Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 159 544 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

  • Annonser

Posts Tagged ‘skolehjemsamtale’

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Posted by harning på oktober 3, 2008

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Annonser

Posted in Alle Harnings indlæg, Anbringelse af børn, Børn&Unge, Borgerrettigheder, Debat | Taggad: , , , , , , , , , , , , , , , , , | 4 Comments »