Retten som blev en pligt

I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.

Men hvad med retten til det modsatte?

Retten til som barn, at tie stille.

Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.

Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.

Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.

Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.

Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler?  Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse?  Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?

©Harning

(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)

Ris eller ros; To synspunkter om samme sag

I aftes kom seksåringen dybt beklemt, og sagde at han havde gjort noget forkert i skolen og at jeg nok ville blive skuffet over ham. Det viste sig, at han havde været oppe og slås med en anden dreng. Læreren havde skældt dem begge ud og selvfølgelig også skrevet en besked til os forældre.

Hér skulle man så måske tro at historien endte med at også jeg tog mit barn i rette og skældte ham ud – hvilket ihvertfald var lærerens helt klare intention.

Men.. Det viste sig, at ganske vist havde sønneke været oppe og slås, og vist synes jeg ikke at det er i orden, men han fortalte også at de selv havde løst det, var blevet gode venner, sagt undskyld og sågar giver hånd før læreren overhoved meldte sig på scenen.

Hvordan kan jeg så andet end at rose ungen for hans evne til selv at løse konflikten, rette op på sin fejl og undskylde?

©Harning

Apropos tvang i det sociale system

For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.

(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)

©Harning

Og apropos hvorfor nogen vælger at blive unge mødre

Børn til psykisk og fysisk syge forældre

Jaja, jeg ved godt at jeg egentlig burde holde blogpause, men… Så det her program i fjernsynet (tror det var bbc) om børn til fysisk/psykisk syge forældre. Programmet havde en meget klar intention om at fortælle hvor svært det var for disse børn – hvor svært det var for dem at have en psykisk/fysisk syg forælder.

Men, det eneste jeg kunne tænke på, alt eftersom programmet skred frem, var at hold da op hvor er de her børn heldige!

Ja, de var ”nødt til” at tage ansvar, at lave mad og gøre rent, at gå på posthuset og betale regninger – være bevidste om familiens økonomi.

Men det betød også at de havde en rolle i familien, at de havde en viden om at de var en del af familiens helhed, at de havde en værdi.

Og uanset hvor meget jeg forsøgte at føle medlidenhed med disse børn – kunne jeg ikke andet end synes  at de var heldige og at stakkels de børn som ikke har forældre med ”handicaps”  var de uheldige, for sandheden er; at siden vi hentede børnene ind fra marken – har vi stort set ikke anet hvad vi skulle stille op med dem…..

© Harning

Skrivepause

Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting.  Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.

Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv  som andre har været mest interesserede i at læse*.

Stop belejringen af ARTO

Når retssikkerheden rammer fru sørensen

Om at skrive

Anbringelse af børn & unge udenfor hjemmet

Er der forskel på en afklippet fingernegl og et aborteret foster

For kompliceret for ombudsmanden

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen

Låt Danmark betala för Systembolaget

Kan man skrive senryudigte til små børn

Indvandrerbørn skal lære dansk

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Sælger angst og katastrofer virkelig så meget

© Harning

(* i tilfældig rækkefølge, hvis du hellere vil læse de mest kommenterede indlæg – må du selv gå på skattejagt. 🙂  )

Undervisningsministeriet overflødigt om femten år

Undervisningsinisteriet retter nu også sin kampagne om at undervisning ikke er vigtig til de små børn i børnehaveklassen. For at citere mig selv:

Hvordan i alverden kan nogen tro at budskabet:

Undervisning er vigtigt for dig Lille Ole

harmonerer med handlingen

Du skal ikke modtage undervisning Lille Ole.

Hvorfor et ministerium på denne måde skulle ønske at gøre sig selv overflødigt kan umiddelbart undre – ligesom det kan undre, at vi som befolkning ikke protesterer over at vores regering på denne måde underminerer vores mulighed for at tjene penge på den eneste råvare vi har – mennesker og deres viden…

Skyldes det hele, som en meget nær ven til mig spekulerede i fornyligt, Holberg og Erasmus Montanus?

©Harning

Lidt om hvad andre mener

Logik og viden har selvfølgelig aldrig været DF s stærke side

Prisen for Årets bedste udtalelse

Måske endda tiårets ville jeg gerne give til den norske Professor Kaare Skagen som udtalte følgende omkring den norske skole:

”Man kan trives vældig godt – uden at lære sig mere”.

©Harning

(frit oversat fra norsk af ut)

Computerspillet der dræber

De sidste par dage har Politikens Tjeksektion kørt historien om spillet ”Kindergarten Killer”. En journalist har fået færten af en rigtig god katastrofehistorie, og så skal den naturligvis have hele armen.

Spillet det hele handler om er en lille sag i South Parkstil (tegneserieanimation) og kan angiveligt findes helt gratis på danske spillesites. Én ting er at endnu engang belemres med dårlig journalistik*- som naturligvis ikke er undersøgende og kritisk og i dette tilfælde end ikke det mindste objektiv, men at så også være nødt til at læse socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerups totalt ubegrundede antagelser om at spillet skaber afstumpethed og at han nu vil kontakte spillestederne for at presse dem til at udøve censur er ikke bare kvalmende pinligt men tangerer til krænkelse af demokratiets ytringsfrihed.

Hvordan ville det se ud hvis Haarder gik ind og forbød eventyr i børnehaverne, historie, samfundsfag og litteraturundervisning i skolerne med begrundelsen at han personligt ikke ville have at hans børn skulle høre om så uhyggelige ting som onde stedmødre, koncentrationslejre og mennesker som blev slået ihjel for ikke at tale om det langt værre – at disse historier skulle kunne inspirere naboens børn til at begå samme grusomheder, for der findes som sagt syge mennesker der ude….

Jamen det ville da vække et ramaskrig hos den danske befolkning.

Ole Hækkerups opgave som IT-ordfører i denne sag, burde ikke være at udtale sig på baggrund af personlige følelser og ubegrundede antagelser – men tværtimod at fremkomme med viden om og ønsket om konkret oplysning og udvikling indenfor IT-området. For spil dræber ikke – det gør mennesker.

OG, før også jeg bliver totalt censureret** kommer her fra mig til dig et helt gratis lille senryu fra bogen på græssets smaragdgrønne:

***
en børnehave
uskyldige glæder
lækkert flænset kød

***

©Harning

Sønneke opsummerer artiklerne og journalistens viden om spil med følgende underende kommenter:

”Jamen Politiken, er det ikke en af dem de kloge læser?”

*(Vedkommende og interessant journalistik ville i dette tilfælde have medført denne overskrift: ”Socialdemokratisk politiker vil indføre censur”)

**(i hele Danmark og ikke kun her på den anden side hvor jeg pt bor)

Læs også hvad udviklerne selv siger

proportioner;i Sverige blev der i årets første halvdel solgt 2,9 millioner div. computerspil

og andre nyhedsmedia om sagen: SVD nyheter24

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Sprogets magt

Betyder det noget hvordan vi formulerer os?  Hvilken magt har vores ord?  Kan ord virkelig såre, diskriminere og er det rigtigt at ord kan skade os langt mere end et fysiskt slag? Og hvad med vores menneskesyn –  kan vores valg af ord indikere hvilket menneskesyn vi hver især hviler vores egen eksistens op ad?

Fx mener jeg at der er en væsentlig forskel mellem følgende to udtalelser:

”.. alle autister, ADHD børn Asperger Børn…”

og

“..at børn med de diagnoser…”

Hvad mener du?

©Harning

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 4

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Hvorom alting er, så kom vi til Norge og frem til det lånte sommerhus efter en fjorten timer lang biltur. Vi boede i sommerhuset i tre måneder, så blev der for koldt. Det var en surrealistisk tid. Til den ene side var det rigtig norsk idyl, godt vejr og familiehygge og til den anden side var vi meget bevidste om at vi måske var efterlyste af politiet hjemme i Danmark, så vi turde ikke ringe eller skrive hjem – vi var bange for at mine forældre blev aflyttede. Det lyder sikkert paranoidt, men hvad skulle vi tro?
Vi vidste ikke ret meget om politiarbejde. Men vi vidste at myndighederne rigtig gerne ville have fingrene i vores barn.
Da vi ikke kunne bo i sommerhuset længere, fik vi husly i en kirke. Der var os og så to andre familier – de var flygtninge som havde gemt sig fordi Norge ville sende dem ud af landet, så vi var en noget broget skare.
Selv om alle var venlige, var det enormt hårdt at leve sådan. Vi havde ikke vores eget værelse, og vi var stadigvæk så paranoide, at vi knap turde forlade kirken, andet end for meget små ture. Og vi kedede os. Efter et stykke tid, fik præsten vist også nok af vores selvpåtagede frihedsberøvelse, så han begyndte at plage mig om at jeg skulle tage et arbejde. Men hvordan skulle jeg kunne det, spurgte jeg, så finder de os bare.Det endte med at han fik skaffet mig sort arbejde som stik i rend dreng i et byggefirma og samtidig lykkedes det ham at få Mette til at gå med i en mødregruppe.
Det var vendepunktet for os begge to. Når vi kom ud, og så andre mennesker blev det tydeligt hvad vi havde gået glip af og at vi havde ladet vores liv stå på stand-by. Med lidt mere hjælp fra præsten lykkedes det os at finde en etværelses lejlighed som vi kunne leje i anden hånd for de penge jeg tjente som stik i rend dreng. Mette kunne selvfølgelig ikke arbejde, for vi turde ikke aflevere Line til nogen.
For første gang siden Mette havde født levede vi et næsten normalt liv. Vi begyndte at lære vores naboer lidt at kende, jeg tog engang imellem en øl med mine kolleger og vi begyndte også så småt at turde ringe hjem en gang imellem, fra en telefonboks godt nok, men alligevel…..
Da Line fyldt et år kom mine forældre, min onkel og den ven som havde været sammen med os den første uge, hjem og besøgte os. Min mor, der ikke havde set sit barnebarn siden hun blev født, græd og kunne slet ikke lade være med at røre ved hende hele tiden mens de var hos os. Og selv om vi stadig var bange for at politiet skulle have fundet ud af hvor vi var, så var det en meget stærk oplevelse af tryghed, igen at være sammen med familien.

©Harning

Læs også del 1,  del 2 , del 3 og    del 5

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Undervisningsdifferentiering er det rene bureaukrati

Ja, det mener lærerne ihvertfald, der ikke gider bruge tid på at lave individuelle elevplaner fordi de meget hellere vil undervise som de siger. Nu er det bare sådan at jeg er ude af stand til at forstå, hvorledes en lærer mener sig at kunne overholde lovens krav om  undervisningsdifferentiering – hvis de ikke ved hvor det enkelte barn befinder sig og hvor det er på vej hen. Ergo burde lærere, ifølge min opfattelse, for længst på eget initiativ have lavet elevplaner for den den enkelte elev(ligesom jeg som pædagog for øvrigt også har gjort for ”mine” børn).

