Ladda ner och läs idag!

Codeswitching – nu som E-bok. Du kan köpa den här hos Läsboken eller et helt andet sted hvis du foretrækker det 🙂 fx her

 

Enjoy! 🙂

©Harning

Apple censurerar Codeswitching

Censurerad igen!

Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!

“…Hej Boel
vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“

Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….

Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! –  Come on…

* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.

Om disse reklamer

Codeswitching i boghandleren nu!

Så, endelig – efter et par bump på vejen – sidder jeg hér med bogen i hånden! 🙂 For en bibliofil som mig er der nu engang noget helt specielt ved en rigtig bog, med rigtige sider: følelsen og lyden når man bladrer, lugten af papiret… det er simpelthen noget ganske andet end at sidde ved en skærm (dermed ikke sagt at dem af jer der hellere køber E-bogen ikke ska gøre det 🙂  ) men for jer der ligesom mig foretrækker en rigtig bog så kan den nu købes hos adlibris, eller hos Cdon.dk, eller som E-Bog hos fx. El-giganten eller Läsboken.

 

Uanset om du vælger papir eller skærmudgaven så ønsker jeg dig rigtig god fornøjelse! 🙂

 

Og til dem af jer der under årene har udtrykt ønske om indlæg/tekster af mere personlig karakter – mon ikke der er lidt guf til jer denne gang….. 🙂
…Hvad personlig nu egentlig er… selv har jeg altid ment at en stor del af mig – netop er mine synspunkter, hvor synspunkterne så kommer fra, i hvilken sociokulturel verden de er opstået og hvordan de ville have set ud havde jeg boet et andet sted, i en anden tid…. Så Codeswitcing er egentlig ikke bare et sammensurium af sproglige men også af kulturelle koder.

©Harning

(hvis du vil have lidt mere baggrundsviden om det dansk-svenske som er en del af mig og min sociokulturelle baggrund så anbefaler jeg at du læser Helenas beskrivelser af kulturforskellene og i stedet for at se dem som forskelle- blander dem sammen i en pærevælling:-)  )

DNA register og frivillighed

Hér en lille søndagstanke. ..
Det er frivilligt om man vil indgå i fx PKU registeret. Jeg kan således vælge om jeg vil have mit DNA og dertil hørende meget private oplysninger opbevarede og registrerede .
Men kan jeg nu det?  For hvad nu hvis jeg ikke vil,  men min mor min far mine søskende og mine børn vil? Kan jeg så forlange deres DNA profiler destruerede fordi disse tillige indeholder personfølsomme oplysninger om mig, min etnicitet, mine sygdomme mv. ?

©Harning

mere om dnatest

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen!

og de har taget mig og min krop som gidsel!

For nogle år siden skrev jeg ”tøsemagt”  en raptekst i protest over kvindebevægelsens selvbestaltede ret til politisk korrekthed og ejerskab over andre kvinders sind og kroppe.
I dag er den mere relevant end nogensinde, da Dansk Kvindesamfund igen er gået på banen for at nedgøre,kritisere og fordømme sine medsøstres karrierevalg.
Dette er fuldstændig uacceptabelt!
Uanset hvad Dansk kvindesamfund eller andre med dem ligesindede måtte mene eller tænke, har jeg fortsat ret til mit frie individuelle valg når det kommer til mig selv og min egen krop i henhold til kvindekonventionen.
Denne ret insisterer jeg på, at fastholde, såvel for mig selv som for andre kvinder der ikke sympatiser hverken med inkarnerede misforståede rødstrømper eller medlemmerne af Dansk Kvindesamfund.
Teksten er således et oprør mod en bevægelse, der ikke længere kæmper på kvindens side – men som har skabt sin egen side at kæmpe for.

En side der er snæversynet og hæmningsløst dæmoniserende moraliserende overfor de frie kvinder som ikke passer ind i den forudbestemte korrekte ramme.

