Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
En tanke…..
”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
Og én mere
”Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke,
jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig,
var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Martin Niemöller
Jag lärde mig tidigt hemifrån att jag var intelligent och vacker och att min röst var lika värdefull som någon annans, att sex var naturligt och skönt och inte det minsta skamfullt. Jag lärde mig att den som tiger samtycker. Jag lärde mig att det var viktigt att säga sin mening, stå upp för sig själv och för andra, att skydda de svaga och kämpa emot orättvisor av alla de slag.
Sen började jag i grundskolan, och där lärde jag mig, att jag förväntades vara tyst.
Att inte sticka ut. En lärdom jag fått upprepat gång, på gång under högskoleutbildning och jobb och i sociala sammanhang. För kvinnor får inte sticka ut, får under inga som helst omständigheter ta plats och gör de det får de räkna med – att deras kvinnliga klasskompisar, kollegor, bekanta gör vad som helst för att trycka tillbaka dem, ner i den gemensamma normativa kvinnogruppen.
Så jag vet, vet vilka ni är, ni som nu stolta säger er att bryta tystnaden. Det är ni som i fyrtio år sagt åt mig att vara tyst, som försökt trycka ner mig gång på gång, som gått till angrepp på mina kläder, mina vänner,mitt moderskap,min relationsstatus, anklagat mig för att vara förrädare och kvinnohatare – vilket personangrepp som helst har varit giltigt och legitimt för er i vilket sammanhang som helst medan ni suttit där och hängt vid varenda ord som kommit ur en manlig klasskomppis eller manlig kollegas mun. – Otaliga är de gånger då jag velat höra en kvinnlig kollegas åsikt vid ett möte, men nekats, eftersom kollegan själv vetat att hon skulle bli totalt ignorerad av er och därför som oftast gett upp efter första försöket, medan ni dreglade över den enda mannens måttligt begåvade visdomsord.
Jag vet, vet vilka ni är, ni som nu stolta säger er att bryta tystnaden. Det är ni som i fyrtio år sagt åt mig att vara tyst, utom de gånger då ni kommit och bett mig tala på era vägnar, bett mig säga ifrån, att klaga, gå till rektor, till chefen, eftersom ni inte velat stå upp för er själva, inte haft modet, att själva föra er talan.
Tystnaden – har ni skapat. Ni bär ansvaret för den. Inte jag, inte det likvärdiga rättssamhälle vi lever i och definitivt inte männen. Jag har aldrig blivit tystad av en man. Jag har alltid kunnat säga ifrån, säga nej, ha andra åsikter än män – och de har alltid respekterat det. ”Det är väl inte så farligt” ”Det gör inget, bråka inte om det nu” ” Det spelar ingen roll” – Är ord, jag hört fler gånger än jag kan räkna från kvinnor. Inte från män. Men från kvinnor, om saker som hänt dem, orättvisor de utsatts för, om saker som hänt andra människor, orättvisor de utsatts för, saker som hänt mig, orättvisor jag utsatts för.
Tystnaden har ni skapat – och nu säger ni er stolt – att ni bryter den.
Men det är faktiskt inte så oerhört svårt att bryta en tystnad man själv har skapat, och särskilt inte, när man som ni, som vanligt, gör det i flock och fan ta oss som skulle få för oss att ha en annan åsikt än vad den gemensamma normativa kvinnogruppen förespråkar, och ja, jag är tyvärr väl medveten om att min mejl nu i vanlig ordning kommer fyllas av hat och hot och personangrepp i ert försök att få in mig i fållan.
Det kommer inte hända. Jag är uppfostrad av kloka föräldrar i ett samhälle där min åsikt räknas och hur mycket ni än försöker så kommer jag inte att se mig själv som ett offer och jag kommer aldrig bli sådär kvinnligt foglig som ni vill göra mig till och inga utfrysningar eller påhopp i världen kommer få mig att strunta i rättsprinciper eller sälla mig till flocken och hänge mig till elakartat skvaller och angiveri.
Har jag då aldrig blivit kränkt på grund av mitt kön, jodå – av kvinnor. Men nej, jag har aldrig blivit kränkt på grund av mitt kön av en man och nej, jag har aldrig upplevt mig sexuellt kränkt av en man Visst har jag fått erbjudanden, vissa lite mer handfasta än andra, men det är ju bara att väluppfostrat tacka nej. Funkar inte det, och behöver mannen ifråga ett lite mer konkret avslag så går det aldeledes utmärkt att ta ett hårt tag om hans testiklar. Och sen är man lika goda vänner för det. Men skulle jag vilja vara förutan erbjudanden? Nej, det är väl klart att jag inte skulle det, och det skulle inte ni heller – ni vill bara vara förutan erbjudanden från de män som ni inte finner önskvärda, de män som ni av någon anledning rangerar lågt (för gammal, för ung, för fet, för ful, för full, för fattig, för otränad, för outbildad, för …) så sluta prata om ickeönskvärda erbjudanden, när det i själva verket är erbjudanden från ickeönskvärda personer ni menar. Stå för det ni gör – en mental, mer eller mindre uttalad, värdering av män och att de män ni dömer som värdelösa inte ska tillåtas så mycket som att skänka er en blick än mindre vara så förmätna att våga sig på ett uttalat erbjudande.
Och nej, jag blir inte kränkt av att bli visslad av på gatan, jag uppfattar det som en komplimang, ett glatt spontant uttryck från en annan människa som uppskattar det denne ser, på samma sätt som om vederbörande oväntat fått se ett konstverk. Varför skulle jag bli illa till mods över det? Eller över att någon försökte stjäla sig en kyss? Att bli åtrådd, önskad av någon annan är inte fel. Det gör mig inte ledsen, får mig inte att kännna mig mindre intelligent och hur mycket ni än försöker trycka ner mig i er normativa gemensamma kvinnogrupp så kommer ni aldrig få mig att skämmas över att bli åtrådd av en man. Och jag tänker inte nedlåta mig till er värdering av män, vägrar dela in dem i önskvärda och ickeönskvärda, jag tänker fortsätta bemöta dem alla på ett likvärdigt, trevligt sätt oavsett om de och sättet de framsätter sitt erbjudande faller mig i smaken eller inte.
Vad objektifiering angår kan jag bara konstatera att jag, liksom mina tidigare kvinnliga chefer inom den offentliga sektorn som skickade runt bilder på sexiga män i bar överkropp, finner glädje i att titta på en snygg manskropp (även om jag (som den enda) fann det orättvisst kränkande att något liknande aldrig gått i Sverige hade det varit manliga chefer som skickade runt bilder på halvnakna kvinnor).
Jag erkänner också gärna, och utan den minsta skam, att jag väldigt ofta tittar på min man, och just då skiter fullständigt i hur kreativ och intelligent han är, för då, i stunden är han för mig en oemotståelig läcker köttbit som jag bara vill äta upp. Än sen då?
Harning
Våldtäkt är fruktansvärt och olagligt oavsett om offret är en man eller en kvinna – så tänk inte ens på inte göra mig till våldtäksförespråkare
PET advarer mod at der kan snige sig personer ind sammen med flygtningene, personer der kan udgøre en trussel for landet. DF er inde på samme spor og det samme er en del privatpersoner på sociale medier som Facebook.
Det er selvfølgelig en alvorlig sag når PET, der har lang erfaring med at opsnuse og overvåge farlige elementer i det danske samfund, går ud og siger sådan noget.
Og de ved virkelig hvad de snakker om, de der efterretningsfolk, her bare et kort tilbageblik på nogen af de frygtelige mennesker PET gennem årene har holdt godt øje med:
It-professionelles fagforbund PROSA. – Computernørder er farlige, det ved vi vel alle sammen og især i flok.
Socialdemokraten Henrik Sass Larsen. – Socialdemokrater, kan man selvfølgelig heller ikke stole på.
Journalister og venstrefløjsfolk som Ole Sohn ska vi slet ikke snakke om.
Terrorister og dem der støtter dem findes der allerede alt for mange af i Danmark sådan rundt regnet mindst 24.000*. – Jeg var for øvrigt selv en af dem – altså før jeg, lige som så mange andre af min slags, valgte at vandre over Øresundsbroen….
Ps. Nu skal du ikke føle dig udenfor bare fordi du ikke er nævnt – jeg er sikker på at PET også holder øje med dig. 🙂
Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!
“…Hej Boel vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“
Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….
Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! – Come on…
* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.
Som mange af jer andre derude, stemte også jeg ved EP-valget og da jeg heldigvis er stemmeberettiget i Sverige betød det at jeg kunne sætte mit kryds ved det eneste parti som jeg mener reelt arbejder på at sikre individets integritet og hjemmets ukrænkelighed fra overvågnings og stikkersamfundets magthavere. Nemlig Piratpartiet.
