Barn måste få använda språket i alla dets nyanser

När storebror var sådär fyra gjorde vi som alla andra föräldrar, lekte med bokstäver, ordspel och annat väl tillrättalagt pedagogiskt material. Visserligen tyckte storebror det var roligt att tillbringa tid tillsammans men insikten och förståelsen för vad allt det där skulle användas till kom liksom aldrig. Tills pappa en dag skrev bajs med stora bokstäver på lillebrors blöja.

Åh… SÅ roligt det var! 🙂

Storebror kunde inte få nog och snart utvecklade det sig till sammansatta ord som bajsunge, skitunge, fisande,pruttande baby och plötsligt insåg han att bokstäver blev till ord, ord har makt och att alla som kan läsa orden kan förstå och att alla som inte kan lämnas utanför.

Språk är inte bara ord, det är sättet vi definierar och förstår vår värld på, uttrycker våra känslor, och precis som storebror insåg, är det att kunna använda orden även makt. Makt på gott och ont, men orden har bara den makt vi ger dem, orden i sig är neutrala. Vi kan välja att dramatisera eller avdramatisera de enskilda orden.

Exempelvis; En elev har inte fått någon uppgift på spanskan, tar därför ansvar och initiativ till eget lärande och med hjälp av google lär sig eleven fyra nya ord på spanska. En duktig lärare samlar upp på elevens initiativ – använder orden till att bilda meningar, lära sig grammatik, hitta synonymer, föra en dialog osv, och läraren gör detta utan egna individuella preferenser eller värderingar omkring enskilda ord. Om orden eleven lärt sig själv är kuk, fitta, trädgård eller katt spelar ingen roll för den duktiga läraren – alla ord kan användas. Precis samma sak gör sig gällande när en dikt, en novell ska skrivas. Eleven måste få använda och leka med språket i alla dets kreativa, expressiva nyanser. En duktig lärare uppmuntrar eleven att göra detta; att fördjupa sig i språket, i orden, i kulturen, tiden, samhället, att experimentera, prova gränser. Om eleven i sin text skrivit hora, neger, snickare, jissta petter, förälskad, kåt eller jävlar spelar ingen roll för den duktiga läraren – för en duktig lärare begränsar eller censurerar aldrig sina elever utifrån egna normer.

Tyvärr ser det ofta inte ut så i den svenska skolan, språkinlärningen, glädjen, kreativiteten och även yttrandefriheten får vika för lärarnas och de enskilda skolornas individuella uppfostringssyften.

Svordomar och fula ord ändrar sig över tid, de är olika beroende på kulturella och sociala sammanhang, de är normbestämda och därmed även individuella. Inget av detta tycks spela någon roll och den svenska skolan genomsyras dessutom av den felaktiga slutledningen att så kallade fula ord alltid är lika med kränkning av individer*.

Varför det är så kan man ju undra, när det ena forskningsresultatet efter det andra pekar på att fula ord, svordomar inte är det minsta skadliga för barn – tvärtom. Att kunna använda förstärkningsord, att kunna nyansera sitt språk, att kunna begå sig i divergerande språkliga sociala sammanhang, att kunna och att få uttrycka sina känslor, är både bra och utvecklande.

Detta är alla överens om.

Bara inte i den svenska skolan.

©Harning

* Jag skulle tx själv aldrig bli kränkt över ordet hora, det är ett yrke och sen är det inte mer med det, annat än etymologin då, och inte heller här finns något att känna sig kränkt över, kukar och fittor har vi allihopa och hur det kan vara särskilt kränkande för någon begriper jag inte heller – och så är det med så kallade fula ord; de är norm och individbestämda.

