Litteraturrundan 2016

Så er der blevet tid til endnu en omgang litteratur i Skåne, mig kan du finde på  Vollsjö Mill søndagen den 18 september 15-16.00. Ses. 🙂

Ny bog til sommer: Codeswitching

 Appetizer

Intelligent, chockerande, tankeväckande, vackert.
Harnings texter är som sudoku, små hjärnvridande  puzzel och inget är nödvändigtvis vad det verkar
Texterna har ofta starka inslag av samhällskritik, en antydan av naturskönhet och paradox dyker upp som gubben i lådan.
Kemiska vapen, handikapp, feminism, cannabis, barns villkor; de här texterna är inget du bör läsa om du bara vill njuta av solen, slappa och slippa tänka.
Det är rått. Det är roligt. Det är Harning.

 

 

 

 

(Codeswitching: När en talare obehindrat alternerar mellan två eller flera språk, eller när språken varierar inom en enskild konversation.  ( Eller… en oversætters mareridt! 🙂 ) )

©Harning

(Kan for øvrigt varmt anbefales som alternativ i undervisningen i nordiske sprog i såvel Sverige som Danmark da teksterne er moderne og behandler dagsaktuelle emner som de fleste unge mennesker synes er interessante )

Jag – en Ickepoet

2005

– ”Men älskling, nu måste jag väl ändå få kalla dig poet”, sa mamma,”nu när du har gett ut en diktsamling på ett riktigt förlag”.

Jag vände mig mot henne och skulle just säga att; –”Nej, absolut inte, jag hatar poeter, jag är inte poet!” när det slog mig att jag nu kanske hade möjligheten att kompromissa om en annan diskussion som även den stått på i åratal, så istället sa jag; – ” Poeter är känsliga varelser, det är viktigt för dem att kunna använda alla sina sinnen, känna med hela sin kropp, även med sina fötter så då är det väl okej att jag går barfota? ” ”lite excentriska får de ju också lov att vara..” la jag till för en säkerhets skull, mamma kan vara en hård förhandlare.

-”Kommer inte på fråga” sa mamma,med den där speciella mammablicken som skrämmer livet av även den sturskarske uppkäftigaste trettionågontingåringen.

För enligt mamma, går vuxna kvinnor inte barfota offentligt – poeter eller ej.

Då var det kört,enda fördelen med att vara poet,eller i alla fall att låta min egen mamma kalla mig för poet, skulle vara att slippa de evinnerliga diskussionerna om huruvida jag ska ha skor på mig eller ej.

Men min mamma är en litterär människa som gillar att läsa poesi, som njuter av en dikt på samma sätt som andra långsamt smuttar på en årgångsvin och för henne är det att vara poet något alldeles särskilt fint inom litteraturens värld (Fast sen är hon ju finsmakare förstås. 🙂 ), så hon ger sig inte, diskussionerna fortsätter oförtrutet år efter år.

För mig har poeter alltid varit såna där självhögtidliga, narcissistiska, navlebeskuende, svartklädda tråkmånsar med komplett oförmåga att skratta eller se världen från någon annans perspektiv än deras eget, löjeväckande fjantpellar som kommer med extremt långa meningslösa tirader som de själva tycker låter helt fantastiskt och som de sen förväntar sig att alla vi andra ska applådera i djup andäktighet.

Hur det blev så? Att vi har så olika uppfattningar? Av vad och vem en poet är? Ja, en del är säkert samhällets fel 🙂 som bilden ovan visar dyker min version upp på en enkel googlesökning på bilder av poeter, en del är säkert pappas fel; jag hör honom hela tiden i huvudet,hur han föraktfullt säger ”poeeeeter” som enligt hans övertygelse hörde till i samma skämmiga låda som ”byrååkraaaater” och ”byråådirektööörer”(det fast också han skrev dikter ibland,riktigt fina vackra dikter),och en del är säkert de, ofta självutnämda, ”poeeeter” vars triviala banala dikter och självhögtidliga uppläsningar jag tvingats lyssna på genom åren.

