Mor, er jeg kristen?

Vi sidder i bilen, en smule forsinkede på grund af vejarbejde og min morgentrætte hjerne kører mere eller mindre på automatpilot, og så er det at otteåringen stiller spørgsmålet:

– Mor, er jeg kristen?

– Øh.. det ved jeg sørme ikke, det er lidt kompliceret skat, tror du på gud?

– Ja, DET gør jeg, jeg tror på at han passer på os og sådan, for det har vi talt om i skolen og jeg så en film i fjernsynet…… (hér holdt min allerede trætte hjerne op med at lytte til beskrivelsen af filmen og flyttede fokus til at vi vist hellere må se at have lidt mere styr på hvad ungen ser i fjernsynet)

– Okey, jamen så kan det godt være at du er kristen, men det kan også være at du er muslim eller jøde.

– Muslim?, Jeg er ikke muslim, de spiser ikke det samme mad som mig i skolen. De tror på en anden gud.

–  Nej skat, muslimer tror på den samme gud som kristne gør, så selv om de spiser noget andet i skolen end hvad du gør så tror de altså på den samme gud som du tror på. Forskellen er hvilken historie om gud man tror på, hvilken bog man læser og hvilke regler man vælger at følge. Men guden er den samme.

– Men, ER jeg kristen mor?

– Jeg ved det ikke skat, hvis du tror på gud så må du læse bøgerne og lære dig mere, og så når du bliver voksen, kan du bestemme hvilken historie om gud du vil tro på og hvilke regler du vil følge.

Herefter fulgte så en snak om Jesus, den frie vilje og hvorvidt otteåringen synes at forældre skulle bestemme hvad børnene troede på eller ej…

Og ja, han tror på at Jesus gik på vandet og på elver og trolde og…

***

Det der med børn og børneopdragelse er bare ikke så nemt! Slet ikke om morgenen. 🙂

©Harning

Kan Danmark virkelig blive en retsstat baseret på viden?

For undertegnede lyder dette umiddelbart som utopi – et umuligt ønske …… om himmelriget i demokratiet.

For aldrig tidligere har jeg kunnet forestille mig dette; at Danmark kunne regeres, lovgives og praktiseres udfra viden – i stedet for udfra holdninger og tro. Men måske er det alligevel hverken utopi eller en drøm jeg kun deler med de få, for nu er tænketanken Forsete opstået og dermed synes min drøm ikke helt så naiv og håbløs endda…

©Harning

Resursskola=Elitskola?

Min sons stackars morfar dog i tron att den svenska skolan hade utvecklats till ett studium i navelbeskådande flummig okunskap och med det för honom sannolika ändamålet att: ”…. starka krafter inom Det nya frälset,……..,byråkratin, ser fram mot de sötebrödsdagar då folket äntligen är förvandlat till stumma lealösa lätthanterliga analfabetiska kräk?”

Så fel han hade!

För visst kan det omedelbart se ut så, i alla fall om man bara ser på den vanliga grundskolan – den där alla de normala barnen går. Vad han och många andra med honom inte  visste då och fortfarande inte vet är att parallellt med denna vanliga skola så har små elitskolor vuxit fram.

En av dessa är Fosie Resursskola-Lindängen.

När min son blev erbjuden plats i resursskolan  trodde jag det betöd att han skulle få extra hjälp och extra lärarresurser eftersom han har dyslexi och ad-hd.

Men så är det inte alls.

Ordet resurs har inget med lärarna att göra – men däremot med de särskilt resursfyllda eleverna som här samlas i små elitiära grupper långt bort från de dumma och vanliga och normala eleverna.

Jag borde förstås ha insett att det var min sons intelligens* som var anledningen till hans skolplacering, men det gjorde jag inte – inte förens nu när de nationella proven börjar.

För i den vanliga normala skolan anser man nämligen att eleverna är så dumma att de måste ges tid; att läsa, fördjupa sig och diskutera det nationella provets texter på förhand. – Varemot de på den elitiära resursskolan i Fosie har beslutat att deras elever är så duktiga att de inte behöver se texterna överhuvudtaget.

Så morfar hade fel;

Det finns visst plats för  intelligenta kunskapshungrande barn i den svenska skolan.

Barnbarnet är ett av dem: eliten, de resursstarka,dyslektikerna de som varken behöver förbereda sig eller ges extra tid vid provtillfället.

©Harning

*(eftersom han har en IQ på 160)

Også bragt i Dagen skola

Barn tvunget til at sidde i sit eget pis

Det startede ellers så godt; da lille Malthe* forventningsfuldt,spændt og en lille smule genert mødte op for endelig at begynde i skole ligesom storebror. Malthe var glad for sin skole og sine klassekammerater og hans forældre trygge i deres overbevisning om at den danske folkeskole levede op til alle løfter om et ligeværdigt og respektfuldt menneskesyn…..indtil den dag hvor Malthes mor blev ringet op af klasselæreren. Hvorfor?

Jo, for lille generte  Malthe havde siddet stille i klassen, lyttet til hvad de andre børn havde at sige, pænt gjort som læreren havde bedt ham om, samtidig som han bare sådan skulle tisse. I kender det sikkert selv, skal man så skal man, og Malthe som jo desuden bare er 6 år han skulle virkelig.

Men lille Malthe, som jo er godt opdraget, ville absolut ikke forstyrre læreren og holdt sig derfor så godt han kunne, og da han simpelthen ikke kunne holde sig  længere, rakte han forsagt hånden op, ventede pænt til det blev hans tur og spurgte så om han ikke nok måtte have lov til at gå på toilettet.

Nej! Det må du ikke!

Var lærerens svar.

Og Malthe, som jo er en smule genert, og vel også en lille smule bange for læreren, gjorde som læreren sagde. Han blev siddende. Og tissede i bukserne. Nu skulle man jo tro at læreren straks ville have indset at hun var gået for vidt og derfor havde skyndt sig med at hjælpe lille Malthe.

Men nej…

Læreren beordrede Malthe til at blive siddende på sin stol. I sit eget pis. Udstillet. Ydmyget. Krænket. Hvorefter læreren ringede til Malthes mor og sagde til hende at Malthe måtte blive siddende dér. På stolen. Alene.Udstillet.Ydmyget.Krænket.

***

Den stakkels lærer er selvfølgelig efterfølgende blevet tilbudt psykologhjælp. Malthe derimod, som jo faktisk er offeret og den som er  blevet krænket, ydmyget og hængt offentligt til skue i skolens  gabestok har lige så selvfølgeligt- intet sådant tilbud fået.

***

©Harning

Hvis du vil vide hvordan skolen for øvrigt har håndteret den uacceptable tilsidesættelse af børnekonventionen som Malthe blev udsat for, så følger en opdatering i kommende indlæg.

* (Anonymiseret idet moderen er bekymret for at offentliggørelse vil indebære repressalier mod hendes barn fra skolens leder)

En folkeskole i superligaen?

Kvalitetsundersøgelse i børnesager

SFI iværksætter ifølge Politiken en større undersøgelse for at finde ud af hvilken hjælp der er mest hensigtsmæssig for svage familier, et initiativ som KL er glade for da de erkender at de ikke aner i hvilken grad kommunernes  foranstaltninger har nogen effekt.
At man nu vil se nærmere på de to mest anvendte foranstaltninger, nemlig familiebehandling og hjemme hos`er synes jeg er glimrende, ligesom jeg ju ikke kan være andet end enig i at der er brug for en undersøgelse på området. Men, for selvfølgelig er der også et par men, for det første mener jeg at man starter i den forkerte ende – nemlig i antagelsen om at det er forældrene som der er noget galt med.

Enhver der ved det mindste om forskning ved også at hvis grundforudsætningerne er forkerte – ja så bliver resultaterne af forskningen også derefter, hvorfor en eventuel undersøgelse naturligvis burde tage udgangspunkt i en tilbundsgående undersøgelse af barnets problematik først for så sidenhen at kigge på hvilke ”behandlinger” der eventuelt virker, alt andet er som at sende en patient med ondt i maven til en almenpraktiserende læge som remitterer patienten til omfattende behandlinger hos  alt fra fodterapeuter til psykologer til strålebehandlinger.

For det andet så er kommunernes tilbud om såvel familiebehandling som hjemmehos  særdeles varierende i såvel tid som kvalitet, hvorfor jeg finder at det vil blive særdeles vanskeligt at kunne drage nogle endegyldige konklusioner medmindre SFI påtænker at sikre at alle familier som deltager får præcis det samme tilbud – en tanke som i givet fald ikke fremgår af dagens artikel.

©Harning

Læs også:

Det er da en selvfølge at penge er vigtigere end børnene

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Flere indlæg om anbringelser m.v.

Det offentliges ansvar i anbringelsessager

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:  vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på anbringelsesområdet, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere,med erstatningsansvar, at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

Idag findes der ingen sådan garanti – tværtimod så synes parolen fortsat være: at bare vi fjerner børnene fra deres forældre så har vi løftet vores samfundsmæssige opgave – selv om dette sker uden nogen som helst skelen til hensigtsmæssighed eller bedrede vilkår.
Der findes naturligvis heller ikke ikke noget krav om erstatningsansvar, for igen – alene det at fjerne børnene fra de umulige forældre anses jo for værendes alfa og omega, at børnene så ikke får bedre vilkår eller måske endda forværrede vilkår kan da vel ikke være myndighedernes skyld synes ræsonnementet at gå.

