Jag – en Ickepoet

2005

– ”Men älskling, nu måste jag väl ändå få kalla dig poet”, sa mamma,”nu när du har gett ut en diktsamling på ett riktigt förlag”.

Jag vände mig mot henne och skulle just säga att; –”Nej, absolut inte, jag hatar poeter, jag är inte poet!” när det slog mig att jag nu kanske hade möjligheten att kompromissa om en annan diskussion som även den stått på i åratal, så istället sa jag; – ” Poeter är känsliga varelser, det är viktigt för dem att kunna använda alla sina sinnen, känna med hela sin kropp, även med sina fötter så då är det väl okej att jag går barfota? ” ”lite excentriska får de ju också lov att vara..” la jag till för en säkerhets skull, mamma kan vara en hård förhandlare.

-”Kommer inte på fråga” sa mamma,med den där speciella mammablicken som skrämmer livet av även den sturskarske uppkäftigaste trettionågontingåringen.

För enligt mamma, går vuxna kvinnor inte barfota offentligt – poeter eller ej.

Då var det kört,enda fördelen med att vara poet,eller i alla fall att låta min egen mamma kalla mig för poet, skulle vara att slippa de evinnerliga diskussionerna om huruvida jag ska ha skor på mig eller ej.

Men min mamma är en litterär människa som gillar att läsa poesi, som njuter av en dikt på samma sätt som andra långsamt smuttar på en årgångsvin och för henne är det att vara poet något alldeles särskilt fint inom litteraturens värld (Fast sen är hon ju finsmakare förstås. 🙂 ), så hon ger sig inte, diskussionerna fortsätter oförtrutet år efter år.

För mig har poeter alltid varit såna där självhögtidliga, narcissistiska, navlebeskuende, svartklädda tråkmånsar med komplett oförmåga att skratta eller se världen från någon annans perspektiv än deras eget, löjeväckande fjantpellar som kommer med extremt långa meningslösa tirader som de själva tycker låter helt fantastiskt och som de sen förväntar sig att alla vi andra ska applådera i djup andäktighet.

Hur det blev så? Att vi har så olika uppfattningar? Av vad och vem en poet är? Ja, en del är säkert samhällets fel 🙂 som bilden ovan visar dyker min version upp på en enkel googlesökning på bilder av poeter, en del är säkert pappas fel; jag hör honom hela tiden i huvudet,hur han föraktfullt säger ”poeeeeter” som enligt hans övertygelse hörde till i samma skämmiga låda som ”byrååkraaaater” och ”byråådirektööörer”(det fast också han skrev dikter ibland,riktigt fina vackra dikter),och en del är säkert de, ofta självutnämda, ”poeeeter” vars triviala banala dikter och självhögtidliga uppläsningar jag tvingats lyssna på genom åren.

Så nej, jag är inte poet.

Det är för mig ungefär lika kränkande som att bli kallad feminist. Jag skriver. Dikter. Poesi. Prosa. Lite smått och gott. Och jag begränsar mig inte till en genre. Och jag går barfota och jag skrattar åt mig själv 🙂

Och jag vill att det ska vara kul att skriva,en rolig utmaning, att det jag skriver ska väcka tankar, känslor, något. Att skriva enligt vissa regler kan t.ex. vara en rolig utmaning- för hur får man sagt det man gärna vill, inom bestämda ramar?

Att skriva kan bli som att lägga ett vackert roligt pussel fyllt med kontraster. En sudoku, ett korsord, en gåta – fast ändå inte eftersom svaret ju finns där, någonstans, annars hade det varit för lätt, för banalt…

 ***

Barfota flicka

vackrare än lindarna

armlös i vinden

(Det här har bla publicerats i  Buy A Poem och de flestas första konstatering brukar vara att: ”Du har stavat fel, ärmlös ska det vara!”. Nej, jag har inte stavat fel. Men hur kommer det sig att så många omedelbart antar att det är en felstavning och inte det självklara – att flickan faktiskt inte har några armar? ”Makabert” har jag också hört, av några av dem som insåg att det inte var en felstavning. Kan en människa utan armar inte vara vacker ? )

 ***

Ypperlig yperit

osynlig

i dalgångens violetta kväll

blander sig like pouring rain

med duggens fald og skaber olivettedråber

på kvinnans silkeslena

(Från den pågående Codeswitching-samlingen.  Innebörden lämnar jag till er att tänka över … )

Hämta och läs Codeswitching redan idag! 🙂

 

©Harning

Resursskola=Elitskola?

Min sons stackars morfar dog i tron att den svenska skolan hade utvecklats till ett studium i navelbeskådande flummig okunskap och med det för honom sannolika ändamålet att: ”…. starka krafter inom Det nya frälset,……..,byråkratin, ser fram mot de sötebrödsdagar då folket äntligen är förvandlat till stumma lealösa lätthanterliga analfabetiska kräk?”

Så fel han hade!

För visst kan det omedelbart se ut så, i alla fall om man bara ser på den vanliga grundskolan – den där alla de normala barnen går. Vad han och många andra med honom inte  visste då och fortfarande inte vet är att parallellt med denna vanliga skola så har små elitskolor vuxit fram.

En av dessa är Fosie Resursskola-Lindängen.

När min son blev erbjuden plats i resursskolan  trodde jag det betöd att han skulle få extra hjälp och extra lärarresurser eftersom han har dyslexi och ad-hd.

Men så är det inte alls.

Ordet resurs har inget med lärarna att göra – men däremot med de särskilt resursfyllda eleverna som här samlas i små elitiära grupper långt bort från de dumma och vanliga och normala eleverna.

Jag borde förstås ha insett att det var min sons intelligens* som var anledningen till hans skolplacering, men det gjorde jag inte – inte förens nu när de nationella proven börjar.

För i den vanliga normala skolan anser man nämligen att eleverna är så dumma att de måste ges tid; att läsa, fördjupa sig och diskutera det nationella provets texter på förhand. – Varemot de på den elitiära resursskolan i Fosie har beslutat att deras elever är så duktiga att de inte behöver se texterna överhuvudtaget.

Så morfar hade fel;

Det finns visst plats för  intelligenta kunskapshungrande barn i den svenska skolan.

Barnbarnet är ett av dem: eliten, de resursstarka,dyslektikerna de som varken behöver förbereda sig eller ges extra tid vid provtillfället.

©Harning

*(eftersom han har en IQ på 160)

Også bragt i Dagen skola

Ny antologi

Efter uendeligt tålmod med os forfattere og flere måneders hårdt arbejde fra de to ildsjæle Lonni Krause og Kenneth Krabat så en ny antologi dagens lys i august. Antologien ”Ordløst, 119 digtere i dansk forfatterforening” må nok siges at være vor tids mest digre samling af poeter i én og samme bog og i bedste kunstnerlige ånd er den selvfølgelig gratis og lagt ud til fri op og download for privatpersoner*. Så… hvis du vil læse mine eller andres bidrag klikker du bare på bogen herunder.

God fornøjelse! 🙂

Harning

*Men den må naturligvis ikke anvendes i erhvervsmæssig  øjemed, herunder offentlige og private skoler samt skriveskoleundervisning, uden tilladelse fra forlaget eller aftalt kompensation til de enkelte digtere, herunder CopyDan-afregning eller tilsvarende.

Kvæler de danske nyhedskoncerner ytringsfriheden?

Som ivrig nyhedslæser og samfundsdebattør er nettet min bedste ven. Det er hér jeg orienterer mig om hvad der foregår i verden og i debatten, hér jeg hører andre menneskers synspunkter om alt fra politik til psykologi til finanskrisen til Litteratur, kultur og meget meget mere.

Nettet er ideelt til oplysning, information og meningsudveksling – et sted hvor vi kan blive klogere på os selv, de andre og samfundet omkring os. Eller, sådan kunne det i hvert fald være og er det da også i de lande som vi normalt sammenligner os med. Men i Danmark er scenen imidlertid en helt anden.
I 1999 blev artiklen ” Pressen frygter internettet” publiceret i Journalisten. Min påstand er at: de danske aviskoncerner og nyhedsmedier nu ti år senere stadig ikke har formået eller ikke har ønsket at tage nettet til sig og at vi derfor sammenlignet med vores nabolande fortsat bumler rundt i hestevogn mens de kører i Rolls Royce.
Danmark fremstår således som en slags kommunikationshandicappet neandertaler, hvilket,  ifølge min opfattelse, alene skyldes de danske nyhedskoncerners behov for at bevare et forældet oplysningsmonopol som ikke bare hæmmer informationsflowet, men som tillige kvæler den offentlige debat og dermed også ytringsfriheden.
Hårde ord, så tillad mig at begrunde min anklage.