Kvindebevægelsen er derved, ifølge min opfattelse, blevet den undertrykkende part, der fuldstændigt ignorerer den enkeltes kvindens frie valg, og i ligestillingens navn misbruger den enkelte kvindes krop.
Ingen andre steder i samfundet møder man så intolerante holdninger, som hos disse hovmodige kvindeforkæmpere. De er de første til at råbe ”Offer” eller ”Billig” eller ”udnyttet” hvis en ung selvbevidst intelligent kvinde ønsker at eksperimentere med og nyde sin egen seksualitet.
Eller gud nåde og trøste – skulle ønske at blive hjemme og passe sine børn- eller som jeg, vil forbeholde mig retten til at gå i stiletter, nøgen på nær et forklæde mens jeg bager småkager til de små poder.- og glæder mig til at min søde (på nuværende tidspunkt imaginære) forsørger kommer ind ad døren.

Tøsemagt er således et slags begravelsesdigt til rødstrømperne, og samtidig en hyldest til enhver kvindes ret til individuel selvbestemmelse.

© Harning

Red. 13 marts: Hvis du vil støtte kvinders ret til selv at bestemme over deres krop, kan du bla. gøre det hér.

Red. 16 okt: Flertallet af Svenske kvinder er imod sexkøb

Læs også disse fornuftens ord

Amnesty: Mänsklig rättighet att sälja sex

At være villig til at gå i retten for sine principper

er der ikke ret mange der tør! De fleste af os har meget travlt med at råbe op, og har tilsvarende travlt med at dukke nakken når det virkelig gælder – når vores højtbårne principper og værdier virkelig bliver sat op mod vores liv og vores frihed.

Andre tør sætte ord – ved handling og værdi.

Hatten af for det!

Personligt synes jeg bare at du er for sej ”to sommerfugle”, og din historie næsten for smuk til at bære..

På…

Skrankepave Skammelsen
Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer – ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag – lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre – faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!

Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.

© Harning

(Stor tak til lille Jensen for inspiration
og baggrundsinformation om Ixxxx Bibliotek)

*****

Kvalitet eller kvantitet

Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.

Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget – ikke hvis formålet med dem skal opretholdes – og sådan ser det ud for mig.

Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder – for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.

…………..

………………………………….

Men måske alligevel med lovappendix……………….

Hm, tæller det mon………………………………

Klientgørelsen af en gruppe helt almindelige borgere

Ikke ret mange mennesker, hverken pædagoger eller det omgivende samfund, forstår til fulde den enorme magt og indflydelse over børn og familiers liv, som pædagoger i ganske almindelige daginstitutioner udøver hver dag.
Pædagoger er tit de første, og ofte også de eneste der lægger mærke til at et barn og/eller en familie har et særligt behov for hjælp og støtte. Hvis pædagogen undlader, at handle på deres viden, kan det indebære at et barn ikke udvikler sit sprog, sin motorik, og sine sociale kompetencer på en hensigtsmæssig måde, med risiko for alvorlige problemer senere i livet.
Samtidig er pædagoger typisk i besiddelse af ofte meget følsomme personlige oplysninger om barnet og familiens forhold, som, hvis de misbruges, fuldstændigt kan ødelægge en familie.

Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.

Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.

Almindelige mennesker der er svage, ikke på grund af deres opvækst eller livsbetingelser for øvrigt, men som bliver de svage, fordi vi som pædagoger tager magten fra dem, når vi ikke anerkender deres viden og erfaringer, når vi ikke udviser ydmyghed og respekt for de mennesker, hvis verden vi har så stor indflydelse på.
© Harning

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 😀

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. 😀

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Se også Politiken d.8sept.2008:  Penge vigtigere end børnene

Når retssikkerheden rammer Fru Sørensen!

Eller: Gå hjem og sov Kafka

Jeg har brugt de sidste par måneder på at gennemlæse en retssag. Det er en af den slags sager, som der findes i tusindevis af i Danmark, men som de færreste kender til. Det er en såkaldt ”dobbeltlukket sag”. Dobbeltlukket betyder at ingen, absolut ingen, på nær dommeren, parterne og deres advokater må få noget kendskab til den. Somme tider må end ikke parterne få alle kendsgerningerne. Dobbeltlukkede sager er opfundet med to formål, dels er det i fx. visse familiesager nødvendigt for at bespare børn ubehaget ved offentlighed dels er det i visse kriminalsager hensigtsmæssigt pga. den fortsatte efterforskning.