Hvad jeg heller ikke kan begribe, er at lærerne ikke selv indser hvor pinlige de er – når de kalder deres arbejde for unødvendigt bureaukrati, papirnusseri og molboarbejde – og derved helt klart tilkendegiver, at ikke nok med at de ikke vil overholde gældende lov,  eller udføre det arbejde som de ifølge deres kontrakt er ansat til – så  ønsker de heller ikke at tilegne sig den eksisterende forskning på området eller lytte til deres vigtigste samarbejdspartnere .

Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan det dog skal gå for de børn som vokser op og tilbringer otte timer om dagen med disse mennesker og deres besynderlige værdier og trossystemer.

©Harning

Og nu skal de have lov til at diffrientere fra skole til skole….

Anbragte børn lider

For et stykke tid siden skrev jeg om de utilpassede unge og afsluttede med følgende spørgsmål:

”Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?”

Nu er der ifølge Politiken kommet en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) der viser at 31% af de anbragte børn lever med en langvarig/kronisk diagnose (som fx ad-hd) sammenlignet med bare 7% af ikke anbragte børn. Artiklen afsluttes med noget der kunne ligne en undren over hvordan dette kan være – for det siger rapporten tilsyneladende ikke noget om. Men helt ærligt!

Det er da indlysende synes jeg. Svaret altså. For der er en grund til at de blev anbragt,og selv om familien fik skylden, så betyder det jo ikke at det er familiens skyld.

For måske ville de med et minimum af pædagogisk vejledning og et fornuftigt skoletilbud have kunnet eksistere ganske glimrende sammen med deres børn – havde de bare vidst hvilken form for støtte barnet havde brug for….

©Harning

En eftertanke…Læste for ikke så længe siden en anden rapport, der konkluderede at op til25% af forældre til børn med handicap (det være sig fysiske eller psykiske) ikke var klar over at de kunne søge tabt arbejdsfortjeneste..

Læs også:

SL`s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Anbringelse af Børn & Unge

Se også Politiken den 17sept.

SL´s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Den 17 september fremsatte næstformanden for socialpædagogerne Benny Andersen i Politiken denne kommentar”….Det er grotesk, for børn bliver dobbelt svigtet. Først af forældrene og siden af det system, som skal hjælpe dem«, ”

Nu er det mange år siden jeg meldte mig ud af SL, men det forhindrer mig på ingen måde at føle skam over min faggruppe – når en næstformand mener sig berettiget til ovenstående påstand. Havde jeg været forælder til et anbragt barn – ville jeg seriøst overveje at melde manden til politiet for injurier pga den nedladende, krænkende generalisering som fremsættes om forældre til anbragte børn. Jeg ville også overveje hvorvidt medlemmer af en organisation der offentligt tilkendegiver at forældre svigter deres børn – er i stand til at varetage forældresamarbejdet og det lovpligtige arbejde på at få et anbragt barn hjem igen.

©Harning

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 3

Eller: Desperate mennesker gør desperate ting..

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Den aften holdt vi krisemøde hjemme hos os. Mig, mine forældre, min onkel og nogle venner. Min onkel kendte en familie i Norge, der havde et sommerhus som han troede vi kunne låne et stykke tid. Det var en drastisk løsning, men vi var alle desperate på det tidspunkt og behovet for at kunne handle var vigtigt for os. Familien blev ringet op, midt om natten, min onkel satte dem ind i historien og lovede at vi var ordentlige unge mennesker der nok skulle behandle huset pænt, og betale for os. Og de sagde ja. Uden at tænke over det og bare med den ene kommentar at de ikke ville have betalt. Pludselig vendte stemningen, vi hoppede og dansede og opførte os sikkert ganske tåbeligt set med andres øjne. Men for os, var det endelig én positiv beslutning, ét positivt besked, som betød at vi kunne beholde Line.

Senere skulle vi naturligvis rammes af indsigten i hvad et liv på flugt rent faktiskt og praktisk betød. Men på det tidspunkt, havde vi alle en noget optimistisk holdning om at det hele nok skulle gå. Vi talte ganske vist om hvad det kunne indebære, men at tale om noget man ingen personlig erfaring har af, er bestemt ikke det samme som at gennemleve det.
Dagen efter brugte vi på, at lade Mette hvile, mens alle vi andre arrangerede billeter, lånte penge af venner og familie og samlede det mest nødvendige sammen til Line. Selv mælkeerstatning og sutteflasker anskaffede vi, for min mor var usikker på Mettes mentale tilstand, og om hun skulle orke at amme, eller om mælken måske ville forsvinde. Vi bestemte også at en af familiens nære venner skulle tage med os op den første uge og hjælpe os.
Jeg tog op på sygehuset for at fortælle Mette om planerne. Først kiggede hun bare på mig, så begyndte hun at argumentere for hvorfor det ikke ville kunne lade sig gøre, at kommunen sikkert ville efterlyse os. Og værst af alt, de havde jo sagt at hvis hun ikke samarbejdede så ville de sørge for at hun ikke måtte se Line overhoved.
Jeg var alt for overbevist om min egen plan og havde desuden en hel del af en syttenårings fandenivoldske tilgang, til at lade mig slå ned, så jeg insisterede. Og egentlig tror jeg, at jeg vandt diskussionen ved ren udmattelsesmetode.
Klokken elleve den aften listede vi ud af sygehuset med Line gemt under min jakke. Og så kørte vi bare.

Vi ved ikke om politiet blev underrettede, det går vi ud fra, men det dukkede aldrig op i nyhederne. Derimod ved vi at Socialforvaltningen kontaktede både Mettes og mine forældre dagen efter. Det er jo lidt sjovt hvis man tænker over det, hér har de nægtet at anerkende såvel mine som mine forældres rettigheder og ”partsstatus” i måneder, så lige pludselig tror de at vi ved noget- kan bidrage med noget.

Mine forældre nægtede selvfølgelig ethvert kendskab til noget som helst. De sagde bare at de ikke anede hvad deres søn lavede eller hvor han var og at de for øvrigt slet ikke ville tale med nogen som tidligere ikke havde villet tale med dem.

©Harning

Læs også del 1 og del 2

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 2

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:
Mine forældre tog voldsomt anstød, da de hørte om mødet. De ringede og skrev flere gange til socialforvaltningen. De forsøgte at forklare, at de gerne ville være behjælpelige på enhver måde og spurgte til om jeg som far ikke havde nogen rettigheder. De eneste svar de fik tilbage var at jeg jo ikke var gift med Mette, så der var ikke noget bevis på at jeg faktiskt var faderen. Min forældre og jeg havde derfor ikke ”partsstatus”. Mette skrev så til dem, for at endnu engang fortælle dem at jeg rigtig nok var faderen til hendes barn. Det brev svarede de slet ikke på.

Situationen var uholdbar. Hverken Mette eller jeg, eller mine forældre var indstillede på at opgive vores barn/barnebarn. Men vi var også meget i tvivl om hvordan vi skulle gribe det an, fordi det var så tydeligt at forvaltningen havde truffet deres afgørelse og ikke var indstillet på at høre ét ord af hvad vi sagde, og hvad kunne vi stille op mod myndighederne? De havde så meget mere magt end os. Det er ret fortvivlende at tænke tilbage på, at den tid som skulle have været en glædens tid, istedet for var fyldt af vrede og uro og angst.
Fødselen var lige sådan.
Da Mette fik veer kunne vi end ikke finde ud af at være glade. Vi var bare enormt bange for at vores barn nu ville blive taget fra os, så fødslen var meget smertefuld for Mette. Hun kæmpede imod og ville slet ikke presse.
At føde barnet, var for hende blevet ensbetydende med at miste det.
Hun kan stadigvæk ikke tale om det.Bare et par timer efter at lille Line var født ringede de fra forvaltningen og sagde at de ville komme og hente hende tre dage senere, og at det var vigtigt både for barnet og for Mette at hun samarbejdede.
Den dag idag undrer det mig at de vidste besked så hurtigt, og vi ved ikke hvem der fortalte dem at Mette havde født. Det har nok været sygehuset. Men det er så svært at tro på at fx jordemoderen, der vidste hvor svært det var for Mette, skulle kontakte dem så hurtigt at hun end ikke fik lov til at hvile efter fødselen.
Opringningen fra forvaltningen fik Mette til at kure sig sammen til en lille kugle. Hun holdt op med at snakke med nogen og lå bare og stirrede ind i væggen. Hun var udmattet, stresset til det yderste og nu gav hun op. Jeg havde mest lyst til at styrte ned på kommunen og slå første bedste socialrådgiver ned. Det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg slog min hånd til blods i parkeringskælderen i stedet for.

©Harning

Hvis du missede del 1

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail,såfremt du har en positiv historie at bidrage med)

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 1

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:
Det at blive forælder som teenager har for os været et mareridt, og bestemt ikke noget vi kan anbefale andre. Ikke fordi vi ikke ville have barnet, eller fordi vores datter på nogen måde har været et svært barn. Men pga. Myndighederne.
Jeg var sytten og min kæreste femten da vi fandt ud af at hun var gravid. Mette gik stadig i folkeskole dengang og jeg på teknisk skole. Selvfølgelig blev vi chokerede da vi fandt ud af at hun var gravid, men så satte vi os ned og snakkede det igennem med mine forældre, og de lovede at støtte og hjælpe os hvis vi ville beholde barnet. Og det ville vi.
Mettes forældre reagerede helt anderledes, men det havde vi næsten også regnet med. Enhver undskyldning for at råbe og skrige var altid velkommen i deres hus. Så det blev der en del af.
Alligevel begyndte vi at glæde os. Jeg var med til jordemoderbesøgene, vi gik til fødselsforberedelse og jeg tog weekendarbejde i grillbaren samtidig som jeg fortsatte med at passe min skole og dele aviser ud.
Da Mette var i syvende måned fik hun et brev fra socialforvaltningen, de ville se hende og hendes forældre i anledning af hendes graviditet. Jeg var ikke inviteret med. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok være gået med, måske var tingene så blevet anderledes, men det gjorde jeg ikke. Mettes forældre ville ikke have det, og jeg ville ikke gøre dem mere sure end de allerede var.