Läsvärt:

• Swearing in the Nordic Countries av en grupp nordiska språkforskare
• Bengt G. Dagrins  ”Stora fula ordboken”.
• Birgitta Forsmans artikel “ Fula ord?” i Forskning & Framsteg om bla ordet neger.
• Studien “The Role of Reward in Word Learning and Its Implications for Language Acquisition” om hur hjärnans belöningssystem är kopplat till inlärningen av nya ord. Det att lära sig ett nytt ord (ett vilket som helst ord) skänker alltså eleven glädje och sug efter mer.
• Liberaler svär och konservativa twittrar om religion
• Ska man bestraffa fula ord

Även publicerad i Språktidningen

Apple censurerar Codeswitching

Censurerad igen!

Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!

“…Hej Boel
vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“

Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….

Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! –  Come on…

* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.

Om disse reklamer

Jag – en Ickepoet

2005

– ”Men älskling, nu måste jag väl ändå få kalla dig poet”, sa mamma,”nu när du har gett ut en diktsamling på ett riktigt förlag”.

Jag vände mig mot henne och skulle just säga att; –”Nej, absolut inte, jag hatar poeter, jag är inte poet!” när det slog mig att jag nu kanske hade möjligheten att kompromissa om en annan diskussion som även den stått på i åratal, så istället sa jag; – ” Poeter är känsliga varelser, det är viktigt för dem att kunna använda alla sina sinnen, känna med hela sin kropp, även med sina fötter så då är det väl okej att jag går barfota? ” ”lite excentriska får de ju också lov att vara..” la jag till för en säkerhets skull, mamma kan vara en hård förhandlare.

-”Kommer inte på fråga” sa mamma,med den där speciella mammablicken som skrämmer livet av även den sturskarske uppkäftigaste trettionågontingåringen.

För enligt mamma, går vuxna kvinnor inte barfota offentligt – poeter eller ej.

Då var det kört,enda fördelen med att vara poet,eller i alla fall att låta min egen mamma kalla mig för poet, skulle vara att slippa de evinnerliga diskussionerna om huruvida jag ska ha skor på mig eller ej.

Men min mamma är en litterär människa som gillar att läsa poesi, som njuter av en dikt på samma sätt som andra långsamt smuttar på en årgångsvin och för henne är det att vara poet något alldeles särskilt fint inom litteraturens värld (Fast sen är hon ju finsmakare förstås. 🙂 ), så hon ger sig inte, diskussionerna fortsätter oförtrutet år efter år.

För mig har poeter alltid varit såna där självhögtidliga, narcissistiska, navlebeskuende, svartklädda tråkmånsar med komplett oförmåga att skratta eller se världen från någon annans perspektiv än deras eget, löjeväckande fjantpellar som kommer med extremt långa meningslösa tirader som de själva tycker låter helt fantastiskt och som de sen förväntar sig att alla vi andra ska applådera i djup andäktighet.

Hur det blev så? Att vi har så olika uppfattningar? Av vad och vem en poet är? Ja, en del är säkert samhällets fel 🙂 som bilden ovan visar dyker min version upp på en enkel googlesökning på bilder av poeter, en del är säkert pappas fel; jag hör honom hela tiden i huvudet,hur han föraktfullt säger ”poeeeeter” som enligt hans övertygelse hörde till i samma skämmiga låda som ”byrååkraaaater” och ”byråådirektööörer”(det fast också han skrev dikter ibland,riktigt fina vackra dikter),och en del är säkert de, ofta självutnämda, ”poeeeter” vars triviala banala dikter och självhögtidliga uppläsningar jag tvingats lyssna på genom åren.

Så nej, jag är inte poet.

Det är för mig ungefär lika kränkande som att bli kallad feminist. Jag skriver. Dikter. Poesi. Prosa. Lite smått och gott. Och jag begränsar mig inte till en genre. Och jag går barfota och jag skrattar åt mig själv 🙂

Och jag vill att det ska vara kul att skriva,en rolig utmaning, att det jag skriver ska väcka tankar, känslor, något. Att skriva enligt vissa regler kan t.ex. vara en rolig utmaning- för hur får man sagt det man gärna vill, inom bestämda ramar?

