Elever mobbes af deres lærere
Posted by harning på maj 20, 2009
En mindre undersøgelse har nu peget på at flere lærere mobber deres elever – et forhold som alle os der har gået i skole og som har haft børn i skolen naturligvis allerede vidste, ligesom det vel næppe kan komme bag på nogen at det oftest er drengene som føler sig gjort til syndebukke. Hvad der derimod ikke alene kan komme bag på mig men også vække min harme er skolelærernes udtalelser i forbindelse med undersøgelsen. Ifølge DRB har fx både skoleledere og skolelærere udtalt massiv kritik og påtalt, ”at det virker voldsomt at drage så dramatiske konklusioner på basis af det begrænsede materiale i undersøgelsen”, samt at undersøgelsen er ”misvisende” og at de derfor vil have Undervisningsministeriet til at foretage en ny og større undersøgelse. Sidstnævnte ville for så vidt være en udmærket ide, (også jeg synes at der bør foreligge et solidt undersøgelsesmateriale) var det ikke fordi anmodningen synes at komme som et krav fra lærernes/ledernes side om at blive frikendt fra anklagerne – og det er bare ikke i orden!
Grundlaget for enhver hensigtsmæssig kommunikation og ethvert samarbejde må nødvendigvis være gensidig respekt, hvilket jeg på ingen måde mener at børnene får i denne sammenhæng når de involverede voksne tilsyneladende totalt underkender elevernes oplevelser og følelser. Så.., hvis jeg ikke allerede var klar over at der findes lærere som ikke respekterer deres elever og lærere som ligefrem mobber eleverne, ja, så ville lærernes forsvarsreaktion i denne sag få mig til at tænke om.
©Harning
Læs også: Bertil Haarders udtalelser og Anders Bondo samt selvfølgelig eleverne selv
Harning 
jensdrejer said
Endnu en gang – BRAVO! Jeg har lige læst en artikel på Politiken, hvor lærernes formand Anders Bondo Christensen forsøger at forsvare lærerne og afvise undersøgelsens resultater. Jeg blev så gal, at jeg overvejede at sende ham en sur mail. Næh, i denne sag tror jeg lærerne får meget svært ved at klare frisag.
harning said
Tak for det Jens. 🙂
Også jeg blev rigtigt gal da jeg læste DRs nyheder – hvor netop Anders Balle udtaler: ”at undersøgelsen reelt viser, at kun 3,5 procent af eleverne har haft oplevelser med lærerne inden for det sidste halve år, som de direkte beskriver som mobning.”
Jamen! Det er da også slemt nok – eller mener han virkelig at når det ”kun” er 3,5 procent så er det ligemeget?
For ikke at tale om, at bare fordi eleverne, som Ole Juhl påpeger, har været lojale og hensynsfulde i deres udtalelser om lærerne så skal deres udsagn ikke tage alvorligt fordi de ikke helt specifikt har brugt ordet mobbning…
Nej, klædeligt ville det have været hvis lederne og lærerne havde grebet i egen barm og taget problemet på alvor – uanset hvor mange eller få elever som føler sig mobbede.
silhuet said
Angreb er jo som bekendt det bedste forsvar?!
Lærerne tror givetvis (fejlagtigt), at om de erkender deres egen menneskelighed, og dermed denne menneskligheds knap så flatterende sider, ja så ”taber de ansigt”. Overfor elever, forældre og politikere.
I mine øjne tjener det stor ære, om man lytter til kritik, tager den til sig og forsøger at ændre på problemet. Det er ikke et nederlag at erkende sine fejltrin, men det er eddermame et nederlag ikke at ville erkende dem.
Selvfølgelig mobber lærere! Ligesom kolleger gør det. Som forældre iblandt gør det. Som vi alle – mere eller mindre uforvaret – mobber af og til. Ofte som forsvar. Eller for at reparere på et mindreværd. Eller i afmagt.
Vi skal alle lære (også lærere 😉 ) at finde andre måder at løse vores afmagt, konflikter og frustrationer på end ved mobning. Sgu. Og det kan vi kun, hvis vi erkender at vi mobber.
(og så skal vi naturligvis også henstille til, at hverken elever eller forældre på den anden side, mobber lærerne!)
Susan said
Da jeg laeste dit indlaeg Harning, taenkte jeg … ja den og den i min klasse blev mobbet af den og den laerer. Jeg spurgte min mand, jo jo han kunne ogsaa udpege et par stykker (udover sig selv ) der blev mobbet af laererne.