Og så er det at jeg bliver så glad, når jeg en helt almindelig lørdag aften kan læse i Politiken at der faktisk eksisterer en forening af tidligere anbragte børn i Danmark (Foreningen Godhavnsdrengene)  som arbejder på at få regeringen til at tage ansvar for de overgreb og den omsorgssvigt som de blev udsat for under deres anbringelsestid. Eneste torn i mit øje er at de tilsyneladende vil nøjes med en undskyldning. En undskyldning?
Nej, de skal da have fuldstændig oprejsning!
Og de skal selvfølgelig gå rettens vej og forlange såvel en undskyldning som en klækkelig erstatning.

©Harning

Anbringelse af børn & Unge

Flere indlæg om anbringelser

Politikens skrivsektion

Et civiliseret samfund

Hver gang jeg tror, at nu kan det bare ikke blive værre – så dukker der en ny sag op. Før jul var det sagen om den kun fjortenårige pige som havde tilbragt et år af sit barneliv spændt fast til en af psykiatriens senge og i dag er det historien om Abdulle Ahmed der har ligget fastspændt stort set hver eneste dag i de sidste seks år.
Dette til trods for at Europarådets torturkomité helt tilbage i 2002 konstaterede i en rapport til regeringen at: ”fysisk fastspænding i dagevis kan ikke begrundes lægeligt,og er det samme som mishandling”.
2002 – for syv år siden.

Alligevel er tallene herhjemme stærkt stigende for hvert år. Og alligevel så tillader vi os at kalde os selv og hinanden for civiliserede…..

©Harning

Andre skriver om psykiatri: I Danmark, I Sverige Om alternativer:  Silent sea spheres, Læs også: Per-Anders Rydelius (Professor i børnepsykiatri) synspunkter om tvang

Læs også denne skræmmende redegørelse  fra den 17 feb

Eksperimentalmedicinering til trods for advarsler

Læs også: I andre lande bruger de ikke tvang

Opdatering: Læger begik overgreb

Thomas og Esmeralda på nye eventyr

Jeg er kommet til at love min søn at jeg vil skrive en ny Thomas & Esmeralda historie og selv om det var et løfte afgivet i et svagt øjeblik – så skal løfter til børn, som bekendt, jo holdes. Indtil videre ved jeg at historien skal indeholde:

et flyvende tæppe

et kassettebånd

en gammel bilradio

og muligvis også en sang

Men da historien ikke er nået længere end til en skitse inde i mit kønne  hoved, så har du nu mulighed for at påvirke dens forløb. Send en kommentar med dit stikord og hvem ved – måske er lige netop dit ord  dét ene ord der ender med at være hele eventyrets omdrejningspunkt.  🙂

©Harning

Er indvandrerbørn overhoved mennesker?

Gang på gang hører vi de unge af anden etnisk herkomst end dansk fortælle at de bliver diskriminerede og udsat for racisme. Og gang på gang forsøger vi som samfund påstå, at det ikke sker. Nu viser det sig så, at i hvert fald én skole på Nørrebro konsekvent har behandlet børn med indvandrerbaggrund ikke bare som andenrangsborgere – men som mindre værd end de materielle ting som vi omgiver os med. For på Rådmandsgade Skole anser man ikke at indvandrerbørn har samme ret til at slippe for at blive mishandlede som etnisk danske børn. Når etnisk danske børn bliver slået på, laves der som minimum en underretning til socialforvaltningen, når lamper ødelægges og vægge tegnes på indgives der en politianmeldelse, men når børn af anden etnisk herkomst end dansk bliver slået på så anser skolen ikke at dette er noget som bør indrapporteres*- hverken til det ene eller til det andet sted.
Og så er det jeg undrer: Hvis indvandrerbørnene allerede i skolen, gentagne gange og meget konkret oplever at deres ve og vel er undtaget loven og at de ikke har samme rettigheder som alle andre børn i Danmark – hvorfor skulle de så ikke have en følelse af at de bliver diskriminerede og udsat for racisme?
Og når de allerede som små børn oplever, at det danske samfund opfatter dem som helt legale boksepuder for vokse – hvordan skal de så, som voksne, kunne føle sig som værdige mennesker?
Eller som mennesker i det hele taget…..?

©Harning

(* Kan I for øvrigt huske Sonay? Pigen der fortalte sin lærer at faderen havde taget kvælertag på hende – men hvor læreren ikke havde lyst til at underrette forvaltningen. Sonay døde.)

Red 7 feb. : Hækkerup glimrer igen med sit  behovfor at stå i rampelyset uanset…

Demokrati & Demonstation

At demonstrere er en demokratisk ret som vi alle kan benytte os af for at gøre vores stemme hørt på fredelig vis.

Hvis du ønsker at benytte dig af at bo i et frit demokratisk land og give din stemme tilkende  og protestere mod volden og krigen i Gaza kan du møde op et af følgende steder:

I Danmark

Tirsdag den 13 januar vil der i Danmark afholdes en landsdækkende protestdag mod krigen i Gaza med demonstrationer i bla.

København, Sønderborg, Esbjerg, Odense og Silkeborg.

Demonstrationen støttes indtil videre af blandt andet Rehabiliteringscentret for Torturofre, Human Rights March, Det Danske Fredsråd, Fredsvagterne, Kommunistisk Parti, KPiD og Enhedslisten, oplyser Karen Henriksen og tilføjer, at listen langt fra er endelig. Der arbejdes på fuld kraft med at få flere til at bakke op om initiativet.(fra arbejderen)

Frem til tirsdag vil der desuden afholdes spredte demonstrationer rundt omkring i landet og en fakkelvagt vil befinde sig på rådhuspladsen

TIRSDAG DEN 13. JANUAR
Esbjerg: Pt. ikke flere oplysninger – Arr. Esbjerg Fredsbevægelse
Hillerød: Foredrag om Israel-Palæstina-konflikten ved Martin Krasnik. Grundtvigs Højskole, Frederiksværksgade 147.
København: Rådhuspladsen kl. 17 og videre til Christiansborg Slotsplads
København, Israels Plads kl. 19.30 – (v. Nørreport station, bag ved Grønttorvet). Vi afholder to minutters stilhed for ofrene for Israels angreb i Gaza. Medbring blomster og lys. Kom iklædt det palæstinensiske flags farver.
Odense: Demonstration kl. 16 – pt. ikke flere oplysninger
Silkeborg: Fakkelvagt kl. 16.30 på Torvet
Arrangør: Internationalt kvindenetværk
Slagelse: Demonstration kl. 18.30 foran Rådhuset – arr. Kommunistisk Parti i Vestsjælland.
Sønderborg: Demonstration kl. 15.45 ved Føtex og videre til Rådhuspladsen, Arr: Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

ONSDAG DEN 14. JANUAR
Århus: Lysbilledforedrag om hverdagen i et besat land. Café Oscar, Mejlgade 49.
Arr: Kommunistisk Parti

LØRDAG DEN 17. JANUAR
Odense: Pt. ikke flere oplysninger

I Sverige:

Borås: Demonstration för fred i Gaza
Lördag den 10 januari kl. 12.00 på Stora torget. Demonstration, flygbladsutdelning och tal.
Arr: Vänsterpartiet Borås
Borås: Slut upp och visa solidaritet med offren i konflikten i Gaza!
Lördag den 17 januari klockan 12.00 på Stora torget.
Arr: Vänsterpartiet Borås
Gislaved: Stoppa massakern i Gaza !
Lördagen den 10 januari, kl 12:00, Gågatan
Gävle: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 13:00, Södermalstorg
Göteborg: Demonstration – Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, OBS! Ändrad tid! Samling kl 14.30 på Götaplatsen
Arr: Gaza Kommitte
Halmstad: Tyst manifestation för Palestina
Lördagen den 10 januari kl 12 på Stora torget
Helsingborg: Demonstrera mot bombningarna!
Lördagen den 10 januari. Kl 14.00. Plats Gustav Adolfs torg
Karlstad: Demonstration – Demonstrera mot bombningarna av Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12:00.Plats: Soltorget
Kramfors: Stoppa massakern i Gaza!
Lördag den 10 januari, klockan 12.00 på Kramfors Torg
Kristianstad: Demonstrera mot bombningarna!
Lördagen den 10 januari. Kl 12.00. Plats Söderportskolan.
Luleå: Manifestation till stöd för Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12.30, utanför Smedjan på Storgatan.
Arr: Palestinagruppen med fl.
Lund: Protestera mot bomberna över Gazas befolkning
Varje lördag på Stortorget i Lund mellan kl 12-13.
Malmö: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 14, Gustav Adolfs Torg
Arr: Nätverket mot Israels krig och ockupation
Norrköping: Stoppa massakern i Gaza!
Torsdagen den 10 januari, samling kl 12 på Tyska Torget.
Demonstration med huvudtalarna Lars Stjernkvist (s) och Torbjörn Björlund (v).
Arr: Svenska Palestinska Föreningen i Norrköping i samarbete med (s) och (v)
Näsåker: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 14-15.
Stockholm: Stoppa massakern i Gaza – bryt blockaden!
Lördagen den 10 januari, kl 13-15, Sergels Torg.
Arr: Gaza Solidaritet
Sundsvall: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12:00, Stora Torget
Trollhättan: Stoppa massakern i Gaza – bryt blockaden!
Lördagen den 10 januari, kl 13.30. Plats: Kompassen utanför Odens varuhus
Umeå: Dagliga protester på Rådhustorget kl 12
Uppsala: Demonstration mot Israels markoffensiv!
Lördagen den 10 januari, kl 12.30, Samling Slottsbacken
Vetlanda: Manifestera mot Israels militära offensiv – Stoppa ockupationen!
Fredagen den 16 januari. Samling 14.30 vid Kantarellen
Västerås: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 13.00-14.30, Fiskartorget – Sigmatorget.
Arr: Västerås/Palestina Solidaritet!
Örebro: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kkl. 13.00, utanför Skattehuset
Östersund: Manifestation mot Israels krig!
Lördagen den 10 januari, klockan 13.00. Samling vid Stjärntorget, utanför Biostaden.
Arr: Nätverket för Global Fred och Demokrati i Östersund
Tack till  Gaza; Peace n´Freedom för sammanställning av den svenska listan

©Harning

Generalsekretær i Norsk Folkehjelp Petter Eide frygter at Israel har gjort Folkehjelpen til et militært mål

Har de ikke ramt hvad de skulle nu? ,  Er det eneste håb usa, eller.. , mere om børn.., I israel har de også demonstreret.., rapporter om hvid fosfor

Alternativt,  så kan du, ligesom over en kvart million andre verden rundt, benytte dig af denne underskriftsindsamling mod krigen.

