Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
En tanke…..
”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
Og én mere
”Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke,
jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig,
var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Martin Niemöller
Jag lärde mig tidigt hemifrån att jag var intelligent och vacker och att min röst var lika värdefull som någon annans, att sex var naturligt och skönt och inte det minsta skamfullt. Jag lärde mig att den som tiger samtycker. Jag lärde mig att det var viktigt att säga sin mening, stå upp för sig själv och för andra, att skydda de svaga och kämpa emot orättvisor av alla de slag.
Sen började jag i grundskolan, och där lärde jag mig, att jag förväntades vara tyst.
Att inte sticka ut. En lärdom jag fått upprepat gång, på gång under högskoleutbildning och jobb och i sociala sammanhang. För kvinnor får inte sticka ut, får under inga som helst omständigheter ta plats och gör de det får de räkna med – att deras kvinnliga klasskompisar, kollegor, bekanta gör vad som helst för att trycka tillbaka dem, ner i den gemensamma normativa kvinnogruppen.
Så jag vet, vet vilka ni är, ni som nu stolta säger er att bryta tystnaden. Det är ni som i fyrtio år sagt åt mig att vara tyst, som försökt trycka ner mig gång på gång, som gått till angrepp på mina kläder, mina vänner,mitt moderskap,min relationsstatus, anklagat mig för att vara förrädare och kvinnohatare – vilket personangrepp som helst har varit giltigt och legitimt för er i vilket sammanhang som helst medan ni suttit där och hängt vid varenda ord som kommit ur en manlig klasskomppis eller manlig kollegas mun. – Otaliga är de gånger då jag velat höra en kvinnlig kollegas åsikt vid ett möte, men nekats, eftersom kollegan själv vetat att hon skulle bli totalt ignorerad av er och därför som oftast gett upp efter första försöket, medan ni dreglade över den enda mannens måttligt begåvade visdomsord.
Jag vet, vet vilka ni är, ni som nu stolta säger er att bryta tystnaden. Det är ni som i fyrtio år sagt åt mig att vara tyst, utom de gånger då ni kommit och bett mig tala på era vägnar, bett mig säga ifrån, att klaga, gå till rektor, till chefen, eftersom ni inte velat stå upp för er själva, inte haft modet, att själva föra er talan.
Tystnaden – har ni skapat. Ni bär ansvaret för den. Inte jag, inte det likvärdiga rättssamhälle vi lever i och definitivt inte männen. Jag har aldrig blivit tystad av en man. Jag har alltid kunnat säga ifrån, säga nej, ha andra åsikter än män – och de har alltid respekterat det. ”Det är väl inte så farligt” ”Det gör inget, bråka inte om det nu” ” Det spelar ingen roll” – Är ord, jag hört fler gånger än jag kan räkna från kvinnor. Inte från män. Men från kvinnor, om saker som hänt dem, orättvisor de utsatts för, om saker som hänt andra människor, orättvisor de utsatts för, saker som hänt mig, orättvisor jag utsatts för.
Tystnaden har ni skapat – och nu säger ni er stolt – att ni bryter den.
Men det är faktiskt inte så oerhört svårt att bryta en tystnad man själv har skapat, och särskilt inte, när man som ni, som vanligt, gör det i flock och fan ta oss som skulle få för oss att ha en annan åsikt än vad den gemensamma normativa kvinnogruppen förespråkar, och ja, jag är tyvärr väl medveten om att min mejl nu i vanlig ordning kommer fyllas av hat och hot och personangrepp i ert försök att få in mig i fållan.
Det kommer inte hända. Jag är uppfostrad av kloka föräldrar i ett samhälle där min åsikt räknas och hur mycket ni än försöker så kommer jag inte att se mig själv som ett offer och jag kommer aldrig bli sådär kvinnligt foglig som ni vill göra mig till och inga utfrysningar eller påhopp i världen kommer få mig att strunta i rättsprinciper eller sälla mig till flocken och hänge mig till elakartat skvaller och angiveri.
Har jag då aldrig blivit kränkt på grund av mitt kön, jodå – av kvinnor. Men nej, jag har aldrig blivit kränkt på grund av mitt kön av en man och nej, jag har aldrig upplevt mig sexuellt kränkt av en man Visst har jag fått erbjudanden, vissa lite mer handfasta än andra, men det är ju bara att väluppfostrat tacka nej. Funkar inte det, och behöver mannen ifråga ett lite mer konkret avslag så går det aldeledes utmärkt att ta ett hårt tag om hans testiklar. Och sen är man lika goda vänner för det. Men skulle jag vilja vara förutan erbjudanden? Nej, det är väl klart att jag inte skulle det, och det skulle inte ni heller – ni vill bara vara förutan erbjudanden från de män som ni inte finner önskvärda, de män som ni av någon anledning rangerar lågt (för gammal, för ung, för fet, för ful, för full, för fattig, för otränad, för outbildad, för …) så sluta prata om ickeönskvärda erbjudanden, när det i själva verket är erbjudanden från ickeönskvärda personer ni menar. Stå för det ni gör – en mental, mer eller mindre uttalad, värdering av män och att de män ni dömer som värdelösa inte ska tillåtas så mycket som att skänka er en blick än mindre vara så förmätna att våga sig på ett uttalat erbjudande.
Och nej, jag blir inte kränkt av att bli visslad av på gatan, jag uppfattar det som en komplimang, ett glatt spontant uttryck från en annan människa som uppskattar det denne ser, på samma sätt som om vederbörande oväntat fått se ett konstverk. Varför skulle jag bli illa till mods över det? Eller över att någon försökte stjäla sig en kyss? Att bli åtrådd, önskad av någon annan är inte fel. Det gör mig inte ledsen, får mig inte att kännna mig mindre intelligent och hur mycket ni än försöker trycka ner mig i er normativa gemensamma kvinnogrupp så kommer ni aldrig få mig att skämmas över att bli åtrådd av en man. Och jag tänker inte nedlåta mig till er värdering av män, vägrar dela in dem i önskvärda och ickeönskvärda, jag tänker fortsätta bemöta dem alla på ett likvärdigt, trevligt sätt oavsett om de och sättet de framsätter sitt erbjudande faller mig i smaken eller inte.
Vad objektifiering angår kan jag bara konstatera att jag, liksom mina tidigare kvinnliga chefer inom den offentliga sektorn som skickade runt bilder på sexiga män i bar överkropp, finner glädje i att titta på en snygg manskropp (även om jag (som den enda) fann det orättvisst kränkande att något liknande aldrig gått i Sverige hade det varit manliga chefer som skickade runt bilder på halvnakna kvinnor).
Jag erkänner också gärna, och utan den minsta skam, att jag väldigt ofta tittar på min man, och just då skiter fullständigt i hur kreativ och intelligent han är, för då, i stunden är han för mig en oemotståelig läcker köttbit som jag bara vill äta upp. Än sen då?
Harning
Våldtäkt är fruktansvärt och olagligt oavsett om offret är en man eller en kvinna – så tänk inte ens på inte göra mig till våldtäksförespråkare
”Codeswitching” er betegnelsen på at veksle mellem to sprog i samme sætning. Det kan Boel Harning.
”Nå, du taler skandinavisk”, lyder det ofte lidt overbærende, når svenskere i et forsøg på at tale dansk falder tilbage til modersmålet med et enkelt ord eller en hel sætning. Det kaldes codeswitching og som navnet antyder, sætter det sproglige og kulturelle koder op mod hinanden.
Det ved den svenske lyriker Boel Harning alt om. Hun er født i Sverige, vokset op i Danmark og er nu flyttet tilbage til Sverige sammen med sin mand, den svenske tegner Artur Berlikowski. I sin seneste digtsamling ”Codeswitching” tager hun godt og grundigt fat i forskellene på svenske og danske sproglige koder. De 28 digte veksler fra ultrakorte, kodede meddelelser –
PET advarer mod at der kan snige sig personer ind sammen med flygtningene, personer der kan udgøre en trussel for landet. DF er inde på samme spor og det samme er en del privatpersoner på sociale medier som Facebook.
Det er selvfølgelig en alvorlig sag når PET, der har lang erfaring med at opsnuse og overvåge farlige elementer i det danske samfund, går ud og siger sådan noget.
Og de ved virkelig hvad de snakker om, de der efterretningsfolk, her bare et kort tilbageblik på nogen af de frygtelige mennesker PET gennem årene har holdt godt øje med:
It-professionelles fagforbund PROSA. – Computernørder er farlige, det ved vi vel alle sammen og især i flok.
Socialdemokraten Henrik Sass Larsen. – Socialdemokrater, kan man selvfølgelig heller ikke stole på.
Journalister og venstrefløjsfolk som Ole Sohn ska vi slet ikke snakke om.
Terrorister og dem der støtter dem findes der allerede alt for mange af i Danmark sådan rundt regnet mindst 24.000*. – Jeg var for øvrigt selv en af dem – altså før jeg, lige som så mange andre af min slags, valgte at vandre over Øresundsbroen….
Ps. Nu skal du ikke føle dig udenfor bare fordi du ikke er nævnt – jeg er sikker på at PET også holder øje med dig. 🙂
Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!
“…Hej Boel vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“
Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….
Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! – Come on…
* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.
Så, endelig – efter et par bump på vejen – sidder jeg hér med bogen i hånden! 🙂 For en bibliofil som mig er der nu engang noget helt specielt ved en rigtig bog, med rigtige sider: følelsen og lyden når man bladrer, lugten af papiret… det er simpelthen noget ganske andet end at sidde ved en skærm (dermed ikke sagt at dem af jer der hellere køber E-bogen ikke ska gøre det 🙂 ) men for jer der ligesom mig foretrækker en rigtig bog så kan den nu købes hos adlibris, eller hos Cdon.dk, eller som E-Bog hos fx. El-giganten eller Läsboken.
