Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
En tanke…..
”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
Og én mere
”Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke,
jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig,
var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Martin Niemöller
Ifølge Politiken vil den danske stat give yderligere 103 millioner til Gaza og i samme artikel giver Per-Stig Møller udtryk for at det er helt rimeligt at vi ikke forlanger at Israel skal være med til at betale noget som helst af genopbygningen. For som han siger; det er jo ikke til at bevise om Hamas skød først… At Per Stig Møller ved denne udtalelse endnu engang får understreget sin egen pinlige uvidenhed omkring Israels brud mod folkeretten og samtidig totalt ignorerer det faktum at Israel så vidt vides har tyvstjålet Gazas råstoffer, kan måske ikke undre nogen. Derimod kunne jeg da godt have tænkt mig, når nu emnet faldt på økonomi, at journalisten havde spurgt Per Stig om hans synspunkter på at de Israelske myndigheder planlægger finansieringen av yderligere 73.000 ulovlige besættelsesboliger på Vestbredden. Ligesom jeg gerne ville have haft svar på spørgsmålet om hvorvidt det kan nytte noget at give penge til genopbygningen af Gaza når vi ikke samtidig forlanger af Israel at de ikke bomber det hele sønder og sammen én gang til.
og en eftertanke.. giver vi i virkeligheden penge til at forskønne landskabet for nye Israelske besættere..?
Jeg er ikke noget teknisk geni, eller nogen fantastisk computernørd – tværtimod. Faktisk er det uhyre sjældent at jeg bruger min computer til noget som helst andet end at skrive på. Det gør jeg så til gengæld rigtig meget. 🙂
Nu skal jeg så til at have en ny computer – igen. Den nuværende er simpelthen for langsom. Allerhelst ville jeg have en HP (compaq presario) igen, ikke fordi jeg ved så meget om computere, men fordi den første jeg havde holdt i ti år, havde den rette størrelse og kunne det jeg havde brug for at den skulle kunne. Siden har jeg prøvet tre andre mærker på lige knap fire år…
Mit problem er imidlertid at jeg nægter at betale for computer OG operativsystem. Af flere årsager, her blot de to absolut væsentligste:
– Jeg er generelt og principielt imod monopoler.
– De fleste computere i dag sælges med Vista – Vista vil jeg under ingen omstændigheder have, hvilket som minimum indebærer at jeg skal have fjernet Vistaen og have byttet den ud (ergo betaler jeg for et operativsystem jeg ikke vil have, samt ekstra arbejde)
Så hvad gør jeg? Jeg har i dag været i kontakt med HP, hvis bedste tilbud var at jeg kunne få en computer uden operativsystem – hvis jeg altså ville betale et par tusinde ekstra og vente to til tre uger!
Som de fleste af jer ved, er det sjældent at jeg gider beskæftige mig med ekstremisterne og fanatikerne i dansk politik. Men.. det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at jeg ikke har en mening. 🙂
Og her til aften, hvor lederen af DNSB Jonni Hansen lige har holdt et omskrevet møde i Århus kan jeg bare ikke dy mig for at komme med en enkelt kommentar.
For om noget så bekræftede mødedeltagernes efterfølgende bemærkninger min teori om det dummeste politiske træk i årtier – Nemlig beslutningen om at lade Jonni Hansen være partiets ansigt udadtil. Havde DNSB haft det mindste reele ønske om at tiltrække stemmer og måske endda komme i folketinget – så ville de have kløst sig fast til den særdeles intelligente, til tider charmerende og meget velartikulerede Povl Riis Knudsen.
Men, det gjorde de ikke. Hvoraf jeg kun kan udlede, at enten så er de lige så ekstremt dumme som deres synspunkter eller også har de intet reelt ønske om at blive et større dansk parti.
Hver gang jeg tror, at nu kan det bare ikke blive værre – så dukker der en ny sag op. Før jul var det sagen om den kun fjortenårige pige som havde tilbragt et år af sit barneliv spændt fast til en af psykiatriens senge og i dag er det historien om Abdulle Ahmed der har ligget fastspændt stort set hver eneste dag i de sidste seks år. Dette til trods for at Europarådets torturkomité helt tilbage i 2002 konstaterede i en rapport til regeringen at:”fysisk fastspænding i dagevis kan ikke begrundes lægeligt,og er det samme som mishandling”. 2002 – for syv år siden.
Alligevel er tallene herhjemme stærkt stigende for hvert år. Og alligevel så tillader vi os at kalde os selv og hinanden for civiliserede…..
I Politiken kan man i dag læse at de danske 9.klassers børn placerer sig markant lavere i stavning og grammatik end forventet i forhold til den internationale ECTS-karakterskala. Artiklen bærer desværre tydeligt præg af journalistens forudfattede mening om at grammatik er vigtig – hvilket naturligvis er noget forvrøvlet sludder. Det vigtige er jo at børnene har det godt og føler sig dygtige – ikke om de reelt kan noget eller ej.
Københavns kommune er en af de kommuner som i denne sammenhæng er et forbilledligt eksempel. De praktiserer nemlig en fantastisk, opmuntrende og glædesfyldt indlæringspædagogik i de små klasser – den såkaldte Børnestavning.
Børnestavning går i al sin enkelthed ud på at gøre de små poder til selvsikre og glade børn ved at lade dem stave alle ord lige nøjagtig som de gerne vil – for derefter at overøse dem med roser for deres kreative præstationer. En pædagogik jeg naturligvis ikke kan andet end applaudere, for selvfølgelig betyder det ikke noget hvis man ikke kan formulere sig skriftligt eller ikke kender forskel på præsens og præteritum – herrejemini vi lever jo i nuet og telefonen er gudskelov opfundet.
Faktisk synes jeg det er så genial en metode, at jeg gerne så den indført i alle fag og på alle årgange – tænk bare på hvor nem lektielæsningen lige pludselig ville blive hvis man kunne nøjes med at bekræfte sin lille pode i at: ja 5+5 er 3 og Danmark er hovedstaden i Berlin.
Børnestavningen har ydermere den meget heldige bieffekt, at den bringer forældre og lærere tættere på hinanden i kraft af den fælles hemmelighed de deler om at børnene reelt ikke kan stave. Altså et slags udvidet skole-hjemsamarbejde.
Desværre findes der fortsat forældre (der lige som artiklens journalist) stadig ikke har forstået hvor ligegyldig grammatik er, forældre som gør livet vanskeligt for de stakkels mønsterværdige lærere ved at obstruere pædagogikken og forældresamarbejdet med tåbelige argumenter om at de ikke vil lyve overfor deres børn og at ret skal være ret. Forældre der simpelthen nægter at rose deres børns fantastiske kreative stavning. Til disse forældre vil jeg bare sige – skam jer!
Jeg er kommet til at love min søn at jeg vil skrive en ny Thomas & Esmeralda historie og selv om det var et løfte afgivet i et svagt øjeblik – så skal løfter til børn, som bekendt, jo holdes. Indtil videre ved jeg at historien skal indeholde:
et flyvende tæppe
et kassettebånd
en gammel bilradio
og muligvis også en sang
Men da historien ikke er nået længere end til en skitse inde i mit kønne hoved, så har du nu mulighed for at påvirke dens forløb. Send en kommentar med dit stikord og hvem ved – måske er lige netop dit ord dét ene ord der ender med at være hele eventyrets omdrejningspunkt. 🙂
Til min store glæde kunne jeg i dag læse at så mange som 500.000 helt almindelige danskere ikke vil finde sig i den tåbelige blokade af Pirate Bay og derfor udøver civil ulydighed ved at liste udenom blokaden og klikke sig ind på den svenske side.
500.000 danskere der har forstået hvordan nettet fungerer og som derfor har valgt at gå i mod Landsrettens afgørelse.
500.000 danskere som ikke synes det er acceptabelt at teleselskaberne skal have censurerende eller politimæssige opgaver. Jamen, så kan min søndag vel næppe blive bedre. 🙂
Som tidligere mangeårigt skolebestyrelsesmedlem på en større dansk skole er det med stor undren at jeg har læst Jeres profil på Rådmandsgade skoles hjemmeside. Af denne fremgår det at skolens rektor Lise Egholm er ”strategisk leder” i skolebestyrelsen. Og omend jeg kan have forståelse for et enkeltindivids psykologiske bagvedliggende behov for at fremstille sig selv i så positivt et magtlys som overhoved muligt, må jeg sige at jeg ingen forståelse har for, at I, som valgte forælderepræsentanter, finder det acceptabelt at sekretæren i skolebestyrelsen (j.f. folkeskolelovens §42. stk 6) officielt betegner sig som skolebestyrelsens ”strategiske leder”.
