Barn tvunget til at sidde i sit eget pis

Det startede ellers så godt; da lille Malthe* forventningsfuldt,spændt og en lille smule genert mødte op for endelig at begynde i skole ligesom storebror. Malthe var glad for sin skole og sine klassekammerater og hans forældre trygge i deres overbevisning om at den danske folkeskole levede op til alle løfter om et ligeværdigt og respektfuldt menneskesyn…..indtil den dag hvor Malthes mor blev ringet op af klasselæreren. Hvorfor?

Jo, for lille generte  Malthe havde siddet stille i klassen, lyttet til hvad de andre børn havde at sige, pænt gjort som læreren havde bedt ham om, samtidig som han bare sådan skulle tisse. I kender det sikkert selv, skal man så skal man, og Malthe som jo desuden bare er 6 år han skulle virkelig.

Men lille Malthe, som jo er godt opdraget, ville absolut ikke forstyrre læreren og holdt sig derfor så godt han kunne, og da han simpelthen ikke kunne holde sig  længere, rakte han forsagt hånden op, ventede pænt til det blev hans tur og spurgte så om han ikke nok måtte have lov til at gå på toilettet.

Nej! Det må du ikke!

Var lærerens svar.

Og Malthe, som jo er en smule genert, og vel også en lille smule bange for læreren, gjorde som læreren sagde. Han blev siddende. Og tissede i bukserne. Nu skulle man jo tro at læreren straks ville have indset at hun var gået for vidt og derfor havde skyndt sig med at hjælpe lille Malthe.

Men nej…

Læreren beordrede Malthe til at blive siddende på sin stol. I sit eget pis. Udstillet. Ydmyget. Krænket. Hvorefter læreren ringede til Malthes mor og sagde til hende at Malthe måtte blive siddende dér. På stolen. Alene.Udstillet.Ydmyget.Krænket.

***

Den stakkels lærer er selvfølgelig efterfølgende blevet tilbudt psykologhjælp. Malthe derimod, som jo faktisk er offeret og den som er  blevet krænket, ydmyget og hængt offentligt til skue i skolens  gabestok har lige så selvfølgeligt- intet sådant tilbud fået.

***

©Harning

Hvis du vil vide hvordan skolen for øvrigt har håndteret den uacceptable tilsidesættelse af børnekonventionen som Malthe blev udsat for, så følger en opdatering i kommende indlæg.

* (Anonymiseret idet moderen er bekymret for at offentliggørelse vil indebære repressalier mod hendes barn fra skolens leder)

En folkeskole i superligaen?

Sprogets magt

Betyder det noget hvordan vi formulerer os?  Hvilken magt har vores ord?  Kan ord virkelig såre, diskriminere og er det rigtigt at ord kan skade os langt mere end et fysiskt slag? Og hvad med vores menneskesyn –  kan vores valg af ord indikere hvilket menneskesyn vi hver især hviler vores egen eksistens op ad?

Fx mener jeg at der er en væsentlig forskel mellem følgende to udtalelser:

”.. alle autister, ADHD børn Asperger Børn…”

og

“..at børn med de diagnoser…”

Hvad mener du?

©Harning

Fulde folk er uværdige

At de fleste af os vel har prøvet at drikke lidt mere end vi havde tænkt os, er irrelevant.

At alkoholisme er en anerkendt sygdom i henhold til WHO, er irrelevant.

For fulde folk er uværdige.

For samfundet.

Spørgsmålet er, om de overhoved er mennesker?

Lad mig illustrere med et par eksempler.

En meget kold vinternat, efter en glad aften i byen, var jeg ved at snuble over en kvinde som lå halvejs i en gadedør, halvejs ude på fortovet. Hun havde ingen frakke på, fine dansesko og var overhoved ikke til at få liv i. Der kan hun jo ikke ligge tænkte jeg, og ringede derfor efter en ambulance – men ved oplysningen om at hun lugtede stærkt af alkohol, nægtede de at hjælpe og bad mig i stedet ringe til politiet. Det gjorde jeg så. Politiet sagde, at det kunne de virkelig ikke tage sig af, og om jeg synes det var så stort et problem så kunne jeg jo bare selv tage hende med hjem!

Og så var der sagen med min gamle nabo. En sød, meget meget omsorgsfuld kvinde – der desværre også var alkoholiker. Et misbrug som hun dog forsøgte at tage sig ud af med jævne mellemrum ved brug af antabus. Godt forsøgt, men iblandet desperation og depression knap så godt. For når hun fik det rigtig dårligt, ja så tog hun et par ekstra antabus og drak en liter vin til. (En kombination der som bekendt kan have dødelige konsekvenser. )

En af disse gange var det min daværende kæreste og jeg der fandt hende. Bevidstløs. Vi ringede naturligvis efter en ambulance, som faktisk kom og tog hende med på sygehuset. Der fik de liv i hende igen, hvorefter hun tog hjem – sammen med sin sygejournal, tog et par antabus og en liter vin mere. Vi ringede endnu engang til alarmcentralen, også denne gang var de vældig hjælpsomme. Troede vi. For ud kom et par politibetjente, kiggede på den bevidstløse kvinde på gulvet, trådte hen over hende og begyndte at lede hendes skuffer igennem efter den sygejournal som hun havde ”stjålet” fra sygehuset. På spørgsmålet om hvor ambulancen blev af, fik vi svaret, at der skam ikke kom nogen, for nu var de godt trætte af hende inde på sygehuset og ville bare have deres ejendom, sygejournalen, tilbage.

Ovenstående historier er efterhånden nogle år gamle, men at politiets menneskesyn ikke har forandrets synderligt meget i de år der er gået, fremgår desværre med al ønskværdig tydelighed efter onsdagens ulykkelige hændelse. (eller rettere, mangel på hændelse) der resulterede i en kvindes død.

Men måske er det bare mig der har et forkert menneskesyn.

For fulde folk er uværdige.

For samfundet.

Spørgsmålet er, om de overhoved er mennesker?

© Harning

Red. : 30-8, og historien fortsætter