Hvis du har kendskab til andre fredelige protester rundt omkring i landet – må du meget gerne poste en kommentar.

Jødiske børn skal holde sig væk fra skolen

I følge Politiken.dk udtaler to folkeskoleledere (Lise Egholm og  Olav Nielsen)  at de i dag ville tøve med at optage jødiske børn på deres skoler og sågar pænt rådgive forældre med jødisk baggrund om at finde en anden skole.  Begrundelsen som de giver er at det ville kunne skabe konflikter blandt børnene pga den pågående krig i Gaza.  Dette er ikke bare noget sludder – det er tillige en klar udmeldelse om at de to skoleledere ikke anser sig være i stand til at udføre det job som de er ansat til.

For en skoleleder er naturligvis forpligtiget til at arbejde i henhold til folkeskolelovens  formål. Formål  som klart statuerer at skolen skal gøre  børnene ”fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer,” samt at Folkeskolen ”skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Da både Lise Egholm og  Olav Nielsen  helt åbenlyst ikke ser sig istand til at sikre at deres skoler overholder ovenstående formål er det min opfattelse at de umiddelbart bør fratræde deres stillinger  .

Alternativt; hvis skoleledernes manglende overholdelse af folkeskoleloven skyldes uvidenhed kunne de bede formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fati El-Abed, om et kursus – idet han helt klart har  forstået hvad det indebærer at gå i dansk skole. Han udtaler bla at det er ”forkasteligt” hvis skoler fraråder jødiske forældre at indskrive deres børn og siger videre at det er ”deprimerende” og ”til at græde over”, ”hvis en international konflikt fører til, at danske børn med forskellig baggrund ikke kan gå på samme skole i fredelig forening”.

©Harning

Læs også:

Dr Fyn

Politiken den 6 januar – Hvad Olav Nielsens chef vil gøre vedsagen

Holder du med Israel eller Gaza?

Dette var den overskrift jeg vågnede til fra Ekstra Bladet.dk!  Og jeg blev bare så provokeret.  At jeg er stærkt propalæstinensisk er der sikkert ikke mange der er i tvivl om – men det er bare ikke pointen lige nu om man rent teoretisk og principielt synes at én gruppe mennesker har mere ret til et stykke land end hvad en anden gruppe har.  Pointen er at mennesker dør. Mange af dem. Også børn. Lige nu.

Det kan immervæk ikke reduceres til om man holder med den ene eller den anden – som om det var en skide fodboldkamp.

Børn dør, på rigtigt.

©Harning

Ur askan från dime bomberna..

Anbefalelsesværdigt

Retten som blev en pligt

I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.

Men hvad med retten til det modsatte?

Retten til som barn, at tie stille.

Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.

Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.

Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.

Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.

Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler?  Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse?  Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?

©Harning

(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)

Ris eller ros; To synspunkter om samme sag

I aftes kom seksåringen dybt beklemt, og sagde at han havde gjort noget forkert i skolen og at jeg nok ville blive skuffet over ham. Det viste sig, at han havde været oppe og slås med en anden dreng. Læreren havde skældt dem begge ud og selvfølgelig også skrevet en besked til os forældre.

Hér skulle man så måske tro at historien endte med at også jeg tog mit barn i rette og skældte ham ud – hvilket ihvertfald var lærerens helt klare intention.

Men.. Det viste sig, at ganske vist havde sønneke været oppe og slås, og vist synes jeg ikke at det er i orden, men han fortalte også at de selv havde løst det, var blevet gode venner, sagt undskyld og sågar giver hånd før læreren overhoved meldte sig på scenen.

Hvordan kan jeg så andet end at rose ungen for hans evne til selv at løse konflikten, rette op på sin fejl og undskylde?

©Harning

Børn til psykisk og fysisk syge forældre

Jaja, jeg ved godt at jeg egentlig burde holde blogpause, men… Så det her program i fjernsynet (tror det var bbc) om børn til fysisk/psykisk syge forældre. Programmet havde en meget klar intention om at fortælle hvor svært det var for disse børn – hvor svært det var for dem at have en psykisk/fysisk syg forælder.

Men, det eneste jeg kunne tænke på, alt eftersom programmet skred frem, var at hold da op hvor er de her børn heldige!

Ja, de var ”nødt til” at tage ansvar, at lave mad og gøre rent, at gå på posthuset og betale regninger – være bevidste om familiens økonomi.

Men det betød også at de havde en rolle i familien, at de havde en viden om at de var en del af familiens helhed, at de havde en værdi.

Og uanset hvor meget jeg forsøgte at føle medlidenhed med disse børn – kunne jeg ikke andet end synes  at de var heldige og at stakkels de børn som ikke har forældre med ”handicaps”  var de uheldige, for sandheden er; at siden vi hentede børnene ind fra marken – har vi stort set ikke anet hvad vi skulle stille op med dem…..

© Harning

Skrivepause

Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting.  Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.

Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv  som andre har været mest interesserede i at læse*.

Stop belejringen af ARTO

Når retssikkerheden rammer fru sørensen

Om at skrive

Anbringelse af børn & unge udenfor hjemmet

Er der forskel på en afklippet fingernegl og et aborteret foster

For kompliceret for ombudsmanden

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen

Låt Danmark betala för Systembolaget

Kan man skrive senryudigte til små børn

Indvandrerbørn skal lære dansk

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Sælger angst og katastrofer virkelig så meget

© Harning

(* i tilfældig rækkefølge, hvis du hellere vil læse de mest kommenterede indlæg – må du selv gå på skattejagt. 🙂  )

Computerspillet der dræber

De sidste par dage har Politikens Tjeksektion kørt historien om spillet ”Kindergarten Killer”. En journalist har fået færten af en rigtig god katastrofehistorie, og så skal den naturligvis have hele armen.

Spillet det hele handler om er en lille sag i South Parkstil (tegneserieanimation) og kan angiveligt findes helt gratis på danske spillesites. Én ting er at endnu engang belemres med dårlig journalistik*- som naturligvis ikke er undersøgende og kritisk og i dette tilfælde end ikke det mindste objektiv, men at så også være nødt til at læse socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerups totalt ubegrundede antagelser om at spillet skaber afstumpethed og at han nu vil kontakte spillestederne for at presse dem til at udøve censur er ikke bare kvalmende pinligt men tangerer til krænkelse af demokratiets ytringsfrihed.

Hvordan ville det se ud hvis Haarder gik ind og forbød eventyr i børnehaverne, historie, samfundsfag og litteraturundervisning i skolerne med begrundelsen at han personligt ikke ville have at hans børn skulle høre om så uhyggelige ting som onde stedmødre, koncentrationslejre og mennesker som blev slået ihjel for ikke at tale om det langt værre – at disse historier skulle kunne inspirere naboens børn til at begå samme grusomheder, for der findes som sagt syge mennesker der ude….

Jamen det ville da vække et ramaskrig hos den danske befolkning.

Ole Hækkerups opgave som IT-ordfører i denne sag, burde ikke være at udtale sig på baggrund af personlige følelser og ubegrundede antagelser – men tværtimod at fremkomme med viden om og ønsket om konkret oplysning og udvikling indenfor IT-området. For spil dræber ikke – det gør mennesker.

OG, før også jeg bliver totalt censureret** kommer her fra mig til dig et helt gratis lille senryu fra bogen på græssets smaragdgrønne:

***
en børnehave
uskyldige glæder
lækkert flænset kød

***

©Harning

Sønneke opsummerer artiklerne og journalistens viden om spil med følgende underende kommenter:

”Jamen Politiken, er det ikke en af dem de kloge læser?”

*(Vedkommende og interessant journalistik ville i dette tilfælde have medført denne overskrift: ”Socialdemokratisk politiker vil indføre censur”)

**(i hele Danmark og ikke kun her på den anden side hvor jeg pt bor)

Læs også hvad udviklerne selv siger

proportioner;i Sverige blev der i årets første halvdel solgt 2,9 millioner div. computerspil

og andre nyhedsmedia om sagen: SVD nyheter24

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive ”normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

Derfor skal børn spille playstation, computer, x-box m.v

Eller: konsolspil som pædagogisk værktøj – en introduktion

Vi kender alle skrækpåstandene fra USA om at børn der spiller konsolspil udvikler aggressioner, mister kontakten med omverdenen, isolerer sig og sågar begår mord. Dette er alene påstande, og der findes således p.t. ingen større videnskabelige undersøgelser  til støtte for disse påstande.
Vi kender også til fedmedebatten herhjemme, påstanden hér er at børn bliver overvægtige af at spille. Det gør de selvfølgelig ikke! Børn bliver overvægtige fordi de voksne ikke tager styringen og sikrer at børn får motion og sund kost. Konsolspillene er således ikke årsagen.

