Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
En tanke…..
”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
Og én mere
”Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke,
jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig,
var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Martin Niemöller
Myterna och lögnerna om Anderz Harning är många och, som det ofta är med sådana dör de inte så lätt. Spridarna, de som låtsas veta, de som så gärna vill låtsas ha känt mannen själv, häver gärna ur sig vad som helst, sprider gärna vad som helst vidare utan att en enda gång stanna upp och tänka till, kolla fakta, kanske fråga de som faktiskt vet. Alla har något att säga, sant eller falskt spelar ingen roll, inte heller för de journalister som bär idiotin vidare.
Efter några årtionden börjar det bli tröttsamt.
När jag ännu en gång kan läsa påståendet om ”hur han gärna förnedrade unga tjejer, speciellt i offentligheten.” så tänker jag att nu får ni väl ändå ge er (även om det är skrivet av en kvinnlig journalist,som är så dåligt insatt att hon tror att Honung och Grädde var döttrarna?).
Javisst förnedrade han unga tjejer offentligt, han förnedrade och hånade alla, offentligt, inför publik. Unga tjejer, gamla kärringar, unga killar, gamla gubbar, sossar och byråkrater och psykologer och miljöförstörare och rasister. Alla.
Alla de som ständigt kom fram och skulle framföra sina åsikter, på gatan, på krogen, i affären, på bokmässan, i Sverige, i Spanien, i Portugal, i Frankrike, de kom i en aldrig upphörande ström och ville diskuuuuteeeraaaa, framföra sina åsikter, sina argument. Ibland pratade pappa med dem, ibland överlät han till mig att ”såga” dem. En retorisk skola få barn varit förunnade. Det intressanta är att de enda av alla dessa imbecilla idioter med vaga argument som fortsätter med att gnälla i bakgrunden är… ja gissa själva! Och så de försmådda kvinnorna förstås. Oj,oj,oj, dem finns det många av. Kvinnor som den grupp om tre som skickade långa smäktande ögonkast på pappa, drog upp kjolarna och juckade med underlivet på en krog i Portugal, som ville dansa, som ville prata, och som pappa försökte förklara för, att det inte gick. Han var ute med sin dotter och ville ägna tid åt henne. Kvinnor som vinglande och aspackade skrek åt honom (och mig) att han var pedofil, att jag inte var hans dotter, att han inte var intresserad av dem för att han inte kunde hantera ”riktiga” kvinnor och därför bara ville ha småflickor..
Visst myterna är många och de som önskar tro dem likaså.
Mansgris.
Ja det är klart att man kan kalla någon för det, särskilt passande beskrivning är det förstås om en man som valde att ta hand om sin dotter och var ensamstående pappa på sextiotalet. Fast nu ska jag akta mig för sarkasmerna och ironin – de förnedrade tjejerna förstår inte sånt
Mansgris.
Ja det är klart att man kan kalla någon för det om personen ifråga är en man och om denna man tycker att kvinnor själva ska ha rätt att bestämma över sina kroppar. Frågan är vad man då kallar en kvinna, som tycker likadant?
Faktum, som ingen bryr sig om att kolla, är att pappa älskade kvinnor. Älskade, inte bara som sexobjekt (även om han gillade sex och att titta på vackra ting (Vem gör inte det?) ), men älskade. Kvinnor var hans vänner. Han var gift med högutbildade kreativa självständiga kvinnor. Rollmodellerna jag växte upp med, från pappas perspektiv, de människor han beskrev med värme och stolthet, som något att sträva efter, var inte män. De var kvinnor.
Vissa av dem satte han på en piedestal som hans mormor Hulda, min egen mamma (numera professor), och sen de andra, kanske inte lika högt, kanske inte på piedestalen, men fortfarande långt över en man, vilken man som helst; Min egen mormor Ingrid, Birgitta Stenberg, Marina Stagh, Åsa Möller, Annika Dopping, listan fortsätter…
Alla är kvinnor. Alla är starka, självständiga och kunniga.
Han hade en god relation till flertalet av sina exfruar och tidigare älskarinnor, de flesta av hans bästa vänner var kvinnor.
Han uppfostrade kvinnor. Kvinnor som min syster och jag. Kvinnor som tror på sig själva, har mer än en högskoleutbildning, kvinnor som är uppkäftiga, rebelliska, föder sina barn hemma, älskar sex, inte skäms det minsta för sig själva och kvinnor som mer än en gång har ”förnedrat”, ”hånat” andra människor offentligt.
Och visst har han häcklat människor, iband kvinnor, som själva bjudit in, som själva tagit initiativet med dåliga argument och icke underbyggda fakta, som Gunilla Kindstrand och Christina Busck i exemplet i början av denna text.
(Boel (för länge sedan och ibland Grädde. 🙂 ) Harning)
For snart mange år siden eksperimenterede jeg med at kombinere forskellige udtryksformer, heriblandt Haiku og Rap*, da Tosommerfugle skrev en kommentar til mit foregående indlæg om ”Blattar och Svennar” kom jeg til at tænke på følgende lille sag:
Mujaffa Perker!
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
De danske lærker råber og skriger:
” de satans perkere tar vores piger”
Vi drikker vodka med tyrkisk peber
Sidder gerne på værtshus og flæber
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
Mujaffa perker! De sorte svin!
De tér sig sgu som de rene stjerner
mens vi tyrer vodka på vores hjerner.
Mujaffa Perker ! De sorte svin !
den lille lærke blir´ sgu helt til grin.
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
At drikke små grå Shot
Er da ikke særlig hot.
20 hjerneceller pr. drink
gør ik´ den lille lærke flink.
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
Lille lærke glem det nu
Og lad os spise lidt ”mulat marabou”
I bund og grund er vi jo af det samme
Vi kommer blot fra en anden ramme
Mujaffa Perker!
Ligner ik´ de danske lærker
Lille lærke bliver glad: føler ikke ringeagt
Vil gerne skabe en fællespagt
( Dagbogsnotat d.18april 19..
Jeg har genvundet min frihed!!
Vender nu tilbage til haikuen og den frie skabende proces)
För fem år sedan utgavs det första numret av Gringo. Iden bakom var att beskriva Sverige; mångfalden och nyanserna, och samtidigt ett seriöst försök att göra upp med polariseringsbilden om blattar och svennar. Jag tycker att de har gjort ett bra jobb, kanske lite för bra eftersom ungdomar nu använder ord som blattar och svennar om sig själva och andra utan rasistiska undertoner – en utveckling som är bra på sikt, men som i dess späda början, där bara ungdomarna hunnit förlika sig med tanken kan skapa problem med de lite äldre generationerna.
För…..:
Hur ska en lite äldre person kunna veta att när min son,som omedelbart ser svensk ut och vars svenska anor går hundratals år bak i tiden, använder uttrycket svenne så är det inte positivt och nationalistiskt men däremot bara ett ord som alla andra och därtill ett ord som han använder för att beskriva det lite äldre medelklassetablissemang * som han, som tonåring, så gärna vill göra uppror mot och skilja sig ut från?
Hur ska en lite äldre person kunna veta att när min son, som omedelbart ser svensk ut och vars svenska anor går hundratals år bak i tiden, använder uttrycket blatte så är det inte nedsättande och rasistiskt men däremot bara ett ord som alla andra ord och därtill ett ord som han använder för att beskriva sig själv och känslan av att vara främmande i det land som han trots för långa anor inte känner sig hemma i?