For mig at se, så har I hermed valgt at sende et budskab om at Jeres funktion – alene er at danse efter rektors pibe,uden den mindste hensyntagen til gældende lovgivning.
Altså en marionetfunktion.
(Hvilket naturligvis forklarer at I ikke reagerede da jeres inspektør gik ud i offentligheden og afgav ytringer der tydeligt viser at hun på ingen måde har lyst til at rette sig efter hverken Folkeskoleloven (j.f) eller lov om social service (j.f))
Det kunne dog være interessant at vide, med hvilket formål og med hvilken begrundelse I anser, at der bør være en skolebestyrelse på Rådmandgadesskole?
Gang på gang hører vi de unge af anden etnisk herkomst end dansk fortælle at de bliver diskriminerede og udsat for racisme. Og gang på gang forsøger vi som samfund påstå, at det ikke sker. Nu viser det sig så, at i hvert fald én skole på Nørrebro konsekvent har behandlet børn med indvandrerbaggrund ikke bare som andenrangsborgere – men som mindre værd end de materielle ting som vi omgiver os med. For på Rådmandsgade Skole anser man ikke at indvandrerbørn har samme ret til at slippe for at blive mishandlede som etnisk danske børn. Når etnisk danske børn bliver slået på, laves der som minimum en underretning til socialforvaltningen, når lamper ødelægges og vægge tegnes på indgives der en politianmeldelse, men når børn af anden etnisk herkomst end dansk bliver slået på så anser skolen ikke at dette er noget som bør indrapporteres*- hverken til det ene eller til det andet sted.
Og så er det jeg undrer: Hvis indvandrerbørnene allerede i skolen, gentagne gange og meget konkret oplever at deres ve og vel er undtaget loven og at de ikke har samme rettigheder som alle andre børn i Danmark – hvorfor skulle de så ikke have en følelse af at de bliver diskriminerede og udsat for racisme?
Og når de allerede som små børn oplever, at det danske samfund opfatter dem som helt legale boksepuder for vokse – hvordan skal de så, som voksne, kunne føle sig som værdige mennesker?
Eller som mennesker i det hele taget…..?
(* Kan I for øvrigt huske Sonay? Pigen der fortalte sin lærer at faderen havde taget kvælertag på hende – men hvor læreren ikke havde lyst til at underrette forvaltningen. Sonay døde.)
Ja, enten det eller også er Israel ikke spor interesseret af fred i Gaza. Mossad anses, som bekendt, som en af verdens bedste efterretningstjenester – alligevel har de ikke formået at gå ind i lille bitte Gaza, lokalisere de Hamaspersoner som de anser for at være fjenden og dræbe dem på stedet. Ej heller har Israel været i stand til at få ram på deres udtalte fjender, til trods for at de er verdens fjerde største militære magt og efterhånden har bombet alt som rører sig i Gaza. Nu kan jeg så læse i Politiken at USA igen vil komme stakkels Israel til undsætning (udover de våben som de forærede væk allerede i september) ved hjælp af radar til de såkaldte våbensmuglertunneler. Jamen..
Hvis agendaen virkelig var den udmeldte – at få ram på Hamas og ikke civilbefolkningen, hvorfor har Israel så ikke benyttet sig af de muligheder de har haft i form af ikke bare Mossad men også i lige så høj grad de spærrede grænser, det lille område og den relativt lille befolkning? Fx kunne de jo bare have tømt hele Gaza på folk og sorteret Hamas ud fra mængden.
Jeg bliver så glad, hver gang jeg kan konstatere, at bloggere bidrager til samfundsdebatten og gør sit for at modvirke censur, magtmisbrug og overformynderi – hvad enten det så er herhjemme eller på den anden side af jordkloden. Ethvert bevis på, at ikke alle bloggere er nævenyttige indvandrerfjendske idioter med ligegyldig ensformet og imbecil retorik synes jeg er velkomment, omend det naturligvis luner allermest at vide, at uanset hvor forskellige kulturer og verdenhjørner vi alle kommer fra – så synes vi som mennesker betragtet have det tilfælles at vi ønsker og værdsætter friheden til selvstændig tænkning. 🙂
Lige nu befinder jeg mig i den, for mig, yderst bizarre situation at jeg ikke har læst mere end et par af slagsen den seneste måned. Ikke fordi jeg ikke har haft tid eller fordi jeg ikke har haft nogen bøger at læse – nej problemet synes at være at jeg pt har usædvanligt mange ulæste bøger liggende og at jeg derfor bare ikke kan finde ud af at vælge… For hvordan vælger man hvilken man skal læse først? Resultatet er at jeg er begyndt på adskillige, dog uden rigtig at læse nogen af dem færdigt – hvilket sikkert ikke er så underligt for det er svært at blive grebet af syv bøger på én gang….
Så hvad gør jeg? Hvilken af dem starter jeg med?
Jeg har:
Kit Whitfield:Nattvakt
John Grisham: Den samvetslöse (gave fra min morfar, fordi han og jeg begge kan lide Grisham)
Juli Zeh: Leklust-eller flickan utan egenskaper.
Mario VargasLlosa: Kriget vid världens ende (kommer varmt anbefalet fra min nabo)
Annica Wennerström: Lappskatteland – en familjesaga.
Tom Kristensen: Hærværk. (fordi nogen sagde noget der fik mig til at ville læse den grundigere)
Dean Koontz. Deadline (den eneste koontzbog jeg ikke har læst)
Elizabeth Georg: Innan döden
Carina Rydberg: Den som vässar vargars tänder (anmelderrost, men indtil videre bare kedelig)
William Marsden & Julian Sher: Dödens änglar- den sanna historien om världens mest fruktade MC-gäng.
Elizabeth Nobel: Bokcirkelens bekännelser (fordi det er en genre jeg kender alt for lidt til)
Michael Bergstrand. En doft av hämnd (fordi den geografisk er placeret i den by hvor jeg bor)
Georges Ifrah: Räknekonstens kulturhistoria (fordi den i dén grad har sat ild i en hidtil ukendt interesse for matematik og tal)
Fransk-Dansk ordbog (fordi jeg kom til at afsløre,at jeg ikke har læst den. 🙂 )
Som ivrig nyhedslæser og samfundsdebattør er nettet min bedste ven. Det er hér jeg orienterer mig om hvad der foregår i verden og i debatten, hér jeg hører andre menneskers synspunkter om alt fra politik til psykologi til finanskrisen til Litteratur, kultur og meget meget mere.
Nettet er ideelt til oplysning, information og meningsudveksling – et sted hvor vi kan blive klogere på os selv, de andre og samfundet omkring os. Eller, sådan kunne det i hvert fald være og er det da også i de lande som vi normalt sammenligner os med. Men i Danmark er scenen imidlertid en helt anden.
I 1999 blev artiklen ” Pressen frygter internettet” publiceret i Journalisten. Min påstand er at: de danske aviskoncerner og nyhedsmedier nu ti år senere stadig ikke har formået eller ikke har ønsket at tage nettet til sig og at vi derfor sammenlignet med vores nabolande fortsat bumler rundt i hestevogn mens de kører i Rolls Royce.
Danmark fremstår således som en slags kommunikationshandicappet neandertaler, hvilket, ifølge min opfattelse, alene skyldes de danske nyhedskoncerners behov for at bevare et forældet oplysningsmonopol som ikke bare hæmmer informationsflowet, men som tillige kvæler den offentlige debat og dermed også ytringsfriheden.
Hårde ord, så tillad mig at begrunde min anklage.
De allerede etablerede nyhedsmedier har en oplagt netplatform til oplysning, information og meningsudveksling – men i stedet for at tage nettet og alle dets indlysende fleksible interaktive fordele til sig har de danske koncerner valgt at publicere nyheder på nettet på samme måde som i papirudgaverne – som statiske artikler. Artikler som i kraft af sin envejskommunikationsform, ikke kan debatteres, ikke kan modsiges, ikke kan suppleres eller tilføjes yderligere kilder.
Bedre bliver det naturligvis ikke af nettets krav på hurtige nyheder som ofte gør at journalisterne og redaktørerne glemmer alt hvad de har lært om research, etik og kilder og nærmest hæmningsløst publicerer den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden den mindste refleksion (et godt eksempel på dette er historien om at ”Rockere har planer om likvideringer” som gik avisredaktionerne rundt og som til trods for en dementi fra politiet stadig står at finde uimodsagt på fx Berlingske.dk). Tilliden blandt befolkningen til journalisterne bliver da også stadig mindre – hele 45% vurderer journalisternes etik og troværdighed som lav og 14% anser at den er meget lav.