Uanset om du vælger papir eller skærmudgaven så ønsker jeg dig rigtig god fornøjelse! 🙂
Og til dem af jer der under årene har udtrykt ønske om indlæg/tekster af mere personlig karakter – mon ikke der er lidt guf til jer denne gang….. 🙂
…Hvad personlig nu egentlig er… selv har jeg altid ment at en stor del af mig – netop er mine synspunkter, hvor synspunkterne så kommer fra, i hvilken sociokulturel verden de er opstået og hvordan de ville have set ud havde jeg boet et andet sted, i en anden tid…. Så Codeswitcing er egentlig ikke bare et sammensurium af sproglige men også af kulturelle koder.
(hvis du vil have lidt mere baggrundsviden om det dansk-svenske som er en del af mig og min sociokulturelle baggrund så anbefaler jeg at du læser Helenas beskrivelser af kulturforskellene og i stedet for at se dem som forskelle- blander dem sammen i en pærevælling:-) )
Diskussionerne raser på begge sider af sundet i forbindelse med den svenske valgkamp, men indtil videre har det primært været dét – diskussioner og for mange bliver politik så til noget kedeligt ordgejl med masser af snak men ikke ret meget handling.
Det har én mand sat sig til at gøre noget ved og han opfordrer derfor via facebook alle med anden etnisk herkomst end svensk (alle med indvandrerbaggrund) i Sverige til at nedlægge arbejdet i dag klokken 14.00 for derved at vise at indvandrere faktisk arbejder og bidrager til samfundet. Et, synes jeg, genialt initiativ som jeg ikke kan andet end støtte og jeg håber inderligt at danskere med indvandrerbaggrund vil følge trop i sympati.
Nogen gange bliver jeg bare sååå træt! På min fars mindesten står der ”Vad var det jag sa” – kloge ord 🙂 , for hvor ofte sidder jeg ikke selv og hopper op og ned og siger det samme ved min ”nyheds”*læsning. Således også idag. For hvad finder jeg ikke lige i Politiken, om ikke en valgforsker (Elklit som tidligere nævt) som netop går ind og kritiserer det svenske val udfra bla det faktum at alle små partier må klare sig selv og derfor ikke kommer til orde på lige fod med de store. Jamen.. det jo det jeg siger!
At Elklit og jeg er enige er der nu egentlig ikke noget at underes over – hvad der derimod kan undre mig er Politikens manglende evne til at gribe i egen barm. For de gør jo akkurat det samme. De rapporterer ikke objektivt om det svenske valg. Til trods for at de nu burde vide bedre. Artiklen om Elklit bliver dermed bare desto mere bizar for mig at læse… 😦
De danske medier har de seneste dage haft travlt med at anklage nabolandet for censur. Men hvem er det egentlig der censurerer hvem? Og hvem er det egentlig som udgør den største fare for demokratiet? For i den ene danske avis efter den anden præsenteres de svenske partier – altså nogen af dem.
Ikke alle.
Jyllands Posten er endda gået så vidt som til at lave sin egen lille uformelle stemmeboks til det svenske valg- uden at medtage alle partier!
Nu tror jeg selvfølgelig ikke at de danske medier med vilje udelukker noget parti – det ville jo være censur – min antagelse er derfor at misereren alene skyldes nogle knap så kvalificerede/ eller muligvis et par fortravlede medarbejdere.
Jeg sendte derfor følgende mail til alle større netaviser:
”Det er med stor fortvivlelse og frustration at jeg kan konstatere, at I ikke medtager samtlige opstillingsberettigede partier når I skriver om det svenske valg. Hér kan nævnes piratpartiet som med sine 16.648 medlemmer i medlemsantal pt langt overstiger nogle af Riksdagspartierne (og lad mig i den forbindelse tillige påpege at Sverigedemokraterna ikke er et af de syv Riksdagspartier)
Netop udelukkelse af enkelte partier i de svenske(og udenlandske) medier udgør den største fare for demokratiet.
Med Venlig Hilsen
B. Harning
Forfatter”
Nu ved de altså godt, at de har ”glemt” et parti*, og hvad gør de så ved det? Absolut ingenting.
Hvordan kan jeg så konkludere andet, end at der er tale om ren censur?
Javisst är vi det, i alla fall om vi skall säga det själva. Men om förutsättningen för en demokrati är fria val, så tycks verkligheten mig en helt annan. Fria val betyder nämligen för mig, att jag som individ fritt kan välja vilket parti jag vill rösta på och att jag kan göra det i fullständig anonymitet – båda delarna en omöjlighet i Sverige.
Tills för några år sedan bodde jag i utlandet och röstade därför under ganska primitiva förhållanden i en källare tillfälligt utlånad till det svenska konsulatet, föga anade jag då att den tomma kalla källaren inte var det minsta primitiv jämfört med en vanlig svensk vallokal i Sverige.
I den primitiva källaren var jag ensam och kunde därför rösta helt anonymt – i Sverige upptäckte jag till min förfäran att jag var tvungen att ta en valsedel framför alla de andra som befann sig i vallokalen. Vem som helst kunde alltså se hur jag röstade och jag kunde se hur alla andra röstade – ett förhållande som enligt min uppfattning stämmer dåligt överens med ett fritt anonymt val. En uppfattning som jag nu kan konstatera delas av valforskarna Birgitta Wistrand, fil.dr. Uppsala Universitet och Jørgen Elklit, professor ved Aarhus Universitet. De har nämligen enligt Ekstra Bladet kommit fram till att just detta förfarande inte kan kallas obetingat ”fritt och rättvist” en åsikt som de enligt samma tidning dessutom skulle ha försökt framföra till flera svenska tidningar utan att vinna gehör – Dagens nyheter skulle således besvarat deras artikelförfrågan med ett nej det är ”för kontroversiellt”!
Vad jag inte heller visste under min tid i utlandet var att det i Sverige krävs att man är ett stort parti med många pengar i bakfickan för att man skall kunna få vara med i vallokalen. Jag trodde i min naivitet att det, liksom i det land jag bodde i, bara fanns ett papper, en sedel och att man därför kunde rösta på vilket parti som helst. Men icke, i Sverige har varje enskilt parti sin egna lilla lapp, och har man inga pengar får man gå tycks parollen till partierna vara eftersom små partier är helt beroende av att hitta frivilliga som har tid och lust att lägga ut valsedlarna i vallokalerna . Jag kan inte låta bli med att jämföra med några av de länder dit vi skickar valobservatörer. Observatörer som rapporterar om hur det är ett problem att valsedlar läggs ut – bara för att snabbt stjälas bort av motståndarna. Jamen, i de länderna kommer valsedlarna iallafall ut.
Är vi verkligen så självgoda i Sverige att till och med de stora papperstidningarna anser att det är för kontroversiellt att ifrågasätta vårt valsystem?
For undertegnede lyder dette umiddelbart som utopi – et umuligt ønske …… om himmelriget i demokratiet.
For aldrig tidligere har jeg kunnet forestille mig dette; at Danmark kunne regeres, lovgives og praktiseres udfra viden – i stedet for udfra holdninger og tro. Men måske er det alligevel hverken utopi eller en drøm jeg kun deler med de få, for nu er tænketanken Forsete opstået og dermed synes min drøm ikke helt så naiv og håbløs endda…
Som mange af jer andre derude, stemte også jeg ved EP-valget og da jeg heldigvis er stemmeberettiget i Sverige betød det at jeg kunne sætte mit kryds ved det eneste parti som jeg mener reelt arbejder på at sikre individets integritet og hjemmets ukrænkelighed fra overvågnings og stikkersamfundets magthavere. Nemlig Piratpartiet.
Stor er således min glæde idag, hvor jeg kan konstatere at Piratpartiet med sine 7,1% af stemmerne gik forbi flere af Sveriges ellers etablerede partier, så som V, C og Kristdemokraterna og dermed har formået at sende at klart signal til ”gammelpolitikerne” om at ikke alle vil tolerere overvågning, censur og andre integritetskrænkende tiltag, ligesom jeg må formode; at fordommen om at det kun er unge fildelende fyre i lumre indelukkede colasejlende værelser nu er blevet gjort grundigt til skamme.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på anbringelsesområdet, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere,med erstatningsansvar, at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!
Idag findes der ingen sådan garanti – tværtimod så synes parolen fortsat være: at bare vi fjerner børnene fra deres forældre så har vi løftet vores samfundsmæssige opgave – selv om dette sker uden nogen som helst skelen til hensigtsmæssighed eller bedrede vilkår.
Der findes naturligvis heller ikke ikke noget krav om erstatningsansvar, for igen – alene det at fjerne børnene fra de umulige forældre anses jo for værendes alfa og omega, at børnene så ikke får bedre vilkår eller måske endda forværrede vilkår kan da vel ikke være myndighedernes skyld synes ræsonnementet at gå.
Og så er det at jeg bliver så glad, når jeg en helt almindelig lørdag aften kan læse i Politiken at der faktisk eksisterer en forening af tidligere anbragte børn i Danmark (Foreningen Godhavnsdrengene) som arbejder på at få regeringen til at tage ansvar for de overgreb og den omsorgssvigt som de blev udsat for under deres anbringelsestid. Eneste torn i mit øje er at de tilsyneladende vil nøjes med en undskyldning. En undskyldning?
Nej, de skal da have fuldstændig oprejsning!
Og de skal selvfølgelig gå rettens vej og forlange såvel en undskyldning som en klækkelig erstatning.