Så er der de personlige opfattelser, min fx, som ikke nødvendigvis er funderet i videnskab og empiri, men resultatet af års erfaring med børn og konsolspil. Min, denne meget personlige opfattelse er at visse spil så som GTA serien (grand theft auto), Hitman og Tekken, kan give børn et misforstået forhold til hvor meget den menneskelige krop kan tåle, lige som jeg gentagne gange har oplevet, at børn i timerne efter at have spillet disse spil har en forhøjet aggressivitet.* Disse spil er imidlertid undtagelserne, og anbefales da heller ikke til børn under 18år!

I min generation, såvel som dem der er kommet efter, er div. Konsolspil en aktivitet som man kan være sammen om, og som de allerfleste børn er bekendt med – det er således en aktivitet der tager udgangspunkt i barnets interesse** og hverdag.
Der foreligger da efterhånden også en hel del forskning om, hvordan computerspil kan anvendes til indlæring. – ligesom der er udviklet særlige spil med div. indlæring*** som eneste formål .
Disse spil er udmærkede, men mange af de kommercielle spil, som findes på markedet er faktiskt ofte bedre til at ramme flere af de udviklingsmuligheder hos barnet (såvel ”normale” børn som børn med særlige behov), som vi ,som pædagoger, så gerne vil fremme.

Den umiddelbare fordel ved de kommercielle spil, er at alle kender dem. Dette betyder for det socialt svage barn, at han/hun ved at spille disse spil, får en oplagt fællesaktivitet – som kan bruges til at skabe og indgå i sociale samspil med andre børn og unge.
Spil som fx platformsspillene Spyro, Croc og Harry Potter har også andre fordele, herunder nogen af dem nævnt kort.:

• Samarbejde, fordi ikke alle opgaver kan klares alene hvis spillet skal gennemføres og barnet derfor trænes i at bede om hjælp. H.P. indeholder desuden opgaver hvor spilleren er nødt til at kalde på sine venner (Ron og Hermione) for overhoved at kunne fortsætte. Dette er således et oplagt tilfælde til at visualisere, at samarbejde er nødvendigt og samtidig snakke om det.

• Følelser, fordi det at spille sammen og klare ting i fællesskab giver en rar følelse af fællesskab og samhørighed. At løse en opgave korrekt – giver umiddelbar respons og oplevelsen af succes. Nogen baner i spillene kan foregå under jorden eller i mørke, hvilket er en oplagt mulighed for, at tale om det at være bange – samtidig som det er i trygge rammer fordi barnet bare kan slukke for spillet. (og spillet lige som andre eventyr ender godt. – børn er ikke bange for drager, børn er bange for drager der ikke kan slås ihjel)

• Fantasi og abstrakt tænkning. De hér nævnte spil, foregår alle i en fantasiverden og indeholder mange elementer, der giver mulighed for at træne abstrakt tænkning (ikke umiddelbart synlige ting skal findes, man skal undersøge og regne ud hvilke opgaver der skal udføres for at fortsætte spillet osv.)

***

Afslutningsvis kan jeg da heller ikke lade være med at påpege, at fx kirurger anvender sig af konsolspil for at træne såvel fingerfærdighed som koncentration og hurtig reaktionsevne.

Læs også dette blogindlæg – som bidrager med yderligere et par interessante vinkler.

© Harning

Actionspil forbedrer evnen til at indsamle og bearbejde information markant.

DN.: Dataspelande inte orsak till dåliga skolresultat

*(observer venligst ordet kan, samt tidsperspektivet vedr. den forhøjede aggressivitet)
**Vedr. Væsentligheden i barnets udgangspunkt og en interesseaktivitet som udgangspunkt for socialt samvær j.f fx. Stephen Shore –“ Beyond the wall”
***J.F. Mikael Heiman og Thomas Tjus : ”Datorer och barn med autism”. Natur och Kultur 1997.

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Ifølge en ny undersøgelse som Dansk Socialrådgiverforening har foretaget, anser en stor del af socialrådgiverne, at de er nødt til at vælge mellem pengene og  barnet når de skal træffe afgørelse om socialt udsatte børns tarv.

Det lyder naturligvis umiddelbart urimeligt – at der ligefrem skulle være et valg.

Børnene eller pengene.

Men er det nu også det, et valg ? Og er foranstaltninger for børn nødvendigtvis dyre?

Ja, en del af de foranstaltninger, som vi idag iværksætter – er tærskedyre. Men virker de?
Ofte ikke.

Er de valgt ud fra den viden og den forskning som vi har om socialt udsatte Børn & Unge?
Ofte ikke.

Så hvorfor skulle vi bruge endnu flere penge på et område, hvor der allerede i forvejen kan rejses alvorlige tvivl om hvorvidt de penge som bliver brugt – bliver brugt rigtigt?

© Harning

Læs også:

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Se også Politiken 17 sept

Persondataloven i institution og skole

Datatilsyn & Persondata lyder måske og opfattes måske af mange, som diffuse størrelser der alene  omhandler elektroniske registre – der ikke vedkommer dem. Men faktum er, at loven vedkommer os alle, og desuden også omfatter manuelle registre og ikke kun elektroniske registre. Ej heller er register alene at forstå som endeløse opremsninger af folks navn og adresser. Registre indeholder personoplysninger,og ofte ganske følsomme sådanne.

J.f. Kapitel 1 §1. Stk. 1:” Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register”

Ifølge vejledningen til lovens § 3, nr. 3 defineres register som:
” Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag. Omfattet af bestemmelsens registerbegreb er manuelle registre, såsom fortegnelser, kartoteker, journalkortsystemer og andre samlinger af manuelt materiale, som opbevares struktureret efter bestemte kriterier vedrørende personer for at lette adgangen til de indeholdte personoplysninger..”

Denne beskrivelse er helt tydelig, og relevansen for institutionerne åbenbar. De regler efter denne lov som i denne kontekst er særligt relevante, er reglerne i kapitel 4 og kapitel 8 om indhentning af oplysninger, formålet med indhentningen og samtykke til denne, samt reglerne efter kapitel 10 om muligheden for at få slettet, berigtiget eller blokeret en oplysning og muligheden for at klage over behandling af oplysninger.
Reglernes relevans i forhold til pædagogens daglige arbejde i institutionen vil blive nærmere forklaret i det følgende.

Samtykke og indhentelse af oplysninger
Når forældre vælger at indskrive deres barn i en institution, har de en naturlig forestilling om at de samtidig giver deres samtykke til at børnene i institutionen bliver behandlet efter de af institutionen udmeldte værdier (fx selvbestemmelse, kristen tro o.lign.). Forældrene er også indstillede på at pædagogerne i dagtimerne påtager sig rollen som den opdragende part, og de giver dermed sit underforståede samtykke til at børnene leger, spiser frokost m.v. i institutionen.
Forældrene er derimod ikke altid klar over at der i institutionen også foregår andre ting, og at pædagogerne i kraft af deres professionalisme har nogen særlige forpligtigelser.
Disse særlige forpligtigelser kræver forældrenes udtrykkelige samtykke. Det er vigtigt at være opmærksom på at samtykket skal være specifikt, og at det kun er gældende for et år ad gangen.
Institutionen skal således sikre sig at forældremyndighedsindehaveren ved og giver sit samtykke til at institutionen:
• opretter registre,
• observerer børnene og forældrene,
• nedskriver oplysninger om børnene og forældrene,
• og at disse oplysninger kan blive videregivet til andre.

Mindstekravet til en oplysning er at den der afgiver denne, fuldt ud er klar over til hvem oplysningen afgives, med hvilket sagligt formål, og i hvilken sammenhæng den afgives. Dette er en almindelig retssikkerhedsmæssig garanti som desværre ikke altid bliver opfyldt.

Eks: For at spørge et barn (eller forældrene) om hvor barnet tilbringer/har tilbragt weekenden, skal pædagogerne altså:
1. Informere om at disse oplysninger bliver indhentet 2. Forklare hvad formålet med indhentningen af oplysningen er (især hvis videregivelse) 3. Forældrene skal give deres samtykke.
Cand.jur. Jon Andersen slår endvidere fast at:
” oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet” (jf.. for øvrigt persondatalovens § 5, stk.3).

En pædagog må altså ikke under foregivelse af at skulle indhente oplysninger om et barns helbredsmæssige forhold hos forældrene samtidig undersøge om forældrene snyder med feriepengene, modtager kontanthjælp som enlige selv om de er samboende, får udbetalt uberettiget boligsikring m.v.
Pædagogen må således heller ikke agere ”dyneløfter” som det nogen gange er blevet udtrykt ønske om fra forvaltningen og politikernes side.

Et samtykke er for øvrigt kun gældende i et år, og det er derfor ikke nok at sikre sig samtykke når barnet starter i institutionen. Evt kunne dette sikres kontinuerligt ved de almindelige forældresamtaler.
Samtykke til at der tages billeder, vil de fleste forældre for eksempel opfatte som at de giver tilladelse til almindelige stilbilleder taget med gammeldags kamera hvor deres barn deltager på lige fod med andre i hverdagssituationer.
Forældre vil ikke opfatte et sådant samtykke som et samtykke der samtidig giver tilladelse til videofilmning af barnet i specifikke observationssituationer, og de vil sandsynligvis heller ikke bryde sig om hvis deres barn bliver udstillet i en uheldig situation hvor det fremstår som ked af det, aggressiv eller lignende, og at det bliver vist til andre forældre i institutionen.
Det er også værd at tage med i betragtning at dagens digitalkameraer åbner helt nye muligheder for manipulation med billeder hvorfor sådanne optagelser altid skal håndteres varsomt.

