Det var jo det jeg sagde!

Nogen gange bliver jeg bare sååå træt! På min fars mindesten står der ”Vad var det jag sa” –  kloge ord 🙂 , for hvor ofte sidder jeg ikke selv og hopper op og ned og siger det samme ved min ”nyheds”*læsning. Således også idag. For hvad finder jeg ikke lige i Politiken, om ikke en valgforsker (Elklit som tidligere nævt) som netop går ind og kritiserer det svenske val udfra bla det faktum at alle små partier må klare sig selv og derfor ikke kommer til orde på lige fod med de store. Jamen.. det jo det jeg siger!

At Elklit og jeg er enige er der nu egentlig ikke noget at underes over – hvad der derimod kan undre mig er Politikens manglende evne til at gribe i egen barm. For de gør jo akkurat det samme.  De rapporterer ikke objektivt om det svenske valg. Til trods for at de nu burde vide bedre. Artiklen om Elklit bliver dermed bare desto mere bizar for mig at læse… 😦

©Harning

*Nyhed i situationstegn, fordi det jo netop sjældent er tale om nyheder for mig…

Mere eller mindre lødige eksempler om hvorledes snydet med valgsedler foregår kan du finde her og her, døm selv.

Mere om valget Sverige kontra Danmark: Sydsvenskan, En kammerat i skammekrogen,

Andra bloggar om: Valet 2010, Pirat partiet, Sverige, Danmark, censur, valsedlar, fusk

Kan Danmark virkelig blive en retsstat baseret på viden?

For undertegnede lyder dette umiddelbart som utopi – et umuligt ønske …… om himmelriget i demokratiet.

For aldrig tidligere har jeg kunnet forestille mig dette; at Danmark kunne regeres, lovgives og praktiseres udfra viden – i stedet for udfra holdninger og tro. Men måske er det alligevel hverken utopi eller en drøm jeg kun deler med de få, for nu er tænketanken Forsete opstået og dermed synes min drøm ikke helt så naiv og håbløs endda…

©Harning

Det offentliges ansvar i anbringelsessager

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:  vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på anbringelsesområdet, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere,med erstatningsansvar, at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

Idag findes der ingen sådan garanti – tværtimod så synes parolen fortsat være: at bare vi fjerner børnene fra deres forældre så har vi løftet vores samfundsmæssige opgave – selv om dette sker uden nogen som helst skelen til hensigtsmæssighed eller bedrede vilkår.
Der findes naturligvis heller ikke ikke noget krav om erstatningsansvar, for igen – alene det at fjerne børnene fra de umulige forældre anses jo for værendes alfa og omega, at børnene så ikke får bedre vilkår eller måske endda forværrede vilkår kan da vel ikke være myndighedernes skyld synes ræsonnementet at gå.

Og så er det at jeg bliver så glad, når jeg en helt almindelig lørdag aften kan læse i Politiken at der faktisk eksisterer en forening af tidligere anbragte børn i Danmark (Foreningen Godhavnsdrengene)  som arbejder på at få regeringen til at tage ansvar for de overgreb og den omsorgssvigt som de blev udsat for under deres anbringelsestid. Eneste torn i mit øje er at de tilsyneladende vil nøjes med en undskyldning. En undskyldning?
Nej, de skal da have fuldstændig oprejsning!
Og de skal selvfølgelig gå rettens vej og forlange såvel en undskyldning som en klækkelig erstatning.

©Harning

Anbringelse af børn & Unge

Flere indlæg om anbringelser

Politikens skrivsektion

Mere eller mindre kriminel?

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere sagen om den otte måneder gamle pige som for et par dage siden mistede livet,  men nu kan jeg bare ikke lade være. For jeg kan simpelthen ikke forstå de mennesker som mener at det er i orden at true bilens chauffør på livet. At ulykken vækker stærke følelser – det kan jeg forstå. Men jeg kan på ingen måde begribe at det gør det okey at selv begå  særdeles bevidste, intentionelle og ja, kriminelle handlinger som trussler nu engang er. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere i hvem som er den ondeste, den mest kriminelle, den forkasteligeste; Er det manden som satte sig ud i sin bil stærkt påvirket af alkohol? Er det hans kammerat som lod det ske? Er det eventuelle ædru vidner som ikke sørgede for at få stoppet bilen i tide? Eller er det de mennesker (som tilsyneladende ikke er påvirkede af hverken stoffer eller alkohol) som synes at mordtrusler ikke bare er legitime men sågar nærmest også moralskt korrekte at fremføre?