De allerede etablerede nyhedsmedier har en oplagt netplatform til oplysning, information og meningsudveksling – men i stedet for at tage nettet og alle dets indlysende fleksible interaktive fordele til sig har de danske koncerner valgt at publicere nyheder på nettet på samme måde som i papirudgaverne – som statiske artikler. Artikler som i kraft af sin envejskommunikationsform, ikke kan debatteres, ikke kan modsiges, ikke kan suppleres eller tilføjes yderligere kilder.
Bedre bliver det naturligvis ikke af nettets krav på hurtige nyheder som ofte gør at journalisterne og redaktørerne glemmer alt hvad de har lært om research, etik og kilder og nærmest hæmningsløst publicerer den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden den mindste refleksion (et godt eksempel på dette er historien om at ”Rockere har planer om likvideringer” som gik avisredaktionerne rundt og som til trods for en dementi fra politiet stadig står at finde uimodsagt på fx Berlingske.dk). Tilliden blandt befolkningen til journalisterne bliver da også stadig mindre – hele 45% vurderer  journalisternes etik og troværdighed som lav og 14% anser at den er meget lav.

Hvad er det så, jeg mener at de danske netaviser burde gøre hvis de virkelig ønskede at levere god oplysning til folket og bevæge sig fra hestevogn til Rolls Royce?
For det første skal journalisterne vende tilbage til den gennemarbejdede dybdeborende journalistik og give os nogle kvalitativt gode artikler og reportager. Telegrambureaunyhederne skal have sin egen plads og ikke optage hele forsider på samtlige netaviser på samme tid.

Og så skal der naturligvis lukkes op for kommentarer,links, blogs osv til hver enkelt publiceret artikel og nyhed.
Altså ligesom i de lande vi normalt sammenligner os med hvor netaviserne leverer nyhederne og reportagerne og derefter lader borgerne debattere, linke til supplerende oplysninger og finde andre kilder frem. (Supplerende læs gerne Mediehack og Mediebloggers Linkmanifest)

Nogen vil nu hævde, at det er en dårlig idé med al den frie information, kildekritik og alle disse anonyme kommentarer – argumenter som typisk underbygges med påstande om at læserne ikke selv kan afgøre hvad der er sandt eller falsk og at anonymitet får det værste frem i folk – at mennesker som intet har at skjule selvfølgelig gerne står frem med navn og adresse.
For at tage den første påstand først – så er den ikke alene dybt patroniserende overfor alle os læsere – den er tillige totalt udokumenteret. Som befolkning er vi rimeligt veluddannede, frie mennesker og nyhedskoncernerne burde som en følge heraf behandle os som voksne fornuftige mennesker frem for at gøre sig til informationsformyndere. For selvfølgelig kan vi tænke selv og selvfølgelig ved vi at bare fordi noget står på en blog eller for den sags skyld i en dansk avis så er det ikke nødvendigvis sandt.
Tværtimod giver adgangen til blogs, kommentarer og dybdelink netop den enkelte mulighed for at sætte sig yderligere ind i et emne og lave den dybdeborende research som journalisten af den ene eller anden årsag ikke har gjort, ligesom det giver befolkningen mulighed for at diskutere og undersøge de ting som optager dem mest.
Interessant i denne sammenhæng er at se hvorledes opinionen i blogosfæren i Sverige fik indflydelse på såvel de trykte medier som det politiske liv i forbindelse med vedtagelsen af FRA-loven (også kaldet bloggbävningen), ligesom vi i går kunne konstatere at debatten om Liza Marklund som startede i bloggosfæren og netdebatterne nu har spredt sig, ikke bare til de svenske traditionelle medier men desuden også til vores egen nyhedsdækning i fjernsynet.
Men, det er måske den slags opinion og meningsdannelse som de danske mediekoncerner helst selv vil stå for – omend de tilsyneladende ikke har noget imod at ”stjæle” nyheder fra nabolandets bloggende opinion?
Den anden påstand, den om anonymiteten er naturligvis mindst lige så meget hen i vejret. Af flere årsager, den første, at jamen anonym kan man være alligevel. Et krav om udfyldning af navn og adresse er på ingen måde ensbetydende med at man skriver sit eget navn. Selv har jeg leget lidt med galskaben de sidste par uger, og kan konstatere at et hvilket som helst navn med en hvilken som helst nyoprettet og totalt anonym mailadresse fungerer udmærket – bare man husker at finde på både fornavn og efternavn. (bekræftes for øvrigt af denne artikel i Politiken)
Derimod har det været umuligt for mig, alene at oprette mig med mit korrekte efternavn, min korrekte mailadresse og et link til min helt korrekte offentlige blog. (har lige fået mail fra Information som er blevet opmærksomme på at jeg ”kun” har angivet det første bogstav i mit fornavn sammen med mit korrekte efternavn og et link til min blog – og dén slags anonymitet kan de altså ikke acceptere på information)
Den anden begrundelse om at hvis man ingenting har at skjule, så kan man vel lige så godt stå frem med navn og adresse. Tja.. det kan man måske godt, men for det første så er ytringsfriheden ikke betinget af navn og adresse og for det andet kan jeg komme i tanker om en hel række med årsager til hvorfor nogen skulle ønske at optræde anonymt – her blot nogen: Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom og/eller behandling uden derved at skulle informere sine børn og sit arbejde om sygdommen,  til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov og af hensyn til deres børn ikke ønsker at deres personlige konflikt blusser op pga offentlige udtalelser. Eller hvad med vidnet som har gjort sin medborgerlige pligt i retten og efter retssagen er flyttet pga angst for repressalier og kvinden på krisecenteret der lever skjult med sine børn efter et mordforsøg – skal de ikke have ret til at deltage i en offentlig debat uden at skulle frygte at blive fundet? Har de måske ikke den samme grundlovssikrede ret til ytringsfrihed som alle andre?

Hvad de eventuelt injurierende kommentarer angår – ja så løses det problem ganske simpelt ved en moderator som går mere op i hvad folk reelt skriver end hvad de påstår sig at hedde.

Kommentarer, links og blogs er på ingen måde konkurrenter til den objektive dybdeborende journalistik men alene et supplement til den informations og debatsøgende netlæser, hvorfor jeg ikke kan finde nogen som  helst fornuftig grund til hvorfor de danske nyhedskoncerner fortsat nægter den frie debat og formidling af læsernes og kommentatorernes oplysninger og links.

Så istedet for at bremse debatterne med krav om lange indmeldelsesprocedurer(fx. MetroXpress), op til 24 timers kommentargodkendelsesprocedurer hvis man overhoved bliver godkendt (fx. Politiken), hoppen fra artikel til særlige ”skriv”- sider hvor avisen har valgt emnet og vinklen der skal debatteres, eller tilsvarende kvælende tiltag – Må det være på tide at de danske nyhedskoncerner påtager sig deres ansvar for folkeoplysningen, træder ind i dette årtusinde og tilbyder os læsere nogle platforme på nettet med gode velfunderede journalistiske artikler og hvor alle kan få lov til at ytre sig, finde supplerende læsestof og bagvedliggende kilder til de enkelte artikler.

©Harning

(nærmest tragikomisk bliver netavisernes monopoltænkning og manglende lyst til informationsudveksling når man samtidig kan konstatere at fx. Information anvender sig af Open source software. ..)

Andre skriver om links ,blogs, sociale medier, ytringsfrihed, nyheder, samfund,

Og læs gerne Sundsvalls tidnings webredaktion om det gode ved tovejskommunikationen

Læs også: Bloggtidningen,

Opdateret24 jan: Debatarrangement om  Links og medier

Læs også dette om de danske aviser

Andra bloggar om: twingly, bloggosfären, Danmark, sociala medier, ytringsfrihet, debatt, journalistik, links, nyheter, anonymitet, bloggare

Polisanmälan ett godtyckligt förfarande?