Att skriva kan bli som att lägga ett vackert roligt pussel fyllt med kontraster. En sudoku, ett korsord, en gåta – fast ändå inte eftersom svaret ju finns där, någonstans, annars hade det varit för lätt, för banalt…

 ***

Barfota flicka

vackrare än lindarna

armlös i vinden

(Det här har bla publicerats i  Buy A Poem och de flestas första konstatering brukar vara att: ”Du har stavat fel, ärmlös ska det vara!”. Nej, jag har inte stavat fel. Men hur kommer det sig att så många omedelbart antar att det är en felstavning och inte det självklara – att flickan faktiskt inte har några armar? ”Makabert” har jag också hört, av några av dem som insåg att det inte var en felstavning. Kan en människa utan armar inte vara vacker ? )

 ***

Ypperlig yperit

osynlig

i dalgångens violetta kväll

blander sig like pouring rain

med duggens fald og skaber olivettedråber

på kvinnans silkeslena

(Från den pågående Codeswitching-samlingen.  Innebörden lämnar jag till er att tänka över … )

Hämta och läs Codeswitching redan idag! 🙂

 

©Harning

Apropos Perkere, Blattar, skriverier og alt det der

For snart mange år siden eksperimenterede jeg med at kombinere forskellige udtryksformer, heriblandt Haiku og Rap*, da Tosommerfugle skrev en kommentar til mit foregående indlæg om ”Blattar och Svennar” kom jeg til at tænke på følgende lille sag:

Mujaffa Perker!

Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt

De danske lærker råber og skriger:
” de satans perkere tar vores piger”
Vi drikker vodka med tyrkisk peber
Sidder gerne på værtshus og flæber

Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt

Mujaffa perker! De sorte svin!
De tér sig sgu som de rene stjerner
mens vi tyrer vodka på vores hjerner.
Mujaffa Perker ! De sorte svin !
den lille lærke blir´ sgu helt til grin.

Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt

At drikke små grå Shot
Er da ikke særlig hot.
20 hjerneceller pr. drink
gør ik´ den lille lærke flink.

Mujaffa Perker!

Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt

Lille lærke glem det nu
Og lad os spise lidt ”mulat marabou”
I bund og grund er vi jo af det samme
Vi kommer blot fra en anden ramme

Mujaffa Perker!
Ligner ik´ de danske lærker
Lille lærke bliver glad: føler ikke ringeagt
Vil gerne skabe en fællespagt

( Dagbogsnotat d.18april 19..
Jeg har genvundet min frihed!!
Vender nu tilbage til haikuen og den frie skabende proces)

©Harning

*(I alverdens omvendte legende kombinationer, i forhold til rammer,struktur,ord m.v – men under bestemte regler hver gang)

(Jamen det er da så man tror det er løgn! )     (og lidt mere om samme historie )

Thomas og Esmeralda på nye eventyr

Jeg er kommet til at love min søn at jeg vil skrive en ny Thomas & Esmeralda historie og selv om det var et løfte afgivet i et svagt øjeblik – så skal løfter til børn, som bekendt, jo holdes. Indtil videre ved jeg at historien skal indeholde:

et flyvende tæppe

et kassettebånd

en gammel bilradio

og muligvis også en sang

Men da historien ikke er nået længere end til en skitse inde i mit kønne  hoved, så har du nu mulighed for at påvirke dens forløb. Send en kommentar med dit stikord og hvem ved – måske er lige netop dit ord  dét ene ord der ender med at være hele eventyrets omdrejningspunkt.  🙂

©Harning

Skrivepause

Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting.  Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.

Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv  som andre har været mest interesserede i at læse*.

