Panikanbringelser vægelsind og ansvarsfralæggelse

I Aalborg kommune er antallet af anbringelser steget eksplosivt i det forløbne år, og jeg kan ikke lade være med at spekulere i om det skyldes ren panik efter den voldsomme kritik som kommunen fik efter Rasmus Popenda sagen.
For selvfølgelig er der ikke kommet flere børn som har brug for at blive anbragt lige som der heller ikke er kommet flere kompetente anbringelsessteder til disse børn og  jeg kan desuden vanskeligt forestille mig at kommunen på bare et år pludselig er lykkedes med at lave komplette udredninger af de pågældende børn.
Nogen ville måske hævde at Aalborg kommune tidligere anbragte for få børn og at de nu har mandet sig op, er begyndt at tage børnenes problemer på alvor og har fundet kvalificerede løsninger. Men…også denne variant har jeg vanskeligt ved at forstille mig, idet Aalborg kommune stadigvarende er kendetegnende som den kommune hvorfra jeg får tilsendt flest mails,  sagsakter og fortællinger fra forældre med forespørgsler om kommunens ageren (eller mangel på samme).  Faktisk har jeg så meget materiale fra Aalborg kommune liggende at jeg ville kunne fylde en hel bog – alene med eksempler derfra.
Om de børn som er blevet anbragt og om dem som ikke er det. Om de børn som selv har ønsket anbringelse og som ikke har fået den( som Rasmus heroverfor).  Om de børn som ikke har ønsket anbringelse, men som alligevel blev tvunget væk hjemmefra (som trettenårige Sofie* der i ensomhed og frustration på  anbringelses – institutionen møjsommeligt skar ordet hjælp i armen med en ikke helt ren kniv). Om de børn som er blevet anbragt og som år efter stadig ikke har fået hverken psykiater/psykolog -hjælp eller en ordentlig skolegang. Om de børn som ikke er blevet anbragt og hvis eneste tilbud har været MST. Om de børn som er døde og om de forældre som har rendt kommunen på dørene for at få hjælp, hvor der ingen hjælp var at hente. Om de fantastiske unge som selv tog initiativ og skrev til socialrådmand Mai-Britt Iversen efter hjælp, men hvor der ingen hjælp var at finde. Om de små børn som mistede deres bolig fordi samme socialrådmand tilsyneladende synes kollektiv afstraffelse af hele familier er bedre end reele forebyggende  tilbud til de udsatte unge og deres familier.

Så nej, jeg kan ikke lade være med at spekulere..

Over årsagerne til de mange pludselige anbringelser og over panik,vægelsind og ansvarsfralæggelse. Og jeg spekulerer over om disse børn nu også bliver anbragt steder hvor de reelt får de tilbud og den skolegang som de har brug for,ligesom jeg undrer om disse børn og forældre virkelig ikke kunne have været hjulpet på anden vis     …

©Harning

Og lad mig afslutningsvis erindre om, at det er ikke fordi jeg er imod anbringelser, jeg er bare for at det sker på en hensigtsmæssig måde – til fordel for barnet.

Mere debat om anbringelser finder du her

(*anonymiseret)

Læs også denne artikel

Apropos tvang i det sociale system

For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.

(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)

©Harning

Og apropos hvorfor nogen vælger at blive unge mødre

Børn til psykisk og fysisk syge forældre

Jaja, jeg ved godt at jeg egentlig burde holde blogpause, men… Så det her program i fjernsynet (tror det var bbc) om børn til fysisk/psykisk syge forældre. Programmet havde en meget klar intention om at fortælle hvor svært det var for disse børn – hvor svært det var for dem at have en psykisk/fysisk syg forælder.

Men, det eneste jeg kunne tænke på, alt eftersom programmet skred frem, var at hold da op hvor er de her børn heldige!

Ja, de var ”nødt til” at tage ansvar, at lave mad og gøre rent, at gå på posthuset og betale regninger – være bevidste om familiens økonomi.

Men det betød også at de havde en rolle i familien, at de havde en viden om at de var en del af familiens helhed, at de havde en værdi.

Og uanset hvor meget jeg forsøgte at føle medlidenhed med disse børn – kunne jeg ikke andet end synes  at de var heldige og at stakkels de børn som ikke har forældre med ”handicaps”  var de uheldige, for sandheden er; at siden vi hentede børnene ind fra marken – har vi stort set ikke anet hvad vi skulle stille op med dem…..

