Apple censurerar Codeswitching

Censurerad igen!

Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!

“…Hej Boel
vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“

Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….

Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! –  Come on…

* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.

Om disse reklamer

Stave kan computeren jo gøre

I Politiken kan man i dag læse at de danske 9.klassers børn placerer sig markant lavere i stavning og grammatik end forventet i forhold til den internationale ECTS-karakterskala. Artiklen bærer desværre tydeligt præg af journalistens forudfattede mening om at grammatik er vigtig – hvilket naturligvis er noget forvrøvlet sludder. Det vigtige er jo at børnene har det godt og føler sig dygtige – ikke om de reelt kan noget eller ej.
Københavns kommune er en af de kommuner som i denne sammenhæng er et forbilledligt eksempel. De praktiserer nemlig en fantastisk, opmuntrende og glædesfyldt indlæringspædagogik i de små klasser – den såkaldte Børnestavning.
Børnestavning går i al sin enkelthed ud på at gøre de små poder til selvsikre og glade børn ved at lade dem stave alle ord lige nøjagtig som de gerne vil – for derefter at overøse dem med roser for deres kreative præstationer. En pædagogik jeg naturligvis ikke kan andet end applaudere, for selvfølgelig betyder det ikke noget hvis man ikke kan formulere sig skriftligt eller ikke kender forskel på præsens og præteritum – herrejemini vi lever jo i nuet og telefonen er gudskelov opfundet.
Faktisk synes jeg  det er  så genial en metode, at jeg gerne så den indført i alle fag og på alle årgange – tænk bare på hvor nem lektielæsningen lige pludselig ville blive hvis man kunne nøjes med at bekræfte sin lille pode i at:  ja 5+5 er 3 og Danmark er hovedstaden i Berlin.

Børnestavningen har ydermere den meget heldige bieffekt, at den bringer forældre og lærere tættere på hinanden i kraft af den fælles hemmelighed de deler om at børnene reelt ikke kan stave. Altså et slags udvidet skole-hjemsamarbejde.

Desværre findes der fortsat forældre  (der lige som artiklens journalist) stadig ikke har forstået hvor ligegyldig grammatik er, forældre som gør livet vanskeligt for de stakkels mønsterværdige lærere ved at obstruere pædagogikken og forældresamarbejdet med tåbelige argumenter om at de ikke vil lyve overfor deres børn og at ret skal være ret. Forældre der simpelthen nægter at rose deres børns fantastiske kreative stavning.  Til disse forældre vil jeg bare sige – skam jer!

©Harning

Åbent brev til Rådmandgade skoles skolebestyrelse

Som tidligere mangeårigt skolebestyrelsesmedlem på en større dansk skole er det med stor undren at jeg har læst Jeres profil på Rådmandsgade skoles hjemmeside. Af denne fremgår det at skolens rektor Lise Egholm er ”strategisk leder” i skolebestyrelsen. Og omend jeg kan have forståelse for et enkeltindivids psykologiske bagvedliggende behov for  at fremstille sig selv i så positivt et magtlys som overhoved muligt, må  jeg sige at jeg ingen forståelse har for, at I, som valgte forælderepræsentanter, finder det acceptabelt at sekretæren i skolebestyrelsen (j.f. folkeskolelovens §42. stk 6) officielt betegner sig som skolebestyrelsens ”strategiske leder”.
For mig at se, så har I hermed valgt at sende et budskab om at Jeres funktion –  alene er at danse efter rektors pibe,uden den mindste hensyntagen til gældende lovgivning.
Altså en marionetfunktion.
(Hvilket naturligvis forklarer at I ikke reagerede da jeres inspektør gik ud i offentligheden og afgav ytringer der tydeligt viser at hun på ingen måde har lyst til at rette sig efter hverken Folkeskoleloven (j.f) eller lov om social service (j.f))
Det kunne dog være interessant at vide, med hvilket formål og med hvilken  begrundelse I anser, at der bør være en skolebestyrelse på Rådmandgadesskole?

©Harning

Er indvandrerbørn overhoved mennesker?