Stor er således min glæde idag, hvor jeg kan konstatere at Piratpartiet med sine 7,1% af stemmerne gik forbi flere af Sveriges ellers etablerede partier, så som V, C og Kristdemokraterna og dermed har formået at sende at klart signal til ”gammelpolitikerne” om at ikke alle vil tolerere overvågning, censur og andre integritetskrænkende tiltag, ligesom jeg må formode; at fordommen om at det kun er unge fildelende fyre i lumre indelukkede colasejlende værelser nu er blevet gjort grundigt til skamme.
Idag står både den svenske og den danske kulturminister for skud, dog af to vidt forskellige årsager.
Den danske kulturminister Christina Christensens problem er at hun ifølge Pia Kjærsgaard er for farveløs, ikke har tilstrækkelige visioner og at man aldrig hører ”en markant eller på nogen måde kontroversiel udmelding fra hende” og socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen kalder hende for en af historiens mest passive kulturministre..
Den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroths brøler er den stik modsatte, nemlig at hun har udtalt sig alt for markant i sagen om Pirate Bay, hvor hun ikke alene har udtalt sig i en endnu ikke afsluttet retssag og derved kan anklages for forsøg på at blande sig i domstolenes uafhængighed, men hvor hun tillige har ”dømt” de anklagede som tyve, sidstnævnte er ikke bare injurerende men desuden fuldstændigt irrelevant i forhold til den pågældende sag idet Pirat Bay ikke står under anklage for tyveri.
Og jeg undrer… er der her tale om kulturforskelle? Eller er det her muligvis et af de områder hvor vi er rørende enige på begge sider af sundet om at mellanmjölk är bäst?
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere sagen om den otte måneder gamle pige som for et par dage siden mistede livet, men nu kan jeg bare ikke lade være. For jeg kan simpelthen ikke forstå de mennesker som mener at det er i orden at true bilens chauffør på livet. At ulykken vækker stærke følelser – det kan jeg forstå. Men jeg kan på ingen måde begribe at det gør det okey at selv begå særdeles bevidste, intentionelle og ja, kriminelle handlinger som trussler nu engang er. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere i hvem som er den ondeste, den mest kriminelle, den forkasteligeste; Er det manden som satte sig ud i sin bil stærkt påvirket af alkohol? Er det hans kammerat som lod det ske? Er det eventuelle ædru vidner som ikke sørgede for at få stoppet bilen i tide? Eller er det de mennesker (som tilsyneladende ikke er påvirkede af hverken stoffer eller alkohol) som synes at mordtrusler ikke bare er legitime men sågar nærmest også moralskt korrekte at fremføre?
Og apropos hvem der er mere eller mindre kriminel, mere eller mindre skyldig – så har også sagen fra Rust spøgt i mit baghoved- for hvem er egentlig mest ansvarlig, og hvem bør mon få den hårdeste straf – den mand som slog med ølflasken og forårsagede den første skade? Eller sygehuset som ikke ville behandle den 25årige nordmand med det resultat at han døde af sine skader?
En tankestreg:
Da jeg havde skrevet ovenstående tog jeg Stephen Kings ”Duma Key” med ud i solen og faldt over dette citat som I hér får på svensk:
”Tina Garibaldi skulle inte ha fått sådan bevakning om hon vunnit en stavningstävling eller en tävling på en vetenskapsutställning eller ens om hon räddat familjens hund ur en forsande flod, men blir man bara våldtagen och mördad så blir man rikstäckande. Alla får veta att ens mördare hade ens trosor i byrålådan”
Ovenstående har, som mange af jer sikkert ved, altid interesseret mig ligesom jeg ofte bliver fremstillet som værendes på de svages side – en ”anklage” jeg plejer at være ganske stolt over.
Hvorefter vi når frem til spørgsmål nummer to og hvordan vi bedst hjælper alle disse svage minoritetsgrupper? Et spørgsmål som jeg egentlig ikke synes kan besvares førend spørgsmålet om og definitionen på minoritet og normalitet er blevet besvaret – for hvis flertallet af Danmarks befolkning som minimum tilhører en eller anden form for minoritet, er normen så ikke at være en lille smule unormal?. 🙂
På arbejde. Min kollega og jeg er uenige om hvem der skal gøre hvad. Pludselig tar han fat i min arm og råber: ”se mig i øjnene når jeg taler til dig”. Han er vred og stor og stærk og jeg bliver grebet af panik. Kan ikke finde ord. Forsøger at vriste mig fri. Men han er større og stærkere og insisterende, så jeg står bare dér og lader ham se ind i min sjæl og mærker hvordan jeg langsomt forsvinder
Et tilbud som i følge Politiken har vagt voldsom debat. Tænk.. det forstår jeg slet ikke. For hvorfor hidse sig op over noget så ligegyldigt som en læge der angiveligt kun vil hjælpe forældre med at designe underordnede kosmetiske detaljer som hår og øjenfarve – når vi i forvejen tillader at forældre designer deres babyer på langt mere indgribende måder?
Herhjemme har vi fx for længst bestemt at det er helt i orden, allerede i fosterstadiet, at skille os af med babyer som ikke lever op til normalitetsnormen, ligesom vi til dagligt ad kemisk vej designer vores børn til at blive klogere og roligere og bedre til at koncentrere sig samtidig som vi uden at blinke sender dem til plastikkirurgen for at få rettet op på et par flyveører.
Så hvorfor skulle det være så meget værre at på forhånd designe børn med en bestemt øjenfarve?
Tænk…det forstår jeg slet ikke…
Ifølge Politiken vil den danske stat give yderligere 103 millioner til Gaza og i samme artikel giver Per-Stig Møller udtryk for at det er helt rimeligt at vi ikke forlanger at Israel skal være med til at betale noget som helst af genopbygningen. For som han siger; det er jo ikke til at bevise om Hamas skød først… At Per Stig Møller ved denne udtalelse endnu engang får understreget sin egen pinlige uvidenhed omkring Israels brud mod folkeretten og samtidig totalt ignorerer det faktum at Israel så vidt vides har tyvstjålet Gazas råstoffer, kan måske ikke undre nogen. Derimod kunne jeg da godt have tænkt mig, når nu emnet faldt på økonomi, at journalisten havde spurgt Per Stig om hans synspunkter på at de Israelske myndigheder planlægger finansieringen av yderligere 73.000 ulovlige besættelsesboliger på Vestbredden. Ligesom jeg gerne ville have haft svar på spørgsmålet om hvorvidt det kan nytte noget at give penge til genopbygningen af Gaza når vi ikke samtidig forlanger af Israel at de ikke bomber det hele sønder og sammen én gang til.
og en eftertanke.. giver vi i virkeligheden penge til at forskønne landskabet for nye Israelske besættere..?
Som de fleste af jer ved, er det sjældent at jeg gider beskæftige mig med ekstremisterne og fanatikerne i dansk politik. Men.. det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at jeg ikke har en mening. 🙂
Og her til aften, hvor lederen af DNSB Jonni Hansen lige har holdt et omskrevet møde i Århus kan jeg bare ikke dy mig for at komme med en enkelt kommentar.
For om noget så bekræftede mødedeltagernes efterfølgende bemærkninger min teori om det dummeste politiske træk i årtier – Nemlig beslutningen om at lade Jonni Hansen være partiets ansigt udadtil. Havde DNSB haft det mindste reele ønske om at tiltrække stemmer og måske endda komme i folketinget – så ville de have kløst sig fast til den særdeles intelligente, til tider charmerende og meget velartikulerede Povl Riis Knudsen.
Men, det gjorde de ikke. Hvoraf jeg kun kan udlede, at enten så er de lige så ekstremt dumme som deres synspunkter eller også har de intet reelt ønske om at blive et større dansk parti.
Som tidligere mangeårigt skolebestyrelsesmedlem på en større dansk skole er det med stor undren at jeg har læst Jeres profil på Rådmandsgade skoles hjemmeside. Af denne fremgår det at skolens rektor Lise Egholm er ”strategisk leder” i skolebestyrelsen. Og omend jeg kan have forståelse for et enkeltindivids psykologiske bagvedliggende behov for at fremstille sig selv i så positivt et magtlys som overhoved muligt, må jeg sige at jeg ingen forståelse har for, at I, som valgte forælderepræsentanter, finder det acceptabelt at sekretæren i skolebestyrelsen (j.f. folkeskolelovens §42. stk 6) officielt betegner sig som skolebestyrelsens ”strategiske leder”.
For mig at se, så har I hermed valgt at sende et budskab om at Jeres funktion – alene er at danse efter rektors pibe,uden den mindste hensyntagen til gældende lovgivning.
Altså en marionetfunktion.
(Hvilket naturligvis forklarer at I ikke reagerede da jeres inspektør gik ud i offentligheden og afgav ytringer der tydeligt viser at hun på ingen måde har lyst til at rette sig efter hverken Folkeskoleloven (j.f) eller lov om social service (j.f))
Det kunne dog være interessant at vide, med hvilket formål og med hvilken begrundelse I anser, at der bør være en skolebestyrelse på Rådmandgadesskole?
