Retten som blev en pligt

I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.

Men hvad med retten til det modsatte?

Retten til som barn, at tie stille.

Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.

Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.

Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.

Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.

Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler?  Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse?  Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?

©Harning

(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Derfor skal børn spille playstation, computer, x-box m.v

Eller: konsolspil som pædagogisk værktøj – en introduktion

Vi kender alle skrækpåstandene fra USA om at børn der spiller konsolspil udvikler aggressioner, mister kontakten med omverdenen, isolerer sig og sågar begår mord. Dette er alene påstande, og der findes således p.t. ingen større videnskabelige undersøgelser  til støtte for disse påstande.
Vi kender også til fedmedebatten herhjemme, påstanden hér er at børn bliver overvægtige af at spille. Det gør de selvfølgelig ikke! Børn bliver overvægtige fordi de voksne ikke tager styringen og sikrer at børn får motion og sund kost. Konsolspillene er således ikke årsagen.

Så er der de personlige opfattelser, min fx, som ikke nødvendigvis er funderet i videnskab og empiri, men resultatet af års erfaring med børn og konsolspil. Min, denne meget personlige opfattelse er at visse spil så som GTA serien (grand theft auto), Hitman og Tekken, kan give børn et misforstået forhold til hvor meget den menneskelige krop kan tåle, lige som jeg gentagne gange har oplevet, at børn i timerne efter at have spillet disse spil har en forhøjet aggressivitet.* Disse spil er imidlertid undtagelserne, og anbefales da heller ikke til børn under 18år!

I min generation, såvel som dem der er kommet efter, er div. Konsolspil en aktivitet som man kan være sammen om, og som de allerfleste børn er bekendt med – det er således en aktivitet der tager udgangspunkt i barnets interesse** og hverdag.
Der foreligger da efterhånden også en hel del forskning om, hvordan computerspil kan anvendes til indlæring. – ligesom der er udviklet særlige spil med div. indlæring*** som eneste formål .
Disse spil er udmærkede, men mange af de kommercielle spil, som findes på markedet er faktiskt ofte bedre til at ramme flere af de udviklingsmuligheder hos barnet (såvel ”normale” børn som børn med særlige behov), som vi ,som pædagoger, så gerne vil fremme.

Den umiddelbare fordel ved de kommercielle spil, er at alle kender dem. Dette betyder for det socialt svage barn, at han/hun ved at spille disse spil, får en oplagt fællesaktivitet – som kan bruges til at skabe og indgå i sociale samspil med andre børn og unge.
Spil som fx platformsspillene Spyro, Croc og Harry Potter har også andre fordele, herunder nogen af dem nævnt kort.:

• Samarbejde, fordi ikke alle opgaver kan klares alene hvis spillet skal gennemføres og barnet derfor trænes i at bede om hjælp. H.P. indeholder desuden opgaver hvor spilleren er nødt til at kalde på sine venner (Ron og Hermione) for overhoved at kunne fortsætte. Dette er således et oplagt tilfælde til at visualisere, at samarbejde er nødvendigt og samtidig snakke om det.

• Følelser, fordi det at spille sammen og klare ting i fællesskab giver en rar følelse af fællesskab og samhørighed. At løse en opgave korrekt – giver umiddelbar respons og oplevelsen af succes. Nogen baner i spillene kan foregå under jorden eller i mørke, hvilket er en oplagt mulighed for, at tale om det at være bange – samtidig som det er i trygge rammer fordi barnet bare kan slukke for spillet. (og spillet lige som andre eventyr ender godt. – børn er ikke bange for drager, børn er bange for drager der ikke kan slås ihjel)

• Fantasi og abstrakt tænkning. De hér nævnte spil, foregår alle i en fantasiverden og indeholder mange elementer, der giver mulighed for at træne abstrakt tænkning (ikke umiddelbart synlige ting skal findes, man skal undersøge og regne ud hvilke opgaver der skal udføres for at fortsætte spillet osv.)

***

Afslutningsvis kan jeg da heller ikke lade være med at påpege, at fx kirurger anvender sig af konsolspil for at træne såvel fingerfærdighed som koncentration og hurtig reaktionsevne.

