Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere sagen om den otte måneder gamle pige som for et par dage siden mistede livet, men nu kan jeg bare ikke lade være. For jeg kan simpelthen ikke forstå de mennesker som mener at det er i orden at true bilens chauffør på livet. At ulykken vækker stærke følelser – det kan jeg forstå. Men jeg kan på ingen måde begribe at det gør det okey at selv begå særdeles bevidste, intentionelle og ja, kriminelle handlinger som trussler nu engang er. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere i hvem som er den ondeste, den mest kriminelle, den forkasteligeste; Er det manden som satte sig ud i sin bil stærkt påvirket af alkohol? Er det hans kammerat som lod det ske? Er det eventuelle ædru vidner som ikke sørgede for at få stoppet bilen i tide? Eller er det de mennesker (som tilsyneladende ikke er påvirkede af hverken stoffer eller alkohol) som synes at mordtrusler ikke bare er legitime men sågar nærmest også moralskt korrekte at fremføre?
Og apropos hvem der er mere eller mindre kriminel, mere eller mindre skyldig – så har også sagen fra Rust spøgt i mit baghoved- for hvem er egentlig mest ansvarlig, og hvem bør mon få den hårdeste straf – den mand som slog med ølflasken og forårsagede den første skade? Eller sygehuset som ikke ville behandle den 25årige nordmand med det resultat at han døde af sine skader?
En tankestreg:
Da jeg havde skrevet ovenstående tog jeg Stephen Kings ”Duma Key” med ud i solen og faldt over dette citat som I hér får på svensk:
”Tina Garibaldi skulle inte ha fått sådan bevakning om hon vunnit en stavningstävling eller en tävling på en vetenskapsutställning eller ens om hon räddat familjens hund ur en forsande flod, men blir man bara våldtagen och mördad så blir man rikstäckande. Alla får veta att ens mördare hade ens trosor i byrålådan”
©Harning
Harning 