have adgang til dine private oplysninger og at det vel for øvrigt er lige meget hvis det hele bliver udgivet når du er pensionist….
Jeg synes selvfølgelig at det er helt horribelt, men hvad synes du?
De sidste par dage harPolitikens Tjeksektion kørt historien om spillet ”Kindergarten Killer”. En journalist har fået færten af en rigtig god katastrofehistorie, og så skal den naturligvis have hele armen.
Spillet det hele handler om er en lille sag i South Parkstil (tegneserieanimation) og kan angiveligt findes helt gratis på danske spillesites. Én ting er at endnu engang belemres med dårlig journalistik*- som naturligvis ikke er undersøgende og kritisk og i dette tilfælde end ikke det mindste objektiv, men at så også være nødt til at læse socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerups totalt ubegrundede antagelser om at spillet skaber afstumpethed og at han nu vil kontakte spillestederne for at presse dem til at udøve censur er ikke bare kvalmende pinligt men tangerer til krænkelse af demokratiets ytringsfrihed.
Hvordan ville det se ud hvis Haarder gik ind og forbød eventyr i børnehaverne, historie, samfundsfag og litteraturundervisning i skolerne med begrundelsen at han personligt ikke ville have at hans børn skulle høre om så uhyggelige ting som onde stedmødre, koncentrationslejre og mennesker som blev slået ihjel for ikke at tale om det langt værre – at disse historier skulle kunne inspirere naboens børn til at begå samme grusomheder, for der findes som sagt syge mennesker der ude….
Jamen det ville da vække et ramaskrig hos den danske befolkning.
Ole Hækkerups opgave som IT-ordfører i denne sag, burde ikke være at udtale sig på baggrund af personlige følelser og ubegrundede antagelser – men tværtimod at fremkomme med viden om og ønsket om konkret oplysning og udvikling indenfor IT-området. For spil dræber ikke – det gør mennesker.
OG, før også jeg bliver totalt censureret** kommer her fra mig til dig et helt gratis lille senryu fra bogen på græssets smaragdgrønne:
***
en børnehave
uskyldige glæder
lækkert flænset kød
Ja, sådan kan en overskrift meget vel komme til at se ud om et par måneder, sammen med overskrifter de kommende år i stil med ”flere tusinde danskere dømt som terrorister” og så de internationale: ”Danmark et terroristland” ”I Danmark avler de terrorister”, ”Intet andet land har så mange terrorister pr. indbygger som Danmark”
Selv vil jeg i løbet af dagen melde mig ind i – og dermed, som lovet, støtte den danske terrororganisation Greenpeace – økonomisk, ligesom jeg vil opfordre alle jer andre til at gøre det samme. Alternativt, hvis miljøet ikke har jeres interesse, eller hvis I synes Greenpeace er lidt for ekstreme så kan I melde jer ind i Fagforeningen Træ,Industri,Byg. Medmindre de nu bakker væk fra deres værdinormer ved truslen om fængsling….
Red. Egentligt medlemskab er ikke nødvendigt. Du kan, ligesom jeg bare give et økonomisk bidrag direkte her:
Hvis du synes at dette mit økonomiske bidrag til en terrororganisation er forkasteligt så kan du melde mig til Brian Mikkelsen , da det er justitsministrene som står for den groteske sammenblandning af politik og jura i Danmark.
Og så en tanke..Hvis nu justitsministeren går på jagt efter mig – ville det mon så kvalificere mig til et gratis fristed i fx. københavn?
Jeg har brugt meget tid gennem årene at tænke over netop små og store bedrifter. For hvad er en stor bedrift egentlig? Er det at få 13 i en opgave eller at bestige Mount Everest? Når jeg lægger øret mod samfundets surren og familie og venners forståelse – så nævnes ofte ting som netop gode karakterer, en uddannelse, et nyt job, at føde børn, at være enlig forsørger at kunne tabe sig fyrre kilo, at blive månedens medarbejder, at blive optaget på en eller anden top ti liste osv.
Men for mig er disse standardiserede bedrifter helt uanvendelige. Ja, jeg har født tre børn – men helt ærlig- ud skulle de jo, gode karakterer, en uddannelse,nogle lister og et par bogudgivelser er det også blevet til i løbet af mine fireogtredive år – men, det er jo livet, hvad skulle jeg ellers have gjort ? Nej, for mig er de store bedrifter dem – hvor jeg personlig har overskredet en grænse, bedrifter som for andre nok synes fuldstændig latterlige, eller i hvert fald meget små – men som for mig har været enorme.