Som ivrig nyhedslæser og samfundsdebattør er nettet min bedste ven. Det er hér jeg orienterer mig om hvad der foregår i verden og i debatten, hér jeg hører andre menneskers synspunkter om alt fra politik til psykologi til finanskrisen til Litteratur, kultur og meget meget mere.
Nettet er ideelt til oplysning, information og meningsudveksling – et sted hvor vi kan blive klogere på os selv, de andre og samfundet omkring os. Eller, sådan kunne det i hvert fald være og er det da også i de lande som vi normalt sammenligner os med. Men i Danmark er scenen imidlertid en helt anden.
I 1999 blev artiklen ” Pressen frygter internettet” publiceret i Journalisten. Min påstand er at: de danske aviskoncerner og nyhedsmedier nu ti år senere stadig ikke har formået eller ikke har ønsket at tage nettet til sig og at vi derfor sammenlignet med vores nabolande fortsat bumler rundt i hestevogn mens de kører i Rolls Royce.
Danmark fremstår således som en slags kommunikationshandicappet neandertaler, hvilket, ifølge min opfattelse, alene skyldes de danske nyhedskoncerners behov for at bevare et forældet oplysningsmonopol som ikke bare hæmmer informationsflowet, men som tillige kvæler den offentlige debat og dermed også ytringsfriheden.
Hårde ord, så tillad mig at begrunde min anklage.
De allerede etablerede nyhedsmedier har en oplagt netplatform til oplysning, information og meningsudveksling – men i stedet for at tage nettet og alle dets indlysende fleksible interaktive fordele til sig har de danske koncerner valgt at publicere nyheder på nettet på samme måde som i papirudgaverne – som statiske artikler. Artikler som i kraft af sin envejskommunikationsform, ikke kan debatteres, ikke kan modsiges, ikke kan suppleres eller tilføjes yderligere kilder.
Bedre bliver det naturligvis ikke af nettets krav på hurtige nyheder som ofte gør at journalisterne og redaktørerne glemmer alt hvad de har lært om research, etik og kilder og nærmest hæmningsløst publicerer den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden den mindste refleksion (et godt eksempel på dette er historien om at ”Rockere har planer om likvideringer” som gik avisredaktionerne rundt og som til trods for en dementi fra politiet stadig står at finde uimodsagt på fx Berlingske.dk). Tilliden blandt befolkningen til journalisterne bliver da også stadig mindre – hele 45% vurderer journalisternes etik og troværdighed som lav og 14% anser at den er meget lav.
Hvad er det så, jeg mener at de danske netaviser burde gøre hvis de virkelig ønskede at levere god oplysning til folket og bevæge sig fra hestevogn til Rolls Royce?
For det første skal journalisterne vende tilbage til den gennemarbejdede dybdeborende journalistik og give os nogle kvalitativt gode artikler og reportager. Telegrambureaunyhederne skal have sin egen plads og ikke optage hele forsider på samtlige netaviser på samme tid.
Og så skal der naturligvis lukkes op for kommentarer,links, blogs osv til hver enkelt publiceret artikel og nyhed.
Altså ligesom i de lande vi normalt sammenligner os med hvor netaviserne leverer nyhederne og reportagerne og derefter lader borgerne debattere, linke til supplerende oplysninger og finde andre kilder frem. (Supplerende læs gerne Mediehack og MediebloggersLinkmanifest)
Nogen vil nu hævde, at det er en dårlig idé med al den frie information, kildekritik og alle disse anonyme kommentarer – argumenter som typisk underbygges med påstande om at læserne ikke selv kan afgøre hvad der er sandt eller falsk og at anonymitet får det værste frem i folk – at mennesker som intet har at skjule selvfølgelig gerne står frem med navn og adresse.
For at tage den første påstand først – så er den ikke alene dybt patroniserende overfor alle os læsere – den er tillige totalt udokumenteret. Som befolkning er vi rimeligt veluddannede, frie mennesker og nyhedskoncernerne burde som en følge heraf behandle os som voksne fornuftige mennesker frem for at gøre sig til informationsformyndere. For selvfølgelig kan vi tænke selv og selvfølgelig ved vi at bare fordi noget står på en blog eller for den sags skyld i en dansk avis så er det ikke nødvendigvis sandt.
Tværtimod giver adgangen til blogs, kommentarer og dybdelink netop den enkelte mulighed for at sætte sig yderligere ind i et emne og lave den dybdeborende research som journalisten af den ene eller anden årsag ikke har gjort, ligesom det giver befolkningen mulighed for at diskutere og undersøge de ting som optager dem mest.
Interessant i denne sammenhæng er at se hvorledes opinionen i blogosfæren i Sverige fik indflydelse på såvel de trykte medier som det politiske liv i forbindelse med vedtagelsen af FRA-loven (også kaldet bloggbävningen), ligesom vi i går kunne konstatere at debatten om Liza Marklund som startede i bloggosfæren og netdebatterne nu har spredt sig, ikke bare til de svenske traditionelle medier men desuden også til vores egen nyhedsdækning i fjernsynet.
Men, det er måske den slags opinion og meningsdannelse som de danske mediekoncerner helst selv vil stå for – omend de tilsyneladende ikke har noget imod at ”stjæle” nyheder fra nabolandets bloggende opinion?
Den anden påstand, den om anonymiteten er naturligvis mindst lige så meget hen i vejret. Af flere årsager, den første, at jamen anonym kan man være alligevel. Et krav om udfyldning af navn og adresse er på ingen måde ensbetydende med at man skriver sit eget navn. Selv har jeg leget lidt med galskaben de sidste par uger, og kan konstatere at et hvilket som helst navn med en hvilken som helst nyoprettet og totalt anonym mailadresse fungerer udmærket – bare man husker at finde på både fornavn og efternavn. (bekræftes for øvrigt af denne artikel i Politiken)
Derimod har det været umuligt for mig, alene at oprette mig med mit korrekte efternavn, min korrekte mailadresse og et link til min helt korrekte offentlige blog. (har lige fået mail fra Information som er blevet opmærksomme på at jeg ”kun” har angivet det første bogstav i mit fornavn sammen med mit korrekte efternavn og et link til min blog – og dén slags anonymitet kan de altså ikke acceptere på information)
Den anden begrundelse om at hvis man ingenting har at skjule, så kan man vel lige så godt stå frem med navn og adresse. Tja.. det kan man måske godt, men for det første så er ytringsfriheden ikke betinget af navn og adresse og for det andet kan jeg komme i tanker om en hel række med årsager til hvorfor nogen skulle ønske at optræde anonymt – her blot nogen: Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom og/eller behandling uden derved at skulle informere sine børn og sit arbejde om sygdommen, til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov og af hensyn til deres børn ikke ønsker at deres personlige konflikt blusser op pga offentlige udtalelser. Eller hvad med vidnet som har gjort sin medborgerlige pligt i retten og efter retssagen er flyttet pga angst for repressalier og kvinden på krisecenteret der lever skjult med sine børn efter et mordforsøg – skal de ikke have ret til at deltage i en offentlig debat uden at skulle frygte at blive fundet? Har de måske ikke den samme grundlovssikrede ret til ytringsfrihed som alle andre?
Hvad de eventuelt injurierende kommentarer angår – ja så løses det problem ganske simpelt ved en moderator som går mere op i hvad folk reelt skriver end hvad de påstår sig at hedde.
Kommentarer, links og blogs er på ingen måde konkurrenter til den objektive dybdeborende journalistik men alene et supplement til den informations og debatsøgende netlæser, hvorfor jeg ikke kan finde nogen som helst fornuftig grund til hvorfor de danske nyhedskoncerner fortsat nægter den frie debat og formidling af læsernes og kommentatorernes oplysninger og links.
Så istedet for at bremse debatterne med krav om lange indmeldelsesprocedurer(fx. MetroXpress), op til 24 timers kommentargodkendelsesprocedurer hvis man overhoved bliver godkendt (fx. Politiken), hoppen fra artikel til særlige ”skriv”- sider hvor avisen har valgt emnet og vinklen der skal debatteres, eller tilsvarende kvælende tiltag – Må det være på tide at de danske nyhedskoncerner påtager sig deres ansvar for folkeoplysningen, træder ind i dette årtusinde og tilbyder os læsere nogle platforme på nettet med gode velfunderede journalistiske artikler og hvor alle kan få lov til at ytre sig, finde supplerende læsestof og bagvedliggende kilder til de enkelte artikler.
(nærmest tragikomisk bliver netavisernes monopoltænkning og manglende lyst til informationsudveksling når man samtidig kan konstatere at fx. Information anvender sig af Open source software. ..)
Hos Ordholder er der pt en debat udsprunget af undervisningsminister Bertil Haarders udtalelser om morgenbøn i den danske folkeskole. Selv anser jeg, at troen hører til i kirken/moskeen/synagogen /templet og andre dertil indrettede steder – Ordholder er af en anden opfattelse og foreslår derfor obligatorisk protestantisk morgenbøn indtil det fyldte fjortende år.
