Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 154,845 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Posts Tagged ‘familie’

Hvorfor ikke købe et lækkert hus i Malmø?

Posted by harning på oktober 20, 2012

Nu sælger vi vores store, lyse rækkehus i Malmø, for at komme lidt længere ud på landet og få os en ged:-) Huset ligger i et meget børnevenligt område, uden biler og omgivet af fodboldbaner, basketballbane, skaterampe, friluftsbad og i gangafstand til flere skoler og børnehaver. Som pendler er det ideelt da det kun tar en halv time at komme til København hvad enten man vælger at køre i egen bil eller tage toget fra den nærliggende station.

Huset er på 133m² og har udover stue og køkken; fire store værelser, bryggers, badeværelse og gæstetoilet  (du kan se alle værelserne hér) og masser af opbevaringsplads i form af dels et loft, dels et forrådsrum som vi har brugt både som værksted og som træningsrum men som med fordel også kan konverteres til udestue da det ligger i umiddelbar forlængelse af huset.

I foreningen findes, fælleshus, sauna, solarium og mulighed for parkeringsplads, alternativt egen garage.

Fakta om huset:

Bostadsrättslägenhet

Boligareal* 133 m², 5 rum.

Pris: 1285000 sek.

(Pris pr. m²: 9661 sek)

Fællesafgift 6: 294 sek pr mån.

Plantegning

Vedtægter

*(Når det gælder boligareal så regnes det i Sverige fra indervæggene – altså det faktiske areal.)

Hvis du har spørgsmål, eller vil se nærmere på boligen eller gi et bud så skriv til Harning@writeme.com

©Harning

Reklamer

Posted in Alle Harnings indlæg, Lidt af hvert..... | med emneordet: , , , , , , , , , , , , | 1 Comment »

Morale er godt – dobbeltmorale er….

Posted by harning på november 13, 2008

Historien om en kvinde, der er på tålt ophold i Danmark fordi hun har foretaget aborter i henhold til kinesisk lovgivning beskriver meget rammende et af mine favoritord – Absurdisme.

For, hvad er det lige hun har gjort forkert? Forbrydelser mod menneskeheden? Jamen herrejemine, herhjemme accepterer vi også aborter, også sene sådanne – på levedygtige børn. At vores tidsgrænse så ikke er den samme som den kinesiske regerings finder jeg absolut irrelevant, det samme gør Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager som ikke mener der er grundlag for sigtelse fordi konen handlede efter gældende lov i det land hun befandt sig i. Et land vi for øvrigt samarbejder med på en lang række områder.

Alligevel fastholder de administrative myndigheder at hun skal være på tålt ophold, som med den nye hastelov vil indebære at hun skal i natfængsel i Sandholmlejeren- hvorved ikke bare hun, men også hendes børn straffes for noget som vores eget retsvæsen ikke finder ulovligt.

Jo, morale er godt – dobbetmorale er dobbelt så godt – men bureaukratetik er nu engang det allerbedste !

©Harning

*(Absurdisme note: Flygtningenævnet som er den instans der har bestemt at kvinden skal være på tålt ophold pga forbrydelser mod menneskeheden – er pga sin blotte eksistens selv blevet kritiseret af netop Menneskerettighedsorganisationer. )

Det mener advokatrådet om loven
Eksperter i kø for at kritisere tuneserloven
Sydsvenskan d 15 dec

Posted in Alle Harnings indlæg, Borgerrettigheder, Bureaukrati & Jura, Debat, Politik | med emneordet: , , , , , , , , , , , , , , | 10 Comments »

