I kender dem godt – måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort – så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.
Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i – i mangel på bedre?
Selv tror jeg naturligvis ikke på det – og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument – men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:
Mormor til Sille: – Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.
Sille til mormor: – Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, – får jeg så de tusinde kroner nu?
Mormor til Sille: – Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.
Sille til mig tre dage senere:
Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!