Idag står både den svenske og den danske kulturminister for skud, dog af to vidt forskellige årsager.
Den danske kulturminister Christina Christensens problem er at hun ifølge Pia Kjærsgaard er for farveløs, ikke har tilstrækkelige visioner og at man aldrig hører ”en markant eller på nogen måde kontroversiel udmelding fra hende” og socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen kalder hende for en af historiens mest passive kulturministre..
Den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroths brøler er den stik modsatte, nemlig at hun har udtalt sig alt for markant i sagen om Pirate Bay, hvor hun ikke alene har udtalt sig i en endnu ikke afsluttet retssag og derved kan anklages for forsøg på at blande sig i domstolenes uafhængighed, men hvor hun tillige har ”dømt” de anklagede som tyve, sidstnævnte er ikke bare injurerende men desuden fuldstændigt irrelevant i forhold til den pågældende sag idet Pirat Bay ikke står under anklage for tyveri.
Og jeg undrer… er der her tale om kulturforskelle? Eller er det her muligvis et af de områder hvor vi er rørende enige på begge sider af sundet om at mellanmjölk är bäst?
En mindre undersøgelse har nu peget på at flere lærere mobber deres elever – et forhold som alle os der har gået i skole og som har haft børn i skolen naturligvis allerede vidste, ligesom det vel næppe kan komme bag på nogen at det oftest er drengene som føler sig gjort til syndebukke. Hvad der derimod ikke alene kan komme bag på mig men også vække min harme er skolelærernes udtalelser i forbindelse med undersøgelsen. Ifølge DRB har fx både skoleledere og skolelærere udtalt massiv kritik og påtalt, ”at det virker voldsomt at drage så dramatiske konklusioner på basis af det begrænsede materiale i undersøgelsen”, samt at undersøgelsen er ”misvisende” og at de derfor vil have Undervisningsministeriet til at foretage en ny og større undersøgelse. Sidstnævnte ville for så vidt være en udmærket ide, (også jeg synes at der bør foreligge et solidt undersøgelsesmateriale) var det ikke fordi anmodningen synes at komme som et krav fra lærernes/ledernes side om at blive frikendt fra anklagerne – og det er bare ikke i orden!
Grundlaget for enhver hensigtsmæssig kommunikation og ethvert samarbejde må nødvendigvis være gensidig respekt, hvilket jeg på ingen måde mener at børnene får i denne sammenhæng når de involverede voksne tilsyneladende totalt underkender elevernes oplevelser og følelser. Så.., hvis jeg ikke allerede var klar over at der findes lærere som ikke respekterer deres elever og lærere som ligefrem mobber eleverne, ja, så ville lærernes forsvarsreaktion i denne sag få mig til at tænke om.
Ovenstående har, som mange af jer sikkert ved, altid interesseret mig ligesom jeg ofte bliver fremstillet som værendes på de svages side – en ”anklage” jeg plejer at være ganske stolt over.
Hvorefter vi når frem til spørgsmål nummer to og hvordan vi bedst hjælper alle disse svage minoritetsgrupper? Et spørgsmål som jeg egentlig ikke synes kan besvares førend spørgsmålet om og definitionen på minoritet og normalitet er blevet besvaret – for hvis flertallet af Danmarks befolkning som minimum tilhører en eller anden form for minoritet, er normen så ikke at være en lille smule unormal?. 🙂
Forfatterinden og filosoffen Nina Karin Monsen er blevet tildelt den norske pris ”Fritt Ord” hvilket har skabt en hel del debat,kritik,og ja, sågar næsten også optøjer .Kritikken skyldes Monsens tidligere udtalelser om homoseksuelle og deres ret (mangel på samme) til at indgå ægteskab og få kunstig befrugtning og fremføres primært af homoseksuelle omend også en del andre har meldt sig til kritikerkorpset. Og så er det jeg undres, for hvorledes kan nogen anse at en betingelse for at modtage en Fritt Ord pris er at prismodtageren alene udtrykker ”godkendte” og politisk korrekte ufrie ord? Selv er jeg, et langt stykke hen ad vejen, rent holdningsmæssigt dybt uenig med Monsen – men det indebærer jo på ingen måde at jeg mener, at hun ikke bør have samme ytringsfrihed som alle andre eller at hun ikke skulle kunne fortjene at få en pris for at benytte sig af denne ytringsfrihed.
For ordet er frit – hvad enten det så handler om Mohammed tegninger*, Playboybilleder eller homoseksuelle, og at, som visse af aktørerne i denne sag, ligefrem demonstrere mod Monsens ret til at ytre sig synes jeg ikke bare er beskæmmende men tillige et usædvanligt pinligt udtryk for demonstranternes snæversynede dobbeltmorale.
Ifølge Politiken vil den danske stat give yderligere 103 millioner til Gaza og i samme artikel giver Per-Stig Møller udtryk for at det er helt rimeligt at vi ikke forlanger at Israel skal være med til at betale noget som helst af genopbygningen. For som han siger; det er jo ikke til at bevise om Hamas skød først… At Per Stig Møller ved denne udtalelse endnu engang får understreget sin egen pinlige uvidenhed omkring Israels brud mod folkeretten og samtidig totalt ignorerer det faktum at Israel så vidt vides har tyvstjålet Gazas råstoffer, kan måske ikke undre nogen. Derimod kunne jeg da godt have tænkt mig, når nu emnet faldt på økonomi, at journalisten havde spurgt Per Stig om hans synspunkter på at de Israelske myndigheder planlægger finansieringen av yderligere 73.000 ulovlige besættelsesboliger på Vestbredden. Ligesom jeg gerne ville have haft svar på spørgsmålet om hvorvidt det kan nytte noget at give penge til genopbygningen af Gaza når vi ikke samtidig forlanger af Israel at de ikke bomber det hele sønder og sammen én gang til.
og en eftertanke.. giver vi i virkeligheden penge til at forskønne landskabet for nye Israelske besættere..?
Som de fleste af jer ved, er det sjældent at jeg gider beskæftige mig med ekstremisterne og fanatikerne i dansk politik. Men.. det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at jeg ikke har en mening. 🙂
Og her til aften, hvor lederen af DNSB Jonni Hansen lige har holdt et omskrevet møde i Århus kan jeg bare ikke dy mig for at komme med en enkelt kommentar.
For om noget så bekræftede mødedeltagernes efterfølgende bemærkninger min teori om det dummeste politiske træk i årtier – Nemlig beslutningen om at lade Jonni Hansen være partiets ansigt udadtil. Havde DNSB haft det mindste reele ønske om at tiltrække stemmer og måske endda komme i folketinget – så ville de have kløst sig fast til den særdeles intelligente, til tider charmerende og meget velartikulerede Povl Riis Knudsen.
Men, det gjorde de ikke. Hvoraf jeg kun kan udlede, at enten så er de lige så ekstremt dumme som deres synspunkter eller også har de intet reelt ønske om at blive et større dansk parti.
Hver gang jeg tror, at nu kan det bare ikke blive værre – så dukker der en ny sag op. Før jul var det sagen om den kun fjortenårige pige som havde tilbragt et år af sit barneliv spændt fast til en af psykiatriens senge og i dag er det historien om Abdulle Ahmed der har ligget fastspændt stort set hver eneste dag i de sidste seks år. Dette til trods for at Europarådets torturkomité helt tilbage i 2002 konstaterede i en rapport til regeringen at:”fysisk fastspænding i dagevis kan ikke begrundes lægeligt,og er det samme som mishandling”. 2002 – for syv år siden.
Alligevel er tallene herhjemme stærkt stigende for hvert år. Og alligevel så tillader vi os at kalde os selv og hinanden for civiliserede…..
I Politiken kan man i dag læse at de danske 9.klassers børn placerer sig markant lavere i stavning og grammatik end forventet i forhold til den internationale ECTS-karakterskala. Artiklen bærer desværre tydeligt præg af journalistens forudfattede mening om at grammatik er vigtig – hvilket naturligvis er noget forvrøvlet sludder. Det vigtige er jo at børnene har det godt og føler sig dygtige – ikke om de reelt kan noget eller ej.
Københavns kommune er en af de kommuner som i denne sammenhæng er et forbilledligt eksempel. De praktiserer nemlig en fantastisk, opmuntrende og glædesfyldt indlæringspædagogik i de små klasser – den såkaldte Børnestavning.
Børnestavning går i al sin enkelthed ud på at gøre de små poder til selvsikre og glade børn ved at lade dem stave alle ord lige nøjagtig som de gerne vil – for derefter at overøse dem med roser for deres kreative præstationer. En pædagogik jeg naturligvis ikke kan andet end applaudere, for selvfølgelig betyder det ikke noget hvis man ikke kan formulere sig skriftligt eller ikke kender forskel på præsens og præteritum – herrejemini vi lever jo i nuet og telefonen er gudskelov opfundet.
Faktisk synes jeg det er så genial en metode, at jeg gerne så den indført i alle fag og på alle årgange – tænk bare på hvor nem lektielæsningen lige pludselig ville blive hvis man kunne nøjes med at bekræfte sin lille pode i at: ja 5+5 er 3 og Danmark er hovedstaden i Berlin.
Børnestavningen har ydermere den meget heldige bieffekt, at den bringer forældre og lærere tættere på hinanden i kraft af den fælles hemmelighed de deler om at børnene reelt ikke kan stave. Altså et slags udvidet skole-hjemsamarbejde.