I Sverige vill vi att skolan skall betraktas som samhället i övrigt när det gäller brott. Brott som sker i skolan ska alltså polisanmälas på lika villkor med brott begångna utanför skolan. En omedelbart logisk och självklar tanke – brott är brott oavsett vart det blir begånget och av vem. Och brott bör anmälas till polisen. Frågan är, vem som bör göra polisanmälan om brott begås i skolan.

Förutsättningen för att skolan som institution ska kunna stå som anmälare och samtidigt hantera uppgiften att säkerställa lika behandling av alla i skolan samt det enskilda barnets rättssäkerhet är att; alla landets skolor har nolltolerans för alla brott som begås av alla skolans medaktörer i alla åldrar, barn och vuxna.

Denna förutsättning finns inte i dagens Sverige. Som det är nu avgör varje skola själva vilka brott som de vill polisanmäla, liksom de själva beslutar om vilka personer de vill anmäla eller inte anmäla.

Skolornas polisanmälningar sker sålunda i dagsläget fullständigt godtyckligt.

Enligt en artikel i lärarnas tidning visade en rundringning till landets rektorer att Malmö stad är den enda kommunen som har en enhetlig policy om förfarandet vid polisanmälningar i kommunens skolor. I alla våra andra kommuner är det alltså helt olika regler om vad som gäller, allt efter vilken skola barnen går på.

Barnens rätt att behandlas lika, oavsett var i landet de bor, blir härmed illusorisk och det enskilda barnet blir totalt utlämnat till den enskilda lärarens,rektorns, skolans individuella etik och moral.

Hur är det då i Malmö, som ju trots allt ser ut att vara lite bättre än de andra kommunerna när det gäller att behandla de egna borgarna lika?  Ja, om vi börjar med att se på policyn så framgår det att den enskilda skolan innan polisanmälan sker av barn under 15 år och särskilt under 12 år  ” noga ska överväga” detta.

Vad som specifikt menas med ”noga överväga” framgår inte. Det är alltså, återigen, tala om helt godtyckliga beslut även i denna ”enhetliga” kommun. Vissa skulle nu kanske vilja anföra; att vi självklart kan lita på att alla skolor tänker lika, att alla anställda naturligtvis har samma rättsuppfattning och att det ”noga övervägandet” räcker gott och väl för att se till att polisanmälningar sker likartat.  Liksom vissa säkert skulle vilja anföra att det bara är jag som är ovanligt misstrogen mot våra myndigheter. Låt mig därför framföra ett par exempel från verkligheten på hur just Malmö stad administrerar och tolkar den enhetliga policyn –  så får ni själva döma.

– En fjortonårig pojke blir påhoppad och misshandlad av flera jämnåriga (14-15 år), jämnåriga som senare samma dag yttermera uppsöker pojken på dennes bostad under rasten. Polisanmälan görs inte.

– En trettonårig pojke hamnar i slagsmål med en jämnårig klasskamrat. Polisanmälan görs.

– En lärare använder fysisk våld för att hålla fast en elev. Polisanmälan görs inte.

– Två jämnåriga gymnasiekillar slåss. Ingen av dem önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs.

– Ett flertal elever använder rasistiska och nedsättande ord om andra elever. Polisanmälan görs inte.

– En femtonåring blir påhoppad av två jämnåriga i gymnasieskolan. Femtonåringen önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs inte.

Som medborgare i ett demokratiskt samhälle, som förälder och som pedagog undrar jag vad det är för ett budskap vi egentligen förmedlar till våra barn, när vi tillåter, att skolan som borde vara den som förmedlar demokrati, jämlikhet och rättssäkerhet –  i stället förmedlar godtyckliga beslut* baserade på personliga uppfattningar.?

Polisanmälningar ska vara föräldrarnas ansvar, inte skolans. För föräldrar ska pr. definition vara subjektivt partiska till fördel för deras egna barn – liksom föräldrarna är de bästa att avgöra huruvida deras barn kommer att fara mest illa genom att polisanmälan  görs med därpå följande förhör och eventuell rättegång eller genom att polisanmälan inte görs.

Så ja…Brott är brott oavsett var det begås och av vem. Polisanmälan av brott är däremot inte bara en polisanmälan. Det är ett godtyckligt ställningstagande som inte hör hemma i våra skolor.

Også bragt i Dagens Skola

©Harning

(*Beslut som enligt skolornas egna upplysningar ofta inte ens skrivs ner. Det finns alltså ingen empirisk möjlighet att undersöka huruvida en skolas polisanmälningar är godtyckliga eller inte)

Läs även:

En Poliskommisarie betygsätter åtta anmälningar

Brott och straff i skolan kan vara rena lotteriet

Svår policy försvårar för skolor

Også i Danmark griber skolerne sommetider til politianmeldelse….

Endnu et dansk eksempel

Mer om godtyckligheten lärare/elev

Lärare slår elev – polisanmälan görs inte

Skrivepause

Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting.  Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.

Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv  som andre har været mest interesserede i at læse*.

Stop belejringen af ARTO

Når retssikkerheden rammer fru sørensen

Om at skrive

Anbringelse af børn & unge udenfor hjemmet

Er der forskel på en afklippet fingernegl og et aborteret foster

For kompliceret for ombudsmanden

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen

Låt Danmark betala för Systembolaget

Kan man skrive senryudigte til små børn

Indvandrerbørn skal lære dansk

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Sælger angst og katastrofer virkelig så meget

© Harning

(* i tilfældig rækkefølge, hvis du hellere vil læse de mest kommenterede indlæg – må du selv gå på skattejagt. 🙂  )

Kärleksplikten

Det är så vackert – så fint.
Och jag som inte ens visste att den fanns!
Kärleksplikten.

Har ni hört om den? Ja, det har ni säkert om ni har varit i den svenska skolan nyligen. Själv har jag ju gått i skolan i Danmark och mina barn likaså tills för ett par år sedan. Och i Danmark finns inte Kärleksplikten. De har inte ens skolplikt, bara undervisningsplikt.

Första gången jag hörde om kärleksplikten var av min äldste son när han hade råkat i diskussion med sin gymnasielärare för att han ville att denna skulle använda mer av sin tid på att undervisa och mindre tid på att tala enskilt med eleverna om deras plikt att tycka om honom.
Jag förstod inte alls vad min son bråkade om. Jag tyckte det var jättefint att hans lärare tog sig tiden, att individuellt förklara både för min son och de andra eleverna hur viktigt det är för lärarens känslor och psykiska välmående att barnen tycker om och ja, kanske till och med älskar honom. Kärlek är ju så mycket viktigare än de kunskaper som undervisning annars brukar innehålla.

För kärlek är vacker.

Då trodde jag att det bara rörde sig om en enda fantastiskt varm och go lärare. Jag hade inte insett att det i verkligheten gällde alla barn och alla lärare. Att Kärleksplikten var en naturlig del av den svenska skolgången.

Denna insikt fick jag inte förrän häromdagen när jag blev kallad till samtal på andra sonens skola eftersom hans lärare ansåg att vi hade ett mycket allvarligt problem och att han nog inte kunde fortsätta med att undervisa sonen. Det visade sig att läraren inte kunde känna min sons kärlek och tillgivenhet. Fruktansvärt!.
Jag förstår så väl att läraren nu känner att han inte kan undervisa min son och jag erkänner att jag felat som mor. För jag har inte lyckats få min son att ens tycka bara lite om läraren. Vad jag än säger så vägrar sonen förstå hur viktigt det är att han uppfyller sin del av kärleksplikten. Han tycks för evigt vara indoktrinerad av sin danska skolgång där undervisning är den enda plikten.
Faktiskt är det så illa att han inte ens vill inse hur jobbigt det är för läraren att inte vara älskad!
Jag gjorde naturligtvis vad jag kunde för att trösta läraren eftersom jag inser att också detta faller under min moderliga plikt. Lika lite hjälpte det. Läraren mår helt enkelt inte bra och kan inte ge fullgod undervisning så länge sonen inte vill uppfylla sin del av den fina vackra svenska kärleksplikten.

Men jag har inte gett upp hoppet ännu. Det är klart att jag måste kunna hitta ett sätt att förklara för mina barn att kärleksplikten naturligtvis är mycket bättre än den vanliga tråkiga sakliga undervisningen.