Og apropos hvem der er mere eller mindre kriminel, mere eller mindre skyldig – så har også sagen fra Rust spøgt i mit baghoved- for hvem er egentlig mest ansvarlig, og hvem bør mon få den hårdeste straf – den mand som slog med ølflasken og forårsagede den første skade? Eller sygehuset som ikke ville behandle den 25årige nordmand med det resultat at han døde af sine skader?

En tankestreg:
Da jeg havde skrevet ovenstående tog jeg Stephen Kings ”Duma Key” med ud i solen og faldt over dette citat som I hér får på svensk:

”Tina Garibaldi skulle inte ha fått sådan bevakning om hon vunnit en stavningstävling eller en tävling på en vetenskapsutställning eller ens om hon räddat familjens hund ur en forsande flod, men blir man bara våldtagen och mördad så blir man rikstäckande. Alla får veta att ens mördare hade ens trosor i byrålådan”

©Harning

Læs også: Politiet tager trusler alvorligt

Og apropos  mere eller mindre kriminel og straf og konsekvens

Er indvandrerbørn overhoved mennesker?

Gang på gang hører vi de unge af anden etnisk herkomst end dansk fortælle at de bliver diskriminerede og udsat for racisme. Og gang på gang forsøger vi som samfund påstå, at det ikke sker. Nu viser det sig så, at i hvert fald én skole på Nørrebro konsekvent har behandlet børn med indvandrerbaggrund ikke bare som andenrangsborgere – men som mindre værd end de materielle ting som vi omgiver os med. For på Rådmandsgade Skole anser man ikke at indvandrerbørn har samme ret til at slippe for at blive mishandlede som etnisk danske børn. Når etnisk danske børn bliver slået på, laves der som minimum en underretning til socialforvaltningen, når lamper ødelægges og vægge tegnes på indgives der en politianmeldelse, men når børn af anden etnisk herkomst end dansk bliver slået på så anser skolen ikke at dette er noget som bør indrapporteres*- hverken til det ene eller til det andet sted.
Og så er det jeg undrer: Hvis indvandrerbørnene allerede i skolen, gentagne gange og meget konkret oplever at deres ve og vel er undtaget loven og at de ikke har samme rettigheder som alle andre børn i Danmark – hvorfor skulle de så ikke have en følelse af at de bliver diskriminerede og udsat for racisme?
Og når de allerede som små børn oplever, at det danske samfund opfatter dem som helt legale boksepuder for vokse – hvordan skal de så, som voksne, kunne føle sig som værdige mennesker?
Eller som mennesker i det hele taget…..?

©Harning

(* Kan I for øvrigt huske Sonay? Pigen der fortalte sin lærer at faderen havde taget kvælertag på hende – men hvor læreren ikke havde lyst til at underrette forvaltningen. Sonay døde.)

Red 7 feb. : Hækkerup glimrer igen med sit  behovfor at stå i rampelyset uanset…

Afskaf Forvaltningsloven!

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck bliver i dagens avis anklaget for ikke at overholde forvaltningsloven.

Og hvad så?

For dem jer som måske ikke ved det, så er forvaltningsloven en af de love som er tænkt, at skulle regulere forholdet mellem borger og stat, at give retssikkerhed til den enkelte i forhold til myndighederne, og af en lov at være, så er det en usædvanlig nem lille sag. Den indeholder regler om aktindsigt,partshøring,tavshedspligt, begrundelse og klagevejledning.

Hvad loven ikke indeholder er mulighed for at holde den enkelte myndighed ansvarlig for overtrædelser. Visst kan man klage (det står der jo i loven), men myndigheden er da ligeglad, ofte gider de end ikke at læse klagen og forholde sig til klagerens punkter, og hvorfor skulle de egentlig også det?

Det er jo ikke som om de mister deres autorisation, får bøder eller bliver fængslet for at tilsidesætte borgerens rettigheder. Faktisk er det sådan, at rigtig mange myndigheder* end ikke har læst forvaltningsloven. Og når der ingen reelle konsekvenser er, for ikke at overholde den lovgivning som man er ansat til at arbejde efter, og som derfor bare giver én en masse ekstra arbejde – så findes der vel heller ikke nogen som helst anledning til at følge den?