© Harning

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie- 5 og sidste del

Eller: Når enden er god – er alting så godt?

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder. (Hvis du ikke har fulgt med fra starten bør du nok læse dette først:   del 1,  del 2 , del 3 og del 4)

Nikolaj:

Når jeg ser tilbage på især det første år, og ser det lidt udefra, så er det ikke til at forstå hvordan vi kunne klare det. Men det får mig også til at spekulere over, hvad en psykolog måske kunne have fortalt socialforvaltningen om Mettes og mine evner som kommende forældre. Ville han allerede dengang have kunne se den indre styrke som vi begge besad?
Da Line skulle fylde tre år, og Mette atten, blev vi enige om, at nu ville vi ikke leve skjult længere. Vi synes ikke, det var rimeligt overfor Line- som snart havde brug for jævnaldrende kammerater og selv om vi kom ud og mødte andre mennesker, så ville både Mette og jeg gerne have en uddannelse. Men bange var vi alligevel, og selv om vi ikke ville leve skjult længere så ønskede vi heller ikke at gøre opmærksom på os selv eller vende tilbage til Danmark.
Vi endte med, at flytte til Sverige, hvor fortalte at vi kom fra Norge og ret hurtig derefter fik vi vores svenske cpr.nummer. Line startede i en svensk børnehave, Mette begyndte at tage sin studentereksamen og jeg gik tømrerlinjen på gymnasiet samtidig som både Mette og jeg arbejdede.
Idag er Line elleve år, hun har fået en lillebror og trives rigtig godt. Hun en en glad og aktiv pige, der går til både fodbold og violin. Jeg er ansat i et tømrerfirma og arbejder et par gange om ugen i en ungdomsklub. Mette er endelig færdig med sin uddannelse og selv om hun lige nu er godt tilfreds med sit arbejde med misbrugere, venter hun på at der dukker en stilling op i familieforvaltningen i den by vi bor i fordi hun gerne vil være med til at sørge for at alle bliver behandlet retfærdigt og at alle får lov til at blive hørt i familiesager.
Vi har et godt liv nu.
Men jeg ville aldrig anbefale nogen at få børn som teenagere, så længe systemet ikke er blevet ændret og fordommene mod unge forældre ikke er væk.

©Harning

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 4

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Hvorom alting er, så kom vi til Norge og frem til det lånte sommerhus efter en fjorten timer lang biltur. Vi boede i sommerhuset i tre måneder, så blev der for koldt. Det var en surrealistisk tid. Til den ene side var det rigtig norsk idyl, godt vejr og familiehygge og til den anden side var vi meget bevidste om at vi måske var efterlyste af politiet hjemme i Danmark, så vi turde ikke ringe eller skrive hjem – vi var bange for at mine forældre blev aflyttede. Det lyder sikkert paranoidt, men hvad skulle vi tro?
Vi vidste ikke ret meget om politiarbejde. Men vi vidste at myndighederne rigtig gerne ville have fingrene i vores barn.
Da vi ikke kunne bo i sommerhuset længere, fik vi husly i en kirke. Der var os og så to andre familier – de var flygtninge som havde gemt sig fordi Norge ville sende dem ud af landet, så vi var en noget broget skare.
Selv om alle var venlige, var det enormt hårdt at leve sådan. Vi havde ikke vores eget værelse, og vi var stadigvæk så paranoide, at vi knap turde forlade kirken, andet end for meget små ture. Og vi kedede os. Efter et stykke tid, fik præsten vist også nok af vores selvpåtagede frihedsberøvelse, så han begyndte at plage mig om at jeg skulle tage et arbejde. Men hvordan skulle jeg kunne det, spurgte jeg, så finder de os bare.Det endte med at han fik skaffet mig sort arbejde som stik i rend dreng i et byggefirma og samtidig lykkedes det ham at få Mette til at gå med i en mødregruppe.
Det var vendepunktet for os begge to. Når vi kom ud, og så andre mennesker blev det tydeligt hvad vi havde gået glip af og at vi havde ladet vores liv stå på stand-by. Med lidt mere hjælp fra præsten lykkedes det os at finde en etværelses lejlighed som vi kunne leje i anden hånd for de penge jeg tjente som stik i rend dreng. Mette kunne selvfølgelig ikke arbejde, for vi turde ikke aflevere Line til nogen.
For første gang siden Mette havde født levede vi et næsten normalt liv. Vi begyndte at lære vores naboer lidt at kende, jeg tog engang imellem en øl med mine kolleger og vi begyndte også så småt at turde ringe hjem en gang imellem, fra en telefonboks godt nok, men alligevel…..
Da Line fyldt et år kom mine forældre, min onkel og den ven som havde været sammen med os den første uge, hjem og besøgte os. Min mor, der ikke havde set sit barnebarn siden hun blev født, græd og kunne slet ikke lade være med at røre ved hende hele tiden mens de var hos os. Og selv om vi stadig var bange for at politiet skulle have fundet ud af hvor vi var, så var det en meget stærk oplevelse af tryghed, igen at være sammen med familien.

