Barn tvunget til at sidde i sit eget pis

Det startede ellers så godt; da lille Malthe* forventningsfuldt,spændt og en lille smule genert mødte op for endelig at begynde i skole ligesom storebror. Malthe var glad for sin skole og sine klassekammerater og hans forældre trygge i deres overbevisning om at den danske folkeskole levede op til alle løfter om et ligeværdigt og respektfuldt menneskesyn…..indtil den dag hvor Malthes mor blev ringet op af klasselæreren. Hvorfor?

Jo, for lille generte  Malthe havde siddet stille i klassen, lyttet til hvad de andre børn havde at sige, pænt gjort som læreren havde bedt ham om, samtidig som han bare sådan skulle tisse. I kender det sikkert selv, skal man så skal man, og Malthe som jo desuden bare er 6 år han skulle virkelig.

Men lille Malthe, som jo er godt opdraget, ville absolut ikke forstyrre læreren og holdt sig derfor så godt han kunne, og da han simpelthen ikke kunne holde sig  længere, rakte han forsagt hånden op, ventede pænt til det blev hans tur og spurgte så om han ikke nok måtte have lov til at gå på toilettet.

Nej! Det må du ikke!

Var lærerens svar.

Og Malthe, som jo er en smule genert, og vel også en lille smule bange for læreren, gjorde som læreren sagde. Han blev siddende. Og tissede i bukserne. Nu skulle man jo tro at læreren straks ville have indset at hun var gået for vidt og derfor havde skyndt sig med at hjælpe lille Malthe.

Men nej…

Læreren beordrede Malthe til at blive siddende på sin stol. I sit eget pis. Udstillet. Ydmyget. Krænket. Hvorefter læreren ringede til Malthes mor og sagde til hende at Malthe måtte blive siddende dér. På stolen. Alene.Udstillet.Ydmyget.Krænket.

***

Den stakkels lærer er selvfølgelig efterfølgende blevet tilbudt psykologhjælp. Malthe derimod, som jo faktisk er offeret og den som er  blevet krænket, ydmyget og hængt offentligt til skue i skolens  gabestok har lige så selvfølgeligt- intet sådant tilbud fået.

***

©Harning

Hvis du vil vide hvordan skolen for øvrigt har håndteret den uacceptable tilsidesættelse af børnekonventionen som Malthe blev udsat for, så følger en opdatering i kommende indlæg.

* (Anonymiseret idet moderen er bekymret for at offentliggørelse vil indebære repressalier mod hendes barn fra skolens leder)

En folkeskole i superligaen?

Elever mobbes af deres lærere

En mindre undersøgelse har nu peget på at flere lærere mobber deres elever – et forhold som alle os der har gået i skole og som har haft børn i skolen naturligvis allerede vidste, ligesom det vel næppe kan komme bag på nogen at det oftest  er drengene som føler sig gjort til syndebukke. Hvad der derimod ikke alene kan komme bag på mig men også vække min harme er skolelærernes udtalelser i forbindelse med undersøgelsen. Ifølge DRB har fx både skoleledere og skolelærere udtalt massiv kritik og påtalt, ”at det virker voldsomt at drage så dramatiske konklusioner på basis af det begrænsede materiale i undersøgelsen”, samt at undersøgelsen er ”misvisende” og at de derfor vil have Undervisningsministeriet til at foretage en ny og større undersøgelse. Sidstnævnte ville for så vidt være en udmærket ide, (også jeg synes at der bør foreligge et solidt undersøgelsesmateriale) var det ikke fordi anmodningen synes at komme som et krav fra lærernes/ledernes side om at blive frikendt fra anklagerne – og det er bare ikke i orden!

Grundlaget for enhver hensigtsmæssig kommunikation og ethvert samarbejde må nødvendigvis være gensidig respekt, hvilket jeg på ingen måde mener at børnene får i denne sammenhæng når de involverede voksne tilsyneladende totalt underkender elevernes oplevelser og følelser. Så.., hvis  jeg ikke allerede var klar over at der findes lærere som ikke respekterer deres elever og lærere som ligefrem mobber eleverne, ja, så ville lærernes forsvarsreaktion i denne sag få mig til at tænke om.

©Harning

Læs også: Bertil Haarders udtalelser og Anders Bondo samt selvfølgelig eleverne selv

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Persondataloven i institution og skole

Datatilsyn & Persondata lyder måske og opfattes måske af mange, som diffuse størrelser der alene  omhandler elektroniske registre – der ikke vedkommer dem. Men faktum er, at loven vedkommer os alle, og desuden også omfatter manuelle registre og ikke kun elektroniske registre. Ej heller er register alene at forstå som endeløse opremsninger af folks navn og adresser. Registre indeholder personoplysninger,og ofte ganske følsomme sådanne.