Som da jeg seksten år gammel boede sammen med min daværende kæreste lidt ude på landet. Vi var meget fattige og lavede derfor en aftale med naboen om at indkøbe nogle kyllinger – som vi så kunne fede op, slagte og spise. Hvad jeg ikke havde forudset i den sammenhæng, var, at sådan nogen også skal plukkes – det ligesom et led i hele processen medmindre man er glad for hønsesuppe med fyld i. Og hvem skulle så gøre det? Naboen der ganske vist var en gæv nordjyde – synes ikke at det var hans job at plukke vores kyllinger og kæresten nægtede pure. Altså måtte det blive mig. Og det gjorde jeg så. Sgu! Og hold da op hvor er jeg stadig stolt af den bedrift. 😀
Eller som da jeg for to år siden bestemte mig for, at nu skulle det være slut med min bilneurose, som har forhindret mig i at køre bil siden jeg for seksten år siden fik mit kørekort. Så jeg indkøbte mig en bil – en stationcar intet mindre. 😀 , som jeg selvfølgelig var nødt til at bede bilforhandleren om at køre hjem for mig – for jeg turde ikke. Hvorefter jeg satte et ”Övningskör” bagpå, smed telt, soveposer og børn i bilen og kørte femhundrede kilometer nordpå en søndag morgen klokken tre. Gæt lige om mormor blev forbavset da vi dukkede op på hendes dørtrin med morgenbrød….
For nogle år siden skrev jeg ”tøsemagt” en raptekst i protest over kvindebevægelsens selvbestaltede ret til politisk korrekthed og ejerskab over andre kvinders sind og kroppe.
I dag er den mere relevant end nogensinde, da Dansk Kvindesamfund igen er gået på banen for at nedgøre,kritisere og fordømme sine medsøstres karrierevalg.
Dette er fuldstændig uacceptabelt!
Uanset hvad Dansk kvindesamfund eller andre med dem ligesindede måtte mene eller tænke, har jeg fortsat ret til mit frie individuelle valg når det kommer til mig selv og min egen krop i henhold til kvindekonventionen.
Denne ret insisterer jeg på, at fastholde, såvel for mig selv som for andre kvinder der ikke sympatiser hverken med inkarnerede misforståede rødstrømper eller medlemmerne af Dansk Kvindesamfund.
Teksten er således et oprør mod en bevægelse, der ikke længere kæmper på kvindens side – men som har skabt sin egen side at kæmpe for.
En side der er snæversynet og hæmningsløst dæmoniserende moraliserende overfor de frie kvinder som ikke passer ind i den forudbestemte korrekte ramme.
Kvindebevægelsen er derved, ifølge min opfattelse, blevet den undertrykkende part, der fuldstændigt ignorerer den enkeltes kvindens frie valg, og i ligestillingens navn misbruger den enkelte kvindes krop.
Ingen andre steder i samfundet møder man så intolerante holdninger, som hos disse hovmodige kvindeforkæmpere. De er de første til at råbe ”Offer” eller ”Billig” eller ”udnyttet” hvis en ung selvbevidst intelligent kvinde ønsker at eksperimentere med og nyde sin egen seksualitet.
Eller gud nåde og trøste – skulle ønske at blive hjemme og passe sine børn- eller som jeg, vil forbeholde mig retten til at gå i stiletter, nøgen på nær et forklæde mens jeg bager småkager til de små poder.- og glæder mig til at min søde (på nuværende tidspunkt imaginære) forsørger kommer ind ad døren.
Tøsemagt er således et slags begravelsesdigt til rødstrømperne, og samtidig en hyldest til enhver kvindes ret til individuel selvbestemmelse.
er der ikke ret mange der tør! De fleste af os har meget travlt med at råbe op, og har tilsvarende travlt med at dukke nakken når det virkelig gælder – når vores højtbårne principper og værdier virkelig bliver sat op mod vores liv og vores frihed.
Andre tør sætte ord – ved handling og værdi.
Hatten af for det!
Personligt synes jeg bare at du er for sej ”to sommerfugle”, og din historie næsten for smuk til at bære..
for jeg kan bare ikke finde ud af det. Faktsikt er det så slemt, at ikke nok med, at jeg ikke kan finde ud af at sende mine skriverier nogen steder hen – det er så slemt at jeg end ikke kan finde ud af at takke ja – når jeg ligefrem bliver opfordret til at gøre noget der har med dem at gøre for penge!
Jamen, hallo, du har jo tre udgivelser på bagen – de kom vel ikke bare til af sig selv siger du så måske.
Nej og jo.
For sandheden er at ”Forældrerettigheder” aldrig var blevet skrevet – havde et forlag ikke opmuntret mig til det, og ”på græssets smaragdgrønne” var aldrig kommet længere end til skrivebordsskuffen havde det ikke været for sønneke, der sendte manus til et forlag.
Så, nej jeg kan ikke finde ud af det.
Jeg ved godt at jeg burde, at det er en del af det at skrive – og have råd til at blive ved med at skrive i dagens Danmark. Men for mig er det nok oftest sådan, at når først en historie – et digt er skrevet, ja så er det et overstået kapitel og jeg har fået min fornøjelse ud af det, og så vil jeg bare kravle under et tæppe med et glas vin og måske diskutere de bagvedliggende ideer og værdier – derhjemme, i fred og ro…..
Skrankepave Skammelsen
Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer – ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag – lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre – faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!
Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.
Jeg kunne have forsvoret, nogensinde, at skulle blive en af dem der belærer andre om hvordan de opretholder almindelig pli i kommentarfunktionen, at jeg nogensinde skulle censurere kommentarer.
Men, som vante læsere nu vil kunne se – er der dukket en lille boks op i venstre side, indeholdendes denne blogs kommentarpolitik.