Bipersoner
Persondataloven indeholder foruden regler om hovedpersoners rettigheder også regler om personer der bliver nævnt, men som ikke har direkte del eller part i en sag. Disse personer kaldes bipersoner. Bipersoner har samme rettigheder som hovedpersoner til at blive informeret om hvilke oplysninger om dem der indgår i en sag.
I en daginstitution kan man forestille sig at en moder fortæller en pædagog at barnets far har været voldelig overfor hende, og at han nu er ligeglad med barnet. Forældrene er skilt, og moderen har forældremyndigheden mens faderen har samkvem.
Hvis pædagogen vælger at nedskrive hvad moderen har sagt sådan at oplysningen indgår i et register el.lign., har faderen ret til at blive informeret om at oplysningen eksisterer, selv om den ikke umiddelbart er en del i en sag som han er part i.
Såfremt pædagogen ikke nedskriver oplysningen, er den naturligvis kun at betragte som sladder og irrelevant.

Blokering
Sammen med persondataloven kom også den helt nye mulighed for at få en oplysning blokeret. En blokering indebærer rent konkret at en given oplysning ikke må videregives til tredje person.
Særligt i forbindelse med pædagogers samarbejde med forældre kan dette vise sig at være en udmærket regel. Forældre har tit brug for at meddele institutionen om forhold i familien som er relevante for barnets hverdag her og nu, men som ikke nødvendigvis er relevante i andre sammenhæng.

Eks. 1. En mor har fået diagnosticeret en depression. Da sygdommen kan få indflydelse på barnets hverdag indtil moderens medicin virker, er det en relevant oplysning her og nu. Moderen vil dog ikke at sygdommen nævnes i forbindelse med hendes barns handleplan, dels fordi hun anser at hendes enkeltstående depression er irrelevant iforhold til hendes barns asperger diagnose, dels fordi der fortsat er tabu og fordomme omkring emnet.

Eks 2. Man kan også forestille sig at en mor og far der er kærester men bor hver for sig, ønsker at oplysningen om deres indbyrdes relation ikke bliver videregivet.
For institutionen er det en relevant oplysning fordi barnet naturligvis ikke skal sættes i en situation hvor det er forbudt at fortælle om at mor og far er kærester.
Forældrene begår ikke noget ulovligt ved at have hver sin husholdning men vil undgå at blive udsat for den belastning som en unødvendig bedrageriefterforskning ville udsætte familien for, og institutionen bør derfor meddele forældrene muligheden for at få oplysningen blokeret. En blokering foretages rent praktisk ved at der ved siden af oplysningen i journalen laves en tilføjelse af at oplysningen er blokeret og altså ikke må videregives sammen med journalens øvrige oplysninger.

Sletning og berigtigelse
Ifølge persondataloven har forældre mulighed for at kræve en oplysning slettet (alternativt berigtiget). Dette vil typisk forekomme hvis institutionen har indsamlet skriftlige informationer om barnet og /eller familien som forældrene ikke anser for at være korrekte. For eksempel kan det forekomme at forældrenes information er blevet fejlagtigt tolket og nedskrevet af pædagogen hvorfor det også må siges at være særdeles vigtigt at forældrene har mulighed såvel for at vide hvad der er nedskrevet om dem og deres barn som mulighed for at kræve en fejlagtig oplysning slettet.
Vi må også være opmærksomme på at det kan være til meget stor skade for et barn at blive inddraget i en sag med tilhørende undersøgelser og interview som alene er opstået på baggrund af en pædagogs misforståelse eller manglende retsforståelse. (JF.. for øvrigt officialmaximen.)
Det kan også ske at en pædagog har indhentet en oplysning under falske forudsætninger, dvs. at hun for eksempel overfor forældrene har forgøglet at være underlagt tavshedspligten men så senere alligevel vælger at videregive oplysningen.
En sådan oplysning der er indhentet under falske forudsætninger, eller som ikke er indhentet under forsvarlige omstændigheder, kan ikke tillægges nogen betydning og er dermed ikke juridisk gyldig. Denne type oplysninger må altså ikke benyttes når der træffes afgørelse i en sag.
Eksempelvis kan man forestille sig at en institution i deres perspektivplan informerer forældrene om at institutionen har tavshedspligt.
En af mødrene opfatter pædagogerne som sine veninder og spørger dem dagligt om fx hvordan det går derhjemme, kommenterer deres nye frisyre og fortæller om sine egne lægebesøg. Moderen føler at hun kan betro sig til sin nye veninde (Bente på girafstuen), Bente har på et tidligt tidspunkt sagt til moderen ”at du kan roligt betro dig til mig, for jeg er underlagt tavshedspligten”. Så en dag fortæller moderen at hendes barn nogen gange bliver råbt ad og behandlet nedladende af hendes nye kæreste.

Fordi pædagogen i denne situation har sagt at hun har tavshedspligt, vil moderen kunne hævde at oplysningen er indhentet under falske forudsætninger, og at den derfor ikke kan anvendes til yderligere foranstaltninger i forhold til barnet. Pædagogen vil derfor ikke kunne træffe afgørelse om underretning om omsorgssvigt begrundet i kærestens adfærd overfor barnet.

En afgørelse truffet med baggrund i en ugyldig oplysning vil altså kunne kendes ugyldig i en klageinstans hvorfor det er særdeles uhensigtsmæssigt hvis pædagogen ikke fra start har ageret med hensyntagen til lovgivningen.
Eksempelvis vil en oplysning som ikke er korrekt indhentet, altså kunne medføre at den blev slettet hvorved der ved videre behandling ikke måtte tages hensyn til denne uanset om pædagogen anser sig have en viden. Dette kan i yderste konsekvens hindre at et barn får den hjælp som barnet har behov for.
Pædagogen kan for eksempel tro sig vide at en forælder har et alkoholproblem, hun baserer sin tro på at moderen ofte lugter af alkohol, og at barnet fortæller at moderen drikker meget vin derhjemme. Hvis pædagogen vælger at nedskrive dette i en sådan form at hun skriver at moderen er alkoholiker, kan moderen kræve oplysningen slettet fordi det er en diagnose bygget på formodninger og med et barns diffuse oplysninger som kilde fremfor en lægelig diagnose. Skulle moderen få oplysningen slettet, må pædagogen ikke handle på den og kan derfor heller ikke træffe afgørelse om underretning begrundet i omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet.
Det er derfor tillige vigtigt at pædagogen sikrer en solid kilde når hun nedskriver en oplysning. Naturligtvis er det ikke muligt for pædagogen i enhver situation at være forberedt på og tage stilling til at et barn kan udlevere følsomme oplysninger. Men det er op til pædagogen at afgøre om det er oplysninger hun vil nedskrive og videregive, ligesom det er op til pædagogen, forud for barnets indmeldelse i institutionen, at gøre forældrene opmærksomme på at tavshedspligten ikke er ubetinget men snarere valgfri efter pædagogens vurdering af omstændighederne.

Det må også siges at være i modstrid med pædagogens arbejdspraksis hvis hun i hver enkelt dagligdags samtale skulle redegøre for forældrene og barnet hvorledes deres lovsikrede rettigheder er.

En sletning foretages rent praktisk ved at oplysningen slettes fra registret/journalen, en berigtigelse anvendes som alternativ når sletning ikke er teknisk mulig (se herunder).

Computerteknik kontra retssikkerhed
Persondataloven er en ekstra retssikkerhed for borgeren og har især sin berettigelse i myndighedernes udveksling af oplysninger. Til trods for at borgeren ifølge lovteksten har ret til at kræve ukorrekte/ falsificerede oplysninger slettede, er dette ikke altid praktisk muligt idet mange offentlige journalsystemer er indstillet på en sådan måde at sletning af tekniske årsager ikke kan foretages. Meningen med at der ikke kan slettes i systemerne, er tænkt som en sikkerhed for borgerne for at en sagsbehandler ikke skal kunne skjule egne eventuelle fejl.
Dette gør det desto mere vigtigt at være opmærksom på at en berigtigelse skal tages lige så alvorligt som en decideret sletning.
En berigtigelse foretages ved at sagsbehandleren /pædagogen skriver den korrekte oplysning i journalen med klar reference til den fejlagtige oplysning (det tidligere journalnotat). Det mest korrekte vil være samtidig at skrive at der er tale om en berigtigelse. Desværre er det tit en ulempe for borgeren når en oplysning ikke teknisk kan slettes men bliver berigtiget, idet nogen mennesker synes at antage at ”ingen røg uden ild”, og derfor alligevel tillæger en oplysning betydning til trods for at berigtigelse har fundet sted.
Det er derfor essentielt for forældre i daginstitutioner (hvor mange registre fortsat behandles manuelt) at få muligheden for at kræve forkerte oplysninger slettede før daginstitutionen videregiver oplysninger til andre i myndighedspersoner. Dette forudsætter naturligvis at forældrene af pædagogerne er gjort bekendt med at oplysningen overhovedet eksisterer, og at den kan slettes.

© Harning

Hvis du vil vide mere om de regler der findes i daginstitutioer og skoler kan du købe bogen her.

mere om Datatilsynet registrering og Eu

Kender I Robin?

Nåh, ikke? Det gør jeg heller ikke. Robin er den unge mand, som min søn fandt på marken i går aftes da han var ude og diskutere alvorlige filosofiske spørgsmål med nabopigen, og selvfølgelig inviterede med hjem. For det var lidt synd for Robin. Smidt ud af toget, flere timer hjemmefra, bare fordi han ikke havde en billet. Så Robin kom med hjem.