J.f. Kapitel 1 §1. Stk. 1:” Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register”

Ifølge vejledningen til lovens § 3, nr. 3 defineres register som:
” Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag. Omfattet af bestemmelsens registerbegreb er manuelle registre, såsom fortegnelser, kartoteker, journalkortsystemer og andre samlinger af manuelt materiale, som opbevares struktureret efter bestemte kriterier vedrørende personer for at lette adgangen til de indeholdte personoplysninger..”

Denne beskrivelse er helt tydelig, og relevansen for institutionerne åbenbar. De regler efter denne lov som i denne kontekst er særligt relevante, er reglerne i kapitel 4 og kapitel 8 om indhentning af oplysninger, formålet med indhentningen og samtykke til denne, samt reglerne efter kapitel 10 om muligheden for at få slettet, berigtiget eller blokeret en oplysning og muligheden for at klage over behandling af oplysninger.
Reglernes relevans i forhold til pædagogens daglige arbejde i institutionen vil blive nærmere forklaret i det følgende.

Samtykke og indhentelse af oplysninger
Når forældre vælger at indskrive deres barn i en institution, har de en naturlig forestilling om at de samtidig giver deres samtykke til at børnene i institutionen bliver behandlet efter de af institutionen udmeldte værdier (fx selvbestemmelse, kristen tro o.lign.). Forældrene er også indstillede på at pædagogerne i dagtimerne påtager sig rollen som den opdragende part, og de giver dermed sit underforståede samtykke til at børnene leger, spiser frokost m.v. i institutionen.
Forældrene er derimod ikke altid klar over at der i institutionen også foregår andre ting, og at pædagogerne i kraft af deres professionalisme har nogen særlige forpligtigelser.
Disse særlige forpligtigelser kræver forældrenes udtrykkelige samtykke. Det er vigtigt at være opmærksom på at samtykket skal være specifikt, og at det kun er gældende for et år ad gangen.
Institutionen skal således sikre sig at forældremyndighedsindehaveren ved og giver sit samtykke til at institutionen:
• opretter registre,
• observerer børnene og forældrene,
• nedskriver oplysninger om børnene og forældrene,
• og at disse oplysninger kan blive videregivet til andre.

Mindstekravet til en oplysning er at den der afgiver denne, fuldt ud er klar over til hvem oplysningen afgives, med hvilket sagligt formål, og i hvilken sammenhæng den afgives. Dette er en almindelig retssikkerhedsmæssig garanti som desværre ikke altid bliver opfyldt.

Eks: For at spørge et barn (eller forældrene) om hvor barnet tilbringer/har tilbragt weekenden, skal pædagogerne altså:
1. Informere om at disse oplysninger bliver indhentet 2. Forklare hvad formålet med indhentningen af oplysningen er (især hvis videregivelse) 3. Forældrene skal give deres samtykke.
Cand.jur. Jon Andersen slår endvidere fast at:
” oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet” (jf.. for øvrigt persondatalovens § 5, stk.3).

En pædagog må altså ikke under foregivelse af at skulle indhente oplysninger om et barns helbredsmæssige forhold hos forældrene samtidig undersøge om forældrene snyder med feriepengene, modtager kontanthjælp som enlige selv om de er samboende, får udbetalt uberettiget boligsikring m.v.
Pædagogen må således heller ikke agere ”dyneløfter” som det nogen gange er blevet udtrykt ønske om fra forvaltningen og politikernes side.

Et samtykke er for øvrigt kun gældende i et år, og det er derfor ikke nok at sikre sig samtykke når barnet starter i institutionen. Evt kunne dette sikres kontinuerligt ved de almindelige forældresamtaler.
Samtykke til at der tages billeder, vil de fleste forældre for eksempel opfatte som at de giver tilladelse til almindelige stilbilleder taget med gammeldags kamera hvor deres barn deltager på lige fod med andre i hverdagssituationer.
Forældre vil ikke opfatte et sådant samtykke som et samtykke der samtidig giver tilladelse til videofilmning af barnet i specifikke observationssituationer, og de vil sandsynligvis heller ikke bryde sig om hvis deres barn bliver udstillet i en uheldig situation hvor det fremstår som ked af det, aggressiv eller lignende, og at det bliver vist til andre forældre i institutionen.
Det er også værd at tage med i betragtning at dagens digitalkameraer åbner helt nye muligheder for manipulation med billeder hvorfor sådanne optagelser altid skal håndteres varsomt.