© Harning

Også bragt i Dagens Skola

Läs också hjärnforskaren om den flummiga skolan

samt: klasstillhörighet styr…

gulligull är mysigt

trivsel eller kunskap..

Om at skrive

Jeg har forstået, at der findes en meget stor mængde mennesker som anser at det at skrive, er en let sag. At enhver kan skrive en artikel, et digt, en bog og at det alene er lysten der driver værket – uden noget egentligt forudgående arbejde.

Ovenstående antagelse undrer mig. Meget.

Selvfølgelig kan der være forskel på arbejdets omfang, men arbejde er det som regel. At der ligger arbejde bag en fagbog, forstår de allerfleste mennesker. Men så er der alle de andre genrer. Lad mig eksemplificere.

Kronik*:
Kroniker synes mange at mene, bare er en rimeligt sober meningstilkendegivelse. Hvilket delvis er sandt. Eller rettere, er blevet det med årene, for reelt skal en kronik være baseret på fakta omkring et tema eller bestemte begivenheder og ikke have samme individuelle subjektive vinkel som klummefriheden giver. Indlysende burde være, at for at kunne argumentere overbevisende for sin mening – kræves en del grundlæggende viden. Da jeg fx skrev Stop belejringen af Arto, vidste jeg en smule – sådan lidt overordnet om pædofile og deres verdensopfattelse – men ikke nær nok. Så derfor brugte jeg flere dage, alene på, at sætte mig ind i pædofiles Groomingmetoder, jeg læste deres hjemmesider samt et par psykologers bøger om emnet osv.
Jeg talte også med et meget stort antal forældre, for at høre hvad de vidste om Arto og hvordan de opfattede sitet, jeg talte med børn om hvordan de opfattede de voksnes tilstedeværelse på sitet Og jeg læste en hel del fra Malene Larsens hånd om Arto. Kroniken indeholder også udsagn om sproglige og sociale færdigheder, hvilket jeg heldigvis vidste en hel masse om i forvejen. Men alt i alt var det alligevel ret meget arbejde der skulle laves, før jeg synes jeg med æren i behold kunne lade den gå i trykken.

Klumme:
At en klumme er noget helt andet end at bare fortælle lidt plidder pladder om sin dag – synes at have gået de flestes næser forbi. Skal en sådan have spids og vid – kræves der også hér en hel del tankevirksomhed, og til tider den samme faktaresearch som for en kronik – fx for at skærpe nogle pointer. Som i denne lille sag om ombudsmanden. Da jeg skrev den – var det fordi jeg var en kende irriteret over den almene opfattelse som synes at råde; at Ombudsmanden er folkets ypperste beskytter der vogter hårdt over forvaltningerne for at de skal sikre borgernes retssikkerhed. – Og de kendsgerninger, at ombudsmanden ikke har magt som agt og ikke er en rekursinstans synes ikke at eksistere i folks bevidsthed. Kendsgerninger som helt åbenbart – set i lyset af gårdagens nyhedsoverskrifter end ikke er kendt af de journalister som er sat til at dække området. Men for at få min pointe igennem, mente jeg mig have brug for en modsætning, og troede jeg vidste hvor en sådan fandtes. Men tro rækker ikke særlig langt i min bog – Hvorfor jeg måtte læse på omkring den svenske ombudsmand – for derefter at ringe til ham og spørge ind til enkelte aspekter af det svenske system og hans handlemuligheder deri (bare for en sikkerheds skyld). Alt i alt også hér en hel del arbejde – udover de dages tænkearbejde jeg havde lagt i forud for.

Skønlitteratur:
Skabelsesberetningen. Her er der naturligvis en del følelser og meget fiktion. Hvor størsteparten af arbejdet udspiller sig som timer af tænkning. Men.. følelserne og fiktionen udspiller sig i en kontekst. Og for at kunne beskrive denne kontekst fx. den miljømæssige er jeg nødt til (så godt som muligt)at sætte mig ind i hvordan det var at være/bo i de forenede arabemirater,Libanon,Palæstina for tredive år siden. Hvordan så møblerne ud, hvordan var politikken, hvad var det for en stemning i befolkningen og nej folk havde ingen mobiltelefoner osv. (En del forfattere rejser jo også rundt for at gå på de gader, drikke på de værtshuse, vandre i de bjerge – som de skriver om. og så fremdeles….)

Poesi:
Jeg forelskede mig en dag i ordet ”Yperit” udtalt på svensk. I flere dage gik jeg rundt og smagte på det, talte med mig selv om det – at et så smukt ord, kunne sidde fast på noget så uhyggeligt.

At gøre det smukke grimt – det grimme smukt.  Et digt opstod. Men også det krævede research for min viden var begrænset, for er yperit virkelig osynlig, eller var det bare noget jeg troede? Er den Farveløs?  Og taler vi om stænk,dråber,små skyer? osv…

***

At skrive, er således ikke let. Det kræver tankeevne og kreativitet,  viden om det man skriver om og tiden til at gøre det i. Og selv om jeg synes at det at tænke og at skrive er sjovt, så er den praktiske del sjældent lige så sjov. Men begge dele er arbejde. Hårdt arbejde.

©Harning

* Kronik, fra det Latinske: chronica,  hvor chronos betyder tid. Således indebærer den meget strikse definition, som jeg heller ikke overholder. 🙂  i princippet en faktuel beskrivelse af noget i rette kronologiskt tidsperspektiv

Afskaf Forvaltningsloven!

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck bliver i dagens avis anklaget for ikke at overholde forvaltningsloven.

Og hvad så?

For dem jer som måske ikke ved det, så er forvaltningsloven en af de love som er tænkt, at skulle regulere forholdet mellem borger og stat, at give retssikkerhed til den enkelte i forhold til myndighederne, og af en lov at være, så er det en usædvanlig nem lille sag. Den indeholder regler om aktindsigt,partshøring,tavshedspligt, begrundelse og klagevejledning.

Hvad loven ikke indeholder er mulighed for at holde den enkelte myndighed ansvarlig for overtrædelser. Visst kan man klage (det står der jo i loven), men myndigheden er da ligeglad, ofte gider de end ikke at læse klagen og forholde sig til klagerens punkter, og hvorfor skulle de egentlig også det?

Det er jo ikke som om de mister deres autorisation, får bøder eller bliver fængslet for at tilsidesætte borgerens rettigheder. Faktisk er det sådan, at rigtig mange myndigheder* end ikke har læst forvaltningsloven. Og når der ingen reelle konsekvenser er, for ikke at overholde den lovgivning som man er ansat til at arbejde efter, og som derfor bare giver én en masse ekstra arbejde – så findes der vel heller ikke nogen som helst anledning til at følge den?

Kvikke hoveder vil nu måske påstå, at jamen vi har jo Ombudsmanden. Og det har vi da, han er bare ikke en egentlig rekursinstans og vælger således helt selv hvilke klager han gider beskæftige sig med, ligesom han heller ingen mulighed har for at uddele konsekvenser til myndigheden. (j.F.)

Nåh, siger de kvikke hoveder, men når alt andet fejler så har vi da heldigvis domstolene. Og det har vi da, men til forskel fra andre lande har vi ikke nogen egentlig Forvaltningsdomstol og de danske dommere er derfor ikke særlig vidende indenfor forvaltningsretten(J.F), og at anlægge en sag ved domstolen koster penge. For borgeren.

Forvaltningsloven er således bare en illusion, et fatamorgana som enkelte  naive mennesker stædigt fastholder.

Så:

AFSKAF FORVALTNINGSLOVEN!

© Harning

* observer venligst, at myndigheder ikke bare er ministerier og socialrådgivere, men også skolelærere, pædagoger og alle andre som er ansat i den offentlige forvaltning for at varetage borgernes behov.

(Mere om udlændingesagen)

Indvandrerbørn skal lære dansk

Ovenstående påstand er der vel næppe nogen der kan være uenig i. Danske børn skal også lære dansk. Det er derfor rigtig godt at Haarder vil øge sprogstimuleringen for de små under fem. Helt dum er han altså ikke. Helt intelligent er han heller ikke – for som sædvanligt er han som politiker helt ude at svømme når det gælder løsninger.