Desværre findes der fortsat forældre (der lige som artiklens journalist) stadig ikke har forstået hvor ligegyldig grammatik er, forældre som gør livet vanskeligt for de stakkels mønsterværdige lærere ved at obstruere pædagogikken og forældresamarbejdet med tåbelige argumenter om at de ikke vil lyve overfor deres børn og at ret skal være ret. Forældre der simpelthen nægter at rose deres børns fantastiske kreative stavning. Til disse forældre vil jeg bare sige – skam jer!
Til min store glæde kunne jeg i dag læse at så mange som 500.000 helt almindelige danskere ikke vil finde sig i den tåbelige blokade af Pirate Bay og derfor udøver civil ulydighed ved at liste udenom blokaden og klikke sig ind på den svenske side.
500.000 danskere der har forstået hvordan nettet fungerer og som derfor har valgt at gå i mod Landsrettens afgørelse.
500.000 danskere som ikke synes det er acceptabelt at teleselskaberne skal have censurerende eller politimæssige opgaver. Jamen, så kan min søndag vel næppe blive bedre. 🙂
Som tidligere mangeårigt skolebestyrelsesmedlem på en større dansk skole er det med stor undren at jeg har læst Jeres profil på Rådmandsgade skoles hjemmeside. Af denne fremgår det at skolens rektor Lise Egholm er ”strategisk leder” i skolebestyrelsen. Og omend jeg kan have forståelse for et enkeltindivids psykologiske bagvedliggende behov for at fremstille sig selv i så positivt et magtlys som overhoved muligt, må jeg sige at jeg ingen forståelse har for, at I, som valgte forælderepræsentanter, finder det acceptabelt at sekretæren i skolebestyrelsen (j.f. folkeskolelovens §42. stk 6) officielt betegner sig som skolebestyrelsens ”strategiske leder”.
For mig at se, så har I hermed valgt at sende et budskab om at Jeres funktion – alene er at danse efter rektors pibe,uden den mindste hensyntagen til gældende lovgivning.
Altså en marionetfunktion.
(Hvilket naturligvis forklarer at I ikke reagerede da jeres inspektør gik ud i offentligheden og afgav ytringer der tydeligt viser at hun på ingen måde har lyst til at rette sig efter hverken Folkeskoleloven (j.f) eller lov om social service (j.f))
Det kunne dog være interessant at vide, med hvilket formål og med hvilken begrundelse I anser, at der bør være en skolebestyrelse på Rådmandgadesskole?
Gang på gang hører vi de unge af anden etnisk herkomst end dansk fortælle at de bliver diskriminerede og udsat for racisme. Og gang på gang forsøger vi som samfund påstå, at det ikke sker. Nu viser det sig så, at i hvert fald én skole på Nørrebro konsekvent har behandlet børn med indvandrerbaggrund ikke bare som andenrangsborgere – men som mindre værd end de materielle ting som vi omgiver os med. For på Rådmandsgade Skole anser man ikke at indvandrerbørn har samme ret til at slippe for at blive mishandlede som etnisk danske børn. Når etnisk danske børn bliver slået på, laves der som minimum en underretning til socialforvaltningen, når lamper ødelægges og vægge tegnes på indgives der en politianmeldelse, men når børn af anden etnisk herkomst end dansk bliver slået på så anser skolen ikke at dette er noget som bør indrapporteres*- hverken til det ene eller til det andet sted.
Og så er det jeg undrer: Hvis indvandrerbørnene allerede i skolen, gentagne gange og meget konkret oplever at deres ve og vel er undtaget loven og at de ikke har samme rettigheder som alle andre børn i Danmark – hvorfor skulle de så ikke have en følelse af at de bliver diskriminerede og udsat for racisme?
Og når de allerede som små børn oplever, at det danske samfund opfatter dem som helt legale boksepuder for vokse – hvordan skal de så, som voksne, kunne føle sig som værdige mennesker?
Eller som mennesker i det hele taget…..?
(* Kan I for øvrigt huske Sonay? Pigen der fortalte sin lærer at faderen havde taget kvælertag på hende – men hvor læreren ikke havde lyst til at underrette forvaltningen. Sonay døde.)
Ja, enten det eller også er Israel ikke spor interesseret af fred i Gaza. Mossad anses, som bekendt, som en af verdens bedste efterretningstjenester – alligevel har de ikke formået at gå ind i lille bitte Gaza, lokalisere de Hamaspersoner som de anser for at være fjenden og dræbe dem på stedet. Ej heller har Israel været i stand til at få ram på deres udtalte fjender, til trods for at de er verdens fjerde største militære magt og efterhånden har bombet alt som rører sig i Gaza. Nu kan jeg så læse i Politiken at USA igen vil komme stakkels Israel til undsætning (udover de våben som de forærede væk allerede i september) ved hjælp af radar til de såkaldte våbensmuglertunneler. Jamen..
Hvis agendaen virkelig var den udmeldte – at få ram på Hamas og ikke civilbefolkningen, hvorfor har Israel så ikke benyttet sig af de muligheder de har haft i form af ikke bare Mossad men også i lige så høj grad de spærrede grænser, det lille område og den relativt lille befolkning? Fx kunne de jo bare have tømt hele Gaza på folk og sorteret Hamas ud fra mængden.
Som ivrig nyhedslæser og samfundsdebattør er nettet min bedste ven. Det er hér jeg orienterer mig om hvad der foregår i verden og i debatten, hér jeg hører andre menneskers synspunkter om alt fra politik til psykologi til finanskrisen til Litteratur, kultur og meget meget mere.
Nettet er ideelt til oplysning, information og meningsudveksling – et sted hvor vi kan blive klogere på os selv, de andre og samfundet omkring os. Eller, sådan kunne det i hvert fald være og er det da også i de lande som vi normalt sammenligner os med. Men i Danmark er scenen imidlertid en helt anden.
I 1999 blev artiklen ” Pressen frygter internettet” publiceret i Journalisten. Min påstand er at: de danske aviskoncerner og nyhedsmedier nu ti år senere stadig ikke har formået eller ikke har ønsket at tage nettet til sig og at vi derfor sammenlignet med vores nabolande fortsat bumler rundt i hestevogn mens de kører i Rolls Royce.
Danmark fremstår således som en slags kommunikationshandicappet neandertaler, hvilket, ifølge min opfattelse, alene skyldes de danske nyhedskoncerners behov for at bevare et forældet oplysningsmonopol som ikke bare hæmmer informationsflowet, men som tillige kvæler den offentlige debat og dermed også ytringsfriheden.
Hårde ord, så tillad mig at begrunde min anklage.
De allerede etablerede nyhedsmedier har en oplagt netplatform til oplysning, information og meningsudveksling – men i stedet for at tage nettet og alle dets indlysende fleksible interaktive fordele til sig har de danske koncerner valgt at publicere nyheder på nettet på samme måde som i papirudgaverne – som statiske artikler. Artikler som i kraft af sin envejskommunikationsform, ikke kan debatteres, ikke kan modsiges, ikke kan suppleres eller tilføjes yderligere kilder.
Bedre bliver det naturligvis ikke af nettets krav på hurtige nyheder som ofte gør at journalisterne og redaktørerne glemmer alt hvad de har lært om research, etik og kilder og nærmest hæmningsløst publicerer den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden den mindste refleksion (et godt eksempel på dette er historien om at ”Rockere har planer om likvideringer” som gik avisredaktionerne rundt og som til trods for en dementi fra politiet stadig står at finde uimodsagt på fx Berlingske.dk). Tilliden blandt befolkningen til journalisterne bliver da også stadig mindre – hele 45% vurderer journalisternes etik og troværdighed som lav og 14% anser at den er meget lav.
Hvad er det så, jeg mener at de danske netaviser burde gøre hvis de virkelig ønskede at levere god oplysning til folket og bevæge sig fra hestevogn til Rolls Royce?
For det første skal journalisterne vende tilbage til den gennemarbejdede dybdeborende journalistik og give os nogle kvalitativt gode artikler og reportager. Telegrambureaunyhederne skal have sin egen plads og ikke optage hele forsider på samtlige netaviser på samme tid.
Og så skal der naturligvis lukkes op for kommentarer,links, blogs osv til hver enkelt publiceret artikel og nyhed.
Altså ligesom i de lande vi normalt sammenligner os med hvor netaviserne leverer nyhederne og reportagerne og derefter lader borgerne debattere, linke til supplerende oplysninger og finde andre kilder frem. (Supplerende læs gerne Mediehack og MediebloggersLinkmanifest)
Nogen vil nu hævde, at det er en dårlig idé med al den frie information, kildekritik og alle disse anonyme kommentarer – argumenter som typisk underbygges med påstande om at læserne ikke selv kan afgøre hvad der er sandt eller falsk og at anonymitet får det værste frem i folk – at mennesker som intet har at skjule selvfølgelig gerne står frem med navn og adresse.
For at tage den første påstand først – så er den ikke alene dybt patroniserende overfor alle os læsere – den er tillige totalt udokumenteret. Som befolkning er vi rimeligt veluddannede, frie mennesker og nyhedskoncernerne burde som en følge heraf behandle os som voksne fornuftige mennesker frem for at gøre sig til informationsformyndere. For selvfølgelig kan vi tænke selv og selvfølgelig ved vi at bare fordi noget står på en blog eller for den sags skyld i en dansk avis så er det ikke nødvendigvis sandt.
Tværtimod giver adgangen til blogs, kommentarer og dybdelink netop den enkelte mulighed for at sætte sig yderligere ind i et emne og lave den dybdeborende research som journalisten af den ene eller anden årsag ikke har gjort, ligesom det giver befolkningen mulighed for at diskutere og undersøge de ting som optager dem mest.