Boksen er naturligvis ikke rettet mod alle jer fornuftige mennesker derude, og jeg er oprigtig ked af det såfremt den vækker anstød. Men desværre har den vist sig at være en nødvendighed. – Så bær venligst over med den i fortrøstning om at den ikke er rettet til Jer. 😀
Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.
Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget – ikke hvis formålet med dem skal opretholdes – og sådan ser det ud for mig.
Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder – for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.
Nu får det vara nog, tycker Malmös kommunalråd Ilmar Reepalu i tisdagens* City. Han anser att danskar som bor i Sverige och arbetar i Danmark kostar mycket fler pengar än vad den danska staten skickar tillbaka. Hur detta räknestycke ser ut skulle jag väldigt gärna vilja se.
Själv bor jag i Sverige och arbetar i Danmark – visst lägger jag mina skattepengar i Danmark, men jag går också hos dansk läkare, använder mig av dansk sjukvård, och om jag är sjuk, skal ha föräldrapenning eller om jag blir temporärt arbetslös så betalar Danmark.
Fast nu är det ju inte de arbetslösa danskarna som Hr. Reeplalu har fått nog av, utan de av oss som arbetar och skattar på andra sidan. Så låt oss se vidare på matten.
Jag själv får alltså ingenting från Sverige, hur är det då med resten av familjen?
Bostadsbidrag får vi varken från Danmark eller Sverige. Egentligen har vi rätt till bostadsbidrag från Sverige, men eftersom det särskilt fina svenska decentraliseringsystemet har skapat ett enskilt kontor, utan handläggare, för oss som arbetar i Danmark – lär detta tidigast komma till utbetalning om femton år eller så.
Barnbidraget kommer från Danmark – men används i Sverige för att betala sonens förskola.
De flesta gränsarbetare betalar dessutom maxtaxa eftersom försäkringskassan räknar om de danska kronorna – utan att medtaga den högre skatteprocenten. Bruttoinkomsten framstår därmed illusoriskt högre – och bidraget blir därmed mindre.
Sen är det den äldste sonen som visserligen går i gymnasiet, men som varken får studiebidrag eller gratis tandbehandling i Sverige. (sistnämnda har vi naturligtvis klagat över).
Sverige tjänar däremot på min fastighetsskatt, min vägskatt och mina miljöavgifter för inte tala om all dyr el som jag använder och de lokala näringsdrivande som har glada dagar när jag använder min höga danska lön för alla mina inköp.
Till och med mitt månatliga pendlarkort köper jag i Sverige – till stor glädje för skånetrafiken, eftersom den danska staten betalar även för detta.
Faktiskt lägger jag alla pengar som jag tjänar – i Sverige, förutom ett par flaskor vin då och då, som jag hellre köper i Danmark eftersom det är både lättare och billigare än att springa på systemet.
Men.. det kanske är detta som Hr. Reepalu protesterar emot och vill att Danmark skall betala – de förlorade spritskatterna ?
Eller är sanningen den, att sjukvård, arbetslöshetskassa, pensioner osv. inte alls kostar samhället så många pengar som politikerna vill låta påskinna och att skatten som betalas i Sverige både räcker mer än väl och blir över?
Faktum är att jag lägger en kvarts million kronor till det svenska samhället –utan att få någonting tillbaka och att Hr. Reepalu och vänner dessutom får in 11.000 kronor per familjemedlem från den danska staten.
Det finns ett ord får människor som singlar ut en folkgrupp och gör dem till syndabockar, undrar om Hr. Reepalu definierar sig själv som en sådan? Och jag undrar om mina barn nu kommer att vilja stanna i Sverige och bli produktiva vuxna skattebetalare, eller om de kommer att hinna bli så trötta på att kallas ” Djävla danskar” att de emigrerar så fort de bara kan…..
*(Dette er et ældre indlæg – men jeg bliver SÅ træt, af at læse Metro der fortsat giver spalteplads til Ilmar Reepalaus hetz mod os sundspendlere. Igår var manden endnu engang ude med riven – denne gang med en påstand om at vi snyder med bla. boligsikringen. Altså den som de fleste af os slet ikke kan få! Hvad manden egentlig vil er tvivlsomt, i år synes han at være interesseret i at kunne snage i vores indtægter – går jo ikke, at danskere ikke skal oplyse til Hr. Reepalau hvad de tjener. Sidste år kom jeg frem til at hans agenda vist nok var som beskrevet herover, men da manden er noget ulden og ikke til at lokke korrekte tal ud af – så står hans agenda vist fortsat hen i det uvisse…)
Ikke ret mange mennesker, hverken pædagoger eller det omgivende samfund, forstår til fulde den enorme magt og indflydelse over børn og familiers liv, som pædagoger i ganske almindelige daginstitutioner udøver hver dag.
Pædagoger er tit de første, og ofte også de eneste der lægger mærke til at et barn og/eller en familie har et særligt behov for hjælp og støtte. Hvis pædagogen undlader, at handle på deres viden, kan det indebære at et barn ikke udvikler sit sprog, sin motorik, og sine sociale kompetencer på en hensigtsmæssig måde, med risiko for alvorlige problemer senere i livet.