Stop belejringen af ARTO

Når retssikkerheden rammer fru sørensen

Om at skrive

Anbringelse af børn & unge udenfor hjemmet

Er der forskel på en afklippet fingernegl og et aborteret foster

For kompliceret for ombudsmanden

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen

Låt Danmark betala för Systembolaget

Kan man skrive senryudigte til små børn

Indvandrerbørn skal lære dansk

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Sælger angst og katastrofer virkelig så meget

© Harning

(* i tilfældig rækkefølge, hvis du hellere vil læse de mest kommenterede indlæg – må du selv gå på skattejagt. 🙂  )

Om at skrive

Jeg har forstået, at der findes en meget stor mængde mennesker som anser at det at skrive, er en let sag. At enhver kan skrive en artikel, et digt, en bog og at det alene er lysten der driver værket – uden noget egentligt forudgående arbejde.

Ovenstående antagelse undrer mig. Meget.

Selvfølgelig kan der være forskel på arbejdets omfang, men arbejde er det som regel. At der ligger arbejde bag en fagbog, forstår de allerfleste mennesker. Men så er der alle de andre genrer. Lad mig eksemplificere.

Kronik*:
Kroniker synes mange at mene, bare er en rimeligt sober meningstilkendegivelse. Hvilket delvis er sandt. Eller rettere, er blevet det med årene, for reelt skal en kronik være baseret på fakta omkring et tema eller bestemte begivenheder og ikke have samme individuelle subjektive vinkel som klummefriheden giver. Indlysende burde være, at for at kunne argumentere overbevisende for sin mening – kræves en del grundlæggende viden. Da jeg fx skrev Stop belejringen af Arto, vidste jeg en smule – sådan lidt overordnet om pædofile og deres verdensopfattelse – men ikke nær nok. Så derfor brugte jeg flere dage, alene på, at sætte mig ind i pædofiles Groomingmetoder, jeg læste deres hjemmesider samt et par psykologers bøger om emnet osv.
Jeg talte også med et meget stort antal forældre, for at høre hvad de vidste om Arto og hvordan de opfattede sitet, jeg talte med børn om hvordan de opfattede de voksnes tilstedeværelse på sitet Og jeg læste en hel del fra Malene Larsens hånd om Arto. Kroniken indeholder også udsagn om sproglige og sociale færdigheder, hvilket jeg heldigvis vidste en hel masse om i forvejen. Men alt i alt var det alligevel ret meget arbejde der skulle laves, før jeg synes jeg med æren i behold kunne lade den gå i trykken.

Klumme:
At en klumme er noget helt andet end at bare fortælle lidt plidder pladder om sin dag – synes at have gået de flestes næser forbi. Skal en sådan have spids og vid – kræves der også hér en hel del tankevirksomhed, og til tider den samme faktaresearch som for en kronik – fx for at skærpe nogle pointer. Som i denne lille sag om ombudsmanden. Da jeg skrev den – var det fordi jeg var en kende irriteret over den almene opfattelse som synes at råde; at Ombudsmanden er folkets ypperste beskytter der vogter hårdt over forvaltningerne for at de skal sikre borgernes retssikkerhed. – Og de kendsgerninger, at ombudsmanden ikke har magt som agt og ikke er en rekursinstans synes ikke at eksistere i folks bevidsthed. Kendsgerninger som helt åbenbart – set i lyset af gårdagens nyhedsoverskrifter end ikke er kendt af de journalister som er sat til at dække området. Men for at få min pointe igennem, mente jeg mig have brug for en modsætning, og troede jeg vidste hvor en sådan fandtes. Men tro rækker ikke særlig langt i min bog – Hvorfor jeg måtte læse på omkring den svenske ombudsmand – for derefter at ringe til ham og spørge ind til enkelte aspekter af det svenske system og hans handlemuligheder deri (bare for en sikkerheds skyld). Alt i alt også hér en hel del arbejde – udover de dages tænkearbejde jeg havde lagt i forud for.

