Resursskola=Elitskola?

Min sons stackars morfar dog i tron att den svenska skolan hade utvecklats till ett studium i navelbeskådande flummig okunskap och med det för honom sannolika ändamålet att: ”…. starka krafter inom Det nya frälset,……..,byråkratin, ser fram mot de sötebrödsdagar då folket äntligen är förvandlat till stumma lealösa lätthanterliga analfabetiska kräk?”

Så fel han hade!

För visst kan det omedelbart se ut så, i alla fall om man bara ser på den vanliga grundskolan – den där alla de normala barnen går. Vad han och många andra med honom inte  visste då och fortfarande inte vet är att parallellt med denna vanliga skola så har små elitskolor vuxit fram.

En av dessa är Fosie Resursskola-Lindängen.

När min son blev erbjuden plats i resursskolan  trodde jag det betöd att han skulle få extra hjälp och extra lärarresurser eftersom han har dyslexi och ad-hd.

Men så är det inte alls.

Ordet resurs har inget med lärarna att göra – men däremot med de särskilt resursfyllda eleverna som här samlas i små elitiära grupper långt bort från de dumma och vanliga och normala eleverna.

Jag borde förstås ha insett att det var min sons intelligens* som var anledningen till hans skolplacering, men det gjorde jag inte – inte förens nu när de nationella proven börjar.

För i den vanliga normala skolan anser man nämligen att eleverna är så dumma att de måste ges tid; att läsa, fördjupa sig och diskutera det nationella provets texter på förhand. – Varemot de på den elitiära resursskolan i Fosie har beslutat att deras elever är så duktiga att de inte behöver se texterna överhuvudtaget.

Så morfar hade fel;

Det finns visst plats för  intelligenta kunskapshungrande barn i den svenska skolan.

Barnbarnet är ett av dem: eliten, de resursstarka,dyslektikerna de som varken behöver förbereda sig eller ges extra tid vid provtillfället.

©Harning

*(eftersom han har en IQ på 160)

Også bragt i Dagen skola

Prisen for Årets bedste udtalelse

Måske endda tiårets ville jeg gerne give til den norske Professor Kaare Skagen som udtalte følgende omkring den norske skole:

”Man kan trives vældig godt – uden at lære sig mere”.

©Harning

(frit oversat fra norsk af ut)

Undervisningsdifferentiering er det rene bureaukrati

Ja, det mener lærerne ihvertfald, der ikke gider bruge tid på at lave individuelle elevplaner fordi de meget hellere vil undervise som de siger. Nu er det bare sådan at jeg er ude af stand til at forstå, hvorledes en lærer mener sig at kunne overholde lovens krav om  undervisningsdifferentiering – hvis de ikke ved hvor det enkelte barn befinder sig og hvor det er på vej hen. Ergo burde lærere, ifølge min opfattelse, for længst på eget initiativ have lavet elevplaner for den den enkelte elev(ligesom jeg som pædagog for øvrigt også har gjort for ”mine” børn).

Hvad jeg heller ikke kan begribe, er at lærerne ikke selv indser hvor pinlige de er – når de kalder deres arbejde for unødvendigt bureaukrati, papirnusseri og molboarbejde – og derved helt klart tilkendegiver, at ikke nok med at de ikke vil overholde gældende lov,  eller udføre det arbejde som de ifølge deres kontrakt er ansat til – så  ønsker de heller ikke at tilegne sig den eksisterende forskning på området eller lytte til deres vigtigste samarbejdspartnere .

Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan det dog skal gå for de børn som vokser op og tilbringer otte timer om dagen med disse mennesker og deres besynderlige værdier og trossystemer.

©Harning

Og nu skal de have lov til at diffrientere fra skole til skole….

Kompetancesegregation i uddannelsessystemet

Minister vil ikke hindre overfyldte klasser

Dette er angivelig en nyhed. Selv har jeg ganske svært ved, ikke alene at se relevansen men også nyhedsværdien, bortset fra selvfølgelig – hvis nyheden gik på at ministeren nu ærligt havde udtalt, at han er træt af ynk og klynk og forkælede unger, der påstår sig ikke kunne lære noget hvis de er mere end to personer i en klasse, og lærere som påstår sig ikke at kunne undervise flere elever ad gangen.

Vores uddannelsessystem er ikke indivdorienteret, vi har ikke selvstudium og distancekurser – Vi har forelæsningsmiljøer og gruppearbejder og middelmådighed – og så er klassekvotienten da totalt ligegyldig.

Nanna Westerby, (ungdomsuddannelsesordfører for SF) udtaler, at det er de svage elever som bliver klemt i de høje kvoter. Jamen herrejemine – de svage elever skal da have særlig hjælp, ikke trække niveauet ned for de stærke elever.

Se det havde været en nyhed:

© Harning

Læs også dette vrøvl

Skoleleder erkender manglende kompetence

Jeg har lige siddet med en klagesag hvor en forælder har klaget over dels manglende aktindsigt i sit barns skolepapirer – dels manglende begrundelse for skolens afgørelse for ikke at udlevere aktindsigten.

