Eller: konsolspil som pædagogisk værktøj – en introduktion
Vi kender alle skrækpåstandene fra USA om at børn der spiller konsolspil udvikler aggressioner, mister kontakten med omverdenen, isolerer sig og sågar begår mord. Dette er alene påstande, og der findes således p.t. ingen større videnskabelige undersøgelser til støtte for disse påstande.
Vi kender også til fedmedebatten herhjemme, påstanden hér er at børn bliver overvægtige af at spille. Det gør de selvfølgelig ikke! Børn bliver overvægtige fordi de voksne ikke tager styringen og sikrer at børn får motion og sund kost. Konsolspillene er således ikke årsagen.
Så er der de personlige opfattelser, min fx, som ikke nødvendigvis er funderet i videnskab og empiri, men resultatet af års erfaring med børn og konsolspil. Min, denne meget personlige opfattelse er at visse spil så som GTA serien (grand theft auto), Hitman og Tekken, kan give børn et misforstået forhold til hvor meget den menneskelige krop kan tåle, lige som jeg gentagne gange har oplevet, at børn i timerne efter at have spillet disse spil har en forhøjet aggressivitet.* Disse spil er imidlertid undtagelserne, og anbefales da heller ikke til børn under 18år!
I min generation, såvel som dem der er kommet efter, er div. Konsolspil en aktivitet som man kan være sammen om, og som de allerfleste børn er bekendt med – det er således en aktivitet der tager udgangspunkt i barnets interesse** og hverdag.
Der foreligger da efterhånden også en hel del forskning om, hvordan computerspil kan anvendes til indlæring. – ligesom der er udviklet særlige spil med div. indlæring*** som eneste formål .
Disse spil er udmærkede, men mange af de kommercielle spil, som findes på markedet er faktiskt ofte bedre til at ramme flere af de udviklingsmuligheder hos barnet (såvel ”normale” børn som børn med særlige behov), som vi ,som pædagoger, så gerne vil fremme.
Den umiddelbare fordel ved de kommercielle spil, er at alle kender dem. Dette betyder for det socialt svage barn, at han/hun ved at spille disse spil, får en oplagt fællesaktivitet – som kan bruges til at skabe og indgå i sociale samspil med andre børn og unge.
Spil som fx platformsspillene Spyro, Croc og Harry Potter har også andre fordele, herunder nogen af dem nævnt kort.:
• Samarbejde, fordi ikke alle opgaver kan klares alene hvis spillet skal gennemføres og barnet derfor trænes i at bede om hjælp. H.P. indeholder desuden opgaver hvor spilleren er nødt til at kalde på sine venner (Ron og Hermione) for overhoved at kunne fortsætte. Dette er således et oplagt tilfælde til at visualisere, at samarbejde er nødvendigt og samtidig snakke om det.
• Følelser, fordi det at spille sammen og klare ting i fællesskab giver en rar følelse af fællesskab og samhørighed. At løse en opgave korrekt – giver umiddelbar respons og oplevelsen af succes. Nogen baner i spillene kan foregå under jorden eller i mørke, hvilket er en oplagt mulighed for, at tale om det at være bange – samtidig som det er i trygge rammer fordi barnet bare kan slukke for spillet. (og spillet lige som andre eventyr ender godt. – børn er ikke bange for drager, børn er bange for drager der ikke kan slås ihjel)
• Fantasi og abstrakt tænkning. De hér nævnte spil, foregår alle i en fantasiverden og indeholder mange elementer, der giver mulighed for at træne abstrakt tænkning (ikke umiddelbart synlige ting skal findes, man skal undersøge og regne ud hvilke opgaver der skal udføres for at fortsætte spillet osv.)
***
Afslutningsvis kan jeg da heller ikke lade være med at påpege, at fx kirurger anvender sig af konsolspil for at træne såvel fingerfærdighed som koncentration og hurtig reaktionsevne.
Læs også dette blogindlæg – som bidrager med yderligere et par interessante vinkler.
Actionspil forbedrer evnen til at indsamle og bearbejde information markant.
DN.: Dataspelande inte orsak till dåliga skolresultat
*(observer venligst ordet kan, samt tidsperspektivet vedr. den forhøjede aggressivitet)
**Vedr. Væsentligheden i barnets udgangspunkt og en interesseaktivitet som udgangspunkt for socialt samvær j.f fx. Stephen Shore –“ Beyond the wall”
***J.F. Mikael Heiman og Thomas Tjus : ”Datorer och barn med autism”. Natur och Kultur 1997.
Harning 