Mere eller mindre kriminel?

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere sagen om den otte måneder gamle pige som for et par dage siden mistede livet,  men nu kan jeg bare ikke lade være. For jeg kan simpelthen ikke forstå de mennesker som mener at det er i orden at true bilens chauffør på livet. At ulykken vækker stærke følelser – det kan jeg forstå. Men jeg kan på ingen måde begribe at det gør det okey at selv begå  særdeles bevidste, intentionelle og ja, kriminelle handlinger som trussler nu engang er. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere i hvem som er den ondeste, den mest kriminelle, den forkasteligeste; Er det manden som satte sig ud i sin bil stærkt påvirket af alkohol? Er det hans kammerat som lod det ske? Er det eventuelle ædru vidner som ikke sørgede for at få stoppet bilen i tide? Eller er det de mennesker (som tilsyneladende ikke er påvirkede af hverken stoffer eller alkohol) som synes at mordtrusler ikke bare er legitime men sågar nærmest også moralskt korrekte at fremføre?

Og apropos hvem der er mere eller mindre kriminel, mere eller mindre skyldig – så har også sagen fra Rust spøgt i mit baghoved- for hvem er egentlig mest ansvarlig, og hvem bør mon få den hårdeste straf – den mand som slog med ølflasken og forårsagede den første skade? Eller sygehuset som ikke ville behandle den 25årige nordmand med det resultat at han døde af sine skader?

En tankestreg:
Da jeg havde skrevet ovenstående tog jeg Stephen Kings ”Duma Key” med ud i solen og faldt over dette citat som I hér får på svensk:

”Tina Garibaldi skulle inte ha fått sådan bevakning om hon vunnit en stavningstävling eller en tävling på en vetenskapsutställning eller ens om hon räddat familjens hund ur en forsande flod, men blir man bara våldtagen och mördad så blir man rikstäckande. Alla får veta att ens mördare hade ens trosor i byrålådan”

©Harning

Læs også: Politiet tager trusler alvorligt

Og apropos  mere eller mindre kriminel og straf og konsekvens

Læge vil lade forældre designe babyen

Et tilbud som i følge Politiken har vagt voldsom debat. Tænk.. det forstår jeg slet ikke. For hvorfor hidse sig op over noget så ligegyldigt som en læge der angiveligt kun vil hjælpe forældre med at designe underordnede kosmetiske detaljer som  hår og øjenfarve – når vi i forvejen tillader at forældre designer deres babyer på langt mere indgribende måder?
Herhjemme har vi fx for længst bestemt at det er helt i orden, allerede i fosterstadiet, at skille os af med babyer som ikke lever op til normalitetsnormen, ligesom vi til dagligt ad kemisk vej designer vores børn til at blive klogere og roligere og bedre til at koncentrere sig samtidig som vi uden at blinke sender dem til plastikkirurgen for at få rettet op på et par flyveører.
Så hvorfor skulle det være så meget værre at på forhånd designe børn med en bestemt øjenfarve?
Tænk…det forstår jeg slet ikke…

©Harning

Se også: Danske forældre vil abortere enarmet barn & Engelsk studievært med kun en arm

DNA register og frivillighed

Hér en lille søndagstanke. ..
Det er frivilligt om man vil indgå i fx PKU registeret. Jeg kan således vælge om jeg vil have mit DNA og dertil hørende meget private oplysninger opbevarede og registrerede .
Men kan jeg nu det?  For hvad nu hvis jeg ikke vil,  men min mor min far mine søskende og mine børn vil? Kan jeg så forlange deres DNA profiler destruerede fordi disse tillige indeholder personfølsomme oplysninger om mig, min etnicitet, mine sygdomme mv. ?

©Harning

mere om dnatest

Er der forskel på en afklippet negl og et aborteret foster?

Som bekendt har en kvinde ret til selv at bestemme hvorvidt hun vil have en abort* i Danmark indtil  gravidtitetens 12 uge. Denne ret er nært knyttet til vores etiske forståelse af – at et foster i denne alder ikke er et barn – et menneske. Fosteret er så at sige bare en klump celler der tilhører den enkelte kvinde. Havde vi ikke denne etiske forståelse – og betragtede vi cellerne som et selvstændigt individ, så  ville kvinden ikke længere kunne udøve en selvstændig bestemmelse over om hvorvidt det individ som hun bar i maven havde ret til at leve eller ej.