Hvad er det så, jeg mener at de danske netaviser burde gøre hvis de virkelig ønskede at levere god oplysning til folket og bevæge sig fra hestevogn til Rolls Royce?
For det første skal journalisterne vende tilbage til den gennemarbejdede dybdeborende journalistik og give os nogle kvalitativt gode artikler og reportager. Telegrambureaunyhederne skal have sin egen plads og ikke optage hele forsider på samtlige netaviser på samme tid.
Og så skal der naturligvis lukkes op for kommentarer,links, blogs osv til hver enkelt publiceret artikel og nyhed.
Altså ligesom i de lande vi normalt sammenligner os med hvor netaviserne leverer nyhederne og reportagerne og derefter lader borgerne debattere, linke til supplerende oplysninger og finde andre kilder frem. (Supplerende læs gerne Mediehack og MediebloggersLinkmanifest)
Nogen vil nu hævde, at det er en dårlig idé med al den frie information, kildekritik og alle disse anonyme kommentarer – argumenter som typisk underbygges med påstande om at læserne ikke selv kan afgøre hvad der er sandt eller falsk og at anonymitet får det værste frem i folk – at mennesker som intet har at skjule selvfølgelig gerne står frem med navn og adresse.
For at tage den første påstand først – så er den ikke alene dybt patroniserende overfor alle os læsere – den er tillige totalt udokumenteret. Som befolkning er vi rimeligt veluddannede, frie mennesker og nyhedskoncernerne burde som en følge heraf behandle os som voksne fornuftige mennesker frem for at gøre sig til informationsformyndere. For selvfølgelig kan vi tænke selv og selvfølgelig ved vi at bare fordi noget står på en blog eller for den sags skyld i en dansk avis så er det ikke nødvendigvis sandt.
Tværtimod giver adgangen til blogs, kommentarer og dybdelink netop den enkelte mulighed for at sætte sig yderligere ind i et emne og lave den dybdeborende research som journalisten af den ene eller anden årsag ikke har gjort, ligesom det giver befolkningen mulighed for at diskutere og undersøge de ting som optager dem mest.
Interessant i denne sammenhæng er at se hvorledes opinionen i blogosfæren i Sverige fik indflydelse på såvel de trykte medier som det politiske liv i forbindelse med vedtagelsen af FRA-loven (også kaldet bloggbävningen), ligesom vi i går kunne konstatere at debatten om Liza Marklund som startede i bloggosfæren og netdebatterne nu har spredt sig, ikke bare til de svenske traditionelle medier men desuden også til vores egen nyhedsdækning i fjernsynet.
Men, det er måske den slags opinion og meningsdannelse som de danske mediekoncerner helst selv vil stå for – omend de tilsyneladende ikke har noget imod at ”stjæle” nyheder fra nabolandets bloggende opinion?
Den anden påstand, den om anonymiteten er naturligvis mindst lige så meget hen i vejret. Af flere årsager, den første, at jamen anonym kan man være alligevel. Et krav om udfyldning af navn og adresse er på ingen måde ensbetydende med at man skriver sit eget navn. Selv har jeg leget lidt med galskaben de sidste par uger, og kan konstatere at et hvilket som helst navn med en hvilken som helst nyoprettet og totalt anonym mailadresse fungerer udmærket – bare man husker at finde på både fornavn og efternavn. (bekræftes for øvrigt af denne artikel i Politiken)
Derimod har det været umuligt for mig, alene at oprette mig med mit korrekte efternavn, min korrekte mailadresse og et link til min helt korrekte offentlige blog. (har lige fået mail fra Information som er blevet opmærksomme på at jeg ”kun” har angivet det første bogstav i mit fornavn sammen med mit korrekte efternavn og et link til min blog – og dén slags anonymitet kan de altså ikke acceptere på information)
Den anden begrundelse om at hvis man ingenting har at skjule, så kan man vel lige så godt stå frem med navn og adresse. Tja.. det kan man måske godt, men for det første så er ytringsfriheden ikke betinget af navn og adresse og for det andet kan jeg komme i tanker om en hel række med årsager til hvorfor nogen skulle ønske at optræde anonymt – her blot nogen: Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom og/eller behandling uden derved at skulle informere sine børn og sit arbejde om sygdommen, til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov og af hensyn til deres børn ikke ønsker at deres personlige konflikt blusser op pga offentlige udtalelser. Eller hvad med vidnet som har gjort sin medborgerlige pligt i retten og efter retssagen er flyttet pga angst for repressalier og kvinden på krisecenteret der lever skjult med sine børn efter et mordforsøg – skal de ikke have ret til at deltage i en offentlig debat uden at skulle frygte at blive fundet? Har de måske ikke den samme grundlovssikrede ret til ytringsfrihed som alle andre?
Hvad de eventuelt injurierende kommentarer angår – ja så løses det problem ganske simpelt ved en moderator som går mere op i hvad folk reelt skriver end hvad de påstår sig at hedde.
Kommentarer, links og blogs er på ingen måde konkurrenter til den objektive dybdeborende journalistik men alene et supplement til den informations og debatsøgende netlæser, hvorfor jeg ikke kan finde nogen som helst fornuftig grund til hvorfor de danske nyhedskoncerner fortsat nægter den frie debat og formidling af læsernes og kommentatorernes oplysninger og links.
Så istedet for at bremse debatterne med krav om lange indmeldelsesprocedurer(fx. MetroXpress), op til 24 timers kommentargodkendelsesprocedurer hvis man overhoved bliver godkendt (fx. Politiken), hoppen fra artikel til særlige ”skriv”- sider hvor avisen har valgt emnet og vinklen der skal debatteres, eller tilsvarende kvælende tiltag – Må det være på tide at de danske nyhedskoncerner påtager sig deres ansvar for folkeoplysningen, træder ind i dette årtusinde og tilbyder os læsere nogle platforme på nettet med gode velfunderede journalistiske artikler og hvor alle kan få lov til at ytre sig, finde supplerende læsestof og bagvedliggende kilder til de enkelte artikler.
(nærmest tragikomisk bliver netavisernes monopoltænkning og manglende lyst til informationsudveksling når man samtidig kan konstatere at fx. Information anvender sig af Open source software. ..)
Israel har nu erklæret en ensidig våbenhvile – fra klokken 01.00 dansk tid. Jeg talte tidligere på dagen med en mellemøstekspert som sagde ” Det er dybt bekymrende, at det nu ser ud til at Israel vil erklære en ensidig våbenhvile. Det betyder at de vil fortsætte blokaderne og okkupationen af Gaza som hidtil – med de frygtelige konsekvenser vi tidligere har set for det palæstinensiske folk. Men nu bare under en slet skjult venlighedspropaganda i håb om at verdenssamfundet så vil lade være med at blande sig i hvad Israel for øvrigt gør ved den palæstinensiske befolkning”
Lad os alle håbe at Israel og verdenssamfundet ikke lever op til ovenstående bekymringer.
Chefredaktør Tøger Seidenfaden udtaler i avisens netudgave at han er enig med det jødiske samfund i, at sammenligningen mellem de jødiske soldater anno 2008 og de tyske soldater fra 1943 ikke er rimelig.
Og fortsætter: ”Det er ikke en sammenligning, man nogensinde vil kunne finde på lederplads i Politiken. Den er stødende for alle, der har en erindring om nazismens forbrydelsers omfang og karakter”.
Der er rigtig mange ting i hele denne affære som jeg stiller mig aldeles undrende overfor -så her blot et udpluk:
Så, mener de virkelig at Politiken burde have ladet hån om ytringsfriheden og undladt at publicere tegningen, bare fordi den repræsenterer et andet synspunkt end deres eget?
2. I det åbne brev til Politiken skriver de at: ” For det Mosaiske Troessamfund og ikke mindst de jøder, der er overlevende efter Holocaust, er det uforståeligt, at der skal foretages sådanne sammenligninger mellem Israels hærs handlemåde og nazisternes forsøg på endlössung af det jødiske folk.” og de fortsætter: ”Det er en total forvrænget sammenligning” Disse påstande synes jeg bør tages med en hel del modifikationer, ikke bare fordi vice forsvarsminister Matan Vilnai på israelisk arméradio allerde i februar 2008 selv brugte ordet ”Shoah” (Houlocast), som det svar han ville give på qassamraketerna, heller ikke bare fordi FNs menneskerettighedsråds særlige udsending til de besatte palæstinensiske områder, den amerikanske jøde Rickard Falk helt tilbage i 2007 sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med nazisternes behandling af jøderne under anden verdenskrig. men også fordi sammenligningen mellem Holoucast og det der sker i Gaza lige nu også fremføres af Israeler der til forskel fra Mosaisk trossamfund rent faktisk befinder sig på plads og derfor vel også må antages at have en vis indsigt i hvad de udtaler sig om.