For hvor er det lige børnene skal få sprogstimuleringen henne? Jo, i børnehaven selvfølgelig. Også det umiddelbart en glimrende ide – altså lige bortset fra at danske pædagoger heller ikke kan dansk. Dansk er ikke et obligatorisk fag på pædagoguddannelsen lige så lidt som sprogstimulering og sprogtilegnelse er det. Faktiskt er det fuldt muligt at komme ind på pædagoguddannelsen med en mangelfuld danskeksamen – for så aldrig at beskæftige sig med faget igen!

Mangen er de gange hvor jeg har været nødt til at bede en pædagog om at lade være med at læse højt for et af mine børn – fordi antagelsen om at ”bare” man læser – så er det godt nok florerer i de danske institutioner. Gu´ er det ej godt nok, ikke hvis den voksne med monoton stemme tager livet af historien, eller endnu værre – hakker sig igennem teksten, udtaler ordene forkert og laver egne besynderlige grammatiske tilføjelser.

Så, hvem er det lige der skal lære børnene dansk? Hvem er det der skal lave rim og remser, læse spændende eventyr og skabe en sproglig bro mellem forældre og institution?

© Harning

* Skulle nogen ønske yderligere dokumentation for danske pædagogers almene mangler indenfor dansk, kan et besøg i BUPLs diskussionsforum anbefales. Eller læs tidligere eksempler på samme HÉR.

(For god ordens skyld bør lige nævnes at u.t. naturligvis har haft dansk som linjefag – inkl. afsluttende opgave om sprogtilegnelse og sprogstimulering af børn med anden etnisk herkomst i danske daginstitutioner)

Længe leve Fogh Rasmussen

For snart mange år siden skrev jeg nedenstående lille klumme og kan efter at have læst dagens Politiken om hvorledes Danmark slår rekord i nye regler (faktisk har vi for længst overgået Forbuds Sverige) bare konstatere: Det var jo det jeg sagde!

Længe leve Fogh Rasmussen

Hvis du går rundt og er ked af, at alle de store russiske kommunister er døde, så fortvivl ej mere.
Der er kommet en ny leder, en mere effektiv leder, en leder med fantastiske visioner. En mand , der vil blive større end alle de andre.
Og det bedste er, at han er vores. Han vil gøre Danmark kendt i hele verden ikke bare som en muligvis diffus hovedstad i Oslo eller en lille ø langt oppe i nord, men som det land, der fik gennemført kommunismen uden kulturrevolution, og via borgenes egen demokratiske valgproces.
Hans navn er Anders Fogh Rasmussen.
Han er allerede begyndt. Som i Ruslands storhedstid, er der kommet flere love og reguleringer end nogensinde før i Danmarkshistorien, bevillingerne til politiet bare stiger og de gamle russiske herrer ville være stolte over borgernes manglende protester.
Men det allerbedste. Den gennemførte kollektivisering. Kan du huske de smukke tanker om, at alle skulle have arbejde, til fælles og lige løn, og at alle skulle arbejde sammen for statens bedste?
At staten var større end individet, og lederen var almægtig! I Rusland gik kollektiviseringen ikke så godt, borgerne blev utilfredse og Gorbatjov kom til. Sikke en skam!
Fogh Rasmussen har heldigvis ikke de samme problemer med genstridige borgere. De få der er, bliver hurtigt slået ned med trusler om fængsel, eller anbringelse af deres børn eller det bedste middel af dem alle: borgeren tvinges til at sidde time efter time, dag efter dag og tale med en mentalt underbemidlet sagsbehandler.
Men det er trods alt kun de få. De fleste af os vi ved heldigvis hvad vi har godt af, og vi forstår behovet for kollektivisering.
Fogh Rasmussen har ved hjælp af nytænkning og modernisering lykkedes med at gøre, hvad ingen tidligere har kunnet. Ordene er andre (aktivering, kontanthjælp, jobcentre og private aktører…) men ideologien den samme.
Siden Fogh Rasmussen kom til magten, har han allerede præsteret, at få flere mennesker ind under offentlig aktivering end tidligere regeringer, han har klaret at gøre lønnen for statens ansatte (kontanthjælpsmodtagerne) lavere, han har fået fagforeningerne sat ud af spil og han har sikret sig, at de få genstridige iværksættere taber modet, til at gå i gang. Anders Fogh Rasmussen er intet mindre end et geni!
Unge gør rent for kommunens ældre, til den halve løn af hvad en rengøringskone i 40erne skal ha. De unge mænd bliver sat til at svejse og male i kommunens regi, hvorved ikke bare lønnen spares, men også alle de penge, som fagforeningen ville have forlangt til sikkerhedsudstyr, hvis det havde været deres egne medlemmer. Kommunens pædagoger bliver skiftet ud med midlertidigt personel uden uddannelse, men i jobtræning, til dejligt billige penge.
Ved at anvende sig af ufaglært personale opnår staten desuden en skøn sidegevinst.
Der vil ikke længere være brug for penge til universiteterne og de andre uddannelsesinstitutioner, altså kan de penge også gå direkte i statens (læs lederens, den almægtiges) lomme.

Længe leve kommunismen!
Længe leve Fogh Rasmussen!
…
Og må Gud bevare Danmark.

©Harning

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen!

og de har taget mig og min krop som gidsel!

For nogle år siden skrev jeg ”tøsemagt”  en raptekst i protest over kvindebevægelsens selvbestaltede ret til politisk korrekthed og ejerskab over andre kvinders sind og kroppe.
I dag er den mere relevant end nogensinde, da Dansk Kvindesamfund igen er gået på banen for at nedgøre,kritisere og fordømme sine medsøstres karrierevalg.
Dette er fuldstændig uacceptabelt!
Uanset hvad Dansk kvindesamfund eller andre med dem ligesindede måtte mene eller tænke, har jeg fortsat ret til mit frie individuelle valg når det kommer til mig selv og min egen krop i henhold til kvindekonventionen.
Denne ret insisterer jeg på, at fastholde, såvel for mig selv som for andre kvinder der ikke sympatiser hverken med inkarnerede misforståede rødstrømper eller medlemmerne af Dansk Kvindesamfund.
Teksten er således et oprør mod en bevægelse, der ikke længere kæmper på kvindens side – men som har skabt sin egen side at kæmpe for.

En side der er snæversynet og hæmningsløst dæmoniserende moraliserende overfor de frie kvinder som ikke passer ind i den forudbestemte korrekte ramme.

Kvindebevægelsen er derved, ifølge min opfattelse, blevet den undertrykkende part, der fuldstændigt ignorerer den enkeltes kvindens frie valg, og i ligestillingens navn misbruger den enkelte kvindes krop.
Ingen andre steder i samfundet møder man så intolerante holdninger, som hos disse hovmodige kvindeforkæmpere. De er de første til at råbe ”Offer” eller ”Billig” eller ”udnyttet” hvis en ung selvbevidst intelligent kvinde ønsker at eksperimentere med og nyde sin egen seksualitet.
Eller gud nåde og trøste – skulle ønske at blive hjemme og passe sine børn- eller som jeg, vil forbeholde mig retten til at gå i stiletter, nøgen på nær et forklæde mens jeg bager småkager til de små poder.- og glæder mig til at min søde (på nuværende tidspunkt imaginære) forsørger kommer ind ad døren.

Tøsemagt er således et slags begravelsesdigt til rødstrømperne, og samtidig en hyldest til enhver kvindes ret til individuel selvbestemmelse.

© Harning

Red. 13 marts: Hvis du vil støtte kvinders ret til selv at bestemme over deres krop, kan du bla. gøre det hér.

Red. 16 okt: Flertallet af Svenske kvinder er imod sexkøb

Læs også disse fornuftens ord

Amnesty: Mänsklig rättighet att sälja sex

På…

Skrankepave Skammelsen
Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer – ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag – lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre – faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!

Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.

© Harning

(Stor tak til lille Jensen for inspiration
og baggrundsinformation om Ixxxx Bibliotek)

*****

Låt Danmark betala för systembolaget!

Nu får det vara nog, tycker Malmös kommunalråd Ilmar Reepalu i tisdagens* City. Han anser att danskar som bor i Sverige och arbetar i Danmark kostar mycket fler pengar än vad den danska staten skickar tillbaka. Hur detta räknestycke ser ut skulle jag väldigt gärna vilja se.

