Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
En tanke…..
”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
Og én mere
”Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke,
jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig,
var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Martin Niemöller
Jag älskar. Ergo är jag.
Jag älskar när jag vaknar och jag älskar när jag somnar.
Jag ser dig komma gåendes, precis där, vid den första vita stenen
och jag vet,
och jag får spring i benen
och jag öppnar dörren
och du breder ut armarna och skrattar
och jag rusar
och du lyfter upp mig och pussar på mig och jag känner dina muskler röra sig emot innersidan av mina lår och vi snurrar och snurrar och du skrattar och skrattar, och du stryker mig över håret, Du och jag, säger du, Ja, du och jag svarar jag, och vi trillar ner på gräset.
Jag älskar. Ergo är jag
Jag älskar när jag vaknar och jag älskar när jag somnar.
Jag älskar.
Hämningslöst.
Det är inget att hymla om.
Och det är inget jag tänker skämmas för.
Jag bryr mig inte om att det tycks finnas någon social norm för hur länge, hur mycket och vem man får älska. Normer och tabun har aldrig rigtigt varit min grej 😉
Jag älskar. Ergo är jag.
Jag är
en som älskar.
Och tänk om, dagen kom, när du kom gåendes, precis där, vid den första vita stenen
och jag slutat älska
Senryu är en japansk diktform. Till det yttre ser den yttre som haiku eftersom de båda omfattar sjutton onji fördelade över en till tre rader (5-7-5).
Men skillnadnderna är större än likheterna i innehåll, stil, tema. Haikun handlar om ögonblicket, naturen, årstiden, olika skeenden i natur och människoliv. Haikun är blida antydningar där Senryun är mer direkt.
En Senryudikt kan uttala sig direkt och konkret om människor och deras relationer, om känslor och värderingar, om sex, politik och samhället. Senryu är ofta satirisk, häcklar gärna människors tillkortakommanden och ordlekar är inte ovanligt.
Alltså: En kort dikt som uttalar sig om mänskliga relationer, inte innehåller årstider och som till det yttre ser ut som en haiku är i regel en senryu. Eller som Akita International Haiku Network uttrycker det: ”…both haiku and senryu can be funny, but that if it’s funny, it’s probably senryu. ”
Skriv en senryu dikt
Dikten ska innehålla sjutton stavelser á tre rader 5-7-5 (det är inte helt petnoga, så ta hellre bort en stavelse än lägg till en bara för att få det att passa)
Dikten ska innehålla minst ett av följande ord: Mobil, rönnbär, penna, Löfén, Løkke, kaffe, venus, hund, fin, kontroll, glad.
Dikten kan så klart vara på svenska, danska eller varför inte både och. 🙂
Lägg ditt bidrag i den lilla trälådan på Vollsjö Mill, senast söndagen den 18 september klockan 16.00. (kom ihåg att skriva namn och adress)
”Codeswitching” er betegnelsen på at veksle mellem to sprog i samme sætning. Det kan Boel Harning.
”Nå, du taler skandinavisk”, lyder det ofte lidt overbærende, når svenskere i et forsøg på at tale dansk falder tilbage til modersmålet med et enkelt ord eller en hel sætning. Det kaldes codeswitching og som navnet antyder, sætter det sproglige og kulturelle koder op mod hinanden.
Det ved den svenske lyriker Boel Harning alt om. Hun er født i Sverige, vokset op i Danmark og er nu flyttet tilbage til Sverige sammen med sin mand, den svenske tegner Artur Berlikowski. I sin seneste digtsamling ”Codeswitching” tager hun godt og grundigt fat i forskellene på svenske og danske sproglige koder. De 28 digte veksler fra ultrakorte, kodede meddelelser –
Myterna och lögnerna om Anderz Harning är många och, som det ofta är med sådana dör de inte så lätt. Spridarna, de som låtsas veta, de som så gärna vill låtsas ha känt mannen själv, häver gärna ur sig vad som helst, sprider gärna vad som helst vidare utan att en enda gång stanna upp och tänka till, kolla fakta, kanske fråga de som faktiskt vet. Alla har något att säga, sant eller falskt spelar ingen roll, inte heller för de journalister som bär idiotin vidare.
Efter några årtionden börjar det bli tröttsamt.
När jag ännu en gång kan läsa påståendet om ”hur han gärna förnedrade unga tjejer, speciellt i offentligheten.” så tänker jag att nu får ni väl ändå ge er (även om det är skrivet av en kvinnlig journalist,som är så dåligt insatt att hon tror att Honung och Grädde var döttrarna?).
Javisst förnedrade han unga tjejer offentligt, han förnedrade och hånade alla, offentligt, inför publik. Unga tjejer, gamla kärringar, unga killar, gamla gubbar, sossar och byråkrater och psykologer och miljöförstörare och rasister. Alla.
Alla de som ständigt kom fram och skulle framföra sina åsikter, på gatan, på krogen, i affären, på bokmässan, i Sverige, i Spanien, i Portugal, i Frankrike, de kom i en aldrig upphörande ström och ville diskuuuuteeeraaaa, framföra sina åsikter, sina argument. Ibland pratade pappa med dem, ibland överlät han till mig att ”såga” dem. En retorisk skola få barn varit förunnade. Det intressanta är att de enda av alla dessa imbecilla idioter med vaga argument som fortsätter med att gnälla i bakgrunden är… ja gissa själva! Och så de försmådda kvinnorna förstås. Oj,oj,oj, dem finns det många av. Kvinnor som den grupp om tre som skickade långa smäktande ögonkast på pappa, drog upp kjolarna och juckade med underlivet på en krog i Portugal, som ville dansa, som ville prata, och som pappa försökte förklara för, att det inte gick. Han var ute med sin dotter och ville ägna tid åt henne. Kvinnor som vinglande och aspackade skrek åt honom (och mig) att han var pedofil, att jag inte var hans dotter, att han inte var intresserad av dem för att han inte kunde hantera ”riktiga” kvinnor och därför bara ville ha småflickor..
Visst myterna är många och de som önskar tro dem likaså.
Mansgris.
Ja det är klart att man kan kalla någon för det, särskilt passande beskrivning är det förstås om en man som valde att ta hand om sin dotter och var ensamstående pappa på sextiotalet. Fast nu ska jag akta mig för sarkasmerna och ironin – de förnedrade tjejerna förstår inte sånt
Mansgris.
Ja det är klart att man kan kalla någon för det om personen ifråga är en man och om denna man tycker att kvinnor själva ska ha rätt att bestämma över sina kroppar. Frågan är vad man då kallar en kvinna, som tycker likadant?
Faktum, som ingen bryr sig om att kolla, är att pappa älskade kvinnor. Älskade, inte bara som sexobjekt (även om han gillade sex och att titta på vackra ting (Vem gör inte det?) ), men älskade. Kvinnor var hans vänner. Han var gift med högutbildade kreativa självständiga kvinnor. Rollmodellerna jag växte upp med, från pappas perspektiv, de människor han beskrev med värme och stolthet, som något att sträva efter, var inte män. De var kvinnor.
Vissa av dem satte han på en piedestal som hans mormor Hulda, min egen mamma (numera professor), och sen de andra, kanske inte lika högt, kanske inte på piedestalen, men fortfarande långt över en man, vilken man som helst; Min egen mormor Ingrid, Birgitta Stenberg, Marina Stagh, Åsa Möller, Annika Dopping, listan fortsätter…
Alla är kvinnor. Alla är starka, självständiga och kunniga.
Han hade en god relation till flertalet av sina exfruar och tidigare älskarinnor, de flesta av hans bästa vänner var kvinnor.
Han uppfostrade kvinnor. Kvinnor som min syster och jag. Kvinnor som tror på sig själva, har mer än en högskoleutbildning, kvinnor som är uppkäftiga, rebelliska, föder sina barn hemma, älskar sex, inte skäms det minsta för sig själva och kvinnor som mer än en gång har ”förnedrat”, ”hånat” andra människor offentligt.
Och visst har han häcklat människor, iband kvinnor, som själva bjudit in, som själva tagit initiativet med dåliga argument och icke underbyggda fakta, som Gunilla Kindstrand och Christina Busck i exemplet i början av denna text.
(Boel (för länge sedan och ibland Grädde. 🙂 ) Harning)
Jag gav min son en uppgift idag (han bad mig själv hitta på en ”skoluppgift”), han skulle skriva en dikt om brunt, men han fick inte använda ordet brunt. Detta var vad han skrev:
” Krukor
I krukor finns det blommor som har en fin färg.
Färgen är samma som krukan
och samma som en vacker tjejs ögon.
Vissa rosor har denna färgen,
många tycker att de inte ska behandlas som människor
När storebror var sådär fyra gjorde vi som alla andra föräldrar, lekte med bokstäver, ordspel och annat väl tillrättalagt pedagogiskt material. Visserligen tyckte storebror det var roligt att tillbringa tid tillsammans men insikten och förståelsen för vad allt det där skulle användas till kom liksom aldrig. Tills pappa en dag skrev bajs med stora bokstäver på lillebrors blöja.
Åh… SÅ roligt det var! 🙂
Storebror kunde inte få nog och snart utvecklade det sig till sammansatta ord som bajsunge, skitunge, fisande,pruttande baby och plötsligt insåg han att bokstäver blev till ord, ord har makt och att alla som kan läsa orden kan förstå och att alla som inte kan lämnas utanför.