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 4

Posted by harning på september 29, 2008

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Hvorom alting er, så kom vi til Norge og frem til det lånte sommerhus efter en fjorten timer lang biltur. Vi boede i sommerhuset i tre måneder, så blev der for koldt. Det var en surrealistisk tid. Til den ene side var det rigtig norsk idyl, godt vejr og familiehygge og til den anden side var vi meget bevidste om at vi måske var efterlyste af politiet hjemme i Danmark, så vi turde ikke ringe eller skrive hjem – vi var bange for at mine forældre blev aflyttede. Det lyder sikkert paranoidt, men hvad skulle vi tro?
Vi vidste ikke ret meget om politiarbejde. Men vi vidste at myndighederne rigtig gerne ville have fingrene i vores barn.
Da vi ikke kunne bo i sommerhuset længere, fik vi husly i en kirke. Der var os og så to andre familier – de var flygtninge som havde gemt sig fordi Norge ville sende dem ud af landet, så vi var en noget broget skare.
Selv om alle var venlige, var det enormt hårdt at leve sådan. Vi havde ikke vores eget værelse, og vi var stadigvæk så paranoide, at vi knap turde forlade kirken, andet end for meget små ture. Og vi kedede os. Efter et stykke tid, fik præsten vist også nok af vores selvpåtagede frihedsberøvelse, så han begyndte at plage mig om at jeg skulle tage et arbejde. Men hvordan skulle jeg kunne det, spurgte jeg, så finder de os bare.Det endte med at han fik skaffet mig sort arbejde som stik i rend dreng i et byggefirma og samtidig lykkedes det ham at få Mette til at gå med i en mødregruppe.
Det var vendepunktet for os begge to. Når vi kom ud, og så andre mennesker blev det tydeligt hvad vi havde gået glip af og at vi havde ladet vores liv stå på stand-by. Med lidt mere hjælp fra præsten lykkedes det os at finde en etværelses lejlighed som vi kunne leje i anden hånd for de penge jeg tjente som stik i rend dreng. Mette kunne selvfølgelig ikke arbejde, for vi turde ikke aflevere Line til nogen.
For første gang siden Mette havde født levede vi et næsten normalt liv. Vi begyndte at lære vores naboer lidt at kende, jeg tog engang imellem en øl med mine kolleger og vi begyndte også så småt at turde ringe hjem en gang imellem, fra en telefonboks godt nok, men alligevel…..
Da Line fyldt et år kom mine forældre, min onkel og den ven som havde været sammen med os den første uge, hjem og besøgte os. Min mor, der ikke havde set sit barnebarn siden hun blev født, græd og kunne slet ikke lade være med at røre ved hende hele tiden mens de var hos os. Og selv om vi stadig var bange for at politiet skulle have fundet ud af hvor vi var, så var det en meget stærk oplevelse af tryghed, igen at være sammen med familien.

©Harning

Læs også del 1del 2 , del 3 og    del 5

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Posted in Alle Harnings indlæg, Børn&Unge, Borgerrettigheder, Debat, Politik | med emneordet: , , , , , , , , , , , | 17 Comments »

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 3

Posted by harning på september 15, 2008

Eller: Desperate mennesker gør desperate ting..

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Den aften holdt vi krisemøde hjemme hos os. Mig, mine forældre, min onkel og nogle venner. Min onkel kendte en familie i Norge, der havde et sommerhus som han troede vi kunne låne et stykke tid. Det var en drastisk løsning, men vi var alle desperate på det tidspunkt og behovet for at kunne handle var vigtigt for os. Familien blev ringet op, midt om natten, min onkel satte dem ind i historien og lovede at vi var ordentlige unge mennesker der nok skulle behandle huset pænt, og betale for os. Og de sagde ja. Uden at tænke over det og bare med den ene kommentar at de ikke ville have betalt. Pludselig vendte stemningen, vi hoppede og dansede og opførte os sikkert ganske tåbeligt set med andres øjne. Men for os, var det endelig én positiv beslutning, ét positivt besked, som betød at vi kunne beholde Line.

Senere skulle vi naturligvis rammes af indsigten i hvad et liv på flugt rent faktiskt og praktisk betød. Men på det tidspunkt, havde vi alle en noget optimistisk holdning om at det hele nok skulle gå. Vi talte ganske vist om hvad det kunne indebære, men at tale om noget man ingen personlig erfaring har af, er bestemt ikke det samme som at gennemleve det.
Dagen efter brugte vi på, at lade Mette hvile, mens alle vi andre arrangerede billeter, lånte penge af venner og familie og samlede det mest nødvendige sammen til Line. Selv mælkeerstatning og sutteflasker anskaffede vi, for min mor var usikker på Mettes mentale tilstand, og om hun skulle orke at amme, eller om mælken måske ville forsvinde. Vi bestemte også at en af familiens nære venner skulle tage med os op den første uge og hjælpe os.
Jeg tog op på sygehuset for at fortælle Mette om planerne. Først kiggede hun bare på mig, så begyndte hun at argumentere for hvorfor det ikke ville kunne lade sig gøre, at kommunen sikkert ville efterlyse os. Og værst af alt, de havde jo sagt at hvis hun ikke samarbejdede så ville de sørge for at hun ikke måtte se Line overhoved.
Jeg var alt for overbevist om min egen plan og havde desuden en hel del af en syttenårings fandenivoldske tilgang, til at lade mig slå ned, så jeg insisterede. Og egentlig tror jeg, at jeg vandt diskussionen ved ren udmattelsesmetode.
Klokken elleve den aften listede vi ud af sygehuset med Line gemt under min jakke. Og så kørte vi bare.