Interessant i denne sammenhæng er at se hvorledes opinionen i blogosfæren i Sverige fik indflydelse på såvel de trykte medier som det politiske liv i forbindelse med vedtagelsen af FRA-loven (også kaldet bloggbävningen), ligesom vi i går kunne konstatere at debatten om Liza Marklund som startede i bloggosfæren og netdebatterne nu har spredt sig, ikke bare til de svenske traditionelle medier men desuden også til vores egen nyhedsdækning i fjernsynet.
Men, det er måske den slags opinion og meningsdannelse som de danske mediekoncerner helst selv vil stå for – omend de tilsyneladende ikke har noget imod at ”stjæle” nyheder fra nabolandets bloggende opinion?
Den anden påstand, den om anonymiteten er naturligvis mindst lige så meget hen i vejret. Af flere årsager, den første, at jamen anonym kan man være alligevel. Et krav om udfyldning af navn og adresse er på ingen måde ensbetydende med at man skriver sit eget navn. Selv har jeg leget lidt med galskaben de sidste par uger, og kan konstatere at et hvilket som helst navn med en hvilken som helst nyoprettet og totalt anonym mailadresse fungerer udmærket – bare man husker at finde på både fornavn og efternavn. (bekræftes for øvrigt af denne artikel i Politiken)
Derimod har det været umuligt for mig, alene at oprette mig med mit korrekte efternavn, min korrekte mailadresse og et link til min helt korrekte offentlige blog. (har lige fået mail fra Information som er blevet opmærksomme på at jeg ”kun” har angivet det første bogstav i mit fornavn sammen med mit korrekte efternavn og et link til min blog – og dén slags anonymitet kan de altså ikke acceptere på information)
Den anden begrundelse om at hvis man ingenting har at skjule, så kan man vel lige så godt stå frem med navn og adresse. Tja.. det kan man måske godt, men for det første så er ytringsfriheden ikke betinget af navn og adresse og for det andet kan jeg komme i tanker om en hel række med årsager til hvorfor nogen skulle ønske at optræde anonymt – her blot nogen: Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom og/eller behandling uden derved at skulle informere sine børn og sit arbejde om sygdommen, til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov og af hensyn til deres børn ikke ønsker at deres personlige konflikt blusser op pga offentlige udtalelser. Eller hvad med vidnet som har gjort sin medborgerlige pligt i retten og efter retssagen er flyttet pga angst for repressalier og kvinden på krisecenteret der lever skjult med sine børn efter et mordforsøg – skal de ikke have ret til at deltage i en offentlig debat uden at skulle frygte at blive fundet? Har de måske ikke den samme grundlovssikrede ret til ytringsfrihed som alle andre?
Hvad de eventuelt injurierende kommentarer angår – ja så løses det problem ganske simpelt ved en moderator som går mere op i hvad folk reelt skriver end hvad de påstår sig at hedde.
Kommentarer, links og blogs er på ingen måde konkurrenter til den objektive dybdeborende journalistik men alene et supplement til den informations og debatsøgende netlæser, hvorfor jeg ikke kan finde nogen som helst fornuftig grund til hvorfor de danske nyhedskoncerner fortsat nægter den frie debat og formidling af læsernes og kommentatorernes oplysninger og links.
Så istedet for at bremse debatterne med krav om lange indmeldelsesprocedurer(fx. MetroXpress), op til 24 timers kommentargodkendelsesprocedurer hvis man overhoved bliver godkendt (fx. Politiken), hoppen fra artikel til særlige ”skriv”- sider hvor avisen har valgt emnet og vinklen der skal debatteres, eller tilsvarende kvælende tiltag – Må det være på tide at de danske nyhedskoncerner påtager sig deres ansvar for folkeoplysningen, træder ind i dette årtusinde og tilbyder os læsere nogle platforme på nettet med gode velfunderede journalistiske artikler og hvor alle kan få lov til at ytre sig, finde supplerende læsestof og bagvedliggende kilder til de enkelte artikler.
(nærmest tragikomisk bliver netavisernes monopoltænkning og manglende lyst til informationsudveksling når man samtidig kan konstatere at fx. Information anvender sig af Open source software. ..)
Israel har nu erklæret en ensidig våbenhvile – fra klokken 01.00 dansk tid. Jeg talte tidligere på dagen med en mellemøstekspert som sagde ” Det er dybt bekymrende, at det nu ser ud til at Israel vil erklære en ensidig våbenhvile. Det betyder at de vil fortsætte blokaderne og okkupationen af Gaza som hidtil – med de frygtelige konsekvenser vi tidligere har set for det palæstinensiske folk. Men nu bare under en slet skjult venlighedspropaganda i håb om at verdenssamfundet så vil lade være med at blande sig i hvad Israel for øvrigt gør ved den palæstinensiske befolkning”
Lad os alle håbe at Israel og verdenssamfundet ikke lever op til ovenstående bekymringer.
Chefredaktør Tøger Seidenfaden udtaler i avisens netudgave at han er enig med det jødiske samfund i, at sammenligningen mellem de jødiske soldater anno 2008 og de tyske soldater fra 1943 ikke er rimelig.
Og fortsætter: ”Det er ikke en sammenligning, man nogensinde vil kunne finde på lederplads i Politiken. Den er stødende for alle, der har en erindring om nazismens forbrydelsers omfang og karakter”.
Der er rigtig mange ting i hele denne affære som jeg stiller mig aldeles undrende overfor -så her blot et udpluk:
Så, mener de virkelig at Politiken burde have ladet hån om ytringsfriheden og undladt at publicere tegningen, bare fordi den repræsenterer et andet synspunkt end deres eget?
2. I det åbne brev til Politiken skriver de at: ” For det Mosaiske Troessamfund og ikke mindst de jøder, der er overlevende efter Holocaust, er det uforståeligt, at der skal foretages sådanne sammenligninger mellem Israels hærs handlemåde og nazisternes forsøg på endlössung af det jødiske folk.” og de fortsætter: ”Det er en total forvrænget sammenligning” Disse påstande synes jeg bør tages med en hel del modifikationer, ikke bare fordi vice forsvarsminister Matan Vilnai på israelisk arméradio allerde i februar 2008 selv brugte ordet ”Shoah” (Houlocast), som det svar han ville give på qassamraketerna, heller ikke bare fordi FNs menneskerettighedsråds særlige udsending til de besatte palæstinensiske områder, den amerikanske jøde Rickard Falk helt tilbage i 2007 sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med nazisternes behandling af jøderne under anden verdenskrig. men også fordi sammenligningen mellem Holoucast og det der sker i Gaza lige nu også fremføres af Israeler der til forskel fra Mosaisk trossamfund rent faktisk befinder sig på plads og derfor vel også må antages at have en vis indsigt i hvad de udtaler sig om.
Men Mosaisk trossamfund mener måske at ovennævnte jøder og Israeler også er antisemitister? Hvor går grænsen egentlig for hvornår man bliver betragtet som antisemit i Mosaisk trossamfunds øjne?
Hvad med dem her, er de mon antisemitister?
Da præsident Shimon Peres for nylig deltog i en hyldest af Israels nationalpoet Bialik i Tel Aviv deltog en stor gruppe poeter som valgte at læse Bialiks digt ”Om slagt”, hvorefter de spurgte de deltagende hvordan de kunne få sig til at stå der og drikke champagne samtidig som hundredevis blev dræbt i Gaza. Poeterne, er de mon antisemitister?
Den 7 januar besatte jødiske kvinder Israels ambassade i Canada i et forsøg på at fortælle verden, at ikke alle støtter Israels volds og apartheidpolitik. Kvinderne, er de mon antisemitister?
Den engelske politiker Gerhard Kaufman opvokset som zionist og hvis forældre flygtede fra polen under anden verdenskrig siger: ””The present Israeli government ruthlessly and cynically exploit the continuing guilt from Gentiles over the slaughter of Jews in the Holocaust as justification for their murder of Palestinians,” Gerhard Kaufman er han mon antisemit?
Hos Ordholder er der pt en debat udsprunget af undervisningsminister Bertil Haarders udtalelser om morgenbøn i den danske folkeskole. Selv anser jeg, at troen hører til i kirken/moskeen/synagogen /templet og andre dertil indrettede steder – Ordholder er af en anden opfattelse og foreslår derfor obligatorisk protestantisk morgenbøn indtil det fyldte fjortende år.
Det finns många sätt varpå man kan uttrycka sitt missnöje med kriget i Gaza utan att ta till våld eller hatisk retorik. I Danmark är det idag nationell protestdag med spridda demonstrationer bla på Rådhuspladsen i Köpenhamn. Om Danmark känns för långt bort och demonstrationer för stökiga kan man alltid göra som Vänsterpartiets ledning och socialdemokraternas kvinnoförbund som kräver att tennismatchen mellan Sverige och Israel i Malmö i mars stoppas. Eller kanske en lite mer stillsam musikalisk protest, eller varför inte använda sig av tecknade serier, möjligheterna är många och det samma är vi.
Til trods for at Israels militær er gået i mod landets egen højesteret og har forbudt udenlandske journalister tiltræde til Gaza, til trods for at de fratog sine soldater deres mobiltelefoner og til trods for at Israel har bombet elforsyningen sønder og sammen og til trods for at over 70% af telekomunikationen er brudt sammen, så findes der et par enkelte mennesker inde i Gaza som ikke har mistet modet – og det er bloggerne.