Skønlitteratur:
Skabelsesberetningen. Her er der naturligvis en del følelser og meget fiktion. Hvor størsteparten af arbejdet udspiller sig som timer af tænkning. Men.. følelserne og fiktionen udspiller sig i en kontekst. Og for at kunne beskrive denne kontekst fx. den miljømæssige er jeg nødt til (så godt som muligt)at sætte mig ind i hvordan det var at være/bo i de forenede arabemirater,Libanon,Palæstina for tredive år siden. Hvordan så møblerne ud, hvordan var politikken, hvad var det for en stemning i befolkningen og nej folk havde ingen mobiltelefoner osv. (En del forfattere rejser jo også rundt for at gå på de gader, drikke på de værtshuse, vandre i de bjerge – som de skriver om. og så fremdeles….)

Poesi:
Jeg forelskede mig en dag i ordet ”Yperit” udtalt på svensk. I flere dage gik jeg rundt og smagte på det, talte med mig selv om det – at et så smukt ord, kunne sidde fast på noget så uhyggeligt.

At gøre det smukke grimt – det grimme smukt.  Et digt opstod. Men også det krævede research for min viden var begrænset, for er yperit virkelig osynlig, eller var det bare noget jeg troede? Er den Farveløs?  Og taler vi om stænk,dråber,små skyer? osv…

***

At skrive, er således ikke let. Det kræver tankeevne og kreativitet,  viden om det man skriver om og tiden til at gøre det i. Og selv om jeg synes at det at tænke og at skrive er sjovt, så er den praktiske del sjældent lige så sjov. Men begge dele er arbejde. Hårdt arbejde.

©Harning

* Kronik, fra det Latinske: chronica,  hvor chronos betyder tid. Således indebærer den meget strikse definition, som jeg heller ikke overholder. 🙂  i princippet en faktuel beskrivelse af noget i rette kronologiskt tidsperspektiv

Sprogforbistring, inkvisition og alt derimellem

Er ved at blive åndsvag i min sprogforbistring. Skulle egentlig arbejde med en artikel med den forløbige arbejdstitel:  ”Inkvisition – det moderna hjälpmedlet för skolans kuratorer” .

Men jeg kan ikke tænke en hel sætning end mindre en hel tanke på ét sprog. Min sprogforvirring er total og arbejdsbordet flyder som følge deraf, af utallige ordbøger, leksikoner og grammatikker…..

Frustrationen over ikke at få sagt, skrevet det jeg gerne vil er nået nye højder og jeg overvejer nu seriøst  at lade være med at skrive noget som helst. Ever. For jeg kan helt åbenlyst hverken stave, formulere mig hensigtsmæssigt eller noget der bare tilnærmelsesvis ligner – på noget sprog.

©Harning

Måske jeg bare skulle hænge mig…

For jeg kan hverken lide at læse eller skrive, og denne min modvilje mod noget så kedeligt som ord – er jeg nu desuden godt på vej til at videreformidle til mit barn.

Det siger hans lærer selv.

Og man skal tro på hvad læreren siger.

Udfordring; skriv en bog på 45 dage! – DEADLINE

Så var det sidste dag igår, for at fuldfølge udfordringen om at skrive en bog på 45 dage. Hvordan gik det så?

Jo, jeg har nu et råmanuskript til en bog som nok vil runde de nogen og 70 sider – men  desværre er jeg ikke nået at blive helt færdig. Jeg venter spændt på kvindens resultat, med stor forhåbning om at hun klarede hvad jeg ikke formåede i denne omgang. 😀

Og havde jeg været en personlig blogger, ville jeg nu have fortalt at det skyldes livets uforudsigelighed og at mit indenfor den seneste måned synes at have taget en helt ny drejning – men nu er jeg jo ikke nogen personlig blogger….

Så undskyldninger af den slags er vist ikke brugbare..

Men jeg fortsætter selvfølgelig ufortrødent med bogprojektet, og håber at jeg dog alligevel vil blive helt færdig, om ikke andet så til påske, hvor min korrekturlæser har tid til at kigge på det færdige resultat.

Fortsættelse følger…….