Alltså, hur kommer vi vidare och ser till att Blatte och Svenne blir som alla andra ord; med positiva och negativa och objektiva innebörder för alla generationer? Och går det överhuvudtaget eller måste vi vänta tills den unga generationen vuxit upp innan de negativa, rasistiska och nationalistiska undertonerna helt försvunnit ur vår förståelsesram?
Kært barn har mange navne og Graffiti ligeså.Kunst eller hærværk – meningerne er mange, men faktum er at vi mennesker helt tilbage fra stenalderen til dagens unge har haft et uimodståeligt behov for at markere os i verdenen, give hver vores individuelle ord med på vejen og gøre os udødelige ved at præge huler,mure,sten, vægge og togvogne med mere eller mindre kreative kreationer.
Idag står både den svenske og den danske kulturminister for skud, dog af to vidt forskellige årsager.
Den danske kulturminister Christina Christensens problem er at hun ifølge Pia Kjærsgaard er for farveløs, ikke har tilstrækkelige visioner og at man aldrig hører ”en markant eller på nogen måde kontroversiel udmelding fra hende” og socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen kalder hende for en af historiens mest passive kulturministre..
Den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroths brøler er den stik modsatte, nemlig at hun har udtalt sig alt for markant i sagen om Pirate Bay, hvor hun ikke alene har udtalt sig i en endnu ikke afsluttet retssag og derved kan anklages for forsøg på at blande sig i domstolenes uafhængighed, men hvor hun tillige har ”dømt” de anklagede som tyve, sidstnævnte er ikke bare injurerende men desuden fuldstændigt irrelevant i forhold til den pågældende sag idet Pirat Bay ikke står under anklage for tyveri.
Og jeg undrer… er der her tale om kulturforskelle? Eller er det her muligvis et af de områder hvor vi er rørende enige på begge sider af sundet om at mellanmjölk är bäst?
Forfatterinden og filosoffen Nina Karin Monsen er blevet tildelt den norske pris ”Fritt Ord” hvilket har skabt en hel del debat,kritik,og ja, sågar næsten også optøjer .Kritikken skyldes Monsens tidligere udtalelser om homoseksuelle og deres ret (mangel på samme) til at indgå ægteskab og få kunstig befrugtning og fremføres primært af homoseksuelle omend også en del andre har meldt sig til kritikerkorpset. Og så er det jeg undres, for hvorledes kan nogen anse at en betingelse for at modtage en Fritt Ord pris er at prismodtageren alene udtrykker ”godkendte” og politisk korrekte ufrie ord? Selv er jeg, et langt stykke hen ad vejen, rent holdningsmæssigt dybt uenig med Monsen – men det indebærer jo på ingen måde at jeg mener, at hun ikke bør have samme ytringsfrihed som alle andre eller at hun ikke skulle kunne fortjene at få en pris for at benytte sig af denne ytringsfrihed.
For ordet er frit – hvad enten det så handler om Mohammed tegninger*, Playboybilleder eller homoseksuelle, og at, som visse af aktørerne i denne sag, ligefrem demonstrere mod Monsens ret til at ytre sig synes jeg ikke bare er beskæmmende men tillige et usædvanligt pinligt udtryk for demonstranternes snæversynede dobbeltmorale.
Chefredaktør Tøger Seidenfaden udtaler i avisens netudgave at han er enig med det jødiske samfund i, at sammenligningen mellem de jødiske soldater anno 2008 og de tyske soldater fra 1943 ikke er rimelig.
Og fortsætter: ”Det er ikke en sammenligning, man nogensinde vil kunne finde på lederplads i Politiken. Den er stødende for alle, der har en erindring om nazismens forbrydelsers omfang og karakter”.
Der er rigtig mange ting i hele denne affære som jeg stiller mig aldeles undrende overfor -så her blot et udpluk:
Så, mener de virkelig at Politiken burde have ladet hån om ytringsfriheden og undladt at publicere tegningen, bare fordi den repræsenterer et andet synspunkt end deres eget?
2. I det åbne brev til Politiken skriver de at: ” For det Mosaiske Troessamfund og ikke mindst de jøder, der er overlevende efter Holocaust, er det uforståeligt, at der skal foretages sådanne sammenligninger mellem Israels hærs handlemåde og nazisternes forsøg på endlössung af det jødiske folk.” og de fortsætter: ”Det er en total forvrænget sammenligning” Disse påstande synes jeg bør tages med en hel del modifikationer, ikke bare fordi vice forsvarsminister Matan Vilnai på israelisk arméradio allerde i februar 2008 selv brugte ordet ”Shoah” (Houlocast), som det svar han ville give på qassamraketerna, heller ikke bare fordi FNs menneskerettighedsråds særlige udsending til de besatte palæstinensiske områder, den amerikanske jøde Rickard Falk helt tilbage i 2007 sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med nazisternes behandling af jøderne under anden verdenskrig. men også fordi sammenligningen mellem Holoucast og det der sker i Gaza lige nu også fremføres af Israeler der til forskel fra Mosaisk trossamfund rent faktisk befinder sig på plads og derfor vel også må antages at have en vis indsigt i hvad de udtaler sig om.
Men Mosaisk trossamfund mener måske at ovennævnte jøder og Israeler også er antisemitister? Hvor går grænsen egentlig for hvornår man bliver betragtet som antisemit i Mosaisk trossamfunds øjne?
Hvad med dem her, er de mon antisemitister?
Da præsident Shimon Peres for nylig deltog i en hyldest af Israels nationalpoet Bialik i Tel Aviv deltog en stor gruppe poeter som valgte at læse Bialiks digt ”Om slagt”, hvorefter de spurgte de deltagende hvordan de kunne få sig til at stå der og drikke champagne samtidig som hundredevis blev dræbt i Gaza. Poeterne, er de mon antisemitister?
Den 7 januar besatte jødiske kvinder Israels ambassade i Canada i et forsøg på at fortælle verden, at ikke alle støtter Israels volds og apartheidpolitik. Kvinderne, er de mon antisemitister?
Den engelske politiker Gerhard Kaufman opvokset som zionist og hvis forældre flygtede fra polen under anden verdenskrig siger: ””The present Israeli government ruthlessly and cynically exploit the continuing guilt from Gentiles over the slaughter of Jews in the Holocaust as justification for their murder of Palestinians,” Gerhard Kaufman er han mon antisemit?
Evnen til at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed er hvad vi ofte anvender som referenceramme når vi skal afgøre om nogen er psykisk syg eller ej.
Tirsdag 22.00. ” Pharoahe Monch” : avanceret rap m flerstavelsesrim (jamen hvad er sjovere for en ordsnedker?)
Onsdag 18.00. ”Under byen” ( Af Rolling Stone journalisten David Fricke benævnt som verdenens bedste band)
Onsdag 21.00 ”Rap-Battle”
Torsdag 19.00 ”Flogging Molly” : (traditionel keltisk m. punkguitar ).
Torsdag 20.00 ” Malmö Comedy jam”
Torsdag 20.30 ” Mittermier” (sammen med mellemste søn der ligesom mor er vild med den slags, og mon ikke ældste sønnen også vil med. 😀 ).