Så nej, jag är inte poet.

Det är för mig ungefär lika kränkande som att bli kallad feminist. Jag skriver. Dikter. Poesi. Prosa. Lite smått och gott. Och jag begränsar mig inte till en genre. Och jag går barfota och jag skrattar åt mig själv 🙂

Och jag vill att det ska vara kul att skriva,en rolig utmaning, att det jag skriver ska väcka tankar, känslor, något. Att skriva enligt vissa regler kan t.ex. vara en rolig utmaning- för hur får man sagt det man gärna vill, inom bestämda ramar?

Att skriva kan bli som att lägga ett vackert roligt pussel fyllt med kontraster. En sudoku, ett korsord, en gåta – fast ändå inte eftersom svaret ju finns där, någonstans, annars hade det varit för lätt, för banalt…

 ***

Barfota flicka

vackrare än lindarna

armlös i vinden

(Det här har bla publicerats i  Buy A Poem och de flestas första konstatering brukar vara att: ”Du har stavat fel, ärmlös ska det vara!”. Nej, jag har inte stavat fel. Men hur kommer det sig att så många omedelbart antar att det är en felstavning och inte det självklara – att flickan faktiskt inte har några armar? ”Makabert” har jag också hört, av några av dem som insåg att det inte var en felstavning. Kan en människa utan armar inte vara vacker ? )

 ***

Ypperlig yperit

osynlig

i dalgångens violetta kväll

blander sig like pouring rain

med duggens fald og skaber olivettedråber

på kvinnans silkeslena

(Från den pågående Codeswitching-samlingen.  Innebörden lämnar jag till er att tänka över … )

Hämta och läs Codeswitching redan idag! 🙂

 

©Harning

Verdens ældste mand er ikke død!

Til trods for meldinger i såvel svenske som danske medier, så er verdens ældste mand ikke død. Tværtimod så lever verdens ældste man i allerhøjeste grad. Derimod så er den mand som tidligere var verdens ældste mand nu død. 🙂

Hygge og god sommer til jer alle. 🙂

©Harning

Nordiske sprog i skolen

Af såvel danske som svenske læseplaner fremgår det, at eleverne skal lære at forstå de andre nordiske sprog i såvel tale som skrift.
Jeg husker selv med gru tilbage på de par timer jeg havde i folkeskolen og på HF i faget svensk. I al sin kedsommelighed gik det ud på at vi fik udleveret en tekst om ”näcken” (et særligt svenskt fænomen-da nøkken som bekendt ikke findes i Danmark…..) Denne supermoderne litterære tekst skulle jeg så, som svensker, læse højt i klassen – hvorefter undervisningen i at forstå det talte og skrevne svensk var afklaret for både mig og mine medstuderende.
Mine danske børn, der nu går i svensk skole, har tilsvarende erfaringer med danskundervisningen. Min ældste søns lærebog i gymnasiet har fx medtaget en rigtig relevant og typisk dansk molbohistorie fra århundredeskiftet, og læreren der skal undervise i faget forstår ikke selv dansk.

Ovenstående personlige erfaringer rejser altså for mig spørgsmålet:
Mener vi stadig at det er en vigtig del af de unges uddannelse i norden at kunne forstå hinandens sprog, eller er det en glemt passage i loven som ingen berettigelse har i vores nye globale verden hvor naboen ligesåvel kan være Miguel fra Sydamerika?

Og en tanke..,når nu de nordiske sprog ikke er selvstændige fagområder på læreruddannelserne,men bare noget som de enkelte lærere forventes at kunne forstå og undervise i alligevel – hvorfor skulle eleverne så ikke også tilsvarende kunne forventes at vokse op og helt automatisk tilegne sig samme viden?