Bipersoner
Persondataloven indeholder foruden regler om hovedpersoners rettigheder også regler om personer der bliver nævnt, men som ikke har direkte del eller part i en sag. Disse personer kaldes bipersoner. Bipersoner har samme rettigheder som hovedpersoner til at blive informeret om hvilke oplysninger om dem der indgår i en sag.
I en daginstitution kan man forestille sig at en moder fortæller en pædagog at barnets far har været voldelig overfor hende, og at han nu er ligeglad med barnet. Forældrene er skilt, og moderen har forældremyndigheden mens faderen har samkvem.
Hvis pædagogen vælger at nedskrive hvad moderen har sagt sådan at oplysningen indgår i et register el.lign., har faderen ret til at blive informeret om at oplysningen eksisterer, selv om den ikke umiddelbart er en del i en sag som han er part i.
Såfremt pædagogen ikke nedskriver oplysningen, er den naturligvis kun at betragte som sladder og irrelevant.

Blokering
Sammen med persondataloven kom også den helt nye mulighed for at få en oplysning blokeret. En blokering indebærer rent konkret at en given oplysning ikke må videregives til tredje person.
Særligt i forbindelse med pædagogers samarbejde med forældre kan dette vise sig at være en udmærket regel. Forældre har tit brug for at meddele institutionen om forhold i familien som er relevante for barnets hverdag her og nu, men som ikke nødvendigvis er relevante i andre sammenhæng.

Eks. 1. En mor har fået diagnosticeret en depression. Da sygdommen kan få indflydelse på barnets hverdag indtil moderens medicin virker, er det en relevant oplysning her og nu. Moderen vil dog ikke at sygdommen nævnes i forbindelse med hendes barns handleplan, dels fordi hun anser at hendes enkeltstående depression er irrelevant iforhold til hendes barns asperger diagnose, dels fordi der fortsat er tabu og fordomme omkring emnet.

Eks 2. Man kan også forestille sig at en mor og far der er kærester men bor hver for sig, ønsker at oplysningen om deres indbyrdes relation ikke bliver videregivet.
For institutionen er det en relevant oplysning fordi barnet naturligvis ikke skal sættes i en situation hvor det er forbudt at fortælle om at mor og far er kærester.
Forældrene begår ikke noget ulovligt ved at have hver sin husholdning men vil undgå at blive udsat for den belastning som en unødvendig bedrageriefterforskning ville udsætte familien for, og institutionen bør derfor meddele forældrene muligheden for at få oplysningen blokeret. En blokering foretages rent praktisk ved at der ved siden af oplysningen i journalen laves en tilføjelse af at oplysningen er blokeret og altså ikke må videregives sammen med journalens øvrige oplysninger.

Sletning og berigtigelse
Ifølge persondataloven har forældre mulighed for at kræve en oplysning slettet (alternativt berigtiget). Dette vil typisk forekomme hvis institutionen har indsamlet skriftlige informationer om barnet og /eller familien som forældrene ikke anser for at være korrekte. For eksempel kan det forekomme at forældrenes information er blevet fejlagtigt tolket og nedskrevet af pædagogen hvorfor det også må siges at være særdeles vigtigt at forældrene har mulighed såvel for at vide hvad der er nedskrevet om dem og deres barn som mulighed for at kræve en fejlagtig oplysning slettet.
Vi må også være opmærksomme på at det kan være til meget stor skade for et barn at blive inddraget i en sag med tilhørende undersøgelser og interview som alene er opstået på baggrund af en pædagogs misforståelse eller manglende retsforståelse. (JF.. for øvrigt officialmaximen.)
Det kan også ske at en pædagog har indhentet en oplysning under falske forudsætninger, dvs. at hun for eksempel overfor forældrene har forgøglet at være underlagt tavshedspligten men så senere alligevel vælger at videregive oplysningen.
En sådan oplysning der er indhentet under falske forudsætninger, eller som ikke er indhentet under forsvarlige omstændigheder, kan ikke tillægges nogen betydning og er dermed ikke juridisk gyldig. Denne type oplysninger må altså ikke benyttes når der træffes afgørelse i en sag.
Eksempelvis kan man forestille sig at en institution i deres perspektivplan informerer forældrene om at institutionen har tavshedspligt.
En af mødrene opfatter pædagogerne som sine veninder og spørger dem dagligt om fx hvordan det går derhjemme, kommenterer deres nye frisyre og fortæller om sine egne lægebesøg. Moderen føler at hun kan betro sig til sin nye veninde (Bente på girafstuen), Bente har på et tidligt tidspunkt sagt til moderen ”at du kan roligt betro dig til mig, for jeg er underlagt tavshedspligten”. Så en dag fortæller moderen at hendes barn nogen gange bliver råbt ad og behandlet nedladende af hendes nye kæreste.