Språk är inte bara ord, det är sättet vi definierar och förstår vår värld på, uttrycker våra känslor, och precis som storebror insåg, är det att kunna använda orden även makt. Makt på gott och ont, men orden har bara den makt vi ger dem, orden i sig är neutrala. Vi kan välja att dramatisera eller avdramatisera de enskilda orden.
Exempelvis; En elev har inte fått någon uppgift på spanskan, tar därför ansvar och initiativ till eget lärande och med hjälp av google lär sig eleven fyra nya ord på spanska. En duktig lärare samlar upp på elevens initiativ – använder orden till att bilda meningar, lära sig grammatik, hitta synonymer, föra en dialog osv, och läraren gör detta utan egna individuella preferenser eller värderingar omkring enskilda ord. Om orden eleven lärt sig själv är kuk, fitta, trädgård eller katt spelar ingen roll för den duktiga läraren – alla ord kan användas. Precis samma sak gör sig gällande när en dikt, en novell ska skrivas. Eleven måste få använda och leka med språket i alla dets kreativa, expressiva nyanser. En duktig lärare uppmuntrar eleven att göra detta; att fördjupa sig i språket, i orden, i kulturen, tiden, samhället, att experimentera, prova gränser. Om eleven i sin text skrivit hora, neger, snickare, jissta petter, förälskad, kåt eller jävlar spelar ingen roll för den duktiga läraren – för en duktig lärare begränsar eller censurerar aldrig sina elever utifrån egna normer.
Tyvärr ser det ofta inte ut så i den svenska skolan, språkinlärningen, glädjen, kreativiteten och även yttrandefriheten får vika för lärarnas och de enskilda skolornas individuella uppfostringssyften.
Svordomar och fula ord ändrar sig över tid, de är olika beroende på kulturella och sociala sammanhang, de är normbestämda och därmed även individuella. Inget av detta tycks spela någon roll och den svenska skolan genomsyras dessutom av den felaktiga slutledningen att så kallade fula ord alltid är lika med kränkning av individer*.
Varför det är så kan man ju undra, när det ena forskningsresultatet efter det andra pekar på att fula ord, svordomar inte är det minsta skadliga för barn – tvärtom. Att kunna använda förstärkningsord, att kunna nyansera sitt språk, att kunna begå sig i divergerande språkliga sociala sammanhang, att kunna och att få uttrycka sina känslor, är både bra och utvecklande.
* Jag skulle tx själv aldrig bli kränkt över ordet hora, det är ett yrke och sen är det inte mer med det, annat än etymologin då, och inte heller här finns något att känna sig kränkt över, kukar och fittor har vi allihopa och hur det kan vara särskilt kränkande för någon begriper jag inte heller – och så är det med så kallade fula ord; de är norm och individbestämda.
Läsvärt:
Swearing in the Nordic Countries av en grupp nordiska språkforskare
Den här gången är det inte Malmö stadsbibliotek* men Apple. Jamen!!!
“…Hej Boel vi beklagar att informera dig om att din bok inte kunde friges för försäljning p.g.a. Apples stränga krav avseende innehåll….“
Så om du använder och gillar Apple så låter E-varianten av Codeswitching nog vänta på sig ….
Seriöst…. Jag hade räknat med att åka på stryk; från feminister, lärare, kanske till och med ….. – men Apple! – Come on…
* Oprindelig mente Malmö stadsbibliotek at min bog “på græssets smaragdgrønne” ikke var “passende” for deres læsere og ville derfor ikke købe den ind – de ændrede sig dog siden.
Så, endelig – efter et par bump på vejen – sidder jeg hér med bogen i hånden! 🙂 For en bibliofil som mig er der nu engang noget helt specielt ved en rigtig bog, med rigtige sider: følelsen og lyden når man bladrer, lugten af papiret… det er simpelthen noget ganske andet end at sidde ved en skærm (dermed ikke sagt at dem af jer der hellere køber E-bogen ikke ska gøre det 🙂 ) men for jer der ligesom mig foretrækker en rigtig bog så kan den nu købes hos adlibris, eller hos Cdon.dk, eller som E-Bog hos fx. El-giganten eller Läsboken.
Uanset om du vælger papir eller skærmudgaven så ønsker jeg dig rigtig god fornøjelse! 🙂
Og til dem af jer der under årene har udtrykt ønske om indlæg/tekster af mere personlig karakter – mon ikke der er lidt guf til jer denne gang….. 🙂
…Hvad personlig nu egentlig er… selv har jeg altid ment at en stor del af mig – netop er mine synspunkter, hvor synspunkterne så kommer fra, i hvilken sociokulturel verden de er opstået og hvordan de ville have set ud havde jeg boet et andet sted, i en anden tid…. Så Codeswitcing er egentlig ikke bare et sammensurium af sproglige men også af kulturelle koder.
(hvis du vil have lidt mere baggrundsviden om det dansk-svenske som er en del af mig og min sociokulturelle baggrund så anbefaler jeg at du læser Helenas beskrivelser af kulturforskellene og i stedet for at se dem som forskelle- blander dem sammen i en pærevælling:-) )
– ”Men älskling, nu måste jag väl ändå få kalla dig poet”, sa mamma,”nu när du har gett ut en diktsamling på ett riktigt förlag”.
Jag vände mig mot henne och skulle just säga att; –”Nej, absolut inte, jag hatar poeter, jag är inte poet!” när det slog mig att jag nu kanske hade möjligheten att kompromissa om en annan diskussion som även den stått på i åratal, så istället sa jag; – ” Poeter är känsliga varelser, det är viktigt för dem att kunna använda alla sina sinnen, känna med hela sin kropp, även med sina fötter så då är det väl okej att jag går barfota? ” ”lite excentriska får de ju också lov att vara..” la jag till för en säkerhets skull, mamma kan vara en hård förhandlare.
-”Kommer inte på fråga” sa mamma,med den där speciella mammablicken som skrämmer livet av även den sturskarske uppkäftigaste trettionågontingåringen.
För enligt mamma, går vuxna kvinnor inte barfota offentligt – poeter eller ej.
Då var det kört,enda fördelen med att vara poet,eller i alla fall att låta min egen mamma kalla mig för poet, skulle vara att slippa de evinnerliga diskussionerna om huruvida jag ska ha skor på mig eller ej.
Men min mamma är en litterär människa som gillar att läsa poesi, som njuter av en dikt på samma sätt som andra långsamt smuttar på en årgångsvin och för henne är det att vara poet något alldeles särskilt fint inom litteraturens värld (Fast sen är hon ju finsmakare förstås. 🙂 ), så hon ger sig inte, diskussionerna fortsätter oförtrutet år efter år.
För mig har poeter alltid varit såna där självhögtidliga, narcissistiska, navlebeskuende, svartklädda tråkmånsar med komplett oförmåga att skratta eller se världen från någon annans perspektiv än deras eget, löjeväckande fjantpellar som kommer med extremt långa meningslösa tirader som de själva tycker låter helt fantastiskt och som de sen förväntar sig att alla vi andra ska applådera i djup andäktighet.
Hur det blev så? Att vi har så olika uppfattningar? Av vad och vem en poet är? Ja, en del är säkert samhällets fel 🙂 som bilden ovan visar dyker min version upp på en enkel googlesökning på bilder av poeter, en del är säkert pappas fel; jag hör honom hela tiden i huvudet,hur han föraktfullt säger ”poeeeeter” som enligt hans övertygelse hörde till i samma skämmiga låda som ”byrååkraaaater” och ”byråådirektööörer”(det fast också han skrev dikter ibland,riktigt fina vackra dikter),och en del är säkert de, ofta självutnämda, ”poeeeter” vars triviala banala dikter och självhögtidliga uppläsningar jag tvingats lyssna på genom åren.
Så nej, jag är inte poet.
Det är för mig ungefär lika kränkande som att bli kallad feminist. Jag skriver. Dikter. Poesi. Prosa. Lite smått och gott. Och jag begränsar mig inte till en genre. Och jag går barfota och jag skrattar åt mig själv 🙂
Och jag vill att det ska vara kul att skriva,en rolig utmaning, att det jag skriver ska väcka tankar, känslor, något. Att skriva enligt vissa regler kan t.ex. vara en rolig utmaning- för hur får man sagt det man gärna vill, inom bestämda ramar?
Att skriva kan bli som att lägga ett vackert roligt pussel fyllt med kontraster. En sudoku, ett korsord, en gåta – fast ändå inte eftersom svaret ju finns där, någonstans, annars hade det varit för lätt, för banalt…
***
Barfota flicka
vackrare än lindarna
armlös i vinden
(Det här har bla publicerats i Buy A Poem och de flestas första konstatering brukar vara att: ”Du har stavat fel, ärmlös ska det vara!”. Nej, jag har inte stavat fel. Men hur kommer det sig att så många omedelbart antar att det är en felstavning och inte det självklara – att flickan faktiskt inte har några armar? ”Makabert” har jag också hört, av några av dem som insåg att det inte var en felstavning. Kan en människa utan armar inte vara vacker ? )
***
Ypperlig yperit
osynlig
i dalgångens violetta kväll
blander sig like pouring rain
med duggens fald og skaber olivettedråber
på kvinnans silkeslena
(Från den pågående Codeswitching-samlingen. Innebörden lämnar jag till er att tänka över … )
Efter uendeligt tålmod med os forfattere og flere måneders hårdt arbejde fra de to ildsjæle Lonni Krause og Kenneth Krabat så en ny antologi dagens lys i august. Antologien ”Ordløst, 119 digtere i dansk forfatterforening” må nok siges at være vor tids mest digre samling af poeter i én og samme bog og i bedste kunstnerlige ånd er den selvfølgelig gratis og lagt ud til fri op og download for privatpersoner*. Så… hvis du vil læse mine eller andres bidrag klikker du bare på bogen herunder.