Formålene virker altså umiddelbart noble og fornuftige, men hvordan ved vi, som almindelige borgere, at de nu også foregår med hensyntagen til den enkeltes retssikkerhed? Det ved vi ikke, for ingen må tale om dem! Skulle der ske fejl, kan partens advokat naturligvis gøre opmærksom på dette, klage, kære eller anke en kendelse, hvis, men da også dette falder ind under hemmeligholdelsen er det normalt ikke noget som nogen andre nogensinde får kendskab til.

Det er også en forvaltningsretlig sag, en sag mellem en borger på den ene side og en statslig myndighed på den anden side. Enhver ved, at der i et demokrati og en retsstat naturligvis findes regler der regulerer myndighedernes adfærd overfor borgerne. Danmark er ikke nogen undtagelse. Vi har forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, persondataloven og straffeloven, altså en hel stribe af love og paragraffer med netop dette formål. Det lyder umiddelbart godt og ser da også helt fantastiskt ud på papiret, men fungerer det i virkeligheden?

I et demokrati burde den mest elementære retssikkerhedsgaranti for borgeren være, at denne altid havde krav på en advokat i sager mod myndigheder, og at denne havde adgang til de samme resurser som myndighederne. En sådan garanti har vi ikke i Danmark. En anden rimelig garanti burde være at dommerne i forvaltningsretlige sager, dels var uddannede og specialiserede til formålet dels at de var upartiske. En sådan garanti har vi heller ikke i Danmark.

I den specifikke sag som jeg har gennemgået siden jul, er der helt tydelig sket mange fejl. Fejl som ingen synes at interessere sig synderligt meget for – for i denne sag, helliger målet midlet, i hvertfald ifølge alle de berørte myndigheder. Og der er mange af dem, statsansatte og statsforvaltninger, justitsministeriet og såkaldte dommere, hver især med deres forudfattede mening om sagen og deres helt egen fortolkning af det, som ifølge lovgivningen ellers er gældende ret.

Idet sagen er ”hemmeligstemplet”, og idet jeg er nødt til at beskytte min kilde, har jeg naturligvis anonymiseret den virkelige sag der her er beskrevet.

Sagen.: En statslig myndighed vil gerne have bragt Rocker Larsen for retten. Den Statslige myndighed har imidlertid ikke selv lyst til at rejse sigtelse og sagsøge Rocker Larsen, og de har ingen beviser for at Rocker Larsen har begået den handling, som de ønsker ham dømt for. Hvad gør de så?

Jo de finder en intet anende respektabel borger, Fru Sørensen bankansat og mor til to børn. Og på Fru Sørensens vegne skriver den Statslige myndighed nu til byretten og siger at Fru Sørensen vil sagsøge Rocker Larsen.

Fru Sørensen, som intet kendskab har til hverken Rocker Larsen, eller den Statslige myndighed bliver noget rystet, da hun pludselig modtager et brev fra byretten om, at hun har sagsøgt en person, hun ikke kender, for en handling- som hun intet kendskab har til.

Fru Sørensen bliver bange. Hun kontakter derfor såvel den Statslige myndighed som Byretten og siger at hun ikke har sagsøgt nogen, at dette er sket helt uden hendes vidende og ber dem om at trække sagen tilbage.

Men, den Statslige myndighed nægter, for når de har bestemt at Rocker Larsen er skyldig ska´ han så sandelig også knaldes og fordi de ingen fysiske beviser har, har de brug for en vidneforklaring, der understøtter deres påstand.

En forklaring som de har bestemt, at uskyldige og intetanende Fru Sørensen skal afgive. Fru Sørensen forsøger sig med at sige, at det jo ville være løgn og at hun absolut ikke vil have sine borgerrettigheder krænket ved at vidne i en opdigtet sag. Det nytter naturligvis ikke noget.