(Da jeg ikke nævner norsk skyldes det at hverken jeg eller mine børn er blevet introduceret til sproget i skolen)

©Harning

(indlægget er tidligere postet hos DSFS)

YES! mægling forhindrer 19 ud af 20 drab på kvinder

Jamen er det ikke bare fantastiskt! Nu kan stort set alle etniske danske piger og kvinder få lov til at leve i Danmark. For som politiken selv siger så forhindrer mægling sandsynligvis 19 ud af 20 drab på etniske kvinder…

(hvad er det med politiken og sprog? Og forskning og statistik? Og….. )

©Harning

Red. I denne artikel om samme emne er etnisiteten til genæld meget klart defineret – her er det nemlig svenske piger der er tale om.

Sprogets magt

Betyder det noget hvordan vi formulerer os?  Hvilken magt har vores ord?  Kan ord virkelig såre, diskriminere og er det rigtigt at ord kan skade os langt mere end et fysiskt slag? Og hvad med vores menneskesyn –  kan vores valg af ord indikere hvilket menneskesyn vi hver især hviler vores egen eksistens op ad?

Fx mener jeg at der er en væsentlig forskel mellem følgende to udtalelser:

”.. alle autister, ADHD børn Asperger Børn…”

og

“..at børn med de diagnoser…”

Hvad mener du?

©Harning

Harning, nu også på russisk :-)

Sprogforbistring, inkvisition og alt derimellem

Er ved at blive åndsvag i min sprogforbistring. Skulle egentlig arbejde med en artikel med den forløbige arbejdstitel:  ”Inkvisition – det moderna hjälpmedlet för skolans kuratorer” .

Men jeg kan ikke tænke en hel sætning end mindre en hel tanke på ét sprog. Min sprogforvirring er total og arbejdsbordet flyder som følge deraf, af utallige ordbøger, leksikoner og grammatikker…..

Frustrationen over ikke at få sagt, skrevet det jeg gerne vil er nået nye højder og jeg overvejer nu seriøst  at lade være med at skrive noget som helst. Ever. For jeg kan helt åbenlyst hverken stave, formulere mig hensigtsmæssigt eller noget der bare tilnærmelsesvis ligner – på noget sprog.

©Harning

Stop belejringen af Arto!

Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Det er et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture til jævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”, ” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osv på nettet eller ringe til børnetelefonen, hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagoger kan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetoden tror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” – da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarere latterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. Der skal en politiundersøgelse til for at afklare om ”Cybergogoggerne” er pædofile eller ” bare” pædagogstuderende uden respekt for andre menneskers integritet og uden evne til formulere sig hensigtsmæssigt overfor unge. Og er det så ”bare”? Er forskellen egentlig så stor mellem en pædofil og en voksen som udnytter børn til styrkelse af eget selvværd eller tilfredsstillelse af egne behov?
Er krænkelse af et barns privatliv og følelser ikke at betragte som et overgreb? Eller er der kun tale om overgreb når der ligger en seksuel intention bag? En ting er helt sikker – de kontaktsøgende voksne på Arto er der kun af én årsag. Nemlig for at dække deres eget behov. Ikke børnenes, og bestemt heller ikke mit, hverken som forælder eller som pædagog. Jeg er ikke bekymret for at mine børn skal udsættes for pædofile, eller at de skal mangle voksne at tale med. Men jeg er alvorligt bekymret for at de skal miste tilliden til voksne – hvis de gentagne gange skal opleve at voksne er nogen som handler efter eget behov uden hensyntagen til børnenes integritet.
Børn og unge i dag overvåges og holdes i forvejen alt for meget i hånden af voksne. Herved fratager vi dem muligheden for, at gøre egne erfaringer, selv om vi ved, at det er de egne erfaringer der danner grundlaget for såvel kognitive som sociale kompetencer.Det bedste vi kan gøre for at hjælpe, er derfor, at være til stede når de unge har behov for det – når vi inviteres til at hjælpe – og at vise dem at vi har tillid til, at de godt kan sondre mellem situationer som de selv kan håndtere og situationer hvor de har brug for voksenindblanding. Beviset på, at de unge kan selv, fremgår af de rigtige helte på Arto. Nemlig de unge mennesker, som har styrken til at sige fra overfor voksne som krænker dem – hvad enten denne krænkelse giver sig udtryk i et fysiskt eller et mentalt overgreb. Det er de samme unge mennesker som selvstændigt har påtaget sig opgaven at beskytte de sårbare unge, og som er gået på barrikaderne på Arto, for at bede de uindbudte voksne om at forlade sitet! Så stop belejringen af Arto, smut ud af de unges univers og find på noget andet med jeres liv. Gå i terapi, tag et kursus i pottemageri eller tilmeld jer en besøgsordning. Sagt med andre ord GET A LIFE !