God fornøjelse! 🙂
Harning
*Men den må naturligvis ikke anvendes i erhvervsmæssig øjemed, herunder offentlige og private skoler samt skriveskoleundervisning, uden tilladelse fra forlaget eller aftalt kompensation til de enkelte digtere, herunder CopyDan-afregning eller tilsvarende.
skogar av metroseksuella androgyna pojkvaskrar och virtuella universum fylda av spyfärdiga, kvalmende, blöjbytande pappabloggar
en verden af kompliceret idioti på højt niveau
hvor digte skrives
uden rim og ræson, om gulerødder og murbrokker og betonlebber
som var dét, det vackraste Gaia hade att erbjuda.
Och kanske är det så
att indifference är det nya Utopia?
Forfatterinden og filosoffen Nina Karin Monsen er blevet tildelt den norske pris ”Fritt Ord” hvilket har skabt en hel del debat,kritik,og ja, sågar næsten også optøjer .Kritikken skyldes Monsens tidligere udtalelser om homoseksuelle og deres ret (mangel på samme) til at indgå ægteskab og få kunstig befrugtning og fremføres primært af homoseksuelle omend også en del andre har meldt sig til kritikerkorpset. Og så er det jeg undres, for hvorledes kan nogen anse at en betingelse for at modtage en Fritt Ord pris er at prismodtageren alene udtrykker ”godkendte” og politisk korrekte ufrie ord? Selv er jeg, et langt stykke hen ad vejen, rent holdningsmæssigt dybt uenig med Monsen – men det indebærer jo på ingen måde at jeg mener, at hun ikke bør have samme ytringsfrihed som alle andre eller at hun ikke skulle kunne fortjene at få en pris for at benytte sig af denne ytringsfrihed.
For ordet er frit – hvad enten det så handler om Mohammed tegninger*, Playboybilleder eller homoseksuelle, og at, som visse af aktørerne i denne sag, ligefrem demonstrere mod Monsens ret til at ytre sig synes jeg ikke bare er beskæmmende men tillige et usædvanligt pinligt udtryk for demonstranternes snæversynede dobbeltmorale.
På arbejde. Min kollega og jeg er uenige om hvem der skal gøre hvad. Pludselig tar han fat i min arm og råber: ”se mig i øjnene når jeg taler til dig”. Han er vred og stor og stærk og jeg bliver grebet af panik. Kan ikke finde ord. Forsøger at vriste mig fri. Men han er større og stærkere og insisterende, så jeg står bare dér og lader ham se ind i min sjæl og mærker hvordan jeg langsomt forsvinder
Jeg er kommet til at love min søn at jeg vil skrive en ny Thomas & Esmeralda historie og selv om det var et løfte afgivet i et svagt øjeblik – så skal løfter til børn, som bekendt, jo holdes. Indtil videre ved jeg at historien skal indeholde:
et flyvende tæppe
et kassettebånd
en gammel bilradio
og muligvis også en sang
Men da historien ikke er nået længere end til en skitse inde i mit kønne hoved, så har du nu mulighed for at påvirke dens forløb. Send en kommentar med dit stikord og hvem ved – måske er lige netop dit ord dét ene ord der ender med at være hele eventyrets omdrejningspunkt. 🙂
Lige nu befinder jeg mig i den, for mig, yderst bizarre situation at jeg ikke har læst mere end et par af slagsen den seneste måned. Ikke fordi jeg ikke har haft tid eller fordi jeg ikke har haft nogen bøger at læse – nej problemet synes at være at jeg pt har usædvanligt mange ulæste bøger liggende og at jeg derfor bare ikke kan finde ud af at vælge… For hvordan vælger man hvilken man skal læse først? Resultatet er at jeg er begyndt på adskillige, dog uden rigtig at læse nogen af dem færdigt – hvilket sikkert ikke er så underligt for det er svært at blive grebet af syv bøger på én gang….
Så hvad gør jeg? Hvilken af dem starter jeg med?
Jeg har:
Kit Whitfield:Nattvakt
John Grisham: Den samvetslöse (gave fra min morfar, fordi han og jeg begge kan lide Grisham)
Juli Zeh: Leklust-eller flickan utan egenskaper.
Mario VargasLlosa: Kriget vid världens ende (kommer varmt anbefalet fra min nabo)
Annica Wennerström: Lappskatteland – en familjesaga.
Tom Kristensen: Hærværk. (fordi nogen sagde noget der fik mig til at ville læse den grundigere)
Dean Koontz. Deadline (den eneste koontzbog jeg ikke har læst)
Elizabeth Georg: Innan döden
Carina Rydberg: Den som vässar vargars tänder (anmelderrost, men indtil videre bare kedelig)
William Marsden & Julian Sher: Dödens änglar- den sanna historien om världens mest fruktade MC-gäng.
Elizabeth Nobel: Bokcirkelens bekännelser (fordi det er en genre jeg kender alt for lidt til)
Michael Bergstrand. En doft av hämnd (fordi den geografisk er placeret i den by hvor jeg bor)
Georges Ifrah: Räknekonstens kulturhistoria (fordi den i dén grad har sat ild i en hidtil ukendt interesse for matematik og tal)
Fransk-Dansk ordbog (fordi jeg kom til at afsløre,at jeg ikke har læst den. 🙂 )
Hos Ordholder er der pt en debat udsprunget af undervisningsminister Bertil Haarders udtalelser om morgenbøn i den danske folkeskole. Selv anser jeg, at troen hører til i kirken/moskeen/synagogen /templet og andre dertil indrettede steder – Ordholder er af en anden opfattelse og foreslår derfor obligatorisk protestantisk morgenbøn indtil det fyldte fjortende år.
Som ca tre procent af befolkningen lider jeg af ekstrem odontofobi. Jeg ved selvfølgelig godt – sådan rent rationelt, at tandlæger ikke er farligere eller mere ondskabsfulde end resten af menneskeheden, men ikke desto mindre får den blotte tanke på et tandlægebesøg min puls til at gå op og mine hænder til at ryste hvorefter fortrængningernes lyksalighed lynhurtigt indtræder og jeg glemmer alt om tandlægernes eksistens. Altså med undtagelse af de par gange om året hvor jeg flækker endnu et stykke af mine i forvejen særdeles flossede tænder eller som nu hvor halvdelen af mit ansigt synes at være blevet tre gange så stort i løbet af de sidste to døgn og mine børn ser på mig med noget som til forveksling ligner ren skræk .
Og jeg indser – at jeg nu er nødt til at få gjort noget ved sagen, at jeg ikke længere kan undskylde mig med letkøbte udokumenterede forklaringer som atjeg lider for litteraturen og at angsten og det dårlige gebis derved bare er et umiskendeligt bevis på mit litterære talent… Spørgsmålet er bare hvad. Fuld narkose synes at være en mulighed- omend også dette virker enormt skræmmende.. eller måske en lidt lettere sedering – hvis bare jeg vidste at midlet var stærkt nok….
Evnen til at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed er hvad vi ofte anvender som referenceramme når vi skal afgøre om nogen er psykisk syg eller ej.
Af såvel danske som svenske læseplaner fremgår det, at eleverne skal lære at forstå de andre nordiske sprog i såvel tale som skrift.
Jeg husker selv med gru tilbage på de par timer jeg havde i folkeskolen og på HF i faget svensk. I al sin kedsommelighed gik det ud på at vi fik udleveret en tekst om ”näcken” (et særligt svenskt fænomen-da nøkken som bekendt ikke findes i Danmark…..) Denne supermoderne litterære tekst skulle jeg så, som svensker, læse højt i klassen – hvorefter undervisningen i at forstå det talte og skrevne svensk var afklaret for både mig og mine medstuderende.
Mine danske børn, der nu går i svensk skole, har tilsvarende erfaringer med danskundervisningen. Min ældste søns lærebog i gymnasiet har fx medtaget en rigtig relevant og typisk dansk molbohistorie fra århundredeskiftet, og læreren der skal undervise i faget forstår ikke selv dansk.
Ovenstående personlige erfaringer rejser altså for mig spørgsmålet:
Mener vi stadig at det er en vigtig del af de unges uddannelse i norden at kunne forstå hinandens sprog, eller er det en glemt passage i loven som ingen berettigelse har i vores nye globale verden hvor naboen ligesåvel kan være Miguel fra Sydamerika?
Og en tanke..,når nu de nordiske sprog ikke er selvstændige fagområder på læreruddannelserne,men bare noget som de enkelte lærere forventes at kunne forstå og undervise i alligevel – hvorfor skulle eleverne så ikke også tilsvarende kunne forventes at vokse op og helt automatisk tilegne sig samme viden?
(Da jeg ikke nævner norsk skyldes det at hverken jeg eller mine børn er blevet introduceret til sproget i skolen)
Mine sidste to indlæg har fra hver sit perspektiv haft medicin som bivirkning, hvorfor jeg egentlig synes det var bedre at samle problematikken i et selvstændigt indlæg.
