Odontofobi

Som ca tre procent af befolkningen lider jeg af ekstrem odontofobi. Jeg ved selvfølgelig godt – sådan rent rationelt, at tandlæger ikke er farligere eller mere ondskabsfulde end resten af menneskeheden, men ikke desto mindre får den blotte tanke på et tandlægebesøg min puls til at gå op og  mine hænder til at ryste hvorefter fortrængningernes lyksalighed lynhurtigt indtræder og jeg glemmer alt om tandlægernes eksistens.  Altså med undtagelse af de par gange om året hvor jeg flækker endnu et stykke af mine i forvejen særdeles flossede tænder eller som nu hvor halvdelen af mit ansigt synes at være blevet tre gange så stort i løbet af de sidste to døgn og mine børn ser på mig med noget som til forveksling ligner ren skræk .

Og jeg indser – at jeg nu er nødt til at få gjort noget ved sagen, at jeg ikke længere kan undskylde mig med letkøbte udokumenterede forklaringer som at jeg lider for litteraturen og at angsten og det dårlige gebis derved bare er et umiskendeligt bevis på mit litterære talent… Spørgsmålet er bare hvad. Fuld narkose synes at være en mulighed- omend også dette virker enormt skræmmende.. eller måske en lidt lettere  sedering – hvis bare jeg vidste at midlet var stærkt nok….

©Harning