Själv bor jag i Sverige och arbetar i Danmark – visst lägger jag mina skattepengar i Danmark, men jag går också hos dansk läkare, använder mig av dansk sjukvård, och om jag är sjuk, skal ha föräldrapenning eller om jag blir temporärt arbetslös så betalar Danmark.

Fast nu är det ju inte de arbetslösa danskarna som Hr. Reeplalu har fått nog av, utan de av oss som arbetar och skattar på andra sidan. Så låt oss se vidare på matten.

Jag själv får alltså ingenting från Sverige, hur är det då med resten av familjen?

Bostadsbidrag får vi varken från Danmark eller Sverige. Egentligen har vi rätt till bostadsbidrag från Sverige, men eftersom det särskilt fina svenska decentraliseringsystemet har skapat ett enskilt kontor, utan handläggare, för oss som arbetar i Danmark – lär detta tidigast komma till utbetalning om femton år eller så.

Barnbidraget kommer från Danmark – men används i Sverige för att betala sonens förskola.

De flesta gränsarbetare betalar dessutom maxtaxa eftersom försäkringskassan räknar om de danska kronorna – utan att medtaga den högre skatteprocenten. Bruttoinkomsten framstår därmed illusoriskt högre – och bidraget blir därmed mindre.

Sen är det den äldste sonen som visserligen går i gymnasiet, men som varken får studiebidrag eller gratis tandbehandling i Sverige. (sistnämnda har vi naturligtvis klagat över).

Sverige tjänar däremot på min fastighetsskatt, min vägskatt och mina miljöavgifter för inte tala om all dyr el som jag använder och de lokala näringsdrivande som har glada dagar när jag använder min höga danska lön för alla mina inköp.

Till och med mitt månatliga pendlarkort köper jag i Sverige – till stor glädje för skånetrafiken, eftersom den danska staten betalar även för detta.

Faktiskt lägger jag alla pengar som jag tjänar – i Sverige, förutom ett par flaskor vin då och då, som jag hellre köper i Danmark eftersom det är både lättare och billigare än att springa på systemet.

Men.. det kanske är detta som Hr. Reepalu protesterar emot och vill att Danmark skall betala – de förlorade spritskatterna ?

Eller är sanningen den, att sjukvård, arbetslöshetskassa, pensioner osv. inte alls kostar samhället så många pengar som politikerna vill låta påskinna och att skatten som betalas i Sverige både räcker mer än väl och blir över?

Faktum är att jag lägger en kvarts million kronor till det svenska samhället –utan att få någonting tillbaka och att Hr. Reepalu och vänner dessutom får in 11.000 kronor per familjemedlem från den danska staten.

Det finns ett ord får människor som singlar ut en folkgrupp och gör dem till syndabockar, undrar om Hr. Reepalu definierar sig själv som en sådan? Och jag undrar om mina barn nu kommer att vilja stanna i Sverige och bli produktiva vuxna skattebetalare, eller om de kommer att hinna bli så trötta på att kallas ” Djävla danskar” att de emigrerar så fort de bara kan…..

©Harning

*(Dette er et ældre indlæg – men jeg bliver SÅ træt, af at læse Metro der fortsat giver spalteplads til Ilmar Reepalaus hetz mod os sundspendlere. Igår var manden endnu engang ude med riven – denne gang med en påstand om at vi snyder med bla. boligsikringen. Altså den som de fleste af os slet ikke kan få! Hvad manden egentlig vil er tvivlsomt, i år synes han at være interesseret i at kunne snage i vores indtægter – går jo ikke, at danskere ikke skal oplyse til Hr. Reepalau hvad de tjener. Sidste år kom jeg frem til at hans agenda vist nok var som beskrevet herover, men da manden er noget ulden og ikke til at lokke korrekte tal ud af – så står hans agenda vist fortsat hen i det uvisse…)

Undrar om det var en dansk som köpte lådan?

Flera siffror

juleindkøb

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 😀

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. 😀

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Se også Politiken d.8sept.2008:  Penge vigtigere end børnene

Stop belejringen af Arto!

Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Det er et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture til jævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”, ” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osv på nettet eller ringe til børnetelefonen, hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagoger kan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetoden tror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” – da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarere latterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. Der skal en politiundersøgelse til for at afklare om ”Cybergogoggerne” er pædofile eller ” bare” pædagogstuderende uden respekt for andre menneskers integritet og uden evne til formulere sig hensigtsmæssigt overfor unge. Og er det så ”bare”? Er forskellen egentlig så stor mellem en pædofil og en voksen som udnytter børn til styrkelse af eget selvværd eller tilfredsstillelse af egne behov?
Er krænkelse af et barns privatliv og følelser ikke at betragte som et overgreb? Eller er der kun tale om overgreb når der ligger en seksuel intention bag? En ting er helt sikker – de kontaktsøgende voksne på Arto er der kun af én årsag. Nemlig for at dække deres eget behov. Ikke børnenes, og bestemt heller ikke mit, hverken som forælder eller som pædagog. Jeg er ikke bekymret for at mine børn skal udsættes for pædofile, eller at de skal mangle voksne at tale med. Men jeg er alvorligt bekymret for at de skal miste tilliden til voksne – hvis de gentagne gange skal opleve at voksne er nogen som handler efter eget behov uden hensyntagen til børnenes integritet.
Børn og unge i dag overvåges og holdes i forvejen alt for meget i hånden af voksne. Herved fratager vi dem muligheden for, at gøre egne erfaringer, selv om vi ved, at det er de egne erfaringer der danner grundlaget for såvel kognitive som sociale kompetencer.Det bedste vi kan gøre for at hjælpe, er derfor, at være til stede når de unge har behov for det – når vi inviteres til at hjælpe – og at vise dem at vi har tillid til, at de godt kan sondre mellem situationer som de selv kan håndtere og situationer hvor de har brug for voksenindblanding. Beviset på, at de unge kan selv, fremgår af de rigtige helte på Arto. Nemlig de unge mennesker, som har styrken til at sige fra overfor voksne som krænker dem – hvad enten denne krænkelse giver sig udtryk i et fysiskt eller et mentalt overgreb. Det er de samme unge mennesker som selvstændigt har påtaget sig opgaven at beskytte de sårbare unge, og som er gået på barrikaderne på Arto, for at bede de uindbudte voksne om at forlade sitet! Så stop belejringen af Arto, smut ud af de unges univers og find på noget andet med jeres liv. Gå i terapi, tag et kursus i pottemageri eller tilmeld jer en besøgsordning. Sagt med andre ord GET A LIFE !

©Harning

Politiken 2 januar 2007

Når retssikkerheden rammer Fru Sørensen!

Eller: Gå hjem og sov Kafka

Jeg har brugt de sidste par måneder på at gennemlæse en retssag. Det er en af den slags sager, som der findes i tusindevis af i Danmark, men som de færreste kender til. Det er en såkaldt ”dobbeltlukket sag”. Dobbeltlukket betyder at ingen, absolut ingen, på nær dommeren, parterne og deres advokater må få noget kendskab til den. Somme tider må end ikke parterne få alle kendsgerningerne. Dobbeltlukkede sager er opfundet med to formål, dels er det i fx. visse familiesager nødvendigt for at bespare børn ubehaget ved offentlighed dels er det i visse kriminalsager hensigtsmæssigt pga. den fortsatte efterforskning.

Formålene virker altså umiddelbart noble og fornuftige, men hvordan ved vi, som almindelige borgere, at de nu også foregår med hensyntagen til den enkeltes retssikkerhed? Det ved vi ikke, for ingen må tale om dem! Skulle der ske fejl, kan partens advokat naturligvis gøre opmærksom på dette, klage, kære eller anke en kendelse, hvis, men da også dette falder ind under hemmeligholdelsen er det normalt ikke noget som nogen andre nogensinde får kendskab til.

Det er også en forvaltningsretlig sag, en sag mellem en borger på den ene side og en statslig myndighed på den anden side. Enhver ved, at der i et demokrati og en retsstat naturligvis findes regler der regulerer myndighedernes adfærd overfor borgerne. Danmark er ikke nogen undtagelse. Vi har forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, persondataloven og straffeloven, altså en hel stribe af love og paragraffer med netop dette formål. Det lyder umiddelbart godt og ser da også helt fantastiskt ud på papiret, men fungerer det i virkeligheden?