Men Mosaisk trossamfund mener måske at ovennævnte jøder og Israeler også er antisemitister? Hvor går grænsen egentlig for hvornår man bliver betragtet som antisemit i Mosaisk trossamfunds øjne?
Hvad med dem her, er de mon antisemitister?
Da præsident Shimon Peres for nylig deltog i en hyldest af Israels nationalpoet Bialik i Tel Aviv deltog en stor gruppe poeter som valgte at læse Bialiks digt ”Om slagt”, hvorefter de spurgte de deltagende hvordan de kunne få sig til at stå der og drikke champagne samtidig som hundredevis blev dræbt i Gaza. Poeterne, er de mon antisemitister?
Den 7 januar besatte jødiske kvinder Israels ambassade i Canada i et forsøg på at fortælle verden, at ikke alle støtter Israels volds og apartheidpolitik. Kvinderne, er de mon antisemitister?
Den engelske politiker Gerhard Kaufman opvokset som zionist og hvis forældre flygtede fra polen under anden verdenskrig siger: ””The present Israeli government ruthlessly and cynically exploit the continuing guilt from Gentiles over the slaughter of Jews in the Holocaust as justification for their murder of Palestinians,” Gerhard Kaufman er han mon antisemit?
Hos Ordholder er der pt en debat udsprunget af undervisningsminister Bertil Haarders udtalelser om morgenbøn i den danske folkeskole. Selv anser jeg, at troen hører til i kirken/moskeen/synagogen /templet og andre dertil indrettede steder – Ordholder er af en anden opfattelse og foreslår derfor obligatorisk protestantisk morgenbøn indtil det fyldte fjortende år.
Det finns många sätt varpå man kan uttrycka sitt missnöje med kriget i Gaza utan att ta till våld eller hatisk retorik. I Danmark är det idag nationell protestdag med spridda demonstrationer bla på Rådhuspladsen i Köpenhamn. Om Danmark känns för långt bort och demonstrationer för stökiga kan man alltid göra som Vänsterpartiets ledning och socialdemokraternas kvinnoförbund som kräver att tennismatchen mellan Sverige och Israel i Malmö i mars stoppas. Eller kanske en lite mer stillsam musikalisk protest, eller varför inte använda sig av tecknade serier, möjligheterna är många och det samma är vi.
Til trods for at Israels militær er gået i mod landets egen højesteret og har forbudt udenlandske journalister tiltræde til Gaza, til trods for at de fratog sine soldater deres mobiltelefoner og til trods for at Israel har bombet elforsyningen sønder og sammen og til trods for at over 70% af telekomunikationen er brudt sammen, så findes der et par enkelte mennesker inde i Gaza som ikke har mistet modet – og det er bloggerne.
Mange ting er de blevet kaldt herhjemme, bloggerne – dem der er lige som dig og mig. De danske netaviser forsøger gang på gang at få os bloggere til at forstå, at vi er korridorsnakkende amatører, at vi er useriøse, at vores indlæg i bedste fald er trivielle dagbogsindlæg fra en kedelig hverdag, og at intet vi skriver går op imod den rigtige ærefulde, troværdige, gennemarbejdede, re-searchede journalistik. (j.f fx dette)
Krigen i Gaza har med al ønskværdig tydelighed vist, at disse ærværdige journalister intet andet er end copypastere som gladeligt genoptrykker den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden nogen som helst interesse for at værne om objektivitetens*, journalistikens eller ytringsfrihedens hellighed. Ikke ét ord; hvor der burde have været et ramaskrig til vores egen regering over at de støtter Israels censur.
At demonstrere er en demokratisk ret som vi alle kan benytte os af for at gøre vores stemme hørt på fredelig vis.
Hvis du ønsker at benytte dig af at bo i et frit demokratisk land og give din stemme tilkende og protestere mod volden og krigen i Gaza kan du møde op et af følgende steder:
I Danmark
Tirsdag den 13 januar vil der i Danmark afholdes en landsdækkende protestdag mod krigen i Gaza med demonstrationer i bla.
København, Sønderborg, Esbjerg, Odense og Silkeborg.
Demonstrationen støttes indtil videre af blandt andet Rehabiliteringscentret for Torturofre, Human Rights March, Det Danske Fredsråd, Fredsvagterne, Kommunistisk Parti, KPiD og Enhedslisten, oplyser Karen Henriksen og tilføjer, at listen langt fra er endelig. Der arbejdes på fuld kraft med at få flere til at bakke op om initiativet.(fra arbejderen)
Frem til tirsdag vil der desuden afholdes spredte demonstrationer rundt omkring i landet og en fakkelvagt vil befinde sig på rådhuspladsen
TIRSDAG DEN 13. JANUAR
Esbjerg: Pt. ikke flere oplysninger – Arr. Esbjerg Fredsbevægelse
Hillerød: Foredrag om Israel-Palæstina-konflikten ved Martin Krasnik. Grundtvigs Højskole, Frederiksværksgade 147.
København: Rådhuspladsen kl. 17 og videre til Christiansborg Slotsplads
København, Israels Plads kl. 19.30 – (v. Nørreport station, bag ved Grønttorvet). Vi afholder to minutters stilhed for ofrene for Israels angreb i Gaza. Medbring blomster og lys. Kom iklædt det palæstinensiske flags farver.
Odense: Demonstration kl. 16 – pt. ikke flere oplysninger
Silkeborg: Fakkelvagt kl. 16.30 på Torvet
Arrangør: Internationalt kvindenetværk
Slagelse: Demonstration kl. 18.30 foran Rådhuset – arr. Kommunistisk Parti i Vestsjælland.
Sønderborg: Demonstration kl. 15.45 ved Føtex og videre til Rådhuspladsen, Arr: Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
LØRDAG DEN 17. JANUAR
Odense: Pt. ikke flere oplysninger
I Sverige:
Borås: Demonstration för fred i Gaza
Lördag den 10 januari kl. 12.00 på Stora torget. Demonstration, flygbladsutdelning och tal.
Arr: Vänsterpartiet Borås
Borås: Slut upp och visa solidaritet med offren i konflikten i Gaza!
Lördag den 17 januari klockan 12.00 på Stora torget.
Arr: Vänsterpartiet Borås
Gislaved: Stoppa massakern i Gaza !
Lördagen den 10 januari, kl 12:00, Gågatan
Gävle: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 13:00, Södermalstorg
Göteborg: Demonstration – Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, OBS! Ändrad tid! Samling kl 14.30 på Götaplatsen
Arr: Gaza Kommitte
Halmstad: Tyst manifestation för Palestina
Lördagen den 10 januari kl 12 på Stora torget
Helsingborg: Demonstrera mot bombningarna!
Lördagen den 10 januari. Kl 14.00. Plats Gustav Adolfs torg
Karlstad: Demonstration – Demonstrera mot bombningarna av Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12:00.Plats: Soltorget
Kramfors: Stoppa massakern i Gaza!
Lördag den 10 januari, klockan 12.00 på Kramfors Torg
Kristianstad: Demonstrera mot bombningarna!
Lördagen den 10 januari. Kl 12.00. Plats Söderportskolan.
Luleå: Manifestation till stöd för Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12.30, utanför Smedjan på Storgatan.
Arr: Palestinagruppen med fl.
Lund: Protestera mot bomberna över Gazas befolkning
Varje lördag på Stortorget i Lund mellan kl 12-13.
Malmö: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 14, Gustav Adolfs Torg
Arr: Nätverket mot Israels krig och ockupation
Norrköping: Stoppa massakern i Gaza!
Torsdagen den 10 januari, samling kl 12 på Tyska Torget.
Demonstration med huvudtalarna Lars Stjernkvist (s) och Torbjörn Björlund (v).
Arr: Svenska Palestinska Föreningen i Norrköping i samarbete med (s) och (v)
Näsåker: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 14-15.
Stockholm: Stoppa massakern i Gaza – bryt blockaden! Lördagen den 10 januari, kl 13-15, Sergels Torg.
Arr: Gaza Solidaritet
Sundsvall: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12:00, Stora Torget
Trollhättan: Stoppa massakern i Gaza – bryt blockaden!
Lördagen den 10 januari, kl 13.30. Plats: Kompassen utanför Odens varuhus
Umeå: Dagliga protester på Rådhustorget kl 12
Uppsala: Demonstration mot Israels markoffensiv!
Lördagen den 10 januari, kl 12.30, Samling Slottsbacken
Vetlanda: Manifestera mot Israels militära offensiv – Stoppa ockupationen!