Samtidig er pædagoger typisk i besiddelse af ofte meget følsomme personlige oplysninger om barnet og familiens forhold, som, hvis de misbruges, fuldstændigt kan ødelægge en familie.
Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.
Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.
Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.
Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.
I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.
I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.
Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.
Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.
Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.
Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.
Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 😀
Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.
Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!
*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. 😀
Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.
* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.
Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Deter et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture tiljævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”,” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osvpå nettet eller ringe til børnetelefonen,hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagogerkan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetodentror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” –da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarerelatterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. Der skal en politiundersøgelse til for at afklare om”Cybergogoggerne” erpædofile eller ” bare” pædagogstuderende uden respekt for andre menneskers integritet og uden evne til formulere sig hensigtsmæssigt overfor unge. Og er det så ”bare”? Er forskellen egentlig så stor mellem en pædofilog en voksen som udnytter børn til styrkelse af eget selvværd eller tilfredsstillelse af egne behov?
Er krænkelse af et barns privatliv og følelser ikke at betragte som et overgreb? Eller er der kun tale om overgreb når der ligger en seksuel intention bag? En ting er helt sikker –de kontaktsøgende voksne på Arto er der kun afén årsag. Nemlig for at dække deres eget behov. Ikke børnenes, og bestemt heller ikke mit, hverken som forælder eller som pædagog. Jeg er ikke bekymret for atmine børn skal udsættes for pædofile, eller at de skal mangle voksne at tale med. Men jeg er alvorligt bekymret for at de skal miste tilliden til voksne – hvis de gentagne gange skal opleve at voksne er nogen som handler efter eget behov uden hensyntagen til børnenes integritet.
Børn og unge i dag overvåges og holdes i forvejen alt for meget i hånden af voksne. Hervedfratager vi dem muligheden for, at gøre egne erfaringer, selv om vi ved, at det er de egne erfaringer der danner grundlaget for såvel kognitive som sociale kompetencer.Det bedste vi kan gøre for at hjælpe, er derfor, at være til stede når de unge har behov for det – når vi inviteres til at hjælpe – og at vise dem at vi har tillid til, at de godt kan sondre mellem situationer som de selv kan håndtere og situationer hvor de har brug for voksenindblanding. Beviset på, at de unge kan selv, fremgår af de rigtige helte på Arto. Nemlig de unge mennesker, som har styrken til at sige fra overfor voksne som krænker dem– hvad enten denne krænkelse giver sig udtryk i et fysiskt eller et mentalt overgreb. Det er de samme unge mennesker som selvstændigt har påtaget sig opgaven at beskytte de sårbare unge, og som er gået på barrikadernepå Arto, for at bede de uindbudte voksne om at forlade sitet! Så stop belejringen af Arto, smut ud af de unges univers og find på noget andet med jeres liv. Gå i terapi, tag et kursus i pottemageri eller tilmeld jer en besøgsordning.Sagt med andre ord GET A LIFE !
Jeg har brugt de sidste par måneder på at gennemlæse en retssag. Det er en af den slags sager, som der findes i tusindevis af i Danmark, men som de færreste kender til. Det er en såkaldt ”dobbeltlukket sag”. Dobbeltlukket betyder at ingen, absolut ingen, på nær dommeren, parterne og deres advokater må få noget kendskab til den. Somme tider må end ikke parterne få alle kendsgerningerne. Dobbeltlukkede sager er opfundet med to formål, dels er det i fx. visse familiesager nødvendigt for at bespare børn ubehaget ved offentlighed dels er det i visse kriminalsager hensigtsmæssigt pga. den fortsatte efterforskning.
Formålene virker altså umiddelbart noble og fornuftige, men hvordan ved vi, som almindelige borgere, at de nu også foregår med hensyntagen til den enkeltes retssikkerhed? Det ved vi ikke, for ingen må tale om dem! Skulle der ske fejl, kan partens advokat naturligvis gøre opmærksom på dette, klage, kære eller anke en kendelse, hvis, men da også dette falder ind under hemmeligholdelsen er det normalt ikke noget som nogen andre nogensinde får kendskab til.
Det er også en forvaltningsretlig sag, en sag mellem en borger på den ene side og en statslig myndighed på den anden side. Enhver ved, at der i et demokrati og en retsstat naturligvis findes regler der regulerer myndighedernes adfærd overfor borgerne. Danmark er ikke nogen undtagelse. Vi har forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, persondataloven og straffeloven, altså en hel stribe af love og paragraffer med netop dette formål. Det lyder umiddelbart godt og ser da også helt fantastiskt ud på papiret, men fungerer det i virkeligheden?
I et demokrati burde den mest elementære retssikkerhedsgaranti for borgeren være, at denne altid havde krav på en advokat i sager mod myndigheder, og at denne havde adgang til de samme resurser som myndighederne. En sådan garanti har vi ikke i Danmark. En anden rimelig garanti burde være at dommerne i forvaltningsretlige sager, dels var uddannede og specialiserede til formålet dels at de var upartiske. En sådan garanti har vi heller ikke i Danmark.