Læs også dette blogindlæg – som bidrager med yderligere et par interessante vinkler.

© Harning

Actionspil forbedrer evnen til at indsamle og bearbejde information markant.

DN.: Dataspelande inte orsak till dåliga skolresultat

*(observer venligst ordet kan, samt tidsperspektivet vedr. den forhøjede aggressivitet)
**Vedr. Væsentligheden i barnets udgangspunkt og en interesseaktivitet som udgangspunkt for socialt samvær j.f fx. Stephen Shore –“ Beyond the wall”
***J.F. Mikael Heiman og Thomas Tjus : ”Datorer och barn med autism”. Natur och Kultur 1997.

Persondataloven i institution og skole

Datatilsyn & Persondata lyder måske og opfattes måske af mange, som diffuse størrelser der alene  omhandler elektroniske registre – der ikke vedkommer dem. Men faktum er, at loven vedkommer os alle, og desuden også omfatter manuelle registre og ikke kun elektroniske registre. Ej heller er register alene at forstå som endeløse opremsninger af folks navn og adresser. Registre indeholder personoplysninger,og ofte ganske følsomme sådanne.

J.f. Kapitel 1 §1. Stk. 1:” Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register”

Ifølge vejledningen til lovens § 3, nr. 3 defineres register som:
” Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag. Omfattet af bestemmelsens registerbegreb er manuelle registre, såsom fortegnelser, kartoteker, journalkortsystemer og andre samlinger af manuelt materiale, som opbevares struktureret efter bestemte kriterier vedrørende personer for at lette adgangen til de indeholdte personoplysninger..”

Denne beskrivelse er helt tydelig, og relevansen for institutionerne åbenbar. De regler efter denne lov som i denne kontekst er særligt relevante, er reglerne i kapitel 4 og kapitel 8 om indhentning af oplysninger, formålet med indhentningen og samtykke til denne, samt reglerne efter kapitel 10 om muligheden for at få slettet, berigtiget eller blokeret en oplysning og muligheden for at klage over behandling af oplysninger.
Reglernes relevans i forhold til pædagogens daglige arbejde i institutionen vil blive nærmere forklaret i det følgende.

Samtykke og indhentelse af oplysninger
Når forældre vælger at indskrive deres barn i en institution, har de en naturlig forestilling om at de samtidig giver deres samtykke til at børnene i institutionen bliver behandlet efter de af institutionen udmeldte værdier (fx selvbestemmelse, kristen tro o.lign.). Forældrene er også indstillede på at pædagogerne i dagtimerne påtager sig rollen som den opdragende part, og de giver dermed sit underforståede samtykke til at børnene leger, spiser frokost m.v. i institutionen.
Forældrene er derimod ikke altid klar over at der i institutionen også foregår andre ting, og at pædagogerne i kraft af deres professionalisme har nogen særlige forpligtigelser.
Disse særlige forpligtigelser kræver forældrenes udtrykkelige samtykke. Det er vigtigt at være opmærksom på at samtykket skal være specifikt, og at det kun er gældende for et år ad gangen.
Institutionen skal således sikre sig at forældremyndighedsindehaveren ved og giver sit samtykke til at institutionen:
• opretter registre,
• observerer børnene og forældrene,
• nedskriver oplysninger om børnene og forældrene,
• og at disse oplysninger kan blive videregivet til andre.

Mindstekravet til en oplysning er at den der afgiver denne, fuldt ud er klar over til hvem oplysningen afgives, med hvilket sagligt formål, og i hvilken sammenhæng den afgives. Dette er en almindelig retssikkerhedsmæssig garanti som desværre ikke altid bliver opfyldt.

Eks: For at spørge et barn (eller forældrene) om hvor barnet tilbringer/har tilbragt weekenden, skal pædagogerne altså:
1. Informere om at disse oplysninger bliver indhentet 2. Forklare hvad formålet med indhentningen af oplysningen er (især hvis videregivelse) 3. Forældrene skal give deres samtykke.
Cand.jur. Jon Andersen slår endvidere fast at:
” oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet” (jf.. for øvrigt persondatalovens § 5, stk.3).