Mange ting er de blevet kaldt herhjemme, bloggerne – dem der er lige som dig og mig. De danske netaviser forsøger gang på gang at få os bloggere til at forstå, at vi er korridorsnakkende amatører, at vi er useriøse, at vores indlæg i bedste fald er trivielle dagbogsindlæg fra en kedelig hverdag, og at intet vi skriver går op imod den rigtige ærefulde, troværdige, gennemarbejdede, re-searchede journalistik. (j.f fx dette)
Krigen i Gaza har med al ønskværdig tydelighed vist, at disse ærværdige journalister intet andet er end copypastere som gladeligt genoptrykker den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden nogen som helst interesse for at værne om objektivitetens*, journalistikens eller ytringsfrihedens hellighed. Ikke ét ord; hvor der burde have været et ramaskrig til vores egen regering over at de støtter Israels censur.
At demonstrere er en demokratisk ret som vi alle kan benytte os af for at gøre vores stemme hørt på fredelig vis.
Hvis du ønsker at benytte dig af at bo i et frit demokratisk land og give din stemme tilkende og protestere mod volden og krigen i Gaza kan du møde op et af følgende steder:
I Danmark
Tirsdag den 13 januar vil der i Danmark afholdes en landsdækkende protestdag mod krigen i Gaza med demonstrationer i bla.
København, Sønderborg, Esbjerg, Odense og Silkeborg.
Demonstrationen støttes indtil videre af blandt andet Rehabiliteringscentret for Torturofre, Human Rights March, Det Danske Fredsråd, Fredsvagterne, Kommunistisk Parti, KPiD og Enhedslisten, oplyser Karen Henriksen og tilføjer, at listen langt fra er endelig. Der arbejdes på fuld kraft med at få flere til at bakke op om initiativet.(fra arbejderen)
Frem til tirsdag vil der desuden afholdes spredte demonstrationer rundt omkring i landet og en fakkelvagt vil befinde sig på rådhuspladsen
TIRSDAG DEN 13. JANUAR
Esbjerg: Pt. ikke flere oplysninger – Arr. Esbjerg Fredsbevægelse
Hillerød: Foredrag om Israel-Palæstina-konflikten ved Martin Krasnik. Grundtvigs Højskole, Frederiksværksgade 147.
København: Rådhuspladsen kl. 17 og videre til Christiansborg Slotsplads
København, Israels Plads kl. 19.30 – (v. Nørreport station, bag ved Grønttorvet). Vi afholder to minutters stilhed for ofrene for Israels angreb i Gaza. Medbring blomster og lys. Kom iklædt det palæstinensiske flags farver.
Odense: Demonstration kl. 16 – pt. ikke flere oplysninger
Silkeborg: Fakkelvagt kl. 16.30 på Torvet
Arrangør: Internationalt kvindenetværk
Slagelse: Demonstration kl. 18.30 foran Rådhuset – arr. Kommunistisk Parti i Vestsjælland.
Sønderborg: Demonstration kl. 15.45 ved Føtex og videre til Rådhuspladsen, Arr: Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
LØRDAG DEN 17. JANUAR
Odense: Pt. ikke flere oplysninger
I Sverige:
Borås: Demonstration för fred i Gaza
Lördag den 10 januari kl. 12.00 på Stora torget. Demonstration, flygbladsutdelning och tal.
Arr: Vänsterpartiet Borås
Borås: Slut upp och visa solidaritet med offren i konflikten i Gaza!
Lördag den 17 januari klockan 12.00 på Stora torget.
Arr: Vänsterpartiet Borås
Gislaved: Stoppa massakern i Gaza !
Lördagen den 10 januari, kl 12:00, Gågatan
Gävle: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 13:00, Södermalstorg
Göteborg: Demonstration – Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, OBS! Ändrad tid! Samling kl 14.30 på Götaplatsen
Arr: Gaza Kommitte
Halmstad: Tyst manifestation för Palestina
Lördagen den 10 januari kl 12 på Stora torget
Helsingborg: Demonstrera mot bombningarna!
Lördagen den 10 januari. Kl 14.00. Plats Gustav Adolfs torg
Karlstad: Demonstration – Demonstrera mot bombningarna av Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12:00.Plats: Soltorget
Kramfors: Stoppa massakern i Gaza!
Lördag den 10 januari, klockan 12.00 på Kramfors Torg
Kristianstad: Demonstrera mot bombningarna!
Lördagen den 10 januari. Kl 12.00. Plats Söderportskolan.
Luleå: Manifestation till stöd för Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12.30, utanför Smedjan på Storgatan.
Arr: Palestinagruppen med fl.
Lund: Protestera mot bomberna över Gazas befolkning
Varje lördag på Stortorget i Lund mellan kl 12-13.
Malmö: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 14, Gustav Adolfs Torg
Arr: Nätverket mot Israels krig och ockupation
Norrköping: Stoppa massakern i Gaza!
Torsdagen den 10 januari, samling kl 12 på Tyska Torget.
Demonstration med huvudtalarna Lars Stjernkvist (s) och Torbjörn Björlund (v).
Arr: Svenska Palestinska Föreningen i Norrköping i samarbete med (s) och (v)
Näsåker: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 14-15.
Stockholm: Stoppa massakern i Gaza – bryt blockaden! Lördagen den 10 januari, kl 13-15, Sergels Torg.
Arr: Gaza Solidaritet
Sundsvall: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12:00, Stora Torget
Trollhättan: Stoppa massakern i Gaza – bryt blockaden!
Lördagen den 10 januari, kl 13.30. Plats: Kompassen utanför Odens varuhus
Umeå: Dagliga protester på Rådhustorget kl 12
Uppsala: Demonstration mot Israels markoffensiv!
Lördagen den 10 januari, kl 12.30, Samling Slottsbacken
Vetlanda: Manifestera mot Israels militära offensiv – Stoppa ockupationen!
Fredagen den 16 januari. Samling 14.30 vid Kantarellen
Västerås: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 13.00-14.30, Fiskartorget – Sigmatorget.
Arr: Västerås/Palestina Solidaritet!
Örebro: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kkl. 13.00, utanför Skattehuset
Östersund: Manifestation mot Israels krig!
Lördagen den 10 januari, klockan 13.00. Samling vid Stjärntorget, utanför Biostaden.
Arr: Nätverket för Global Fred och Demokrati i Östersund
Tack till Gaza; Peace n´Freedom för sammanställning av den svenska listan
I følge Politiken.dk udtaler to folkeskoleledere (Lise Egholm og Olav Nielsen) at de i dag ville tøve med at optage jødiske børn på deres skoler og sågar pænt rådgive forældre med jødisk baggrund om at finde en anden skole. Begrundelsen som de giver er at det ville kunne skabe konflikter blandt børnene pga den pågående krig i Gaza. Dette er ikke bare noget sludder – det er tillige en klar udmeldelse om at de to skoleledere ikke anser sig være i stand til at udføre det job som de er ansat til.
For en skoleleder er naturligvis forpligtiget til at arbejde i henhold til folkeskolelovens formål. Formål som klart statuerer at skolen skal gøre børnene ”fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer,” samt at Folkeskolen ”skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Da både Lise Egholm og Olav Nielsen helt åbenlyst ikke ser sig istand til at sikre at deres skoler overholder ovenstående formål er det min opfattelse at de umiddelbart bør fratræde deres stillinger .
Alternativt; hvis skoleledernes manglende overholdelse af folkeskoleloven skyldes uvidenhed kunne de bede formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fati El-Abed, om et kursus – idet han helt klart har forstået hvad det indebærer at gå i dansk skole. Han udtaler bla at det er ”forkasteligt” hvis skoler fraråder jødiske forældre at indskrive deres børn og siger videre at det er ”deprimerende” og ”til at græde over”, ”hvis en international konflikt fører til, at danske børn med forskellig baggrund ikke kan gå på samme skole i fredelig forening”.
Af DRs-nyheder fremgår det at udenrigsminister Per-Stig Møller ”forklarer” krigen i Gaza som en tænkt situation her i Danmark: ”- Man kan jo tage en situation, hvor der regnede raketter ind over et område fra Korsør til Roskilde, så ville man jo også i den danske befolkning forlange, at der kom en aktion fra den danske regerings side. Og det er den situation, de (israelerne, red.) har været i, fordi der bliver ved med at komme raketter, siger Per Stig Møller.”
Spørgsmålet er så om hans udtalelse er: En sandhed med modifikationer? Mediemanipulation? Ren uvidenhed? Eller…?
Til sammenligning, så kommer hér mit tænkte eksempel:
Tyskland omringer Danmark og lukker dets grænser med våbenmagt og bygger en kæmpe mur* mellem Danmark og Tyskland. Tyskerne begynder at smide danskerne ud af deres huse og fratage dem deres jord for så at uddele det til tyske statsborgere. Elektriciteten bremses til danskerne samtidig som de forhindres i at tage på arbejde.Derefter stopper Tyskland import og eksport til og fra Danmark og forhindrer nødhjælpsorganisationer i at uddele mad og medicin til de danske børn**.
Det øvrige Skandinavien, Europa og USA er ligeglade.
En gruppe danskere bestemmer sig for at gøre oprør, fanger en tysk soldat og sender nogle raketter over grænsen til Tyskland.
En våbenhvile/fredsaftale*** indgås mellem de danske oprørere og Tyskland. Tyskland går med til at ophæve blokaderne og de danske oprørere går med til at stoppe deres raketter over grænsen.
En måned går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
To måneder går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
Tre måneder går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
Fire måneder går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
Fem måneder går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
Det øvrige Skandinavien, Europa og USA er ligeglade.
De danske oprørere sender igen raketter over grænsen til Tyskland. Tyskland svarer igen med at bombe Danmark og dræber over hundrede uskyldige mennesker****.
Dette var den overskrift jeg vågnede til fra Ekstra Bladet.dk! Og jeg blev bare så provokeret. At jeg er stærkt propalæstinensisk er der sikkert ikke mange der er i tvivl om – men det er bare ikke pointen lige nu om man rent teoretisk og principielt synes at én gruppe mennesker har mere ret til et stykke land end hvad en anden gruppe har. Pointen er at mennesker dør. Mange af dem. Også børn. Lige nu.