I den specifikke sag som jeg har gennemgået siden jul, er der helt tydelig sket mange fejl. Fejl som ingen synes at interessere sig synderligt meget for – for i denne sag, helliger målet midlet, i hvertfald ifølge alle de berørte myndigheder. Og der er mange af dem, statsansatte og statsforvaltninger, justitsministeriet og såkaldte dommere, hver især med deres forudfattede mening om sagen og deres helt egen fortolkning af det, som ifølge lovgivningen ellers er gældende ret.
Idet sagen er ”hemmeligstemplet”, og idet jeg er nødt til at beskytte min kilde, har jeg naturligvis anonymiseret den virkelige sag der her er beskrevet.
Sagen.: En statslig myndighed vil gerne have bragt Rocker Larsen for retten. Den Statslige myndighed har imidlertid ikke selv lyst til at rejse sigtelse og sagsøge Rocker Larsen, og de har ingen beviser for at Rocker Larsen har begået den handling, som de ønsker ham dømt for. Hvad gør de så?
Jo de finder en intet anende respektabel borger, Fru Sørensen bankansat og mor til to børn. Og på Fru Sørensens vegne skriver den Statslige myndighed nu til byretten og siger at Fru Sørensen vil sagsøge Rocker Larsen.
Fru Sørensen, som intet kendskab har til hverken Rocker Larsen, eller den Statslige myndighed bliver noget rystet, da hun pludselig modtager et brev fra byretten om, at hun har sagsøgt en person, hun ikke kender, for en handling- som hun intet kendskab har til.
Fru Sørensen bliver bange. Hun kontakter derfor såvel den Statslige myndighed som Byretten og siger at hun ikke har sagsøgt nogen, at dette er sket helt uden hendes vidende og ber dem om at trække sagen tilbage.
Men, den Statslige myndighed nægter, for når de har bestemt at Rocker Larsen er skyldig ska´ han så sandelig også knaldes og fordi de ingen fysiske beviser har, har de brug for en vidneforklaring, der understøtter deres påstand.
En forklaring som de har bestemt, at uskyldige og intetanende Fru Sørensen skal afgive. Fru Sørensen forsøger sig med at sige, at det jo ville være løgn og at hun absolut ikke vil have sine borgerrettigheder krænket ved at vidne i en opdigtet sag. Det nytter naturligvis ikke noget.
Nu skulle man jo så tro, at Byretten ville afvise sagen, eftersom Fru Sørensen nægter at have noget kendskab til den, men nej. For Byretten tror ikke på Fru Sørensen. De har nemelig en myndigheds ord for at Fru Sørensen har impliceret og ønsket at sagsøge Rocker Larsen, og når myndigheden siger det – så må det være sandt.
Fru Sørensen er en stædig kanalje og vil ikke finde sig i sådan at blive trampet på, så hun sagsøger den Statslige myndighed og Ministeriet for at; de har rejst en sag i hendes navn og uden hendes vidende og at de fastholder denne sag mod hendes vilje.
Og nu kære læser, bør du holde godt fast, for det der her følger, er den ubehagelige og sjældent omtalte sandhed om det danske retsvæsen.
Fru Sørensen har ikke ret mange penge, så hun søger fri proces. Fri proces kan en borger få, hvis myndighederne vurderer, at der er en mulighed for, at borgeren kan vinde sagen. I Fru Sørensens tilfælde betyder det, at den selvsamme myndighed som hun har sagsøgt, også skal tage stilling til om hun kan vinde over dem i retten. Myndigheden vurderer naturligvis, at Fru Sørensen ikke vil kunne vinde, altså får hun ikke fri proces, og dermed må hun enten selv føre sin sag uden en advokat eller hun må opgive og finde sig i det Statslige overgreb.
Fru Sørensen opgiver ikke men hun skal snart opdage, at systemet er værre endnu. Til brug for sin egen bevisførelse mod den Statslige myndighed i Landsretten, har Fru Sørensen brug for dokumenter fra flere statslige myndigheder. Fru Sørensen får udleveret dokumenterne, men da det ikke er dommerne, men modparten (altså statens mand) som bestemmer om Fru Sørensen må bruge denne dokumentation i retten, får hun naturligvis afslag.
I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med politiafhentning såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.
Fru Sørensen kæmper dog bravt videre, med en lidt kantstødt tro på retssystemet, men stadig fuldt overbevist om, at de tre dommere i Landsretten vil kunne se at hun har ret. Hvad Fru Sørensen ikke ved, er at af de tre dommere i en Landsretssag, behøver kun den ene at være egentlig dommer – de andre to kan være noget helt andet, typiskt er de indhentet fra justistministeriets administration – selv samme myndighed som Fru Sørensen i denne sag har sagsøgt.
Hvad Fru Sørensen heller ikke ved er, at forvaltningsret er et helt særligt område indenfor juraen, ligesom kirurgi er det indenfor medicin, men at til forskel fra i sundhedssystemet, så skal dommere ikke have noget særligt kendskab eller speciale indenfor forvaltningsret for at få lov til at dømme i en sådan sag. I andre lande findes der særlige forvaltningsdomstole, med særligt uddannede dommere – men altså ikke i Danmark. Alt dette ved Fru Sørensen endnu ikke og hun sætter derfor sin lid til Landsretten.
Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Landsrettens dommere, som måske ikke er dommere, og som jo ikke har nogen særlig uddannelse indenfor forvaltningsret, og som desuden næppe kan siges at være upartiske, fortæller Fru Sørensen, at når den Statslige myndighed siger, at de har handlet korrekt når de rejste en sag på Fru Sørensens vegne, uden hendes vidende og mod hendes vilje, ja så har den Statslige myndighed handlet korrekt – for det er trods alt dem, der ved mest om forvaltningsret ! Ikke Fru Sørensen eller dommerne i Landsretten.
I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i Byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med tvangsanbringelse af sine to døtre og fængsling af hende selv, såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.
Fru Sørensen kan nu vælge at gå videre i Højesteret, hvor dommerne faktisk er dommere og hvor flere borgere har fået ret over myndighederne end i Landsretterne, eller hun kan vælge at opgive sagen mod den Statslige myndighed. Fru Sørensen, der fortsat ikke har nogen penge, ingen advokat og ikke må bruge det bevismateriale som hun har indhentet, vælger at opgive sagsanlægget mod den Statslige myndighed.
Hvad Fru Sørensen ikke opgiver, er kampen i Byretten. Fru Sørensen insisterer fortsat på, at hun ikke har kendskab hverken til Rocker Larsen eller den handling som den Statslige myndighed vil have ham dømt for, og hun fastholder, at hun bestemt ikke vil vidne mod Rocker Larsen i en sag, som den Statslige myndighed har opfundet. Byretten er stadigvæk af den opfattelse, at hvis bare de tar Fru Sørensens piger fra hende, så skal hun nok makke ret, og de truer derfor fortsat med tvangsanbringelse.
Fru Sørensen har intet ulovligt begået og Fru Sørensen er ikke umyndiggjort. Alligevel har en Statslig myndighed handlet retsligt på hendes vegne og alligevel vil Byretten tvangsanbringe hendes børn indtil hun gør, som den Statslige myndighed forlanger. En tvangsanbringelse og en fængsling, som ingen nogensinde vil få noget at vide om, eftersom det er blevet besluttet bag dobbeltlukkede døre i en hemmelig ret, som ingen må tale om!
Fru Sørensen er bange og hun og hendes familie er nu gået under jorden. Familien har ikke reelt haft noget andet valg, for hvad skulle valget være ? Hvis ikke Fru Sørensen afgiver den vidneforklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, tar de hendes børn. Hvis hun derimod afgiver den forklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad konsekvenserne så bliver……
Virkelighedens retssikkerhedsgaranti ligger således alene i Fru Sørensens mulighed for at gå under jorden.
I Danmark har myndigheder og bureaukrater ikke altid ret, derfor findes der en ombudsmand. Ombudsmandens job er at undersøge sager, hvor borgernes retssikkerhed er blevet tilsidesat af pampere og papirnussere.
For i Danmark ved vi godt at myndighederne ikke altid har ret.
Faktisk er vi i Danmark så bevidst om myndighedernes manglede evner at Ombudsmanden selvfølgelig ikke skal tage sig af alle de sager der havner på hans bord.
De sager, der er for omfattende og hvor myndighederne har begået for mange fejl og overtrådt for mange love, de skal naturligvis afvises, ellers ville ombudsmanden skulle bruge urimeligt mange resurser.
Det ville også være synd for ombudsmanden hvis han var nødt til at tage stilling til en kompliceret sag. En sådan stillingtagen kræver jo både stor juridisk kompetence og et dybtfølt engagement for borgernes rettigheder, hvilket vel er mere end man rimeligvis kan forlange i en bananrepublik, der flere gange har påkaldt sig Amnesty Internationals bevågenhed.
Men, hvis du som borger er så heldig at have en lille sag, en sag hvor myndighederne kun har overtrådt en enkelt paragraf eller to, så er det lige noget for ombudsmanden.
Endelig er det jo dejligt betryggende, at vide, at hvis ombudsmanden tager affære og giver borgeren ret, så skal myndigheden ikke belemres med ubehaget af at indrømme sin fejl og rette op på lovløsheden. Det ville jo være synd for den enkelte bureaukrat, som vel bare har sjusket en smule.
Det er derfor blevet besluttet, at ombudsmanden intet kan beslutte.
Personligt synes jeg, det er ganske fornuftigt, at i det mindste én offentlig instans er bevidst om at spare på administrationen og jeg håber at Fogh Rasmussen finder en passende belønning. For eksempel en studierejse, med alt betalt til vores naboland Sverige, hvor den stakkels ombudsmand skal tage stilling, selv om den der klager ikke har partsstatus, – og hvor han faktisk også kan være nødt til at bruge tid og samfundets resurser på at rejse sag mod en bureaukrat der har tilsidesat borgerens rettigheder.
En studierejse ville derfor være en lærerig oplevelse, som ville vise at Danmark er et fantastisk land at leve og arbejde i – for en ombudsmand.