I hele den vestlige verden bruger vi forskellige typer af medicin til at behandle og holde visse ”symptomer” nede hos de dele af befolkningen som vi karakteriserer som psykisk syge (diagnoser som depression, skizofreni, hele det neuropsykiatriske spektrum m.f).
Hvorvidt medicin generelt er en god eller dårlig idé, er ikke min pointe i dette indlæg. Det er derimod det faktum at vi til den ene side accepterer og til tider lovpriser denne medicin samtidig som vi til den anden side ikke anerkender de bivirkninger som medicinen også kan føre med sig.
Mit spørgsmål handler derfor om ansvar. Først et par eksempler:
1. En ung mand tager livet af sig selv mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er selvmordstanker og selvmordsforsøg.
2. En ung mand slår en anden person ned mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er emotionel instabilitet, fjendtlighed, og aggression.
Hvis ansvar er de to unge mænds handlinger?
Er det deres eget ansvar, fordi de vælger at spise en medicin som har disse bivirkninger? Er det lægens ansvar som har udskrevet medicinen? Er det medicinalvirksomhedens ansvar som har udviklet medicinen? Er det de pårørendes, omgivelsernes ansvar som ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme? Er det samfundets ansvar som tillader disse mediciner? Eller er det sådan, at de unge mænd hver især har ansvar for deres egne handlinger og at medicinens bivirkninger ikke er relevante?
Forestil dig en retssag – Hvordan synes du at ansvaret skulle fordeles? -Hvem burde dømmes?
Flere danske medier fortæller i dag historien om Abraham Biggs der begik selvmord for åben skærm. Hvorfor én enkelt amerikansk drengs selvmord overhoved bliver betragtet som en nyhed værd at rapportere i Danmark kan undre (det er jo ikke som om vores egne unge ikke også tager livet af sig selv), og ingen af artiklerne får umiddelbart lavet nogen pointer der kunne være væsentlige i forbindelse med danske forhold. Den eneste diskussion jeg muligvis kan skimte mellem artiklernes linier – er diskussionen om hvorvidt en hjemmeside, et site , et socialt netforum skal kunne holdes ansvarlige for det skete. Men da det i sig selv er så absurd, så kan det vel heller ikke være det som er relevansen?
Så hvad er relevansen egentlig? Hvorfor skal vi herhjemme overhoved bekymre os om et eneste individ på den anden side af kloden – bare fordi dette individ har valgt at tage livet af sig selv?
Ja, havde de danske medier valgt perspektivet ”Ytringsfrihed og selvmord” – så havde jeg måske kunnet se en relevans også for os herhjemme, i det lille flade land som vi selv betragter som verdens højborg i ytringsfrihed, men da jeg endnu ikke har kunnet finde et eneste medie der har anskuet ”nyheden” udfra denne vinkel, må jeg vel bare fortsætte med at undres……
I Sverige vill vi att skolan skall betraktas som samhället i övrigt när det gäller brott. Brott som sker i skolan ska alltså polisanmälas på lika villkor med brott begångna utanför skolan. En omedelbart logisk och självklar tanke – brott är brott oavsett vart det blir begånget och av vem. Och brott bör anmälas till polisen. Frågan är, vem som bör göra polisanmälan om brott begås i skolan.
Förutsättningen för att skolan som institution ska kunna stå som anmälare och samtidigt hantera uppgiften att säkerställa lika behandling av alla i skolan samt det enskilda barnets rättssäkerhet är att; alla landets skolor har nolltolerans för alla brott som begås av alla skolans medaktörer i alla åldrar, barn och vuxna.
Denna förutsättning finns inte i dagens Sverige. Som det är nu avgör varje skola själva vilka brott som de vill polisanmäla, liksom de själva beslutar om vilka personer de vill anmäla eller inte anmäla.
Skolornas polisanmälningar sker sålunda i dagsläget fullständigt godtyckligt.
Enligt en artikel i lärarnas tidning visade en rundringning till landets rektorer att Malmö stad är den enda kommunen som har en enhetlig policy om förfarandet vid polisanmälningar i kommunens skolor. I alla våra andra kommuner är det alltså helt olika regler om vad som gäller, allt efter vilken skola barnen går på.
Barnens rätt att behandlas lika, oavsett var i landet de bor, blir härmed illusorisk och det enskilda barnet blir totalt utlämnat till den enskilda lärarens,rektorns, skolans individuella etik och moral.
Hur är det då i Malmö, som ju trots allt ser ut att vara lite bättre än de andra kommunerna när det gäller att behandla de egna borgarna lika? Ja, om vi börjar med att se på policyn så framgår det att den enskilda skolan innan polisanmälan sker av barn under 15 år och särskilt under 12 år ” noga ska överväga” detta.
Vad som specifikt menas med ”noga överväga” framgår inte. Det är alltså, återigen, tala om helt godtyckliga beslut även i denna ”enhetliga” kommun. Vissa skulle nu kanske vilja anföra; att vi självklart kan lita på att alla skolor tänker lika, att alla anställda naturligtvis har samma rättsuppfattning och att det ”noga övervägandet” räcker gott och väl för att se till att polisanmälningar sker likartat. Liksom vissa säkert skulle vilja anföra att det bara är jag som är ovanligt misstrogen mot våra myndigheter. Låt mig därför framföra ett par exempel från verkligheten på hur just Malmö stad administrerar och tolkar den enhetliga policyn – så får ni själva döma.
– En fjortonårig pojke blir påhoppad och misshandlad av flera jämnåriga (14-15 år), jämnåriga som senare samma dag yttermera uppsöker pojken på dennes bostad under rasten. Polisanmälan görs inte.
– En trettonårig pojke hamnar i slagsmål med en jämnårig klasskamrat. Polisanmälan görs.
– En lärare använder fysisk våld för att hålla fast en elev. Polisanmälan görs inte.
– Två jämnåriga gymnasiekillar slåss. Ingen av dem önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs.
– Ett flertal elever använder rasistiska och nedsättande ord om andra elever. Polisanmälan görs inte.
– En femtonåring blir påhoppad av två jämnåriga i gymnasieskolan. Femtonåringen önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs inte.
Som medborgare i ett demokratiskt samhälle, som förälder och som pedagog undrar jag vad det är för ett budskap vi egentligen förmedlar till våra barn, när vi tillåter, att skolan som borde vara den som förmedlar demokrati, jämlikhet och rättssäkerhet – i stället förmedlar godtyckliga beslut* baserade på personliga uppfattningar.?
Polisanmälningar ska vara föräldrarnas ansvar, inte skolans. För föräldrar ska pr. definition vara subjektivt partiska till fördel för deras egna barn – liksom föräldrarna är de bästa att avgöra huruvida deras barn kommer att fara mest illa genom att polisanmälan görs med därpå följande förhör och eventuell rättegång eller genom att polisanmälan inte görs.
Så ja…Brott är brott oavsett var det begås och av vem. Polisanmälan av brott är däremot inte bara en polisanmälan. Det är ett godtyckligt ställningstagande som inte hör hemma i våra skolor.
(*Beslut som enligt skolornas egna upplysningar ofta inte ens skrivs ner. Det finns alltså ingen empirisk möjlighet att undersöka huruvida en skolas polisanmälningar är godtyckliga eller inte)
I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.
Men hvad med retten til det modsatte?
Retten til som barn, at tie stille.
Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.
Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.
Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.
Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.
Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler? Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse? Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?
(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)
Historien om en kvinde, der er på tålt ophold i Danmark fordi hun har foretaget aborter i henhold til kinesisk lovgivning beskriver meget rammende et af mine favoritord – Absurdisme.
For, hvad er det lige hun har gjort forkert? Forbrydelser mod menneskeheden? Jamen herrejemine, herhjemme accepterer vi også aborter, også sene sådanne – på levedygtige børn. At vores tidsgrænse så ikke er den samme som den kinesiske regerings finder jeg absolut irrelevant, det samme gør Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager som ikke mener der er grundlag for sigtelse fordi konen handlede efter gældende lov i det land hun befandt sig i. Et land vi for øvrigt samarbejder med på en lang række områder.
Alligevel fastholder de administrative myndigheder at hun skal være på tålt ophold, som med den nye hastelov vil indebære at hun skal i natfængsel i Sandholmlejeren- hvorved ikke bare hun, men også hendes børn straffes for noget som vores eget retsvæsen ikke finder ulovligt.
Jo, morale er godt – dobbetmorale er dobbelt så godt – men bureaukratetik er nu engang det allerbedste !
*(Absurdisme note: Flygtningenævnet som er den instans der har bestemt at kvinden skal være på tålt ophold pga forbrydelser mod menneskeheden – er pga sin blotte eksistens selv blevet kritiseret af netop Menneskerettighedsorganisationer. )
For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.
(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)
Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting. Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.
Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv som andre har været mest interesserede i at læse*.
Hvorfor et ministerium på denne måde skulle ønske at gøre sig selv overflødigt kan umiddelbart undre – ligesom det kan undre, at vi som befolkning ikke protesterer over at vores regering på denne måde underminerer vores mulighed for at tjene penge på den eneste råvare vi har – mennesker og deres viden…
Skyldes det hele, som en meget nær ven til mig spekulerede i fornyligt, Holberg og Erasmus Montanus?