Nu skulle man jo så tro, at Byretten ville afvise sagen, eftersom Fru Sørensen nægter at have noget kendskab til den, men nej. For Byretten tror ikke på Fru Sørensen. De har nemelig en myndigheds ord for at Fru Sørensen har impliceret og ønsket at sagsøge Rocker Larsen, og når myndigheden siger det – så må det være sandt.

Fru Sørensen er en stædig kanalje og vil ikke finde sig i sådan at blive trampet på, så hun sagsøger den Statslige myndighed og Ministeriet for at; de har rejst en sag i hendes navn og uden hendes vidende og at de fastholder denne sag mod hendes vilje.

Og nu kære læser, bør du holde godt fast, for det der her følger, er den ubehagelige og sjældent omtalte sandhed om det danske retsvæsen.

Fru Sørensen har ikke ret mange penge, så hun søger fri proces. Fri proces kan en borger få, hvis myndighederne vurderer, at der er en mulighed for, at borgeren kan vinde sagen. I Fru Sørensens tilfælde betyder det, at den selvsamme myndighed som hun har sagsøgt, også skal tage stilling til om hun kan vinde over dem i retten. Myndigheden vurderer naturligvis, at Fru Sørensen ikke vil kunne vinde, altså får hun ikke fri proces, og dermed må hun enten selv føre sin sag uden en advokat eller hun må opgive og finde sig i det Statslige overgreb.

Fru Sørensen opgiver ikke men hun skal snart opdage, at systemet er værre endnu. Til brug for sin egen bevisførelse mod den Statslige myndighed i Landsretten, har Fru Sørensen brug for dokumenter fra flere statslige myndigheder. Fru Sørensen får udleveret dokumenterne, men da det ikke er dommerne, men modparten (altså statens mand) som bestemmer om Fru Sørensen må bruge denne dokumentation i retten, får hun naturligvis afslag.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med politiafhentning såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kæmper dog bravt videre, med en lidt kantstødt tro på retssystemet, men stadig fuldt overbevist om, at de tre dommere i Landsretten vil kunne se at hun har ret. Hvad Fru Sørensen ikke ved, er at af de tre dommere i en Landsretssag, behøver kun den ene at være egentlig dommer – de andre to kan være noget helt andet, typiskt er de indhentet fra justistministeriets administration – selv samme myndighed som Fru Sørensen i denne sag har sagsøgt.

Hvad Fru Sørensen heller ikke ved er, at forvaltningsret er et helt særligt område indenfor juraen, ligesom kirurgi er det indenfor medicin, men at til forskel fra i sundhedssystemet, så skal dommere ikke have noget særligt kendskab eller speciale indenfor forvaltningsret for at få lov til at dømme i en sådan sag. I andre lande findes der særlige forvaltningsdomstole, med særligt uddannede dommere – men altså ikke i Danmark. Alt dette ved Fru Sørensen endnu ikke og hun sætter derfor sin lid til Landsretten.

Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Landsrettens dommere, som måske ikke er dommere, og som jo ikke har nogen særlig uddannelse indenfor forvaltningsret, og som desuden næppe kan siges at være upartiske, fortæller Fru Sørensen, at når den Statslige myndighed siger, at de har handlet korrekt når de rejste en sag på Fru Sørensens vegne, uden hendes vidende og mod hendes vilje, ja så har den Statslige myndighed handlet korrekt – for det er trods alt dem, der ved mest om forvaltningsret ! Ikke Fru Sørensen eller dommerne i Landsretten.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i Byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med tvangsanbringelse af sine to døtre og fængsling af hende selv, såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kan nu vælge at gå videre i Højesteret, hvor dommerne faktisk er dommere og hvor flere borgere har fået ret over myndighederne end i Landsretterne, eller hun kan vælge at opgive sagen mod den Statslige myndighed. Fru Sørensen, der fortsat ikke har nogen penge, ingen advokat og ikke må bruge det bevismateriale som hun har indhentet, vælger at opgive sagsanlægget mod den Statslige myndighed.