Det kan immervæk ikke reduceres til om man holder med den ene eller den anden – som om det var en skide fodboldkamp.
Hvis du ikke har andet at tage dig til mellem jul og nytår, er træt af fjernsynets hundredesyttende genudsendelse af ”Sound of music”, ikke er sart og er til hardcore satire og gratis/open source compterspil med en politisk agenda så er det her den perfekte side for dig.
Her kan du hjælpe pædofile præster med at gramse på børn og finde på gode måder at dække over det, give dit religiøse had frit løb eller kaste dig ind i kampen om copyright på nettet.
Men husk endelig!:
Hvis du bor i lande med meget restriktiv pædofillovgivning som Australien eller i et land hvor dette ovenikøbet kombineres med en censurerende katolsk overmagt som Italien – så risikerer du retsforfølgelse.
De seneste par dage har der været optøjer i Malmøbydelen Rosengård– i nat værre end nogensinde. At beboerne i Rosengård oplever en berettiget krænkelse når kommunen lader dem leve i lejligheder så fyldte af kakerlakker at børnene får psykiske mén er der vist ingen tvivl om. Ligesom der ingen tvivl er om at Hr. Ilmar Reepalu* udtalelse om at en fredelig lille bitte moske ikke ”passer ind” i området opleves som krænkende og dybt urimelig.
Spørgsmålet er så om ildspåsættelser og vold er et rimeligt modspil til krænkelsen. Mit svar på det er, at nej selvfølgelig er det ikke det. At anvende vold og trusler mod civile som politisk udtryksform er terrorisme – hvad enten det så er de unge på Nørrebro eller de unge i Rosengård som vælger denne måde at kommunicere sit budskab ud på.
Problemet er at vi som samfund i både Danmark og Sverige accepterer og sågar endda undskylder disse unge, til forskel fra fx fredelige banner-ophængende optøjer som Greenpeaces eller mulige pengetransaktioner i lande langt væk fra vores egne baggårde. Budskabet vi sender bliver dermed ikke bare uklart – men tillige accepterende. Debatsiderne rundt omkring er ligefrem ved at sprænges af al den forståelse som alle disse stenkastende, ildspåsættende og ofte tilrejsende, udefrakommende unge får.
Organisationer som tar avstånd till den senaste veckansvåld: Islamiska förbundet i Malmö, Malmö unga muslimer, Månens scoutkår, Ibn Rushd, södra Sverige, Stöd kliniken, Quran läsare förening och Isvec Milligörus arbetar med Islamiska kulturföreningen med att försöka skapa lugn. (Sydsvenskan)
Da JP bragte sine muhammedtegninger og efterfølgende forsøgte at forklare sig med at retten til ytringsfrihed – også når den stærke part totalt tromler og bevidst provokerer den svagere part – blev jeg stærkt irriteret og syntes helt ærligt at både de og dem som holdt med dem fuldstændigt havde misforstået noget.
En helt anden sag synes jeg imidlertid at det er når et blad som Playboy går ud og undskylder at de har bragt et billede af en nøgen Jomfru Maria i Mexico. Se, her er der virkelig tale om at lade sig knægte af religiøse fanatikere – som ovenikøbet er den stærke part i landet. Pinligt Playboy!
Hér en lille søndagstanke. ..
Det er frivilligt om man vil indgå i fx PKU registeret. Jeg kan således vælge om jeg vil have mit DNA og dertil hørende meget private oplysninger opbevarede og registrerede .
Men kan jeg nu det? For hvad nu hvis jeg ikke vil, men min mor min far mine søskende og mine børn vil? Kan jeg så forlange deres DNA profiler destruerede fordi disse tillige indeholder personfølsomme oplysninger om mig, min etnicitet, mine sygdomme mv. ?
En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har nu en gang for alle gjort klart at DNAregistre over uskyldige er i strid med menneskerettighederne – En dom som jeg naturligvis ikke kan andet end glædes over fordi vi alle hermed ikke bare har ret til at holde vores egne private oplysninger for os selv – men naturligvis også fordi dommen bekræfter mig i, at ideen om at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist, stadig ligger i grunden af vores retssamfund.
Interessant bliver nu imidlertid at se hvorledes vores myndigheder vil håndtere denne nye afgørelse, for som bekendt har vi i årevis registreret alle nyfødte der har fået foretaget en PKUtest. Som forælder har man ganske vist haft mulighed for at nægte samtykke* til at ens barns DNA blev opbevaret og registreret – men i virkelighedens verden har denne nægtelse været en, til tider, sandhed med modifikationer. Når jeg skriver sandhed med modifikationer skyldes det, at jeg aldrig har givet samtykke til at mine børns DNA måtte opbevares længere tid end nødvendigt for at få foretaget selve testen, men da jeg jo er en mistroisk sjæl, så henvendte jeg mig efterfølgende til Statens Seruminstitut med anmodning om at mine børns tests blev destruerede. – Hvorefter jeg modtog en pæn skrivelse om at destruering var sket på baggrund af min henvendelse!
Men indtil da,var de altså blevet gemt – fuldstændigt i strid med mine tidligere ønsker og uden mit forudgående samtykke.
Så ja, interessant skal det blive at se hvorledes myndighederne nu vil gribe registret an.
I Storbritannien og især i New Zealand har man længe arbejdet udfra den viden vi idag har om at børn og unge som bevidner vold i hjemmet kan få meget alvorlige psykiske mén (mange af dem lider fx af PTSD ) og for to år siden indførte Sverige særlige erstatningsregler for disse børn i erkendelsen af at de er ofre.
Nu foreligger der et dansk forslag om en lignende anerkendelse, idet et flertal i folketinget ønsker højere straf til voldsforbryderen hvis et barn har overværet volden. Et forslag som, i kraft af sin signalværdi, kunne gøre en forskel for de udsatte børn.
Hvad vi dog bør være særlig opmærksomme på; er nogle af de erfaringer som netop Sverige har gjort omkring vanskelighederne på området – når man samtidig i meget lang udstrækning har regler om fælles forældremyndighed og udvidede samværsordninger – regler som vi har – ikke bare tilsvarende i Danmark – men som vi i forbindelse med indførelsen af forældreansvarsloven skærpede yderligere, og hvis absurde konsekvenser der desværre allerede er fremkommet flere meldinger om.
Skulle forslaget vinde hævd, og skal det være meningsfuldt for de udsatte børn, burde det derfor også indebære en ændring af den nuværende forældreansvarslov. En ændring som Brian Mikkelsen, til trods for skarpe udtalelser om børns ret til at slippe for samvær med voldelige forældre, ikke umiddelbart synes spor interesseret i at foretage.
Min teenager ved godt hvad PTHC står for, en viden jeg må indrømme jeg ikke selv havde før han fortalte mig om det (en viden jeg for øvrigt virkelig godt kunne have ønsket mig foruden). Hvad min teenager derimod ikke vidste noget om før jeg fortalte ham det, var hvad en børneattest er for en størrelse – en viden som jeg synes alle teenagere burde have, en viden som det i dén grad undrer mig at de ikke har.
For teenagere eksperimenterer og de bliver forelskede og de lader sig rive med af situationen og ingen af dem tænker på at bede deres legekammerater om dokumentation på, at de er over femten. Lige så lidt som de tænker over hvilke konsekvenser det kan have hvis de ikke gør det. For det kan have konsekvenser. Alvorlige konsekvenser. Og selvfølgelig burde alle femten, seksten og syttenårige vide hvad det kan indebære for dem at have sex eller lidt fællesonani med en sød og venlig person på fjortenårogellevemånederellerderomkring.
Så hvorfor ved teenagere ikke noget om det? Når nu det kan få indflydelse på deres liv.
Alvorlig indflydelse.
I Aalborg kommune er antallet af anbringelser steget eksplosivt i det forløbne år, og jeg kan ikke lade være med at spekulere i om det skyldes ren panik efter den voldsomme kritik som kommunen fik efter Rasmus Popenda sagen.
For selvfølgelig er der ikke kommet flere børn som har brug for at blive anbragt lige som der heller ikke er kommet flere kompetente anbringelsessteder til disse børn og jeg kan desuden vanskeligt forestille mig at kommunen på bare et år pludselig er lykkedes med at lave komplette udredninger af de pågældende børn.
Nogen ville måske hævde at Aalborg kommune tidligere anbragte for få børn og at de nu har mandet sig op, er begyndt at tage børnenes problemer på alvor og har fundet kvalificerede løsninger. Men…også denne variant har jeg vanskeligt ved at forstille mig, idet Aalborg kommune stadigvarende er kendetegnende som den kommune hvorfra jeg får tilsendt flest mails, sagsakter og fortællinger fra forældre med forespørgsler om kommunens ageren (eller mangel på samme). Faktisk har jeg så meget materiale fra Aalborg kommune liggende at jeg ville kunne fylde en hel bog – alene med eksempler derfra.