Vi har altså, så at sige, valgt at betragte fostre indtil 12graviditetsuge på lige fod med fx. en fingernegl. Og så er det jeg undres når jeg kan konstatere at visse sygehuse vælger at begrave disse afklippede negle på en kirkegård fremfor at smide dem i skraldespanden eller evt at finde på smarte måder hvorpå affaldet kunne genbruges. Skal jeg tolke det således at sygehusene i disse tilfælde faktiskt mener at der er tale om et individ – et menneske? Og hvis det er det de virkelig mener, hvordan kan de så overhoved medvirke til drab på dette menneske?

Eller begraver de også håraffald, gamle svulster mv?

©Harning

RED. d. 16 oktober: Læs også denne artikel om at hospitalernes håndtering er ulovlig.

*(indlægget omhandler alene de selvvalgte/provokerede aborter idet jeg mener der er en væsentlig forskel på disse og på de spontane aborter)

Fulde folk er uværdige

At de fleste af os vel har prøvet at drikke lidt mere end vi havde tænkt os, er irrelevant.

At alkoholisme er en anerkendt sygdom i henhold til WHO, er irrelevant.

For fulde folk er uværdige.

For samfundet.

Spørgsmålet er, om de overhoved er mennesker?

Lad mig illustrere med et par eksempler.

En meget kold vinternat, efter en glad aften i byen, var jeg ved at snuble over en kvinde som lå halvejs i en gadedør, halvejs ude på fortovet. Hun havde ingen frakke på, fine dansesko og var overhoved ikke til at få liv i. Der kan hun jo ikke ligge tænkte jeg, og ringede derfor efter en ambulance – men ved oplysningen om at hun lugtede stærkt af alkohol, nægtede de at hjælpe og bad mig i stedet ringe til politiet. Det gjorde jeg så. Politiet sagde, at det kunne de virkelig ikke tage sig af, og om jeg synes det var så stort et problem så kunne jeg jo bare selv tage hende med hjem!

Og så var der sagen med min gamle nabo. En sød, meget meget omsorgsfuld kvinde – der desværre også var alkoholiker. Et misbrug som hun dog forsøgte at tage sig ud af med jævne mellemrum ved brug af antabus. Godt forsøgt, men iblandet desperation og depression knap så godt. For når hun fik det rigtig dårligt, ja så tog hun et par ekstra antabus og drak en liter vin til. (En kombination der som bekendt kan have dødelige konsekvenser. )

En af disse gange var det min daværende kæreste og jeg der fandt hende. Bevidstløs. Vi ringede naturligvis efter en ambulance, som faktisk kom og tog hende med på sygehuset. Der fik de liv i hende igen, hvorefter hun tog hjem – sammen med sin sygejournal, tog et par antabus og en liter vin mere. Vi ringede endnu engang til alarmcentralen, også denne gang var de vældig hjælpsomme. Troede vi. For ud kom et par politibetjente, kiggede på den bevidstløse kvinde på gulvet, trådte hen over hende og begyndte at lede hendes skuffer igennem efter den sygejournal som hun havde ”stjålet” fra sygehuset. På spørgsmålet om hvor ambulancen blev af, fik vi svaret, at der skam ikke kom nogen, for nu var de godt trætte af hende inde på sygehuset og ville bare have deres ejendom, sygejournalen, tilbage.

Ovenstående historier er efterhånden nogle år gamle, men at politiets menneskesyn ikke har forandrets synderligt meget i de år der er gået, fremgår desværre med al ønskværdig tydelighed efter onsdagens ulykkelige hændelse. (eller rettere, mangel på hændelse) der resulterede i en kvindes død.

Men måske er det bare mig der har et forkert menneskesyn.

For fulde folk er uværdige.

For samfundet.

Spørgsmålet er, om de overhoved er mennesker?

© Harning

Red. : 30-8, og historien fortsætter