Og jeg er nu imponeret. Faktiskt.

Jeg ved godt, det er sjældent at jeg bliver imponeret over myndighedspersoner – men lige netop denne sags skoleleder, har ved en skrivelse til forælderen imponeret ved en opvisning af en, selv for skoler, sjælden idioti.

Forælderen anmoder høfligt om fuld og løbende aktindsigt i barnets skolepapirer – en helt selvfølgelig ret i henhold til forvaltningsloven.

Skolens leder svarer at: ”det har jeg ikke kompetence til at udlevere”.

Jamen er det ikke bare imponerende? I et smut lykkes det ham at tilsidesætte såvel forvaltningslovens regler om aktindsigt som samme lovs regler om begrundelse for afgørelser. Imponerende.

Endnu mere imponerende finder jeg det faktiskt: at en mand- der selv- på skrift- oplyser, at han ikke har den fornødne kompetence til at udføre sit arbejde – fortsat er ansat!

Men måske var skrivelsen egentlig slet ikke ment som svar til forælderen, måske var den egentlig en opsigelse, for så er begrundelsen jo helt fin…………

Hvem har ansvaret for de unges dårlige opførsel?

Dagligt hører vi om de unges manglende respekt for hinanden og de ældre generationer. – Emnet bliver livligt diskuteret i såvel media som i kassekøen i Netto. Vi læser den ene artikel efter den anden om de unges egocentricitet og aggressive adfærd. Teorierne om hvorfor de yngre generationer er så meget værre end de ældre er mange – alt efter hvem man spørger, dog synes to teorier at høre under de primært mest accepterede, nemlig :

• det er fjernsynet og computerspillenes skyld
• det er forældrenes skyld.

Men er det korrekt? Hvem er det egentlig der opdrager børnene? Hvor tilbringer de mest tid henne, og med hvem?

De generationer vi taler om, er dem der er født fra 70erne og op til nu. Fælles for dem alle er at de har tilbragt størstedelen af deres vågne timer i daginstitutioner og skoler.I daginstitutionerne og i skolerne er forældrene ikke til stede – der hersker pædagoger og lærere, og hverken fjernsynskiggeri eller de mistænkeliggjorte computerspil er tilladt.

Af såvel dagtilbudsloven som folkeskoleloven fremgår det at pædagoger og lærere har ansvar for at støtte barnets tilegnelse og udvikling af sociale færdigheder (i folkeskoleloven primært formuleret som rettigheder og pligter i et demokrati med åndsfrihed og ligeværd). Lærere og pædagoger har således en opdragelsesmæssig forpligtigelse (hvilket forældre ikke har), spørgsmålet er om de overhoved løfter denne opgave.

Forældre oplever ofte, at de ved skole/hjem samtaler bliver oplyst om at deres barn har en uhensigtsmæssig adfærd i institutionen – en adfærd disse forældre næsten lige så ofte ikke oplever at barnet har i hjemmet, eller sammen med forældrene. Når disse forældre så forsøger, at forklare for barnets pædagoger/lærere at de slet ikke kan genkende det omtalte barn, bliver de mødt med mistro.

Hvorfor bliver de det?

Os der beskæftiger os med børn til dagligt, ved jo godt at børn er nogle kompetente størrelser, der sagtens kan indgå i forskellige sociale kontekster og naturligt skifte mellem de roller som påkræves i de enkelte situationer. Børnene taler og fører sig fx ganske anderledes når de er sammen med bedste end de gør når de er sammen med jævnaldrende. –Kunne det være sådan, at børnenes adfærd i institutionen er uhensigtsmæssig, fordi barnet har lært at i netop denne kontekst så er den type adfærd både accepteret og måske endda profitabel? Har barnet muligvis lært af de voksne rollemodeller i institutionerne, at respekt er ligmed magt og frygt? At det at have respekt er ligmed, at være frygtet og ikke ligmed en fælles anerkendelse af medmenneskelighed og kompetencer?

Jeg ved ikke om ovenstående spørgsmål er et faktum. Derimod er det et faktum at vores børn og unge tilbringer betydeligt mere tid i institutioner end de gør med deres forældre. Det er ligeledes et faktum, at de samme børn som opfører sig ganske pænt i familiære sammenhænge ikke nødvendigvis gør det samme ude i samfundet

Så hvordan kan vi være så sikre på, at det ikke er institutionaliseringen af vores børn, der er årsagen til deres uhensigtsmæssige adfærd?

Og hvornår skal lærere og pædagoger påtage sig deres ansvar som rollemodeller – i stedet for bare at smide al skyld og alt ansvar over på forældrene? Det er jo trods alt ikke forældrene der tilbringer mest tid med deres børn – det er pædagogerne og lærerne. Ligesom det er pædagoger og lærere der, til forskel fra forældrene, har et lovgivningsmæssigt ansvar for at socialisere børnene.

©Harning