krukor

Jag gav min son en uppgift idag (han bad mig själv hitta på en ”skoluppgift”), han skulle skriva en dikt om brunt, men han fick inte använda ordet brunt. Detta var vad han skrev:

”     Krukor

I krukor finns det blommor som har en fin färg.

Färgen är samma som krukan

och samma som en vacker tjejs ögon.

Vissa rosor har denna färgen,

många tycker att de inte ska behandlas som människor

för att de har denna färgen på huden. ”

Barn måste få använda språket i alla dets nyanser

När storebror var sådär fyra gjorde vi som alla andra föräldrar, lekte med bokstäver, ordspel och annat väl tillrättalagt pedagogiskt material. Visserligen tyckte storebror det var roligt att tillbringa tid tillsammans men insikten och förståelsen för vad allt det där skulle användas till kom liksom aldrig. Tills pappa en dag skrev bajs med stora bokstäver på lillebrors blöja.

Åh… SÅ roligt det var! 🙂

Storebror kunde inte få nog och snart utvecklade det sig till sammansatta ord som bajsunge, skitunge, fisande,pruttande baby och plötsligt insåg han att bokstäver blev till ord, ord har makt och att alla som kan läsa orden kan förstå och att alla som inte kan lämnas utanför.

Språk är inte bara ord, det är sättet vi definierar och förstår vår värld på, uttrycker våra känslor, och precis som storebror insåg, är det att kunna använda orden även makt. Makt på gott och ont, men orden har bara den makt vi ger dem, orden i sig är neutrala. Vi kan välja att dramatisera eller avdramatisera de enskilda orden.

Exempelvis; En elev har inte fått någon uppgift på spanskan, tar därför ansvar och initiativ till eget lärande och med hjälp av google lär sig eleven fyra nya ord på spanska. En duktig lärare samlar upp på elevens initiativ – använder orden till att bilda meningar, lära sig grammatik, hitta synonymer, föra en dialog osv, och läraren gör detta utan egna individuella preferenser eller värderingar omkring enskilda ord. Om orden eleven lärt sig själv är kuk, fitta, trädgård eller katt spelar ingen roll för den duktiga läraren – alla ord kan användas. Precis samma sak gör sig gällande när en dikt, en novell ska skrivas. Eleven måste få använda och leka med språket i alla dets kreativa, expressiva nyanser. En duktig lärare uppmuntrar eleven att göra detta; att fördjupa sig i språket, i orden, i kulturen, tiden, samhället, att experimentera, prova gränser. Om eleven i sin text skrivit hora, neger, snickare, jissta petter, förälskad, kåt eller jävlar spelar ingen roll för den duktiga läraren – för en duktig lärare begränsar eller censurerar aldrig sina elever utifrån egna normer.

Tyvärr ser det ofta inte ut så i den svenska skolan, språkinlärningen, glädjen, kreativiteten och även yttrandefriheten får vika för lärarnas och de enskilda skolornas individuella uppfostringssyften.

Svordomar och fula ord ändrar sig över tid, de är olika beroende på kulturella och sociala sammanhang, de är normbestämda och därmed även individuella. Inget av detta tycks spela någon roll och den svenska skolan genomsyras dessutom av den felaktiga slutledningen att så kallade fula ord alltid är lika med kränkning av individer*.

Varför det är så kan man ju undra, när det ena forskningsresultatet efter det andra pekar på att fula ord, svordomar inte är det minsta skadliga för barn – tvärtom. Att kunna använda förstärkningsord, att kunna nyansera sitt språk, att kunna begå sig i divergerande språkliga sociala sammanhang, att kunna och att få uttrycka sina känslor, är både bra och utvecklande.

Detta är alla överens om.

Bara inte i den svenska skolan.

©Harning

* Jag skulle tx själv aldrig bli kränkt över ordet hora, det är ett yrke och sen är det inte mer med det, annat än etymologin då, och inte heller här finns något att känna sig kränkt över, kukar och fittor har vi allihopa och hur det kan vara särskilt kränkande för någon begriper jag inte heller – och så är det med så kallade fula ord; de är norm och individbestämda.

Läsvärt:

• Swearing in the Nordic Countries av en grupp nordiska språkforskare
• Bengt G. Dagrins  ”Stora fula ordboken”.
• Birgitta Forsmans artikel “ Fula ord?” i Forskning & Framsteg om bla ordet neger.
• Studien “The Role of Reward in Word Learning and Its Implications for Language Acquisition” om hur hjärnans belöningssystem är kopplat till inlärningen av nya ord. Det att lära sig ett nytt ord (ett vilket som helst ord) skänker alltså eleven glädje och sug efter mer.
• Liberaler svär och konservativa twittrar om religion
• Ska man bestraffa fula ord

Även publicerad i Språktidningen

Ladda ner och läs idag!

Codeswitching – nu som E-bok. Du kan köpa den här hos Läsboken eller et helt andet sted hvis du foretrækker det 🙂 fx her

 

Enjoy! 🙂

©Harning

Codeswitching i boghandleren nu!