Fredag har vi endnu ikke helt lagt os fast på – men mon ikke vi ihvertfald får set fyrværkeriet.
Og selvfølgelig vil jeg se en hel del til bluesteltets inderside. 😀
Og måske lidt andet småt og godt. Og så skal jeg dæleme have prøvet en Afghansk gryderet nogle afrikandske grillspyd og naturligvis have genfundet barndommens glæder ved røget rensdyr. 😀
Og så…
Og så….
Og så……
* Dvs det lovforslag som indebærer at de svenske myndigheder skal kunne overvåge ikke bare almindelige svenskers mail m.v men også danskernes!)
Så er tiden igen kommet til årets Malmøfestival, et kæmpearrangement med mad fra alverdens lande, inkl vegan og økomad (som harning virkelig ikke gerne spiser, men det er der jo nogen af jer andre der gør) og over tyve scener placeret rundt omkring i byen – med musik for enhver smag. Plus selvfølgelig alle de andre aktiviteter – såsom teater, dancebattle, ordfronts samtaler med forfattere, lysshows, tivoli og meget meget andet. Så hvis du ikke har andet planlagt den kommende uge – ses vi nok der. 😀
Og er du rigtig heldig, vil du kunne nå at redde dig en af Harnings trøjer til festivalpris. 😀
“Myten nægter at ændre sit væv
måske opstår en uventet revne
måske strander skibene ved ubeboet land
og fantasien rammes af virkeligheden.
Men myten ændrer ikke sit væv
hver gang den finder et upassende faktum
udjævnes det med en tromle.
For sandheden er tekstens slavinde,
vakker og hvid, fri fra ondskab”
( Oversat fra arabisk til dansk af Kerstin Eksell & Boel Harning)
Mere om Darwish og hans bøger finder du i her (anbefales), her (anbefales),
eller, du kan også få et bedre sexliv* hedder bogen som jeg fik af min far da jeg var femten. En gave jeg idag ser tilbage på med stor taknemmelighed alt eftersom hele Kofod sagen ruller. For hvor er jeg glad for, at jeg som femtenårig seksuelt aktiv, ikke bare blev accepteret af mine forældre – men at de betragtede min seksualitet som noget naturligt, fremfor noget jeg skulle skamme mig over.
Tænk hvis de i stedet for havde hængt mig ud som offer ligesom det er sket for den pige som Kofod valgte at være sammen med, gad vide hvor jeg og min sanselige kvindelighed så havde været idag? Velsagtens gemt godt af vejen i mit sinds afkroge – helt udenfor terapeutisk rækkevidde.
*”Fina flickor gör det eller du kan också få ett bättre sexliv” av Irene Kassorla.
Jeg har brugt meget tid gennem årene at tænke over netop små og store bedrifter. For hvad er en stor bedrift egentlig? Er det at få 13 i en opgave eller at bestige Mount Everest? Når jeg lægger øret mod samfundets surren og familie og venners forståelse – så nævnes ofte ting som netop gode karakterer, en uddannelse, et nyt job, at føde børn, at være enlig forsørger at kunne tabe sig fyrre kilo, at blive månedens medarbejder, at blive optaget på en eller anden top ti liste osv.
Men for mig er disse standardiserede bedrifter helt uanvendelige. Ja, jeg har født tre børn – men helt ærlig- ud skulle de jo, gode karakterer, en uddannelse,nogle lister og et par bogudgivelser er det også blevet til i løbet af mine fireogtredive år – men, det er jo livet, hvad skulle jeg ellers have gjort ? Nej, for mig er de store bedrifter dem – hvor jeg personlig har overskredet en grænse, bedrifter som for andre nok synes fuldstændig latterlige, eller i hvert fald meget små – men som for mig har været enorme.
Som da jeg seksten år gammel boede sammen med min daværende kæreste lidt ude på landet. Vi var meget fattige og lavede derfor en aftale med naboen om at indkøbe nogle kyllinger – som vi så kunne fede op, slagte og spise. Hvad jeg ikke havde forudset i den sammenhæng, var, at sådan nogen også skal plukkes – det ligesom et led i hele processen medmindre man er glad for hønsesuppe med fyld i. Og hvem skulle så gøre det? Naboen der ganske vist var en gæv nordjyde – synes ikke at det var hans job at plukke vores kyllinger og kæresten nægtede pure. Altså måtte det blive mig. Og det gjorde jeg så. Sgu! Og hold da op hvor er jeg stadig stolt af den bedrift. 😀
Eller som da jeg for to år siden bestemte mig for, at nu skulle det være slut med min bilneurose, som har forhindret mig i at køre bil siden jeg for seksten år siden fik mit kørekort. Så jeg indkøbte mig en bil – en stationcar intet mindre. 😀 , som jeg selvfølgelig var nødt til at bede bilforhandleren om at køre hjem for mig – for jeg turde ikke. Hvorefter jeg satte et ”Övningskör” bagpå, smed telt, soveposer og børn i bilen og kørte femhundrede kilometer nordpå en søndag morgen klokken tre. Gæt lige om mormor blev forbavset da vi dukkede op på hendes dørtrin med morgenbrød….
For nogle år siden skrev jeg ”tøsemagt” en raptekst i protest over kvindebevægelsens selvbestaltede ret til politisk korrekthed og ejerskab over andre kvinders sind og kroppe.
I dag er den mere relevant end nogensinde, da Dansk Kvindesamfund igen er gået på banen for at nedgøre,kritisere og fordømme sine medsøstres karrierevalg.
Dette er fuldstændig uacceptabelt!
Uanset hvad Dansk kvindesamfund eller andre med dem ligesindede måtte mene eller tænke, har jeg fortsat ret til mit frie individuelle valg når det kommer til mig selv og min egen krop i henhold til kvindekonventionen.
Denne ret insisterer jeg på, at fastholde, såvel for mig selv som for andre kvinder der ikke sympatiser hverken med inkarnerede misforståede rødstrømper eller medlemmerne af Dansk Kvindesamfund.
Teksten er således et oprør mod en bevægelse, der ikke længere kæmper på kvindens side – men som har skabt sin egen side at kæmpe for.
En side der er snæversynet og hæmningsløst dæmoniserende moraliserende overfor de frie kvinder som ikke passer ind i den forudbestemte korrekte ramme.
Kvindebevægelsen er derved, ifølge min opfattelse, blevet den undertrykkende part, der fuldstændigt ignorerer den enkeltes kvindens frie valg, og i ligestillingens navn misbruger den enkelte kvindes krop.
Ingen andre steder i samfundet møder man så intolerante holdninger, som hos disse hovmodige kvindeforkæmpere. De er de første til at råbe ”Offer” eller ”Billig” eller ”udnyttet” hvis en ung selvbevidst intelligent kvinde ønsker at eksperimentere med og nyde sin egen seksualitet.
Eller gud nåde og trøste – skulle ønske at blive hjemme og passe sine børn- eller som jeg, vil forbeholde mig retten til at gå i stiletter, nøgen på nær et forklæde mens jeg bager småkager til de små poder.- og glæder mig til at min søde (på nuværende tidspunkt imaginære) forsørger kommer ind ad døren.
Tøsemagt er således et slags begravelsesdigt til rødstrømperne, og samtidig en hyldest til enhver kvindes ret til individuel selvbestemmelse.
er der ikke ret mange der tør! De fleste af os har meget travlt med at råbe op, og har tilsvarende travlt med at dukke nakken når det virkelig gælder – når vores højtbårne principper og værdier virkelig bliver sat op mod vores liv og vores frihed.
