Forældreevne er for de fleste et ganske diffust og overordnet begreb. Sagsbehandlere og pædagoger har i årevis forsøgt at definere hvad det er der gør forældre til gode forældre og hvad det er der gør at forældre ikke kan varetage deres barns tarv. Hvor meget/lidt skal der til?
Nu er spekulationernes tid endelig forbi……..
I forbindelse med Venstres nye forslag om tvangsadoptioner af spædbørn definerer partiets Hans Andersen i Berlingske forældreevne således:
”Reglen skal ikke gælde forældre, som netop viser interesse for barnet og dermed har en evne”
Altså: forældre der viser interesse for barnet har forældreevne.
Det er jo fantastiske nyheder for alle de forældre, der idag har fået deres børn tvangsanbragt pga. dårlig forældreevne, og som gerne vil have dem hjem igen. Dem der elsker deres børn og er interesserede i dem – ligesom de allerfleste forældre nu engang er.
Det er selvfølgelig også gode nyheder for staten og kommunerne som derved sparer en masse penge.
Hans Andersens definition vækker (foruden ovenstående klarhed) – et helt nyt spørgsmål:
Hvis de forældre, der skal høre under den nye regel for tvangsadoption- ingen interesse har i deres barn – hvorfor er det så overhoved nødvendigt med tvang? Hvorfor så ikke bare venligt bede dem om, at frivilligt bortadoptere denne byrde?
Harning 