Om de børn som er blevet anbragt og om dem som ikke er det. Om de børn som selv har ønsket anbringelse og som ikke har fået den( som Rasmus heroverfor). Om de børn som ikke har ønsket anbringelse, men som alligevel blev tvunget væk hjemmefra (som trettenårige Sofie* der i ensomhed og frustration på anbringelses – institutionen møjsommeligt skar ordet hjælp i armen med en ikke helt ren kniv). Om de børn som er blevet anbragt og som år efter stadig ikke har fået hverken psykiater/psykolog -hjælp eller en ordentlig skolegang. Om de børn som ikke er blevet anbragt og hvis eneste tilbud har været MST. Om de børn som er døde og om de forældre som har rendt kommunen på dørene for at få hjælp, hvor der ingen hjælp var at hente. Om de fantastiske unge som selv tog initiativ og skrev til socialrådmand Mai-Britt Iversen efter hjælp, men hvor der ingen hjælp var at finde. Om de små børn som mistede deres bolig fordi samme socialrådmand tilsyneladende synes kollektiv afstraffelse af hele familier er bedre end reele forebyggende tilbud til de udsatte unge og deres familier.
Så nej, jeg kan ikke lade være med at spekulere..
Over årsagerne til de mange pludselige anbringelser og over panik,vægelsind og ansvarsfralæggelse. Og jeg spekulerer over om disse børn nu også bliver anbragt steder hvor de reelt får de tilbud og den skolegang som de har brug for,ligesom jeg undrer om disse børn og forældre virkelig ikke kunne have været hjulpet på anden vis …
Mine sidste to indlæg har fra hver sit perspektiv haft medicin som bivirkning, hvorfor jeg egentlig synes det var bedre at samle problematikken i et selvstændigt indlæg.
I hele den vestlige verden bruger vi forskellige typer af medicin til at behandle og holde visse ”symptomer” nede hos de dele af befolkningen som vi karakteriserer som psykisk syge (diagnoser som depression, skizofreni, hele det neuropsykiatriske spektrum m.f).
Hvorvidt medicin generelt er en god eller dårlig idé, er ikke min pointe i dette indlæg. Det er derimod det faktum at vi til den ene side accepterer og til tider lovpriser denne medicin samtidig som vi til den anden side ikke anerkender de bivirkninger som medicinen også kan føre med sig.
Mit spørgsmål handler derfor om ansvar. Først et par eksempler:
1. En ung mand tager livet af sig selv mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er selvmordstanker og selvmordsforsøg.
2. En ung mand slår en anden person ned mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er emotionel instabilitet, fjendtlighed, og aggression.
Hvis ansvar er de to unge mænds handlinger?
Er det deres eget ansvar, fordi de vælger at spise en medicin som har disse bivirkninger? Er det lægens ansvar som har udskrevet medicinen? Er det medicinalvirksomhedens ansvar som har udviklet medicinen? Er det de pårørendes, omgivelsernes ansvar som ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme? Er det samfundets ansvar som tillader disse mediciner? Eller er det sådan, at de unge mænd hver især har ansvar for deres egne handlinger og at medicinens bivirkninger ikke er relevante?
Forestil dig en retssag – Hvordan synes du at ansvaret skulle fordeles? -Hvem burde dømmes?
I Sverige vill vi att skolan skall betraktas som samhället i övrigt när det gäller brott. Brott som sker i skolan ska alltså polisanmälas på lika villkor med brott begångna utanför skolan. En omedelbart logisk och självklar tanke – brott är brott oavsett vart det blir begånget och av vem. Och brott bör anmälas till polisen. Frågan är, vem som bör göra polisanmälan om brott begås i skolan.
Förutsättningen för att skolan som institution ska kunna stå som anmälare och samtidigt hantera uppgiften att säkerställa lika behandling av alla i skolan samt det enskilda barnets rättssäkerhet är att; alla landets skolor har nolltolerans för alla brott som begås av alla skolans medaktörer i alla åldrar, barn och vuxna.
Denna förutsättning finns inte i dagens Sverige. Som det är nu avgör varje skola själva vilka brott som de vill polisanmäla, liksom de själva beslutar om vilka personer de vill anmäla eller inte anmäla.
Skolornas polisanmälningar sker sålunda i dagsläget fullständigt godtyckligt.
Enligt en artikel i lärarnas tidning visade en rundringning till landets rektorer att Malmö stad är den enda kommunen som har en enhetlig policy om förfarandet vid polisanmälningar i kommunens skolor. I alla våra andra kommuner är det alltså helt olika regler om vad som gäller, allt efter vilken skola barnen går på.
Barnens rätt att behandlas lika, oavsett var i landet de bor, blir härmed illusorisk och det enskilda barnet blir totalt utlämnat till den enskilda lärarens,rektorns, skolans individuella etik och moral.
Hur är det då i Malmö, som ju trots allt ser ut att vara lite bättre än de andra kommunerna när det gäller att behandla de egna borgarna lika? Ja, om vi börjar med att se på policyn så framgår det att den enskilda skolan innan polisanmälan sker av barn under 15 år och särskilt under 12 år ” noga ska överväga” detta.
Vad som specifikt menas med ”noga överväga” framgår inte. Det är alltså, återigen, tala om helt godtyckliga beslut även i denna ”enhetliga” kommun. Vissa skulle nu kanske vilja anföra; att vi självklart kan lita på att alla skolor tänker lika, att alla anställda naturligtvis har samma rättsuppfattning och att det ”noga övervägandet” räcker gott och väl för att se till att polisanmälningar sker likartat. Liksom vissa säkert skulle vilja anföra att det bara är jag som är ovanligt misstrogen mot våra myndigheter. Låt mig därför framföra ett par exempel från verkligheten på hur just Malmö stad administrerar och tolkar den enhetliga policyn – så får ni själva döma.
– En fjortonårig pojke blir påhoppad och misshandlad av flera jämnåriga (14-15 år), jämnåriga som senare samma dag yttermera uppsöker pojken på dennes bostad under rasten. Polisanmälan görs inte.
– En trettonårig pojke hamnar i slagsmål med en jämnårig klasskamrat. Polisanmälan görs.
– En lärare använder fysisk våld för att hålla fast en elev. Polisanmälan görs inte.
– Två jämnåriga gymnasiekillar slåss. Ingen av dem önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs.
– Ett flertal elever använder rasistiska och nedsättande ord om andra elever. Polisanmälan görs inte.
– En femtonåring blir påhoppad av två jämnåriga i gymnasieskolan. Femtonåringen önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs inte.
Som medborgare i ett demokratiskt samhälle, som förälder och som pedagog undrar jag vad det är för ett budskap vi egentligen förmedlar till våra barn, när vi tillåter, att skolan som borde vara den som förmedlar demokrati, jämlikhet och rättssäkerhet – i stället förmedlar godtyckliga beslut* baserade på personliga uppfattningar.?
Polisanmälningar ska vara föräldrarnas ansvar, inte skolans. För föräldrar ska pr. definition vara subjektivt partiska till fördel för deras egna barn – liksom föräldrarna är de bästa att avgöra huruvida deras barn kommer att fara mest illa genom att polisanmälan görs med därpå följande förhör och eventuell rättegång eller genom att polisanmälan inte görs.
Så ja…Brott är brott oavsett var det begås och av vem. Polisanmälan av brott är däremot inte bara en polisanmälan. Det är ett godtyckligt ställningstagande som inte hör hemma i våra skolor.
(*Beslut som enligt skolornas egna upplysningar ofta inte ens skrivs ner. Det finns alltså ingen empirisk möjlighet att undersöka huruvida en skolas polisanmälningar är godtyckliga eller inte)
I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.
Men hvad med retten til det modsatte?
Retten til som barn, at tie stille.
Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.
Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.
Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.
Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.
Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler? Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse? Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?
(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)
Historien om en kvinde, der er på tålt ophold i Danmark fordi hun har foretaget aborter i henhold til kinesisk lovgivning beskriver meget rammende et af mine favoritord – Absurdisme.
For, hvad er det lige hun har gjort forkert? Forbrydelser mod menneskeheden? Jamen herrejemine, herhjemme accepterer vi også aborter, også sene sådanne – på levedygtige børn. At vores tidsgrænse så ikke er den samme som den kinesiske regerings finder jeg absolut irrelevant, det samme gør Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager som ikke mener der er grundlag for sigtelse fordi konen handlede efter gældende lov i det land hun befandt sig i. Et land vi for øvrigt samarbejder med på en lang række områder.
Alligevel fastholder de administrative myndigheder at hun skal være på tålt ophold, som med den nye hastelov vil indebære at hun skal i natfængsel i Sandholmlejeren- hvorved ikke bare hun, men også hendes børn straffes for noget som vores eget retsvæsen ikke finder ulovligt.
Jo, morale er godt – dobbetmorale er dobbelt så godt – men bureaukratetik er nu engang det allerbedste !
*(Absurdisme note: Flygtningenævnet som er den instans der har bestemt at kvinden skal være på tålt ophold pga forbrydelser mod menneskeheden – er pga sin blotte eksistens selv blevet kritiseret af netop Menneskerettighedsorganisationer. )
For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.
(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)
Jaja, jeg ved godt at jeg egentlig burde holde blogpause, men… Så det her program i fjernsynet (tror det var bbc) om børn til fysisk/psykisk syge forældre. Programmet havde en meget klar intention om at fortælle hvor svært det var for disse børn – hvor svært det var for dem at have en psykisk/fysisk syg forælder.
Men, det eneste jeg kunne tænke på, alt eftersom programmet skred frem, var at hold da op hvor er de her børn heldige!
Ja, de var ”nødt til” at tage ansvar, at lave mad og gøre rent, at gå på posthuset og betale regninger – være bevidste om familiens økonomi.
Men det betød også at de havde en rolle i familien, at de havde en viden om at de var en del af familiens helhed, at de havde en værdi.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at føle medlidenhed med disse børn – kunne jeg ikke andet end synes at de var heldige og at stakkels de børn som ikke har forældre med ”handicaps” var de uheldige, for sandheden er; at siden vi hentede børnene ind fra marken – har vi stort set ikke anet hvad vi skulle stille op med dem…..
Harning 