Andre tør sætte ord – ved handling og værdi.
Hatten af for det!
Personligt synes jeg bare at du er for sej ”to sommerfugle”, og din historie næsten for smuk til at bære..
for jeg kan bare ikke finde ud af det. Faktsikt er det så slemt, at ikke nok med, at jeg ikke kan finde ud af at sende mine skriverier nogen steder hen – det er så slemt at jeg end ikke kan finde ud af at takke ja – når jeg ligefrem bliver opfordret til at gøre noget der har med dem at gøre for penge!
Jamen, hallo, du har jo tre udgivelser på bagen – de kom vel ikke bare til af sig selv siger du så måske.
Nej og jo.
For sandheden er at ”Forældrerettigheder” aldrig var blevet skrevet – havde et forlag ikke opmuntret mig til det, og ”på græssets smaragdgrønne” var aldrig kommet længere end til skrivebordsskuffen havde det ikke været for sønneke, der sendte manus til et forlag.
Så, nej jeg kan ikke finde ud af det.
Jeg ved godt at jeg burde, at det er en del af det at skrive – og have råd til at blive ved med at skrive i dagens Danmark. Men for mig er det nok oftest sådan, at når først en historie – et digt er skrevet, ja så er det et overstået kapitel og jeg har fået min fornøjelse ud af det, og så vil jeg bare kravle under et tæppe med et glas vin og måske diskutere de bagvedliggende ideer og værdier – derhjemme, i fred og ro…..
Skrankepave Skammelsen
Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer – ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag – lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre – faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!
Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.
Også dette af Mahmoud Darwish (fra bogen halat hisar)
”Myten nægter at ændre sit væv
måske opstår en uventet revne
måske strander skibene ved ubeboet land
og fantasien rammes af virkeligheden.
Men myten ændrer ikke sit væv
hver gang den finder et upassende faktum
udjævnes det med en tromle.
For sandheden er tekstens slavinde,
vakker og hvid, fri fra ondskab”
Thomas kedede sig, mor var ved at bage, det havde hun gjort i flere dage nu og Thomas gad ikke være med mere. Han var træt af brunekager og klejner og hvad de nu hed alle sammen. Han ville meget hellere klippe julehjerter og folde smukke stjerner, men mor sagde, at de først skulle være færdige med alle julekagerne. Så fik han en ide, han kunne jo gå ud og tale lidt med Esmeralda, for hun kunne altid fortælle spændende historier om alle de lande hun havde været i og de mennesker hun havde mødt. Men i dag stod Esmeralda bare og så trist ud
-Jeg er helt forkert,sagde hun,helt forkert er jeg.
-Hvad mener du ? spurgte Thomas.
-Kan du ikke se, at jeg jo slet ikke passer ind her i julen? Jeg er hverken rød, eller grøn eller hvid. Jeg er lilla! Man kan altså ikke være lilla når der er jul.
-Og din mor bager bare hele tiden, så jeg, jeg må ikke komme ud at køre. Jeg keder mig. Alle de andre biler kommer hjem om aftenen og fortæller om hvor flot der er inde i byen, om lysene og det store juletræ midt på torvet. Og de har hemmeligheder sammen med deres familie, fordi de må komme med ud og købe gaver… Men jeg, jeg må ingenting, jeg må bare stå hér og være helt forkert.
Thomas synes det var så synd for Esmeralda. Hvad skulle han dog gøre for at hjælpe hende? Så kom han i tanker om nissen. Nissen der altid kom hver søndag i advent og lagde en gave i hans julestrømpe. Måske kunne han spørge nissen om hjælp? Hvis han altså bare kunne holde sig vågen hele natten, uden at mor opdagede ham.
Den aften skyndte Thomas sig i seng, og når mor kom for at læse godnathistorie lod han som om han allerede sov. Men det var svært, rigtigt svært at holde sig vågen,og uanset hvor hårdt han prøvede at holde øjnene åbne, så blev de ved med at falde i, han prøvede sågar at holde dem åbne med fingrene, men lige lidt hjalp det, og Thomas faldt i søvn.
Han vågnede med et sæt, ved at nogen pustede ham i øret. Det var da noget underligt noget at gøre, tænkte Thomas der endnu ikke havde fået øjnene åbnet helt, hvorfor puster mor mig i øret?Men det var slet ikke mor. Da Thomas fik gnedet øjnene klare så han en lille nissemand – ikke større end fars hånd, der stod på hans pude og kiggede på ham.
–Jeg hørte, at du havde et ønske og at du havde brug for min hjælp, sagde den lille nissemand.
–Hørte? spurgte Thomas, hvordan kunne du høre det?, Jeg har jo ikke fortalt nogen om det.
–Jeg er jo nisse, det er mit job, at vide hvad børnene ønsker sig, så lad os lige lægge hovederne i blød og se, hvad vi kan finde på sammen, for at få din Esmeralda glad igen.
Og så lagde de planer, de hviskede og tiskede og grinte så de fik helt ondt i maven og da de havde fundet på den allerbedste plan,gik de raskt i gang. Fnisende listede de rundt i huset og fandt alle de ting de skulle bruge og så sneg de sig afsted ud på parkeringspladsen hvor Esmeralda stod og sov.
De startede med at lave store firkanter på hele Esmeralda, af fars røde isoleringstrejp, så fyldte de det meste af firkanterne med mors hvide dåsesne, indtil hele Esmeralda var dækket af et kæmpe vinterlandskab og stod rød og hvid og smuk og lysende mod den sorte asfalt.
–Men hvad med nisserne, spurgte Thomas, der skal da være nisser i sådan et snelandskab.
–Det kommer der jo også, når jeg sætter mig ind i Esmeralda og vi kører afsted, så er der en vaskeægte nisse midt i snelandskabet, sagde den lille nisse.
–Nåja, sagde Thomas, så lad os vække Esmeralda.
Som sagt, så gjort. Thomas bankede forsigtigt på Esmeraldas højre dør.
–Hvad sker der, spurgte Esmeralda søvndrukkent, det er jo midt om natten.
–Ja, men se hvor fin du er blevet! Nu skal vi ud at køre! sagde Thomas. Og Esmeralda kiggede, gned sig i øjnene og kiggede igen. Hun kunne næsten ikke tro det, nu var hun den fineste bil på hele parkeringspladsen.
–Ih, hvor er I søde, og hvor bliver jeg glad, men hvem skal køre? Du har ikke kørekort Thomas.
–Nissen hjælper os, kom nu, han kan trylle sagde Thomas samtidig med, at han hoppede ind i Esmeralda.
Så kørte de afsted, ned ad bakke og op ad bakke med nissen smilende og vinkende midt i Esmeraldas snelandskab, og ind til torvet midt i byen hvor det flotte juletræ stod.
–Hvor er det smukt sagde Esmeralda, og se! Der i gågaden, der hænger hjerter og i butikkernes vinduer er der engle. Det er meget finere end jeg havde troet, hvor er jeg glad for at I tog mig med. Du er bare den bedste ven i hele verden Thomas! Men nu må vi hellere skynde os hjem igen, før din mor opdager at du ikke ligger i din seng.