Gang på gang hører vi de unge af anden etnisk herkomst end dansk fortælle at de bliver diskriminerede og udsat for racisme. Og gang på gang forsøger vi som samfund påstå, at det ikke sker. Nu viser det sig så, at i hvert fald én skole på Nørrebro konsekvent har behandlet børn med indvandrerbaggrund ikke bare som andenrangsborgere – men som mindre værd end de materielle ting som vi omgiver os med. For på Rådmandsgade Skole anser man ikke at indvandrerbørn har samme ret til at slippe for at blive mishandlede som etnisk danske børn. Når etnisk danske børn bliver slået på, laves der som minimum en underretning til socialforvaltningen, når lamper ødelægges og vægge tegnes på indgives der en politianmeldelse, men når børn af anden etnisk herkomst end dansk bliver slået på så anser skolen ikke at dette er noget som bør indrapporteres*- hverken til det ene eller til det andet sted.
Og så er det jeg undrer: Hvis indvandrerbørnene allerede i skolen, gentagne gange og meget konkret oplever at deres ve og vel er undtaget loven og at de ikke har samme rettigheder som alle andre børn i Danmark – hvorfor skulle de så ikke have en følelse af at de bliver diskriminerede og udsat for racisme?
Og når de allerede som små børn oplever, at det danske samfund opfatter dem som helt legale boksepuder for vokse – hvordan skal de så, som voksne, kunne føle sig som værdige mennesker?
Eller som mennesker i det hele taget…..?

©Harning

(* Kan I for øvrigt huske Sonay? Pigen der fortalte sin lærer at faderen havde taget kvælertag på hende – men hvor læreren ikke havde lyst til at underrette forvaltningen. Sonay døde.)

Red 7 feb. : Hækkerup glimrer igen med sit  behovfor at stå i rampelyset uanset…

Prisen for Årets bedste udtalelse

Måske endda tiårets ville jeg gerne give til den norske Professor Kaare Skagen som udtalte følgende omkring den norske skole:

”Man kan trives vældig godt – uden at lære sig mere”.

©Harning

(frit oversat fra norsk af ut)

Computerspillet der dræber

De sidste par dage har Politikens Tjeksektion kørt historien om spillet ”Kindergarten Killer”. En journalist har fået færten af en rigtig god katastrofehistorie, og så skal den naturligvis have hele armen.

Spillet det hele handler om er en lille sag i South Parkstil (tegneserieanimation) og kan angiveligt findes helt gratis på danske spillesites. Én ting er at endnu engang belemres med dårlig journalistik*- som naturligvis ikke er undersøgende og kritisk og i dette tilfælde end ikke det mindste objektiv, men at så også være nødt til at læse socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerups totalt ubegrundede antagelser om at spillet skaber afstumpethed og at han nu vil kontakte spillestederne for at presse dem til at udøve censur er ikke bare kvalmende pinligt men tangerer til krænkelse af demokratiets ytringsfrihed.

Hvordan ville det se ud hvis Haarder gik ind og forbød eventyr i børnehaverne, historie, samfundsfag og litteraturundervisning i skolerne med begrundelsen at han personligt ikke ville have at hans børn skulle høre om så uhyggelige ting som onde stedmødre, koncentrationslejre og mennesker som blev slået ihjel for ikke at tale om det langt værre – at disse historier skulle kunne inspirere naboens børn til at begå samme grusomheder, for der findes som sagt syge mennesker der ude….

Jamen det ville da vække et ramaskrig hos den danske befolkning.

Ole Hækkerups opgave som IT-ordfører i denne sag, burde ikke være at udtale sig på baggrund af personlige følelser og ubegrundede antagelser – men tværtimod at fremkomme med viden om og ønsket om konkret oplysning og udvikling indenfor IT-området. For spil dræber ikke – det gør mennesker.

OG, før også jeg bliver totalt censureret** kommer her fra mig til dig et helt gratis lille senryu fra bogen på græssets smaragdgrønne:

***
en børnehave
uskyldige glæder
lækkert flænset kød

***

©Harning

Sønneke opsummerer artiklerne og journalistens viden om spil med følgende underende kommenter:

”Jamen Politiken, er det ikke en af dem de kloge læser?”

*(Vedkommende og interessant journalistik ville i dette tilfælde have medført denne overskrift: ”Socialdemokratisk politiker vil indføre censur”)

**(i hele Danmark og ikke kun her på den anden side hvor jeg pt bor)

Læs også hvad udviklerne selv siger

proportioner;i Sverige blev der i årets første halvdel solgt 2,9 millioner div. computerspil

og andre nyhedsmedia om sagen: SVD nyheter24

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Undervisningsdifferentiering er det rene bureaukrati

Ja, det mener lærerne ihvertfald, der ikke gider bruge tid på at lave individuelle elevplaner fordi de meget hellere vil undervise som de siger. Nu er det bare sådan at jeg er ude af stand til at forstå, hvorledes en lærer mener sig at kunne overholde lovens krav om  undervisningsdifferentiering – hvis de ikke ved hvor det enkelte barn befinder sig og hvor det er på vej hen. Ergo burde lærere, ifølge min opfattelse, for længst på eget initiativ have lavet elevplaner for den den enkelte elev(ligesom jeg som pædagog for øvrigt også har gjort for ”mine” børn).