Kvikke hoveder vil nu måske påstå, at jamen vi har jo Ombudsmanden. Og det har vi da, han er bare ikke en egentlig rekursinstans og vælger således helt selv hvilke klager han gider beskæftige sig med, ligesom han heller ingen mulighed har for at uddele konsekvenser til myndigheden. (j.F.)

Nåh, siger de kvikke hoveder, men når alt andet fejler så har vi da heldigvis domstolene. Og det har vi da, men til forskel fra andre lande har vi ikke nogen egentlig Forvaltningsdomstol og de danske dommere er derfor ikke særlig vidende indenfor forvaltningsretten(J.F), og at anlægge en sag ved domstolen koster penge. For borgeren.

Forvaltningsloven er således bare en illusion, et fatamorgana som enkelte  naive mennesker stædigt fastholder.

Så:

AFSKAF FORVALTNINGSLOVEN!

© Harning

* observer venligst, at myndigheder ikke bare er ministerier og socialrådgivere, men også skolelærere, pædagoger og alle andre som er ansat i den offentlige forvaltning for at varetage borgernes behov.

(Mere om udlændingesagen)

Længe leve Fogh Rasmussen

For snart mange år siden skrev jeg nedenstående lille klumme og kan efter at have læst dagens Politiken om hvorledes Danmark slår rekord i nye regler (faktisk har vi for længst overgået Forbuds Sverige) bare konstatere: Det var jo det jeg sagde!

Længe leve Fogh Rasmussen

Hvis du går rundt og er ked af, at alle de store russiske kommunister er døde, så fortvivl ej mere.
Der er kommet en ny leder, en mere effektiv leder, en leder med fantastiske visioner. En mand , der vil blive større end alle de andre.
Og det bedste er, at han er vores. Han vil gøre Danmark kendt i hele verden ikke bare som en muligvis diffus hovedstad i Oslo eller en lille ø langt oppe i nord, men som det land, der fik gennemført kommunismen uden kulturrevolution, og via borgenes egen demokratiske valgproces.
Hans navn er Anders Fogh Rasmussen.
Han er allerede begyndt. Som i Ruslands storhedstid, er der kommet flere love og reguleringer end nogensinde før i Danmarkshistorien, bevillingerne til politiet bare stiger og de gamle russiske herrer ville være stolte over borgernes manglende protester.
Men det allerbedste. Den gennemførte kollektivisering. Kan du huske de smukke tanker om, at alle skulle have arbejde, til fælles og lige løn, og at alle skulle arbejde sammen for statens bedste?
At staten var større end individet, og lederen var almægtig! I Rusland gik kollektiviseringen ikke så godt, borgerne blev utilfredse og Gorbatjov kom til. Sikke en skam!
Fogh Rasmussen har heldigvis ikke de samme problemer med genstridige borgere. De få der er, bliver hurtigt slået ned med trusler om fængsel, eller anbringelse af deres børn eller det bedste middel af dem alle: borgeren tvinges til at sidde time efter time, dag efter dag og tale med en mentalt underbemidlet sagsbehandler.
Men det er trods alt kun de få. De fleste af os vi ved heldigvis hvad vi har godt af, og vi forstår behovet for kollektivisering.
Fogh Rasmussen har ved hjælp af nytænkning og modernisering lykkedes med at gøre, hvad ingen tidligere har kunnet. Ordene er andre (aktivering, kontanthjælp, jobcentre og private aktører…) men ideologien den samme.
Siden Fogh Rasmussen kom til magten, har han allerede præsteret, at få flere mennesker ind under offentlig aktivering end tidligere regeringer, han har klaret at gøre lønnen for statens ansatte (kontanthjælpsmodtagerne) lavere, han har fået fagforeningerne sat ud af spil og han har sikret sig, at de få genstridige iværksættere taber modet, til at gå i gang. Anders Fogh Rasmussen er intet mindre end et geni!
Unge gør rent for kommunens ældre, til den halve løn af hvad en rengøringskone i 40erne skal ha. De unge mænd bliver sat til at svejse og male i kommunens regi, hvorved ikke bare lønnen spares, men også alle de penge, som fagforeningen ville have forlangt til sikkerhedsudstyr, hvis det havde været deres egne medlemmer. Kommunens pædagoger bliver skiftet ud med midlertidigt personel uden uddannelse, men i jobtræning, til dejligt billige penge.
Ved at anvende sig af ufaglært personale opnår staten desuden en skøn sidegevinst.
Der vil ikke længere være brug for penge til universiteterne og de andre uddannelsesinstitutioner, altså kan de penge også gå direkte i statens (læs lederens, den almægtiges) lomme.