I et demokrati burde den mest elementære retssikkerhedsgaranti for borgeren være, at denne altid havde krav på en advokat i sager mod myndigheder, og at denne havde adgang til de samme resurser som myndighederne. En sådan garanti har vi ikke i Danmark. En anden rimelig garanti burde være at dommerne i forvaltningsretlige sager, dels var uddannede og specialiserede til formålet dels at de var upartiske. En sådan garanti har vi heller ikke i Danmark.

I den specifikke sag som jeg har gennemgået siden jul, er der helt tydelig sket mange fejl. Fejl som ingen synes at interessere sig synderligt meget for – for i denne sag, helliger målet midlet, i hvertfald ifølge alle de berørte myndigheder. Og der er mange af dem, statsansatte og statsforvaltninger, justitsministeriet og såkaldte dommere, hver især med deres forudfattede mening om sagen og deres helt egen fortolkning af det, som ifølge lovgivningen ellers er gældende ret.

Idet sagen er ”hemmeligstemplet”, og idet jeg er nødt til at beskytte min kilde, har jeg naturligvis anonymiseret den virkelige sag der her er beskrevet.

Sagen.: En statslig myndighed vil gerne have bragt Rocker Larsen for retten. Den Statslige myndighed har imidlertid ikke selv lyst til at rejse sigtelse og sagsøge Rocker Larsen, og de har ingen beviser for at Rocker Larsen har begået den handling, som de ønsker ham dømt for. Hvad gør de så?

Jo de finder en intet anende respektabel borger, Fru Sørensen bankansat og mor til to børn. Og på Fru Sørensens vegne skriver den Statslige myndighed nu til byretten og siger at Fru Sørensen vil sagsøge Rocker Larsen.

Fru Sørensen, som intet kendskab har til hverken Rocker Larsen, eller den Statslige myndighed bliver noget rystet, da hun pludselig modtager et brev fra byretten om, at hun har sagsøgt en person, hun ikke kender, for en handling- som hun intet kendskab har til.

Fru Sørensen bliver bange. Hun kontakter derfor såvel den Statslige myndighed som Byretten og siger at hun ikke har sagsøgt nogen, at dette er sket helt uden hendes vidende og ber dem om at trække sagen tilbage.

Men, den Statslige myndighed nægter, for når de har bestemt at Rocker Larsen er skyldig ska´ han så sandelig også knaldes og fordi de ingen fysiske beviser har, har de brug for en vidneforklaring, der understøtter deres påstand.

En forklaring som de har bestemt, at uskyldige og intetanende Fru Sørensen skal afgive. Fru Sørensen forsøger sig med at sige, at det jo ville være løgn og at hun absolut ikke vil have sine borgerrettigheder krænket ved at vidne i en opdigtet sag. Det nytter naturligvis ikke noget.

Nu skulle man jo så tro, at Byretten ville afvise sagen, eftersom Fru Sørensen nægter at have noget kendskab til den, men nej. For Byretten tror ikke på Fru Sørensen. De har nemelig en myndigheds ord for at Fru Sørensen har impliceret og ønsket at sagsøge Rocker Larsen, og når myndigheden siger det – så må det være sandt.

Fru Sørensen er en stædig kanalje og vil ikke finde sig i sådan at blive trampet på, så hun sagsøger den Statslige myndighed og Ministeriet for at; de har rejst en sag i hendes navn og uden hendes vidende og at de fastholder denne sag mod hendes vilje.

Og nu kære læser, bør du holde godt fast, for det der her følger, er den ubehagelige og sjældent omtalte sandhed om det danske retsvæsen.

Fru Sørensen har ikke ret mange penge, så hun søger fri proces. Fri proces kan en borger få, hvis myndighederne vurderer, at der er en mulighed for, at borgeren kan vinde sagen. I Fru Sørensens tilfælde betyder det, at den selvsamme myndighed som hun har sagsøgt, også skal tage stilling til om hun kan vinde over dem i retten. Myndigheden vurderer naturligvis, at Fru Sørensen ikke vil kunne vinde, altså får hun ikke fri proces, og dermed må hun enten selv føre sin sag uden en advokat eller hun må opgive og finde sig i det Statslige overgreb.

Fru Sørensen opgiver ikke men hun skal snart opdage, at systemet er værre endnu. Til brug for sin egen bevisførelse mod den Statslige myndighed i Landsretten, har Fru Sørensen brug for dokumenter fra flere statslige myndigheder. Fru Sørensen får udleveret dokumenterne, men da det ikke er dommerne, men modparten (altså statens mand) som bestemmer om Fru Sørensen må bruge denne dokumentation i retten, får hun naturligvis afslag.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med politiafhentning såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kæmper dog bravt videre, med en lidt kantstødt tro på retssystemet, men stadig fuldt overbevist om, at de tre dommere i Landsretten vil kunne se at hun har ret. Hvad Fru Sørensen ikke ved, er at af de tre dommere i en Landsretssag, behøver kun den ene at være egentlig dommer – de andre to kan være noget helt andet, typiskt er de indhentet fra justistministeriets administration – selv samme myndighed som Fru Sørensen i denne sag har sagsøgt.

Hvad Fru Sørensen heller ikke ved er, at forvaltningsret er et helt særligt område indenfor juraen, ligesom kirurgi er det indenfor medicin, men at til forskel fra i sundhedssystemet, så skal dommere ikke have noget særligt kendskab eller speciale indenfor forvaltningsret for at få lov til at dømme i en sådan sag. I andre lande findes der særlige forvaltningsdomstole, med særligt uddannede dommere – men altså ikke i Danmark. Alt dette ved Fru Sørensen endnu ikke og hun sætter derfor sin lid til Landsretten.

Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Landsrettens dommere, som måske ikke er dommere, og som jo ikke har nogen særlig uddannelse indenfor forvaltningsret, og som desuden næppe kan siges at være upartiske, fortæller Fru Sørensen, at når den Statslige myndighed siger, at de har handlet korrekt når de rejste en sag på Fru Sørensens vegne, uden hendes vidende og mod hendes vilje, ja så har den Statslige myndighed handlet korrekt – for det er trods alt dem, der ved mest om forvaltningsret ! Ikke Fru Sørensen eller dommerne i Landsretten.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i Byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med tvangsanbringelse af sine to døtre og fængsling af hende selv, såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kan nu vælge at gå videre i Højesteret, hvor dommerne faktisk er dommere og hvor flere borgere har fået ret over myndighederne end i Landsretterne, eller hun kan vælge at opgive sagen mod den Statslige myndighed. Fru Sørensen, der fortsat ikke har nogen penge, ingen advokat og ikke må bruge det bevismateriale som hun har indhentet, vælger at opgive sagsanlægget mod den Statslige myndighed.

Hvad Fru Sørensen ikke opgiver, er kampen i Byretten. Fru Sørensen insisterer fortsat på, at hun ikke har kendskab hverken til Rocker Larsen eller den handling som den Statslige myndighed vil have ham dømt for, og hun fastholder, at hun bestemt ikke vil vidne mod Rocker Larsen i en sag, som den Statslige myndighed har opfundet. Byretten er stadigvæk af den opfattelse, at hvis bare de tar Fru Sørensens piger fra hende, så skal hun nok makke ret, og de truer derfor fortsat med tvangsanbringelse.

Fru Sørensen har intet ulovligt begået og Fru Sørensen er ikke umyndiggjort. Alligevel har en Statslig myndighed handlet retsligt på hendes vegne og alligevel vil Byretten tvangsanbringe hendes børn indtil hun gør, som den Statslige myndighed forlanger. En tvangsanbringelse og en fængsling, som ingen nogensinde vil få noget at vide om, eftersom det er blevet besluttet bag dobbeltlukkede døre i en hemmelig ret, som ingen må tale om!

Fru Sørensen er bange og hun og hendes familie er nu gået under jorden. Familien har ikke reelt haft noget andet valg, for hvad skulle valget være ? Hvis ikke Fru Sørensen afgiver den vidneforklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, tar de hendes børn. Hvis hun derimod afgiver den forklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad konsekvenserne så bliver……

Virkelighedens retssikkerhedsgaranti ligger således alene i Fru Sørensens mulighed for at gå under jorden.