Hvad jeg heller ikke kan begribe, er at lærerne ikke selv indser hvor pinlige de er – når de kalder deres arbejde for unødvendigt bureaukrati, papirnusseri og molboarbejde – og derved helt klart tilkendegiver, at ikke nok med at de ikke vil overholde gældende lov,  eller udføre det arbejde som de ifølge deres kontrakt er ansat til – så  ønsker de heller ikke at tilegne sig den eksisterende forskning på området eller lytte til deres vigtigste samarbejdspartnere .

Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan det dog skal gå for de børn som vokser op og tilbringer otte timer om dagen med disse mennesker og deres besynderlige værdier og trossystemer.

©Harning

Og nu skal de have lov til at diffrientere fra skole til skole….

National handlingsplan ved skoleskyderier

Skoleskyderier er åbenbart så almindelige og de danske lærere så angste, at særlige handlingsplaner bør udarbejdes på tværs af uddannelsesinstitutionerne således at lærerne kan finde tryghed i at vide, hvorledes de skal handle når en af de mange danske skytter kommer ind og skaber kaos i skolen. Det synes at være essensen af denne artikel fra Politiken.

Ja, hvorfor ikke? Der er jo tale om et meget almindeligt problem, og endnu en særlig handleplan – udover de særlige handleplaner for mobning, brand, dødsfald,vold,hærværk,sexchikane og alverdens andet småt og godt som skolerne i forvejen samler på, synes derfor at være en glimrende løsning.

For ikke at tale om hvor hyggeligt det lyder, at sætte sig ned i fællesskab over kaffen og wienerbrødet, på tværs af faggrænserne og tale om hvordan den enkelte lærer bør reagere, når en af disse meget almindelige skytter pludselig står der med geværet op i hovedet af hende.

Handlingsplaner, det hvad der skal til!

© Harning

Undervisning er vigtig; derfor skal du ikke modtage den

Ovenstående logik fremkommer lærere med gang på gang.

Lille Ole kan ikke opføre sig ordentligt – derfor skal han sidde på rektors kontor og lave ingenting.

Lille Ole kan ikke opføre sig ordentligt derfor skal han suspenderes fra skolen i en uge.

Hva?

Hvordan i alverden kan nogen, det være sig lærere eller politikere tro at budskabet:

Undervisning er vigtigt for dig Lille Ole

harmonerer med handlingen

Du skal ikke modtage undervisning Lille Ole.

© Harning

(Og ja, jeg ved godt at det er sanktioner ihenhold til Folkeskoleloven – men det gør dem bare ikke spor mere logiske)

Derfor skal børn spille playstation, computer, x-box m.v

Eller: konsolspil som pædagogisk værktøj – en introduktion

Vi kender alle skrækpåstandene fra USA om at børn der spiller konsolspil udvikler aggressioner, mister kontakten med omverdenen, isolerer sig og sågar begår mord. Dette er alene påstande, og der findes således p.t. ingen større videnskabelige undersøgelser  til støtte for disse påstande.
Vi kender også til fedmedebatten herhjemme, påstanden hér er at børn bliver overvægtige af at spille. Det gør de selvfølgelig ikke! Børn bliver overvægtige fordi de voksne ikke tager styringen og sikrer at børn får motion og sund kost. Konsolspillene er således ikke årsagen.

Så er der de personlige opfattelser, min fx, som ikke nødvendigvis er funderet i videnskab og empiri, men resultatet af års erfaring med børn og konsolspil. Min, denne meget personlige opfattelse er at visse spil så som GTA serien (grand theft auto), Hitman og Tekken, kan give børn et misforstået forhold til hvor meget den menneskelige krop kan tåle, lige som jeg gentagne gange har oplevet, at børn i timerne efter at have spillet disse spil har en forhøjet aggressivitet.* Disse spil er imidlertid undtagelserne, og anbefales da heller ikke til børn under 18år!