©Harning

Læs også del 1,  del 2 , del 3 og    del 5

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Anbragte børn lider

For et stykke tid siden skrev jeg om de utilpassede unge og afsluttede med følgende spørgsmål:

”Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?”

Nu er der ifølge Politiken kommet en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) der viser at 31% af de anbragte børn lever med en langvarig/kronisk diagnose (som fx ad-hd) sammenlignet med bare 7% af ikke anbragte børn. Artiklen afsluttes med noget der kunne ligne en undren over hvordan dette kan være – for det siger rapporten tilsyneladende ikke noget om. Men helt ærligt!

Det er da indlysende synes jeg. Svaret altså. For der er en grund til at de blev anbragt,og selv om familien fik skylden, så betyder det jo ikke at det er familiens skyld.

For måske ville de med et minimum af pædagogisk vejledning og et fornuftigt skoletilbud have kunnet eksistere ganske glimrende sammen med deres børn – havde de bare vidst hvilken form for støtte barnet havde brug for….

©Harning

En eftertanke…Læste for ikke så længe siden en anden rapport, der konkluderede at op til25% af forældre til børn med handicap (det være sig fysiske eller psykiske) ikke var klar over at de kunne søge tabt arbejdsfortjeneste..

Læs også:

SL`s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Anbringelse af Børn & Unge

Se også Politiken den 17sept.

SL´s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Den 17 september fremsatte næstformanden for socialpædagogerne Benny Andersen i Politiken denne kommentar”….Det er grotesk, for børn bliver dobbelt svigtet. Først af forældrene og siden af det system, som skal hjælpe dem«, ”

Nu er det mange år siden jeg meldte mig ud af SL, men det forhindrer mig på ingen måde at føle skam over min faggruppe – når en næstformand mener sig berettiget til ovenstående påstand. Havde jeg været forælder til et anbragt barn – ville jeg seriøst overveje at melde manden til politiet for injurier pga den nedladende, krænkende generalisering som fremsættes om forældre til anbragte børn. Jeg ville også overveje hvorvidt medlemmer af en organisation der offentligt tilkendegiver at forældre svigter deres børn – er i stand til at varetage forældresamarbejdet og det lovpligtige arbejde på at få et anbragt barn hjem igen.

©Harning

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 2

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:
Mine forældre tog voldsomt anstød, da de hørte om mødet. De ringede og skrev flere gange til socialforvaltningen. De forsøgte at forklare, at de gerne ville være behjælpelige på enhver måde og spurgte til om jeg som far ikke havde nogen rettigheder. De eneste svar de fik tilbage var at jeg jo ikke var gift med Mette, så der var ikke noget bevis på at jeg faktiskt var faderen. Min forældre og jeg havde derfor ikke ”partsstatus”. Mette skrev så til dem, for at endnu engang fortælle dem at jeg rigtig nok var faderen til hendes barn. Det brev svarede de slet ikke på.