Fredagen den 16 januari. Samling 14.30 vid Kantarellen
Västerås: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 13.00-14.30, Fiskartorget – Sigmatorget.
Arr: Västerås/Palestina Solidaritet!
Örebro: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kkl. 13.00, utanför Skattehuset
Östersund: Manifestation mot Israels krig!
Lördagen den 10 januari, klockan 13.00. Samling vid Stjärntorget, utanför Biostaden.
Arr: Nätverket för Global Fred och Demokrati i Östersund
Tack till Gaza; Peace n´Freedom för sammanställning av den svenska listan
I følge Politiken.dk udtaler to folkeskoleledere (Lise Egholm og Olav Nielsen) at de i dag ville tøve med at optage jødiske børn på deres skoler og sågar pænt rådgive forældre med jødisk baggrund om at finde en anden skole. Begrundelsen som de giver er at det ville kunne skabe konflikter blandt børnene pga den pågående krig i Gaza. Dette er ikke bare noget sludder – det er tillige en klar udmeldelse om at de to skoleledere ikke anser sig være i stand til at udføre det job som de er ansat til.
For en skoleleder er naturligvis forpligtiget til at arbejde i henhold til folkeskolelovens formål. Formål som klart statuerer at skolen skal gøre børnene ”fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer,” samt at Folkeskolen ”skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Da både Lise Egholm og Olav Nielsen helt åbenlyst ikke ser sig istand til at sikre at deres skoler overholder ovenstående formål er det min opfattelse at de umiddelbart bør fratræde deres stillinger .
Alternativt; hvis skoleledernes manglende overholdelse af folkeskoleloven skyldes uvidenhed kunne de bede formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fati El-Abed, om et kursus – idet han helt klart har forstået hvad det indebærer at gå i dansk skole. Han udtaler bla at det er ”forkasteligt” hvis skoler fraråder jødiske forældre at indskrive deres børn og siger videre at det er ”deprimerende” og ”til at græde over”, ”hvis en international konflikt fører til, at danske børn med forskellig baggrund ikke kan gå på samme skole i fredelig forening”.
Af DRs-nyheder fremgår det at udenrigsminister Per-Stig Møller ”forklarer” krigen i Gaza som en tænkt situation her i Danmark: ”- Man kan jo tage en situation, hvor der regnede raketter ind over et område fra Korsør til Roskilde, så ville man jo også i den danske befolkning forlange, at der kom en aktion fra den danske regerings side. Og det er den situation, de (israelerne, red.) har været i, fordi der bliver ved med at komme raketter, siger Per Stig Møller.”
Spørgsmålet er så om hans udtalelse er: En sandhed med modifikationer? Mediemanipulation? Ren uvidenhed? Eller…?
Til sammenligning, så kommer hér mit tænkte eksempel:
Tyskland omringer Danmark og lukker dets grænser med våbenmagt og bygger en kæmpe mur* mellem Danmark og Tyskland. Tyskerne begynder at smide danskerne ud af deres huse og fratage dem deres jord for så at uddele det til tyske statsborgere. Elektriciteten bremses til danskerne samtidig som de forhindres i at tage på arbejde.Derefter stopper Tyskland import og eksport til og fra Danmark og forhindrer nødhjælpsorganisationer i at uddele mad og medicin til de danske børn**.
Det øvrige Skandinavien, Europa og USA er ligeglade.
En gruppe danskere bestemmer sig for at gøre oprør, fanger en tysk soldat og sender nogle raketter over grænsen til Tyskland.
En våbenhvile/fredsaftale*** indgås mellem de danske oprørere og Tyskland. Tyskland går med til at ophæve blokaderne og de danske oprørere går med til at stoppe deres raketter over grænsen.
En måned går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
To måneder går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
Tre måneder går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
Fire måneder går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
Fem måneder går. Tyskland ophæver ikke blokaderne som aftalt.
Det øvrige Skandinavien, Europa og USA er ligeglade.
De danske oprørere sender igen raketter over grænsen til Tyskland. Tyskland svarer igen med at bombe Danmark og dræber over hundrede uskyldige mennesker****.
Dette var den overskrift jeg vågnede til fra Ekstra Bladet.dk! Og jeg blev bare så provokeret. At jeg er stærkt propalæstinensisk er der sikkert ikke mange der er i tvivl om – men det er bare ikke pointen lige nu om man rent teoretisk og principielt synes at én gruppe mennesker har mere ret til et stykke land end hvad en anden gruppe har. Pointen er at mennesker dør. Mange af dem. Også børn. Lige nu.
Det kan immervæk ikke reduceres til om man holder med den ene eller den anden – som om det var en skide fodboldkamp.
Som ca tre procent af befolkningen lider jeg af ekstrem odontofobi. Jeg ved selvfølgelig godt – sådan rent rationelt, at tandlæger ikke er farligere eller mere ondskabsfulde end resten af menneskeheden, men ikke desto mindre får den blotte tanke på et tandlægebesøg min puls til at gå op og mine hænder til at ryste hvorefter fortrængningernes lyksalighed lynhurtigt indtræder og jeg glemmer alt om tandlægernes eksistens. Altså med undtagelse af de par gange om året hvor jeg flækker endnu et stykke af mine i forvejen særdeles flossede tænder eller som nu hvor halvdelen af mit ansigt synes at være blevet tre gange så stort i løbet af de sidste to døgn og mine børn ser på mig med noget som til forveksling ligner ren skræk .
Og jeg indser – at jeg nu er nødt til at få gjort noget ved sagen, at jeg ikke længere kan undskylde mig med letkøbte udokumenterede forklaringer som atjeg lider for litteraturen og at angsten og det dårlige gebis derved bare er et umiskendeligt bevis på mit litterære talent… Spørgsmålet er bare hvad. Fuld narkose synes at være en mulighed- omend også dette virker enormt skræmmende.. eller måske en lidt lettere sedering – hvis bare jeg vidste at midlet var stærkt nok….
Hvis du ikke har andet at tage dig til mellem jul og nytår, er træt af fjernsynets hundredesyttende genudsendelse af ”Sound of music”, ikke er sart og er til hardcore satire og gratis/open source compterspil med en politisk agenda så er det her den perfekte side for dig.
Her kan du hjælpe pædofile præster med at gramse på børn og finde på gode måder at dække over det, give dit religiøse had frit løb eller kaste dig ind i kampen om copyright på nettet.
Men husk endelig!:
Hvis du bor i lande med meget restriktiv pædofillovgivning som Australien eller i et land hvor dette ovenikøbet kombineres med en censurerende katolsk overmagt som Italien – så risikerer du retsforfølgelse.
Indtil i dag levede jeg i den lykkelige overbevisning at unisex og hele æraen af kedelig kønsligegyldighed og ensartethed var forbi – og at nu måtte piger være piger og drenge måtte være drenge. At der var plads til forskellighed. Dette selvom jeg befinder mig i rødstrømpernes og genusforskernes* højborg. Nu kan jeg så læse at virkeligheden er en anden – at almindelige legepladser anses for skadelige fordi de fremmer kønsforskellene og at cykler, sandkasser og gynger i følge disse genusforskere derfor burde fjernes fra de svenske børnehaver og skoler.
De seneste par dage har der været optøjer i Malmøbydelen Rosengård– i nat værre end nogensinde. At beboerne i Rosengård oplever en berettiget krænkelse når kommunen lader dem leve i lejligheder så fyldte af kakerlakker at børnene får psykiske mén er der vist ingen tvivl om. Ligesom der ingen tvivl er om at Hr. Ilmar Reepalu* udtalelse om at en fredelig lille bitte moske ikke ”passer ind” i området opleves som krænkende og dybt urimelig.
Spørgsmålet er så om ildspåsættelser og vold er et rimeligt modspil til krænkelsen. Mit svar på det er, at nej selvfølgelig er det ikke det. At anvende vold og trusler mod civile som politisk udtryksform er terrorisme – hvad enten det så er de unge på Nørrebro eller de unge i Rosengård som vælger denne måde at kommunicere sit budskab ud på.
Problemet er at vi som samfund i både Danmark og Sverige accepterer og sågar endda undskylder disse unge, til forskel fra fx fredelige banner-ophængende optøjer som Greenpeaces eller mulige pengetransaktioner i lande langt væk fra vores egne baggårde. Budskabet vi sender bliver dermed ikke bare uklart – men tillige accepterende. Debatsiderne rundt omkring er ligefrem ved at sprænges af al den forståelse som alle disse stenkastende, ildspåsættende og ofte tilrejsende, udefrakommende unge får.