Da de kom tilbage til parkeringspladsen tog Thomas en lille grøn glaskugle frem og hængte den på Esmeraldas bakspejl, så sagde han pænt farvel til nissen, listede ind i huset og faldt i søvn før han nåede at få dynen op over ørerne.
Søndag morgen vågnede Thomas af, at hans mor skreg.
– Min bil, min bil, nogen har overmalet min bil! Thomas smilte bare, og glædede sig over, at det hele ikke havde været en drøm, og at nu havde Esmeralda, ligesom de andre biler, også en julehemmelighed.
Altså,hvad man dog ikke finder når man roder sine skuffer og computeren igennem…Det her følgende er resultatet af en skriveøvelse jeg engang blev udsat for, og som må siges at være ganske passende i denne skønne juletid.Øvelsen gik i al sin enkelthed ud på, at vi to og to skulle fortælle hinanden om vores juletraditioner, hvorefter vi havde en halvtimes tid eller deslignende til at skrive en historie udfra modpartens beretning. Min makker mente, og sagde selv gentagne gange, at han ikke havde så meget at fortælle og at hans jul jo var lige som alle andres – det er jeg ikke helt sikker på er rigtigt – Men døm selv. 😀 Hvorom alting er så kom der følgende historie ud af øvelsen:
Peters Jul
Dette er historien om en helt almindelig jul, en beskrivelse af dansk kultur; og om hvordan vi fejrer en typisk traditionel dansk juleaften. Fortællingen er særdeles egnet til undervisning af flygtninge og indvandrere der skal opnå en forståelse for den danske kulturskat, og bør bruges på ethvert integrationskursus.
Det følgende er en genfortælling af den nu voksne Peters erindringer.
Julen startede så småt i november, hvor vi selv skulle tjene penge til ulandskalenderen, dette gjorde vi ved at udføre småjobs i huset, et af de mere spændende og det som jeg husker bedst, var at gå ud med skraldespanden. Det var ikke ligefrem hver dag man måtte det: vi var jo flere søskende.
Mor og far gad ikke rigtigt at pynte op i december, så hver dag i julemåneden når jeg kom hjem fra skole, startede den store eftersøgning. Jeg var Sherlock Holmes og min opgave var at finde det ene stykke julepynt, der var sat op den dag. Nogen dage lykkedes det faktisk for mig. Da vi så nåede frem til juleaften var der som regel 21 stk. julepynt i hele huset. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal fortælle, vores jul foregår vel ligesom hos alle andre.
Tilvejebringelsen af juletræet er et fast ritual, hele familien tager af sted sammen. Vi er en flok jægere, på jagt efter byttet. Vi går ud i min fars venners skov og nedlægger så to pragteksemplarer(et til os og et til min faster), og julen starter egentlig først for alvor den 23, hvor juletræet bliver taget ind og pyntet.
Jeg har altid ønsket mig et farvestrålende juletræ, med store flotte kugler og meget pynt – lige som Chip og Chap har. Vores juletræ var kedeligt; hvidt med lidt glimmer og nogle engle. Det lignede slet ikke et rigtigt juletræ. Et rigtigt juletræ, ligesom Walt Disneys.
Ikke fordi min mor ikke er kreativ, tværtimod. Hun er graver, og hvert år slæber hun en masse gran med hjem, som hun har stjålet på kirkegården. Dette bruger hun så til at lave store juledekorationer, der skal gerne stå mindst to på hvert bord.
Selve Juleaften starter om morgenen med en gave fra mors veninde, den leger vi med og så ser vi ”Mens vi venter” med Jørgen Clevin i fjernsynet. At se fjernsyn er da hvad alle gør, det er da en vigtig juletradition.
Vi er kristne, så en rigtig jul kræver selvfølgelig et kirkebesøg, men sådan noget skal jo planlægges. Nogen år går vi i kirke om formiddagen, og nogen år om eftermiddagen. Det kommer an på hvornårde sender Disney i fjernsynet. Far insisterer på at se det, og ja, jeg kan da også godt lide tegnefilm.
Jo kristne er vi da !
Om aftenen spiser vi traditionel dansk julemad: and med det hele, og så selvfølgelig ris al mande, med tilhørende mandelgave. Jeg tror egentlig at min mor og far snyder med gaven, mine søskende og jeg får den i hvert fald på skift. I år er det min tur.
Efter maden vasker mor og far op, og vi andre går ned og spiller bordtennis. I den traditionelle danske jul, er hjælpsomhed og fællesskab sat i højsæde.
Aftenen fortsætter med højtlæsning af juleevangeliet, så synger vi en tre-fire salmer og så er der tid til gaveuddelingen.
På dette tidspunkt er huset forvandlet til en sauna. Der er levende lys på træet, knald på brændeovnen og mors kirkegårdsdekorationer spreder en liflig duft af muldjord i hele huset.
Vi råsveder i den tørre ekstreme hede, til trods for, at vi sidder i shorts og hawaii- skjorter.
Gaverne bliver pædagogisk fordelt meget langsommeligt, så når alle pakkerne endelig er delt ud, er aftenen snart forbi. Vi når lige at lege lidt med gaverne og måske spille et spil, før der er tid til en midnatstur. Sammen går vi ud i mørket og nyder den kolde friske luft.
Og sådan ender så min fortælling om den ganske almindelige danske jul. Den var da ikke særlig spændende ?Vi gør da det samme som alle andre.
Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Deter et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture tiljævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”,” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osvpå nettet eller ringe til børnetelefonen,hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagogerkan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetodentror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” –da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarerelatterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. Der skal en politiundersøgelse til for at afklare om”Cybergogoggerne” erpædofile eller ” bare” pædagogstuderende uden respekt for andre menneskers integritet og uden evne til formulere sig hensigtsmæssigt overfor unge. Og er det så ”bare”? Er forskellen egentlig så stor mellem en pædofilog en voksen som udnytter børn til styrkelse af eget selvværd eller tilfredsstillelse af egne behov?
Er krænkelse af et barns privatliv og følelser ikke at betragte som et overgreb? Eller er der kun tale om overgreb når der ligger en seksuel intention bag? En ting er helt sikker –de kontaktsøgende voksne på Arto er der kun afén årsag. Nemlig for at dække deres eget behov. Ikke børnenes, og bestemt heller ikke mit, hverken som forælder eller som pædagog. Jeg er ikke bekymret for atmine børn skal udsættes for pædofile, eller at de skal mangle voksne at tale med. Men jeg er alvorligt bekymret for at de skal miste tilliden til voksne – hvis de gentagne gange skal opleve at voksne er nogen som handler efter eget behov uden hensyntagen til børnenes integritet.
Børn og unge i dag overvåges og holdes i forvejen alt for meget i hånden af voksne. Hervedfratager vi dem muligheden for, at gøre egne erfaringer, selv om vi ved, at det er de egne erfaringer der danner grundlaget for såvel kognitive som sociale kompetencer.Det bedste vi kan gøre for at hjælpe, er derfor, at være til stede når de unge har behov for det – når vi inviteres til at hjælpe – og at vise dem at vi har tillid til, at de godt kan sondre mellem situationer som de selv kan håndtere og situationer hvor de har brug for voksenindblanding. Beviset på, at de unge kan selv, fremgår af de rigtige helte på Arto. Nemlig de unge mennesker, som har styrken til at sige fra overfor voksne som krænker dem– hvad enten denne krænkelse giver sig udtryk i et fysiskt eller et mentalt overgreb. Det er de samme unge mennesker som selvstændigt har påtaget sig opgaven at beskytte de sårbare unge, og som er gået på barrikadernepå Arto, for at bede de uindbudte voksne om at forlade sitet! Så stop belejringen af Arto, smut ud af de unges univers og find på noget andet med jeres liv. Gå i terapi, tag et kursus i pottemageri eller tilmeld jer en besøgsordning.Sagt med andre ord GET A LIFE !