Mette: Mødet var forfærdeligt. Jeg havde nok lidt naivt troet at vi skulle snakke om hvordan de bedst kunne støtte mig når jeg blev mor, med uddannelse, måske forældrekurser og sådan noget.
Da vi kom, var der to socialrådgivere og så en der præsenterede sig som leder. Vi nåede knap nok at sætte os ned, før den ene socialrådgiver sagde at, ja jeg var jo kun femten og mine forældre var på bistandshjælp og der havde vist også været en undersøgelse igang fordi de drak. Derfor havde de bestemt at mit barn skulle anbringes i en plejefamilie lige så snart jeg havde født.
Jeg blev rigtig ked af det, men også vred. Så jeg råbte af dem, og det var måske ikke så smart. Men helt ærligt, de ville ta mit barn. Jeg skreg og græd og forsøgte at forklare, at Nikolaj jo stillede op og at det gjorde hans forældre også, så vi skulle nok klare os., at Nikolaj arbejdede og var ved at uddanne sig til tømrer. Så begyndte de at fortælle om at femtenårige piger slet ikke kunne være ordentlige mødre, og at en eller anden undersøgelse havde vist at børn til så unge mødre blev misbrugere og kriminelle når de voksede op. Hvis altså ikke moderen havde skadet dem først, eller den unge far ikke havde rystet dem så de døde. Og at Nikolaj alligevel ville gå fra mig i løbet af det første år.
Så de stod fast ved deres beslutning.
Mit barn skulle anbringes i en sød plejefamilje lige så snart jeg havde født, og enten kunne jeg samarbejde og så ville jeg få lov til at besøge hende engang imellem, eller også ville de sørge for, at jeg ikke fik hende at se hvis jeg skulle være vanskelig.
Mine forældre sagde ikke så meget. De var nok på min side fordi kommunen i deres øjne var fjenden, men de var også opgivende fordi de levede i en verden hvor kommunen bestemte over hver aspekt over deres liv – eller sådan følte de i hvert fald.
Når jeg ser tilbage på mødet nu, med den viden og erfaring jeg har nu, kan jeg godt se at der er mange ting jeg burde have gjort anderledes. Jeg burde have formået at holde mine følelser tilbage, jeg burde have bedt dem om at vise mig de undersøgelser de talte om, jeg burde have spurgt til om de ikke skulle undersøge mig og Nikolaj først. Men på den måde var jeg for ung og uerfaren, så lidt ret havde de da.(smiler)

©Harning

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

Undervisning er vigtig; derfor skal du ikke modtage den

Ovenstående logik fremkommer lærere med gang på gang.

Lille Ole kan ikke opføre sig ordentligt – derfor skal han sidde på rektors kontor og lave ingenting.

Lille Ole kan ikke opføre sig ordentligt derfor skal han suspenderes fra skolen i en uge.

Hva?

Hvordan i alverden kan nogen, det være sig lærere eller politikere tro at budskabet:

Undervisning er vigtigt for dig Lille Ole

harmonerer med handlingen

Du skal ikke modtage undervisning Lille Ole.

© Harning

(Og ja, jeg ved godt at det er sanktioner ihenhold til Folkeskoleloven – men det gør dem bare ikke spor mere logiske)

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Ifølge en ny undersøgelse som Dansk Socialrådgiverforening har foretaget, anser en stor del af socialrådgiverne, at de er nødt til at vælge mellem pengene og  barnet når de skal træffe afgørelse om socialt udsatte børns tarv.

Det lyder naturligvis umiddelbart urimeligt – at der ligefrem skulle være et valg.

Børnene eller pengene.

Men er det nu også det, et valg ? Og er foranstaltninger for børn nødvendigtvis dyre?

Ja, en del af de foranstaltninger, som vi idag iværksætter – er tærskedyre. Men virker de?
Ofte ikke.

Er de valgt ud fra den viden og den forskning som vi har om socialt udsatte Børn & Unge?
Ofte ikke.

Så hvorfor skulle vi bruge endnu flere penge på et område, hvor der allerede i forvejen kan rejses alvorlige tvivl om hvorvidt de penge som bliver brugt – bliver brugt rigtigt?

© Harning

Læs også:

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Se også Politiken 17 sept

Persondataloven i institution og skole

Datatilsyn & Persondata lyder måske og opfattes måske af mange, som diffuse størrelser der alene  omhandler elektroniske registre – der ikke vedkommer dem. Men faktum er, at loven vedkommer os alle, og desuden også omfatter manuelle registre og ikke kun elektroniske registre. Ej heller er register alene at forstå som endeløse opremsninger af folks navn og adresser. Registre indeholder personoplysninger,og ofte ganske følsomme sådanne.

J.f. Kapitel 1 §1. Stk. 1:” Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register”

Ifølge vejledningen til lovens § 3, nr. 3 defineres register som:
” Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag. Omfattet af bestemmelsens registerbegreb er manuelle registre, såsom fortegnelser, kartoteker, journalkortsystemer og andre samlinger af manuelt materiale, som opbevares struktureret efter bestemte kriterier vedrørende personer for at lette adgangen til de indeholdte personoplysninger..”

Denne beskrivelse er helt tydelig, og relevansen for institutionerne åbenbar. De regler efter denne lov som i denne kontekst er særligt relevante, er reglerne i kapitel 4 og kapitel 8 om indhentning af oplysninger, formålet med indhentningen og samtykke til denne, samt reglerne efter kapitel 10 om muligheden for at få slettet, berigtiget eller blokeret en oplysning og muligheden for at klage over behandling af oplysninger.
Reglernes relevans i forhold til pædagogens daglige arbejde i institutionen vil blive nærmere forklaret i det følgende.

Samtykke og indhentelse af oplysninger
Når forældre vælger at indskrive deres barn i en institution, har de en naturlig forestilling om at de samtidig giver deres samtykke til at børnene i institutionen bliver behandlet efter de af institutionen udmeldte værdier (fx selvbestemmelse, kristen tro o.lign.). Forældrene er også indstillede på at pædagogerne i dagtimerne påtager sig rollen som den opdragende part, og de giver dermed sit underforståede samtykke til at børnene leger, spiser frokost m.v. i institutionen.
Forældrene er derimod ikke altid klar over at der i institutionen også foregår andre ting, og at pædagogerne i kraft af deres professionalisme har nogen særlige forpligtigelser.
Disse særlige forpligtigelser kræver forældrenes udtrykkelige samtykke. Det er vigtigt at være opmærksom på at samtykket skal være specifikt, og at det kun er gældende for et år ad gangen.
Institutionen skal således sikre sig at forældremyndighedsindehaveren ved og giver sit samtykke til at institutionen:
• opretter registre,
• observerer børnene og forældrene,
• nedskriver oplysninger om børnene og forældrene,
• og at disse oplysninger kan blive videregivet til andre.

Mindstekravet til en oplysning er at den der afgiver denne, fuldt ud er klar over til hvem oplysningen afgives, med hvilket sagligt formål, og i hvilken sammenhæng den afgives. Dette er en almindelig retssikkerhedsmæssig garanti som desværre ikke altid bliver opfyldt.

Eks: For at spørge et barn (eller forældrene) om hvor barnet tilbringer/har tilbragt weekenden, skal pædagogerne altså:
1. Informere om at disse oplysninger bliver indhentet 2. Forklare hvad formålet med indhentningen af oplysningen er (især hvis videregivelse) 3. Forældrene skal give deres samtykke.
Cand.jur. Jon Andersen slår endvidere fast at:
” oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet” (jf.. for øvrigt persondatalovens § 5, stk.3).

En pædagog må altså ikke under foregivelse af at skulle indhente oplysninger om et barns helbredsmæssige forhold hos forældrene samtidig undersøge om forældrene snyder med feriepengene, modtager kontanthjælp som enlige selv om de er samboende, får udbetalt uberettiget boligsikring m.v.
Pædagogen må således heller ikke agere ”dyneløfter” som det nogen gange er blevet udtrykt ønske om fra forvaltningen og politikernes side.

Et samtykke er for øvrigt kun gældende i et år, og det er derfor ikke nok at sikre sig samtykke når barnet starter i institutionen. Evt kunne dette sikres kontinuerligt ved de almindelige forældresamtaler.
Samtykke til at der tages billeder, vil de fleste forældre for eksempel opfatte som at de giver tilladelse til almindelige stilbilleder taget med gammeldags kamera hvor deres barn deltager på lige fod med andre i hverdagssituationer.
Forældre vil ikke opfatte et sådant samtykke som et samtykke der samtidig giver tilladelse til videofilmning af barnet i specifikke observationssituationer, og de vil sandsynligvis heller ikke bryde sig om hvis deres barn bliver udstillet i en uheldig situation hvor det fremstår som ked af det, aggressiv eller lignende, og at det bliver vist til andre forældre i institutionen.
Det er også værd at tage med i betragtning at dagens digitalkameraer åbner helt nye muligheder for manipulation med billeder hvorfor sådanne optagelser altid skal håndteres varsomt.

Bipersoner
Persondataloven indeholder foruden regler om hovedpersoners rettigheder også regler om personer der bliver nævnt, men som ikke har direkte del eller part i en sag. Disse personer kaldes bipersoner. Bipersoner har samme rettigheder som hovedpersoner til at blive informeret om hvilke oplysninger om dem der indgår i en sag.
I en daginstitution kan man forestille sig at en moder fortæller en pædagog at barnets far har været voldelig overfor hende, og at han nu er ligeglad med barnet. Forældrene er skilt, og moderen har forældremyndigheden mens faderen har samkvem.
Hvis pædagogen vælger at nedskrive hvad moderen har sagt sådan at oplysningen indgår i et register el.lign., har faderen ret til at blive informeret om at oplysningen eksisterer, selv om den ikke umiddelbart er en del i en sag som han er part i.
Såfremt pædagogen ikke nedskriver oplysningen, er den naturligvis kun at betragte som sladder og irrelevant.

Blokering
Sammen med persondataloven kom også den helt nye mulighed for at få en oplysning blokeret. En blokering indebærer rent konkret at en given oplysning ikke må videregives til tredje person.
Særligt i forbindelse med pædagogers samarbejde med forældre kan dette vise sig at være en udmærket regel. Forældre har tit brug for at meddele institutionen om forhold i familien som er relevante for barnets hverdag her og nu, men som ikke nødvendigvis er relevante i andre sammenhæng.

Eks. 1. En mor har fået diagnosticeret en depression. Da sygdommen kan få indflydelse på barnets hverdag indtil moderens medicin virker, er det en relevant oplysning her og nu. Moderen vil dog ikke at sygdommen nævnes i forbindelse med hendes barns handleplan, dels fordi hun anser at hendes enkeltstående depression er irrelevant iforhold til hendes barns asperger diagnose, dels fordi der fortsat er tabu og fordomme omkring emnet.

Eks 2. Man kan også forestille sig at en mor og far der er kærester men bor hver for sig, ønsker at oplysningen om deres indbyrdes relation ikke bliver videregivet.
For institutionen er det en relevant oplysning fordi barnet naturligvis ikke skal sættes i en situation hvor det er forbudt at fortælle om at mor og far er kærester.
Forældrene begår ikke noget ulovligt ved at have hver sin husholdning men vil undgå at blive udsat for den belastning som en unødvendig bedrageriefterforskning ville udsætte familien for, og institutionen bør derfor meddele forældrene muligheden for at få oplysningen blokeret. En blokering foretages rent praktisk ved at der ved siden af oplysningen i journalen laves en tilføjelse af at oplysningen er blokeret og altså ikke må videregives sammen med journalens øvrige oplysninger.