Så kan du godt tro om igen. For uanset hvor meget du garderer dig med alias og des.lign. Så både kan og vil Statsbiblioteket indhente dine oplysninger ved hjælp af dine personlige brugernavne og adgangskoder som de danske internetsteder skal udlevere til dem. Faktiskt er statsbiblioteket så glade for ordningen at de dagligt høster og arkiverer alt fra dine børns samtaler på Arto til dine egne indlæg og samtaler og billeder på fx Scor.dk, Facebook og Dating.dk.
Datatilsynet synes at det er en rigtig skidt ide, men kan ikke gøre noget ved det – Statsbiblioteket derimod kan overhoved ikke se problemet fordi det i første omgang er meningen, at kun forskere skal have adgang til dine private oplysninger og at det vel for øvrigt er lige meget hvis det hele bliver udgivet når du er pensionist….
Jeg synes selvfølgelig at det er helt horribelt, men hvad synes du?
Nogle bureaukrater er netop fremkommet med et lovforslag om at vi bør registrere alle psykisk syge.
Etisk råd udtaler at dette er en dårlig ide. Hvorfor etisk råd overhoved blander sig i debatten synes umiddelbart at stå lidt hen i det uvisse – medmindre vi antager at Etisk råds primære opgave er at hjælpe samfundet med at skille sig af med besværlige,anderledes ikke normtilpassede individualister og skabe en hyggelig, ensartet masse.
Med ovenstående antagelse in mente bliver Etisk råds begrundelse for hvorfor det er en dårlig ide noget mere klar. De forklarer nemlig at de: ”frygter, at psykisk syge helt vil fraskrive sig medicinen, hvis de risikerer at ende i et centralt register hos myndighederne. ”
Selvfølgelig skal de psykisk syge ikke fraskrive sig medicinen. Og naturligvis er det mest fornuftige at eksperimentere med forskellige medikamenter i det skjulte for på denne måde at finde frem til den bedste terminationsmetode. Samtidig med at man offentligt går ud og flytter fokus i debatten ved at tale om centrale registre (som om et sådant register i forvejen ikke ville kunne oprettes på ti minutter ved samkøring af lægernes registre).
Etisk råd vil nemlig på denne måde give befolkningen tid til langsomt at vænne sig ved tanken om det fælles bedste. Genialt.
Endnu mere genialt fremstår det når man medtænker hvorledes man kan anvende lægerne i propagandaen – udtalelser fra så agtværdige medlemmer af samfundet om ”kalkuleret risiko” (de sindsyge er som bekendt farlige) og ”manglende personaleressourcer” skal sikkert snart få rodfæste i befolkningen. Særlig nu hvor vi står overfor en finansiel krise og stigende arbejdsløshed.
Genialt.
For selvfølgelig vil samfundet så på sigt indse, hvad det endnu ikke helt forstår, at de der underlige, anderledes mennesker er alt for plejekrævende og koster os alt for meget – og at en mere organiseret udryddelse derfor er den eneste fornuftige løsning.
De sidste par dage harPolitikens Tjeksektion kørt historien om spillet ”Kindergarten Killer”. En journalist har fået færten af en rigtig god katastrofehistorie, og så skal den naturligvis have hele armen.
Spillet det hele handler om er en lille sag i South Parkstil (tegneserieanimation) og kan angiveligt findes helt gratis på danske spillesites. Én ting er at endnu engang belemres med dårlig journalistik*- som naturligvis ikke er undersøgende og kritisk og i dette tilfælde end ikke det mindste objektiv, men at så også være nødt til at læse socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerups totalt ubegrundede antagelser om at spillet skaber afstumpethed og at han nu vil kontakte spillestederne for at presse dem til at udøve censur er ikke bare kvalmende pinligt men tangerer til krænkelse af demokratiets ytringsfrihed.
Hvordan ville det se ud hvis Haarder gik ind og forbød eventyr i børnehaverne, historie, samfundsfag og litteraturundervisning i skolerne med begrundelsen at han personligt ikke ville have at hans børn skulle høre om så uhyggelige ting som onde stedmødre, koncentrationslejre og mennesker som blev slået ihjel for ikke at tale om det langt værre – at disse historier skulle kunne inspirere naboens børn til at begå samme grusomheder, for der findes som sagt syge mennesker der ude….
Jamen det ville da vække et ramaskrig hos den danske befolkning.
Ole Hækkerups opgave som IT-ordfører i denne sag, burde ikke være at udtale sig på baggrund af personlige følelser og ubegrundede antagelser – men tværtimod at fremkomme med viden om og ønsket om konkret oplysning og udvikling indenfor IT-området. For spil dræber ikke – det gør mennesker.
OG, før også jeg bliver totalt censureret** kommer her fra mig til dig et helt gratis lille senryu fra bogen på græssets smaragdgrønne:
***
en børnehave
uskyldige glæder
lækkert flænset kød
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder. (Hvis du ikke har fulgt med fra starten bør du nok læse dette først: del 1, del 2 , del 3 og del 4)
Nikolaj:
Når jeg ser tilbage på især det første år, og ser det lidt udefra, så er det ikke til at forstå hvordan vi kunne klare det. Men det får mig også til at spekulere over, hvad en psykolog måske kunne have fortalt socialforvaltningen om Mettes og mine evner som kommende forældre. Ville han allerede dengang have kunne se den indre styrke som vi begge besad?
Da Line skulle fylde tre år, og Mette atten, blev vi enige om, at nu ville vi ikke leve skjult længere. Vi synes ikke, det var rimeligt overfor Line- som snart havde brug for jævnaldrende kammerater og selv om vi kom ud og mødte andre mennesker, så ville både Mette og jeg gerne have en uddannelse. Men bange var vi alligevel, og selv om vi ikke ville leve skjult længere så ønskede vi heller ikke at gøre opmærksom på os selv eller vende tilbage til Danmark.
Vi endte med, at flytte til Sverige, hvor fortalte at vi kom fra Norge og ret hurtig derefter fik vi vores svenske cpr.nummer. Line startede i en svensk børnehave, Mette begyndte at tage sin studentereksamen og jeg gik tømrerlinjen på gymnasiet samtidig som både Mette og jeg arbejdede.
Idag er Line elleve år, hun har fået en lillebror og trives rigtig godt. Hun en en glad og aktiv pige, der går til både fodbold og violin. Jeg er ansat i et tømrerfirma og arbejder et par gange om ugen i en ungdomsklub. Mette er endelig færdig med sin uddannelse og selv om hun lige nu er godt tilfreds med sit arbejde med misbrugere, venter hun på at der dukker en stilling op i familieforvaltningen i den by vi bor i fordi hun gerne vil være med til at sørge for at alle bliver behandlet retfærdigt og at alle får lov til at blive hørt i familiesager.
Vi har et godt liv nu.
Men jeg ville aldrig anbefale nogen at få børn som teenagere, så længe systemet ikke er blevet ændret og fordommene mod unge forældre ikke er væk.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.
Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.
Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.
Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.
Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.
For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.
Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.
Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.
Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”
Betyder det noget hvordan vi formulerer os? Hvilken magt har vores ord? Kan ord virkelig såre, diskriminere og er det rigtigt at ord kan skade os langt mere end et fysiskt slag? Og hvad med vores menneskesyn – kan vores valg af ord indikere hvilket menneskesyn vi hver især hviler vores egen eksistens op ad?
Fx mener jeg at der er en væsentlig forskel mellem følgende to udtalelser:
Efterhånden er det stort set umuligt at tænde for computeren,radioen eller fjernsynet uden at høre ord og sætninger som ”vi frygter”, ”stærk stigende”, ”voldsom fremmarch” og så naturligvis topscorerne: trussel, katastrofe og krise. Begreberne fyger rundt allevegne i mediernes nyhedshistorier – Fra det totalt ligegyldige faktum at DNSP har sølle 500 abonnenter til deres månedlige blad Fædrelandet (TV-avisen igår), til bankkrisen, til terror, til de påståede miljøkatastrofer.
Jordens undergang synes nær, hvis vi skal tro på alle disse såkaldte nyheder. Men er det virkligheden? Eller er virkeligheden snarere den at angst sælger?
Selv har jeg aldrig været den store tilhænger af dommedagsprofetier;jeg gik glad og fro ind i millenniumskiftet uden at have sikret mig det mindste, antrax siger mig ikke en dyt og jeg har helt forbiset ideen med at hamstere gasmasker, lommelygter, batterier og dåsemad ligesom jeg ikke interesserer mig det mindste for Johnni Hansens lille forvirrede flok. Til gengæld mener jeg at Michael Crichtons bog ”State of fear” (på dansk ”frygtens ansigt”) burde være obligatorisk allerede i grundskolen- gerne med særlig fokus på den helt enestående litteraturliste.
Men måske er det bare mig der er uoplyst, uindviet og særdeles saligt enfoldig når jeg ikke tror på den katastrofale virklighed som medierne så gerne vil sælge til os…
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Hvorom alting er, så kom vi til Norge og frem til det lånte sommerhus efter en fjorten timer lang biltur. Vi boede i sommerhuset i tre måneder, så blev der for koldt. Det var en surrealistisk tid. Til den ene side var det rigtig norsk idyl, godt vejr og familiehygge og til den anden side var vi meget bevidste om at vi måske var efterlyste af politiet hjemme i Danmark, så vi turde ikke ringe eller skrive hjem – vi var bange for at mine forældre blev aflyttede. Det lyder sikkert paranoidt, men hvad skulle vi tro?