En pædagog må altså ikke under foregivelse af at skulle indhente oplysninger om et barns helbredsmæssige forhold hos forældrene samtidig undersøge om forældrene snyder med feriepengene, modtager kontanthjælp som enlige selv om de er samboende, får udbetalt uberettiget boligsikring m.v.
Pædagogen må således heller ikke agere ”dyneløfter” som det nogen gange er blevet udtrykt ønske om fra forvaltningen og politikernes side.

Et samtykke er for øvrigt kun gældende i et år, og det er derfor ikke nok at sikre sig samtykke når barnet starter i institutionen. Evt kunne dette sikres kontinuerligt ved de almindelige forældresamtaler.
Samtykke til at der tages billeder, vil de fleste forældre for eksempel opfatte som at de giver tilladelse til almindelige stilbilleder taget med gammeldags kamera hvor deres barn deltager på lige fod med andre i hverdagssituationer.
Forældre vil ikke opfatte et sådant samtykke som et samtykke der samtidig giver tilladelse til videofilmning af barnet i specifikke observationssituationer, og de vil sandsynligvis heller ikke bryde sig om hvis deres barn bliver udstillet i en uheldig situation hvor det fremstår som ked af det, aggressiv eller lignende, og at det bliver vist til andre forældre i institutionen.
Det er også værd at tage med i betragtning at dagens digitalkameraer åbner helt nye muligheder for manipulation med billeder hvorfor sådanne optagelser altid skal håndteres varsomt.

Bipersoner
Persondataloven indeholder foruden regler om hovedpersoners rettigheder også regler om personer der bliver nævnt, men som ikke har direkte del eller part i en sag. Disse personer kaldes bipersoner. Bipersoner har samme rettigheder som hovedpersoner til at blive informeret om hvilke oplysninger om dem der indgår i en sag.
I en daginstitution kan man forestille sig at en moder fortæller en pædagog at barnets far har været voldelig overfor hende, og at han nu er ligeglad med barnet. Forældrene er skilt, og moderen har forældremyndigheden mens faderen har samkvem.
Hvis pædagogen vælger at nedskrive hvad moderen har sagt sådan at oplysningen indgår i et register el.lign., har faderen ret til at blive informeret om at oplysningen eksisterer, selv om den ikke umiddelbart er en del i en sag som han er part i.
Såfremt pædagogen ikke nedskriver oplysningen, er den naturligvis kun at betragte som sladder og irrelevant.

Blokering
Sammen med persondataloven kom også den helt nye mulighed for at få en oplysning blokeret. En blokering indebærer rent konkret at en given oplysning ikke må videregives til tredje person.
Særligt i forbindelse med pædagogers samarbejde med forældre kan dette vise sig at være en udmærket regel. Forældre har tit brug for at meddele institutionen om forhold i familien som er relevante for barnets hverdag her og nu, men som ikke nødvendigvis er relevante i andre sammenhæng.

Eks. 1. En mor har fået diagnosticeret en depression. Da sygdommen kan få indflydelse på barnets hverdag indtil moderens medicin virker, er det en relevant oplysning her og nu. Moderen vil dog ikke at sygdommen nævnes i forbindelse med hendes barns handleplan, dels fordi hun anser at hendes enkeltstående depression er irrelevant iforhold til hendes barns asperger diagnose, dels fordi der fortsat er tabu og fordomme omkring emnet.

Eks 2. Man kan også forestille sig at en mor og far der er kærester men bor hver for sig, ønsker at oplysningen om deres indbyrdes relation ikke bliver videregivet.
For institutionen er det en relevant oplysning fordi barnet naturligvis ikke skal sættes i en situation hvor det er forbudt at fortælle om at mor og far er kærester.
Forældrene begår ikke noget ulovligt ved at have hver sin husholdning men vil undgå at blive udsat for den belastning som en unødvendig bedrageriefterforskning ville udsætte familien for, og institutionen bør derfor meddele forældrene muligheden for at få oplysningen blokeret. En blokering foretages rent praktisk ved at der ved siden af oplysningen i journalen laves en tilføjelse af at oplysningen er blokeret og altså ikke må videregives sammen med journalens øvrige oplysninger.