Sletning og berigtigelse
Ifølge persondataloven har forældre mulighed for at kræve en oplysning slettet (alternativt berigtiget). Dette vil typisk forekomme hvis institutionen har indsamlet skriftlige informationer om barnet og /eller familien som forældrene ikke anser for at være korrekte. For eksempel kan det forekomme at forældrenes information er blevet fejlagtigt tolket og nedskrevet af pædagogen hvorfor det også må siges at være særdeles vigtigt at forældrene har mulighed såvel for at vide hvad der er nedskrevet om dem og deres barn som mulighed for at kræve en fejlagtig oplysning slettet.
Vi må også være opmærksomme på at det kan være til meget stor skade for et barn at blive inddraget i en sag med tilhørende undersøgelser og interview som alene er opstået på baggrund af en pædagogs misforståelse eller manglende retsforståelse. (JF.. for øvrigt officialmaximen.)
Det kan også ske at en pædagog har indhentet en oplysning under falske forudsætninger, dvs. at hun for eksempel overfor forældrene har forgøglet at være underlagt tavshedspligten men så senere alligevel vælger at videregive oplysningen.
En sådan oplysning der er indhentet under falske forudsætninger, eller som ikke er indhentet under forsvarlige omstændigheder, kan ikke tillægges nogen betydning og er dermed ikke juridisk gyldig. Denne type oplysninger må altså ikke benyttes når der træffes afgørelse i en sag.
Eksempelvis kan man forestille sig at en institution i deres perspektivplan informerer forældrene om at institutionen har tavshedspligt.
En af mødrene opfatter pædagogerne som sine veninder og spørger dem dagligt om fx hvordan det går derhjemme, kommenterer deres nye frisyre og fortæller om sine egne lægebesøg. Moderen føler at hun kan betro sig til sin nye veninde (Bente på girafstuen), Bente har på et tidligt tidspunkt sagt til moderen ”at du kan roligt betro dig til mig, for jeg er underlagt tavshedspligten”. Så en dag fortæller moderen at hendes barn nogen gange bliver råbt ad og behandlet nedladende af hendes nye kæreste.

Fordi pædagogen i denne situation har sagt at hun har tavshedspligt, vil moderen kunne hævde at oplysningen er indhentet under falske forudsætninger, og at den derfor ikke kan anvendes til yderligere foranstaltninger i forhold til barnet. Pædagogen vil derfor ikke kunne træffe afgørelse om underretning om omsorgssvigt begrundet i kærestens adfærd overfor barnet.

En afgørelse truffet med baggrund i en ugyldig oplysning vil altså kunne kendes ugyldig i en klageinstans hvorfor det er særdeles uhensigtsmæssigt hvis pædagogen ikke fra start har ageret med hensyntagen til lovgivningen.
Eksempelvis vil en oplysning som ikke er korrekt indhentet, altså kunne medføre at den blev slettet hvorved der ved videre behandling ikke måtte tages hensyn til denne uanset om pædagogen anser sig have en viden. Dette kan i yderste konsekvens hindre at et barn får den hjælp som barnet har behov for.
Pædagogen kan for eksempel tro sig vide at en forælder har et alkoholproblem, hun baserer sin tro på at moderen ofte lugter af alkohol, og at barnet fortæller at moderen drikker meget vin derhjemme. Hvis pædagogen vælger at nedskrive dette i en sådan form at hun skriver at moderen er alkoholiker, kan moderen kræve oplysningen slettet fordi det er en diagnose bygget på formodninger og med et barns diffuse oplysninger som kilde fremfor en lægelig diagnose. Skulle moderen få oplysningen slettet, må pædagogen ikke handle på den og kan derfor heller ikke træffe afgørelse om underretning begrundet i omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet.
Det er derfor tillige vigtigt at pædagogen sikrer en solid kilde når hun nedskriver en oplysning. Naturligtvis er det ikke muligt for pædagogen i enhver situation at være forberedt på og tage stilling til at et barn kan udlevere følsomme oplysninger. Men det er op til pædagogen at afgøre om det er oplysninger hun vil nedskrive og videregive, ligesom det er op til pædagogen, forud for barnets indmeldelse i institutionen, at gøre forældrene opmærksomme på at tavshedspligten ikke er ubetinget men snarere valgfri efter pædagogens vurdering af omstændighederne.

Det må også siges at være i modstrid med pædagogens arbejdspraksis hvis hun i hver enkelt dagligdags samtale skulle redegøre for forældrene og barnet hvorledes deres lovsikrede rettigheder er.

En sletning foretages rent praktisk ved at oplysningen slettes fra registret/journalen, en berigtigelse anvendes som alternativ når sletning ikke er teknisk mulig (se herunder).

Computerteknik kontra retssikkerhed
Persondataloven er en ekstra retssikkerhed for borgeren og har især sin berettigelse i myndighedernes udveksling af oplysninger. Til trods for at borgeren ifølge lovteksten har ret til at kræve ukorrekte/ falsificerede oplysninger slettede, er dette ikke altid praktisk muligt idet mange offentlige journalsystemer er indstillet på en sådan måde at sletning af tekniske årsager ikke kan foretages. Meningen med at der ikke kan slettes i systemerne, er tænkt som en sikkerhed for borgerne for at en sagsbehandler ikke skal kunne skjule egne eventuelle fejl.
Dette gør det desto mere vigtigt at være opmærksom på at en berigtigelse skal tages lige så alvorligt som en decideret sletning.
En berigtigelse foretages ved at sagsbehandleren /pædagogen skriver den korrekte oplysning i journalen med klar reference til den fejlagtige oplysning (det tidligere journalnotat). Det mest korrekte vil være samtidig at skrive at der er tale om en berigtigelse. Desværre er det tit en ulempe for borgeren når en oplysning ikke teknisk kan slettes men bliver berigtiget, idet nogen mennesker synes at antage at ”ingen røg uden ild”, og derfor alligevel tillæger en oplysning betydning til trods for at berigtigelse har fundet sted.
Det er derfor essentielt for forældre i daginstitutioner (hvor mange registre fortsat behandles manuelt) at få muligheden for at kræve forkerte oplysninger slettede før daginstitutionen videregiver oplysninger til andre i myndighedspersoner. Dette forudsætter naturligvis at forældrene af pædagogerne er gjort bekendt med at oplysningen overhovedet eksisterer, og at den kan slettes.

© Harning

Hvis du vil vide mere om de regler der findes i daginstitutioer og skoler kan du købe bogen her.

mere om Datatilsynet registrering og Eu

Kompetancesegregation i uddannelsessystemet

Minister vil ikke hindre overfyldte klasser

Dette er angivelig en nyhed. Selv har jeg ganske svært ved, ikke alene at se relevansen men også nyhedsværdien, bortset fra selvfølgelig – hvis nyheden gik på at ministeren nu ærligt havde udtalt, at han er træt af ynk og klynk og forkælede unger, der påstår sig ikke kunne lære noget hvis de er mere end to personer i en klasse, og lærere som påstår sig ikke at kunne undervise flere elever ad gangen.

Vores uddannelsessystem er ikke indivdorienteret, vi har ikke selvstudium og distancekurser – Vi har forelæsningsmiljøer og gruppearbejder og middelmådighed – og så er klassekvotienten da totalt ligegyldig.

Nanna Westerby, (ungdomsuddannelsesordfører for SF) udtaler, at det er de svage elever som bliver klemt i de høje kvoter. Jamen herrejemine – de svage elever skal da have særlig hjælp, ikke trække niveauet ned for de stærke elever.

Se det havde været en nyhed:

© Harning

Læs også dette vrøvl

Kender I Robin?

Nåh, ikke? Det gør jeg heller ikke. Robin er den unge mand, som min søn fandt på marken i går aftes da han var ude og diskutere alvorlige filosofiske spørgsmål med nabopigen, og selvfølgelig inviterede med hjem. For det var lidt synd for Robin. Smidt ud af toget, flere timer hjemmefra, bare fordi han ikke havde en billet. Så Robin kom med hjem.

Den slags gør mig bare så pavestolt som mor.

Ja, jeg ved godt, at Robin selvfølgelig sagtens kunne være en tyv, en voldtægtsforbryder eller øksemorder af værste skuffe. For jeg kender jo ikke Robin. Men helt ærlig, hvis jeg skal vælge mellem at gå rundt og være bange for usandsynligheder – eller bare være en pavestolt mor. Ja, så vælger jeg altså det sidste. 😀

© Harning

Måske vi også skulle lære de voksne at læse…

Dagens glade nyhed synes ifølge Kristelig dagblad og Politiken at være en ny undersøgelse fra Hillerød pædagogseminarium der viser, at et enkelt kursus, en inspirationsfolder og en pakke med billedbøger – kan styrke læsevanerne i såvel hjem som institution.

Bekymringen for de danske børns læsefærdigheder og dårlige resultater sammenlignet med andre lande skulle dermed være over.

Jamen det lyder jo umiddelbart glimrende. Jeg er så absolut for at alle børn vokser op med læsningens glæde, så set i det perspektiv er det en rigtig god ide.

Hvad alle imidlertid synes at have glemt (eller også er de voksne bare ude af stand til at forstå hvad de læser) er at det som PISA undersøgelsen påpegede når det gjaldt danske børns læsefærdigheder, ikke var, at de ikke kunne læse. Men derimod, at de var rigtig dårlige til at analysere og forstå faglitteratur – hvilket jo er helt anden problematik, som jeg overhoved ikke kan se løses hverken med bogkanoner, inspirationsfoldere eller en pakke billedbøger.

Ironien er så indlysende – at det er pinligt.

© Harning

Haarders uvidenhed

om de uddannelser han er sat at herske over er efterhånden mere end bare lidt pinlig. Nu har manden tilsyneladende fået den geniale ide, at også universitetsuddannede allernådigst skal få lov til at blive folkeskolelærere – de skal bare lige udvide deres kunnen med et år på lærerseminariet, for, som Haarder siger: ” Det sidste år til folkeskolelærer skal tages på en professionshøjskole, så den studerende får den tætte kobling til praksis og didaktik – altså viden om, hvordan små børn opnår færdigheder – som er helt afgørende, når man skal lære fra sig«

Igen må jeg sige, at Haarders tanke er jeg ikke uenig i – jeg synes også det er essentielt at vide hvordan børn tilegner sig viden – når man skal lære fra sig. Problemet er bare, at det ikke er sådan læreruddannelsen er bygget op*! .

Lærerstuderende som læser fx, musik på linjefag – lærer at synge solo, ikke hvordan man motiverer børn at synge. Lærerstuderende som læser billedkunst på linjefag – lærer at tegne efter et træ, men intet om børns tegneudvikling eller hvordan de motiveres til at være kreative. Lærerstuderende som læser dansk på linjefag lærer at analysere tekster – men intet om børns sprogudvikling eller hvordan de motiveres til selv at skrive (for ikke tale om alle de dansklærere som aldrig læser en eneste bog efter endt uddannelse). osv osv osv.