Længe leve kommunismen!
Længe leve Fogh Rasmussen!
…
Og må Gud bevare Danmark.

©Harning

Update om Fru Sørensen

Til alle Jer som har vist interesse og som har engageret Jer i Fru Sørensen, kan jeg meddele at sagen nu har fået sin afslutning.  Den statslige myndighed og retten har besluttet ikke at forfølge sagen yderligere  og Fru Sørensen og hendes børn kan derfor nu vende hjem fra sit skjulested såfremt de altså fortsat ønsker det.

En sejr?

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social – men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. 😀 Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* – selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det – suprise – kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

(og, kan alligevel ikke lade være med at sige det – hvordan dette med vold vil prioriteres ifht det alsmægtige fællesansvar og samarbejde – vides naturligvis ikke.)

Kommentarpolitik

Jeg kunne have forsvoret, nogensinde, at skulle blive en af dem der belærer andre om hvordan de opretholder almindelig pli i kommentarfunktionen, at jeg nogensinde skulle censurere kommentarer.

Men, som vante læsere nu vil kunne se – er der dukket en lille boks op i venstre side, indeholdendes denne blogs kommentarpolitik.

Boksen er naturligvis ikke rettet mod alle jer fornuftige mennesker derude, og jeg er oprigtig ked af det såfremt den vækker anstød. Men desværre har den vist sig at være en nødvendighed. – Så bær venligst over med den i fortrøstning om at den ikke er rettet til Jer. 😀

Stop belejringen af Arto!

Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Det er et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture til jævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”, ” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osv på nettet eller ringe til børnetelefonen, hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagoger kan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetoden tror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” – da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarere latterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. Der skal en politiundersøgelse til for at afklare om ”Cybergogoggerne” er pædofile eller ” bare” pædagogstuderende uden respekt for andre menneskers integritet og uden evne til formulere sig hensigtsmæssigt overfor unge. Og er det så ”bare”? Er forskellen egentlig så stor mellem en pædofil og en voksen som udnytter børn til styrkelse af eget selvværd eller tilfredsstillelse af egne behov?
Er krænkelse af et barns privatliv og følelser ikke at betragte som et overgreb? Eller er der kun tale om overgreb når der ligger en seksuel intention bag? En ting er helt sikker – de kontaktsøgende voksne på Arto er der kun af én årsag. Nemlig for at dække deres eget behov. Ikke børnenes, og bestemt heller ikke mit, hverken som forælder eller som pædagog. Jeg er ikke bekymret for at mine børn skal udsættes for pædofile, eller at de skal mangle voksne at tale med. Men jeg er alvorligt bekymret for at de skal miste tilliden til voksne – hvis de gentagne gange skal opleve at voksne er nogen som handler efter eget behov uden hensyntagen til børnenes integritet.
Børn og unge i dag overvåges og holdes i forvejen alt for meget i hånden af voksne. Herved fratager vi dem muligheden for, at gøre egne erfaringer, selv om vi ved, at det er de egne erfaringer der danner grundlaget for såvel kognitive som sociale kompetencer.Det bedste vi kan gøre for at hjælpe, er derfor, at være til stede når de unge har behov for det – når vi inviteres til at hjælpe – og at vise dem at vi har tillid til, at de godt kan sondre mellem situationer som de selv kan håndtere og situationer hvor de har brug for voksenindblanding. Beviset på, at de unge kan selv, fremgår af de rigtige helte på Arto. Nemlig de unge mennesker, som har styrken til at sige fra overfor voksne som krænker dem – hvad enten denne krænkelse giver sig udtryk i et fysiskt eller et mentalt overgreb. Det er de samme unge mennesker som selvstændigt har påtaget sig opgaven at beskytte de sårbare unge, og som er gået på barrikaderne på Arto, for at bede de uindbudte voksne om at forlade sitet! Så stop belejringen af Arto, smut ud af de unges univers og find på noget andet med jeres liv. Gå i terapi, tag et kursus i pottemageri eller tilmeld jer en besøgsordning. Sagt med andre ord GET A LIFE !