Situationen var uholdbar. Hverken Mette eller jeg, eller mine forældre var indstillede på at opgive vores barn/barnebarn. Men vi var også meget i tvivl om hvordan vi skulle gribe det an, fordi det var så tydeligt at forvaltningen havde truffet deres afgørelse og ikke var indstillet på at høre ét ord af hvad vi sagde, og hvad kunne vi stille op mod myndighederne? De havde så meget mere magt end os. Det er ret fortvivlende at tænke tilbage på, at den tid som skulle have været en glædens tid, istedet for var fyldt af vrede og uro og angst.
Fødselen var lige sådan.
Da Mette fik veer kunne vi end ikke finde ud af at være glade. Vi var bare enormt bange for at vores barn nu ville blive taget fra os, så fødslen var meget smertefuld for Mette. Hun kæmpede imod og ville slet ikke presse.
At føde barnet, var for hende blevet ensbetydende med at miste det.
Hun kan stadigvæk ikke tale om det.Bare et par timer efter at lille Line var født ringede de fra forvaltningen og sagde at de ville komme og hente hende tre dage senere, og at det var vigtigt både for barnet og for Mette at hun samarbejdede.
Den dag idag undrer det mig at de vidste besked så hurtigt, og vi ved ikke hvem der fortalte dem at Mette havde født. Det har nok været sygehuset. Men det er så svært at tro på at fx jordemoderen, der vidste hvor svært det var for Mette, skulle kontakte dem så hurtigt at hun end ikke fik lov til at hvile efter fødselen.
Opringningen fra forvaltningen fik Mette til at kure sig sammen til en lille kugle. Hun holdt op med at snakke med nogen og lå bare og stirrede ind i væggen. Hun var udmattet, stresset til det yderste og nu gav hun op. Jeg havde mest lyst til at styrte ned på kommunen og slå første bedste socialrådgiver ned. Det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg slog min hånd til blods i parkeringskælderen i stedet for.

©Harning

Hvis du missede del 1

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail,såfremt du har en positiv historie at bidrage med)

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 1

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:
Det at blive forælder som teenager har for os været et mareridt, og bestemt ikke noget vi kan anbefale andre. Ikke fordi vi ikke ville have barnet, eller fordi vores datter på nogen måde har været et svært barn. Men pga. Myndighederne.
Jeg var sytten og min kæreste femten da vi fandt ud af at hun var gravid. Mette gik stadig i folkeskole dengang og jeg på teknisk skole. Selvfølgelig blev vi chokerede da vi fandt ud af at hun var gravid, men så satte vi os ned og snakkede det igennem med mine forældre, og de lovede at støtte og hjælpe os hvis vi ville beholde barnet. Og det ville vi.
Mettes forældre reagerede helt anderledes, men det havde vi næsten også regnet med. Enhver undskyldning for at råbe og skrige var altid velkommen i deres hus. Så det blev der en del af.
Alligevel begyndte vi at glæde os. Jeg var med til jordemoderbesøgene, vi gik til fødselsforberedelse og jeg tog weekendarbejde i grillbaren samtidig som jeg fortsatte med at passe min skole og dele aviser ud.
Da Mette var i syvende måned fik hun et brev fra socialforvaltningen, de ville se hende og hendes forældre i anledning af hendes graviditet. Jeg var ikke inviteret med. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok være gået med, måske var tingene så blevet anderledes, men det gjorde jeg ikke. Mettes forældre ville ikke have det, og jeg ville ikke gøre dem mere sure end de allerede var.

Mette: Mødet var forfærdeligt. Jeg havde nok lidt naivt troet at vi skulle snakke om hvordan de bedst kunne støtte mig når jeg blev mor, med uddannelse, måske forældrekurser og sådan noget.
Da vi kom, var der to socialrådgivere og så en der præsenterede sig som leder. Vi nåede knap nok at sætte os ned, før den ene socialrådgiver sagde at, ja jeg var jo kun femten og mine forældre var på bistandshjælp og der havde vist også været en undersøgelse igang fordi de drak. Derfor havde de bestemt at mit barn skulle anbringes i en plejefamilie lige så snart jeg havde født.
Jeg blev rigtig ked af det, men også vred. Så jeg råbte af dem, og det var måske ikke så smart. Men helt ærligt, de ville ta mit barn. Jeg skreg og græd og forsøgte at forklare, at Nikolaj jo stillede op og at det gjorde hans forældre også, så vi skulle nok klare os., at Nikolaj arbejdede og var ved at uddanne sig til tømrer. Så begyndte de at fortælle om at femtenårige piger slet ikke kunne være ordentlige mødre, og at en eller anden undersøgelse havde vist at børn til så unge mødre blev misbrugere og kriminelle når de voksede op. Hvis altså ikke moderen havde skadet dem først, eller den unge far ikke havde rystet dem så de døde. Og at Nikolaj alligevel ville gå fra mig i løbet af det første år.
Så de stod fast ved deres beslutning.
Mit barn skulle anbringes i en sød plejefamilje lige så snart jeg havde født, og enten kunne jeg samarbejde og så ville jeg få lov til at besøge hende engang imellem, eller også ville de sørge for, at jeg ikke fik hende at se hvis jeg skulle være vanskelig.
Mine forældre sagde ikke så meget. De var nok på min side fordi kommunen i deres øjne var fjenden, men de var også opgivende fordi de levede i en verden hvor kommunen bestemte over hver aspekt over deres liv – eller sådan følte de i hvert fald.
Når jeg ser tilbage på mødet nu, med den viden og erfaring jeg har nu, kan jeg godt se at der er mange ting jeg burde have gjort anderledes. Jeg burde have formået at holde mine følelser tilbage, jeg burde have bedt dem om at vise mig de undersøgelser de talte om, jeg burde have spurgt til om de ikke skulle undersøge mig og Nikolaj først. Men på den måde var jeg for ung og uerfaren, så lidt ret havde de da.(smiler)