©Harning

Politiken 2 januar 2007

Højere løn til den samlede pædagoggruppe?

Jeg har for første gang i meget lang tid været inde for at læse debatten på BUPLs hjemmeside. Jeg kommer der ellers yderst sjældent ud fra en betragtning om, at der er grænser for hvad mit temperament og min professionelle stolthed kan bære.Men…… nu var jeg lidt nysgerrig med hensyn til mine kollegers holdninger vedr. overenskomstforhandlingerne.

Og hvad fik jeg så ud af det? Skam, irritation, frustration ……….

Det første der slår mig er sproget. De mennesker jeg skal arbejde sammen med, udvikle lære og handleplaner med, skrive underretninger sammen med, de mennesker der skal varetage børnenes sprogudvikling- de kan ikke stave! Ikke engang tilnærmelsesvis!!!

I debatten om lønforhandlinger fremkommer følgende eksempler:

Én gør opmærksom på hvor ”kvalifiseret” og ”profesionell” vedkommende er til at udføre sin ”profesion”. En anden fortæller om lønforhandlinger som alle ”kunne stå indenfor” Eller hvad med ”opgaver der er havlet ned” og ” ….bedre forhåld..”

Rent grammatisk synes der desuden, at være stor enighed blandt de debatterende om, at endelser er noget fanden har skabt og derfor ikke relevante at tage hensyn til.

Fx: ” …vi udføre…….”

”..vi skal sørger for forældre opfatter institutioner som værende…xxx”

” hvor de kan deffinerer alt”

Sproget er helt klart det største og mest gennemgående problem, dertil skal så lægges en smule forældreforagt og enkelte individers totale mangel på opfyldelse af den kontrakt som de er ansat til at varetage. En pædagog og tillidsmand skriver således: at han slet ikke har læst lov om dagtilbud!!

Helt ærlig, hvordan kan jeg som pædagog være stolt af min profession, af mine kollegaer? Og hvordan kan vi sætte os til forhandlingsbordet og bede om mere i løn, når vi (som gruppe) så indlysende mangler helt basale og faglige færdigheder?

Og er der noget, at sige til, at jeg sjældent besøger denne debat?

Mit forslag til de kommende lønforhandlinger ville derfor være at før vi bruger penge på at hæve lønnen for pædagoger som gruppe – så bør vi bruge penge på: dels efteruddannelse i dansk og socialfag (juraen i pædagoguddannelsen), dels revidere selve grunduddannelsen ved at indføre Dansk som obligatorisk linjefag og afsætte yderligere et halvt år til socialfag.

Vi må i hvert fald gøre noget, for når dette er det billede som offentligheden får af os som gruppe – så har vi ikke en chance for at få nogle lønkrav igennem.

(naturligvis ved jeg at der faktiskt findes fagligt kompetente pædagoger derude. Problemet er imidlertid ikke dem – men de pædagoger der glimrer ved deres inkompetence på en pædagogfagligdebatsite til fuld offentlig skue da de her fremstår som repræsentanter for den samlede gruppe)

© Harning

De satans unger

Kender I det…….. Man har en mening, en tro, en tese, men kan ikke bevise det. Så kommer der en eller anden fantastisk person og fortæller, at jo de har faktiskt gidet bruge tid på at undersøge sagen nærmere – og vist havde man ret i sin tro.

Så blir man så glad 😀

Sådan har jeg det med med følgende artikel, der idag blev bragt i Metroexpress; med undertitelen : ”Børn bliver bedre sprogbrugere, hvis de får lov at bande”.