I min generation, såvel som dem der er kommet efter, er div. Konsolspil en aktivitet som man kan være sammen om, og som de allerfleste børn er bekendt med – det er således en aktivitet der tager udgangspunkt i barnets interesse** og hverdag.
Der foreligger da efterhånden også en hel del forskning om, hvordan computerspil kan anvendes til indlæring. – ligesom der er udviklet særlige spil med div. indlæring*** som eneste formål .
Disse spil er udmærkede, men mange af de kommercielle spil, som findes på markedet er faktiskt ofte bedre til at ramme flere af de udviklingsmuligheder hos barnet (såvel ”normale” børn som børn med særlige behov), som vi ,som pædagoger, så gerne vil fremme.

Den umiddelbare fordel ved de kommercielle spil, er at alle kender dem. Dette betyder for det socialt svage barn, at han/hun ved at spille disse spil, får en oplagt fællesaktivitet – som kan bruges til at skabe og indgå i sociale samspil med andre børn og unge.
Spil som fx platformsspillene Spyro, Croc og Harry Potter har også andre fordele, herunder nogen af dem nævnt kort.:

• Samarbejde, fordi ikke alle opgaver kan klares alene hvis spillet skal gennemføres og barnet derfor trænes i at bede om hjælp. H.P. indeholder desuden opgaver hvor spilleren er nødt til at kalde på sine venner (Ron og Hermione) for overhoved at kunne fortsætte. Dette er således et oplagt tilfælde til at visualisere, at samarbejde er nødvendigt og samtidig snakke om det.

• Følelser, fordi det at spille sammen og klare ting i fællesskab giver en rar følelse af fællesskab og samhørighed. At løse en opgave korrekt – giver umiddelbar respons og oplevelsen af succes. Nogen baner i spillene kan foregå under jorden eller i mørke, hvilket er en oplagt mulighed for, at tale om det at være bange – samtidig som det er i trygge rammer fordi barnet bare kan slukke for spillet. (og spillet lige som andre eventyr ender godt. – børn er ikke bange for drager, børn er bange for drager der ikke kan slås ihjel)

• Fantasi og abstrakt tænkning. De hér nævnte spil, foregår alle i en fantasiverden og indeholder mange elementer, der giver mulighed for at træne abstrakt tænkning (ikke umiddelbart synlige ting skal findes, man skal undersøge og regne ud hvilke opgaver der skal udføres for at fortsætte spillet osv.)

***

Afslutningsvis kan jeg da heller ikke lade være med at påpege, at fx kirurger anvender sig af konsolspil for at træne såvel fingerfærdighed som koncentration og hurtig reaktionsevne.

Læs også dette blogindlæg – som bidrager med yderligere et par interessante vinkler.

© Harning

Actionspil forbedrer evnen til at indsamle og bearbejde information markant.

DN.: Dataspelande inte orsak till dåliga skolresultat

*(observer venligst ordet kan, samt tidsperspektivet vedr. den forhøjede aggressivitet)
**Vedr. Væsentligheden i barnets udgangspunkt og en interesseaktivitet som udgangspunkt for socialt samvær j.f fx. Stephen Shore –“ Beyond the wall”
***J.F. Mikael Heiman og Thomas Tjus : ”Datorer och barn med autism”. Natur och Kultur 1997.

Persondataloven i institution og skole

Datatilsyn & Persondata lyder måske og opfattes måske af mange, som diffuse størrelser der alene  omhandler elektroniske registre – der ikke vedkommer dem. Men faktum er, at loven vedkommer os alle, og desuden også omfatter manuelle registre og ikke kun elektroniske registre. Ej heller er register alene at forstå som endeløse opremsninger af folks navn og adresser. Registre indeholder personoplysninger,og ofte ganske følsomme sådanne.

J.f. Kapitel 1 §1. Stk. 1:” Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register”

Ifølge vejledningen til lovens § 3, nr. 3 defineres register som:
” Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag. Omfattet af bestemmelsens registerbegreb er manuelle registre, såsom fortegnelser, kartoteker, journalkortsystemer og andre samlinger af manuelt materiale, som opbevares struktureret efter bestemte kriterier vedrørende personer for at lette adgangen til de indeholdte personoplysninger..”