Hvad Fru Sørensen ikke opgiver, er kampen i Byretten. Fru Sørensen insisterer fortsat på, at hun ikke har kendskab hverken til Rocker Larsen eller den handling som den Statslige myndighed vil have ham dømt for, og hun fastholder, at hun bestemt ikke vil vidne mod Rocker Larsen i en sag, som den Statslige myndighed har opfundet. Byretten er stadigvæk af den opfattelse, at hvis bare de tar Fru Sørensens piger fra hende, så skal hun nok makke ret, og de truer derfor fortsat med tvangsanbringelse.

Fru Sørensen har intet ulovligt begået og Fru Sørensen er ikke umyndiggjort. Alligevel har en Statslig myndighed handlet retsligt på hendes vegne og alligevel vil Byretten tvangsanbringe hendes børn indtil hun gør, som den Statslige myndighed forlanger. En tvangsanbringelse og en fængsling, som ingen nogensinde vil få noget at vide om, eftersom det er blevet besluttet bag dobbeltlukkede døre i en hemmelig ret, som ingen må tale om!

Fru Sørensen er bange og hun og hendes familie er nu gået under jorden. Familien har ikke reelt haft noget andet valg, for hvad skulle valget være ? Hvis ikke Fru Sørensen afgiver den vidneforklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, tar de hendes børn. Hvis hun derimod afgiver den forklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad konsekvenserne så bliver……

Virkelighedens retssikkerhedsgaranti ligger således alene i Fru Sørensens mulighed for at gå under jorden.

© Harning

For kompliceret for Ombudsmanden

I Danmark har myndigheder og bureaukrater ikke altid ret, derfor findes der en ombudsmand. Ombudsmandens job er at undersøge sager, hvor borgernes retssikkerhed er blevet tilsidesat af pampere og papirnussere.
For i Danmark ved vi godt at myndighederne ikke altid har ret.
Faktisk er vi i Danmark så bevidst om myndighedernes manglede evner at Ombudsmanden selvfølgelig ikke skal tage sig af alle de sager der havner på hans bord.
De sager, der er for omfattende og hvor myndighederne har begået for mange fejl og overtrådt for mange love, de skal naturligvis afvises, ellers ville ombudsmanden skulle bruge urimeligt mange resurser.
Det ville også være synd for ombudsmanden hvis han var nødt til at tage stilling til en kompliceret sag. En sådan stillingtagen kræver jo både stor juridisk kompetence og et dybtfølt engagement for borgernes rettigheder, hvilket vel er mere end man rimeligvis kan forlange i en bananrepublik, der flere gange har påkaldt sig Amnesty Internationals bevågenhed.
Men, hvis du som borger er så heldig at have en lille sag, en sag hvor myndighederne kun har overtrådt en enkelt paragraf eller to, så er det lige noget for ombudsmanden.

Endelig er det jo dejligt betryggende, at vide, at hvis ombudsmanden tager affære og giver borgeren ret, så skal myndigheden ikke belemres med ubehaget af at indrømme sin fejl og rette op på lovløsheden. Det ville jo være synd for den enkelte bureaukrat, som vel bare har sjusket en smule.
Det er derfor blevet besluttet, at ombudsmanden intet kan beslutte.

Personligt synes jeg, det er ganske fornuftigt, at i det mindste én offentlig instans er bevidst om at spare på administrationen og jeg håber at Fogh Rasmussen finder en passende belønning. For eksempel en studierejse, med alt betalt til vores naboland Sverige, hvor den stakkels ombudsmand skal tage stilling, selv om den der klager ikke har partsstatus, – og hvor han faktisk også kan være nødt til at bruge tid og samfundets resurser på at rejse sag mod en bureaukrat der har tilsidesat borgerens rettigheder.
En studierejse ville derfor være en lærerig oplevelse, som ville vise at Danmark er et fantastisk land at leve og arbejde i – for en ombudsmand.

©Harning

Er ombudsmanden en narresut?