For selvfølgelig skal børn have lov til at bruge sproget nuanceret og eksperimenterende, også de mere ubehagelige afkroge! Og selvfølgelig kan børn godt lære, at der hører forskelligt sprogbrug til i forskellige sociale kontekster – Så stor tak til Kirstine Lindberg Sørensen for hendes speciale og til Metroexpress for at tage emnet op.

Ps: Til mine fantastiske unger – Dette indlæg betyder IKKE, at I må kalde mig for hvad som helst! 😀

Ny kulturblog!

Dansk-Svensk forfatterselskab/ Danskt-Svenskt författarsällskap har fået en blog!

På bloggen kan du følge med og deltage i igangværende debatter – du kan se hvem der har udgivet hvad indefor det sidste år og du kan finde nyttige links til andre litterære sider…

Unge fyre er vilde med mig!!!

Det er faktisk sandt!

Ja, det er ikke min krop de er ude efter (selv om det stadig sker at jeg forveksles med min søns ikke eksisterende søster), men min hjerne 🙂

Mere præcist mine digte.

Forleden kom en ung knægt frem og sagde, at han syntes at mine digte bare var for fede og om jeg ikke nok ville skrive ét – kun til ham. Han ville nemlig helst ha mig helt eksklusivt …

Ja, hvad siger man så ? Noget rystet og en smule stolt fik jeg svaret: på hvilket sprog?

Hvor intelligent et svar er det?

Heldigvis for mig, så var han ligeglad.

Bare jeg skrev ét, måtte det for hans skyld gerne være på arabisk eller kinesisk.
Egentlig burde jeg vel have sagt nej – eller i det mindste have diskuteret en pris med ham, men helt ærligt, det er da ikke til at modstå?

For selv om jeg længe har vidst, at især unge mennesker ka lide det jeg skriver – så kan jeg jo alligevel ikke lade være med at blive rørt over sådan en tilkendegivelse (eller måske ungdommeligt vovemod) som ham her kom med, især da han fortalte, at han egentlig slet ikke læser bøger.

Jag älskar – Ergo är jag 🙂 

Dogshit in their garden?

”Dogsdating.dk” siger ”Nej til dyresex”!

.

.

.

Mon jeg er den eneste der synes de har misforstået noget?

Haikumysteriets opløsning?

Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur i naturen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor kat komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at katten ville spise ham og satte i løb…

Hvor er det så jeg vil hen med denne lille saga om Peter, der vist må have fået solstik når han midt ude i den skønne natur kan blive bange for en sølle kat ?

Præcision – er hvor jeg vil hen.
Nærmere bestemt vores præcision som forfattere, lyrikere og digtere. Som ivrig læser af alt der er skrevet med bogstaver, hvad enten dette så er i papir eller computerformat har jeg læst et utal af digte med genrebetegnelsen Haiku. Rigtig gode digte! Problemet er bare, at jeg ikke mener de er Haiku.
For debattens skyld kommer hermed mine (og vel næppe helt egne) definitioner.:

Haiku: Haiku er en meget gammel Japansk digtform, som opstod i slutningen af 1500tallet hvorefter den i det følgende århundrede udviklede sig til en kunstform. Naturen indgår som metafor, digtet beskriver kigo (øjeblikket) og der tilstræbes en pludselig/ overraskende slutning.
Senryu: Senryu, følger de samme retningslinjer om 17 stavelser som Haikuen. Men hvor haikudigtet omhandler naturen og kigo, beskriver Senryudigte paradokser i tilværelsen og menneskelige relationer via satire, sproglige spidsfindigheder m.v. Senryu er altså ikke blot en afart af Haikuen, men en kunstform i sig.
Gendai :Moderne og omdiskuteret rod, hvor intet af ovenstående tilsyneladende er gældende. Værst er, ifølge min opfattelse, forkæmperne for gendai uden retningslinierne 5-7-5 (17) – For hvorfor bruge et japanskt ord, når vi allerede har et glimrende danskt ord (græsk) nemlig Epigram?