Flere danske medier fortæller i dag historien om Abraham Biggs der begik selvmord for åben skærm. Hvorfor én enkelt amerikansk drengs selvmord overhoved bliver betragtet som en nyhed værd at rapportere i Danmark kan undre (det er jo ikke som om vores egne unge ikke også tager livet af sig selv), og ingen af artiklerne får umiddelbart lavet nogen pointer der kunne være væsentlige i forbindelse med danske forhold. Den eneste diskussion jeg muligvis kan skimte mellem artiklernes linier – er diskussionen om hvorvidt en hjemmeside, et site , et socialt netforum skal kunne holdes ansvarlige for det skete. Men da det i sig selv er så absurd, så kan det vel heller ikke være det som er relevansen?
Så hvad er relevansen egentlig? Hvorfor skal vi herhjemme overhoved bekymre os om et eneste individ på den anden side af kloden – bare fordi dette individ har valgt at tage livet af sig selv?
Ja, havde de danske medier valgt perspektivet ”Ytringsfrihed og selvmord” – så havde jeg måske kunnet se en relevans også for os herhjemme, i det lille flade land som vi selv betragter som verdens højborg i ytringsfrihed, men da jeg endnu ikke har kunnet finde et eneste medie der har anskuet ”nyheden” udfra denne vinkel, må jeg vel bare fortsætte med at undres……
I Sverige vill vi att skolan skall betraktas som samhället i övrigt när det gäller brott. Brott som sker i skolan ska alltså polisanmälas på lika villkor med brott begångna utanför skolan. En omedelbart logisk och självklar tanke – brott är brott oavsett vart det blir begånget och av vem. Och brott bör anmälas till polisen. Frågan är, vem som bör göra polisanmälan om brott begås i skolan.
Förutsättningen för att skolan som institution ska kunna stå som anmälare och samtidigt hantera uppgiften att säkerställa lika behandling av alla i skolan samt det enskilda barnets rättssäkerhet är att; alla landets skolor har nolltolerans för alla brott som begås av alla skolans medaktörer i alla åldrar, barn och vuxna.
Denna förutsättning finns inte i dagens Sverige. Som det är nu avgör varje skola själva vilka brott som de vill polisanmäla, liksom de själva beslutar om vilka personer de vill anmäla eller inte anmäla.
Skolornas polisanmälningar sker sålunda i dagsläget fullständigt godtyckligt.
Enligt en artikel i lärarnas tidning visade en rundringning till landets rektorer att Malmö stad är den enda kommunen som har en enhetlig policy om förfarandet vid polisanmälningar i kommunens skolor. I alla våra andra kommuner är det alltså helt olika regler om vad som gäller, allt efter vilken skola barnen går på.
Barnens rätt att behandlas lika, oavsett var i landet de bor, blir härmed illusorisk och det enskilda barnet blir totalt utlämnat till den enskilda lärarens,rektorns, skolans individuella etik och moral.
Hur är det då i Malmö, som ju trots allt ser ut att vara lite bättre än de andra kommunerna när det gäller att behandla de egna borgarna lika? Ja, om vi börjar med att se på policyn så framgår det att den enskilda skolan innan polisanmälan sker av barn under 15 år och särskilt under 12 år ” noga ska överväga” detta.
Vad som specifikt menas med ”noga överväga” framgår inte. Det är alltså, återigen, tala om helt godtyckliga beslut även i denna ”enhetliga” kommun. Vissa skulle nu kanske vilja anföra; att vi självklart kan lita på att alla skolor tänker lika, att alla anställda naturligtvis har samma rättsuppfattning och att det ”noga övervägandet” räcker gott och väl för att se till att polisanmälningar sker likartat. Liksom vissa säkert skulle vilja anföra att det bara är jag som är ovanligt misstrogen mot våra myndigheter. Låt mig därför framföra ett par exempel från verkligheten på hur just Malmö stad administrerar och tolkar den enhetliga policyn – så får ni själva döma.
– En fjortonårig pojke blir påhoppad och misshandlad av flera jämnåriga (14-15 år), jämnåriga som senare samma dag yttermera uppsöker pojken på dennes bostad under rasten. Polisanmälan görs inte.
– En trettonårig pojke hamnar i slagsmål med en jämnårig klasskamrat. Polisanmälan görs.
– En lärare använder fysisk våld för att hålla fast en elev. Polisanmälan görs inte.
– Två jämnåriga gymnasiekillar slåss. Ingen av dem önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs.
– Ett flertal elever använder rasistiska och nedsättande ord om andra elever. Polisanmälan görs inte.
– En femtonåring blir påhoppad av två jämnåriga i gymnasieskolan. Femtonåringen önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs inte.
Som medborgare i ett demokratiskt samhälle, som förälder och som pedagog undrar jag vad det är för ett budskap vi egentligen förmedlar till våra barn, när vi tillåter, att skolan som borde vara den som förmedlar demokrati, jämlikhet och rättssäkerhet – i stället förmedlar godtyckliga beslut* baserade på personliga uppfattningar.?
Polisanmälningar ska vara föräldrarnas ansvar, inte skolans. För föräldrar ska pr. definition vara subjektivt partiska till fördel för deras egna barn – liksom föräldrarna är de bästa att avgöra huruvida deras barn kommer att fara mest illa genom att polisanmälan görs med därpå följande förhör och eventuell rättegång eller genom att polisanmälan inte görs.
Så ja…Brott är brott oavsett var det begås och av vem. Polisanmälan av brott är däremot inte bara en polisanmälan. Det är ett godtyckligt ställningstagande som inte hör hemma i våra skolor.
(*Beslut som enligt skolornas egna upplysningar ofta inte ens skrivs ner. Det finns alltså ingen empirisk möjlighet att undersöka huruvida en skolas polisanmälningar är godtyckliga eller inte)
I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.
Men hvad med retten til det modsatte?
Retten til som barn, at tie stille.
Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.
Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.
Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.
Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.
Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler? Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse? Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?
(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)
Historien om en kvinde, der er på tålt ophold i Danmark fordi hun har foretaget aborter i henhold til kinesisk lovgivning beskriver meget rammende et af mine favoritord – Absurdisme.
For, hvad er det lige hun har gjort forkert? Forbrydelser mod menneskeheden? Jamen herrejemine, herhjemme accepterer vi også aborter, også sene sådanne – på levedygtige børn. At vores tidsgrænse så ikke er den samme som den kinesiske regerings finder jeg absolut irrelevant, det samme gør Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager som ikke mener der er grundlag for sigtelse fordi konen handlede efter gældende lov i det land hun befandt sig i. Et land vi for øvrigt samarbejder med på en lang række områder.
Alligevel fastholder de administrative myndigheder at hun skal være på tålt ophold, som med den nye hastelov vil indebære at hun skal i natfængsel i Sandholmlejeren- hvorved ikke bare hun, men også hendes børn straffes for noget som vores eget retsvæsen ikke finder ulovligt.
Jo, morale er godt – dobbetmorale er dobbelt så godt – men bureaukratetik er nu engang det allerbedste !
*(Absurdisme note: Flygtningenævnet som er den instans der har bestemt at kvinden skal være på tålt ophold pga forbrydelser mod menneskeheden – er pga sin blotte eksistens selv blevet kritiseret af netop Menneskerettighedsorganisationer. )
For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.
(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)
Jaja, jeg ved godt at jeg egentlig burde holde blogpause, men… Så det her program i fjernsynet (tror det var bbc) om børn til fysisk/psykisk syge forældre. Programmet havde en meget klar intention om at fortælle hvor svært det var for disse børn – hvor svært det var for dem at have en psykisk/fysisk syg forælder.
Men, det eneste jeg kunne tænke på, alt eftersom programmet skred frem, var at hold da op hvor er de her børn heldige!
Ja, de var ”nødt til” at tage ansvar, at lave mad og gøre rent, at gå på posthuset og betale regninger – være bevidste om familiens økonomi.
Men det betød også at de havde en rolle i familien, at de havde en viden om at de var en del af familiens helhed, at de havde en værdi.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at føle medlidenhed med disse børn – kunne jeg ikke andet end synes at de var heldige og at stakkels de børn som ikke har forældre med ”handicaps” var de uheldige, for sandheden er; at siden vi hentede børnene ind fra marken – har vi stort set ikke anet hvad vi skulle stille op med dem…..
Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting. Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.
Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv som andre har været mest interesserede i at læse*.
Hvorfor et ministerium på denne måde skulle ønske at gøre sig selv overflødigt kan umiddelbart undre – ligesom det kan undre, at vi som befolkning ikke protesterer over at vores regering på denne måde underminerer vores mulighed for at tjene penge på den eneste råvare vi har – mennesker og deres viden…
Skyldes det hele, som en meget nær ven til mig spekulerede i fornyligt, Holberg og Erasmus Montanus?