©Harning

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Og så lidt mere om de unge forældre

Bare fordi man bliver forælder i en ung alder, behøver verden og karrieren naturligvis ikke gå i stå. Det er fuldt muligt at realisere sine drømme hvad enten man som Mahatma Gandhi drømmer om en antivoldelig verden, eller som Astrid Lindren brænder for at skrive eller som Barbro Svensson (Lill-babs) drømmer om at synge. Lill-Babs blev født i den lille by Järvsö i det nordlige Sverige, og er i Danmark nok mest kendt for sit hit ”Klas-Göran”.

Første gang hun sang i radioen var hun bare femten år gammel, et år senere indspillede hun sin første plade ”Min mammas boogie” og så blev hun gravid.

Lill-Babs var heldigvis en gæv nordlænding, så en fødsel og et barn satte selvfølgelig ikke stop for hendes sangerdrømme- og hun vendte hurtigt tilbage til scenen. I løbet af årene har hun lavet et utal af hits, hun lavede såvel plader som TV-Shows og blev landskendt i Tyskland – hvor hun to år i træk kom på anden pladsen som den mest populære TV-artist.
Hun har i løbet af sin karriere indspillet hundredevis af plader, sunget MelodiGrand Prix og spillede hovedrollen i ”Annie Get Your Gun” da denne blev opsat i Scandinavium i Göteborg – en forestilling som solgte mere end hundredetusinde billeter.I hendes hjemland Sverige er hun desuden elsket af folket for sin åbenhed,medmenneskelighed og hjertevarme, og har været det i snart halvtreds år.

Alt i alt må siges at denne unge mor (senere mor til tre), på ingen måde har været nødt til at trække sig tilbage fra verden og leve et liv i skam og social misere på grund af en ”for tidlig” graviditet.

© Harning

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du mener, du har noget positivt at bidrage med.)

Få børn tidligt; bliv åndelig leder og vind Nobels Fredspris

En ny amerikansk undersøgelse foretaget af forskere fra Clark University og Center for Creative Leadership i North Carolina viser at forældre er de bedste ledere og chefer[1].

Marian N. Ruderman, research chefen på Center for Creative Leadership forklarer resultatet med, at forældre naturligt får pudset deres sociale kompetencer af og at de i rollen som opdragere lærer at udvikle andre mennesker. Ruderman peger desuden på, at forældre er bedre til at multitaske, håndtere stress og forhandle, end deres barnløse kolleger.

Det er altså forældreskabet, ikke alderen eller uddannelsesniveauet, som skaber gode ledere med evnen til at udvikle andre mennesker i positiv retning. En konstatering som bedst lader sig illustrere ved følgende lille historie:

Engang for længe siden i 1869 fødtes der en lille dreng. Da den lille dreng fyldte tretten blev han gift og fem år senere fik han sit første barn. Årene gik og drengen fik yderligere børn, rejste ud i verden og læste jura. Den lille dreng, som nu var blevet voksen, så at verden ville blive et bedre sted, hvis fattigdom, uretfærdigheder og vold kunne bekæmpes. Han valgte at gøre det til sit livs mission at bekæmpe uretfærdigheder i såvel sit eget land – som ude i verden, selv om det kostede ham en del år i fængsel.

I dag er den lille dreng, der fik sit første barn som teenager kendt over hele verden som Mahatma Gandhi menneskeretsforkæmper, fredsaktivist, åndelig leder for millioner af mennesker og vinder af Nobels fredspris.

© Harning.

---

[1] Kilde. Forbes.com 2007