Jeg finder derfor forslaget ikke bare pinligt, men direkte uforståeligt. For som forælder er der ingen tvivl om at jeg helst så mine børn undervist i fx. Dansk af en litteraturvider fra universitetet der havde brugt min. tre år udelukkende på det ene fag – fremfor en læreruddannet der max. har brugt den halve tid, når ingen af dem alligevel ved noget om praktisk pædagogik. Men det er naturligvis bare ønsketænktning fra min side, for hvorfor i alverden skulle en universitetsuddannet litteraturvider ønske at bruge yderligere et (endda ligegyldigt) år på skolebænken for at allernådigst få lov til at arbejde i folkeskolen?

Så hvad tænker Haarder egentlig på – og hvorfor pokker kigger han ikke på, hvordan grunduddannelserne reelt ser ud, før han fremkommer med det ene idiotiske ligegyldige forslag efter det andet?

© Harning

Redigeret: Nu, nogen timer senere, hvor jeg har haft lejlighed til rigtig at fundere over ovenstående, er det gået op for mig at Haarder ikke er spor uintelligent – men tværtimod er han en meget klog mand. For nu tror jeg, at han i erkendelse af at intet andet har hjulpet for at rette op på den danske folkeskole – så har han lavet en aftale i porten med Hjort Fredriksen om, at sikre, at vores kompetente akademikere ikke skal kunne få ordinært arbejde, og derfor tvinges ind på lærerseminarierne – hvor de helt gratis kan undervise de studerende. To fluer i et smæk – jo klog det er han, ham Haarder.

* til forskel fra pædagoguddannelsen og med forbehold for at der skulle findes enkelte seminarielærere som faktisk har inkorporeret dette bi undervisningen

Indvandrerbørn skal lære dansk

Ovenstående påstand er der vel næppe nogen der kan være uenig i. Danske børn skal også lære dansk. Det er derfor rigtig godt at Haarder vil øge sprogstimuleringen for de små under fem. Helt dum er han altså ikke. Helt intelligent er han heller ikke – for som sædvanligt er han som politiker helt ude at svømme når det gælder løsninger.

For hvor er det lige børnene skal få sprogstimuleringen henne? Jo, i børnehaven selvfølgelig. Også det umiddelbart en glimrende ide – altså lige bortset fra at danske pædagoger heller ikke kan dansk. Dansk er ikke et obligatorisk fag på pædagoguddannelsen lige så lidt som sprogstimulering og sprogtilegnelse er det. Faktiskt er det fuldt muligt at komme ind på pædagoguddannelsen med en mangelfuld danskeksamen – for så aldrig at beskæftige sig med faget igen!

Mangen er de gange hvor jeg har været nødt til at bede en pædagog om at lade være med at læse højt for et af mine børn – fordi antagelsen om at ”bare” man læser – så er det godt nok florerer i de danske institutioner. Gu´ er det ej godt nok, ikke hvis den voksne med monoton stemme tager livet af historien, eller endnu værre – hakker sig igennem teksten, udtaler ordene forkert og laver egne besynderlige grammatiske tilføjelser.

Så, hvem er det lige der skal lære børnene dansk? Hvem er det der skal lave rim og remser, læse spændende eventyr og skabe en sproglig bro mellem forældre og institution?

© Harning

* Skulle nogen ønske yderligere dokumentation for danske pædagogers almene mangler indenfor dansk, kan et besøg i BUPLs diskussionsforum anbefales. Eller læs tidligere eksempler på samme HÉR.

(For god ordens skyld bør lige nævnes at u.t. naturligvis har haft dansk som linjefag – inkl. afsluttende opgave om sprogtilegnelse og sprogstimulering af børn med anden etnisk herkomst i danske daginstitutioner)

Utilpassede børn og deres forældre skal straffes

Ja det skal fedt hjælpe Karen Jespersen! Hvor ville det være dejligt at for en gangs skyld høre en politiker udtale sig om de utilpassede, udstødte, svage, kriminelle unge med baggrund i reel viden fremfor i hævngerrige overskrifter.

Tænk hvis bare én af dem havde nosser til at gøre et nummer ud af fakta – fremfor at skjule sig bag prangende reklameslogans uden andet formål end at fremstå som handlekraftige. Hvad er det nu man siger, jo, angreb er det bedste forsvar. Og det er de skam rigtig dygtige til – Karen Jespersen ingen undtagelse. Men er vi danskere virkelig så dumme? Er vi ude af stand til at se bag angrebet, og finde Jespersens usikkerhed og manglende viden?

Og hvad vil vi egentlig med vores samfund?

Vil vi være en sund, stærk nation – med kompetente, selvsikre, hjælpsomme borgere?

Eller er vi godt tilfredse med at være en hævnende nation – hvor straf er det eneste fix vi har brug, og hvor vi bruger hvert et vågent minut på at finde nye syndebukke vi kan sammenligne os med.

Er det simpelthen sådan, at vi kun kan skjule vores egne mindreværdsfølelser ved at råbe højest og træde på de laveste?

Og hvor blev forresten journalisterne af? Dem der skulle stille skarpe, vedkommende spørgsmål og undersøge magten?

Apropos reel viden, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at nogen gad forske i følgende:

Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?

Og kunne nogen af alle disse kriminelle have været hjulpet langt tidligere, havde de fået et korrekt pædagogisk/psykologisk tilbud og/eller medicin, fremfor at deres forældre har måttet underkaste sig div udokumenterede terapiforsøg og har måttet bøde økonomisk for de unges sygdom?

© Harning

Danske adoptioner skaber psykisk syge

Det skriver Politiken idag. En oplysning, der ikke kan undre undertegnede synderligt, derimod undrer det mig at V/K fortsat fremtruer med forslag om tvangsadoption af spædbørn til helt ubekendte voksne, fremfor at kigge nærmere på den viden og de erfaringer som faktisk findes – og udfra dette tage stilling til hvad der er bedst for børnene.

Desto mere interessant bliver det naturligvis når forstanderen (gennem tyve år) for Skodsborg Observations- og behandlingshjem konstaterer at børnene var fuldstændigt raske da de blev bortadopterede! Deres egen biologiske familie havde altså ikke lykkedes med at gøre dem det mindste psykisk syge (omsorgssvigtende eller ej).

Den politiske agenda i spørgsmålet synes mig således mere og mere diffus, for er det et reelt hensyn til børnene som får politikerne til at råbe op om tvangsadoptioner eller er det snarere et ønske om at fremstå som handlekraftige i enkeltsager?

(se også dette indlæg)

© Harning

Børnehavebørn skal pendle til Sverige

Det skriver Politiken snart kan blive en realitet. Årsagen skulle angivelig være anlægsstoppet i København. Kommunen vil så i givet fald sende danske pædagoger med over, omend overvejelser også går på at hyre svenske pædagoger ind. Forslaget synes mig noget morsomt, for hvis jeg som forælder boede i København og skulle have mit barn i børnehave i Sverige. Ja, så ville jeg da vælge en svensk børnehave – hvor månedstaksten er det halve af hvad den er i københavn, hvor børnene får varm mad og frugt hver dag og hvor pædagogerne er mindst lige så veluddannede som de er i København.

Faktisk ville jeg som forælder til enhver tid vælge at bosætte mig i Sverige og selv pendle – med de enorme økonomiske fordele som ligger deri – og ville jeg ikke have mine børn i en Svensk institution, ja så er alene kursforskellen så stor at der ville være råd til en Au-Pair, som desuden kunne gøre rent…

For ikke tale om muligheden for at sætte sit barn i privatskole – HELT GRATIS.

Meeen, lad os nu se. Mon ikke de københavnske forældre vil protestere så meget over at deres små pus skal pendle – at forslaget aldrig går igennem.

Red. 27 august: Og historien fortsætter, og bliver bare dummere for nu bruger også svenske politikere tid på den – i Staffanstorp! Ikke fordi der er noget galt med byen, men der er dæleme langt til København – som jo for øvrigt har eksisterende bygninger de bare ikke vil tage i brug. Men det er da fint at politikere på begge dele af sundet har noget at tage sig til, udover at bare pille sig selv i navlen…

At oversætte egne tekster, himmel eller helvede?

Sidder med en oversættelse af et af mine egne børneeventyr, en ret simpel affære skulle man tro – for jeg om nogen ved vel hvad jeg har ment og hvordan det skal lyde. Og ja. Netop! Så hvad f-anden gør jeg så, når det fremstår helt forkert på et andet sprog? Når melodien og meningen fader fuldstændigt ud?

Desværre kan jeg ikke bare nøjes med at grædende hive håret af og konstatere at jeg befinder mig i helvede – for jeg har en deadline. Idag.

Må tænke kreativt.
Og så slog det mig. At, jamen det er jo mit eventyr! Jeg kan gøre med det hvad pokker jeg vil. Jeg behøver ikke oversætte mere eller mindre ordret – faktisk kan jeg omskrive hele sætninger og afsnit uden den mindste dårlige samvittighed. For det er MIT eventyr. Og så er jeg så nærved oversætterhimmelen, man kan komme – når jeg kan pynte alt jeg vil, og bare få det til at blive bedre. 😀

Topmodel 9

Jeg ved det godt, jeg burde holde mig for god til at se den slags. Men det gør jeg ikke. Tværtimod er jeg ret vild med den slags sociale eksperimenter hvor man smider en masse forskellige mennesker sammen. Og omgang 9 er for mig helt uimodståelig fordi der er denne skønne pige som er diagnosticeret med såvel Asperger som AD-HD. Og hun deltager, og får bare ved sin tilstedeværelse sat en hel del ting på plads.

For hvem er det egentlig der er socialt handicappet? Pigen der ikke helt forstår hvad der foregår omkring hende – eller de manipulative, intrigante stikke hinanden i ryggen piger som ikke har nogen diagnose?

Skønt!!

Heather, jeg hepper på dig!. You go girl!. 🙂 (som om hun læser med her, hm….)

(Note. Nu jeg er ved emnet, og endnu ikke har bestemt mig for om det ender med en klumme eller ej. Hvis du arbejder med/ eller er forælder til mennesker indenfor Autismespektret eller med andre sanseforstyrrelser – Så kast dig over alt hvad Greenspan har skrevet om emnet. Du vil blive så meget klogere, og de mennesker du skal støtte til egen udvikling vil få det så meget bedre.)

Ps. Da det jeg ser, er genudsendelser – så lad venligst være med at oplyse mig om hvordan det går.

Unge forbereder sig på døden

Hedder det sig i politiken idag, fordi flere og flere planlægger deres egen begravelse og forargelsen er allerede begyndt at røre på sig rundt omkring i blogverdenen over dette ”nye fænomen”. Men hvad er der egentlig at være så forarget over?

Hvis vi ser lidt på kendsgerningerne så er det at planlægge sin begravelse altså ikke det samme som at planlægge sin død – der er stor forskel på at bestemme hvilken kiste man vil ligge i – når engang man er død og det at bestemme hvordan og hvornår man vil dø.