Så kan du godt tro om igen. For uanset hvor meget du garderer dig med alias og des.lign. Så både kan og vil Statsbiblioteket indhente dine oplysninger ved hjælp af dine personlige brugernavne og adgangskoder som de danske internetsteder skal udlevere til dem. Faktiskt er statsbiblioteket så glade for ordningen at de dagligt høster og arkiverer alt fra dine børns samtaler på Arto til dine egne indlæg og samtaler og billeder på fx Scor.dk, Facebook og Dating.dk.
Datatilsynet synes at det er en rigtig skidt ide, men kan ikke gøre noget ved det – Statsbiblioteket derimod kan overhoved ikke se problemet fordi det i første omgang er meningen, at kun forskere skal have adgang til dine private oplysninger og at det vel for øvrigt er lige meget hvis det hele bliver udgivet når du er pensionist….
Jeg synes selvfølgelig at det er helt horribelt, men hvad synes du?
Som bekendt har en kvinde ret til selv at bestemme hvorvidt hun vil have en abort* i Danmark indtil gravidtitetens 12 uge. Denne ret er nært knyttet til vores etiske forståelse af – at et foster i denne alder ikke er et barn – et menneske. Fosteret er så at sige bare en klump celler der tilhører den enkelte kvinde. Havde vi ikke denne etiske forståelse – og betragtede vi cellerne som et selvstændigt individ, så ville kvinden ikke længere kunne udøve en selvstændig bestemmelse over om hvorvidt det individ som hun bar i maven havde ret til at leve eller ej.
Vi har altså, så at sige, valgt at betragte fostre indtil 12graviditetsuge på lige fod med fx. en fingernegl. Og så er det jeg undres når jeg kan konstatere at visse sygehuse vælger at begrave disse afklippede negle på en kirkegård fremfor at smide dem i skraldespanden eller evt at finde på smarte måder hvorpå affaldet kunne genbruges. Skal jeg tolke det således at sygehusene i disse tilfælde faktiskt mener at der er tale om et individ – et menneske? Og hvis det er det de virkelig mener, hvordan kan de så overhoved medvirke til drab på dette menneske?
Eller begraver de også håraffald, gamle svulster mv?
Jamen er det ikke bare fantastiskt! Nu kan stort set alle etniske danske piger og kvinder få lov til at leve i Danmark. For som politiken selv siger så forhindrer mægling sandsynligvis 19 ud af 20 drab på etniske kvinder…
(hvad er det med politiken og sprog? Og forskning og statistik? Og….. )
Nogle bureaukrater er netop fremkommet med et lovforslag om at vi bør registrere alle psykisk syge.
Etisk råd udtaler at dette er en dårlig ide. Hvorfor etisk råd overhoved blander sig i debatten synes umiddelbart at stå lidt hen i det uvisse – medmindre vi antager at Etisk råds primære opgave er at hjælpe samfundet med at skille sig af med besværlige,anderledes ikke normtilpassede individualister og skabe en hyggelig, ensartet masse.
Med ovenstående antagelse in mente bliver Etisk råds begrundelse for hvorfor det er en dårlig ide noget mere klar. De forklarer nemlig at de: ”frygter, at psykisk syge helt vil fraskrive sig medicinen, hvis de risikerer at ende i et centralt register hos myndighederne. ”
Selvfølgelig skal de psykisk syge ikke fraskrive sig medicinen. Og naturligvis er det mest fornuftige at eksperimentere med forskellige medikamenter i det skjulte for på denne måde at finde frem til den bedste terminationsmetode. Samtidig med at man offentligt går ud og flytter fokus i debatten ved at tale om centrale registre (som om et sådant register i forvejen ikke ville kunne oprettes på ti minutter ved samkøring af lægernes registre).
Etisk råd vil nemlig på denne måde give befolkningen tid til langsomt at vænne sig ved tanken om det fælles bedste. Genialt.
Endnu mere genialt fremstår det når man medtænker hvorledes man kan anvende lægerne i propagandaen – udtalelser fra så agtværdige medlemmer af samfundet om ”kalkuleret risiko” (de sindsyge er som bekendt farlige) og ”manglende personaleressourcer” skal sikkert snart få rodfæste i befolkningen. Særlig nu hvor vi står overfor en finansiel krise og stigende arbejdsløshed.
Genialt.
For selvfølgelig vil samfundet så på sigt indse, hvad det endnu ikke helt forstår, at de der underlige, anderledes mennesker er alt for plejekrævende og koster os alt for meget – og at en mere organiseret udryddelse derfor er den eneste fornuftige løsning.
Det her er bare for sjovt. For et stykke tid siden kunne jeg konstatere at der havde været en del besøgende som havde ønsket et indlæg oversat til russisk via Google translater. Fint nok tænkte jeg og undrende mig over russernes interesse i sprogstimulering af danske børn med anden etnisk herkomst. Jeg kan ikke russisk og havde derfor ingen forudsætning for at se hvorvidt indlæget var oversat hensigtsmæssigt. Så idag kan jeg konstatere at der er nogle som har været inde for at læse mit indlæg om statsreguleret kønsdiskriminering – oversat til svensk.
Og jeg er simpelthen flad af grin – for hold da op hvor er det gået galt.
Men..Når jeg er færdig med at grine, mon så ikke tømmermændene og realiteterne melder sig – for hvor er det frygteligt hvis der sidder nogen derude og tror at Google translater er tilforladelig…
Ps. Vad fan betyder PRS? PMS vet jag vad är men PRS?
PRS – hur blev det det samma som ”statsreguleret”? For selv ville jeg nok bare have oversat det med noget i retning af ”Statsregulerad”…
De sidste par dage harPolitikens Tjeksektion kørt historien om spillet ”Kindergarten Killer”. En journalist har fået færten af en rigtig god katastrofehistorie, og så skal den naturligvis have hele armen.
Spillet det hele handler om er en lille sag i South Parkstil (tegneserieanimation) og kan angiveligt findes helt gratis på danske spillesites. Én ting er at endnu engang belemres med dårlig journalistik*- som naturligvis ikke er undersøgende og kritisk og i dette tilfælde end ikke det mindste objektiv, men at så også være nødt til at læse socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerups totalt ubegrundede antagelser om at spillet skaber afstumpethed og at han nu vil kontakte spillestederne for at presse dem til at udøve censur er ikke bare kvalmende pinligt men tangerer til krænkelse af demokratiets ytringsfrihed.
Hvordan ville det se ud hvis Haarder gik ind og forbød eventyr i børnehaverne, historie, samfundsfag og litteraturundervisning i skolerne med begrundelsen at han personligt ikke ville have at hans børn skulle høre om så uhyggelige ting som onde stedmødre, koncentrationslejre og mennesker som blev slået ihjel for ikke at tale om det langt værre – at disse historier skulle kunne inspirere naboens børn til at begå samme grusomheder, for der findes som sagt syge mennesker der ude….
Jamen det ville da vække et ramaskrig hos den danske befolkning.
Ole Hækkerups opgave som IT-ordfører i denne sag, burde ikke være at udtale sig på baggrund af personlige følelser og ubegrundede antagelser – men tværtimod at fremkomme med viden om og ønsket om konkret oplysning og udvikling indenfor IT-området. For spil dræber ikke – det gør mennesker.
OG, før også jeg bliver totalt censureret** kommer her fra mig til dig et helt gratis lille senryu fra bogen på græssets smaragdgrønne:
***
en børnehave
uskyldige glæder
lækkert flænset kød
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder. (Hvis du ikke har fulgt med fra starten bør du nok læse dette først: del 1, del 2 , del 3 og del 4)
Nikolaj:
Når jeg ser tilbage på især det første år, og ser det lidt udefra, så er det ikke til at forstå hvordan vi kunne klare det. Men det får mig også til at spekulere over, hvad en psykolog måske kunne have fortalt socialforvaltningen om Mettes og mine evner som kommende forældre. Ville han allerede dengang have kunne se den indre styrke som vi begge besad?
Da Line skulle fylde tre år, og Mette atten, blev vi enige om, at nu ville vi ikke leve skjult længere. Vi synes ikke, det var rimeligt overfor Line- som snart havde brug for jævnaldrende kammerater og selv om vi kom ud og mødte andre mennesker, så ville både Mette og jeg gerne have en uddannelse. Men bange var vi alligevel, og selv om vi ikke ville leve skjult længere så ønskede vi heller ikke at gøre opmærksom på os selv eller vende tilbage til Danmark.
Vi endte med, at flytte til Sverige, hvor fortalte at vi kom fra Norge og ret hurtig derefter fik vi vores svenske cpr.nummer. Line startede i en svensk børnehave, Mette begyndte at tage sin studentereksamen og jeg gik tømrerlinjen på gymnasiet samtidig som både Mette og jeg arbejdede.
Idag er Line elleve år, hun har fået en lillebror og trives rigtig godt. Hun en en glad og aktiv pige, der går til både fodbold og violin. Jeg er ansat i et tømrerfirma og arbejder et par gange om ugen i en ungdomsklub. Mette er endelig færdig med sin uddannelse og selv om hun lige nu er godt tilfreds med sit arbejde med misbrugere, venter hun på at der dukker en stilling op i familieforvaltningen i den by vi bor i fordi hun gerne vil være med til at sørge for at alle bliver behandlet retfærdigt og at alle får lov til at blive hørt i familiesager.