Piger elsker blod! Det er i orden for piger at elske blod. Blodet er det der gør pigerne forskellige fra drengene og det der gør piger til kvinder! Når piger bløder, kan de ære sig selv og verden ved at anvende natursvampe. Svampene skal passes og plejes og når menstruationen er over anbefales en smuk ceremoni, hvor svampene bliver begravet.
Dette mine venner, er en del af min søns seksualundervisning! Min søn ved nu alt hvad der er at vide om natursvampenes pasning, plejning og vaskning.
Men hvordan en vagina egentlig ser ud, og hvad en klitoris er. Det er der fortsat ikke nogen der har gidet oplyse ham om, efter to års seksualundervisning i den danske folkeskole.
Til gengæld har ham fået rigtig meget at vide, om pigers følelser og hvor vigtigt det er for piger at have erotiske fantasier. Han er blevet oplyst om, at pigernes fantasier er naturlige og at det er et flot udtryk for selvstændighed, når pigerne onanerer. Det lyder jo meget godt, tænker du måske. Men hvad med drengene? Har de ikke også en eller anden form for eksistensberettigelse i undervisningen? Jo, selvfølgelig har de det. Lærerne har skam gjort meget ud af at fortælle, at drengenes lyst til at se porno er unaturlig. At porno er grimt, ulækkert og vanærende for enhver mand eller kvinde.
Min dreng er med andre ord altså pervers.
Skal jeg nu gå til af bekymring for, at mit lille pus, er ved at udvikle sig til en fuldblods-seksualforbryder, og at han vil gøre karriere i fængselspsykiatrien?
Nej!
Jeg vil hellere bekymre mig om, at give min søn den undervisning, som folkeskolen helt klart er ude af stand til.
Som alle gode mødre henvendte jeg mig derfor til biblioteket i forvisning om, at der da hér fandtes alt hvad hjertet kunne begære om drenges udvikling ind i puberteten. Jeg tog en hurtig beslutning og slæbte samtlige tyve bøger om emnet med hjem. Ud af de tyve var der én, som faktisk behandlede emnet seriøst. Èn der beskrev de kropslige og hormonelle forandringer hos drenge og oven i købet lukkede op for muligheden for at drenges seksuelle fantasier var helt normale! Èn ud af tyve. Tænk lidt over det. Kun én bog. Alle de andre behandlede primært piger, pigers følelser, pigers forandringer, og ja, også jeg ved nu alt om natursvampenes pasning og plejning. En oplysning, jeg helt ærligt gerne ville have været foruden.
Det lykkedes mig derimod ikke at finde bare et godt billede af kvindens udvendige kønsorganer. Hvad gør en bekymret mor så? Ja, jeg er jo lidt genert, så jeg kunne jo ikke bare lægge mig ned og vise ham mine, og jeg vil nødig i fængsel for at vise min søn porno, så hvad gør man? Jeg var heldig, det lykkedes mig at finde en kunstner i vennekredsen, som var villig til at lave en naturtro tegning (altså ikke af min). Men er det rimeligt?
Og hvem skal lære ham om alle de dejlige fantasier, som jeg synes han er i sin fulde ret til at have? Hvem skal lære ham at de ikke er perverse, og at hans hænder ikke falder af, hvis han sover med dem under dynen?
Hvor blev ligestillingen af, når drenge skal lære om natursvampenes pasning og plejning, men end ikke tillades en lille omgang fællesonani?
Kender I det…….. Man har en mening, en tro, en tese, men kan ikke bevise det. Så kommer der en eller anden fantastisk person og fortæller, at jo de har faktiskt gidet bruge tid på at undersøge sagen nærmere – og vist havde man ret i sin tro.
For selvfølgelig skal børn have lov til at bruge sproget nuanceret og eksperimenterende, også de mere ubehagelige afkroge! Og selvfølgelig kan børn godt lære, at der hører forskelligt sprogbrug til i forskellige sociale kontekster – Så stor tak til Kirstine Lindberg Sørensen for hendes speciale og til Metroexpress for at tage emnet op.
Ps: Til mine fantastiske unger – Dette indlæg betyder IKKE, at I må kalde mig for hvad som helst! 😀
Dansk-Svensk forfatterselskab/ Danskt-Svenskt författarsällskap har fået en blog!
På bloggen kan du følge med og deltage i igangværende debatter – du kan se hvem der har udgivet hvad indefor det sidste år og du kan finde nyttige links til andre litterære sider…
Forældreevne er for de fleste et ganske diffust og overordnet begreb. Sagsbehandlere og pædagoger har i årevis forsøgt at definere hvad det er der gør forældre til gode forældre og hvad det er der gør at forældre ikke kan varetage deres barns tarv. Hvor meget/lidt skal der til?
Nu er spekulationernes tid endelig forbi……..
I forbindelse med Venstres nye forslag om tvangsadoptioner af spædbørn definerer partiets Hans Andersen i Berlingske forældreevne således:
”Reglen skal ikke gælde forældre, som netop viser interesse for barnet og dermed har en evne”
Altså: forældre der viser interesse for barnet har forældreevne.