Den slags gør mig bare så pavestolt som mor.

Ja, jeg ved godt, at Robin selvfølgelig sagtens kunne være en tyv, en voldtægtsforbryder eller øksemorder af værste skuffe. For jeg kender jo ikke Robin. Men helt ærlig, hvis jeg skal vælge mellem at gå rundt og være bange for usandsynligheder – eller bare være en pavestolt mor. Ja, så vælger jeg altså det sidste. 😀

© Harning

Måske vi også skulle lære de voksne at læse…

Dagens glade nyhed synes ifølge Kristelig dagblad og Politiken at være en ny undersøgelse fra Hillerød pædagogseminarium der viser, at et enkelt kursus, en inspirationsfolder og en pakke med billedbøger – kan styrke læsevanerne i såvel hjem som institution.

Bekymringen for de danske børns læsefærdigheder og dårlige resultater sammenlignet med andre lande skulle dermed være over.

Jamen det lyder jo umiddelbart glimrende. Jeg er så absolut for at alle børn vokser op med læsningens glæde, så set i det perspektiv er det en rigtig god ide.

Hvad alle imidlertid synes at have glemt (eller også er de voksne bare ude af stand til at forstå hvad de læser) er at det som PISA undersøgelsen påpegede når det gjaldt danske børns læsefærdigheder, ikke var, at de ikke kunne læse. Men derimod, at de var rigtig dårlige til at analysere og forstå faglitteratur – hvilket jo er helt anden problematik, som jeg overhoved ikke kan se løses hverken med bogkanoner, inspirationsfoldere eller en pakke billedbøger.

Ironien er så indlysende – at det er pinligt.

© Harning

Haarders uvidenhed

om de uddannelser han er sat at herske over er efterhånden mere end bare lidt pinlig. Nu har manden tilsyneladende fået den geniale ide, at også universitetsuddannede allernådigst skal få lov til at blive folkeskolelærere – de skal bare lige udvide deres kunnen med et år på lærerseminariet, for, som Haarder siger: ” Det sidste år til folkeskolelærer skal tages på en professionshøjskole, så den studerende får den tætte kobling til praksis og didaktik – altså viden om, hvordan små børn opnår færdigheder – som er helt afgørende, når man skal lære fra sig«

Igen må jeg sige, at Haarders tanke er jeg ikke uenig i – jeg synes også det er essentielt at vide hvordan børn tilegner sig viden – når man skal lære fra sig. Problemet er bare, at det ikke er sådan læreruddannelsen er bygget op*! .

Lærerstuderende som læser fx, musik på linjefag – lærer at synge solo, ikke hvordan man motiverer børn at synge. Lærerstuderende som læser billedkunst på linjefag – lærer at tegne efter et træ, men intet om børns tegneudvikling eller hvordan de motiveres til at være kreative. Lærerstuderende som læser dansk på linjefag lærer at analysere tekster – men intet om børns sprogudvikling eller hvordan de motiveres til selv at skrive (for ikke tale om alle de dansklærere som aldrig læser en eneste bog efter endt uddannelse). osv osv osv.

Jeg finder derfor forslaget ikke bare pinligt, men direkte uforståeligt. For som forælder er der ingen tvivl om at jeg helst så mine børn undervist i fx. Dansk af en litteraturvider fra universitetet der havde brugt min. tre år udelukkende på det ene fag – fremfor en læreruddannet der max. har brugt den halve tid, når ingen af dem alligevel ved noget om praktisk pædagogik. Men det er naturligvis bare ønsketænktning fra min side, for hvorfor i alverden skulle en universitetsuddannet litteraturvider ønske at bruge yderligere et (endda ligegyldigt) år på skolebænken for at allernådigst få lov til at arbejde i folkeskolen?

Så hvad tænker Haarder egentlig på – og hvorfor pokker kigger han ikke på, hvordan grunduddannelserne reelt ser ud, før han fremkommer med det ene idiotiske ligegyldige forslag efter det andet?

© Harning

Redigeret: Nu, nogen timer senere, hvor jeg har haft lejlighed til rigtig at fundere over ovenstående, er det gået op for mig at Haarder ikke er spor uintelligent – men tværtimod er han en meget klog mand. For nu tror jeg, at han i erkendelse af at intet andet har hjulpet for at rette op på den danske folkeskole – så har han lavet en aftale i porten med Hjort Fredriksen om, at sikre, at vores kompetente akademikere ikke skal kunne få ordinært arbejde, og derfor tvinges ind på lærerseminarierne – hvor de helt gratis kan undervise de studerende. To fluer i et smæk – jo klog det er han, ham Haarder.

* til forskel fra pædagoguddannelsen og med forbehold for at der skulle findes enkelte seminarielærere som faktisk har inkorporeret dette bi undervisningen

Indvandrerbørn skal lære dansk

Ovenstående påstand er der vel næppe nogen der kan være uenig i. Danske børn skal også lære dansk. Det er derfor rigtig godt at Haarder vil øge sprogstimuleringen for de små under fem. Helt dum er han altså ikke. Helt intelligent er han heller ikke – for som sædvanligt er han som politiker helt ude at svømme når det gælder løsninger.

For hvor er det lige børnene skal få sprogstimuleringen henne? Jo, i børnehaven selvfølgelig. Også det umiddelbart en glimrende ide – altså lige bortset fra at danske pædagoger heller ikke kan dansk. Dansk er ikke et obligatorisk fag på pædagoguddannelsen lige så lidt som sprogstimulering og sprogtilegnelse er det. Faktiskt er det fuldt muligt at komme ind på pædagoguddannelsen med en mangelfuld danskeksamen – for så aldrig at beskæftige sig med faget igen!

Mangen er de gange hvor jeg har været nødt til at bede en pædagog om at lade være med at læse højt for et af mine børn – fordi antagelsen om at ”bare” man læser – så er det godt nok florerer i de danske institutioner. Gu´ er det ej godt nok, ikke hvis den voksne med monoton stemme tager livet af historien, eller endnu værre – hakker sig igennem teksten, udtaler ordene forkert og laver egne besynderlige grammatiske tilføjelser.

Så, hvem er det lige der skal lære børnene dansk? Hvem er det der skal lave rim og remser, læse spændende eventyr og skabe en sproglig bro mellem forældre og institution?

© Harning

* Skulle nogen ønske yderligere dokumentation for danske pædagogers almene mangler indenfor dansk, kan et besøg i BUPLs diskussionsforum anbefales. Eller læs tidligere eksempler på samme HÉR.

(For god ordens skyld bør lige nævnes at u.t. naturligvis har haft dansk som linjefag – inkl. afsluttende opgave om sprogtilegnelse og sprogstimulering af børn med anden etnisk herkomst i danske daginstitutioner)

At oversætte egne tekster, himmel eller helvede?

Sidder med en oversættelse af et af mine egne børneeventyr, en ret simpel affære skulle man tro – for jeg om nogen ved vel hvad jeg har ment og hvordan det skal lyde. Og ja. Netop! Så hvad f-anden gør jeg så, når det fremstår helt forkert på et andet sprog? Når melodien og meningen fader fuldstændigt ud?

Desværre kan jeg ikke bare nøjes med at grædende hive håret af og konstatere at jeg befinder mig i helvede – for jeg har en deadline. Idag.

Må tænke kreativt.
Og så slog det mig. At, jamen det er jo mit eventyr! Jeg kan gøre med det hvad pokker jeg vil. Jeg behøver ikke oversætte mere eller mindre ordret – faktisk kan jeg omskrive hele sætninger og afsnit uden den mindste dårlige samvittighed. For det er MIT eventyr. Og så er jeg så nærved oversætterhimmelen, man kan komme – når jeg kan pynte alt jeg vil, og bare få det til at blive bedre. 😀

Er pjækkebøder overhoved muligt?

Ja, det er ihvertfald hvad Haarder tror. Men faktum er at det ville kræve en ændring i folkeskoleloven – for i Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Undervisningspligten betyder at det er forældrenes ansvar at børnene modtager undervisning, men ikke at denne undervisning skal finde sted i skoleregi*. Det er altså både muligt og fuldt lovligt for forældre selv at undervise sine børn (fx. derhjemme). En mulighed som nogle forældre (inkl. undertegnede) har valgt at benytte sig af, af forskellige årsager.

Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette – og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge – for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje…

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Spis sundt, lær mere og bliv klogere

Det er hvad alle undersøgelser de seneste decennier har vist os at vores børn har brug for. Nu senest nævnt her til aften i tv2 nyhederne. Og hvad sker der så ved at få det dokumenteret endnu engang? Ingenting.

For i Danmark har vi (vi -altså fælleskabet, samfundet) den opfattelse at det er forældrenes ansvar at børnene får en ordentlig morgenmad og en lækker madpakke med i skole.

Men hvad med de børn som ikke får en ordentlig morgenmad derhjemme – hvis ansvar er de? Dem der også gerne puttes i boksen med de udsatte børn?

Og hvis ansvar er det, hvis forældrene ikke magter at smøre madpakke, eller at skolen ikke har et køleskab, eller at der ikke er afsat tid i frikvarteret til at sidde og spise maden?

Min opfattelse er at vores børns læring og fremtid er alles ansvar, at vi alle som samfund profiterer af sunde, vidensbegærlige, kloge kommende voksne og at vi derfor burde sikre ordentlig skolemad til alle – uanset at dette kommer til at koste rigtig mange penge indledningsvis i etablering af skolekøkkener.