Vi vidste ikke ret meget om politiarbejde. Men vi vidste at myndighederne rigtig gerne ville have fingrene i vores barn.
Da vi ikke kunne bo i sommerhuset længere, fik vi husly i en kirke. Der var os og så to andre familier – de var flygtninge som havde gemt sig fordi Norge ville sende dem ud af landet, så vi var en noget broget skare.
Selv om alle var venlige, var det enormt hårdt at leve sådan. Vi havde ikke vores eget værelse, og vi var stadigvæk så paranoide, at vi knap turde forlade kirken, andet end for meget små ture. Og vi kedede os. Efter et stykke tid, fik præsten vist også nok af vores selvpåtagede frihedsberøvelse, så han begyndte at plage mig om at jeg skulle tage et arbejde. Men hvordan skulle jeg kunne det, spurgte jeg, så finder de os bare.Det endte med at han fik skaffet mig sort arbejde som stik i rend dreng i et byggefirma og samtidig lykkedes det ham at få Mette til at gå med i en mødregruppe.
Det var vendepunktet for os begge to. Når vi kom ud, og så andre mennesker blev det tydeligt hvad vi havde gået glip af og at vi havde ladet vores liv stå på stand-by. Med lidt mere hjælp fra præsten lykkedes det os at finde en etværelses lejlighed som vi kunne leje i anden hånd for de penge jeg tjente som stik i rend dreng. Mette kunne selvfølgelig ikke arbejde, for vi turde ikke aflevere Line til nogen.
For første gang siden Mette havde født levede vi et næsten normalt liv. Vi begyndte at lære vores naboer lidt at kende, jeg tog engang imellem en øl med mine kolleger og vi begyndte også så småt at turde ringe hjem en gang imellem, fra en telefonboks godt nok, men alligevel…..
Da Line fyldt et år kom mine forældre, min onkel og den ven som havde været sammen med os den første uge, hjem og besøgte os. Min mor, der ikke havde set sit barnebarn siden hun blev født, græd og kunne slet ikke lade være med at røre ved hende hele tiden mens de var hos os. Og selv om vi stadig var bange for at politiet skulle have fundet ud af hvor vi var, så var det en meget stærk oplevelse af tryghed, igen at være sammen med familien.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Her følger et spørgsmål som jeg har forsøgt få besvaret så længe jeg kan huske….
Hvis jeg er en god kristen, så er belønningen Paradis. Det lyder jo umiddelbart meget besnærende, men..
Hvad nu hvis, mit Paradis indbefatter min familie, mine venner, et par spændende bloggere, gratis smøger, lidt god rødvin og stedet forøvrigt er en blanding mellem Hälsinglands skove og Vesterbros puls.
Men min søns Paradis indbefatter mig, hans venner, en masse nøgne fnisende teenagepiger, højlydt musik døgnets 24-timer og er mestendels et kæmpe diskotek på Christiania…..
Og min bedste vens Paradis indbefatter mig, hans utålelige underbemidlede imbecile familie og et alkoholfrit miljø hvor der hverken er plads til computere eller bloggere og hvor sneen falder blødt-hele tiden!…
Hvis paradis bliver så valgt, og hvis bliver fravalgt – og hvorfor?
Hvordan har I lige, sådan nøjagtigt, tænkt jer at det der skulle fungere?
Eller det det bare tænkt; at jeg, og vi alle, bliver til kloner i paradisielle paralleluniverser?
Jeg har fået en mail, hvor mailskriveren sådan lidt indirekte får sagt at jeg er tarvelig, fordi jeg ikke har publiceret navne og skoler på de ex som indgår i klummen ”Kärleksplikten”. – og mailskriveren fortsætter med at begrunde dette bla. i at: så kan de implicerede parter ikke forsvare sig.
Selvfølgelig mener jeg at enhver har ret til at forsvare sig.
Inklusive mig:
1. Kärleksplikten er en satirisk klumme, hvis primære formål er at sætte fokus på den overordnede diskussion omkring følelser eller fag i skolen og om lærere så absolut skal være venner med sine elever (sådan meget kort fortalt)
2. Jeg er modstander af personhetz og vil på ingen måde medvirke til at hænge enkeltpersoner ud med navns nævnelse.
Det är så vackert – så fint.
Och jag som inte ens visste att den fanns!
Kärleksplikten.
Har ni hört om den? Ja, det har ni säkert om ni har varit i den svenska skolan nyligen. Själv har jag ju gått i skolan i Danmark och mina barn likaså tills för ett par år sedan. Och i Danmark finns inte Kärleksplikten. De har inte ens skolplikt, bara undervisningsplikt.
Första gången jag hörde om kärleksplikten var av min äldste son när han hade råkat i diskussion med sin gymnasielärare för att han ville att denna skulle använda mer av sin tid på att undervisa och mindre tid på att tala enskilt med eleverna om deras plikt att tycka om honom.
Jag förstod inte alls vad min son bråkade om. Jag tyckte det var jättefint att hans lärare tog sig tiden, att individuellt förklara både för min son och de andra eleverna hur viktigt det är för lärarens känslor och psykiska välmående att barnen tycker om och ja, kanske till och med älskar honom. Kärlek är ju så mycket viktigare än de kunskaper som undervisning annars brukar innehålla.
För kärlek är vacker.
Då trodde jag att det bara rörde sig om en enda fantastiskt varm och go lärare. Jag hade inte insett att det i verkligheten gällde alla barn och alla lärare. Att Kärleksplikten var en naturlig del av den svenska skolgången.
Denna insikt fick jag inte förrän häromdagen när jag blev kallad till samtal på andra sonens skola eftersom hans lärare ansåg att vi hade ett mycket allvarligt problem och att han nog inte kunde fortsätta med att undervisa sonen. Det visade sig att läraren inte kunde känna min sons kärlek och tillgivenhet. Fruktansvärt!.
Jag förstår så väl att läraren nu känner att han inte kan undervisa min son och jag erkänner att jag felat som mor. För jag har inte lyckats få min son att ens tycka bara lite om läraren. Vad jag än säger så vägrar sonen förstå hur viktigt det är att han uppfyller sin del av kärleksplikten. Han tycks för evigt vara indoktrinerad av sin danska skolgång där undervisning är den enda plikten.
Faktiskt är det så illa att han inte ens vill inse hur jobbigt det är för läraren att inte vara älskad!
Jag gjorde naturligtvis vad jag kunde för att trösta läraren eftersom jag inser att också detta faller under min moderliga plikt. Lika lite hjälpte det. Läraren mår helt enkelt inte bra och kan inte ge fullgod undervisning så länge sonen inte vill uppfylla sin del av den fina vackra svenska kärleksplikten.
Men jag har inte gett upp hoppet ännu. Det är klart att jag måste kunna hitta ett sätt att förklara för mina barn att kärleksplikten naturligtvis är mycket bättre än den vanliga tråkiga sakliga undervisningen.
Jeg har forstået, at der findes en meget stor mængde mennesker som anser at det at skrive, er en let sag. At enhver kan skrive en artikel, et digt, en bog og at det alene er lysten der driver værket – uden noget egentligt forudgående arbejde.
Ovenstående antagelse undrer mig. Meget.
Selvfølgelig kan der være forskel på arbejdets omfang, men arbejde er det som regel. At der ligger arbejde bag en fagbog, forstår de allerfleste mennesker. Men så er der alle de andre genrer. Lad mig eksemplificere.
Kronik*:
Kroniker synes mange at mene, bare er en rimeligt sober meningstilkendegivelse. Hvilket delvis er sandt. Eller rettere, er blevet det med årene, for reelt skal en kronik være baseret på fakta omkring et tema eller bestemte begivenheder og ikke have samme individuelle subjektive vinkel som klummefriheden giver. Indlysende burde være, at for at kunne argumentere overbevisende for sin mening – kræves en del grundlæggende viden. Da jeg fx skrev Stop belejringen af Arto, vidste jeg en smule – sådan lidt overordnet om pædofile og deres verdensopfattelse – men ikke nær nok. Så derfor brugte jeg flere dage, alene på, at sætte mig ind i pædofiles Groomingmetoder, jeg læste deres hjemmesider samt et par psykologers bøger om emnet osv.
Jeg talte også med et meget stort antal forældre, for at høre hvad de vidste om Arto og hvordan de opfattede sitet, jeg talte med børn om hvordan de opfattede de voksnes tilstedeværelse på sitet Og jeg læste en hel del fra Malene Larsens hånd om Arto. Kroniken indeholder også udsagn om sproglige og sociale færdigheder, hvilket jeg heldigvis vidste en hel masse om i forvejen. Men alt i alt var det alligevel ret meget arbejde der skulle laves, før jeg synes jeg med æren i behold kunne lade den gå i trykken.