Sletning og berigtigelse
Ifølge persondataloven har forældre mulighed for at kræve en oplysning slettet (alternativt berigtiget). Dette vil typisk forekomme hvis institutionen har indsamlet skriftlige informationer om barnet og /eller familien som forældrene ikke anser for at være korrekte. For eksempel kan det forekomme at forældrenes information er blevet fejlagtigt tolket og nedskrevet af pædagogen hvorfor det også må siges at være særdeles vigtigt at forældrene har mulighed såvel for at vide hvad der er nedskrevet om dem og deres barn som mulighed for at kræve en fejlagtig oplysning slettet.
Vi må også være opmærksomme på at det kan være til meget stor skade for et barn at blive inddraget i en sag med tilhørende undersøgelser og interview som alene er opstået på baggrund af en pædagogs misforståelse eller manglende retsforståelse. (JF.. for øvrigt officialmaximen.)
Det kan også ske at en pædagog har indhentet en oplysning under falske forudsætninger, dvs. at hun for eksempel overfor forældrene har forgøglet at være underlagt tavshedspligten men så senere alligevel vælger at videregive oplysningen.
En sådan oplysning der er indhentet under falske forudsætninger, eller som ikke er indhentet under forsvarlige omstændigheder, kan ikke tillægges nogen betydning og er dermed ikke juridisk gyldig. Denne type oplysninger må altså ikke benyttes når der træffes afgørelse i en sag.
Eksempelvis kan man forestille sig at en institution i deres perspektivplan informerer forældrene om at institutionen har tavshedspligt.
En af mødrene opfatter pædagogerne som sine veninder og spørger dem dagligt om fx hvordan det går derhjemme, kommenterer deres nye frisyre og fortæller om sine egne lægebesøg. Moderen føler at hun kan betro sig til sin nye veninde (Bente på girafstuen), Bente har på et tidligt tidspunkt sagt til moderen ”at du kan roligt betro dig til mig, for jeg er underlagt tavshedspligten”. Så en dag fortæller moderen at hendes barn nogen gange bliver råbt ad og behandlet nedladende af hendes nye kæreste.

Fordi pædagogen i denne situation har sagt at hun har tavshedspligt, vil moderen kunne hævde at oplysningen er indhentet under falske forudsætninger, og at den derfor ikke kan anvendes til yderligere foranstaltninger i forhold til barnet. Pædagogen vil derfor ikke kunne træffe afgørelse om underretning om omsorgssvigt begrundet i kærestens adfærd overfor barnet.

En afgørelse truffet med baggrund i en ugyldig oplysning vil altså kunne kendes ugyldig i en klageinstans hvorfor det er særdeles uhensigtsmæssigt hvis pædagogen ikke fra start har ageret med hensyntagen til lovgivningen.
Eksempelvis vil en oplysning som ikke er korrekt indhentet, altså kunne medføre at den blev slettet hvorved der ved videre behandling ikke måtte tages hensyn til denne uanset om pædagogen anser sig have en viden. Dette kan i yderste konsekvens hindre at et barn får den hjælp som barnet har behov for.
Pædagogen kan for eksempel tro sig vide at en forælder har et alkoholproblem, hun baserer sin tro på at moderen ofte lugter af alkohol, og at barnet fortæller at moderen drikker meget vin derhjemme. Hvis pædagogen vælger at nedskrive dette i en sådan form at hun skriver at moderen er alkoholiker, kan moderen kræve oplysningen slettet fordi det er en diagnose bygget på formodninger og med et barns diffuse oplysninger som kilde fremfor en lægelig diagnose. Skulle moderen få oplysningen slettet, må pædagogen ikke handle på den og kan derfor heller ikke træffe afgørelse om underretning begrundet i omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet.
Det er derfor tillige vigtigt at pædagogen sikrer en solid kilde når hun nedskriver en oplysning. Naturligtvis er det ikke muligt for pædagogen i enhver situation at være forberedt på og tage stilling til at et barn kan udlevere følsomme oplysninger. Men det er op til pædagogen at afgøre om det er oplysninger hun vil nedskrive og videregive, ligesom det er op til pædagogen, forud for barnets indmeldelse i institutionen, at gøre forældrene opmærksomme på at tavshedspligten ikke er ubetinget men snarere valgfri efter pædagogens vurdering af omstændighederne.