Vi ved ikke om politiet blev underrettede, det går vi ud fra, men det dukkede aldrig op i nyhederne. Derimod ved vi at Socialforvaltningen kontaktede både Mettes og mine forældre dagen efter. Det er jo lidt sjovt hvis man tænker over det, hér har de nægtet at anerkende såvel mine som mine forældres rettigheder og ”partsstatus” i måneder, så lige pludselig tror de at vi ved noget- kan bidrage med noget.

Mine forældre nægtede selvfølgelig ethvert kendskab til noget som helst. De sagde bare at de ikke anede hvad deres søn lavede eller hvor han var og at de for øvrigt slet ikke ville tale med nogen som tidligere ikke havde villet tale med dem.

©Harning

Læs også del 1 og del 2

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Posted in Alle Harnings indlæg, Børn&Unge, Borgerrettigheder, Debat, Politik | med emneordet: , , , , , , , , , , | 6 Comments »

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 2

Posted by harning på september 13, 2008

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:
Mine forældre tog voldsomt anstød, da de hørte om mødet. De ringede og skrev flere gange til socialforvaltningen. De forsøgte at forklare, at de gerne ville være behjælpelige på enhver måde og spurgte til om jeg som far ikke havde nogen rettigheder. De eneste svar de fik tilbage var at jeg jo ikke var gift med Mette, så der var ikke noget bevis på at jeg faktiskt var faderen. Min forældre og jeg havde derfor ikke ”partsstatus”. Mette skrev så til dem, for at endnu engang fortælle dem at jeg rigtig nok var faderen til hendes barn. Det brev svarede de slet ikke på.

Situationen var uholdbar. Hverken Mette eller jeg, eller mine forældre var indstillede på at opgive vores barn/barnebarn. Men vi var også meget i tvivl om hvordan vi skulle gribe det an, fordi det var så tydeligt at forvaltningen havde truffet deres afgørelse og ikke var indstillet på at høre ét ord af hvad vi sagde, og hvad kunne vi stille op mod myndighederne? De havde så meget mere magt end os. Det er ret fortvivlende at tænke tilbage på, at den tid som skulle have været en glædens tid, istedet for var fyldt af vrede og uro og angst.
Fødselen var lige sådan.
Da Mette fik veer kunne vi end ikke finde ud af at være glade. Vi var bare enormt bange for at vores barn nu ville blive taget fra os, så fødslen var meget smertefuld for Mette. Hun kæmpede imod og ville slet ikke presse.
At føde barnet, var for hende blevet ensbetydende med at miste det.
Hun kan stadigvæk ikke tale om det.Bare et par timer efter at lille Line var født ringede de fra forvaltningen og sagde at de ville komme og hente hende tre dage senere, og at det var vigtigt både for barnet og for Mette at hun samarbejdede.
Den dag idag undrer det mig at de vidste besked så hurtigt, og vi ved ikke hvem der fortalte dem at Mette havde født. Det har nok været sygehuset. Men det er så svært at tro på at fx jordemoderen, der vidste hvor svært det var for Mette, skulle kontakte dem så hurtigt at hun end ikke fik lov til at hvile efter fødselen.
Opringningen fra forvaltningen fik Mette til at kure sig sammen til en lille kugle. Hun holdt op med at snakke med nogen og lå bare og stirrede ind i væggen. Hun var udmattet, stresset til det yderste og nu gav hun op. Jeg havde mest lyst til at styrte ned på kommunen og slå første bedste socialrådgiver ned. Det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg slog min hånd til blods i parkeringskælderen i stedet for.