Så, endelig – efter et par bump på vejen – sidder jeg hér med bogen i hånden! 🙂 For en bibliofil som mig er der nu engang noget helt specielt ved en rigtig bog, med rigtige sider: følelsen og lyden når man bladrer, lugten af papiret… det er simpelthen noget ganske andet end at sidde ved en skærm (dermed ikke sagt at dem af jer der hellere køber E-bogen ikke ska gøre det 🙂  ) men for jer der ligesom mig foretrækker en rigtig bog så kan den nu købes hos adlibris, eller hos Cdon.dk, eller som E-Bog hos fx. El-giganten eller Läsboken.

 

Uanset om du vælger papir eller skærmudgaven så ønsker jeg dig rigtig god fornøjelse! 🙂

 

Og til dem af jer der under årene har udtrykt ønske om indlæg/tekster af mere personlig karakter – mon ikke der er lidt guf til jer denne gang….. 🙂
…Hvad personlig nu egentlig er… selv har jeg altid ment at en stor del af mig – netop er mine synspunkter, hvor synspunkterne så kommer fra, i hvilken sociokulturel verden de er opstået og hvordan de ville have set ud havde jeg boet et andet sted, i en anden tid…. Så Codeswitcing er egentlig ikke bare et sammensurium af sproglige men også af kulturelle koder.

©Harning

(hvis du vil have lidt mere baggrundsviden om det dansk-svenske som er en del af mig og min sociokulturelle baggrund så anbefaler jeg at du læser Helenas beskrivelser af kulturforskellene og i stedet for at se dem som forskelle- blander dem sammen i en pærevælling:-)  )

Arbetsmiljö i skolan för elever med AST

Alla barn i skolan har rätt till en god arbetsmiljö, tidigare har det inte funnits något redskap för att utvärdera arbetsmiljön i skolan för elever med autismspektrumtillstånd men det gör det nu. Blanketten som är är fritt tillgänglig för alla att använda är utarbetad i samarbete med Maria Lagerholm.

Nordiske sprog i skolen

Af såvel danske som svenske læseplaner fremgår det, at eleverne skal lære at forstå de andre nordiske sprog i såvel tale som skrift.
Jeg husker selv med gru tilbage på de par timer jeg havde i folkeskolen og på HF i faget svensk. I al sin kedsommelighed gik det ud på at vi fik udleveret en tekst om ”näcken” (et særligt svenskt fænomen-da nøkken som bekendt ikke findes i Danmark…..) Denne supermoderne litterære tekst skulle jeg så, som svensker, læse højt i klassen – hvorefter undervisningen i at forstå det talte og skrevne svensk var afklaret for både mig og mine medstuderende.
Mine danske børn, der nu går i svensk skole, har tilsvarende erfaringer med danskundervisningen. Min ældste søns lærebog i gymnasiet har fx medtaget en rigtig relevant og typisk dansk molbohistorie fra århundredeskiftet, og læreren der skal undervise i faget forstår ikke selv dansk.

Ovenstående personlige erfaringer rejser altså for mig spørgsmålet:
Mener vi stadig at det er en vigtig del af de unges uddannelse i norden at kunne forstå hinandens sprog, eller er det en glemt passage i loven som ingen berettigelse har i vores nye globale verden hvor naboen ligesåvel kan være Miguel fra Sydamerika?

Og en tanke..,når nu de nordiske sprog ikke er selvstændige fagområder på læreruddannelserne,men bare noget som de enkelte lærere forventes at kunne forstå og undervise i alligevel – hvorfor skulle eleverne så ikke også tilsvarende kunne forventes at vokse op og helt automatisk tilegne sig samme viden?

(Da jeg ikke nævner norsk skyldes det at hverken jeg eller mine børn er blevet introduceret til sproget i skolen)

©Harning

(indlægget er tidligere postet hos DSFS)

Prisen for Årets bedste udtalelse

Måske endda tiårets ville jeg gerne give til den norske Professor Kaare Skagen som udtalte følgende omkring den norske skole:

”Man kan trives vældig godt – uden at lære sig mere”.

©Harning

(frit oversat fra norsk af ut)

Undervisningsdifferentiering er det rene bureaukrati

Ja, det mener lærerne ihvertfald, der ikke gider bruge tid på at lave individuelle elevplaner fordi de meget hellere vil undervise som de siger. Nu er det bare sådan at jeg er ude af stand til at forstå, hvorledes en lærer mener sig at kunne overholde lovens krav om  undervisningsdifferentiering – hvis de ikke ved hvor det enkelte barn befinder sig og hvor det er på vej hen. Ergo burde lærere, ifølge min opfattelse, for længst på eget initiativ have lavet elevplaner for den den enkelte elev(ligesom jeg som pædagog for øvrigt også har gjort for ”mine” børn).

Hvad jeg heller ikke kan begribe, er at lærerne ikke selv indser hvor pinlige de er – når de kalder deres arbejde for unødvendigt bureaukrati, papirnusseri og molboarbejde – og derved helt klart tilkendegiver, at ikke nok med at de ikke vil overholde gældende lov,  eller udføre det arbejde som de ifølge deres kontrakt er ansat til – så  ønsker de heller ikke at tilegne sig den eksisterende forskning på området eller lytte til deres vigtigste samarbejdspartnere .

Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan det dog skal gå for de børn som vokser op og tilbringer otte timer om dagen med disse mennesker og deres besynderlige værdier og trossystemer.

©Harning

Og nu skal de have lov til at diffrientere fra skole til skole….

Kompetancesegregation i uddannelsessystemet

Minister vil ikke hindre overfyldte klasser

Dette er angivelig en nyhed. Selv har jeg ganske svært ved, ikke alene at se relevansen men også nyhedsværdien, bortset fra selvfølgelig – hvis nyheden gik på at ministeren nu ærligt havde udtalt, at han er træt af ynk og klynk og forkælede unger, der påstår sig ikke kunne lære noget hvis de er mere end to personer i en klasse, og lærere som påstår sig ikke at kunne undervise flere elever ad gangen.

Vores uddannelsessystem er ikke indivdorienteret, vi har ikke selvstudium og distancekurser – Vi har forelæsningsmiljøer og gruppearbejder og middelmådighed – og så er klassekvotienten da totalt ligegyldig.

Nanna Westerby, (ungdomsuddannelsesordfører for SF) udtaler, at det er de svage elever som bliver klemt i de høje kvoter. Jamen herrejemine – de svage elever skal da have særlig hjælp, ikke trække niveauet ned for de stærke elever.

Se det havde været en nyhed:

© Harning

Læs også dette vrøvl

Er pjækkebøder overhoved muligt?

Ja, det er ihvertfald hvad Haarder tror. Men faktum er at det ville kræve en ændring i folkeskoleloven – for i Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Undervisningspligten betyder at det er forældrenes ansvar at børnene modtager undervisning, men ikke at denne undervisning skal finde sted i skoleregi*. Det er altså både muligt og fuldt lovligt for forældre selv at undervise sine børn (fx. derhjemme). En mulighed som nogle forældre (inkl. undertegnede) har valgt at benytte sig af, af forskellige årsager.

Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette – og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge – for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje…

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Unge fyre er vilde med mig!!!

Det er faktisk sandt!

Ja, det er ikke min krop de er ude efter (selv om det stadig sker at jeg forveksles med min søns ikke eksisterende søster), men min hjerne 🙂

Mere præcist mine digte.

Forleden kom en ung knægt frem og sagde, at han syntes at mine digte bare var for fede og om jeg ikke nok ville skrive ét – kun til ham. Han ville nemlig helst ha mig helt eksklusivt …

Ja, hvad siger man så ? Noget rystet og en smule stolt fik jeg svaret: på hvilket sprog?

Hvor intelligent et svar er det?

Heldigvis for mig, så var han ligeglad.

Bare jeg skrev ét, måtte det for hans skyld gerne være på arabisk eller kinesisk.
Egentlig burde jeg vel have sagt nej – eller i det mindste have diskuteret en pris med ham, men helt ærligt, det er da ikke til at modstå?

For selv om jeg længe har vidst, at især unge mennesker ka lide det jeg skriver – så kan jeg jo alligevel ikke lade være med at blive rørt over sådan en tilkendegivelse (eller måske ungdommeligt vovemod) som ham her kom med, især da han fortalte, at han egentlig slet ikke læser bøger.

Jag älskar – Ergo är jag 🙂 

Så lær dog dansk Brian Mikkelsen!

Indrømmet, jeg er en flueknepper – Og stolt af det!

Var til konference igår om virkelighedens litteratur – faglitteraturen. Et for øvrigt rigtigt godt initiativ – med en del gode talere (bl.a. Egon Clausen og Frants Gundelach), hvis begejstring, retorik og engagement gjorde mig helt stolt af at være fagforfatter – den ringe løn til trods.

Meeen… Og her kommer vi så til det som andre kalder for flueknepperi; Kulturminister Brian Mikkelsens tale hvori han stillede spørgsmålstegn! Kan I se det for jer? For det kunne jeg. Brian Mikkelsen i lyserød skjorte der løber febrilsk rundt i forelæsningssalen med kæmpestore spørgsmålstegn som han så stiller ganske tilfældigt op på borde og stole. ?

?          ?

?

?

?

?

Hvordan i alverden kan det være, at vi har en minister hvis opgave det er at sikre kulturen, sproget og litteraturen, som end ikke selv formår at undgå klassiske sproglige fejl? En minister, hvis viden end ikke dækker elementær dansk, en minister som ikke ved, at spørgsmål stilles og tegn sættes.

Og nej, der var ikke tale om en smutter, en ordkvababbelse der sjusket dukkede op i den forberedte monolog, for desværre kunne jeg også konstatere at samme fejl går igen i den skriftlige udgave. Det er muligt at jeg er en flueknepper, men jeg mener faktiskt at vores ministre skal være gode rollemodeller indenfor hver deres ministerområde. Men måske er det i Brian Mikkelsens tilfælde bare et spørgsmål om en fejlplacering? Måske skulle han egentligt have været undervisningsminister – således at han kunne bruge sine egne manglende danskkundskaber og erfaringer med dette, som argument for hvorfor folkeskolen skal have flere resurser?

© Harning