Det er jo fantastiske nyheder for alle de forældre, der idag har fået deres børn tvangsanbragt pga. dårlig forældreevne, og som gerne vil have dem hjem igen. Dem der elsker deres børn og er interesserede i dem – ligesom de allerfleste forældre nu engang er.
Det er selvfølgelig også gode nyheder for staten og kommunerne som derved sparer en masse penge.
Hans Andersens definition vækker (foruden ovenstående klarhed) – et helt nyt spørgsmål:
Hvis de forældre, der skal høre under den nye regel for tvangsadoption- ingen interesse har i deres barn – hvorfor er det så overhoved nødvendigt med tvang? Hvorfor så ikke bare venligt bede dem om, at frivilligt bortadoptere denne byrde?
Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur i naturen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor kat komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at katten ville spise ham og satte i løb…
Hvor er det så jeg vil hen med denne lille saga om Peter, der vist må have fået solstik når han midt ude i den skønne natur kan blive bange for en sølle kat ?
Præcision – er hvor jeg vil hen.
Nærmere bestemt vores præcision som forfattere, lyrikere og digtere. Som ivrig læser af alt der er skrevet med bogstaver, hvad enten dette så er i papir eller computerformat har jeg læst et utal af digte med genrebetegnelsen Haiku. Rigtig gode digte! Problemet er bare, at jeg ikke mener de er Haiku.
For debattens skyld kommer hermed mine (og vel næppe helt egne) definitioner.:
Haiku: Haiku er en meget gammel Japansk digtform, som opstod i slutningen af 1500tallet hvorefter den i det følgende århundrede udviklede sig til en kunstform. Naturen indgår som metafor, digtet beskriver kigo (øjeblikket) og der tilstræbes en pludselig/ overraskende slutning. Senryu: Senryu, følger de samme retningslinjer om 17 stavelser som Haikuen. Men hvor haikudigtet omhandler naturen og kigo, beskriver Senryudigte paradokser i tilværelsen og menneskelige relationer via satire, sproglige spidsfindigheder m.v. Senryu er altså ikke blot en afart af Haikuen, men en kunstform i sig. Gendai :Moderne og omdiskuteret rod, hvor intet af ovenstående tilsyneladende er gældende. Værst er, ifølge min opfattelse, forkæmperne for gendai uden retningslinierne 5-7-5 (17) – For hvorfor bruge et japanskt ord, når vi allerede har et glimrende danskt ord (græsk) nemlig Epigram?
Når nu der findes disse inddelinger, er det så rimeligt at kalde alt for Haiku- uanset om det er humoristiskt eller satiriskt, handler om naturen eller om hverdagen, om øjeblikket eller evigheden?
Det synes jeg ikke- tværtimod synes jeg, at vi som forfattere har en særlig forpligtigelse til at være præcise i vores ordvalg, at beskrive så nuanceret som muligt hvad enten vi skriver lyrik eller en genrebetegnelse.
Hvorfor vi nu vender tilbage til historien om Peter, for den var ikke særligt præcis – den var et produkt af overordnede fællesbetegnelser, som nærmest latterliggjorde Peter, i stedet for at tydeliggøre hans angst.
For historien om Peter er egentlig denne: Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur på Savannen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor Løve komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at løven ville spise ham og satte i løb……
For mig er det således et mysterium, at hvem som helst, kan kalde hvad som helst for Haiku.
Indrømmet, jeg er en flueknepper – Og stolt af det!
Var til konference igår om virkelighedens litteratur – faglitteraturen. Et for øvrigt rigtigt godt initiativ – med en del gode talere (bl.a. Egon Clausen og Frants Gundelach), hvis begejstring, retorik og engagement gjorde mig helt stolt af at være fagforfatter – den ringe løn til trods.
Meeen… Og her kommer vi så til det som andre kalder for flueknepperi; Kulturminister Brian Mikkelsens tale hvori han stillede spørgsmålstegn! Kan I se det for jer? For det kunne jeg. Brian Mikkelsen i lyserød skjorte der løber febrilsk rundt i forelæsningssalen med kæmpestore spørgsmålstegn som han så stiller ganske tilfældigt op på borde og stole. ?
? ?
?
?
?
?
Hvordan i alverden kan det være, at vi har en minister hvis opgave det er at sikre kulturen, sproget og litteraturen, som end ikke selv formår at undgå klassiske sproglige fejl? En minister, hvis viden end ikke dækker elementær dansk, en minister som ikke ved, at spørgsmål stilles og tegn sættes.
Og nej, der var ikke tale om en smutter, en ordkvababbelse der sjusket dukkede op i den forberedte monolog, for desværre kunne jeg også konstatere at samme fejl går igen i den skriftlige udgave. Det er muligt at jeg er en flueknepper, men jeg mener faktiskt at vores ministre skal være gode rollemodeller indenfor hver deres ministerområde. Men måske er det i Brian Mikkelsens tilfælde bare et spørgsmål om en fejlplacering? Måske skulle han egentligt have været undervisningsminister – således at han kunne bruge sine egne manglende danskkundskaber og erfaringer med dette, som argument for hvorfor folkeskolen skal have flere resurser?
Harning 