Denne beskrivelse er helt tydelig, og relevansen for institutionerne åbenbar. De regler efter denne lov som i denne kontekst er særligt relevante, er reglerne i kapitel 4 og kapitel 8 om indhentning af oplysninger, formålet med indhentningen og samtykke til denne, samt reglerne efter kapitel 10 om muligheden for at få slettet, berigtiget eller blokeret en oplysning og muligheden for at klage over behandling af oplysninger.
Reglernes relevans i forhold til pædagogens daglige arbejde i institutionen vil blive nærmere forklaret i det følgende.

Samtykke og indhentelse af oplysninger
Når forældre vælger at indskrive deres barn i en institution, har de en naturlig forestilling om at de samtidig giver deres samtykke til at børnene i institutionen bliver behandlet efter de af institutionen udmeldte værdier (fx selvbestemmelse, kristen tro o.lign.). Forældrene er også indstillede på at pædagogerne i dagtimerne påtager sig rollen som den opdragende part, og de giver dermed sit underforståede samtykke til at børnene leger, spiser frokost m.v. i institutionen.
Forældrene er derimod ikke altid klar over at der i institutionen også foregår andre ting, og at pædagogerne i kraft af deres professionalisme har nogen særlige forpligtigelser.
Disse særlige forpligtigelser kræver forældrenes udtrykkelige samtykke. Det er vigtigt at være opmærksom på at samtykket skal være specifikt, og at det kun er gældende for et år ad gangen.
Institutionen skal således sikre sig at forældremyndighedsindehaveren ved og giver sit samtykke til at institutionen:
• opretter registre,
• observerer børnene og forældrene,
• nedskriver oplysninger om børnene og forældrene,
• og at disse oplysninger kan blive videregivet til andre.

Mindstekravet til en oplysning er at den der afgiver denne, fuldt ud er klar over til hvem oplysningen afgives, med hvilket sagligt formål, og i hvilken sammenhæng den afgives. Dette er en almindelig retssikkerhedsmæssig garanti som desværre ikke altid bliver opfyldt.

Eks: For at spørge et barn (eller forældrene) om hvor barnet tilbringer/har tilbragt weekenden, skal pædagogerne altså:
1. Informere om at disse oplysninger bliver indhentet 2. Forklare hvad formålet med indhentningen af oplysningen er (især hvis videregivelse) 3. Forældrene skal give deres samtykke.
Cand.jur. Jon Andersen slår endvidere fast at:
” oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet” (jf.. for øvrigt persondatalovens § 5, stk.3).

En pædagog må altså ikke under foregivelse af at skulle indhente oplysninger om et barns helbredsmæssige forhold hos forældrene samtidig undersøge om forældrene snyder med feriepengene, modtager kontanthjælp som enlige selv om de er samboende, får udbetalt uberettiget boligsikring m.v.
Pædagogen må således heller ikke agere ”dyneløfter” som det nogen gange er blevet udtrykt ønske om fra forvaltningen og politikernes side.

Et samtykke er for øvrigt kun gældende i et år, og det er derfor ikke nok at sikre sig samtykke når barnet starter i institutionen. Evt kunne dette sikres kontinuerligt ved de almindelige forældresamtaler.
Samtykke til at der tages billeder, vil de fleste forældre for eksempel opfatte som at de giver tilladelse til almindelige stilbilleder taget med gammeldags kamera hvor deres barn deltager på lige fod med andre i hverdagssituationer.
Forældre vil ikke opfatte et sådant samtykke som et samtykke der samtidig giver tilladelse til videofilmning af barnet i specifikke observationssituationer, og de vil sandsynligvis heller ikke bryde sig om hvis deres barn bliver udstillet i en uheldig situation hvor det fremstår som ked af det, aggressiv eller lignende, og at det bliver vist til andre forældre i institutionen.
Det er også værd at tage med i betragtning at dagens digitalkameraer åbner helt nye muligheder for manipulation med billeder hvorfor sådanne optagelser altid skal håndteres varsomt.

Bipersoner
Persondataloven indeholder foruden regler om hovedpersoners rettigheder også regler om personer der bliver nævnt, men som ikke har direkte del eller part i en sag. Disse personer kaldes bipersoner. Bipersoner har samme rettigheder som hovedpersoner til at blive informeret om hvilke oplysninger om dem der indgår i en sag.
I en daginstitution kan man forestille sig at en moder fortæller en pædagog at barnets far har været voldelig overfor hende, og at han nu er ligeglad med barnet. Forældrene er skilt, og moderen har forældremyndigheden mens faderen har samkvem.
Hvis pædagogen vælger at nedskrive hvad moderen har sagt sådan at oplysningen indgår i et register el.lign., har faderen ret til at blive informeret om at oplysningen eksisterer, selv om den ikke umiddelbart er en del i en sag som han er part i.
Såfremt pædagogen ikke nedskriver oplysningen, er den naturligvis kun at betragte som sladder og irrelevant.

