Kvalitetsundersøgelse i børnesager

SFI iværksætter ifølge Politiken en større undersøgelse for at finde ud af hvilken hjælp der er mest hensigtsmæssig for svage familier, et initiativ som KL er glade for da de erkender at de ikke aner i hvilken grad kommunernes  foranstaltninger har nogen effekt.
At man nu vil se nærmere på de to mest anvendte foranstaltninger, nemlig familiebehandling og hjemme hos`er synes jeg er glimrende, ligesom jeg ju ikke kan være andet end enig i at der er brug for en undersøgelse på området. Men, for selvfølgelig er der også et par men, for det første mener jeg at man starter i den forkerte ende – nemlig i antagelsen om at det er forældrene som der er noget galt med.

Enhver der ved det mindste om forskning ved også at hvis grundforudsætningerne er forkerte – ja så bliver resultaterne af forskningen også derefter, hvorfor en eventuel undersøgelse naturligvis burde tage udgangspunkt i en tilbundsgående undersøgelse af barnets problematik først for så sidenhen at kigge på hvilke ”behandlinger” der eventuelt virker, alt andet er som at sende en patient med ondt i maven til en almenpraktiserende læge som remitterer patienten til omfattende behandlinger hos  alt fra fodterapeuter til psykologer til strålebehandlinger.

For det andet så er kommunernes tilbud om såvel familiebehandling som hjemmehos  særdeles varierende i såvel tid som kvalitet, hvorfor jeg finder at det vil blive særdeles vanskeligt at kunne drage nogle endegyldige konklusioner medmindre SFI påtænker at sikre at alle familier som deltager får præcis det samme tilbud – en tanke som i givet fald ikke fremgår af dagens artikel.

©Harning

Læs også:

Det er da en selvfølge at penge er vigtigere end børnene

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Flere indlæg om anbringelser m.v.

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Ifølge en ny undersøgelse som Dansk Socialrådgiverforening har foretaget, anser en stor del af socialrådgiverne, at de er nødt til at vælge mellem pengene og  barnet når de skal træffe afgørelse om socialt udsatte børns tarv.

Det lyder naturligvis umiddelbart urimeligt – at der ligefrem skulle være et valg.

Børnene eller pengene.

Men er det nu også det, et valg ? Og er foranstaltninger for børn nødvendigtvis dyre?

Ja, en del af de foranstaltninger, som vi idag iværksætter – er tærskedyre. Men virker de?
Ofte ikke.

Er de valgt ud fra den viden og den forskning som vi har om socialt udsatte Børn & Unge?
Ofte ikke.

Så hvorfor skulle vi bruge endnu flere penge på et område, hvor der allerede i forvejen kan rejses alvorlige tvivl om hvorvidt de penge som bliver brugt – bliver brugt rigtigt?

© Harning

Læs også:

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Se også Politiken 17 sept

Utilpassede børn og deres forældre skal straffes

Ja det skal fedt hjælpe Karen Jespersen! Hvor ville det være dejligt at for en gangs skyld høre en politiker udtale sig om de utilpassede, udstødte, svage, kriminelle unge med baggrund i reel viden fremfor i hævngerrige overskrifter.

Tænk hvis bare én af dem havde nosser til at gøre et nummer ud af fakta – fremfor at skjule sig bag prangende reklameslogans uden andet formål end at fremstå som handlekraftige. Hvad er det nu man siger, jo, angreb er det bedste forsvar. Og det er de skam rigtig dygtige til – Karen Jespersen ingen undtagelse. Men er vi danskere virkelig så dumme? Er vi ude af stand til at se bag angrebet, og finde Jespersens usikkerhed og manglende viden?

Og hvad vil vi egentlig med vores samfund?

Vil vi være en sund, stærk nation – med kompetente, selvsikre, hjælpsomme borgere?

Eller er vi godt tilfredse med at være en hævnende nation – hvor straf er det eneste fix vi har brug, og hvor vi bruger hvert et vågent minut på at finde nye syndebukke vi kan sammenligne os med.

Er det simpelthen sådan, at vi kun kan skjule vores egne mindreværdsfølelser ved at råbe højest og træde på de laveste?

Og hvor blev forresten journalisterne af? Dem der skulle stille skarpe, vedkommende spørgsmål og undersøge magten?

Apropos reel viden, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at nogen gad forske i følgende:

Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?

Og kunne nogen af alle disse kriminelle have været hjulpet langt tidligere, havde de fået et korrekt pædagogisk/psykologisk tilbud og/eller medicin, fremfor at deres forældre har måttet underkaste sig div udokumenterede terapiforsøg og har måttet bøde økonomisk for de unges sygdom?

© Harning