Klumme:
At en klumme er noget helt andet end at bare fortælle lidt plidder pladder om sin dag – synes at have gået de flestes næser forbi. Skal en sådan have spids og vid – kræves der også hér en hel del tankevirksomhed, og til tider den samme faktaresearch som for en kronik – fx for at skærpe nogle pointer. Som i denne lille sag om ombudsmanden. Da jeg skrev den – var det fordi jeg var en kende irriteret over den almene opfattelse som synes at råde; at Ombudsmanden er folkets ypperste beskytter der vogter hårdt over forvaltningerne for at de skal sikre borgernes retssikkerhed. – Og de kendsgerninger, at ombudsmanden ikke har magt som agt og ikke er en rekursinstans synes ikke at eksistere i folks bevidsthed. Kendsgerninger som helt åbenbart – set i lyset af gårdagens nyhedsoverskrifter end ikke er kendt af de journalister som er sat til at dække området. Men for at få min pointe igennem, mente jeg mig have brug for en modsætning, og troede jeg vidste hvor en sådan fandtes. Men tro rækker ikke særlig langt i min bog – Hvorfor jeg måtte læse på omkring den svenske ombudsmand – for derefter at ringe til ham og spørge ind til enkelte aspekter af det svenske system og hans handlemuligheder deri (bare for en sikkerheds skyld). Alt i alt også hér en hel del arbejde – udover de dages tænkearbejde jeg havde lagt i forud for.
Skønlitteratur: Skabelsesberetningen. Her er der naturligvis en del følelser og meget fiktion. Hvor størsteparten af arbejdet udspiller sig som timer af tænkning. Men.. følelserne og fiktionen udspiller sig i en kontekst. Og for at kunne beskrive denne kontekst fx. den miljømæssige er jeg nødt til (så godt som muligt)at sætte mig ind i hvordan det var at være/bo i de forenede arabemirater,Libanon,Palæstina for tredive år siden. Hvordan så møblerne ud, hvordan var politikken, hvad var det for en stemning i befolkningen og nej folk havde ingen mobiltelefoner osv. (En del forfattere rejser jo også rundt for at gå på de gader, drikke på de værtshuse, vandre i de bjerge – som de skriver om. og så fremdeles….)
Poesi:
Jeg forelskede mig en dag i ordet ”Yperit” udtalt på svensk. I flere dage gik jeg rundt og smagte på det, talte med mig selv om det – at et så smukt ord, kunne sidde fast på noget så uhyggeligt.
At gøre det smukke grimt – det grimme smukt. Et digt opstod. Men også det krævede research for min viden var begrænset, for er yperit virkelig osynlig, eller var det bare noget jeg troede? Er den Farveløs? Og taler vi om stænk,dråber,små skyer? osv…
***
At skrive, er således ikke let. Det kræver tankeevne og kreativitet, viden om det man skriver om og tiden til at gøre det i. Og selv om jeg synes at det at tænke og at skrive er sjovt, så er den praktiske del sjældent lige så sjov. Men begge dele er arbejde. Hårdt arbejde.
* Kronik, fra det Latinske: chronica, hvor chronos betyder tid. Således indebærer den meget strikse definition, som jeg heller ikke overholder. 🙂 i princippet en faktuel beskrivelse af noget i rette kronologiskt tidsperspektiv
Mer än 50% av Sveriges befolkning säger sig enligt den senaste Sifo undersökningen att vara emot FRA och igår deltog flera tusen svenskar i demonstrationer emot lagen.
Att demonstrera är ett av de sätt varpå vi (som tur är) fortfarande har rätt att tillkännage vårt missnöje med makten. Civil olydnad och helt vanligt civilkurage ett par andra. Om du hör till den stora mängd mänskor som är emot FRA, men som inte gärna deltar i större demonstrationer kommer här några förslag på hur du kan bidra till kampen mot Storebror Samhället med lite stillsammare och kanske till och med poetiska medel.
1. Skriv gärna namnen på påstådda terrororganisationer och personer i dina mejl och när du chattar på nätet. (de påstådda och ej dömda organisationerna/personerna hittar du på EUs – terrorlista)
2. Nämn Osama Bin Laden och bombdåd så ofta du kan i telefonen. (namnen på kända svenska aktivister fungerar också bra)
3. Diskutera och ange exempelvis ditt etniska ursprung och dina politiska åsikter som: ”afroamerikan starkt aktiv för kommunismen”. (Du kan säkert själv hitta på ytterligare varianter över religiös och filosofisk övertygelse, din hälsa och ditt sexualliv.)
4. Använd eventuellt tjänster som Relakks och Dold.se, som hjälper dig med anonymisering och kryptering på nätet.
5. Eller tillkännage i tystnad ditt motstånd med hjälp av lite sofistikerad poesi:
Och kom ihåg att:
även Mahatma Gandhi och Martin Luther King har använt sig av Civil olydnad upprepade gånger.
Er ved at blive åndsvag i min sprogforbistring. Skulle egentlig arbejde med en artikel med den forløbige arbejdstitel: ”Inkvisition – det moderna hjälpmedlet för skolans kuratorer” .
Men jeg kan ikke tænke en hel sætning end mindre en hel tanke på ét sprog. Min sprogforvirring er total og arbejdsbordet flyder som følge deraf, af utallige ordbøger, leksikoner og grammatikker…..
Frustrationen over ikke at få sagt, skrevet det jeg gerne vil er nået nye højder og jeg overvejer nu seriøst at lade være med at skrive noget som helst. Ever. For jeg kan helt åbenlyst hverken stave, formulere mig hensigtsmæssigt eller noget der bare tilnærmelsesvis ligner – på noget sprog.
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Den aften holdt vi krisemøde hjemme hos os. Mig, mine forældre, min onkel og nogle venner. Min onkel kendte en familie i Norge, der havde et sommerhus som han troede vi kunne låne et stykke tid. Det var en drastisk løsning, men vi var alle desperate på det tidspunkt og behovet for at kunne handle var vigtigt for os. Familien blev ringet op, midt om natten, min onkel satte dem ind i historien og lovede at vi var ordentlige unge mennesker der nok skulle behandle huset pænt, og betale for os. Og de sagde ja. Uden at tænke over det og bare med den ene kommentar at de ikke ville have betalt. Pludselig vendte stemningen, vi hoppede og dansede og opførte os sikkert ganske tåbeligt set med andres øjne. Men for os, var det endelig én positiv beslutning, ét positivt besked, som betød at vi kunne beholde Line.
Senere skulle vi naturligvis rammes af indsigten i hvad et liv på flugt rent faktiskt og praktisk betød. Men på det tidspunkt, havde vi alle en noget optimistisk holdning om at det hele nok skulle gå. Vi talte ganske vist om hvad det kunne indebære, men at tale om noget man ingen personlig erfaring har af, er bestemt ikke det samme som at gennemleve det.
Dagen efter brugte vi på, at lade Mette hvile, mens alle vi andre arrangerede billeter, lånte penge af venner og familie og samlede det mest nødvendige sammen til Line. Selv mælkeerstatning og sutteflasker anskaffede vi, for min mor var usikker på Mettes mentale tilstand, og om hun skulle orke at amme, eller om mælken måske ville forsvinde. Vi bestemte også at en af familiens nære venner skulle tage med os op den første uge og hjælpe os.
Jeg tog op på sygehuset for at fortælle Mette om planerne. Først kiggede hun bare på mig, så begyndte hun at argumentere for hvorfor det ikke ville kunne lade sig gøre, at kommunen sikkert ville efterlyse os. Og værst af alt, de havde jo sagt at hvis hun ikke samarbejdede så ville de sørge for at hun ikke måtte se Line overhoved.
Jeg var alt for overbevist om min egen plan og havde desuden en hel del af en syttenårings fandenivoldske tilgang, til at lade mig slå ned, så jeg insisterede. Og egentlig tror jeg, at jeg vandt diskussionen ved ren udmattelsesmetode.
Klokken elleve den aften listede vi ud af sygehuset med Line gemt under min jakke. Og så kørte vi bare.
Vi ved ikke om politiet blev underrettede, det går vi ud fra, men det dukkede aldrig op i nyhederne. Derimod ved vi at Socialforvaltningen kontaktede både Mettes og mine forældre dagen efter. Det er jo lidt sjovt hvis man tænker over det, hér har de nægtet at anerkende såvel mine som mine forældres rettigheder og ”partsstatus” i måneder, så lige pludselig tror de at vi ved noget- kan bidrage med noget.
Mine forældre nægtede selvfølgelig ethvert kendskab til noget som helst. De sagde bare at de ikke anede hvad deres søn lavede eller hvor han var og at de for øvrigt slet ikke ville tale med nogen som tidligere ikke havde villet tale med dem.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Mine forældre tog voldsomt anstød, da de hørte om mødet. De ringede og skrev flere gange til socialforvaltningen. De forsøgte at forklare, at de gerne ville være behjælpelige på enhver måde og spurgte til om jeg som far ikke havde nogen rettigheder. De eneste svar de fik tilbage var at jeg jo ikke var gift med Mette, så der var ikke noget bevis på at jeg faktiskt var faderen. Min forældre og jeg havde derfor ikke ”partsstatus”. Mette skrev så til dem, for at endnu engang fortælle dem at jeg rigtig nok var faderen til hendes barn. Det brev svarede de slet ikke på.
Situationen var uholdbar. Hverken Mette eller jeg, eller mine forældre var indstillede på at opgive vores barn/barnebarn. Men vi var også meget i tvivl om hvordan vi skulle gribe det an, fordi det var så tydeligt at forvaltningen havde truffet deres afgørelse og ikke var indstillet på at høre ét ord af hvad vi sagde, og hvad kunne vi stille op mod myndighederne? De havde så meget mere magt end os. Det er ret fortvivlende at tænke tilbage på, at den tid som skulle have været en glædens tid, istedet for var fyldt af vrede og uro og angst.
Fødselen var lige sådan.
