Medicin på eget ansvar?

Mine sidste to indlæg har fra hver sit perspektiv haft medicin som bivirkning, hvorfor jeg egentlig synes det var bedre at samle problematikken i et selvstændigt indlæg.

I hele den vestlige verden bruger vi forskellige typer af medicin til at behandle og holde visse ”symptomer” nede hos de dele af befolkningen som vi karakteriserer som psykisk syge (diagnoser som depression, skizofreni, hele det neuropsykiatriske spektrum m.f).

Hvorvidt medicin generelt er en god eller dårlig idé, er ikke min pointe i dette indlæg. Det er derimod det faktum at vi til den ene side accepterer og til tider lovpriser denne medicin samtidig som vi til den anden side ikke anerkender de bivirkninger som medicinen også kan føre med sig.

Mit spørgsmål handler derfor om ansvar. Først et par eksempler:

1. En ung mand tager livet af sig selv mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er selvmordstanker og selvmordsforsøg.

2. En ung mand slår en anden person ned mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er emotionel instabilitet, fjendtlighed, og aggression.

Hvis ansvar er de to unge mænds handlinger?

Er det deres eget ansvar, fordi de vælger at spise en medicin som har disse bivirkninger? Er det lægens ansvar som har udskrevet medicinen? Er det medicinalvirksomhedens ansvar som har udviklet medicinen? Er det de pårørendes, omgivelsernes ansvar som ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme? Er det samfundets ansvar som tillader disse mediciner? Eller er det sådan, at de unge mænd hver især har ansvar for deres egne handlinger og at medicinens bivirkninger ikke er relevante?

Forestil dig en retssag – Hvordan synes du at ansvaret skulle fordeles? -Hvem burde dømmes?

©Harning

Læs også: Psykisk syge straffes hårdere

Og: Europarådets Torturkomité om forholdene i det danske sundhedsvæsen…….

(hvis du gerne vil vide mere om såvel forskellige bivirkninger og alternative behandlinger kan du finde en del her)

Annonser

Anbragte børn lider

For et stykke tid siden skrev jeg om de utilpassede unge og afsluttede med følgende spørgsmål:

”Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?”

Nu er der ifølge Politiken kommet en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) der viser at 31% af de anbragte børn lever med en langvarig/kronisk diagnose (som fx ad-hd) sammenlignet med bare 7% af ikke anbragte børn. Artiklen afsluttes med noget der kunne ligne en undren over hvordan dette kan være – for det siger rapporten tilsyneladende ikke noget om. Men helt ærligt!

Det er da indlysende synes jeg. Svaret altså. For der er en grund til at de blev anbragt,og selv om familien fik skylden, så betyder det jo ikke at det er familiens skyld.

For måske ville de med et minimum af pædagogisk vejledning og et fornuftigt skoletilbud have kunnet eksistere ganske glimrende sammen med deres børn – havde de bare vidst hvilken form for støtte barnet havde brug for….

©Harning

En eftertanke…Læste for ikke så længe siden en anden rapport, der konkluderede at op til25% af forældre til børn med handicap (det være sig fysiske eller psykiske) ikke var klar over at de kunne søge tabt arbejdsfortjeneste..

Læs også:

SL`s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Anbringelse af Børn & Unge

Se også Politiken den 17sept.

Utilpassede børn og deres forældre skal straffes

Ja det skal fedt hjælpe Karen Jespersen! Hvor ville det være dejligt at for en gangs skyld høre en politiker udtale sig om de utilpassede, udstødte, svage, kriminelle unge med baggrund i reel viden fremfor i hævngerrige overskrifter.

Tænk hvis bare én af dem havde nosser til at gøre et nummer ud af fakta – fremfor at skjule sig bag prangende reklameslogans uden andet formål end at fremstå som handlekraftige. Hvad er det nu man siger, jo, angreb er det bedste forsvar. Og det er de skam rigtig dygtige til – Karen Jespersen ingen undtagelse. Men er vi danskere virkelig så dumme? Er vi ude af stand til at se bag angrebet, og finde Jespersens usikkerhed og manglende viden?

Og hvad vil vi egentlig med vores samfund?

Vil vi være en sund, stærk nation – med kompetente, selvsikre, hjælpsomme borgere?

Eller er vi godt tilfredse med at være en hævnende nation – hvor straf er det eneste fix vi har brug, og hvor vi bruger hvert et vågent minut på at finde nye syndebukke vi kan sammenligne os med.

Er det simpelthen sådan, at vi kun kan skjule vores egne mindreværdsfølelser ved at råbe højest og træde på de laveste?

Og hvor blev forresten journalisterne af? Dem der skulle stille skarpe, vedkommende spørgsmål og undersøge magten?

Apropos reel viden, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at nogen gad forske i følgende:

Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?

Og kunne nogen af alle disse kriminelle have været hjulpet langt tidligere, havde de fået et korrekt pædagogisk/psykologisk tilbud og/eller medicin, fremfor at deres forældre har måttet underkaste sig div udokumenterede terapiforsøg og har måttet bøde økonomisk for de unges sygdom?

© Harning