Harning går under jorden

Nu tror I måske, at det er på grund af dem her, men det er det ikke. Ej heller er det gamle exer eller skrigende børn der har fortrængt mig fra mit hjem.

Det har derimod faxen, telefonerne og i særdeleshed netforbindelsen.

har brug for

Timer og dage uden distraktioner.

Men….

vender naturligtvis tilbage den 24 februar for at afslutte udfordringen og give en status. 😀

Mon der er plads til mig her …..

Kvalitet eller kvantitet

Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.

Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget – ikke hvis formålet med dem skal opretholdes – og sådan ser det ud for mig.

Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder – for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.

…………..

………………………………….

Men måske alligevel med lovappendix……………….

Hm, tæller det mon………………………………

det går ikke så godt, rapport fra en bog på 45dage

Det går ikke helt så godt, som jeg kunne have ønsket mig. Primært fordi jeg sidder på sidelinien i to anbringelsessager, og derfor synes at associere alt hvad jeg læser og skriver til disse to. Det skaber en ujævn rytme i skrivningen og sågar -Manglende overblik! En erkendelse jeg ikke er særlig glad for, men ikke desto mindre er det sådan det forholder sig.

Måske det er vinteren der gør sig gældende, for det er en ganske ny erfaring for mig, at på denne måde være næsten ude af stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, at lade tankerne vandre væk fra fokus.

Og så er der alle de indlæg, jeg gerne ville have skrevet. Som jeg har været nødt til at lægge på is pga bogprojektet.

Bortset fra, at de ikke er lagt på is

de bliver ved med at poppe op i min bevidsthed

i hele lange flotte sætninger..

Fx. Er der indlægget om registeret over myndighedspersoner (findes det, findes det ikke? Og hvis det eksisterer, hvad indeholder det så?)

Og indlægget (som nu er blevet til flere) om den meget interessante sag fra Aalborg – som jeg fortsat ikke har fået tilladelse til at publicere…

Og indlægget om Sveriges besynderlige narkopolitik – Hvor jeg sidder og gnider mig i mine små hænder over den frydefulde sarkasme…

Og…..

En bog på 45 dage statusrapport

Efter en mere end drøj opstart, hvor min hjerne gik i stå og jeg tillod mit privatliv at influere på skriveprocessen – kan jeg nu noget forundret konstatere, at jeg har 23 færdige sider, et skelet og masser af tanker. 😀

Planen nu på tyvendedagen og med lige over halvdelen af tiden tilbage er at jeg foreløbig håber på, at have yderligere tyve sider klar til weekenden – for mon så ikke jeg har fortjent en lille bonus….

Og hvad resten angår – ja det må tiden vist vise.

OG. Jeg er ikke længere alene. 😀

Startskud til en bog

Så skulle vi gerne være klar til at gå i gang. Vi som dronningen bruger det, da jeg ser ud til at være den eneste der vil,kan,tør tage udfordringen op.

Da jeg først lagde min udfordring ud, var det i forhåbningen om at mange ville deltage, og at jeg derved ville få den ydre motivation til at skrive som jeg manglede – da min normale indre motivation synes at være gået i vinterhi.

Sådan blev det ikke, en masse positive tilkendegivelser både her på bloggen og i min mailbakke om at det var vel nok en fantastisk, spændende ide – men ellers tak, og ingen samlede handsken op.

Det betyder, at jeg nu sidder og har smidt en udfordring ud – som jeg bliver nødt til selv at følge, og det er jo meget godt som motivation, men….

Det gør bare presset på mig, så meget større, for havde flere taget imod udfordringen – så ville der nok have været at par stykker iblandt som bare ikke kunne nå at skrive en bog på 45 dage, af den ene eller anden årsag, og så havde det jo ikke gjort så meget hvis jeg blev en af dem. 😀

Men nu er det ligesom knald eller fald for mig, og dæleme om jeg ikke vil lykkes!