Blokering
Sammen med persondataloven kom også den helt nye mulighed for at få en oplysning blokeret. En blokering indebærer rent konkret at en given oplysning ikke må videregives til tredje person.
Særligt i forbindelse med pædagogers samarbejde med forældre kan dette vise sig at være en udmærket regel. Forældre har tit brug for at meddele institutionen om forhold i familien som er relevante for barnets hverdag her og nu, men som ikke nødvendigvis er relevante i andre sammenhæng.

Eks. 1. En mor har fået diagnosticeret en depression. Da sygdommen kan få indflydelse på barnets hverdag indtil moderens medicin virker, er det en relevant oplysning her og nu. Moderen vil dog ikke at sygdommen nævnes i forbindelse med hendes barns handleplan, dels fordi hun anser at hendes enkeltstående depression er irrelevant iforhold til hendes barns asperger diagnose, dels fordi der fortsat er tabu og fordomme omkring emnet.

Eks 2. Man kan også forestille sig at en mor og far der er kærester men bor hver for sig, ønsker at oplysningen om deres indbyrdes relation ikke bliver videregivet.
For institutionen er det en relevant oplysning fordi barnet naturligvis ikke skal sættes i en situation hvor det er forbudt at fortælle om at mor og far er kærester.
Forældrene begår ikke noget ulovligt ved at have hver sin husholdning men vil undgå at blive udsat for den belastning som en unødvendig bedrageriefterforskning ville udsætte familien for, og institutionen bør derfor meddele forældrene muligheden for at få oplysningen blokeret. En blokering foretages rent praktisk ved at der ved siden af oplysningen i journalen laves en tilføjelse af at oplysningen er blokeret og altså ikke må videregives sammen med journalens øvrige oplysninger.

Sletning og berigtigelse
Ifølge persondataloven har forældre mulighed for at kræve en oplysning slettet (alternativt berigtiget). Dette vil typisk forekomme hvis institutionen har indsamlet skriftlige informationer om barnet og /eller familien som forældrene ikke anser for at være korrekte. For eksempel kan det forekomme at forældrenes information er blevet fejlagtigt tolket og nedskrevet af pædagogen hvorfor det også må siges at være særdeles vigtigt at forældrene har mulighed såvel for at vide hvad der er nedskrevet om dem og deres barn som mulighed for at kræve en fejlagtig oplysning slettet.
Vi må også være opmærksomme på at det kan være til meget stor skade for et barn at blive inddraget i en sag med tilhørende undersøgelser og interview som alene er opstået på baggrund af en pædagogs misforståelse eller manglende retsforståelse. (JF.. for øvrigt officialmaximen.)
Det kan også ske at en pædagog har indhentet en oplysning under falske forudsætninger, dvs. at hun for eksempel overfor forældrene har forgøglet at være underlagt tavshedspligten men så senere alligevel vælger at videregive oplysningen.
En sådan oplysning der er indhentet under falske forudsætninger, eller som ikke er indhentet under forsvarlige omstændigheder, kan ikke tillægges nogen betydning og er dermed ikke juridisk gyldig. Denne type oplysninger må altså ikke benyttes når der træffes afgørelse i en sag.
Eksempelvis kan man forestille sig at en institution i deres perspektivplan informerer forældrene om at institutionen har tavshedspligt.
En af mødrene opfatter pædagogerne som sine veninder og spørger dem dagligt om fx hvordan det går derhjemme, kommenterer deres nye frisyre og fortæller om sine egne lægebesøg. Moderen føler at hun kan betro sig til sin nye veninde (Bente på girafstuen), Bente har på et tidligt tidspunkt sagt til moderen ”at du kan roligt betro dig til mig, for jeg er underlagt tavshedspligten”. Så en dag fortæller moderen at hendes barn nogen gange bliver råbt ad og behandlet nedladende af hendes nye kæreste.

Fordi pædagogen i denne situation har sagt at hun har tavshedspligt, vil moderen kunne hævde at oplysningen er indhentet under falske forudsætninger, og at den derfor ikke kan anvendes til yderligere foranstaltninger i forhold til barnet. Pædagogen vil derfor ikke kunne træffe afgørelse om underretning om omsorgssvigt begrundet i kærestens adfærd overfor barnet.