©Harning

Politiken 2 januar 2007

For kompliceret for Ombudsmanden

I Danmark har myndigheder og bureaukrater ikke altid ret, derfor findes der en ombudsmand. Ombudsmandens job er at undersøge sager, hvor borgernes retssikkerhed er blevet tilsidesat af pampere og papirnussere.
For i Danmark ved vi godt at myndighederne ikke altid har ret.
Faktisk er vi i Danmark så bevidst om myndighedernes manglede evner at Ombudsmanden selvfølgelig ikke skal tage sig af alle de sager der havner på hans bord.
De sager, der er for omfattende og hvor myndighederne har begået for mange fejl og overtrådt for mange love, de skal naturligvis afvises, ellers ville ombudsmanden skulle bruge urimeligt mange resurser.
Det ville også være synd for ombudsmanden hvis han var nødt til at tage stilling til en kompliceret sag. En sådan stillingtagen kræver jo både stor juridisk kompetence og et dybtfølt engagement for borgernes rettigheder, hvilket vel er mere end man rimeligvis kan forlange i en bananrepublik, der flere gange har påkaldt sig Amnesty Internationals bevågenhed.
Men, hvis du som borger er så heldig at have en lille sag, en sag hvor myndighederne kun har overtrådt en enkelt paragraf eller to, så er det lige noget for ombudsmanden.

Endelig er det jo dejligt betryggende, at vide, at hvis ombudsmanden tager affære og giver borgeren ret, så skal myndigheden ikke belemres med ubehaget af at indrømme sin fejl og rette op på lovløsheden. Det ville jo være synd for den enkelte bureaukrat, som vel bare har sjusket en smule.
Det er derfor blevet besluttet, at ombudsmanden intet kan beslutte.

Personligt synes jeg, det er ganske fornuftigt, at i det mindste én offentlig instans er bevidst om at spare på administrationen og jeg håber at Fogh Rasmussen finder en passende belønning. For eksempel en studierejse, med alt betalt til vores naboland Sverige, hvor den stakkels ombudsmand skal tage stilling, selv om den der klager ikke har partsstatus, – og hvor han faktisk også kan være nødt til at bruge tid og samfundets resurser på at rejse sag mod en bureaukrat der har tilsidesat borgerens rettigheder.
En studierejse ville derfor være en lærerig oplevelse, som ville vise at Danmark er et fantastisk land at leve og arbejde i – for en ombudsmand.

©Harning

Er ombudsmanden en narresut?

Skoleleder erkender manglende kompetence

Jeg har lige siddet med en klagesag hvor en forælder har klaget over dels manglende aktindsigt i sit barns skolepapirer – dels manglende begrundelse for skolens afgørelse for ikke at udlevere aktindsigten.

Og jeg er nu imponeret. Faktiskt.

Jeg ved godt, det er sjældent at jeg bliver imponeret over myndighedspersoner – men lige netop denne sags skoleleder, har ved en skrivelse til forælderen imponeret ved en opvisning af en, selv for skoler, sjælden idioti.

Forælderen anmoder høfligt om fuld og løbende aktindsigt i barnets skolepapirer – en helt selvfølgelig ret i henhold til forvaltningsloven.

Skolens leder svarer at: ”det har jeg ikke kompetence til at udlevere”.

Jamen er det ikke bare imponerende? I et smut lykkes det ham at tilsidesætte såvel forvaltningslovens regler om aktindsigt som samme lovs regler om begrundelse for afgørelser. Imponerende.

Endnu mere imponerende finder jeg det faktiskt: at en mand- der selv- på skrift- oplyser, at han ikke har den fornødne kompetence til at udføre sit arbejde – fortsat er ansat!

Men måske var skrivelsen egentlig slet ikke ment som svar til forælderen, måske var den egentlig en opsigelse, for så er begrundelsen jo helt fin…………

Hvem har ansvaret for de unges dårlige opførsel?

Dagligt hører vi om de unges manglende respekt for hinanden og de ældre generationer. – Emnet bliver livligt diskuteret i såvel media som i kassekøen i Netto. Vi læser den ene artikel efter den anden om de unges egocentricitet og aggressive adfærd. Teorierne om hvorfor de yngre generationer er så meget værre end de ældre er mange – alt efter hvem man spørger, dog synes to teorier at høre under de primært mest accepterede, nemlig :

• det er fjernsynet og computerspillenes skyld
• det er forældrenes skyld.

Men er det korrekt? Hvem er det egentlig der opdrager børnene? Hvor tilbringer de mest tid henne, og med hvem?