Hvilken fører videre til bogen. Altså den som jeg nu har besluttet mig for at skrive. Som nogen af jer sikkert læste i går, har ”Andreas” hoppet på ungdomsromansvognen sammen med mig, og vist var det fristende at tage det projekt nu. Særlig fordi den unge mand er teenager og deres liv og lyster som bekendt jo kan ændres ganske hastig. Men, efter nøje overvejelser synes jeg ikke det er rimeligt, hverken for ham eller for mig. Et nystartet skrivesamarbejde kan være vanskeligt nok endda, uden at skulle have det pres på sig som de 45 dage uvægerlig giver. Det vil jeg simpelthen ikke byde hverken den unge mand, eller bogen.

Så det bliver en fag/debatbog med den foreløbige arbejdstitel ” Hjælp de vil tage mit barn”. Bogen om anbringelse af børn og unge. Bogen har længe været et hjertebarn, og det i sig selv er vel grund nok til at skrive den. Men dertil kommer så, at den bog jeg vil skrive om emnet ikke synes at eksistere – jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og det kombineret med de cirka 300 mennesker som hver måned ramler ind på min blog i sin søgning efter oplysninger om anbringelser gør, at jeg tror det er en vigtig og nødvendig bog som bør og skal skrives.

Og så når vi til den ekstra bonus, guleroden: En bog om anbringelser gør, at jeg er ”nødt til” at opdatere mig grundigt på forskningsområdet og læse en del rapporter, og da jeg nok ellers ikke ville nå at læse noget som helst, så er det jo helt fantastisk. 😀

***

Ps. Det er altså stadig ikke for sent at samle handsken op og hoppe på vognen. 😀

© Harning

Forberedelse til en bog på 45dage

Har købt printerpapir og tjekket farvepatroner – intet er så irriterende som at ikke kunne skrive ud og gennemlæse, måske flytte lidt rundt, slette.

Har stadig ikke besluttet, hvilken bog. For bare nogle timer siden – havde jeg faktiskt bestemt at det skulle være den om anbringelse af børn og unge.

Men så hørte jeg fra ”Andreas” – der skrev dette fantastiske gæsteindlæg, som nu pga. den fine opmuntring fra kommentatorerne her på bloggen, er blevet overbevist om at han vist kan noget, og vil gerne skrive en ungdomsroman sammen med mig. 😀 . 😀

Så nu ved jeg alligevel ikke..

Vil prøve på at ikke tænke mere over det før i morgen tidlig, og indtil da har jeg givet mig selv lov til at læse en af mine absolutte favoritbøger gennem tiderne (med undskyldningen, at jeg jo nu ikke kommer til at læse noget i laaang tid) Hannah Green`s bog ” I Never Promised you a Rose Garden”.

Hvilken bog?

At skrive en bog på 45 dage er en ting, hvis man altså på forhånd ved hvilken bog man vil skrive. Det gør jeg bare ikke. Ikke fordi jeg ikke har ideer, men fordi jeg er nødt til at vælge.

Jeg kunne fx skrive den socialrealistiske roman – som lige nu befinder sig i flere allerede færdigskrevne men ustrukturerede kapitler i mit hoved. – Men… havde egentlig en lidt anden plan for den, og så er 45 dage bare ikke nok.

Så er der et par hjertebørn… Dels er der den om anbringelse af børn og unge, som jeg egentlig burde have skrevet for længst, og så er der den om unge forældre – men den indebærer to problemer: a, jeg har allerede skrevet en del og så er det jo lidt snyd og b, hvad værre er så mangler jeg stadig et par interviewpersoner – for ikke at tale om den forberedelse og efterbearbejdning som selve interviewsene indebærer – hvilket virker som helt umuligt indenfor tidsrammen.

Endelig er der ungdomsromanen, som jeg så gerne ville skrive og hvor jeg har det overordnede plot i hovedet men synes jeg mangler evnen til et fornuftigt sprogbrug for målgruppen (15-18), så forudsætningen ville være at jeg fandt en ung samarbejdspartner, med tid, lyst og evner – og de vokser ikke ligefrem på træerne………

Eller måske skulle jeg skrive en helt femte, en jeg bare ikke har tænkt på endnu………

Jeg ved det simpelthen ikke.