© Harning

For kompliceret for Ombudsmanden

I Danmark har myndigheder og bureaukrater ikke altid ret, derfor findes der en ombudsmand. Ombudsmandens job er at undersøge sager, hvor borgernes retssikkerhed er blevet tilsidesat af pampere og papirnussere.
For i Danmark ved vi godt at myndighederne ikke altid har ret.
Faktisk er vi i Danmark så bevidst om myndighedernes manglede evner at Ombudsmanden selvfølgelig ikke skal tage sig af alle de sager der havner på hans bord.
De sager, der er for omfattende og hvor myndighederne har begået for mange fejl og overtrådt for mange love, de skal naturligvis afvises, ellers ville ombudsmanden skulle bruge urimeligt mange resurser.
Det ville også være synd for ombudsmanden hvis han var nødt til at tage stilling til en kompliceret sag. En sådan stillingtagen kræver jo både stor juridisk kompetence og et dybtfølt engagement for borgernes rettigheder, hvilket vel er mere end man rimeligvis kan forlange i en bananrepublik, der flere gange har påkaldt sig Amnesty Internationals bevågenhed.
Men, hvis du som borger er så heldig at have en lille sag, en sag hvor myndighederne kun har overtrådt en enkelt paragraf eller to, så er det lige noget for ombudsmanden.

Endelig er det jo dejligt betryggende, at vide, at hvis ombudsmanden tager affære og giver borgeren ret, så skal myndigheden ikke belemres med ubehaget af at indrømme sin fejl og rette op på lovløsheden. Det ville jo være synd for den enkelte bureaukrat, som vel bare har sjusket en smule.
Det er derfor blevet besluttet, at ombudsmanden intet kan beslutte.

Personligt synes jeg, det er ganske fornuftigt, at i det mindste én offentlig instans er bevidst om at spare på administrationen og jeg håber at Fogh Rasmussen finder en passende belønning. For eksempel en studierejse, med alt betalt til vores naboland Sverige, hvor den stakkels ombudsmand skal tage stilling, selv om den der klager ikke har partsstatus, – og hvor han faktisk også kan være nødt til at bruge tid og samfundets resurser på at rejse sag mod en bureaukrat der har tilsidesat borgerens rettigheder.
En studierejse ville derfor være en lærerig oplevelse, som ville vise at Danmark er et fantastisk land at leve og arbejde i – for en ombudsmand.

©Harning

Er ombudsmanden en narresut?

Statsreguleret kønsdiskriminering

Piger elsker blod! Det er i orden for piger at elske blod. Blodet er det der gør pigerne forskellige fra drengene og det der gør piger til kvinder! Når piger bløder, kan de ære sig selv og verden ved at anvende natursvampe. Svampene skal passes og plejes og når menstruationen er over anbefales en smuk ceremoni, hvor svampene bliver begravet.

Dette mine venner, er en del af min søns seksualundervisning! Min søn ved nu alt hvad der er at vide om natursvampenes pasning, plejning og vaskning.

Men hvordan en vagina egentlig ser ud, og hvad en klitoris er. Det er der fortsat ikke nogen der har gidet oplyse ham om, efter to års seksualundervisning i den danske folkeskole.
Til gengæld har ham fået rigtig meget at vide, om pigers følelser og hvor vigtigt det er for piger at have erotiske fantasier. Han er blevet oplyst om, at pigernes fantasier er naturlige og at det er et flot udtryk for selvstændighed, når pigerne onanerer. Det lyder jo meget godt, tænker du måske. Men hvad med drengene? Har de ikke også en eller anden form for eksistensberettigelse i undervisningen? Jo, selvfølgelig har de det. Lærerne har skam gjort meget ud af at fortælle, at drengenes lyst til at se porno er unaturlig. At porno er grimt, ulækkert og vanærende for enhver mand eller kvinde.
Min dreng er med andre ord altså pervers.
Skal jeg nu gå til af bekymring for, at mit lille pus, er ved at udvikle sig til en fuldblods-seksualforbryder, og at han vil gøre karriere i fængselspsykiatrien?
Nej!
Jeg vil hellere bekymre mig om, at give min søn den undervisning, som folkeskolen helt klart er ude af stand til.

Som alle gode mødre henvendte jeg mig derfor til biblioteket i forvisning om, at der da hér fandtes alt hvad hjertet kunne begære om drenges udvikling ind i puberteten. Jeg tog en hurtig beslutning og slæbte samtlige tyve bøger om emnet med hjem. Ud af de tyve var der én, som faktisk behandlede emnet seriøst. Èn der beskrev de kropslige og hormonelle forandringer hos drenge og oven i købet lukkede op for muligheden for at drenges seksuelle fantasier var helt normale! Èn ud af tyve. Tænk lidt over det. Kun én bog. Alle de andre behandlede primært piger, pigers følelser, pigers forandringer, og ja, også jeg ved nu alt om natursvampenes pasning og plejning. En oplysning, jeg helt ærligt gerne ville have været foruden.
Det lykkedes mig derimod ikke at finde bare et godt billede af kvindens udvendige kønsorganer. Hvad gør en bekymret mor så? Ja, jeg er jo lidt genert, så jeg kunne jo ikke bare lægge mig ned og vise ham mine, og jeg vil nødig i fængsel for at vise min søn porno, så hvad gør man? Jeg var heldig, det lykkedes mig at finde en kunstner i vennekredsen, som var villig til at lave en naturtro tegning (altså ikke af min). Men er det rimeligt?

Og hvem skal lære ham om alle de dejlige fantasier, som jeg synes han er i sin fulde ret til at have? Hvem skal lære ham at de ikke er perverse, og at hans hænder ikke falder af, hvis han sover med dem under dynen?
Hvor blev ligestillingen af, når drenge skal lære om natursvampenes pasning og plejning, men end ikke tillades en lille omgang fællesonani?

©Harning

Haikumysteriets opløsning?

Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur i naturen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor kat komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at katten ville spise ham og satte i løb…

Hvor er det så jeg vil hen med denne lille saga om Peter, der vist må have fået solstik når han midt ude i den skønne natur kan blive bange for en sølle kat ?

Præcision – er hvor jeg vil hen.
Nærmere bestemt vores præcision som forfattere, lyrikere og digtere. Som ivrig læser af alt der er skrevet med bogstaver, hvad enten dette så er i papir eller computerformat har jeg læst et utal af digte med genrebetegnelsen Haiku. Rigtig gode digte! Problemet er bare, at jeg ikke mener de er Haiku.
For debattens skyld kommer hermed mine (og vel næppe helt egne) definitioner.:

Haiku: Haiku er en meget gammel Japansk digtform, som opstod i slutningen af 1500tallet hvorefter den i det følgende århundrede udviklede sig til en kunstform. Naturen indgår som metafor, digtet beskriver kigo (øjeblikket) og der tilstræbes en pludselig/ overraskende slutning.
Senryu: Senryu, følger de samme retningslinjer om 17 stavelser som Haikuen. Men hvor haikudigtet omhandler naturen og kigo, beskriver Senryudigte paradokser i tilværelsen og menneskelige relationer via satire, sproglige spidsfindigheder m.v. Senryu er altså ikke blot en afart af Haikuen, men en kunstform i sig.
Gendai :Moderne og omdiskuteret rod, hvor intet af ovenstående tilsyneladende er gældende. Værst er, ifølge min opfattelse, forkæmperne for gendai uden retningslinierne 5-7-5 (17) – For hvorfor bruge et japanskt ord, når vi allerede har et glimrende danskt ord (græsk) nemlig Epigram?

Når nu der findes disse inddelinger, er det så rimeligt at kalde alt for Haiku- uanset om det er humoristiskt eller satiriskt, handler om naturen eller om hverdagen, om øjeblikket eller evigheden?
Det synes jeg ikke- tværtimod synes jeg, at vi som forfattere har en særlig forpligtigelse til at være præcise i vores ordvalg, at beskrive så nuanceret som muligt hvad enten vi skriver lyrik eller en genrebetegnelse.
Hvorfor vi nu vender tilbage til historien om Peter, for den var ikke særligt præcis – den var et produkt af overordnede fællesbetegnelser, som nærmest latterliggjorde Peter, i stedet for at tydeliggøre hans angst.
For historien om Peter er egentlig denne:
Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur på Savannen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor Løve komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at løven ville spise ham og satte i løb……
For mig er det således et mysterium, at hvem som helst, kan kalde hvad som helst for Haiku.

© Harning