Organisationer som tar avstånd till den senaste veckansvåld: Islamiska förbundet i Malmö, Malmö unga muslimer, Månens scoutkår, Ibn Rushd, södra Sverige, Stöd kliniken, Quran läsare förening och Isvec Milligörus arbetar med Islamiska kulturföreningen med att försöka skapa lugn. (Sydsvenskan)
siden 1904. Seismiologerne kalder det ligefrem for sexet.
Og jeg sov! Børn der taber sutten tre døre væk og bilbomber vågner jeg af – men Sveriges største jordskælv i over hundrede år forstyrrer ikke min trygge søvn det mindste.
ØV.
Måske jeg alligevel skulle købe mig en lejlighed i toppen af det besynderligt udseende og frygteligt malplacerede Turning Torso – dem der bor dér vågnede da i det mindste..
Da JP bragte sine muhammedtegninger og efterfølgende forsøgte at forklare sig med at retten til ytringsfrihed – også når den stærke part totalt tromler og bevidst provokerer den svagere part – blev jeg stærkt irriteret og syntes helt ærligt at både de og dem som holdt med dem fuldstændigt havde misforstået noget.
En helt anden sag synes jeg imidlertid at det er når et blad som Playboy går ud og undskylder at de har bragt et billede af en nøgen Jomfru Maria i Mexico. Se, her er der virkelig tale om at lade sig knægte af religiøse fanatikere – som ovenikøbet er den stærke part i landet. Pinligt Playboy!
Enligt sydsvenskan finns det inte plats för övernattande för pappor på UMAS nya BB.
Nej, det är väl självklart! Undersökningar visar att det är säkrare för mor och barn att föda i det egna hemmet. Den enda anledningen för en kvinna att vilja föda på sjukhus måste därför vara att hemmiljön känns så stressande att sjukhuset trots allt tycks vara ett bättre och lugnare alternativ – om BB då skulle tillåta att den stressade hemmiljön följde med mamman så förlorar de ju hela sitt existensgrundlag omkring normala födslar.
För nån vecka sedan när jag kom för att hämta yngste sonen fann jag honom rosig och fnissandes tillsammans med en klasskamrat i skolans källare.
– Vi pussas, förklarade de glatt.
Mysigt, tänkte jag och mindes med nostalgisk förtjusning min egen barndoms pusslekar på höskullen, samtidigt som jag gladdes åt att sexualförskräckelsen och nypuritanismen trots allt inte fått fäste bland de små.
Tills igår.
Då min son allvarligt förklarade för mig att barnen egentligen inte får pussa varandra i skolan – de får bara pussa de vuxna.
Evnen til at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed er hvad vi ofte anvender som referenceramme når vi skal afgøre om nogen er psykisk syg eller ej.
Hér en lille søndagstanke. ..
Det er frivilligt om man vil indgå i fx PKU registeret. Jeg kan således vælge om jeg vil have mit DNA og dertil hørende meget private oplysninger opbevarede og registrerede .
Men kan jeg nu det? For hvad nu hvis jeg ikke vil, men min mor min far mine søskende og mine børn vil? Kan jeg så forlange deres DNA profiler destruerede fordi disse tillige indeholder personfølsomme oplysninger om mig, min etnicitet, mine sygdomme mv. ?
En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har nu en gang for alle gjort klart at DNAregistre over uskyldige er i strid med menneskerettighederne – En dom som jeg naturligvis ikke kan andet end glædes over fordi vi alle hermed ikke bare har ret til at holde vores egne private oplysninger for os selv – men naturligvis også fordi dommen bekræfter mig i, at ideen om at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist, stadig ligger i grunden af vores retssamfund.
Interessant bliver nu imidlertid at se hvorledes vores myndigheder vil håndtere denne nye afgørelse, for som bekendt har vi i årevis registreret alle nyfødte der har fået foretaget en PKUtest. Som forælder har man ganske vist haft mulighed for at nægte samtykke* til at ens barns DNA blev opbevaret og registreret – men i virkelighedens verden har denne nægtelse været en, til tider, sandhed med modifikationer. Når jeg skriver sandhed med modifikationer skyldes det, at jeg aldrig har givet samtykke til at mine børns DNA måtte opbevares længere tid end nødvendigt for at få foretaget selve testen, men da jeg jo er en mistroisk sjæl, så henvendte jeg mig efterfølgende til Statens Seruminstitut med anmodning om at mine børns tests blev destruerede. – Hvorefter jeg modtog en pæn skrivelse om at destruering var sket på baggrund af min henvendelse!
Men indtil da,var de altså blevet gemt – fuldstændigt i strid med mine tidligere ønsker og uden mit forudgående samtykke.
Så ja, interessant skal det blive at se hvorledes myndighederne nu vil gribe registret an.
I Storbritannien og især i New Zealand har man længe arbejdet udfra den viden vi idag har om at børn og unge som bevidner vold i hjemmet kan få meget alvorlige psykiske mén (mange af dem lider fx af PTSD ) og for to år siden indførte Sverige særlige erstatningsregler for disse børn i erkendelsen af at de er ofre.
Nu foreligger der et dansk forslag om en lignende anerkendelse, idet et flertal i folketinget ønsker højere straf til voldsforbryderen hvis et barn har overværet volden. Et forslag som, i kraft af sin signalværdi, kunne gøre en forskel for de udsatte børn.
Hvad vi dog bør være særlig opmærksomme på; er nogle af de erfaringer som netop Sverige har gjort omkring vanskelighederne på området – når man samtidig i meget lang udstrækning har regler om fælles forældremyndighed og udvidede samværsordninger – regler som vi har – ikke bare tilsvarende i Danmark – men som vi i forbindelse med indførelsen af forældreansvarsloven skærpede yderligere, og hvis absurde konsekvenser der desværre allerede er fremkommet flere meldinger om.
Skulle forslaget vinde hævd, og skal det være meningsfuldt for de udsatte børn, burde det derfor også indebære en ændring af den nuværende forældreansvarslov. En ændring som Brian Mikkelsen, til trods for skarpe udtalelser om børns ret til at slippe for samvær med voldelige forældre, ikke umiddelbart synes spor interesseret i at foretage.
Matematik og fysik har aldrig rigtigt været mine stærke sider, og jeg har altid haft brug for praktiske eksempler at hænge diverse teorier op på – hvilket er anledningen til at jeg i dag kan glædes over mit nyfundne forhold til Einstein.
For alt er relativt, og matematik er pludselig noget jeg både kan forstå og glædes over. For jeg har regnet ud at for hvert år så bliver jeg bare yngre og yngre fx så vil jeg, når jeg er 100 og sønneke 83 – end ikke være en femtedel ældre end hvad han er. Dertil kommer desuden at kvinder holder sig friske længere.
Jeg bliver altså bare yngre og smukkere for hvert år der går – se det er et praktisk eksempel som selv jeg kan forstå. 🙂
Min teenager ved godt hvad PTHC står for, en viden jeg må indrømme jeg ikke selv havde før han fortalte mig om det (en viden jeg for øvrigt virkelig godt kunne have ønsket mig foruden). Hvad min teenager derimod ikke vidste noget om før jeg fortalte ham det, var hvad en børneattest er for en størrelse – en viden som jeg synes alle teenagere burde have, en viden som det i dén grad undrer mig at de ikke har.
For teenagere eksperimenterer og de bliver forelskede og de lader sig rive med af situationen og ingen af dem tænker på at bede deres legekammerater om dokumentation på, at de er over femten. Lige så lidt som de tænker over hvilke konsekvenser det kan have hvis de ikke gør det. For det kan have konsekvenser. Alvorlige konsekvenser. Og selvfølgelig burde alle femten, seksten og syttenårige vide hvad det kan indebære for dem at have sex eller lidt fællesonani med en sød og venlig person på fjortenårogellevemånederellerderomkring.
Så hvorfor ved teenagere ikke noget om det? Når nu det kan få indflydelse på deres liv.
Alvorlig indflydelse.
Tohundredeetellerandet pepparkakor i alverdens former, fire krydderkager, fire chokoladekager, marmorkagerne står i ovnen, saffranet til lussekatterna er for længst købt, dejen til brunekagehuset lagt i køleskabet, så mangler jeg bare de resterende seks slags småkager, tre bløde kager, glasuren og glansbillederne, kanelsneglene, den første julepynt, glöggen og adventsgaverne – og så er jeg og familien klar til første uge i december. Hvordan jeg skal nå det til i morgen er der dog stadig en del tvivl om i det lille hjem, men da jeg de sidste par år har overgivet mig til elektronikkens fantastiske forunderlige verden skal det det nok gå – bare de skeptiske tvivlere forvandles til søde hjælpsomme børn, jeg starter med glöggen og selvfølgelig under forudsætning af at vi ikke pludselig får strømafbrydelse. 🙂
I Aalborg kommune er antallet af anbringelser steget eksplosivt i det forløbne år, og jeg kan ikke lade være med at spekulere i om det skyldes ren panik efter den voldsomme kritik som kommunen fik efter Rasmus Popenda sagen.
