Kvalitetsundersøgelse i børnesager

SFI iværksætter ifølge Politiken en større undersøgelse for at finde ud af hvilken hjælp der er mest hensigtsmæssig for svage familier, et initiativ som KL er glade for da de erkender at de ikke aner i hvilken grad kommunernes  foranstaltninger har nogen effekt.
At man nu vil se nærmere på de to mest anvendte foranstaltninger, nemlig familiebehandling og hjemme hos`er synes jeg er glimrende, ligesom jeg ju ikke kan være andet end enig i at der er brug for en undersøgelse på området. Men, for selvfølgelig er der også et par men, for det første mener jeg at man starter i den forkerte ende – nemlig i antagelsen om at det er forældrene som der er noget galt med.

Enhver der ved det mindste om forskning ved også at hvis grundforudsætningerne er forkerte – ja så bliver resultaterne af forskningen også derefter, hvorfor en eventuel undersøgelse naturligvis burde tage udgangspunkt i en tilbundsgående undersøgelse af barnets problematik først for så sidenhen at kigge på hvilke ”behandlinger” der eventuelt virker, alt andet er som at sende en patient med ondt i maven til en almenpraktiserende læge som remitterer patienten til omfattende behandlinger hos  alt fra fodterapeuter til psykologer til strålebehandlinger.

For det andet så er kommunernes tilbud om såvel familiebehandling som hjemmehos  særdeles varierende i såvel tid som kvalitet, hvorfor jeg finder at det vil blive særdeles vanskeligt at kunne drage nogle endegyldige konklusioner medmindre SFI påtænker at sikre at alle familier som deltager får præcis det samme tilbud – en tanke som i givet fald ikke fremgår af dagens artikel.

©Harning

Læs også:

Det er da en selvfølge at penge er vigtigere end børnene

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Flere indlæg om anbringelser m.v.

Det offentliges ansvar i anbringelsessager

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:  vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på anbringelsesområdet, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere,med erstatningsansvar, at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

Idag findes der ingen sådan garanti – tværtimod så synes parolen fortsat være: at bare vi fjerner børnene fra deres forældre så har vi løftet vores samfundsmæssige opgave – selv om dette sker uden nogen som helst skelen til hensigtsmæssighed eller bedrede vilkår.
Der findes naturligvis heller ikke ikke noget krav om erstatningsansvar, for igen – alene det at fjerne børnene fra de umulige forældre anses jo for værendes alfa og omega, at børnene så ikke får bedre vilkår eller måske endda forværrede vilkår kan da vel ikke være myndighedernes skyld synes ræsonnementet at gå.

Og så er det at jeg bliver så glad, når jeg en helt almindelig lørdag aften kan læse i Politiken at der faktisk eksisterer en forening af tidligere anbragte børn i Danmark (Foreningen Godhavnsdrengene)  som arbejder på at få regeringen til at tage ansvar for de overgreb og den omsorgssvigt som de blev udsat for under deres anbringelsestid. Eneste torn i mit øje er at de tilsyneladende vil nøjes med en undskyldning. En undskyldning?
Nej, de skal da have fuldstændig oprejsning!
Og de skal selvfølgelig gå rettens vej og forlange såvel en undskyldning som en klækkelig erstatning.

©Harning

Anbringelse af børn & Unge

Flere indlæg om anbringelser

Politikens skrivsektion

Er indvandrerbørn overhoved mennesker?

Gang på gang hører vi de unge af anden etnisk herkomst end dansk fortælle at de bliver diskriminerede og udsat for racisme. Og gang på gang forsøger vi som samfund påstå, at det ikke sker. Nu viser det sig så, at i hvert fald én skole på Nørrebro konsekvent har behandlet børn med indvandrerbaggrund ikke bare som andenrangsborgere – men som mindre værd end de materielle ting som vi omgiver os med. For på Rådmandsgade Skole anser man ikke at indvandrerbørn har samme ret til at slippe for at blive mishandlede som etnisk danske børn. Når etnisk danske børn bliver slået på, laves der som minimum en underretning til socialforvaltningen, når lamper ødelægges og vægge tegnes på indgives der en politianmeldelse, men når børn af anden etnisk herkomst end dansk bliver slået på så anser skolen ikke at dette er noget som bør indrapporteres*- hverken til det ene eller til det andet sted.
Og så er det jeg undrer: Hvis indvandrerbørnene allerede i skolen, gentagne gange og meget konkret oplever at deres ve og vel er undtaget loven og at de ikke har samme rettigheder som alle andre børn i Danmark – hvorfor skulle de så ikke have en følelse af at de bliver diskriminerede og udsat for racisme?
Og når de allerede som små børn oplever, at det danske samfund opfatter dem som helt legale boksepuder for vokse – hvordan skal de så, som voksne, kunne føle sig som værdige mennesker?
Eller som mennesker i det hele taget…..?