Jeg har brugt de sidste par måneder på at gennemlæse en retssag. Det er en af den slags sager, som der findes i tusindevis af i Danmark, men som de færreste kender til. Det er en såkaldt ”dobbeltlukket sag”. Dobbeltlukket betyder at ingen, absolut ingen, på nær dommeren, parterne og deres advokater må få noget kendskab til den. Somme tider må end ikke parterne få alle kendsgerningerne. Dobbeltlukkede sager er opfundet med to formål, dels er det i fx. visse familiesager nødvendigt for at bespare børn ubehaget ved offentlighed dels er det i visse kriminalsager hensigtsmæssigt pga. den fortsatte efterforskning.
Formålene virker altså umiddelbart noble og fornuftige, men hvordan ved vi, som almindelige borgere, at de nu også foregår med hensyntagen til den enkeltes retssikkerhed? Det ved vi ikke, for ingen må tale om dem! Skulle der ske fejl, kan partens advokat naturligvis gøre opmærksom på dette, klage, kære eller anke en kendelse, hvis, men da også dette falder ind under hemmeligholdelsen er det normalt ikke noget som nogen andre nogensinde får kendskab til.
Det er også en forvaltningsretlig sag, en sag mellem en borger på den ene side og en statslig myndighed på den anden side. Enhver ved, at der i et demokrati og en retsstat naturligvis findes regler der regulerer myndighedernes adfærd overfor borgerne. Danmark er ikke nogen undtagelse. Vi har forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, persondataloven og straffeloven, altså en hel stribe af love og paragraffer med netop dette formål. Det lyder umiddelbart godt og ser da også helt fantastiskt ud på papiret, men fungerer det i virkeligheden?
I et demokrati burde den mest elementære retssikkerhedsgaranti for borgeren være, at denne altid havde krav på en advokat i sager mod myndigheder, og at denne havde adgang til de samme resurser som myndighederne. En sådan garanti har vi ikke i Danmark. En anden rimelig garanti burde være at dommerne i forvaltningsretlige sager, dels var uddannede og specialiserede til formålet dels at de var upartiske. En sådan garanti har vi heller ikke i Danmark.
I den specifikke sag som jeg har gennemgået siden jul, er der helt tydelig sket mange fejl. Fejl som ingen synes at interessere sig synderligt meget for – for i denne sag, helliger målet midlet, i hvertfald ifølge alle de berørte myndigheder. Og der er mange af dem, statsansatte og statsforvaltninger, justitsministeriet og såkaldte dommere, hver især med deres forudfattede mening om sagen og deres helt egen fortolkning af det, som ifølge lovgivningen ellers er gældende ret.
Idet sagen er ”hemmeligstemplet”, og idet jeg er nødt til at beskytte min kilde, har jeg naturligvis anonymiseret den virkelige sag der her er beskrevet.
Sagen.: En statslig myndighed vil gerne have bragt Rocker Larsen for retten. Den Statslige myndighed har imidlertid ikke selv lyst til at rejse sigtelse og sagsøge Rocker Larsen, og de har ingen beviser for at Rocker Larsen har begået den handling, som de ønsker ham dømt for. Hvad gør de så?
Jo de finder en intet anende respektabel borger, Fru Sørensen bankansat og mor til to børn. Og på Fru Sørensens vegne skriver den Statslige myndighed nu til byretten og siger at Fru Sørensen vil sagsøge Rocker Larsen.
Fru Sørensen, som intet kendskab har til hverken Rocker Larsen, eller den Statslige myndighed bliver noget rystet, da hun pludselig modtager et brev fra byretten om, at hun har sagsøgt en person, hun ikke kender, for en handling- som hun intet kendskab har til.
Fru Sørensen bliver bange. Hun kontakter derfor såvel den Statslige myndighed som Byretten og siger at hun ikke har sagsøgt nogen, at dette er sket helt uden hendes vidende og ber dem om at trække sagen tilbage.
Men, den Statslige myndighed nægter, for når de har bestemt at Rocker Larsen er skyldig ska´ han så sandelig også knaldes og fordi de ingen fysiske beviser har, har de brug for en vidneforklaring, der understøtter deres påstand.
En forklaring som de har bestemt, at uskyldige og intetanende Fru Sørensen skal afgive. Fru Sørensen forsøger sig med at sige, at det jo ville være løgn og at hun absolut ikke vil have sine borgerrettigheder krænket ved at vidne i en opdigtet sag. Det nytter naturligvis ikke noget.
Nu skulle man jo så tro, at Byretten ville afvise sagen, eftersom Fru Sørensen nægter at have noget kendskab til den, men nej. For Byretten tror ikke på Fru Sørensen. De har nemelig en myndigheds ord for at Fru Sørensen har impliceret og ønsket at sagsøge Rocker Larsen, og når myndigheden siger det – så må det være sandt.
Fru Sørensen er en stædig kanalje og vil ikke finde sig i sådan at blive trampet på, så hun sagsøger den Statslige myndighed og Ministeriet for at; de har rejst en sag i hendes navn og uden hendes vidende og at de fastholder denne sag mod hendes vilje.
Og nu kære læser, bør du holde godt fast, for det der her følger, er den ubehagelige og sjældent omtalte sandhed om det danske retsvæsen.
Fru Sørensen har ikke ret mange penge, så hun søger fri proces. Fri proces kan en borger få, hvis myndighederne vurderer, at der er en mulighed for, at borgeren kan vinde sagen. I Fru Sørensens tilfælde betyder det, at den selvsamme myndighed som hun har sagsøgt, også skal tage stilling til om hun kan vinde over dem i retten. Myndigheden vurderer naturligvis, at Fru Sørensen ikke vil kunne vinde, altså får hun ikke fri proces, og dermed må hun enten selv føre sin sag uden en advokat eller hun må opgive og finde sig i det Statslige overgreb.
Fru Sørensen opgiver ikke men hun skal snart opdage, at systemet er værre endnu. Til brug for sin egen bevisførelse mod den Statslige myndighed i Landsretten, har Fru Sørensen brug for dokumenter fra flere statslige myndigheder. Fru Sørensen får udleveret dokumenterne, men da det ikke er dommerne, men modparten (altså statens mand) som bestemmer om Fru Sørensen må bruge denne dokumentation i retten, får hun naturligvis afslag.
I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med politiafhentning såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.
Fru Sørensen kæmper dog bravt videre, med en lidt kantstødt tro på retssystemet, men stadig fuldt overbevist om, at de tre dommere i Landsretten vil kunne se at hun har ret. Hvad Fru Sørensen ikke ved, er at af de tre dommere i en Landsretssag, behøver kun den ene at være egentlig dommer – de andre to kan være noget helt andet, typiskt er de indhentet fra justistministeriets administration – selv samme myndighed som Fru Sørensen i denne sag har sagsøgt.