For selvfølgelig er der ikke kommet flere børn som har brug for at blive anbragt lige som der heller ikke er kommet flere kompetente anbringelsessteder til disse børn og jeg kan desuden vanskeligt forestille mig at kommunen på bare et år pludselig er lykkedes med at lave komplette udredninger af de pågældende børn.
Nogen ville måske hævde at Aalborg kommune tidligere anbragte for få børn og at de nu har mandet sig op, er begyndt at tage børnenes problemer på alvor og har fundet kvalificerede løsninger. Men…også denne variant har jeg vanskeligt ved at forstille mig, idet Aalborg kommune stadigvarende er kendetegnende som den kommune hvorfra jeg får tilsendt flest mails, sagsakter og fortællinger fra forældre med forespørgsler om kommunens ageren (eller mangel på samme). Faktisk har jeg så meget materiale fra Aalborg kommune liggende at jeg ville kunne fylde en hel bog – alene med eksempler derfra.
Om de børn som er blevet anbragt og om dem som ikke er det. Om de børn som selv har ønsket anbringelse og som ikke har fået den( som Rasmus heroverfor). Om de børn som ikke har ønsket anbringelse, men som alligevel blev tvunget væk hjemmefra (som trettenårige Sofie* der i ensomhed og frustration på anbringelses – institutionen møjsommeligt skar ordet hjælp i armen med en ikke helt ren kniv). Om de børn som er blevet anbragt og som år efter stadig ikke har fået hverken psykiater/psykolog -hjælp eller en ordentlig skolegang. Om de børn som ikke er blevet anbragt og hvis eneste tilbud har været MST. Om de børn som er døde og om de forældre som har rendt kommunen på dørene for at få hjælp, hvor der ingen hjælp var at hente. Om de fantastiske unge som selv tog initiativ og skrev til socialrådmand Mai-Britt Iversen efter hjælp, men hvor der ingen hjælp var at finde. Om de små børn som mistede deres bolig fordi samme socialrådmand tilsyneladende synes kollektiv afstraffelse af hele familier er bedre end reele forebyggende tilbud til de udsatte unge og deres familier.
Så nej, jeg kan ikke lade være med at spekulere..
Over årsagerne til de mange pludselige anbringelser og over panik,vægelsind og ansvarsfralæggelse. Og jeg spekulerer over om disse børn nu også bliver anbragt steder hvor de reelt får de tilbud og den skolegang som de har brug for,ligesom jeg undrer om disse børn og forældre virkelig ikke kunne have været hjulpet på anden vis …
Af såvel danske som svenske læseplaner fremgår det, at eleverne skal lære at forstå de andre nordiske sprog i såvel tale som skrift.
Jeg husker selv med gru tilbage på de par timer jeg havde i folkeskolen og på HF i faget svensk. I al sin kedsommelighed gik det ud på at vi fik udleveret en tekst om ”näcken” (et særligt svenskt fænomen-da nøkken som bekendt ikke findes i Danmark…..) Denne supermoderne litterære tekst skulle jeg så, som svensker, læse højt i klassen – hvorefter undervisningen i at forstå det talte og skrevne svensk var afklaret for både mig og mine medstuderende.
Mine danske børn, der nu går i svensk skole, har tilsvarende erfaringer med danskundervisningen. Min ældste søns lærebog i gymnasiet har fx medtaget en rigtig relevant og typisk dansk molbohistorie fra århundredeskiftet, og læreren der skal undervise i faget forstår ikke selv dansk.
Ovenstående personlige erfaringer rejser altså for mig spørgsmålet:
Mener vi stadig at det er en vigtig del af de unges uddannelse i norden at kunne forstå hinandens sprog, eller er det en glemt passage i loven som ingen berettigelse har i vores nye globale verden hvor naboen ligesåvel kan være Miguel fra Sydamerika?
Og en tanke..,når nu de nordiske sprog ikke er selvstændige fagområder på læreruddannelserne,men bare noget som de enkelte lærere forventes at kunne forstå og undervise i alligevel – hvorfor skulle eleverne så ikke også tilsvarende kunne forventes at vokse op og helt automatisk tilegne sig samme viden?
(Da jeg ikke nævner norsk skyldes det at hverken jeg eller mine børn er blevet introduceret til sproget i skolen)
Mine sidste to indlæg har fra hver sit perspektiv haft medicin som bivirkning, hvorfor jeg egentlig synes det var bedre at samle problematikken i et selvstændigt indlæg.
I hele den vestlige verden bruger vi forskellige typer af medicin til at behandle og holde visse ”symptomer” nede hos de dele af befolkningen som vi karakteriserer som psykisk syge (diagnoser som depression, skizofreni, hele det neuropsykiatriske spektrum m.f).
Hvorvidt medicin generelt er en god eller dårlig idé, er ikke min pointe i dette indlæg. Det er derimod det faktum at vi til den ene side accepterer og til tider lovpriser denne medicin samtidig som vi til den anden side ikke anerkender de bivirkninger som medicinen også kan føre med sig.
Mit spørgsmål handler derfor om ansvar. Først et par eksempler:
1. En ung mand tager livet af sig selv mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er selvmordstanker og selvmordsforsøg.
2. En ung mand slår en anden person ned mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er emotionel instabilitet, fjendtlighed, og aggression.
Hvis ansvar er de to unge mænds handlinger?
Er det deres eget ansvar, fordi de vælger at spise en medicin som har disse bivirkninger? Er det lægens ansvar som har udskrevet medicinen? Er det medicinalvirksomhedens ansvar som har udviklet medicinen? Er det de pårørendes, omgivelsernes ansvar som ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme? Er det samfundets ansvar som tillader disse mediciner? Eller er det sådan, at de unge mænd hver især har ansvar for deres egne handlinger og at medicinens bivirkninger ikke er relevante?
Forestil dig en retssag – Hvordan synes du at ansvaret skulle fordeles? -Hvem burde dømmes?
Flere danske medier fortæller i dag historien om Abraham Biggs der begik selvmord for åben skærm. Hvorfor én enkelt amerikansk drengs selvmord overhoved bliver betragtet som en nyhed værd at rapportere i Danmark kan undre (det er jo ikke som om vores egne unge ikke også tager livet af sig selv), og ingen af artiklerne får umiddelbart lavet nogen pointer der kunne være væsentlige i forbindelse med danske forhold. Den eneste diskussion jeg muligvis kan skimte mellem artiklernes linier – er diskussionen om hvorvidt en hjemmeside, et site , et socialt netforum skal kunne holdes ansvarlige for det skete. Men da det i sig selv er så absurd, så kan det vel heller ikke være det som er relevansen?
Så hvad er relevansen egentlig? Hvorfor skal vi herhjemme overhoved bekymre os om et eneste individ på den anden side af kloden – bare fordi dette individ har valgt at tage livet af sig selv?
Ja, havde de danske medier valgt perspektivet ”Ytringsfrihed og selvmord” – så havde jeg måske kunnet se en relevans også for os herhjemme, i det lille flade land som vi selv betragter som verdens højborg i ytringsfrihed, men da jeg endnu ikke har kunnet finde et eneste medie der har anskuet ”nyheden” udfra denne vinkel, må jeg vel bare fortsætte med at undres……
I Sverige vill vi att skolan skall betraktas som samhället i övrigt när det gäller brott. Brott som sker i skolan ska alltså polisanmälas på lika villkor med brott begångna utanför skolan. En omedelbart logisk och självklar tanke – brott är brott oavsett vart det blir begånget och av vem. Och brott bör anmälas till polisen. Frågan är, vem som bör göra polisanmälan om brott begås i skolan.
Förutsättningen för att skolan som institution ska kunna stå som anmälare och samtidigt hantera uppgiften att säkerställa lika behandling av alla i skolan samt det enskilda barnets rättssäkerhet är att; alla landets skolor har nolltolerans för alla brott som begås av alla skolans medaktörer i alla åldrar, barn och vuxna.
Denna förutsättning finns inte i dagens Sverige. Som det är nu avgör varje skola själva vilka brott som de vill polisanmäla, liksom de själva beslutar om vilka personer de vill anmäla eller inte anmäla.
Skolornas polisanmälningar sker sålunda i dagsläget fullständigt godtyckligt.