Vi har et godt liv nu.
Men jeg ville aldrig anbefale nogen at få børn som teenagere, så længe systemet ikke er blevet ændret og fordommene mod unge forældre ikke er væk.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.
Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.
Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.
Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.
Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.
For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.
Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.
Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.
Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”
Betyder det noget hvordan vi formulerer os? Hvilken magt har vores ord? Kan ord virkelig såre, diskriminere og er det rigtigt at ord kan skade os langt mere end et fysiskt slag? Og hvad med vores menneskesyn – kan vores valg af ord indikere hvilket menneskesyn vi hver især hviler vores egen eksistens op ad?
Fx mener jeg at der er en væsentlig forskel mellem følgende to udtalelser:
Efterhånden er det stort set umuligt at tænde for computeren,radioen eller fjernsynet uden at høre ord og sætninger som ”vi frygter”, ”stærk stigende”, ”voldsom fremmarch” og så naturligvis topscorerne: trussel, katastrofe og krise. Begreberne fyger rundt allevegne i mediernes nyhedshistorier – Fra det totalt ligegyldige faktum at DNSP har sølle 500 abonnenter til deres månedlige blad Fædrelandet (TV-avisen igår), til bankkrisen, til terror, til de påståede miljøkatastrofer.
Jordens undergang synes nær, hvis vi skal tro på alle disse såkaldte nyheder. Men er det virkligheden? Eller er virkeligheden snarere den at angst sælger?
Selv har jeg aldrig været den store tilhænger af dommedagsprofetier;jeg gik glad og fro ind i millenniumskiftet uden at have sikret mig det mindste, antrax siger mig ikke en dyt og jeg har helt forbiset ideen med at hamstere gasmasker, lommelygter, batterier og dåsemad ligesom jeg ikke interesserer mig det mindste for Johnni Hansens lille forvirrede flok. Til gengæld mener jeg at Michael Crichtons bog ”State of fear” (på dansk ”frygtens ansigt”) burde være obligatorisk allerede i grundskolen- gerne med særlig fokus på den helt enestående litteraturliste.
Men måske er det bare mig der er uoplyst, uindviet og særdeles saligt enfoldig når jeg ikke tror på den katastrofale virklighed som medierne så gerne vil sælge til os…
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Hvorom alting er, så kom vi til Norge og frem til det lånte sommerhus efter en fjorten timer lang biltur. Vi boede i sommerhuset i tre måneder, så blev der for koldt. Det var en surrealistisk tid. Til den ene side var det rigtig norsk idyl, godt vejr og familiehygge og til den anden side var vi meget bevidste om at vi måske var efterlyste af politiet hjemme i Danmark, så vi turde ikke ringe eller skrive hjem – vi var bange for at mine forældre blev aflyttede. Det lyder sikkert paranoidt, men hvad skulle vi tro?
Vi vidste ikke ret meget om politiarbejde. Men vi vidste at myndighederne rigtig gerne ville have fingrene i vores barn.
Da vi ikke kunne bo i sommerhuset længere, fik vi husly i en kirke. Der var os og så to andre familier – de var flygtninge som havde gemt sig fordi Norge ville sende dem ud af landet, så vi var en noget broget skare.
Selv om alle var venlige, var det enormt hårdt at leve sådan. Vi havde ikke vores eget værelse, og vi var stadigvæk så paranoide, at vi knap turde forlade kirken, andet end for meget små ture. Og vi kedede os. Efter et stykke tid, fik præsten vist også nok af vores selvpåtagede frihedsberøvelse, så han begyndte at plage mig om at jeg skulle tage et arbejde. Men hvordan skulle jeg kunne det, spurgte jeg, så finder de os bare.Det endte med at han fik skaffet mig sort arbejde som stik i rend dreng i et byggefirma og samtidig lykkedes det ham at få Mette til at gå med i en mødregruppe.
Det var vendepunktet for os begge to. Når vi kom ud, og så andre mennesker blev det tydeligt hvad vi havde gået glip af og at vi havde ladet vores liv stå på stand-by. Med lidt mere hjælp fra præsten lykkedes det os at finde en etværelses lejlighed som vi kunne leje i anden hånd for de penge jeg tjente som stik i rend dreng. Mette kunne selvfølgelig ikke arbejde, for vi turde ikke aflevere Line til nogen.
For første gang siden Mette havde født levede vi et næsten normalt liv. Vi begyndte at lære vores naboer lidt at kende, jeg tog engang imellem en øl med mine kolleger og vi begyndte også så småt at turde ringe hjem en gang imellem, fra en telefonboks godt nok, men alligevel…..
Da Line fyldt et år kom mine forældre, min onkel og den ven som havde været sammen med os den første uge, hjem og besøgte os. Min mor, der ikke havde set sit barnebarn siden hun blev født, græd og kunne slet ikke lade være med at røre ved hende hele tiden mens de var hos os. Og selv om vi stadig var bange for at politiet skulle have fundet ud af hvor vi var, så var det en meget stærk oplevelse af tryghed, igen at være sammen med familien.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Her følger et spørgsmål som jeg har forsøgt få besvaret så længe jeg kan huske….
Hvis jeg er en god kristen, så er belønningen Paradis. Det lyder jo umiddelbart meget besnærende, men..
Hvad nu hvis, mit Paradis indbefatter min familie, mine venner, et par spændende bloggere, gratis smøger, lidt god rødvin og stedet forøvrigt er en blanding mellem Hälsinglands skove og Vesterbros puls.
Men min søns Paradis indbefatter mig, hans venner, en masse nøgne fnisende teenagepiger, højlydt musik døgnets 24-timer og er mestendels et kæmpe diskotek på Christiania…..
Og min bedste vens Paradis indbefatter mig, hans utålelige underbemidlede imbecile familie og et alkoholfrit miljø hvor der hverken er plads til computere eller bloggere og hvor sneen falder blødt-hele tiden!…
Hvis paradis bliver så valgt, og hvis bliver fravalgt – og hvorfor?
Hvordan har I lige, sådan nøjagtigt, tænkt jer at det der skulle fungere?
Eller det det bare tænkt; at jeg, og vi alle, bliver til kloner i paradisielle paralleluniverser?
Ja, det mener lærerne ihvertfald, der ikke gider bruge tid på at lave individuelle elevplaner fordi de meget hellere vil undervise som de siger. Nu er det bare sådan at jeg er ude af stand til at forstå, hvorledes en lærer mener sig at kunne overholde lovens krav om undervisningsdifferentiering – hvis de ikke ved hvor det enkelte barn befinder sig og hvor det er på vej hen. Ergo burde lærere, ifølge min opfattelse, for længst på eget initiativ have lavet elevplaner for den den enkelte elev(ligesom jeg som pædagog for øvrigt også har gjort for ”mine” børn).
Hvad jeg heller ikke kan begribe, er at lærerne ikke selv indser hvor pinlige de er – når de kalder deres arbejde for unødvendigt bureaukrati, papirnusseri og molboarbejde – og derved helt klart tilkendegiver, at ikke nok med at de ikke vil overholde gældende lov, eller udføre det arbejde som de ifølge deres kontrakt er ansat til – så ønsker de heller ikke at tilegne sig den eksisterende forskning på området eller lytte til deres vigtigste samarbejdspartnere .
Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan det dog skal gå for de børn som vokser op og tilbringer otte timer om dagen med disse mennesker og deres besynderlige værdier og trossystemer.
Skoleskyderier er åbenbart så almindelige og de danske lærere så angste, at særlige handlingsplaner bør udarbejdes på tværs af uddannelsesinstitutionerne således at lærerne kan finde tryghed i at vide, hvorledes de skal handle når en af de mange danske skytter kommer ind og skaber kaos i skolen. Det synes at være essensen af denne artikel fra Politiken.
Ja, hvorfor ikke? Der er jo tale om et meget almindeligt problem, og endnu en særlig handleplan – udover de særlige handleplaner for mobning, brand, dødsfald,vold,hærværk,sexchikane og alverdens andet småt og godt som skolerne i forvejen samler på, synes derfor at være en glimrende løsning.
For ikke at tale om hvor hyggeligt det lyder, at sætte sig ned i fællesskab over kaffen og wienerbrødet, på tværs af faggrænserne og tale om hvordan den enkelte lærer bør reagere, når en af disse meget almindelige skytter pludselig står der med geværet op i hovedet af hende.
Jeg har fået en mail, hvor mailskriveren sådan lidt indirekte får sagt at jeg er tarvelig, fordi jeg ikke har publiceret navne og skoler på de ex som indgår i klummen ”Kärleksplikten”. – og mailskriveren fortsætter med at begrunde dette bla. i at: så kan de implicerede parter ikke forsvare sig.
Selvfølgelig mener jeg at enhver har ret til at forsvare sig.
