Klientgørelsen af en gruppe helt almindelige borgere

Ikke ret mange mennesker, hverken pædagoger eller det omgivende samfund, forstår til fulde den enorme magt og indflydelse over børn og familiers liv, som pædagoger i ganske almindelige daginstitutioner udøver hver dag.
Pædagoger er tit de første, og ofte også de eneste der lægger mærke til at et barn og/eller en familie har et særligt behov for hjælp og støtte. Hvis pædagogen undlader, at handle på deres viden, kan det indebære at et barn ikke udvikler sit sprog, sin motorik, og sine sociale kompetencer på en hensigtsmæssig måde, med risiko for alvorlige problemer senere i livet.
Samtidig er pædagoger typisk i besiddelse af ofte meget følsomme personlige oplysninger om barnet og familiens forhold, som, hvis de misbruges, fuldstændigt kan ødelægge en familie.

Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.

Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.

Almindelige mennesker der er svage, ikke på grund af deres opvækst eller livsbetingelser for øvrigt, men som bliver de svage, fordi vi som pædagoger tager magten fra dem, når vi ikke anerkender deres viden og erfaringer, når vi ikke udviser ydmyghed og respekt for de mennesker, hvis verden vi har så stor indflydelse på.
© Harning

Hvem har ansvaret for de unges dårlige opførsel?

Dagligt hører vi om de unges manglende respekt for hinanden og de ældre generationer. – Emnet bliver livligt diskuteret i såvel media som i kassekøen i Netto. Vi læser den ene artikel efter den anden om de unges egocentricitet og aggressive adfærd. Teorierne om hvorfor de yngre generationer er så meget værre end de ældre er mange – alt efter hvem man spørger, dog synes to teorier at høre under de primært mest accepterede, nemlig :

• det er fjernsynet og computerspillenes skyld
• det er forældrenes skyld.

Men er det korrekt? Hvem er det egentlig der opdrager børnene? Hvor tilbringer de mest tid henne, og med hvem?

De generationer vi taler om, er dem der er født fra 70erne og op til nu. Fælles for dem alle er at de har tilbragt størstedelen af deres vågne timer i daginstitutioner og skoler.I daginstitutionerne og i skolerne er forældrene ikke til stede – der hersker pædagoger og lærere, og hverken fjernsynskiggeri eller de mistænkeliggjorte computerspil er tilladt.

Af såvel dagtilbudsloven som folkeskoleloven fremgår det at pædagoger og lærere har ansvar for at støtte barnets tilegnelse og udvikling af sociale færdigheder (i folkeskoleloven primært formuleret som rettigheder og pligter i et demokrati med åndsfrihed og ligeværd). Lærere og pædagoger har således en opdragelsesmæssig forpligtigelse (hvilket forældre ikke har), spørgsmålet er om de overhoved løfter denne opgave.

Forældre oplever ofte, at de ved skole/hjem samtaler bliver oplyst om at deres barn har en uhensigtsmæssig adfærd i institutionen – en adfærd disse forældre næsten lige så ofte ikke oplever at barnet har i hjemmet, eller sammen med forældrene. Når disse forældre så forsøger, at forklare for barnets pædagoger/lærere at de slet ikke kan genkende det omtalte barn, bliver de mødt med mistro.

Hvorfor bliver de det?

Os der beskæftiger os med børn til dagligt, ved jo godt at børn er nogle kompetente størrelser, der sagtens kan indgå i forskellige sociale kontekster og naturligt skifte mellem de roller som påkræves i de enkelte situationer. Børnene taler og fører sig fx ganske anderledes når de er sammen med bedste end de gør når de er sammen med jævnaldrende. –Kunne det være sådan, at børnenes adfærd i institutionen er uhensigtsmæssig, fordi barnet har lært at i netop denne kontekst så er den type adfærd både accepteret og måske endda profitabel? Har barnet muligvis lært af de voksne rollemodeller i institutionerne, at respekt er ligmed magt og frygt? At det at have respekt er ligmed, at være frygtet og ikke ligmed en fælles anerkendelse af medmenneskelighed og kompetencer?

Jeg ved ikke om ovenstående spørgsmål er et faktum. Derimod er det et faktum at vores børn og unge tilbringer betydeligt mere tid i institutioner end de gør med deres forældre. Det er ligeledes et faktum, at de samme børn som opfører sig ganske pænt i familiære sammenhænge ikke nødvendigvis gør det samme ude i samfundet

Så hvordan kan vi være så sikre på, at det ikke er institutionaliseringen af vores børn, der er årsagen til deres uhensigtsmæssige adfærd?

Og hvornår skal lærere og pædagoger påtage sig deres ansvar som rollemodeller – i stedet for bare at smide al skyld og alt ansvar over på forældrene? Det er jo trods alt ikke forældrene der tilbringer mest tid med deres børn – det er pædagogerne og lærerne. Ligesom det er pædagoger og lærere der, til forskel fra forældrene, har et lovgivningsmæssigt ansvar for at socialisere børnene.

©Harning