Enligt en artikel i lärarnas tidning visade en rundringning till landets rektorer att Malmö stad är den enda kommunen som har en enhetlig policy om förfarandet vid polisanmälningar i kommunens skolor. I alla våra andra kommuner är det alltså helt olika regler om vad som gäller, allt efter vilken skola barnen går på.
Barnens rätt att behandlas lika, oavsett var i landet de bor, blir härmed illusorisk och det enskilda barnet blir totalt utlämnat till den enskilda lärarens,rektorns, skolans individuella etik och moral.
Hur är det då i Malmö, som ju trots allt ser ut att vara lite bättre än de andra kommunerna när det gäller att behandla de egna borgarna lika? Ja, om vi börjar med att se på policyn så framgår det att den enskilda skolan innan polisanmälan sker av barn under 15 år och särskilt under 12 år ” noga ska överväga” detta.
Vad som specifikt menas med ”noga överväga” framgår inte. Det är alltså, återigen, tala om helt godtyckliga beslut även i denna ”enhetliga” kommun. Vissa skulle nu kanske vilja anföra; att vi självklart kan lita på att alla skolor tänker lika, att alla anställda naturligtvis har samma rättsuppfattning och att det ”noga övervägandet” räcker gott och väl för att se till att polisanmälningar sker likartat. Liksom vissa säkert skulle vilja anföra att det bara är jag som är ovanligt misstrogen mot våra myndigheter. Låt mig därför framföra ett par exempel från verkligheten på hur just Malmö stad administrerar och tolkar den enhetliga policyn – så får ni själva döma.
– En fjortonårig pojke blir påhoppad och misshandlad av flera jämnåriga (14-15 år), jämnåriga som senare samma dag yttermera uppsöker pojken på dennes bostad under rasten. Polisanmälan görs inte.
– En trettonårig pojke hamnar i slagsmål med en jämnårig klasskamrat. Polisanmälan görs.
– En lärare använder fysisk våld för att hålla fast en elev. Polisanmälan görs inte.
– Två jämnåriga gymnasiekillar slåss. Ingen av dem önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs.
– Ett flertal elever använder rasistiska och nedsättande ord om andra elever. Polisanmälan görs inte.
– En femtonåring blir påhoppad av två jämnåriga i gymnasieskolan. Femtonåringen önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs inte.
Som medborgare i ett demokratiskt samhälle, som förälder och som pedagog undrar jag vad det är för ett budskap vi egentligen förmedlar till våra barn, när vi tillåter, att skolan som borde vara den som förmedlar demokrati, jämlikhet och rättssäkerhet – i stället förmedlar godtyckliga beslut* baserade på personliga uppfattningar.?
Polisanmälningar ska vara föräldrarnas ansvar, inte skolans. För föräldrar ska pr. definition vara subjektivt partiska till fördel för deras egna barn – liksom föräldrarna är de bästa att avgöra huruvida deras barn kommer att fara mest illa genom att polisanmälan görs med därpå följande förhör och eventuell rättegång eller genom att polisanmälan inte görs.
Så ja…Brott är brott oavsett var det begås och av vem. Polisanmälan av brott är däremot inte bara en polisanmälan. Det är ett godtyckligt ställningstagande som inte hör hemma i våra skolor.
(*Beslut som enligt skolornas egna upplysningar ofta inte ens skrivs ner. Det finns alltså ingen empirisk möjlighet att undersöka huruvida en skolas polisanmälningar är godtyckliga eller inte)
I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.
Men hvad med retten til det modsatte?
Retten til som barn, at tie stille.
Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.
Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.
Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.
Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.
Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler? Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse? Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?
(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)
I aftes kom seksåringen dybt beklemt, og sagde at han havde gjort noget forkert i skolen og at jeg nok ville blive skuffet over ham. Det viste sig, at han havde været oppe og slås med en anden dreng. Læreren havde skældt dem begge ud og selvfølgelig også skrevet en besked til os forældre.
Hér skulle man så måske tro at historien endte med at også jeg tog mit barn i rette og skældte ham ud – hvilket ihvertfald var lærerens helt klare intention.
Men.. Det viste sig, at ganske vist havde sønneke været oppe og slås, og vist synes jeg ikke at det er i orden, men han fortalte også at de selv havde løst det, var blevet gode venner, sagt undskyld og sågar giver hånd før læreren overhoved meldte sig på scenen.
Hvordan kan jeg så andet end at rose ungen for hans evne til selv at løse konflikten, rette op på sin fejl og undskylde?
Historien om en kvinde, der er på tålt ophold i Danmark fordi hun har foretaget aborter i henhold til kinesisk lovgivning beskriver meget rammende et af mine favoritord – Absurdisme.
For, hvad er det lige hun har gjort forkert? Forbrydelser mod menneskeheden? Jamen herrejemine, herhjemme accepterer vi også aborter, også sene sådanne – på levedygtige børn. At vores tidsgrænse så ikke er den samme som den kinesiske regerings finder jeg absolut irrelevant, det samme gør Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager som ikke mener der er grundlag for sigtelse fordi konen handlede efter gældende lov i det land hun befandt sig i. Et land vi for øvrigt samarbejder med på en lang række områder.
Alligevel fastholder de administrative myndigheder at hun skal være på tålt ophold, som med den nye hastelov vil indebære at hun skal i natfængsel i Sandholmlejeren- hvorved ikke bare hun, men også hendes børn straffes for noget som vores eget retsvæsen ikke finder ulovligt.
Jo, morale er godt – dobbetmorale er dobbelt så godt – men bureaukratetik er nu engang det allerbedste !
*(Absurdisme note: Flygtningenævnet som er den instans der har bestemt at kvinden skal være på tålt ophold pga forbrydelser mod menneskeheden – er pga sin blotte eksistens selv blevet kritiseret af netop Menneskerettighedsorganisationer. )
For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.
(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)
Jaja, jeg ved godt at jeg egentlig burde holde blogpause, men… Så det her program i fjernsynet (tror det var bbc) om børn til fysisk/psykisk syge forældre. Programmet havde en meget klar intention om at fortælle hvor svært det var for disse børn – hvor svært det var for dem at have en psykisk/fysisk syg forælder.
Men, det eneste jeg kunne tænke på, alt eftersom programmet skred frem, var at hold da op hvor er de her børn heldige!
Ja, de var ”nødt til” at tage ansvar, at lave mad og gøre rent, at gå på posthuset og betale regninger – være bevidste om familiens økonomi.
Men det betød også at de havde en rolle i familien, at de havde en viden om at de var en del af familiens helhed, at de havde en værdi.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at føle medlidenhed med disse børn – kunne jeg ikke andet end synes at de var heldige og at stakkels de børn som ikke har forældre med ”handicaps” var de uheldige, for sandheden er; at siden vi hentede børnene ind fra marken – har vi stort set ikke anet hvad vi skulle stille op med dem…..
Da jeg kan konstatere at I er rigtig mange som havner på denne blog fordi I gerne vil læse Darwish i dansk oversættelse, kommer her endnu et af hans digte:
Til mit endeligt og til hans
– Er du træt af at gå, mit barn,
er du træt?
– Ja, far.
– Din nat på vejen er lang
og hjertet oversvømmer nattens mark.
Du er endnu let som en kat
kom op på mine skuldre.
Snart skal vi gå gennem den sidste skov
af jernege og terebint.
Dette er det nordlige Galilæa og Libanon ligger bag os
vi ejer hele himmelen fra Damaskus
til Akkas smukke mure.
– Og bagefter?
– Vender vi tilbage til vores hus.
Kan du vejen, min søn?
– Ja, far:
Til øst for Johannesbrødtræet på hovedgaden
starter en lille smal vej mellem figenkaktusser
den fortsætter mod brønden og bliver bredere
drejer mod onkel Jamils vingård,
ham der sælger tobak og slik,
forsvinder i en tærskeplads
retter sig ud igen og slår sig ned i huset
i form af en papegøje.
– Kender du huset, mit barn?
– Lige så godt som vejen.
En jasmin omkring porten af jern
solkatte på stentrappen
en solsikke der stirrer langt ud i det fjerne
tamme bier der dækker frokost op til min farfar
på bakke af bambu
på husets gårdsplads en brønd, en hængepil og en hest
bagved muren en morgendag som bladrer i vores papirer.
– Far, er du træt?
Jeg ser sved i dine øjne.
– Jeg er træt, min søn… Bærer du mig?
– Som du plejede at bære mig, far.
Jeg skal bære denne længsel
til min begyndelse og til hans
og jeg skal gå denne vej
til hans endeligt og til mit
Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting. Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.
Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv som andre har været mest interesserede i at læse*.
Harning 