Når nu der findes disse inddelinger, er det så rimeligt at kalde alt for Haiku- uanset om det er humoristiskt eller satiriskt, handler om naturen eller om hverdagen, om øjeblikket eller evigheden?
Det synes jeg ikke- tværtimod synes jeg, at vi som forfattere har en særlig forpligtigelse til at være præcise i vores ordvalg, at beskrive så nuanceret som muligt hvad enten vi skriver lyrik eller en genrebetegnelse.
Hvorfor vi nu vender tilbage til historien om Peter, for den var ikke særligt præcis – den var et produkt af overordnede fællesbetegnelser, som nærmest latterliggjorde Peter, i stedet for at tydeliggøre hans angst.
For historien om Peter er egentlig denne:
Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur på Savannen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor Løve komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at løven ville spise ham og satte i løb……
For mig er det således et mysterium, at hvem som helst, kan kalde hvad som helst for Haiku.

© Harning

Så lær dog dansk Brian Mikkelsen!

Indrømmet, jeg er en flueknepper – Og stolt af det!

Var til konference igår om virkelighedens litteratur – faglitteraturen. Et for øvrigt rigtigt godt initiativ – med en del gode talere (bl.a. Egon Clausen og Frants Gundelach), hvis begejstring, retorik og engagement gjorde mig helt stolt af at være fagforfatter – den ringe løn til trods.

Meeen… Og her kommer vi så til det som andre kalder for flueknepperi; Kulturminister Brian Mikkelsens tale hvori han stillede spørgsmålstegn! Kan I se det for jer? For det kunne jeg. Brian Mikkelsen i lyserød skjorte der løber febrilsk rundt i forelæsningssalen med kæmpestore spørgsmålstegn som han så stiller ganske tilfældigt op på borde og stole. ?

?          ?

?

?

?

?

Hvordan i alverden kan det være, at vi har en minister hvis opgave det er at sikre kulturen, sproget og litteraturen, som end ikke selv formår at undgå klassiske sproglige fejl? En minister, hvis viden end ikke dækker elementær dansk, en minister som ikke ved, at spørgsmål stilles og tegn sættes.

Og nej, der var ikke tale om en smutter, en ordkvababbelse der sjusket dukkede op i den forberedte monolog, for desværre kunne jeg også konstatere at samme fejl går igen i den skriftlige udgave. Det er muligt at jeg er en flueknepper, men jeg mener faktiskt at vores ministre skal være gode rollemodeller indenfor hver deres ministerområde. Men måske er det i Brian Mikkelsens tilfælde bare et spørgsmål om en fejlplacering? Måske skulle han egentligt have været undervisningsminister – således at han kunne bruge sine egne manglende danskkundskaber og erfaringer med dette, som argument for hvorfor folkeskolen skal have flere resurser?

© Harning

Kan man skrive senryu digte til små børn ?

Ja, kan man det ? Spørgsmålet dukkede op herhjemme for et stykke tid siden, fordi den yngste søn ville vide, hvad alle de store grinte af – Det kunne vi jo ikke så godt kunne forklare, eftersom mine voksensenryu (mere her) til store dele slet ikke egner sig for små børns ører. Men det rejste spørgsmålet, kan man det? Og hvorfor ikke ? Ligesom det kan være et sjovt og anderledes indslag i teenageres skolegang, kan det vel være et sjovt indslag for de 3-6årige – at de kan læse, være med til at skrive og måske sågar få en forståelse for ordenes opbygning. Rigtigt pædagogiskt! Men alligevel. Det var værd et forsøg…..

Så kan man det?

1.

En lille sød dreng

en gang for længe siden

slog en rosa prut

© Harning

Eller hvad med det hér? Her har mors samfundsforståelse ganske vist sneget sig ind, og desværre ser det ud til at vi sidder godt og grundigt fast i analfasen. Hmm….

5.

Kongen og prinsen

Dronningen og prinsesserne

tisser også gult

© Harning