Og de Unge, ja det er altså ifølge artiklen dem under 40år, og selv om nogle af dem der planlægger sin begravelse er 16år så synes jeg da at det er et sundt og fornuftigt skridt at tage.

For hvilke teenagere spekulerer i forvejen ikke over livet og døden? Findes der nogen anden alder hvor hele ens eksistens i den grad bliver endevendt? Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og dels forestille sig det værste – nemlig at man kan dø – og dels sikre sig at få lov til at ligge der i kisten og høre en selvvalgt Eminem eller Farlig Fredag sang, fremfor mor og fars salmevalg?

Selv sætter jeg pris på, at vide hvordan mine pårørende helst vil have det og hvordan jeg bedst respekterer deres ønske – samtidig som det sparer mig for en masse grublerier og unødvendige diskussioner når jeg skal arrangere deres begravelser. Men så er jeg jo også lidt doven anlagt. 😀

Er pjækkebøder overhoved muligt?

Ja, det er ihvertfald hvad Haarder tror. Men faktum er at det ville kræve en ændring i folkeskoleloven – for i Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Undervisningspligten betyder at det er forældrenes ansvar at børnene modtager undervisning, men ikke at denne undervisning skal finde sted i skoleregi*. Det er altså både muligt og fuldt lovligt for forældre selv at undervise sine børn (fx. derhjemme). En mulighed som nogle forældre (inkl. undertegnede) har valgt at benytte sig af, af forskellige årsager.

Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette – og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge – for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje…

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Spis sundt, lær mere og bliv klogere

Det er hvad alle undersøgelser de seneste decennier har vist os at vores børn har brug for. Nu senest nævnt her til aften i tv2 nyhederne. Og hvad sker der så ved at få det dokumenteret endnu engang? Ingenting.

For i Danmark har vi (vi -altså fælleskabet, samfundet) den opfattelse at det er forældrenes ansvar at børnene får en ordentlig morgenmad og en lækker madpakke med i skole.

Men hvad med de børn som ikke får en ordentlig morgenmad derhjemme – hvis ansvar er de? Dem der også gerne puttes i boksen med de udsatte børn?

Og hvis ansvar er det, hvis forældrene ikke magter at smøre madpakke, eller at skolen ikke har et køleskab, eller at der ikke er afsat tid i frikvarteret til at sidde og spise maden?

Min opfattelse er at vores børns læring og fremtid er alles ansvar, at vi alle som samfund profiterer af sunde, vidensbegærlige, kloge kommende voksne og at vi derfor burde sikre ordentlig skolemad til alle – uanset at dette kommer til at koste rigtig mange penge indledningsvis i etablering af skolekøkkener.

Derfor.: I stedet for at give nogle få såkaldte udsatte børn bøger – ville det så ikke være bedre at sikre at alle fik en kost der gjorde dem i stand til at læse og forstå såvel skolernes som bibliotekernes gratis bøger?

Harning

Pæne piger gør det

eller, du kan også få et bedre sexliv* hedder bogen som jeg fik af min far da jeg var femten. En gave jeg idag ser tilbage på med stor taknemmelighed alt eftersom hele Kofod sagen ruller. For hvor er jeg glad for, at jeg som femtenårig seksuelt aktiv, ikke bare blev accepteret af mine forældre – men at de betragtede min seksualitet som noget naturligt, fremfor noget jeg skulle skamme mig over.

Tænk hvis de i stedet for havde hængt mig ud som offer ligesom det er sket for den pige som Kofod valgte at være sammen med, gad vide hvor jeg og min sanselige kvindelighed så havde været idag? Velsagtens gemt godt af vejen i mit sinds afkroge – helt udenfor terapeutisk rækkevidde.

*”Fina flickor gör det eller du kan också få ett bättre sexliv” av Irene Kassorla.

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social – men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. 😀 Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* – selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det – suprise – kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

(og, kan alligevel ikke lade være med at sige det – hvordan dette med vold vil prioriteres ifht det alsmægtige fællesansvar og samarbejde – vides naturligvis ikke.)

At betale børn for at makke ret

I kender dem godt – måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort – så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.

Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i – i mangel på bedre?

Selv tror jeg naturligvis ikke på det – og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument – men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:

Mormor til Sille: – Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.

Sille til mormor: – Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, – får jeg så de tusinde kroner nu?

Mormor til Sille: – Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.

Sille til mig tre dage senere:

Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!

Kvalitet eller kvantitet

Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.

Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget – ikke hvis formålet med dem skal opretholdes – og sådan ser det ud for mig.

Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder – for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.

…………..

………………………………….

Men måske alligevel med lovappendix……………….

Hm, tæller det mon………………………………

det går ikke så godt, rapport fra en bog på 45dage

Det går ikke helt så godt, som jeg kunne have ønsket mig. Primært fordi jeg sidder på sidelinien i to anbringelsessager, og derfor synes at associere alt hvad jeg læser og skriver til disse to. Det skaber en ujævn rytme i skrivningen og sågar -Manglende overblik! En erkendelse jeg ikke er særlig glad for, men ikke desto mindre er det sådan det forholder sig.

Måske det er vinteren der gør sig gældende, for det er en ganske ny erfaring for mig, at på denne måde være næsten ude af stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, at lade tankerne vandre væk fra fokus.

Og så er der alle de indlæg, jeg gerne ville have skrevet. Som jeg har været nødt til at lægge på is pga bogprojektet.

Bortset fra, at de ikke er lagt på is

de bliver ved med at poppe op i min bevidsthed

i hele lange flotte sætninger..

Fx. Er der indlægget om registeret over myndighedspersoner (findes det, findes det ikke? Og hvis det eksisterer, hvad indeholder det så?)

Og indlægget (som nu er blevet til flere) om den meget interessante sag fra Aalborg – som jeg fortsat ikke har fået tilladelse til at publicere…

Og indlægget om Sveriges besynderlige narkopolitik – Hvor jeg sidder og gnider mig i mine små hænder over den frydefulde sarkasme…

Og…..

Klientgørelsen af en gruppe helt almindelige borgere

Ikke ret mange mennesker, hverken pædagoger eller det omgivende samfund, forstår til fulde den enorme magt og indflydelse over børn og familiers liv, som pædagoger i ganske almindelige daginstitutioner udøver hver dag.
Pædagoger er tit de første, og ofte også de eneste der lægger mærke til at et barn og/eller en familie har et særligt behov for hjælp og støtte. Hvis pædagogen undlader, at handle på deres viden, kan det indebære at et barn ikke udvikler sit sprog, sin motorik, og sine sociale kompetencer på en hensigtsmæssig måde, med risiko for alvorlige problemer senere i livet.
Samtidig er pædagoger typisk i besiddelse af ofte meget følsomme personlige oplysninger om barnet og familiens forhold, som, hvis de misbruges, fuldstændigt kan ødelægge en familie.

Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.

Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.

Almindelige mennesker der er svage, ikke på grund af deres opvækst eller livsbetingelser for øvrigt, men som bliver de svage, fordi vi som pædagoger tager magten fra dem, når vi ikke anerkender deres viden og erfaringer, når vi ikke udviser ydmyghed og respekt for de mennesker, hvis verden vi har så stor indflydelse på.
© Harning

Og så lidt mere om de unge forældre

Bare fordi man bliver forælder i en ung alder, behøver verden og karrieren naturligvis ikke gå i stå. Det er fuldt muligt at realisere sine drømme hvad enten man som Mahatma Gandhi drømmer om en antivoldelig verden, eller som Astrid Lindren brænder for at skrive eller som Barbro Svensson (Lill-babs) drømmer om at synge. Lill-Babs blev født i den lille by Järvsö i det nordlige Sverige, og er i Danmark nok mest kendt for sit hit ”Klas-Göran”.

Første gang hun sang i radioen var hun bare femten år gammel, et år senere indspillede hun sin første plade ”Min mammas boogie” og så blev hun gravid.

Lill-Babs var heldigvis en gæv nordlænding, så en fødsel og et barn satte selvfølgelig ikke stop for hendes sangerdrømme- og hun vendte hurtigt tilbage til scenen. I løbet af årene har hun lavet et utal af hits, hun lavede såvel plader som TV-Shows og blev landskendt i Tyskland – hvor hun to år i træk kom på anden pladsen som den mest populære TV-artist.
Hun har i løbet af sin karriere indspillet hundredevis af plader, sunget MelodiGrand Prix og spillede hovedrollen i ”Annie Get Your Gun” da denne blev opsat i Scandinavium i Göteborg – en forestilling som solgte mere end hundredetusinde billeter.I hendes hjemland Sverige er hun desuden elsket af folket for sin åbenhed,medmenneskelighed og hjertevarme, og har været det i snart halvtreds år.

Alt i alt må siges at denne unge mor (senere mor til tre), på ingen måde har været nødt til at trække sig tilbage fra verden og leve et liv i skam og social misere på grund af en ”for tidlig” graviditet.

© Harning

(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du mener, du har noget positivt at bidrage med.)

Få børn tidligt; bliv åndelig leder og vind Nobels Fredspris

En ny amerikansk undersøgelse foretaget af forskere fra Clark University og Center for Creative Leadership i North Carolina viser at forældre er de bedste ledere og chefer[1].

Marian N. Ruderman, research chefen på Center for Creative Leadership forklarer resultatet med, at forældre naturligt får pudset deres sociale kompetencer af og at de i rollen som opdragere lærer at udvikle andre mennesker. Ruderman peger desuden på, at forældre er bedre til at multitaske, håndtere stress og forhandle, end deres barnløse kolleger.

Det er altså forældreskabet, ikke alderen eller uddannelsesniveauet, som skaber gode ledere med evnen til at udvikle andre mennesker i positiv retning. En konstatering som bedst lader sig illustrere ved følgende lille historie:

Engang for længe siden i 1869 fødtes der en lille dreng. Da den lille dreng fyldte tretten blev han gift og fem år senere fik han sit første barn. Årene gik og drengen fik yderligere børn, rejste ud i verden og læste jura. Den lille dreng, som nu var blevet voksen, så at verden ville blive et bedre sted, hvis fattigdom, uretfærdigheder og vold kunne bekæmpes. Han valgte at gøre det til sit livs mission at bekæmpe uretfærdigheder i såvel sit eget land – som ude i verden, selv om det kostede ham en del år i fængsel.

I dag er den lille dreng, der fik sit første barn som teenager kendt over hele verden som Mahatma Gandhi menneskeretsforkæmper, fredsaktivist, åndelig leder for millioner af mennesker og vinder af Nobels fredspris.

© Harning.