Derfor.: I stedet for at give nogle få såkaldte udsatte børn bøger – ville det så ikke være bedre at sikre at alle fik en kost der gjorde dem i stand til at læse og forstå såvel skolernes som bibliotekernes gratis bøger?

Harning

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social – men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. 😀 Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* – selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det – suprise – kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

(og, kan alligevel ikke lade være med at sige det – hvordan dette med vold vil prioriteres ifht det alsmægtige fællesansvar og samarbejde – vides naturligvis ikke.)

Blogging with a purpose Award

Jeg er egentlig ikke så meget for alle de der blogging award-memes. Men da denne award, efter min mening, er lidt mere seriøs og da Tosommerfugle nominerede mig (med en begrundelse jeg ikke kan lade være med at være glad og en lille smule stolt af) skynder jeg mig at give bolden videre.
”Blogging with a Purpose”.

Hermed reglerne:

1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen.

2 De nominerede blogge skal have et formål

3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog

4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog. Logoet skal linke tilbage til denne blog

Og mine nominerede er (tadam….)

Pär Ström, der aldrig opgiver kampen mod overvågningssamfundet og femimafiaen.

Dynamics of my mind, for at lykkes med, at blogge fordomsfrit og analytisk om religion og kristendom – så selv en ateist som jeg selv finder det interessant.

Jens Drejer hvis blog om opera og litteratur aldrig mister fokus og altid bidrager med nye vinkler på gamle bøger…

Om Blogs der skriver så letbegribeligt om lige netop blogs – at også jeg den tekniske idiot forstår.

Kjeldberg som dels formår at beskrive forfatterens alle kvaler mens hun nyder en päronsplit i bankboksen og samtidig formår at have overskud og mod til at påtage sig børnenes stemme i kontroversielle emner.

At betale børn for at makke ret

I kender dem godt – måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort – så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.

Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i – i mangel på bedre?

Selv tror jeg naturligvis ikke på det – og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument – men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:

Mormor til Sille: – Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.

Sille til mormor: – Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, – får jeg så de tusinde kroner nu?

Mormor til Sille: – Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.

Sille til mig tre dage senere:

Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!

Udfordring; skriv en bog på 45 dage! – DEADLINE

Så var det sidste dag igår, for at fuldfølge udfordringen om at skrive en bog på 45 dage. Hvordan gik det så?

Jo, jeg har nu et råmanuskript til en bog som nok vil runde de nogen og 70 sider – men  desværre er jeg ikke nået at blive helt færdig. Jeg venter spændt på kvindens resultat, med stor forhåbning om at hun klarede hvad jeg ikke formåede i denne omgang. 😀

Og havde jeg været en personlig blogger, ville jeg nu have fortalt at det skyldes livets uforudsigelighed og at mit indenfor den seneste måned synes at have taget en helt ny drejning – men nu er jeg jo ikke nogen personlig blogger….

Så undskyldninger af den slags er vist ikke brugbare..

Men jeg fortsætter selvfølgelig ufortrødent med bogprojektet, og håber at jeg dog alligevel vil blive helt færdig, om ikke andet så til påske, hvor min korrekturlæser har tid til at kigge på det færdige resultat.

Fortsættelse følger…….

En bog på 45 dage statusrapport

Efter en mere end drøj opstart, hvor min hjerne gik i stå og jeg tillod mit privatliv at influere på skriveprocessen – kan jeg nu noget forundret konstatere, at jeg har 23 færdige sider, et skelet og masser af tanker. 😀

Planen nu på tyvendedagen og med lige over halvdelen af tiden tilbage er at jeg foreløbig håber på, at have yderligere tyve sider klar til weekenden – for mon så ikke jeg har fortjent en lille bonus….

Og hvad resten angår – ja det må tiden vist vise.

OG. Jeg er ikke længere alene. 😀

Startskud til en bog

Så skulle vi gerne være klar til at gå i gang. Vi som dronningen bruger det, da jeg ser ud til at være den eneste der vil,kan,tør tage udfordringen op.

Da jeg først lagde min udfordring ud, var det i forhåbningen om at mange ville deltage, og at jeg derved ville få den ydre motivation til at skrive som jeg manglede – da min normale indre motivation synes at være gået i vinterhi.

Sådan blev det ikke, en masse positive tilkendegivelser både her på bloggen og i min mailbakke om at det var vel nok en fantastisk, spændende ide – men ellers tak, og ingen samlede handsken op.

Det betyder, at jeg nu sidder og har smidt en udfordring ud – som jeg bliver nødt til selv at følge, og det er jo meget godt som motivation, men….

Det gør bare presset på mig, så meget større, for havde flere taget imod udfordringen – så ville der nok have været at par stykker iblandt som bare ikke kunne nå at skrive en bog på 45 dage, af den ene eller anden årsag, og så havde det jo ikke gjort så meget hvis jeg blev en af dem. 😀

Men nu er det ligesom knald eller fald for mig, og dæleme om jeg ikke vil lykkes!

Hvilken fører videre til bogen. Altså den som jeg nu har besluttet mig for at skrive. Som nogen af jer sikkert læste i går, har ”Andreas” hoppet på ungdomsromansvognen sammen med mig, og vist var det fristende at tage det projekt nu. Særlig fordi den unge mand er teenager og deres liv og lyster som bekendt jo kan ændres ganske hastig. Men, efter nøje overvejelser synes jeg ikke det er rimeligt, hverken for ham eller for mig. Et nystartet skrivesamarbejde kan være vanskeligt nok endda, uden at skulle have det pres på sig som de 45 dage uvægerlig giver. Det vil jeg simpelthen ikke byde hverken den unge mand, eller bogen.

Så det bliver en fag/debatbog med den foreløbige arbejdstitel ” Hjælp de vil tage mit barn”. Bogen om anbringelse af børn og unge. Bogen har længe været et hjertebarn, og det i sig selv er vel grund nok til at skrive den. Men dertil kommer så, at den bog jeg vil skrive om emnet ikke synes at eksistere – jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og det kombineret med de cirka 300 mennesker som hver måned ramler ind på min blog i sin søgning efter oplysninger om anbringelser gør, at jeg tror det er en vigtig og nødvendig bog som bør og skal skrives.

Og så når vi til den ekstra bonus, guleroden: En bog om anbringelser gør, at jeg er ”nødt til” at opdatere mig grundigt på forskningsområdet og læse en del rapporter, og da jeg nok ellers ikke ville nå at læse noget som helst, så er det jo helt fantastisk. 😀

***

Ps. Det er altså stadig ikke for sent at samle handsken op og hoppe på vognen. 😀

© Harning

Julehistorie for de 5-8 årige børn

Thomas og Esmeralda

Thomas kedede sig, mor var ved at bage, det havde hun gjort i flere dage nu og Thomas gad ikke være med mere. Han var træt af brunekager og klejner og hvad de nu hed alle sammen. Han ville meget hellere klippe julehjerter og folde smukke stjerner, men mor sagde, at de først skulle være færdige med alle julekagerne. Så fik han en ide, han kunne jo gå ud og tale lidt med Esmeralda, for hun kunne altid fortælle spændende historier om alle de lande hun havde været i og de mennesker hun havde mødt. Men i dag stod Esmeralda bare og så trist ud

-Jeg er helt forkert,sagde hun, helt forkert er jeg.

-Hvad mener du ? spurgte Thomas.

-Kan du ikke se, at jeg jo slet ikke passer ind her i julen? Jeg er hverken rød, eller grøn eller hvid. Jeg er lilla! Man kan altså ikke være lilla når der er jul.

-Og din mor bager bare hele tiden, så jeg, jeg må ikke komme ud at køre. Jeg keder mig. Alle de andre biler kommer hjem om aftenen og fortæller om hvor flot der er inde i byen, om lysene og det store juletræ midt på torvet. Og de har hemmeligheder sammen med deres familie, fordi de må komme med ud og købe gaver… Men jeg, jeg må ingenting, jeg må bare stå hér og være helt forkert.

Thomas synes det var så synd for Esmeralda. Hvad skulle han dog gøre for at hjælpe hende? Så kom han i tanker om nissen. Nissen der altid kom hver søndag i advent og lagde en gave i hans julestrømpe. Måske kunne han spørge nissen om hjælp? Hvis han altså bare kunne holde sig vågen hele natten, uden at mor opdagede ham.

Den aften skyndte Thomas sig i seng, og når mor kom for at læse godnathistorie lod han som om han allerede sov. Men det var svært, rigtigt svært at holde sig vågen,og uanset hvor hårdt han prøvede at holde øjnene åbne, så blev de ved med at falde i, han prøvede sågar at holde dem åbne med fingrene, men lige lidt hjalp det, og Thomas faldt i søvn.

Han vågnede med et sæt, ved at nogen pustede ham i øret. Det var da noget underligt noget at gøre, tænkte Thomas der endnu ikke havde fået øjnene åbnet helt, hvorfor puster mor mig i øret? Men det var slet ikke mor. Da Thomas fik gnedet øjnene klare så han en lille nissemand – ikke større end fars hånd, der stod på hans pude og kiggede på ham.

– Jeg hørte, at du havde et ønske og at du havde brug for min hjælp, sagde den lille nissemand.

– Hørte? spurgte Thomas, hvordan kunne du høre det?, Jeg har jo ikke fortalt nogen om det.

– Jeg er jo nisse, det er mit job, at vide hvad børnene ønsker sig, så lad os lige lægge hovederne i blød og se, hvad vi kan finde på sammen, for at få din Esmeralda glad igen.

Og så lagde de planer, de hviskede og tiskede og grinte så de fik helt ondt i maven og da de havde fundet på den allerbedste plan, gik de raskt i gang. Fnisende listede de rundt i huset og fandt alle de ting de skulle bruge og så sneg de sig afsted ud på parkeringspladsen hvor Esmeralda stod og sov.