Hvad Fru Sørensen heller ikke ved er, at forvaltningsret er et helt særligt område indenfor juraen, ligesom kirurgi er det indenfor medicin, men at til forskel fra i sundhedssystemet, så skal dommere ikke have noget særligt kendskab eller speciale indenfor forvaltningsret for at få lov til at dømme i en sådan sag. I andre lande findes der særlige forvaltningsdomstole, med særligt uddannede dommere – men altså ikke i Danmark. Alt dette ved Fru Sørensen endnu ikke og hun sætter derfor sin lid til Landsretten.
Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Landsrettens dommere, som måske ikke er dommere, og som jo ikke har nogen særlig uddannelse indenfor forvaltningsret, og som desuden næppe kan siges at være upartiske, fortæller Fru Sørensen, at når den Statslige myndighed siger, at de har handlet korrekt når de rejste en sag på Fru Sørensens vegne, uden hendes vidende og mod hendes vilje, ja så har den Statslige myndighed handlet korrekt – for det er trods alt dem, der ved mest om forvaltningsret ! Ikke Fru Sørensen eller dommerne i Landsretten.
I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i Byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med tvangsanbringelse af sine to døtre og fængsling af hende selv, såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.
Fru Sørensen kan nu vælge at gå videre i Højesteret, hvor dommerne faktisk er dommere og hvor flere borgere har fået ret over myndighederne end i Landsretterne, eller hun kan vælge at opgive sagen mod den Statslige myndighed. Fru Sørensen, der fortsat ikke har nogen penge, ingen advokat og ikke må bruge det bevismateriale som hun har indhentet, vælger at opgive sagsanlægget mod den Statslige myndighed.
Hvad Fru Sørensen ikke opgiver, er kampen i Byretten. Fru Sørensen insisterer fortsat på, at hun ikke har kendskab hverken til Rocker Larsen eller den handling som den Statslige myndighed vil have ham dømt for, og hun fastholder, at hun bestemt ikke vil vidne mod Rocker Larsen i en sag, som den Statslige myndighed har opfundet. Byretten er stadigvæk af den opfattelse, at hvis bare de tar Fru Sørensens piger fra hende, så skal hun nok makke ret, og de truer derfor fortsat med tvangsanbringelse.
Fru Sørensen har intet ulovligt begået og Fru Sørensen er ikke umyndiggjort. Alligevel har en Statslig myndighed handlet retsligt på hendes vegne og alligevel vil Byretten tvangsanbringe hendes børn indtil hun gør, som den Statslige myndighed forlanger. En tvangsanbringelse og en fængsling, som ingen nogensinde vil få noget at vide om, eftersom det er blevet besluttet bag dobbeltlukkede døre i en hemmelig ret, som ingen må tale om!
Fru Sørensen er bange og hun og hendes familie er nu gået under jorden. Familien har ikke reelt haft noget andet valg, for hvad skulle valget være ? Hvis ikke Fru Sørensen afgiver den vidneforklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, tar de hendes børn. Hvis hun derimod afgiver den forklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad konsekvenserne så bliver……
Virkelighedens retssikkerhedsgaranti ligger således alene i Fru Sørensens mulighed for at gå under jorden.
Piger elsker blod! Det er i orden for piger at elske blod. Blodet er det der gør pigerne forskellige fra drengene og det der gør piger til kvinder! Når piger bløder, kan de ære sig selv og verden ved at anvende natursvampe. Svampene skal passes og plejes og når menstruationen er over anbefales en smuk ceremoni, hvor svampene bliver begravet.
Dette mine venner, er en del af min søns seksualundervisning! Min søn ved nu alt hvad der er at vide om natursvampenes pasning, plejning og vaskning.
Men hvordan en vagina egentlig ser ud, og hvad en klitoris er. Det er der fortsat ikke nogen der har gidet oplyse ham om, efter to års seksualundervisning i den danske folkeskole.
Til gengæld har ham fået rigtig meget at vide, om pigers følelser og hvor vigtigt det er for piger at have erotiske fantasier. Han er blevet oplyst om, at pigernes fantasier er naturlige og at det er et flot udtryk for selvstændighed, når pigerne onanerer. Det lyder jo meget godt, tænker du måske. Men hvad med drengene? Har de ikke også en eller anden form for eksistensberettigelse i undervisningen? Jo, selvfølgelig har de det. Lærerne har skam gjort meget ud af at fortælle, at drengenes lyst til at se porno er unaturlig. At porno er grimt, ulækkert og vanærende for enhver mand eller kvinde.
Min dreng er med andre ord altså pervers.
Skal jeg nu gå til af bekymring for, at mit lille pus, er ved at udvikle sig til en fuldblods-seksualforbryder, og at han vil gøre karriere i fængselspsykiatrien?
Nej!
Jeg vil hellere bekymre mig om, at give min søn den undervisning, som folkeskolen helt klart er ude af stand til.
Som alle gode mødre henvendte jeg mig derfor til biblioteket i forvisning om, at der da hér fandtes alt hvad hjertet kunne begære om drenges udvikling ind i puberteten. Jeg tog en hurtig beslutning og slæbte samtlige tyve bøger om emnet med hjem. Ud af de tyve var der én, som faktisk behandlede emnet seriøst. Èn der beskrev de kropslige og hormonelle forandringer hos drenge og oven i købet lukkede op for muligheden for at drenges seksuelle fantasier var helt normale! Èn ud af tyve. Tænk lidt over det. Kun én bog. Alle de andre behandlede primært piger, pigers følelser, pigers forandringer, og ja, også jeg ved nu alt om natursvampenes pasning og plejning. En oplysning, jeg helt ærligt gerne ville have været foruden.
Det lykkedes mig derimod ikke at finde bare et godt billede af kvindens udvendige kønsorganer. Hvad gør en bekymret mor så? Ja, jeg er jo lidt genert, så jeg kunne jo ikke bare lægge mig ned og vise ham mine, og jeg vil nødig i fængsel for at vise min søn porno, så hvad gør man? Jeg var heldig, det lykkedes mig at finde en kunstner i vennekredsen, som var villig til at lave en naturtro tegning (altså ikke af min). Men er det rimeligt?
Og hvem skal lære ham om alle de dejlige fantasier, som jeg synes han er i sin fulde ret til at have? Hvem skal lære ham at de ikke er perverse, og at hans hænder ikke falder af, hvis han sover med dem under dynen?
Hvor blev ligestillingen af, når drenge skal lære om natursvampenes pasning og plejning, men end ikke tillades en lille omgang fællesonani?
Stensamler nævnte på et tidspunkt, at der desværre ikke udgives ret meget oversat poesi i DK.
Da jeg det sidste år har siddet og fiflet med oversættelse af Darwish til dansk sammen med min fantastiskt dygtige mor, vil jeg da lige bringe en smagsprøve her:
“…Din dvale er stærkere end frygten. En vild steppe af din skønhed
sover, en måne vågner og vogter sine træer for din skygge.