De generationer vi taler om, er dem der er født fra 70erne og op til nu. Fælles for dem alle er at de har tilbragt størstedelen af deres vågne timer i daginstitutioner og skoler.I daginstitutionerne og i skolerne er forældrene ikke til stede – der hersker pædagoger og lærere, og hverken fjernsynskiggeri eller de mistænkeliggjorte computerspil er tilladt.

Af såvel dagtilbudsloven som folkeskoleloven fremgår det at pædagoger og lærere har ansvar for at støtte barnets tilegnelse og udvikling af sociale færdigheder (i folkeskoleloven primært formuleret som rettigheder og pligter i et demokrati med åndsfrihed og ligeværd). Lærere og pædagoger har således en opdragelsesmæssig forpligtigelse (hvilket forældre ikke har), spørgsmålet er om de overhoved løfter denne opgave.

Forældre oplever ofte, at de ved skole/hjem samtaler bliver oplyst om at deres barn har en uhensigtsmæssig adfærd i institutionen – en adfærd disse forældre næsten lige så ofte ikke oplever at barnet har i hjemmet, eller sammen med forældrene. Når disse forældre så forsøger, at forklare for barnets pædagoger/lærere at de slet ikke kan genkende det omtalte barn, bliver de mødt med mistro.

Hvorfor bliver de det?

Os der beskæftiger os med børn til dagligt, ved jo godt at børn er nogle kompetente størrelser, der sagtens kan indgå i forskellige sociale kontekster og naturligt skifte mellem de roller som påkræves i de enkelte situationer. Børnene taler og fører sig fx ganske anderledes når de er sammen med bedste end de gør når de er sammen med jævnaldrende. –Kunne det være sådan, at børnenes adfærd i institutionen er uhensigtsmæssig, fordi barnet har lært at i netop denne kontekst så er den type adfærd både accepteret og måske endda profitabel? Har barnet muligvis lært af de voksne rollemodeller i institutionerne, at respekt er ligmed magt og frygt? At det at have respekt er ligmed, at være frygtet og ikke ligmed en fælles anerkendelse af medmenneskelighed og kompetencer?

Jeg ved ikke om ovenstående spørgsmål er et faktum. Derimod er det et faktum at vores børn og unge tilbringer betydeligt mere tid i institutioner end de gør med deres forældre. Det er ligeledes et faktum, at de samme børn som opfører sig ganske pænt i familiære sammenhænge ikke nødvendigvis gør det samme ude i samfundet

Så hvordan kan vi være så sikre på, at det ikke er institutionaliseringen af vores børn, der er årsagen til deres uhensigtsmæssige adfærd?

Og hvornår skal lærere og pædagoger påtage sig deres ansvar som rollemodeller – i stedet for bare at smide al skyld og alt ansvar over på forældrene? Det er jo trods alt ikke forældrene der tilbringer mest tid med deres børn – det er pædagogerne og lærerne. Ligesom det er pædagoger og lærere der, til forskel fra forældrene, har et lovgivningsmæssigt ansvar for at socialisere børnene.

©Harning

Tvangsanbragte børn skal hjem igen! (vk)

Forældreevne er for de fleste et ganske diffust og overordnet begreb. Sagsbehandlere og pædagoger har i årevis forsøgt at definere hvad det er der gør forældre til gode forældre og hvad det er der gør at forældre ikke kan varetage deres barns tarv. Hvor meget/lidt skal der til?

Nu er spekulationernes tid endelig forbi……..

I forbindelse med Venstres nye forslag om tvangsadoptioner af spædbørn definerer partiets Hans Andersen i Berlingske forældreevne således:

”Reglen skal ikke gælde forældre, som netop viser interesse for barnet og dermed har en evne”

Altså: forældre der viser interesse for barnet har forældreevne.

Det er jo fantastiske nyheder for alle de forældre, der idag har fået deres børn tvangsanbragt pga. dårlig forældreevne, og som gerne vil have dem hjem igen. Dem der elsker deres børn og er interesserede i dem – ligesom de allerfleste forældre nu engang er.

Det er selvfølgelig også gode nyheder for staten og kommunerne som derved sparer en masse penge.

Hans Andersens definition vækker (foruden ovenstående klarhed) – et helt nyt spørgsmål:

Hvis de forældre, der skal høre under den nye regel for tvangsadoption- ingen interesse har i deres barn – hvorfor er det så overhoved nødvendigt med tvang? Hvorfor så ikke bare venligt bede dem om, at frivilligt bortadoptere denne byrde?