Inklusive mig:
1. Kärleksplikten er en satirisk klumme, hvis primære formål er at sætte fokus på den overordnede diskussion omkring følelser eller fag i skolen og om lærere så absolut skal være venner med sine elever (sådan meget kort fortalt)
2. Jeg er modstander af personhetz og vil på ingen måde medvirke til at hænge enkeltpersoner ud med navns nævnelse.
Det är så vackert – så fint.
Och jag som inte ens visste att den fanns!
Kärleksplikten.
Har ni hört om den? Ja, det har ni säkert om ni har varit i den svenska skolan nyligen. Själv har jag ju gått i skolan i Danmark och mina barn likaså tills för ett par år sedan. Och i Danmark finns inte Kärleksplikten. De har inte ens skolplikt, bara undervisningsplikt.
Första gången jag hörde om kärleksplikten var av min äldste son när han hade råkat i diskussion med sin gymnasielärare för att han ville att denna skulle använda mer av sin tid på att undervisa och mindre tid på att tala enskilt med eleverna om deras plikt att tycka om honom.
Jag förstod inte alls vad min son bråkade om. Jag tyckte det var jättefint att hans lärare tog sig tiden, att individuellt förklara både för min son och de andra eleverna hur viktigt det är för lärarens känslor och psykiska välmående att barnen tycker om och ja, kanske till och med älskar honom. Kärlek är ju så mycket viktigare än de kunskaper som undervisning annars brukar innehålla.
För kärlek är vacker.
Då trodde jag att det bara rörde sig om en enda fantastiskt varm och go lärare. Jag hade inte insett att det i verkligheten gällde alla barn och alla lärare. Att Kärleksplikten var en naturlig del av den svenska skolgången.
Denna insikt fick jag inte förrän häromdagen när jag blev kallad till samtal på andra sonens skola eftersom hans lärare ansåg att vi hade ett mycket allvarligt problem och att han nog inte kunde fortsätta med att undervisa sonen. Det visade sig att läraren inte kunde känna min sons kärlek och tillgivenhet. Fruktansvärt!.
Jag förstår så väl att läraren nu känner att han inte kan undervisa min son och jag erkänner att jag felat som mor. För jag har inte lyckats få min son att ens tycka bara lite om läraren. Vad jag än säger så vägrar sonen förstå hur viktigt det är att han uppfyller sin del av kärleksplikten. Han tycks för evigt vara indoktrinerad av sin danska skolgång där undervisning är den enda plikten.
Faktiskt är det så illa att han inte ens vill inse hur jobbigt det är för läraren att inte vara älskad!
Jag gjorde naturligtvis vad jag kunde för att trösta läraren eftersom jag inser att också detta faller under min moderliga plikt. Lika lite hjälpte det. Läraren mår helt enkelt inte bra och kan inte ge fullgod undervisning så länge sonen inte vill uppfylla sin del av den fina vackra svenska kärleksplikten.
Men jag har inte gett upp hoppet ännu. Det är klart att jag måste kunna hitta ett sätt att förklara för mina barn att kärleksplikten naturligtvis är mycket bättre än den vanliga tråkiga sakliga undervisningen.
Nu er det mange år siden jeg meldte mig ud af SL, men det forhindrer mig på ingen måde at føle skam over min faggruppe – når en næstformand mener sig berettiget til ovenstående påstand. Havde jeg været forælder til et anbragt barn – ville jeg seriøst overveje at melde manden til politiet for injurier pga den nedladende, krænkende generalisering som fremsættes om forældre til anbragte børn. Jeg ville også overveje hvorvidt medlemmer af en organisation der offentligt tilkendegiver at forældre svigter deres børn – er i stand til at varetage forældresamarbejdet og det lovpligtige arbejde på at få et anbragt barn hjem igen.
Ja, sådan kan en overskrift meget vel komme til at se ud om et par måneder, sammen med overskrifter de kommende år i stil med ”flere tusinde danskere dømt som terrorister” og så de internationale: ”Danmark et terroristland” ”I Danmark avler de terrorister”, ”Intet andet land har så mange terrorister pr. indbygger som Danmark”
Selv vil jeg i løbet af dagen melde mig ind i – og dermed, som lovet, støtte den danske terrororganisation Greenpeace – økonomisk, ligesom jeg vil opfordre alle jer andre til at gøre det samme. Alternativt, hvis miljøet ikke har jeres interesse, eller hvis I synes Greenpeace er lidt for ekstreme så kan I melde jer ind i Fagforeningen Træ,Industri,Byg. Medmindre de nu bakker væk fra deres værdinormer ved truslen om fængsling….
Red. Egentligt medlemskab er ikke nødvendigt. Du kan, ligesom jeg bare give et økonomisk bidrag direkte her:
Hvis du synes at dette mit økonomiske bidrag til en terrororganisation er forkasteligt så kan du melde mig til Brian Mikkelsen , da det er justitsministrene som står for den groteske sammenblandning af politik og jura i Danmark.
Og så en tanke..Hvis nu justitsministeren går på jagt efter mig – ville det mon så kvalificere mig til et gratis fristed i fx. københavn?
Mer än 50% av Sveriges befolkning säger sig enligt den senaste Sifo undersökningen att vara emot FRA och igår deltog flera tusen svenskar i demonstrationer emot lagen.
Att demonstrera är ett av de sätt varpå vi (som tur är) fortfarande har rätt att tillkännage vårt missnöje med makten. Civil olydnad och helt vanligt civilkurage ett par andra. Om du hör till den stora mängd mänskor som är emot FRA, men som inte gärna deltar i större demonstrationer kommer här några förslag på hur du kan bidra till kampen mot Storebror Samhället med lite stillsammare och kanske till och med poetiska medel.
1. Skriv gärna namnen på påstådda terrororganisationer och personer i dina mejl och när du chattar på nätet. (de påstådda och ej dömda organisationerna/personerna hittar du på EUs – terrorlista)
2. Nämn Osama Bin Laden och bombdåd så ofta du kan i telefonen. (namnen på kända svenska aktivister fungerar också bra)
3. Diskutera och ange exempelvis ditt etniska ursprung och dina politiska åsikter som: ”afroamerikan starkt aktiv för kommunismen”. (Du kan säkert själv hitta på ytterligare varianter över religiös och filosofisk övertygelse, din hälsa och ditt sexualliv.)
4. Använd eventuellt tjänster som Relakks och Dold.se, som hjälper dig med anonymisering och kryptering på nätet.
5. Eller tillkännage i tystnad ditt motstånd med hjälp av lite sofistikerad poesi:
Och kom ihåg att:
även Mahatma Gandhi och Martin Luther King har använt sig av Civil olydnad upprepade gånger.
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Den aften holdt vi krisemøde hjemme hos os. Mig, mine forældre, min onkel og nogle venner. Min onkel kendte en familie i Norge, der havde et sommerhus som han troede vi kunne låne et stykke tid. Det var en drastisk løsning, men vi var alle desperate på det tidspunkt og behovet for at kunne handle var vigtigt for os. Familien blev ringet op, midt om natten, min onkel satte dem ind i historien og lovede at vi var ordentlige unge mennesker der nok skulle behandle huset pænt, og betale for os. Og de sagde ja. Uden at tænke over det og bare med den ene kommentar at de ikke ville have betalt. Pludselig vendte stemningen, vi hoppede og dansede og opførte os sikkert ganske tåbeligt set med andres øjne. Men for os, var det endelig én positiv beslutning, ét positivt besked, som betød at vi kunne beholde Line.
Senere skulle vi naturligvis rammes af indsigten i hvad et liv på flugt rent faktiskt og praktisk betød. Men på det tidspunkt, havde vi alle en noget optimistisk holdning om at det hele nok skulle gå. Vi talte ganske vist om hvad det kunne indebære, men at tale om noget man ingen personlig erfaring har af, er bestemt ikke det samme som at gennemleve det.
Dagen efter brugte vi på, at lade Mette hvile, mens alle vi andre arrangerede billeter, lånte penge af venner og familie og samlede det mest nødvendige sammen til Line. Selv mælkeerstatning og sutteflasker anskaffede vi, for min mor var usikker på Mettes mentale tilstand, og om hun skulle orke at amme, eller om mælken måske ville forsvinde. Vi bestemte også at en af familiens nære venner skulle tage med os op den første uge og hjælpe os.
Jeg tog op på sygehuset for at fortælle Mette om planerne. Først kiggede hun bare på mig, så begyndte hun at argumentere for hvorfor det ikke ville kunne lade sig gøre, at kommunen sikkert ville efterlyse os. Og værst af alt, de havde jo sagt at hvis hun ikke samarbejdede så ville de sørge for at hun ikke måtte se Line overhoved.
Jeg var alt for overbevist om min egen plan og havde desuden en hel del af en syttenårings fandenivoldske tilgang, til at lade mig slå ned, så jeg insisterede. Og egentlig tror jeg, at jeg vandt diskussionen ved ren udmattelsesmetode.