Fordi pædagogen i denne situation har sagt at hun har tavshedspligt, vil moderen kunne hævde at oplysningen er indhentet under falske forudsætninger, og at den derfor ikke kan anvendes til yderligere foranstaltninger i forhold til barnet. Pædagogen vil derfor ikke kunne træffe afgørelse om underretning om omsorgssvigt begrundet i kærestens adfærd overfor barnet.

En afgørelse truffet med baggrund i en ugyldig oplysning vil altså kunne kendes ugyldig i en klageinstans hvorfor det er særdeles uhensigtsmæssigt hvis pædagogen ikke fra start har ageret med hensyntagen til lovgivningen.
Eksempelvis vil en oplysning som ikke er korrekt indhentet, altså kunne medføre at den blev slettet hvorved der ved videre behandling ikke måtte tages hensyn til denne uanset om pædagogen anser sig have en viden. Dette kan i yderste konsekvens hindre at et barn får den hjælp som barnet har behov for.
Pædagogen kan for eksempel tro sig vide at en forælder har et alkoholproblem, hun baserer sin tro på at moderen ofte lugter af alkohol, og at barnet fortæller at moderen drikker meget vin derhjemme. Hvis pædagogen vælger at nedskrive dette i en sådan form at hun skriver at moderen er alkoholiker, kan moderen kræve oplysningen slettet fordi det er en diagnose bygget på formodninger og med et barns diffuse oplysninger som kilde fremfor en lægelig diagnose. Skulle moderen få oplysningen slettet, må pædagogen ikke handle på den og kan derfor heller ikke træffe afgørelse om underretning begrundet i omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet.
Det er derfor tillige vigtigt at pædagogen sikrer en solid kilde når hun nedskriver en oplysning. Naturligtvis er det ikke muligt for pædagogen i enhver situation at være forberedt på og tage stilling til at et barn kan udlevere følsomme oplysninger. Men det er op til pædagogen at afgøre om det er oplysninger hun vil nedskrive og videregive, ligesom det er op til pædagogen, forud for barnets indmeldelse i institutionen, at gøre forældrene opmærksomme på at tavshedspligten ikke er ubetinget men snarere valgfri efter pædagogens vurdering af omstændighederne.

Det må også siges at være i modstrid med pædagogens arbejdspraksis hvis hun i hver enkelt dagligdags samtale skulle redegøre for forældrene og barnet hvorledes deres lovsikrede rettigheder er.

En sletning foretages rent praktisk ved at oplysningen slettes fra registret/journalen, en berigtigelse anvendes som alternativ når sletning ikke er teknisk mulig (se herunder).

Computerteknik kontra retssikkerhed
Persondataloven er en ekstra retssikkerhed for borgeren og har især sin berettigelse i myndighedernes udveksling af oplysninger. Til trods for at borgeren ifølge lovteksten har ret til at kræve ukorrekte/ falsificerede oplysninger slettede, er dette ikke altid praktisk muligt idet mange offentlige journalsystemer er indstillet på en sådan måde at sletning af tekniske årsager ikke kan foretages. Meningen med at der ikke kan slettes i systemerne, er tænkt som en sikkerhed for borgerne for at en sagsbehandler ikke skal kunne skjule egne eventuelle fejl.
Dette gør det desto mere vigtigt at være opmærksom på at en berigtigelse skal tages lige så alvorligt som en decideret sletning.
En berigtigelse foretages ved at sagsbehandleren /pædagogen skriver den korrekte oplysning i journalen med klar reference til den fejlagtige oplysning (det tidligere journalnotat). Det mest korrekte vil være samtidig at skrive at der er tale om en berigtigelse. Desværre er det tit en ulempe for borgeren når en oplysning ikke teknisk kan slettes men bliver berigtiget, idet nogen mennesker synes at antage at ”ingen røg uden ild”, og derfor alligevel tillæger en oplysning betydning til trods for at berigtigelse har fundet sted.
Det er derfor essentielt for forældre i daginstitutioner (hvor mange registre fortsat behandles manuelt) at få muligheden for at kræve forkerte oplysninger slettede før daginstitutionen videregiver oplysninger til andre i myndighedspersoner. Dette forudsætter naturligvis at forældrene af pædagogerne er gjort bekendt med at oplysningen overhovedet eksisterer, og at den kan slettes.