De startede med at lave store firkanter på hele Esmeralda, af fars røde isoleringstrejp, så fyldte de det meste af firkanterne med mors hvide dåsesne, indtil hele Esmeralda var dækket af et kæmpe vinterlandskab og stod rød og hvid og smuk og lysende mod den sorte asfalt.

– Men hvad med nisserne, spurgte Thomas, der skal da være nisser i sådan et snelandskab.

– Det kommer der jo også, når jeg sætter mig ind i Esmeralda og vi kører afsted, så er der en vaskeægte nisse midt i snelandskabet, sagde den lille nisse.

– Nåja, sagde Thomas, så lad os vække Esmeralda.

Som sagt, så gjort. Thomas bankede forsigtigt på Esmeraldas højre dør.

– Hvad sker der, spurgte Esmeralda søvndrukkent, det er jo midt om natten.

– Ja, men se hvor fin du er blevet! Nu skal vi ud at køre! sagde Thomas. Og Esmeralda kiggede, gned sig i øjnene og kiggede igen. Hun kunne næsten ikke tro det, nu var hun den fineste bil på hele parkeringspladsen.

– Ih, hvor er I søde, og hvor bliver jeg glad, men hvem skal køre? Du har ikke kørekort Thomas.

– Nissen hjælper os, kom nu, han kan trylle sagde Thomas samtidig med, at han hoppede ind i Esmeralda.

Så kørte de afsted, ned ad bakke og op ad bakke med nissen smilende og vinkende midt i Esmeraldas snelandskab, og ind til torvet midt i byen hvor det flotte juletræ stod.

– Hvor er det smukt sagde Esmeralda, og se! Der i gågaden, der hænger hjerter og i butikkernes vinduer er der engle. Det er meget finere end jeg havde troet, hvor er jeg glad for at I tog mig med. Du er bare den bedste ven i hele verden Thomas! Men nu må vi hellere skynde os hjem igen, før din mor opdager at du ikke ligger i din seng.

Da de kom tilbage til parkeringspladsen tog Thomas en lille grøn glaskugle frem og hængte den på Esmeraldas bakspejl, så sagde han pænt farvel til nissen, listede ind i huset og faldt i søvn før han nåede at få dynen op over ørerne.

Søndag morgen vågnede Thomas af, at hans mor skreg.

– Min bil, min bil, nogen har overmalet min bil! Thomas smilte bare, og glædede sig over, at det hele ikke havde været en drøm, og at nu havde Esmeralda, ligesom de andre biler, også en julehemmelighed.

©Harning

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 😀

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. 😀

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Se også Politiken d.8sept.2008:  Penge vigtigere end børnene

Er det lærerne eller de blinde der er idioter?

Jeg undres endnu engang over lærernes manglende evne til professionel vidensformidling. Ifølge TV2 nyhederne udtaler rektor Eigil Dixen til Jyllands-Posten idag følgende vrøvl:

”…….lærere kan ikke kommunikere med elever og få undervis­ningen til at fungere, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk,”

Siden hvornår er det blevet sådan, at det, at formidle viden hænger sammen med om hvorvidt formidleren kan se modtagerens ansigtsudtryk? Og hvordan i alverden skal de andre 24 elever i en klasse kunne forstå og lære noget – når læreren kigger på den 25 elev, eller kan lærere nu også se og tolke 25 elevers ansigtsudtryk samtidig? Og hvordan mon blinde lærer? Er de bare idioter uden evne til hverken at modtage eller formidle viden?

Egentlig burde det ikke undre mig, lige så lidt som det sikkert undrer alle de elever der har oplevet at blive bedømt ud fra personlige kriterier (om læreren synes de var for tykke, for tynde, for grimme, for smukke, for hvide, for sorte osv.)

Men så igen ved nærmere eftertanke, som tidligere skolebestyrelsesmedlem, så er det da en fantastisk ide! Ikke flere lærebøger, computere eller andet pjat der absolut ikke kan formidle viden – i kraft af disse tings manglende evne til at se elvernes ansigtsudtryk.  Sikke mange penge der så kan skæres i budgetterne…

Højere løn til den samlede pædagoggruppe?

Jeg har for første gang i meget lang tid været inde for at læse debatten på BUPLs hjemmeside. Jeg kommer der ellers yderst sjældent ud fra en betragtning om, at der er grænser for hvad mit temperament og min professionelle stolthed kan bære.Men…… nu var jeg lidt nysgerrig med hensyn til mine kollegers holdninger vedr. overenskomstforhandlingerne.

Og hvad fik jeg så ud af det? Skam, irritation, frustration ……….

Det første der slår mig er sproget. De mennesker jeg skal arbejde sammen med, udvikle lære og handleplaner med, skrive underretninger sammen med, de mennesker der skal varetage børnenes sprogudvikling- de kan ikke stave! Ikke engang tilnærmelsesvis!!!

I debatten om lønforhandlinger fremkommer følgende eksempler:

Én gør opmærksom på hvor ”kvalifiseret” og ”profesionell” vedkommende er til at udføre sin ”profesion”. En anden fortæller om lønforhandlinger som alle ”kunne stå indenfor” Eller hvad med ”opgaver der er havlet ned” og ” ….bedre forhåld..”

Rent grammatisk synes der desuden, at være stor enighed blandt de debatterende om, at endelser er noget fanden har skabt og derfor ikke relevante at tage hensyn til.

Fx: ” …vi udføre…….”

”..vi skal sørger for forældre opfatter institutioner som værende…xxx”

” hvor de kan deffinerer alt”

Sproget er helt klart det største og mest gennemgående problem, dertil skal så lægges en smule forældreforagt og enkelte individers totale mangel på opfyldelse af den kontrakt som de er ansat til at varetage. En pædagog og tillidsmand skriver således: at han slet ikke har læst lov om dagtilbud!!

Helt ærlig, hvordan kan jeg som pædagog være stolt af min profession, af mine kollegaer? Og hvordan kan vi sætte os til forhandlingsbordet og bede om mere i løn, når vi (som gruppe) så indlysende mangler helt basale og faglige færdigheder?

Og er der noget, at sige til, at jeg sjældent besøger denne debat?

Mit forslag til de kommende lønforhandlinger ville derfor være at før vi bruger penge på at hæve lønnen for pædagoger som gruppe – så bør vi bruge penge på: dels efteruddannelse i dansk og socialfag (juraen i pædagoguddannelsen), dels revidere selve grunduddannelsen ved at indføre Dansk som obligatorisk linjefag og afsætte yderligere et halvt år til socialfag.

Vi må i hvert fald gøre noget, for når dette er det billede som offentligheden får af os som gruppe – så har vi ikke en chance for at få nogle lønkrav igennem.

(naturligvis ved jeg at der faktiskt findes fagligt kompetente pædagoger derude. Problemet er imidlertid ikke dem – men de pædagoger der glimrer ved deres inkompetence på en pædagogfagligdebatsite til fuld offentlig skue da de her fremstår som repræsentanter for den samlede gruppe)

© Harning

Skoleleder erkender manglende kompetence

Jeg har lige siddet med en klagesag hvor en forælder har klaget over dels manglende aktindsigt i sit barns skolepapirer – dels manglende begrundelse for skolens afgørelse for ikke at udlevere aktindsigten.

Og jeg er nu imponeret. Faktiskt.

Jeg ved godt, det er sjældent at jeg bliver imponeret over myndighedspersoner – men lige netop denne sags skoleleder, har ved en skrivelse til forælderen imponeret ved en opvisning af en, selv for skoler, sjælden idioti.

Forælderen anmoder høfligt om fuld og løbende aktindsigt i barnets skolepapirer – en helt selvfølgelig ret i henhold til forvaltningsloven.

Skolens leder svarer at: ”det har jeg ikke kompetence til at udlevere”.

Jamen er det ikke bare imponerende? I et smut lykkes det ham at tilsidesætte såvel forvaltningslovens regler om aktindsigt som samme lovs regler om begrundelse for afgørelser. Imponerende.

Endnu mere imponerende finder jeg det faktiskt: at en mand- der selv- på skrift- oplyser, at han ikke har den fornødne kompetence til at udføre sit arbejde – fortsat er ansat!

Men måske var skrivelsen egentlig slet ikke ment som svar til forælderen, måske var den egentlig en opsigelse, for så er begrundelsen jo helt fin…………

Kan man skrive senryu digte til små børn ?

Ja, kan man det ? Spørgsmålet dukkede op herhjemme for et stykke tid siden, fordi den yngste søn ville vide, hvad alle de store grinte af – Det kunne vi jo ikke så godt kunne forklare, eftersom mine voksensenryu (mere her) til store dele slet ikke egner sig for små børns ører. Men det rejste spørgsmålet, kan man det? Og hvorfor ikke ? Ligesom det kan være et sjovt og anderledes indslag i teenageres skolegang, kan det vel være et sjovt indslag for de 3-6årige – at de kan læse, være med til at skrive og måske sågar få en forståelse for ordenes opbygning. Rigtigt pædagogiskt! Men alligevel. Det var værd et forsøg…..

Så kan man det?

1.

En lille sød dreng

en gang for længe siden

slog en rosa prut

© Harning

Eller hvad med det hér? Her har mors samfundsforståelse ganske vist sneget sig ind, og desværre ser det ud til at vi sidder godt og grundigt fast i analfasen. Hmm….

5.

Kongen og prinsen

Dronningen og prinsesserne

tisser også gult

© Harning