---

[1] Kilde. Forbes.com 2007

Julehistorie for de 5-8 årige børn

Thomas og Esmeralda

Thomas kedede sig, mor var ved at bage, det havde hun gjort i flere dage nu og Thomas gad ikke være med mere. Han var træt af brunekager og klejner og hvad de nu hed alle sammen. Han ville meget hellere klippe julehjerter og folde smukke stjerner, men mor sagde, at de først skulle være færdige med alle julekagerne. Så fik han en ide, han kunne jo gå ud og tale lidt med Esmeralda, for hun kunne altid fortælle spændende historier om alle de lande hun havde været i og de mennesker hun havde mødt. Men i dag stod Esmeralda bare og så trist ud

-Jeg er helt forkert,sagde hun, helt forkert er jeg.

-Hvad mener du ? spurgte Thomas.

-Kan du ikke se, at jeg jo slet ikke passer ind her i julen? Jeg er hverken rød, eller grøn eller hvid. Jeg er lilla! Man kan altså ikke være lilla når der er jul.

-Og din mor bager bare hele tiden, så jeg, jeg må ikke komme ud at køre. Jeg keder mig. Alle de andre biler kommer hjem om aftenen og fortæller om hvor flot der er inde i byen, om lysene og det store juletræ midt på torvet. Og de har hemmeligheder sammen med deres familie, fordi de må komme med ud og købe gaver… Men jeg, jeg må ingenting, jeg må bare stå hér og være helt forkert.

Thomas synes det var så synd for Esmeralda. Hvad skulle han dog gøre for at hjælpe hende? Så kom han i tanker om nissen. Nissen der altid kom hver søndag i advent og lagde en gave i hans julestrømpe. Måske kunne han spørge nissen om hjælp? Hvis han altså bare kunne holde sig vågen hele natten, uden at mor opdagede ham.

Den aften skyndte Thomas sig i seng, og når mor kom for at læse godnathistorie lod han som om han allerede sov. Men det var svært, rigtigt svært at holde sig vågen,og uanset hvor hårdt han prøvede at holde øjnene åbne, så blev de ved med at falde i, han prøvede sågar at holde dem åbne med fingrene, men lige lidt hjalp det, og Thomas faldt i søvn.

Han vågnede med et sæt, ved at nogen pustede ham i øret. Det var da noget underligt noget at gøre, tænkte Thomas der endnu ikke havde fået øjnene åbnet helt, hvorfor puster mor mig i øret? Men det var slet ikke mor. Da Thomas fik gnedet øjnene klare så han en lille nissemand – ikke større end fars hånd, der stod på hans pude og kiggede på ham.

– Jeg hørte, at du havde et ønske og at du havde brug for min hjælp, sagde den lille nissemand.

– Hørte? spurgte Thomas, hvordan kunne du høre det?, Jeg har jo ikke fortalt nogen om det.

– Jeg er jo nisse, det er mit job, at vide hvad børnene ønsker sig, så lad os lige lægge hovederne i blød og se, hvad vi kan finde på sammen, for at få din Esmeralda glad igen.

Og så lagde de planer, de hviskede og tiskede og grinte så de fik helt ondt i maven og da de havde fundet på den allerbedste plan, gik de raskt i gang. Fnisende listede de rundt i huset og fandt alle de ting de skulle bruge og så sneg de sig afsted ud på parkeringspladsen hvor Esmeralda stod og sov.

De startede med at lave store firkanter på hele Esmeralda, af fars røde isoleringstrejp, så fyldte de det meste af firkanterne med mors hvide dåsesne, indtil hele Esmeralda var dækket af et kæmpe vinterlandskab og stod rød og hvid og smuk og lysende mod den sorte asfalt.

– Men hvad med nisserne, spurgte Thomas, der skal da være nisser i sådan et snelandskab.

– Det kommer der jo også, når jeg sætter mig ind i Esmeralda og vi kører afsted, så er der en vaskeægte nisse midt i snelandskabet, sagde den lille nisse.

– Nåja, sagde Thomas, så lad os vække Esmeralda.

Som sagt, så gjort. Thomas bankede forsigtigt på Esmeraldas højre dør.

– Hvad sker der, spurgte Esmeralda søvndrukkent, det er jo midt om natten.

– Ja, men se hvor fin du er blevet! Nu skal vi ud at køre! sagde Thomas. Og Esmeralda kiggede, gned sig i øjnene og kiggede igen. Hun kunne næsten ikke tro det, nu var hun den fineste bil på hele parkeringspladsen.

– Ih, hvor er I søde, og hvor bliver jeg glad, men hvem skal køre? Du har ikke kørekort Thomas.

– Nissen hjælper os, kom nu, han kan trylle sagde Thomas samtidig med, at han hoppede ind i Esmeralda.

Så kørte de afsted, ned ad bakke og op ad bakke med nissen smilende og vinkende midt i Esmeraldas snelandskab, og ind til torvet midt i byen hvor det flotte juletræ stod.

– Hvor er det smukt sagde Esmeralda, og se! Der i gågaden, der hænger hjerter og i butikkernes vinduer er der engle. Det er meget finere end jeg havde troet, hvor er jeg glad for at I tog mig med. Du er bare den bedste ven i hele verden Thomas! Men nu må vi hellere skynde os hjem igen, før din mor opdager at du ikke ligger i din seng.

Da de kom tilbage til parkeringspladsen tog Thomas en lille grøn glaskugle frem og hængte den på Esmeraldas bakspejl, så sagde han pænt farvel til nissen, listede ind i huset og faldt i søvn før han nåede at få dynen op over ørerne.

Søndag morgen vågnede Thomas af, at hans mor skreg.

– Min bil, min bil, nogen har overmalet min bil! Thomas smilte bare, og glædede sig over, at det hele ikke havde været en drøm, og at nu havde Esmeralda, ligesom de andre biler, også en julehemmelighed.

©Harning

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 😀

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. 😀

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Se også Politiken d.8sept.2008:  Penge vigtigere end børnene

En julehistorie af en slags…

Altså,hvad man dog ikke finder når man roder sine skuffer og computeren igennem…Det her følgende er resultatet af en skriveøvelse jeg engang blev udsat for, og som må siges at være ganske passende i denne skønne juletid.Øvelsen gik i al sin enkelthed ud på, at vi to og to skulle fortælle hinanden om vores juletraditioner, hvorefter vi havde en halvtimes tid eller deslignende til at skrive en historie udfra modpartens beretning. Min makker mente, og sagde selv gentagne gange, at han ikke havde så meget at fortælle og at hans jul jo var lige som alle andres – det er jeg ikke helt sikker på er rigtigt – Men døm selv. 😀 Hvorom alting er så kom der følgende historie ud af øvelsen:

Peters Jul

Dette er historien om en helt almindelig jul, en beskrivelse af dansk kultur; og om hvordan vi fejrer en typisk traditionel dansk juleaften. Fortællingen er særdeles egnet til undervisning af flygtninge og indvandrere der skal opnå en forståelse for den danske kulturskat, og bør bruges på ethvert integrationskursus.

Det følgende er en genfortælling af den nu voksne Peters erindringer.

Julen startede så småt i november, hvor vi selv skulle tjene penge til ulandskalenderen, dette gjorde vi ved at udføre småjobs i huset, et af de mere spændende og det som jeg husker bedst, var at gå ud med skraldespanden. Det var ikke ligefrem hver dag man måtte det: vi var jo flere søskende.

Mor og far gad ikke rigtigt at pynte op i december, så hver dag i julemåneden når jeg kom hjem fra skole, startede den store eftersøgning. Jeg var Sherlock Holmes og min opgave var at finde det ene stykke julepynt, der var sat op den dag. Nogen dage lykkedes det faktisk for mig. Da vi så nåede frem til juleaften var der som regel 21 stk. julepynt i hele huset. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal fortælle, vores jul foregår vel ligesom hos alle andre.

Tilvejebringelsen af juletræet er et fast ritual, hele familien tager af sted sammen. Vi er en flok jægere, på jagt efter byttet. Vi går ud i min fars venners skov og nedlægger så to pragteksemplarer (et til os og et til min faster), og julen starter egentlig først for alvor den 23, hvor juletræet bliver taget ind og pyntet.

Jeg har altid ønsket mig et farvestrålende juletræ, med store flotte kugler og meget pynt – lige som Chip og Chap har. Vores juletræ var kedeligt; hvidt med lidt glimmer og nogle engle. Det lignede slet ikke et rigtigt juletræ. Et rigtigt juletræ, ligesom Walt Disneys.

Ikke fordi min mor ikke er kreativ, tværtimod. Hun er graver, og hvert år slæber hun en masse gran med hjem, som hun har stjålet på kirkegården. Dette bruger hun så til at lave store juledekorationer, der skal gerne stå mindst to på hvert bord.

Selve Juleaften starter om morgenen med en gave fra mors veninde, den leger vi med og så ser vi ”Mens vi venter” med Jørgen Clevin i fjernsynet. At se fjernsyn er da hvad alle gør, det er da en vigtig juletradition.

Vi er kristne, så en rigtig jul kræver selvfølgelig et kirkebesøg, men sådan noget skal jo planlægges. Nogen år går vi i kirke om formiddagen, og nogen år om eftermiddagen. Det kommer an på hvornår de sender Disney i fjernsynet. Far insisterer på at se det, og ja, jeg kan da også godt lide tegnefilm.

Jo kristne er vi da !

Om aftenen spiser vi traditionel dansk julemad: and med det hele, og så selvfølgelig ris al mande, med tilhørende mandelgave. Jeg tror egentlig at min mor og far snyder med gaven, mine søskende og jeg får den i hvert fald på skift. I år er det min tur.

Efter maden vasker mor og far op, og vi andre går ned og spiller bordtennis. I den traditionelle danske jul, er hjælpsomhed og fællesskab sat i højsæde.

Aftenen fortsætter med højtlæsning af juleevangeliet, så synger vi en tre-fire salmer og så er der tid til gaveuddelingen.

På dette tidspunkt er huset forvandlet til en sauna. Der er levende lys på træet, knald på brændeovnen og mors kirkegårdsdekorationer spreder en liflig duft af muldjord i hele huset.

Vi råsveder i den tørre ekstreme hede, til trods for, at vi sidder i shorts og hawaii- skjorter.

Gaverne bliver pædagogisk fordelt meget langsommeligt, så når alle pakkerne endelig er delt ud, er aftenen snart forbi. Vi når lige at lege lidt med gaverne og måske spille et spil, før der er tid til en midnatstur. Sammen går vi ud i mørket og nyder den kolde friske luft.

Og sådan ender så min fortælling om den ganske almindelige danske jul. Den var da ikke særlig spændende ?Vi gør da det samme som alle andre.

© Harning

Er det lærerne eller de blinde der er idioter?

Jeg undres endnu engang over lærernes manglende evne til professionel vidensformidling. Ifølge TV2 nyhederne udtaler rektor Eigil Dixen til Jyllands-Posten idag følgende vrøvl:

”…….lærere kan ikke kommunikere med elever og få undervis­ningen til at fungere, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk,”

Siden hvornår er det blevet sådan, at det, at formidle viden hænger sammen med om hvorvidt formidleren kan se modtagerens ansigtsudtryk? Og hvordan i alverden skal de andre 24 elever i en klasse kunne forstå og lære noget – når læreren kigger på den 25 elev, eller kan lærere nu også se og tolke 25 elevers ansigtsudtryk samtidig? Og hvordan mon blinde lærer? Er de bare idioter uden evne til hverken at modtage eller formidle viden?