© Harning

Hvis du vil vide mere om de regler der findes i daginstitutioer og skoler kan du købe bogen her.

mere om Datatilsynet registrering og Eu

Haarders uvidenhed

om de uddannelser han er sat at herske over er efterhånden mere end bare lidt pinlig. Nu har manden tilsyneladende fået den geniale ide, at også universitetsuddannede allernådigst skal få lov til at blive folkeskolelærere – de skal bare lige udvide deres kunnen med et år på lærerseminariet, for, som Haarder siger: ” Det sidste år til folkeskolelærer skal tages på en professionshøjskole, så den studerende får den tætte kobling til praksis og didaktik – altså viden om, hvordan små børn opnår færdigheder – som er helt afgørende, når man skal lære fra sig«

Igen må jeg sige, at Haarders tanke er jeg ikke uenig i – jeg synes også det er essentielt at vide hvordan børn tilegner sig viden – når man skal lære fra sig. Problemet er bare, at det ikke er sådan læreruddannelsen er bygget op*! .

Lærerstuderende som læser fx, musik på linjefag – lærer at synge solo, ikke hvordan man motiverer børn at synge. Lærerstuderende som læser billedkunst på linjefag – lærer at tegne efter et træ, men intet om børns tegneudvikling eller hvordan de motiveres til at være kreative. Lærerstuderende som læser dansk på linjefag lærer at analysere tekster – men intet om børns sprogudvikling eller hvordan de motiveres til selv at skrive (for ikke tale om alle de dansklærere som aldrig læser en eneste bog efter endt uddannelse). osv osv osv.

Jeg finder derfor forslaget ikke bare pinligt, men direkte uforståeligt. For som forælder er der ingen tvivl om at jeg helst så mine børn undervist i fx. Dansk af en litteraturvider fra universitetet der havde brugt min. tre år udelukkende på det ene fag – fremfor en læreruddannet der max. har brugt den halve tid, når ingen af dem alligevel ved noget om praktisk pædagogik. Men det er naturligvis bare ønsketænktning fra min side, for hvorfor i alverden skulle en universitetsuddannet litteraturvider ønske at bruge yderligere et (endda ligegyldigt) år på skolebænken for at allernådigst få lov til at arbejde i folkeskolen?

Så hvad tænker Haarder egentlig på – og hvorfor pokker kigger han ikke på, hvordan grunduddannelserne reelt ser ud, før han fremkommer med det ene idiotiske ligegyldige forslag efter det andet?

© Harning

Redigeret: Nu, nogen timer senere, hvor jeg har haft lejlighed til rigtig at fundere over ovenstående, er det gået op for mig at Haarder ikke er spor uintelligent – men tværtimod er han en meget klog mand. For nu tror jeg, at han i erkendelse af at intet andet har hjulpet for at rette op på den danske folkeskole – så har han lavet en aftale i porten med Hjort Fredriksen om, at sikre, at vores kompetente akademikere ikke skal kunne få ordinært arbejde, og derfor tvinges ind på lærerseminarierne – hvor de helt gratis kan undervise de studerende. To fluer i et smæk – jo klog det er han, ham Haarder.

* til forskel fra pædagoguddannelsen og med forbehold for at der skulle findes enkelte seminarielærere som faktisk har inkorporeret dette bi undervisningen

Er det lærerne eller de blinde der er idioter?

Jeg undres endnu engang over lærernes manglende evne til professionel vidensformidling. Ifølge TV2 nyhederne udtaler rektor Eigil Dixen til Jyllands-Posten idag følgende vrøvl:

”…….lærere kan ikke kommunikere med elever og få undervis­ningen til at fungere, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk,”

Siden hvornår er det blevet sådan, at det, at formidle viden hænger sammen med om hvorvidt formidleren kan se modtagerens ansigtsudtryk? Og hvordan i alverden skal de andre 24 elever i en klasse kunne forstå og lære noget – når læreren kigger på den 25 elev, eller kan lærere nu også se og tolke 25 elevers ansigtsudtryk samtidig? Og hvordan mon blinde lærer? Er de bare idioter uden evne til hverken at modtage eller formidle viden?

Egentlig burde det ikke undre mig, lige så lidt som det sikkert undrer alle de elever der har oplevet at blive bedømt ud fra personlige kriterier (om læreren synes de var for tykke, for tynde, for grimme, for smukke, for hvide, for sorte osv.)

Men så igen ved nærmere eftertanke, som tidligere skolebestyrelsesmedlem, så er det da en fantastisk ide! Ikke flere lærebøger, computere eller andet pjat der absolut ikke kan formidle viden – i kraft af disse tings manglende evne til at se elvernes ansigtsudtryk.  Sikke mange penge der så kan skæres i budgetterne…