Da Mette fik veer kunne vi end ikke finde ud af at være glade. Vi var bare enormt bange for at vores barn nu ville blive taget fra os, så fødslen var meget smertefuld for Mette. Hun kæmpede imod og ville slet ikke presse.
At føde barnet, var for hende blevet ensbetydende med at miste det.
Hun kan stadigvæk ikke tale om det.Bare et par timer efter at lille Line var født ringede de fra forvaltningen og sagde at de ville komme og hente hende tre dage senere, og at det var vigtigt både for barnet og for Mette at hun samarbejdede.
Den dag idag undrer det mig at de vidste besked så hurtigt, og vi ved ikke hvem der fortalte dem at Mette havde født. Det har nok været sygehuset. Men det er så svært at tro på at fx jordemoderen, der vidste hvor svært det var for Mette, skulle kontakte dem så hurtigt at hun end ikke fik lov til at hvile efter fødselen.
Opringningen fra forvaltningen fik Mette til at kure sig sammen til en lille kugle. Hun holdt op med at snakke med nogen og lå bare og stirrede ind i væggen. Hun var udmattet, stresset til det yderste og nu gav hun op. Jeg havde mest lyst til at styrte ned på kommunen og slå første bedste socialrådgiver ned. Det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg slog min hånd til blods i parkeringskælderen i stedet for.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail,såfremt du har en positiv historie at bidrage med)
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Det at blive forælder som teenager har for os været et mareridt, og bestemt ikke noget vi kan anbefale andre. Ikke fordi vi ikke ville have barnet, eller fordi vores datter på nogen måde har været et svært barn. Men pga. Myndighederne.
Jeg var sytten og min kæreste femten da vi fandt ud af at hun var gravid. Mette gik stadig i folkeskole dengang og jeg på teknisk skole. Selvfølgelig blev vi chokerede da vi fandt ud af at hun var gravid, men så satte vi os ned og snakkede det igennem med mine forældre, og de lovede at støtte og hjælpe os hvis vi ville beholde barnet. Og det ville vi.
Mettes forældre reagerede helt anderledes, men det havde vi næsten også regnet med. Enhver undskyldning for at råbe og skrige var altid velkommen i deres hus. Så det blev der en del af.
Alligevel begyndte vi at glæde os. Jeg var med til jordemoderbesøgene, vi gik til fødselsforberedelse og jeg tog weekendarbejde i grillbaren samtidig som jeg fortsatte med at passe min skole og dele aviser ud.
Da Mette var i syvende måned fik hun et brev fra socialforvaltningen, de ville se hende og hendes forældre i anledning af hendes graviditet. Jeg var ikke inviteret med. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok være gået med, måske var tingene så blevet anderledes, men det gjorde jeg ikke. Mettes forældre ville ikke have det, og jeg ville ikke gøre dem mere sure end de allerede var.
Mette: Mødet var forfærdeligt. Jeg havde nok lidt naivt troet at vi skulle snakke om hvordan de bedst kunne støtte mig når jeg blev mor, med uddannelse, måske forældrekurser og sådan noget.
Da vi kom, var der to socialrådgivere og så en der præsenterede sig som leder. Vi nåede knap nok at sætte os ned, før den ene socialrådgiver sagde at, ja jeg var jo kun femten og mine forældre var på bistandshjælp og der havde vist også været en undersøgelse igang fordi de drak. Derfor havde de bestemt at mit barn skulle anbringes i en plejefamilie lige så snart jeg havde født.
Jeg blev rigtig ked af det, men også vred. Så jeg råbte af dem, og det var måske ikke så smart. Men helt ærligt, de ville ta mit barn. Jeg skreg og græd og forsøgte at forklare, at Nikolaj jo stillede op og at det gjorde hans forældre også, så vi skulle nok klare os., at Nikolaj arbejdede og var ved at uddanne sig til tømrer. Så begyndte de at fortælle om at femtenårige piger slet ikke kunne være ordentlige mødre, og at en eller anden undersøgelse havde vist at børn til så unge mødre blev misbrugere og kriminelle når de voksede op. Hvis altså ikke moderen havde skadet dem først, eller den unge far ikke havde rystet dem så de døde. Og at Nikolaj alligevel ville gå fra mig i løbet af det første år.
Så de stod fast ved deres beslutning.
Mit barn skulle anbringes i en sød plejefamilje lige så snart jeg havde født, og enten kunne jeg samarbejde og så ville jeg få lov til at besøge hende engang imellem, eller også ville de sørge for, at jeg ikke fik hende at se hvis jeg skulle være vanskelig.
Mine forældre sagde ikke så meget. De var nok på min side fordi kommunen i deres øjne var fjenden, men de var også opgivende fordi de levede i en verden hvor kommunen bestemte over hver aspekt over deres liv – eller sådan følte de i hvert fald.
Når jeg ser tilbage på mødet nu, med den viden og erfaring jeg har nu, kan jeg godt se at der er mange ting jeg burde have gjort anderledes. Jeg burde have formået at holde mine følelser tilbage, jeg burde have bedt dem om at vise mig de undersøgelser de talte om, jeg burde have spurgt til om de ikke skulle undersøge mig og Nikolaj først. Men på den måde var jeg for ung og uerfaren, så lidt ret havde de da.(smiler)
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Eller: konsolspil som pædagogisk værktøj – en introduktion
Vi kender alle skrækpåstandene fra USA om at børn der spiller konsolspil udvikler aggressioner, mister kontakten med omverdenen, isolerer sig og sågar begår mord. Dette er alene påstande, og der findes således p.t. ingen større videnskabelige undersøgelser til støtte for disse påstande.
Vi kender også til fedmedebatten herhjemme, påstanden hér er at børn bliver overvægtige af at spille. Det gør de selvfølgelig ikke! Børn bliver overvægtige fordi de voksne ikke tager styringen og sikrer at børn får motion og sund kost. Konsolspillene er således ikke årsagen.
Så er der de personlige opfattelser, min fx, som ikke nødvendigvis er funderet i videnskab og empiri, men resultatet af års erfaring med børn og konsolspil. Min, denne meget personlige opfattelse er at visse spil så som GTA serien (grand theft auto), Hitman og Tekken, kan give børn et misforstået forhold til hvor meget den menneskelige krop kan tåle, lige som jeg gentagne gange har oplevet, at børn i timerne efter at have spillet disse spil har en forhøjet aggressivitet.* Disse spil er imidlertid undtagelserne, og anbefales da heller ikke til børn under 18år!
I min generation, såvel som dem der er kommet efter, er div. Konsolspil en aktivitet som man kan være sammen om, og som de allerfleste børn er bekendt med – det er således en aktivitet der tager udgangspunkt i barnets interesse** og hverdag.
Der foreligger da efterhånden også en hel del forskning om, hvordan computerspil kan anvendes til indlæring. – ligesom der er udviklet særlige spil med div. indlæring*** som eneste formål .
Disse spil er udmærkede, men mange af de kommercielle spil, som findes på markedet er faktiskt ofte bedre til at ramme flere af de udviklingsmuligheder hos barnet (såvel ”normale” børn som børn med særlige behov), som vi ,som pædagoger, så gerne vil fremme.
Den umiddelbare fordel ved de kommercielle spil, er at alle kender dem. Dette betyder for det socialt svage barn, at han/hun ved at spille disse spil, får en oplagt fællesaktivitet – som kan bruges til at skabe og indgå i sociale samspil med andre børn og unge.
Spil som fx platformsspillene Spyro, Croc og Harry Potter har også andre fordele, herunder nogen af dem nævnt kort.:
• Samarbejde, fordi ikke alle opgaver kan klares alene hvis spillet skal gennemføres og barnet derfor trænes i at bede om hjælp. H.P. indeholder desuden opgaver hvor spilleren er nødt til at kalde på sine venner (Ron og Hermione) for overhoved at kunne fortsætte. Dette er således et oplagt tilfælde til at visualisere, at samarbejde er nødvendigt og samtidig snakke om det.
• Følelser, fordi det at spille sammen og klare ting i fællesskab giver en rar følelse af fællesskab og samhørighed. At løse en opgave korrekt – giver umiddelbar respons og oplevelsen af succes. Nogen baner i spillene kan foregå under jorden eller i mørke, hvilket er en oplagt mulighed for, at tale om det at være bange – samtidig som det er i trygge rammer fordi barnet bare kan slukke for spillet. (og spillet lige som andre eventyr ender godt. – børn er ikke bange for drager, børn er bange for drager der ikke kan slås ihjel)
• Fantasi og abstrakt tænkning. De hér nævnte spil, foregår alle i en fantasiverden og indeholder mange elementer, der giver mulighed for at træne abstrakt tænkning (ikke umiddelbart synlige ting skal findes, man skal undersøge og regne ud hvilke opgaver der skal udføres for at fortsætte spillet osv.)
***
Afslutningsvis kan jeg da heller ikke lade være med at påpege, at fx kirurger anvender sig af konsolspil for at træne såvel fingerfærdighed som koncentration og hurtig reaktionsevne.
*(observer venligst ordet kan, samt tidsperspektivet vedr. den forhøjede aggressivitet)
**Vedr. Væsentligheden i barnets udgangspunkt og en interesseaktivitet som udgangspunkt for socialt samvær j.f fx. Stephen Shore –“ Beyond the wall”
***J.F. Mikael Heiman og Thomas Tjus : ”Datorer och barn med autism”. Natur och Kultur 1997.
Harning 