Det må også siges at være i modstrid med pædagogens arbejdspraksis hvis hun i hver enkelt dagligdags samtale skulle redegøre for forældrene og barnet hvorledes deres lovsikrede rettigheder er.

En sletning foretages rent praktisk ved at oplysningen slettes fra registret/journalen, en berigtigelse anvendes som alternativ når sletning ikke er teknisk mulig (se herunder).

Computerteknik kontra retssikkerhed
Persondataloven er en ekstra retssikkerhed for borgeren og har især sin berettigelse i myndighedernes udveksling af oplysninger. Til trods for at borgeren ifølge lovteksten har ret til at kræve ukorrekte/ falsificerede oplysninger slettede, er dette ikke altid praktisk muligt idet mange offentlige journalsystemer er indstillet på en sådan måde at sletning af tekniske årsager ikke kan foretages. Meningen med at der ikke kan slettes i systemerne, er tænkt som en sikkerhed for borgerne for at en sagsbehandler ikke skal kunne skjule egne eventuelle fejl.
Dette gør det desto mere vigtigt at være opmærksom på at en berigtigelse skal tages lige så alvorligt som en decideret sletning.
En berigtigelse foretages ved at sagsbehandleren /pædagogen skriver den korrekte oplysning i journalen med klar reference til den fejlagtige oplysning (det tidligere journalnotat). Det mest korrekte vil være samtidig at skrive at der er tale om en berigtigelse. Desværre er det tit en ulempe for borgeren når en oplysning ikke teknisk kan slettes men bliver berigtiget, idet nogen mennesker synes at antage at ”ingen røg uden ild”, og derfor alligevel tillæger en oplysning betydning til trods for at berigtigelse har fundet sted.
Det er derfor essentielt for forældre i daginstitutioner (hvor mange registre fortsat behandles manuelt) at få muligheden for at kræve forkerte oplysninger slettede før daginstitutionen videregiver oplysninger til andre i myndighedspersoner. Dette forudsætter naturligvis at forældrene af pædagogerne er gjort bekendt med at oplysningen overhovedet eksisterer, og at den kan slettes.

© Harning

Hvis du vil vide mere om de regler der findes i daginstitutioer og skoler kan du købe bogen her.

mere om Datatilsynet registrering og Eu

Indvandrerbørn skal lære dansk

Ovenstående påstand er der vel næppe nogen der kan være uenig i. Danske børn skal også lære dansk. Det er derfor rigtig godt at Haarder vil øge sprogstimuleringen for de små under fem. Helt dum er han altså ikke. Helt intelligent er han heller ikke – for som sædvanligt er han som politiker helt ude at svømme når det gælder løsninger.

For hvor er det lige børnene skal få sprogstimuleringen henne? Jo, i børnehaven selvfølgelig. Også det umiddelbart en glimrende ide – altså lige bortset fra at danske pædagoger heller ikke kan dansk. Dansk er ikke et obligatorisk fag på pædagoguddannelsen lige så lidt som sprogstimulering og sprogtilegnelse er det. Faktiskt er det fuldt muligt at komme ind på pædagoguddannelsen med en mangelfuld danskeksamen – for så aldrig at beskæftige sig med faget igen!

Mangen er de gange hvor jeg har været nødt til at bede en pædagog om at lade være med at læse højt for et af mine børn – fordi antagelsen om at ”bare” man læser – så er det godt nok florerer i de danske institutioner. Gu´ er det ej godt nok, ikke hvis den voksne med monoton stemme tager livet af historien, eller endnu værre – hakker sig igennem teksten, udtaler ordene forkert og laver egne besynderlige grammatiske tilføjelser.

Så, hvem er det lige der skal lære børnene dansk? Hvem er det der skal lave rim og remser, læse spændende eventyr og skabe en sproglig bro mellem forældre og institution?