Klokken elleve den aften listede vi ud af sygehuset med Line gemt under min jakke. Og så kørte vi bare.
Vi ved ikke om politiet blev underrettede, det går vi ud fra, men det dukkede aldrig op i nyhederne. Derimod ved vi at Socialforvaltningen kontaktede både Mettes og mine forældre dagen efter. Det er jo lidt sjovt hvis man tænker over det, hér har de nægtet at anerkende såvel mine som mine forældres rettigheder og ”partsstatus” i måneder, så lige pludselig tror de at vi ved noget- kan bidrage med noget.
Mine forældre nægtede selvfølgelig ethvert kendskab til noget som helst. De sagde bare at de ikke anede hvad deres søn lavede eller hvor han var og at de for øvrigt slet ikke ville tale med nogen som tidligere ikke havde villet tale med dem.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Ved morgenens nyhedslæsning studsede jeg noget over en udtalelse i denne artikel fra DR- nyhederne. Artiklen omhandler enlige forsørgere og hvorvidt de skal have særlig støtte i form af fx. et særligt skattefradrag. En problematik som jeg ganske givet har en masse meninger om – men det er ikke grundlaget for dette indlæg.
Nej, for det jeg nu sidder her og irriteres ganske særdeles meget over, er den enlige mor som angiveligt udtaler at hun har levet på overførselsindkomst i mange år og at hun bla. pga dette er fattig. Årsagen til dette er at hun har haft et sygt barn. Og så er det jeg står helt af.
For enten så har hun haft et sygt barn som har krævet pasning i en sådan grad at hun har været nødt til at være hjemme, og dermed må hun nødvendigvis have fået tabt arbejdsfortjeneste i henhold til Servicelovens regler (§42) herom. Eller også har hendes barn ikke krævet pasning i tilstrækkelig grad til at hun har været nødt til at blive hjemme.
Har hun modtaget tabt arbejdsfortjeneste, så er det en arbejdsmarkedsydelse der kompenserer for den løn en forælder går glip af ved at ”passe” sit barn. Eller sagt på en anden måde, samfundet betaler forælderen for at passe eget barn – fremfor at hyre en,to, tre eller endnu flere pædagoger til jobbet (-i yderste konsekvens en institutionsanbringelse).
Forælderen får altså en lønpå tilsvarende niveau som han/hun havde før vedkomende måtte blive hjemme. – Ergo er lønnen/overførselsindkomsten ikke pr. definition lav. Faktiskt kan den være ganske høj. Ergo forstår jeg ingenting.
(for god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på at barnet ikke behøver at have en diagnose, for at forælderen skal være berettiget)
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Mine forældre tog voldsomt anstød, da de hørte om mødet. De ringede og skrev flere gange til socialforvaltningen. De forsøgte at forklare, at de gerne ville være behjælpelige på enhver måde og spurgte til om jeg som far ikke havde nogen rettigheder. De eneste svar de fik tilbage var at jeg jo ikke var gift med Mette, så der var ikke noget bevis på at jeg faktiskt var faderen. Min forældre og jeg havde derfor ikke ”partsstatus”. Mette skrev så til dem, for at endnu engang fortælle dem at jeg rigtig nok var faderen til hendes barn. Det brev svarede de slet ikke på.
Situationen var uholdbar. Hverken Mette eller jeg, eller mine forældre var indstillede på at opgive vores barn/barnebarn. Men vi var også meget i tvivl om hvordan vi skulle gribe det an, fordi det var så tydeligt at forvaltningen havde truffet deres afgørelse og ikke var indstillet på at høre ét ord af hvad vi sagde, og hvad kunne vi stille op mod myndighederne? De havde så meget mere magt end os. Det er ret fortvivlende at tænke tilbage på, at den tid som skulle have været en glædens tid, istedet for var fyldt af vrede og uro og angst.
Fødselen var lige sådan.
Da Mette fik veer kunne vi end ikke finde ud af at være glade. Vi var bare enormt bange for at vores barn nu ville blive taget fra os, så fødslen var meget smertefuld for Mette. Hun kæmpede imod og ville slet ikke presse.
At føde barnet, var for hende blevet ensbetydende med at miste det.
Hun kan stadigvæk ikke tale om det.Bare et par timer efter at lille Line var født ringede de fra forvaltningen og sagde at de ville komme og hente hende tre dage senere, og at det var vigtigt både for barnet og for Mette at hun samarbejdede.
Den dag idag undrer det mig at de vidste besked så hurtigt, og vi ved ikke hvem der fortalte dem at Mette havde født. Det har nok været sygehuset. Men det er så svært at tro på at fx jordemoderen, der vidste hvor svært det var for Mette, skulle kontakte dem så hurtigt at hun end ikke fik lov til at hvile efter fødselen.
Opringningen fra forvaltningen fik Mette til at kure sig sammen til en lille kugle. Hun holdt op med at snakke med nogen og lå bare og stirrede ind i væggen. Hun var udmattet, stresset til det yderste og nu gav hun op. Jeg havde mest lyst til at styrte ned på kommunen og slå første bedste socialrådgiver ned. Det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg slog min hånd til blods i parkeringskælderen i stedet for.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail,såfremt du har en positiv historie at bidrage med)
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Det at blive forælder som teenager har for os været et mareridt, og bestemt ikke noget vi kan anbefale andre. Ikke fordi vi ikke ville have barnet, eller fordi vores datter på nogen måde har været et svært barn. Men pga. Myndighederne.
Jeg var sytten og min kæreste femten da vi fandt ud af at hun var gravid. Mette gik stadig i folkeskole dengang og jeg på teknisk skole. Selvfølgelig blev vi chokerede da vi fandt ud af at hun var gravid, men så satte vi os ned og snakkede det igennem med mine forældre, og de lovede at støtte og hjælpe os hvis vi ville beholde barnet. Og det ville vi.
Mettes forældre reagerede helt anderledes, men det havde vi næsten også regnet med. Enhver undskyldning for at råbe og skrige var altid velkommen i deres hus. Så det blev der en del af.
Alligevel begyndte vi at glæde os. Jeg var med til jordemoderbesøgene, vi gik til fødselsforberedelse og jeg tog weekendarbejde i grillbaren samtidig som jeg fortsatte med at passe min skole og dele aviser ud.
Da Mette var i syvende måned fik hun et brev fra socialforvaltningen, de ville se hende og hendes forældre i anledning af hendes graviditet. Jeg var ikke inviteret med. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok være gået med, måske var tingene så blevet anderledes, men det gjorde jeg ikke. Mettes forældre ville ikke have det, og jeg ville ikke gøre dem mere sure end de allerede var.
Mette: Mødet var forfærdeligt. Jeg havde nok lidt naivt troet at vi skulle snakke om hvordan de bedst kunne støtte mig når jeg blev mor, med uddannelse, måske forældrekurser og sådan noget.
Da vi kom, var der to socialrådgivere og så en der præsenterede sig som leder. Vi nåede knap nok at sætte os ned, før den ene socialrådgiver sagde at, ja jeg var jo kun femten og mine forældre var på bistandshjælp og der havde vist også været en undersøgelse igang fordi de drak. Derfor havde de bestemt at mit barn skulle anbringes i en plejefamilie lige så snart jeg havde født.
Jeg blev rigtig ked af det, men også vred. Så jeg råbte af dem, og det var måske ikke så smart. Men helt ærligt, de ville ta mit barn. Jeg skreg og græd og forsøgte at forklare, at Nikolaj jo stillede op og at det gjorde hans forældre også, så vi skulle nok klare os., at Nikolaj arbejdede og var ved at uddanne sig til tømrer. Så begyndte de at fortælle om at femtenårige piger slet ikke kunne være ordentlige mødre, og at en eller anden undersøgelse havde vist at børn til så unge mødre blev misbrugere og kriminelle når de voksede op. Hvis altså ikke moderen havde skadet dem først, eller den unge far ikke havde rystet dem så de døde. Og at Nikolaj alligevel ville gå fra mig i løbet af det første år.
Så de stod fast ved deres beslutning.
Mit barn skulle anbringes i en sød plejefamilje lige så snart jeg havde født, og enten kunne jeg samarbejde og så ville jeg få lov til at besøge hende engang imellem, eller også ville de sørge for, at jeg ikke fik hende at se hvis jeg skulle være vanskelig.
Mine forældre sagde ikke så meget. De var nok på min side fordi kommunen i deres øjne var fjenden, men de var også opgivende fordi de levede i en verden hvor kommunen bestemte over hver aspekt over deres liv – eller sådan følte de i hvert fald.
Når jeg ser tilbage på mødet nu, med den viden og erfaring jeg har nu, kan jeg godt se at der er mange ting jeg burde have gjort anderledes. Jeg burde have formået at holde mine følelser tilbage, jeg burde have bedt dem om at vise mig de undersøgelser de talte om, jeg burde have spurgt til om de ikke skulle undersøge mig og Nikolaj først. Men på den måde var jeg for ung og uerfaren, så lidt ret havde de da.(smiler)
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Harning 