Hvad hedder stedet, som dine skridt har tatoveret på jorden,
en himmelsk mark for spurvenes fred, nær ekkoet?…”
(fra Sonette VI i “Sarir al-ghariba”, findes også på svensk med titlen “Främlingens säng”
***
Jeg er den sidste poet
hvis søvnløshed er den samme som fjendens:
Måske var jorden for trang
for menneskerne
og for guderne”
(fra “Halat hisar”, findes også på svensk med titlen “Tillstånd av belägring”
***
(oversat fra arabisk til dansk af Kerstin Eksell & Boel Harning)
Mahamoud Darwish er en af arabverdenens førende poeter. Han blev født i Galiléen 1942 og har boet i bl.a. Beirut ogJordan. I 90erne vendte han tilbage til Palæstina og bosatte sig i Ramallah. Hans digte handler om palistinænsernes skæbne men er samtidigt meget menneskeligt almengyldige. Han debuterede 1960 og har siden modtaget mange priser heriblandt; the Lannan prize for cultural freedaom (2001), og the Prince Claus Prize (2004).
Ps. Før I jagter mig, efter at have læst Stensamlers oprindelige indlæg, må jeg lige gøre opmærksom på at selv om jeg gerne ville have bragt originalteksten sammen med oversættelsen – så er min computer ikke enig – den nægter simpelthen at skrive arabisk…….
Dansk-Svensk forfatterselskab/ Danskt-Svenskt författarsällskap har fået en blog!
På bloggen kan du følge med og deltage i igangværende debatter – du kan se hvem der har udgivet hvad indefor det sidste år og du kan finde nyttige links til andre litterære sider…
For at tilfredsstille efterspørgselen lancerer Harning nu BUY A POEM
en samling digte udgivet i en anderledes form…………………..
Baggrunden for udgivelsen skal findes i den efterspørgsel jeg har fået fra unge mennesker der har ønsket at bruge digtene som interaktive ”statements” frem for passiv og individuel læsning.
BUY A POEM er altså til for dig, der ønsker at sende et andet budskab end ”drik mere øl” – ” fuck you” ”school suck” !
Ja, det er ikke min krop de er ude efter (selv om det stadig sker at jeg forveksles med min søns ikke eksisterende søster), men min hjerne 🙂
Mere præcist mine digte.
Forleden kom en ung knægt frem og sagde, at han syntes at mine digte bare var for fede og om jeg ikke nok ville skrive ét – kun til ham. Han ville nemlig helst ha mig helt eksklusivt …
Ja, hvad siger man så ? Noget rystet og en smule stolt fik jeg svaret: på hvilket sprog?
Hvor intelligent et svar er det?
Heldigvis for mig, så var han ligeglad.
Bare jeg skrev ét, måtte det for hans skyld gerne være på arabisk eller kinesisk.
Egentlig burde jeg vel have sagt nej – eller i det mindste have diskuteret en pris med ham, men helt ærligt, det er da ikke til at modstå?
For selv om jeg længe har vidst, at især unge mennesker ka lide det jeg skriver – så kan jeg jo alligevel ikke lade være med at blive rørt over sådan en tilkendegivelse (eller måske ungdommeligt vovemod) som ham her kom med, især da han fortalte, at han egentlig slet ikke læser bøger.
Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur i naturen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor kat komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at katten ville spise ham og satte i løb…
Hvor er det så jeg vil hen med denne lille saga om Peter, der vist må have fået solstik når han midt ude i den skønne natur kan blive bange for en sølle kat ?
Præcision – er hvor jeg vil hen.
Nærmere bestemt vores præcision som forfattere, lyrikere og digtere. Som ivrig læser af alt der er skrevet med bogstaver, hvad enten dette så er i papir eller computerformat har jeg læst et utal af digte med genrebetegnelsen Haiku. Rigtig gode digte! Problemet er bare, at jeg ikke mener de er Haiku.
For debattens skyld kommer hermed mine (og vel næppe helt egne) definitioner.:
Haiku: Haiku er en meget gammel Japansk digtform, som opstod i slutningen af 1500tallet hvorefter den i det følgende århundrede udviklede sig til en kunstform. Naturen indgår som metafor, digtet beskriver kigo (øjeblikket) og der tilstræbes en pludselig/ overraskende slutning. Senryu: Senryu, følger de samme retningslinjer om 17 stavelser som Haikuen. Men hvor haikudigtet omhandler naturen og kigo, beskriver Senryudigte paradokser i tilværelsen og menneskelige relationer via satire, sproglige spidsfindigheder m.v. Senryu er altså ikke blot en afart af Haikuen, men en kunstform i sig. Gendai :Moderne og omdiskuteret rod, hvor intet af ovenstående tilsyneladende er gældende. Værst er, ifølge min opfattelse, forkæmperne for gendai uden retningslinierne 5-7-5 (17) – For hvorfor bruge et japanskt ord, når vi allerede har et glimrende danskt ord (græsk) nemlig Epigram?
Når nu der findes disse inddelinger, er det så rimeligt at kalde alt for Haiku- uanset om det er humoristiskt eller satiriskt, handler om naturen eller om hverdagen, om øjeblikket eller evigheden?
Det synes jeg ikke- tværtimod synes jeg, at vi som forfattere har en særlig forpligtigelse til at være præcise i vores ordvalg, at beskrive så nuanceret som muligt hvad enten vi skriver lyrik eller en genrebetegnelse.
Hvorfor vi nu vender tilbage til historien om Peter, for den var ikke særligt præcis – den var et produkt af overordnede fællesbetegnelser, som nærmest latterliggjorde Peter, i stedet for at tydeliggøre hans angst.
For historien om Peter er egentlig denne: Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur på Savannen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor Løve komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at løven ville spise ham og satte i løb……
For mig er det således et mysterium, at hvem som helst, kan kalde hvad som helst for Haiku.
Indrømmet, jeg er en flueknepper – Og stolt af det!
Var til konference igår om virkelighedens litteratur – faglitteraturen. Et for øvrigt rigtigt godt initiativ – med en del gode talere (bl.a. Egon Clausen og Frants Gundelach), hvis begejstring, retorik og engagement gjorde mig helt stolt af at være fagforfatter – den ringe løn til trods.
Meeen… Og her kommer vi så til det som andre kalder for flueknepperi; Kulturminister Brian Mikkelsens tale hvori han stillede spørgsmålstegn! Kan I se det for jer? For det kunne jeg. Brian Mikkelsen i lyserød skjorte der løber febrilsk rundt i forelæsningssalen med kæmpestore spørgsmålstegn som han så stiller ganske tilfældigt op på borde og stole. ?
? ?
?
?
?
?
Hvordan i alverden kan det være, at vi har en minister hvis opgave det er at sikre kulturen, sproget og litteraturen, som end ikke selv formår at undgå klassiske sproglige fejl? En minister, hvis viden end ikke dækker elementær dansk, en minister som ikke ved, at spørgsmål stilles og tegn sættes.
Og nej, der var ikke tale om en smutter, en ordkvababbelse der sjusket dukkede op i den forberedte monolog, for desværre kunne jeg også konstatere at samme fejl går igen i den skriftlige udgave. Det er muligt at jeg er en flueknepper, men jeg mener faktiskt at vores ministre skal være gode rollemodeller indenfor hver deres ministerområde. Men måske er det i Brian Mikkelsens tilfælde bare et spørgsmål om en fejlplacering? Måske skulle han egentligt have været undervisningsminister – således at han kunne bruge sine egne manglende danskkundskaber og erfaringer med dette, som argument for hvorfor folkeskolen skal have flere resurser?
Harning 