©Harning

Hvis du missede del 1

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail,såfremt du har en positiv historie at bidrage med)

Posted in Alle Harnings indlæg, Børn&Unge, Borgerrettigheder, Bureaukrati & Jura, Debat, Politik | med emneordet: , , , , , , , , , , , , | 21 Comments »

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 1

Posted by harning på september 13, 2008

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:
Det at blive forælder som teenager har for os været et mareridt, og bestemt ikke noget vi kan anbefale andre. Ikke fordi vi ikke ville have barnet, eller fordi vores datter på nogen måde har været et svært barn. Men pga. Myndighederne.
Jeg var sytten og min kæreste femten da vi fandt ud af at hun var gravid. Mette gik stadig i folkeskole dengang og jeg på teknisk skole. Selvfølgelig blev vi chokerede da vi fandt ud af at hun var gravid, men så satte vi os ned og snakkede det igennem med mine forældre, og de lovede at støtte og hjælpe os hvis vi ville beholde barnet. Og det ville vi.
Mettes forældre reagerede helt anderledes, men det havde vi næsten også regnet med. Enhver undskyldning for at råbe og skrige var altid velkommen i deres hus. Så det blev der en del af.
Alligevel begyndte vi at glæde os. Jeg var med til jordemoderbesøgene, vi gik til fødselsforberedelse og jeg tog weekendarbejde i grillbaren samtidig som jeg fortsatte med at passe min skole og dele aviser ud.
Da Mette var i syvende måned fik hun et brev fra socialforvaltningen, de ville se hende og hendes forældre i anledning af hendes graviditet. Jeg var ikke inviteret med. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok være gået med, måske var tingene så blevet anderledes, men det gjorde jeg ikke. Mettes forældre ville ikke have det, og jeg ville ikke gøre dem mere sure end de allerede var.

Mette: Mødet var forfærdeligt. Jeg havde nok lidt naivt troet at vi skulle snakke om hvordan de bedst kunne støtte mig når jeg blev mor, med uddannelse, måske forældrekurser og sådan noget.
Da vi kom, var der to socialrådgivere og så en der præsenterede sig som leder. Vi nåede knap nok at sætte os ned, før den ene socialrådgiver sagde at, ja jeg var jo kun femten og mine forældre var på bistandshjælp og der havde vist også været en undersøgelse igang fordi de drak. Derfor havde de bestemt at mit barn skulle anbringes i en plejefamilie lige så snart jeg havde født.
Jeg blev rigtig ked af det, men også vred. Så jeg råbte af dem, og det var måske ikke så smart. Men helt ærligt, de ville ta mit barn. Jeg skreg og græd og forsøgte at forklare, at Nikolaj jo stillede op og at det gjorde hans forældre også, så vi skulle nok klare os., at Nikolaj arbejdede og var ved at uddanne sig til tømrer. Så begyndte de at fortælle om at femtenårige piger slet ikke kunne være ordentlige mødre, og at en eller anden undersøgelse havde vist at børn til så unge mødre blev misbrugere og kriminelle når de voksede op. Hvis altså ikke moderen havde skadet dem først, eller den unge far ikke havde rystet dem så de døde. Og at Nikolaj alligevel ville gå fra mig i løbet af det første år.
Så de stod fast ved deres beslutning.
Mit barn skulle anbringes i en sød plejefamilje lige så snart jeg havde født, og enten kunne jeg samarbejde og så ville jeg få lov til at besøge hende engang imellem, eller også ville de sørge for, at jeg ikke fik hende at se hvis jeg skulle være vanskelig.
Mine forældre sagde ikke så meget. De var nok på min side fordi kommunen i deres øjne var fjenden, men de var også opgivende fordi de levede i en verden hvor kommunen bestemte over hver aspekt over deres liv – eller sådan følte de i hvert fald.
Når jeg ser tilbage på mødet nu, med den viden og erfaring jeg har nu, kan jeg godt se at der er mange ting jeg burde have gjort anderledes. Jeg burde have formået at holde mine følelser tilbage, jeg burde have bedt dem om at vise mig de undersøgelser de talte om, jeg burde have spurgt til om de ikke skulle undersøge mig og Nikolaj først. Men på den måde var jeg for ung og uerfaren, så lidt ret havde de da.(smiler)

©Harning

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Posted in Alle Harnings indlæg, Børn&Unge, Borgerrettigheder, Bureaukrati & Jura, Debat, Politik | med emneordet: , , , , , , , , , , , , | 12 Comments »