©Harning

(* Kan I for øvrigt huske Sonay? Pigen der fortalte sin lærer at faderen havde taget kvælertag på hende – men hvor læreren ikke havde lyst til at underrette forvaltningen. Sonay døde.)

Red 7 feb. : Hækkerup glimrer igen med sit  behovfor at stå i rampelyset uanset…

Självklart att pappor inte ska övernatta på BB!

Enligt sydsvenskan finns det inte plats för övernattande för pappor på UMAS nya BB.
Nej, det är väl självklart!
Undersökningar visar att det är säkrare för mor och barn att föda i det egna hemmet. Den enda anledningen för en kvinna att vilja föda på sjukhus måste därför vara att hemmiljön känns så stressande att sjukhuset trots allt tycks vara ett bättre och lugnare alternativ – om BB då skulle tillåta att den stressade hemmiljön följde med mamman så förlorar de ju  hela sitt  existensgrundlag omkring normala födslar.

©Harning

Läs även: föda hemma , Hjemmefødslel.net ,barneguiden.dk

Børn og unge som bevidner vold i hjemmet

I Storbritannien og især i New Zealand har man længe arbejdet udfra den viden vi idag har om at børn og unge som bevidner vold i hjemmet kan få meget alvorlige psykiske mén (mange af dem lider fx af PTSD ) og for to år siden indførte Sverige særlige erstatningsregler for disse børn i erkendelsen af at de er ofre.
Nu foreligger der et dansk forslag om en lignende anerkendelse, idet et flertal i folketinget ønsker højere straf til voldsforbryderen hvis et barn har overværet volden. Et forslag som, i kraft af sin signalværdi, kunne gøre en forskel for de udsatte børn.
Hvad vi dog bør være særlig opmærksomme på; er nogle af de erfaringer som netop Sverige har gjort omkring vanskelighederne på området – når man samtidig i meget lang udstrækning har regler om fælles forældremyndighed og udvidede samværsordninger – regler som vi har – ikke bare tilsvarende i Danmark – men som vi i forbindelse med indførelsen af forældreansvarsloven skærpede yderligere, og hvis absurde konsekvenser der desværre allerede er fremkommet flere meldinger om.
Skulle forslaget vinde hævd, og skal det være meningsfuldt for de udsatte børn, burde det derfor også indebære en ændring af den nuværende forældreansvarslov. En ændring som Brian Mikkelsen, til trods for skarpe udtalelser om børns ret til at slippe for samvær med voldelige forældre, ikke umiddelbart synes spor interesseret i at foretage.

©Harning

Læs også:

Information den 21okt 2008

Information 11juni 2008

Idioti?

Forbudt sex

Eller: Hvad teenagere ikke ved.

Min teenager ved godt hvad PTHC står for,  en viden jeg må indrømme jeg ikke selv havde før han fortalte mig om det (en viden jeg for øvrigt virkelig godt kunne have ønsket mig foruden). Hvad min teenager derimod ikke vidste noget om før jeg fortalte ham det, var hvad en børneattest er for en størrelse – en viden som jeg synes alle teenagere burde have, en viden som det i dén grad undrer mig at de ikke har.
For teenagere eksperimenterer og de bliver forelskede og de lader sig rive med af situationen og ingen af dem tænker på at bede deres legekammerater om dokumentation på, at de er over femten. Lige så lidt som de tænker over hvilke konsekvenser det kan have hvis de ikke gør det. For det kan have konsekvenser. Alvorlige konsekvenser.  Og selvfølgelig burde alle femten, seksten og syttenårige vide hvad det kan indebære for dem at have sex eller lidt fællesonani med en sød og venlig person på fjortenårogellevemånederellerderomkring.
Så hvorfor ved teenagere ikke noget om det? Når nu det kan få indflydelse på deres liv.
Alvorlig indflydelse.

©Harning

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Tabt arbejdsfortjeneste

Ved morgenens nyhedslæsning studsede jeg noget over en udtalelse i denne artikel fra DR- nyhederne. Artiklen omhandler enlige forsørgere og hvorvidt de skal have særlig støtte i form af fx. et særligt skattefradrag.  En problematik som jeg ganske givet har en masse meninger om – men  det er ikke grundlaget for dette indlæg.

Nej, for det jeg nu sidder her og irriteres ganske særdeles meget over, er den enlige mor som angiveligt udtaler at hun har levet på overførselsindkomst i mange år og at hun bla. pga dette er fattig.  Årsagen til dette er at hun har haft et sygt barn. Og så er det jeg står helt af.