En afgørelse truffet med baggrund i en ugyldig oplysning vil altså kunne kendes ugyldig i en klageinstans hvorfor det er særdeles uhensigtsmæssigt hvis pædagogen ikke fra start har ageret med hensyntagen til lovgivningen.
Eksempelvis vil en oplysning som ikke er korrekt indhentet, altså kunne medføre at den blev slettet hvorved der ved videre behandling ikke måtte tages hensyn til denne uanset om pædagogen anser sig have en viden. Dette kan i yderste konsekvens hindre at et barn får den hjælp som barnet har behov for.
Pædagogen kan for eksempel tro sig vide at en forælder har et alkoholproblem, hun baserer sin tro på at moderen ofte lugter af alkohol, og at barnet fortæller at moderen drikker meget vin derhjemme. Hvis pædagogen vælger at nedskrive dette i en sådan form at hun skriver at moderen er alkoholiker, kan moderen kræve oplysningen slettet fordi det er en diagnose bygget på formodninger og med et barns diffuse oplysninger som kilde fremfor en lægelig diagnose. Skulle moderen få oplysningen slettet, må pædagogen ikke handle på den og kan derfor heller ikke træffe afgørelse om underretning begrundet i omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet.
Det er derfor tillige vigtigt at pædagogen sikrer en solid kilde når hun nedskriver en oplysning. Naturligtvis er det ikke muligt for pædagogen i enhver situation at være forberedt på og tage stilling til at et barn kan udlevere følsomme oplysninger. Men det er op til pædagogen at afgøre om det er oplysninger hun vil nedskrive og videregive, ligesom det er op til pædagogen, forud for barnets indmeldelse i institutionen, at gøre forældrene opmærksomme på at tavshedspligten ikke er ubetinget men snarere valgfri efter pædagogens vurdering af omstændighederne.

Det må også siges at være i modstrid med pædagogens arbejdspraksis hvis hun i hver enkelt dagligdags samtale skulle redegøre for forældrene og barnet hvorledes deres lovsikrede rettigheder er.

En sletning foretages rent praktisk ved at oplysningen slettes fra registret/journalen, en berigtigelse anvendes som alternativ når sletning ikke er teknisk mulig (se herunder).

Computerteknik kontra retssikkerhed
Persondataloven er en ekstra retssikkerhed for borgeren og har især sin berettigelse i myndighedernes udveksling af oplysninger. Til trods for at borgeren ifølge lovteksten har ret til at kræve ukorrekte/ falsificerede oplysninger slettede, er dette ikke altid praktisk muligt idet mange offentlige journalsystemer er indstillet på en sådan måde at sletning af tekniske årsager ikke kan foretages. Meningen med at der ikke kan slettes i systemerne, er tænkt som en sikkerhed for borgerne for at en sagsbehandler ikke skal kunne skjule egne eventuelle fejl.
Dette gør det desto mere vigtigt at være opmærksom på at en berigtigelse skal tages lige så alvorligt som en decideret sletning.
En berigtigelse foretages ved at sagsbehandleren /pædagogen skriver den korrekte oplysning i journalen med klar reference til den fejlagtige oplysning (det tidligere journalnotat). Det mest korrekte vil være samtidig at skrive at der er tale om en berigtigelse. Desværre er det tit en ulempe for borgeren når en oplysning ikke teknisk kan slettes men bliver berigtiget, idet nogen mennesker synes at antage at ”ingen røg uden ild”, og derfor alligevel tillæger en oplysning betydning til trods for at berigtigelse har fundet sted.
Det er derfor essentielt for forældre i daginstitutioner (hvor mange registre fortsat behandles manuelt) at få muligheden for at kræve forkerte oplysninger slettede før daginstitutionen videregiver oplysninger til andre i myndighedspersoner. Dette forudsætter naturligvis at forældrene af pædagogerne er gjort bekendt med at oplysningen overhovedet eksisterer, og at den kan slettes.

© Harning

Hvis du vil vide mere om de regler der findes i daginstitutioer og skoler kan du købe bogen her.

mere om Datatilsynet registrering og Eu

Måske jeg bare skulle hænge mig…

For jeg kan hverken lide at læse eller skrive, og denne min modvilje mod noget så kedeligt som ord – er jeg nu desuden godt på vej til at videreformidle til mit barn.