Men har da heldigvis et døgns tid til at finde ud af det. 😀

Harning

Harning, du har fandeme større nosser end en elefant

var der engang en god ven der sagde til mig.

Det var den gang, gad vide hvad han ville sige i dag, hvor jeg sidder foran mit tastatur og nærmest er ved at tisse i bukserne over den udfordring jeg har givet, ikke bare alle jer der ude, men så sandelig også mig selv.

For kan man virkelig skrive en bog på 45 dage?

Jeg har regnet på det, selvfølgelig har jeg det. 😀

Og ja, det burde kunne lade sig gøre.

Men…

Jeg ved end ikke hvilken bog jeg skal skrive!

For ikke tale om, at vist har jeg regnet, men det betyder også at jeg må prioritere – kraftigt – i en periode.

Og så er det at tvivlen begynder at nage for alvor, for vist kan jeg skære hist og pist – bruge min tid lidt bedre, men som alle andre skal jeg have den faste indtægt ind, og være sammen med børnene naturligvis (der ganske vist er vant til at: ”Tyst! mor skriver”, men alligevel) og så er der et par opgaver for dsfs som jeg hverken kan eller vil unddrage mig, og halvfjerds digte som skal oversættes – for der er allerede indgået forlagsaftale….

Så jeg bliver nødt til at skære i mit stof! Min behovstyring, min bibliopati – og begrænse mit læsestof til en bog el. to hver fjortendes dag. – måske endda mindre…..

Og kan jeg det?

Tvivlen nager allerede, for hvad nu; hvis jeg lige kommer forbi en bog jeg ikke har (ud skal jeg jo), eller hvad nu; hvis min yndlingskritiker bestemmer sig for selv at modtage udfordringen og for at sætte en pind i hjulet for mine vinderchancer – (og dermed forbedre sine egne) og publicerer en stribe af fantastiske anmeldelser til bøger jeg bare må eje og læse?

Men mon ikke det er et senere spørgsmål, lige nu må det væsentlige vist være, at finde ud af hvilken bog jeg skal skrive…..

© Harning

Udfordring; skriv en bog på 45 dage!

Kan du det? Ja så kom og leg med mig. 😀

Reglerne er som følger:

Mindst 100 sider eller ( 165.000 tegn. m. mellemrum)

Max fire billeder/tegninger/grafer eller lign.

Skal være enten en fagbog eller en skønlitterær roman* – ikke en digt eller novellesamling og naturligvis ej heller en telefon eller reklamebog (ja, nogen betegner faktiskt IKEA kataloget som verdens mest læste bog!!).

Hvad får du så ud af det, hvis du tar udfordringen op – og måske endda vinder ? Jo du får selvfølgelig æren og fornøjelsen af at kunne sige at du har skrevet en bog på bare 45 dage, og altefter hvor mange der tør samle handsken op -kan du selvfølgelig sige at du klarede hvad ex antal andre idioter ikke klarede (mig selv måske inklusive).

Og du ville sidde med en færdig bog i hånden!!

Og du ville naturligtvis også have haft fornøjelsen af at sparre med mig/os – dine ”medkonkuranter” undervejs.

Vi går i gang den 10 januar, så hvis ikke du har noget gemt væk der i baghovedet som frister, har du alligevel et par dage til at få en idé.

Så – Saml handsken op, tag imod udfordringen, enten her på bloggen eller send en mail.

Og husk, det er ingen skam at tabe – men at end ikke prøve!

God kamp.

Harning

* om den handler om hajer eller doping, blæksprutters kærlighedsliv eller komplicerede matematiske udregninger må du selv om, ligesom du helt selv bestemmer om du skriver for voksne eller børn, socialrealistiskt eller fantasy….eller……