Egentlig burde det ikke undre mig, lige så lidt som det sikkert undrer alle de elever der har oplevet at blive bedømt ud fra personlige kriterier (om læreren synes de var for tykke, for tynde, for grimme, for smukke, for hvide, for sorte osv.)

Men så igen ved nærmere eftertanke, som tidligere skolebestyrelsesmedlem, så er det da en fantastisk ide! Ikke flere lærebøger, computere eller andet pjat der absolut ikke kan formidle viden – i kraft af disse tings manglende evne til at se elvernes ansigtsudtryk.  Sikke mange penge der så kan skæres i budgetterne…

Stop belejringen af Arto!

Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Det er et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture til jævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”, ” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osv på nettet eller ringe til børnetelefonen, hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagoger kan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetoden tror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” – da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarere latterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. Der skal en politiundersøgelse til for at afklare om ”Cybergogoggerne” er pædofile eller ” bare” pædagogstuderende uden respekt for andre menneskers integritet og uden evne til formulere sig hensigtsmæssigt overfor unge. Og er det så ”bare”? Er forskellen egentlig så stor mellem en pædofil og en voksen som udnytter børn til styrkelse af eget selvværd eller tilfredsstillelse af egne behov?
Er krænkelse af et barns privatliv og følelser ikke at betragte som et overgreb? Eller er der kun tale om overgreb når der ligger en seksuel intention bag? En ting er helt sikker – de kontaktsøgende voksne på Arto er der kun af én årsag. Nemlig for at dække deres eget behov. Ikke børnenes, og bestemt heller ikke mit, hverken som forælder eller som pædagog. Jeg er ikke bekymret for at mine børn skal udsættes for pædofile, eller at de skal mangle voksne at tale med. Men jeg er alvorligt bekymret for at de skal miste tilliden til voksne – hvis de gentagne gange skal opleve at voksne er nogen som handler efter eget behov uden hensyntagen til børnenes integritet.
Børn og unge i dag overvåges og holdes i forvejen alt for meget i hånden af voksne. Herved fratager vi dem muligheden for, at gøre egne erfaringer, selv om vi ved, at det er de egne erfaringer der danner grundlaget for såvel kognitive som sociale kompetencer.Det bedste vi kan gøre for at hjælpe, er derfor, at være til stede når de unge har behov for det – når vi inviteres til at hjælpe – og at vise dem at vi har tillid til, at de godt kan sondre mellem situationer som de selv kan håndtere og situationer hvor de har brug for voksenindblanding. Beviset på, at de unge kan selv, fremgår af de rigtige helte på Arto. Nemlig de unge mennesker, som har styrken til at sige fra overfor voksne som krænker dem – hvad enten denne krænkelse giver sig udtryk i et fysiskt eller et mentalt overgreb. Det er de samme unge mennesker som selvstændigt har påtaget sig opgaven at beskytte de sårbare unge, og som er gået på barrikaderne på Arto, for at bede de uindbudte voksne om at forlade sitet! Så stop belejringen af Arto, smut ud af de unges univers og find på noget andet med jeres liv. Gå i terapi, tag et kursus i pottemageri eller tilmeld jer en besøgsordning. Sagt med andre ord GET A LIFE !

©Harning

Politiken 2 januar 2007

Gentagelser 3

Først en update. Den julehistorie for de 5-8 årige som har figureret i kommentarfunktionen her på bloggen – er nu fundet, fravristet påskeharen og vil være at finde i Valmuers julenummer.

Gentagelserne forsætter med ”Stop belejringen af Arto” – der på ingen måde er blevet mindre aktuel siden den første gang blev publiceret i Politiken d. 2 januar i år- så kast jer endelig bare ind i debatten.

Hvor mon børnene får det fra ?

Hermed, i dagens helt særlige anledning, ”gæsteindlæg”

***

***

Nu 34 år

store slaskelår

mishandlet hår

Og på fingrene skæresår

***

tre umulige børn

en uduelig Sør`n

og i huset orn`li mandehørm

***

Hva`har du nu opnået

Nu du gaverne op har flået

***

jo det skal jeg dig sige

Nej mor, det ik en pige

***

Men derimod et lille hus

og et gavekort på tyve knus

…..Og bemærk venligst at 34 er i BEGYNDELSEN af trediverne, ikke i midten eller i slutningen af trediverne – men i BEGYNDELSEN!!!

Statsreguleret kønsdiskriminering

Piger elsker blod! Det er i orden for piger at elske blod. Blodet er det der gør pigerne forskellige fra drengene og det der gør piger til kvinder! Når piger bløder, kan de ære sig selv og verden ved at anvende natursvampe. Svampene skal passes og plejes og når menstruationen er over anbefales en smuk ceremoni, hvor svampene bliver begravet.

Dette mine venner, er en del af min søns seksualundervisning! Min søn ved nu alt hvad der er at vide om natursvampenes pasning, plejning og vaskning.

Men hvordan en vagina egentlig ser ud, og hvad en klitoris er. Det er der fortsat ikke nogen der har gidet oplyse ham om, efter to års seksualundervisning i den danske folkeskole.
Til gengæld har ham fået rigtig meget at vide, om pigers følelser og hvor vigtigt det er for piger at have erotiske fantasier. Han er blevet oplyst om, at pigernes fantasier er naturlige og at det er et flot udtryk for selvstændighed, når pigerne onanerer. Det lyder jo meget godt, tænker du måske. Men hvad med drengene? Har de ikke også en eller anden form for eksistensberettigelse i undervisningen? Jo, selvfølgelig har de det. Lærerne har skam gjort meget ud af at fortælle, at drengenes lyst til at se porno er unaturlig. At porno er grimt, ulækkert og vanærende for enhver mand eller kvinde.
Min dreng er med andre ord altså pervers.
Skal jeg nu gå til af bekymring for, at mit lille pus, er ved at udvikle sig til en fuldblods-seksualforbryder, og at han vil gøre karriere i fængselspsykiatrien?
Nej!
Jeg vil hellere bekymre mig om, at give min søn den undervisning, som folkeskolen helt klart er ude af stand til.

Som alle gode mødre henvendte jeg mig derfor til biblioteket i forvisning om, at der da hér fandtes alt hvad hjertet kunne begære om drenges udvikling ind i puberteten. Jeg tog en hurtig beslutning og slæbte samtlige tyve bøger om emnet med hjem. Ud af de tyve var der én, som faktisk behandlede emnet seriøst. Èn der beskrev de kropslige og hormonelle forandringer hos drenge og oven i købet lukkede op for muligheden for at drenges seksuelle fantasier var helt normale! Èn ud af tyve. Tænk lidt over det. Kun én bog. Alle de andre behandlede primært piger, pigers følelser, pigers forandringer, og ja, også jeg ved nu alt om natursvampenes pasning og plejning. En oplysning, jeg helt ærligt gerne ville have været foruden.
Det lykkedes mig derimod ikke at finde bare et godt billede af kvindens udvendige kønsorganer. Hvad gør en bekymret mor så? Ja, jeg er jo lidt genert, så jeg kunne jo ikke bare lægge mig ned og vise ham mine, og jeg vil nødig i fængsel for at vise min søn porno, så hvad gør man? Jeg var heldig, det lykkedes mig at finde en kunstner i vennekredsen, som var villig til at lave en naturtro tegning (altså ikke af min). Men er det rimeligt?

Og hvem skal lære ham om alle de dejlige fantasier, som jeg synes han er i sin fulde ret til at have? Hvem skal lære ham at de ikke er perverse, og at hans hænder ikke falder af, hvis han sover med dem under dynen?
Hvor blev ligestillingen af, når drenge skal lære om natursvampenes pasning og plejning, men end ikke tillades en lille omgang fællesonani?

©Harning

Højere løn til den samlede pædagoggruppe?

Jeg har for første gang i meget lang tid været inde for at læse debatten på BUPLs hjemmeside. Jeg kommer der ellers yderst sjældent ud fra en betragtning om, at der er grænser for hvad mit temperament og min professionelle stolthed kan bære.Men…… nu var jeg lidt nysgerrig med hensyn til mine kollegers holdninger vedr. overenskomstforhandlingerne.

Og hvad fik jeg så ud af det? Skam, irritation, frustration ……….

Det første der slår mig er sproget. De mennesker jeg skal arbejde sammen med, udvikle lære og handleplaner med, skrive underretninger sammen med, de mennesker der skal varetage børnenes sprogudvikling- de kan ikke stave! Ikke engang tilnærmelsesvis!!!

I debatten om lønforhandlinger fremkommer følgende eksempler:

Én gør opmærksom på hvor ”kvalifiseret” og ”profesionell” vedkommende er til at udføre sin ”profesion”. En anden fortæller om lønforhandlinger som alle ”kunne stå indenfor” Eller hvad med ”opgaver der er havlet ned” og ” ….bedre forhåld..”

Rent grammatisk synes der desuden, at være stor enighed blandt de debatterende om, at endelser er noget fanden har skabt og derfor ikke relevante at tage hensyn til.

Fx: ” …vi udføre…….”

”..vi skal sørger for forældre opfatter institutioner som værende…xxx”

” hvor de kan deffinerer alt”

Sproget er helt klart det største og mest gennemgående problem, dertil skal så lægges en smule forældreforagt og enkelte individers totale mangel på opfyldelse af den kontrakt som de er ansat til at varetage. En pædagog og tillidsmand skriver således: at han slet ikke har læst lov om dagtilbud!!

Helt ærlig, hvordan kan jeg som pædagog være stolt af min profession, af mine kollegaer? Og hvordan kan vi sætte os til forhandlingsbordet og bede om mere i løn, når vi (som gruppe) så indlysende mangler helt basale og faglige færdigheder?

Og er der noget, at sige til, at jeg sjældent besøger denne debat?

Mit forslag til de kommende lønforhandlinger ville derfor være at før vi bruger penge på at hæve lønnen for pædagoger som gruppe – så bør vi bruge penge på: dels efteruddannelse i dansk og socialfag (juraen i pædagoguddannelsen), dels revidere selve grunduddannelsen ved at indføre Dansk som obligatorisk linjefag og afsætte yderligere et halvt år til socialfag.

Vi må i hvert fald gøre noget, for når dette er det billede som offentligheden får af os som gruppe – så har vi ikke en chance for at få nogle lønkrav igennem.

(naturligvis ved jeg at der faktiskt findes fagligt kompetente pædagoger derude. Problemet er imidlertid ikke dem – men de pædagoger der glimrer ved deres inkompetence på en pædagogfagligdebatsite til fuld offentlig skue da de her fremstår som repræsentanter for den samlede gruppe)

© Harning