Det siger hans lærer selv.

Og man skal tro på hvad læreren siger.

Kompetancesegregation i uddannelsessystemet

Minister vil ikke hindre overfyldte klasser

Dette er angivelig en nyhed. Selv har jeg ganske svært ved, ikke alene at se relevansen men også nyhedsværdien, bortset fra selvfølgelig – hvis nyheden gik på at ministeren nu ærligt havde udtalt, at han er træt af ynk og klynk og forkælede unger, der påstår sig ikke kunne lære noget hvis de er mere end to personer i en klasse, og lærere som påstår sig ikke at kunne undervise flere elever ad gangen.

Vores uddannelsessystem er ikke indivdorienteret, vi har ikke selvstudium og distancekurser – Vi har forelæsningsmiljøer og gruppearbejder og middelmådighed – og så er klassekvotienten da totalt ligegyldig.

Nanna Westerby, (ungdomsuddannelsesordfører for SF) udtaler, at det er de svage elever som bliver klemt i de høje kvoter. Jamen herrejemine – de svage elever skal da have særlig hjælp, ikke trække niveauet ned for de stærke elever.

Se det havde været en nyhed:

© Harning

Læs også dette vrøvl

Haarders uvidenhed

om de uddannelser han er sat at herske over er efterhånden mere end bare lidt pinlig. Nu har manden tilsyneladende fået den geniale ide, at også universitetsuddannede allernådigst skal få lov til at blive folkeskolelærere – de skal bare lige udvide deres kunnen med et år på lærerseminariet, for, som Haarder siger: ” Det sidste år til folkeskolelærer skal tages på en professionshøjskole, så den studerende får den tætte kobling til praksis og didaktik – altså viden om, hvordan små børn opnår færdigheder – som er helt afgørende, når man skal lære fra sig«

Igen må jeg sige, at Haarders tanke er jeg ikke uenig i – jeg synes også det er essentielt at vide hvordan børn tilegner sig viden – når man skal lære fra sig. Problemet er bare, at det ikke er sådan læreruddannelsen er bygget op*! .

Lærerstuderende som læser fx, musik på linjefag – lærer at synge solo, ikke hvordan man motiverer børn at synge. Lærerstuderende som læser billedkunst på linjefag – lærer at tegne efter et træ, men intet om børns tegneudvikling eller hvordan de motiveres til at være kreative. Lærerstuderende som læser dansk på linjefag lærer at analysere tekster – men intet om børns sprogudvikling eller hvordan de motiveres til selv at skrive (for ikke tale om alle de dansklærere som aldrig læser en eneste bog efter endt uddannelse). osv osv osv.

Jeg finder derfor forslaget ikke bare pinligt, men direkte uforståeligt. For som forælder er der ingen tvivl om at jeg helst så mine børn undervist i fx. Dansk af en litteraturvider fra universitetet der havde brugt min. tre år udelukkende på det ene fag – fremfor en læreruddannet der max. har brugt den halve tid, når ingen af dem alligevel ved noget om praktisk pædagogik. Men det er naturligvis bare ønsketænktning fra min side, for hvorfor i alverden skulle en universitetsuddannet litteraturvider ønske at bruge yderligere et (endda ligegyldigt) år på skolebænken for at allernådigst få lov til at arbejde i folkeskolen?

Så hvad tænker Haarder egentlig på – og hvorfor pokker kigger han ikke på, hvordan grunduddannelserne reelt ser ud, før han fremkommer med det ene idiotiske ligegyldige forslag efter det andet?

© Harning

Redigeret: Nu, nogen timer senere, hvor jeg har haft lejlighed til rigtig at fundere over ovenstående, er det gået op for mig at Haarder ikke er spor uintelligent – men tværtimod er han en meget klog mand. For nu tror jeg, at han i erkendelse af at intet andet har hjulpet for at rette op på den danske folkeskole – så har han lavet en aftale i porten med Hjort Fredriksen om, at sikre, at vores kompetente akademikere ikke skal kunne få ordinært arbejde, og derfor tvinges ind på lærerseminarierne – hvor de helt gratis kan undervise de studerende. To fluer i et smæk – jo klog det er han, ham Haarder.

* til forskel fra pædagoguddannelsen og med forbehold for at der skulle findes enkelte seminarielærere som faktisk har inkorporeret dette bi undervisningen