© Harning

* Skulle nogen ønske yderligere dokumentation for danske pædagogers almene mangler indenfor dansk, kan et besøg i BUPLs diskussionsforum anbefales. Eller læs tidligere eksempler på samme HÉR.

(For god ordens skyld bør lige nævnes at u.t. naturligvis har haft dansk som linjefag – inkl. afsluttende opgave om sprogtilegnelse og sprogstimulering af børn med anden etnisk herkomst i danske daginstitutioner)

Børnehavebørn skal pendle til Sverige

Det skriver Politiken snart kan blive en realitet. Årsagen skulle angivelig være anlægsstoppet i København. Kommunen vil så i givet fald sende danske pædagoger med over, omend overvejelser også går på at hyre svenske pædagoger ind. Forslaget synes mig noget morsomt, for hvis jeg som forælder boede i København og skulle have mit barn i børnehave i Sverige. Ja, så ville jeg da vælge en svensk børnehave – hvor månedstaksten er det halve af hvad den er i københavn, hvor børnene får varm mad og frugt hver dag og hvor pædagogerne er mindst lige så veluddannede som de er i København.

Faktisk ville jeg som forælder til enhver tid vælge at bosætte mig i Sverige og selv pendle – med de enorme økonomiske fordele som ligger deri – og ville jeg ikke have mine børn i en Svensk institution, ja så er alene kursforskellen så stor at der ville være råd til en Au-Pair, som desuden kunne gøre rent…

For ikke tale om muligheden for at sætte sit barn i privatskole – HELT GRATIS.

Meeen, lad os nu se. Mon ikke de københavnske forældre vil protestere så meget over at deres små pus skal pendle – at forslaget aldrig går igennem.

Red. 27 august: Og historien fortsætter, og bliver bare dummere for nu bruger også svenske politikere tid på den – i Staffanstorp! Ikke fordi der er noget galt med byen, men der er dæleme langt til København – som jo for øvrigt har eksisterende bygninger de bare ikke vil tage i brug. Men det er da fint at politikere på begge dele af sundet har noget at tage sig til, udover at bare pille sig selv i navlen…

De satans unger

Kender I det…….. Man har en mening, en tro, en tese, men kan ikke bevise det. Så kommer der en eller anden fantastisk person og fortæller, at jo de har faktiskt gidet bruge tid på at undersøge sagen nærmere – og vist havde man ret i sin tro.

Så blir man så glad 😀

Sådan har jeg det med med følgende artikel, der idag blev bragt i Metroexpress; med undertitelen : ”Børn bliver bedre sprogbrugere, hvis de får lov at bande”.

For selvfølgelig skal børn have lov til at bruge sproget nuanceret og eksperimenterende, også de mere ubehagelige afkroge! Og selvfølgelig kan børn godt lære, at der hører forskelligt sprogbrug til i forskellige sociale kontekster – Så stor tak til Kirstine Lindberg Sørensen for hendes speciale og til Metroexpress for at tage emnet op.

Ps: Til mine fantastiske unger – Dette indlæg betyder IKKE, at I må kalde mig for hvad som helst! 😀

Kan man skrive senryu digte til små børn ?

Ja, kan man det ? Spørgsmålet dukkede op herhjemme for et stykke tid siden, fordi den yngste søn ville vide, hvad alle de store grinte af – Det kunne vi jo ikke så godt kunne forklare, eftersom mine voksensenryu (mere her) til store dele slet ikke egner sig for små børns ører. Men det rejste spørgsmålet, kan man det? Og hvorfor ikke ? Ligesom det kan være et sjovt og anderledes indslag i teenageres skolegang, kan det vel være et sjovt indslag for de 3-6årige – at de kan læse, være med til at skrive og måske sågar få en forståelse for ordenes opbygning. Rigtigt pædagogiskt! Men alligevel. Det var værd et forsøg…..

Så kan man det?

1.

En lille sød dreng

en gang for længe siden

slog en rosa prut

© Harning

Eller hvad med det hér? Her har mors samfundsforståelse ganske vist sneget sig ind, og desværre ser det ud til at vi sidder godt og grundigt fast i analfasen. Hmm….

5.

Kongen og prinsen

Dronningen og prinsesserne

tisser også gult

© Harning