Ovenstående har, som mange af jer sikkert ved, altid interesseret mig ligesom jeg ofte bliver fremstillet som værendes på de svages side – en ”anklage” jeg plejer at være ganske stolt over.
Men..
Hvem er de egentlig, de svage, minoriteterne?
Og hvordan hjælper vi dem bedst?
Hvis vi ser på det første spørgsmål først, ja så har vi de ca. 50.000 fattige børn (som fx ham her), de ca. 400.000 psykisk syge, de ca 490.000 indvandrere*, de ca 200.000 alkoholikere, de ca 100.000 arbejdsløse og endelig må vi naturligvis ikke glemme de homoseksuelle og alle landets kvinder, for ikke at tale om fædre der bliver fyrede pga af barsel, de kriminelle i landets fængsler, de stakkels unge og enlige mødre,skilsmissebørnene og mælkebøttebørnene og, og, og, og….
Hvorefter vi når frem til spørgsmål nummer to og hvordan vi bedst hjælper alle disse svage minoritetsgrupper? Et spørgsmål som jeg egentlig ikke synes kan besvares førend spørgsmålet om og definitionen på minoritet og normalitet er blevet besvaret – for hvis flertallet af Danmarks befolkning som minimum tilhører en eller anden form for minoritet, er normen så ikke at være en lille smule unormal?. 🙂
Hvad synes du?
©Harning