For enten så har hun haft et sygt barn som har krævet pasning i en sådan grad at hun har været nødt til at være hjemme, og dermed må hun nødvendigvis have fået tabt arbejdsfortjeneste i henhold til Servicelovens regler (§42) herom. Eller også har hendes barn ikke krævet pasning i tilstrækkelig grad til at hun har været nødt til at blive hjemme.

Har hun modtaget tabt arbejdsfortjeneste, så er det en arbejdsmarkedsydelse der kompenserer for den løn en forælder går glip af ved at ”passe” sit barn. Eller sagt på en anden måde, samfundet betaler forælderen for at passe eget barn – fremfor at hyre en,to, tre eller endnu flere pædagoger til jobbet (-i yderste konsekvens en institutionsanbringelse).

Forælderen får altså en løn på tilsvarende niveau som han/hun havde før vedkomende måtte blive hjemme. – Ergo er lønnen/overførselsindkomsten ikke pr. definition lav. Faktiskt kan den være ganske høj. Ergo forstår jeg ingenting.

(for god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på at barnet ikke behøver at have en diagnose, for at forælderen skal være berettiget)

©Harning

Danske adoptioner skaber psykisk syge

Det skriver Politiken idag. En oplysning, der ikke kan undre undertegnede synderligt, derimod undrer det mig at V/K fortsat fremtruer med forslag om tvangsadoption af spædbørn til helt ubekendte voksne, fremfor at kigge nærmere på den viden og de erfaringer som faktisk findes – og udfra dette tage stilling til hvad der er bedst for børnene.

Desto mere interessant bliver det naturligvis når forstanderen (gennem tyve år) for Skodsborg Observations- og behandlingshjem konstaterer at børnene var fuldstændigt raske da de blev bortadopterede! Deres egen biologiske familie havde altså ikke lykkedes med at gøre dem det mindste psykisk syge (omsorgssvigtende eller ej).

Den politiske agenda i spørgsmålet synes mig således mere og mere diffus, for er det et reelt hensyn til børnene som får politikerne til at råbe op om tvangsadoptioner eller er det snarere et ønske om at fremstå som handlekraftige i enkeltsager?

(se også dette indlæg)

© Harning

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social – men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. 😀 Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* – selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det – suprise – kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

(og, kan alligevel ikke lade være med at sige det – hvordan dette med vold vil prioriteres ifht det alsmægtige fællesansvar og samarbejde – vides naturligvis ikke.)

At betale børn for at makke ret

I kender dem godt – måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort – så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.

Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i – i mangel på bedre?

Selv tror jeg naturligvis ikke på det – og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument – men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:

Mormor til Sille: – Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.

Sille til mormor: – Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, – får jeg så de tusinde kroner nu?

Mormor til Sille: – Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.

Sille til mig tre dage senere:

Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!

Og så lidt mere om de unge forældre

Bare fordi man bliver forælder i en ung alder, behøver verden og karrieren naturligvis ikke gå i stå. Det er fuldt muligt at realisere sine drømme hvad enten man som Mahatma Gandhi drømmer om en antivoldelig verden, eller som Astrid Lindren brænder for at skrive eller som Barbro Svensson (Lill-babs) drømmer om at synge. Lill-Babs blev født i den lille by Järvsö i det nordlige Sverige, og er i Danmark nok mest kendt for sit hit ”Klas-Göran”.

Første gang hun sang i radioen var hun bare femten år gammel, et år senere indspillede hun sin første plade ”Min mammas boogie” og så blev hun gravid.

Lill-Babs var heldigvis en gæv nordlænding, så en fødsel og et barn satte selvfølgelig ikke stop for hendes sangerdrømme- og hun vendte hurtigt tilbage til scenen. I løbet af årene har hun lavet et utal af hits, hun lavede såvel plader som TV-Shows og blev landskendt i Tyskland – hvor hun to år i træk kom på anden pladsen som den mest populære TV-artist.
Hun har i løbet af sin karriere indspillet hundredevis af plader, sunget MelodiGrand Prix og spillede hovedrollen i ”Annie Get Your Gun” da denne blev opsat i Scandinavium i Göteborg – en forestilling som solgte mere end hundredetusinde billeter.I hendes hjemland Sverige er hun desuden elsket af folket for sin åbenhed,medmenneskelighed og hjertevarme, og har været det i snart halvtreds år.

Alt i alt må siges at denne unge mor (senere mor til tre), på ingen måde har været nødt til at trække sig tilbage fra verden og leve et liv i skam og social misere på grund af en ”for tidlig” graviditet.

© Harning

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du mener, du har noget positivt at bidrage med.)

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 😀

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. 😀

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Se også Politiken d.8sept.2008:  Penge vigtigere end børnene