Det er tegn paa at laererne udemaerket godt ved at det er et problem at de saa hurtigt er ude at afvise det. Jeg tror egentlig slet ikke der er brug for en udnersoegelse, jeg tror du kan spoerge hvem som helst paa gaden og saa vil de kunne udpege en eller to i klassen der blev mobbet af en eller flere laerere.
Da jeg gik i skole ville jeg heller ikke have kaldt det mobning eller drilleri, det disse 2 laerere gjorde, men naar jeg kigger tilbage paa det er der ingen tvivl om at det var mobning.
At grine med naar nogle drenge har tapet en anden dreng fast til en stol, kalder man jo ikke mobning naar man gaar i 8. klasse, at koere med paa en sjov udtale af et navn kalder man jo ikek noedvendigvis mobning naar man gaar i 7. klasse – et par eksempler jeg kan huske.
Det ville helt klart vaere klaedeligt hvis laererne og lederne vilel tage det alvorligt og erkende at det er et problem.
dax2 said
Du teoretiserer uden at tænke på, hvilke mennesker der er i begge ender af denne her diskussion. Der er gode lærere, som føler sig mistænkeliggjorte. Af en eller anden grund er der opstået en frygt blandt lærere for at kritisere andre lærere eller hjælpe hinanden. Det er et minefelt at bevæge sig ind i.
Hvordan vil du have, at et menneske, der har valgt at bruge sit liv på at undervise børn, hjælpe dem frem i verden, så at sige, skal reagere på en kritik, der siger at de nedgør og ”mobber” børnene?
Marian said
Jamen, lærerne behøves da slet ikke at være flov over det! Det er jo ikke mobning. Det er opdragelse til ydmyghed.
De kan lære noget af nordmændene, de danske lærere.
harning said
Helt enig i at æren ligger i selverkendelse Silhuet. 🙂 sammen med en vilje til at ændre de ting som ikke er i orden – uanset hvem man er eller hvilken kasket man har på.
harning said
En nok så væsentlig sproglig detalje Susan. 🙂
For du har da ret i at de fleste elever ikke nødvendigvis vil kalde det mobning (hvilket jo bla også fremgik af undersøgelsen) – hvorimod alle voksne som hører en beskrevet situation ville være i stand til at sætte ordet mobning på. Og dog… mobning som begreb er jo rimeligt nyt og grænserne for hvad der kvalificerer som mobning synes hele tiden at rykke sig, og i det perspektiv kan jeg da sagtens til tider synes at nogen er for nærtagende og for hurtige til at råbe såvel mobning som sexchikane…..
Jesper said
Der er ingen tvivl om Jeres synsvinkel her og fred være med det. Men jeg håber godt nok at I og andre der læser de her artikler har mere nuancerede syn på tingene når det kommer til stykket. Jeg har sjældent læst så manipulerende en artikel på Politiken, som den der startede snakken.
Jeg kunne egentligt godt tænke mig at NOGEN forklarede hvad der var i orden og hvad der ikke er – jeg selv er lærer og kommer jo i tvivl om mine gerninger egentligt er fine i kanten. Jeg siger tingene som de er i min undervisning og har helt klart gjort elever til grin til tider. Det er f.eks. ikke længe siden jeg tog en elev i at aflevere en kopiopgave. Det tog jeg op i klassen, med navns nævnelse, eleven til stede og hele molevitten. Jeg er da 100% sikker på at netop den episode optræder som mobning i den her undersøgelse.
Måske skulle jeg give knægten en undskyldning … så.
Ærgerligt, jeg har i lang tid troet på at lorten på bordet var direkte pædagogik der kan forstås.
harning said
Hvorledes du kan mene at jeg teoretiserer forstår jeg ikke helt Dax. For faktum er at der findes lærere som mobber og elever som føler sig mobbede og det er da givet et problem.
Faktum er også at jeg selv tilhører vel en af de mest nedgjorte faggrupper (jeg er jo sådan en der ”bare” passer børn”) – uden at jeg dermed på nogen måde føler mig ramt når pædagoger kritiseres. Tværtimod har jeg så meget faglig stolthed at jeg selv til enhver tid vil gøre hvad jeg kan for at fjerne de brodne kar fra mit eget fagområde således at jeg med stolthed kan sige at jeg er pædagog. Hvorfor lærerne ikke skulle kunne gøre det samme er mig en gåde. Lige som det er mig en gåde at mennesker der, som du selv siger, har valgt at bruge sit liv på at undervise børn, hjælpe dem frem i verden, ikke kan forstå at ved at tage afstand fra andre menneskers følelser (i dette tilfælde elevernes) og i stedet for at gå i dialog – gå til angreb – så skaber de ikke bare uholdbare modpoler men de udviser tillige en gevaldigt stor disrespekt overfor dem som de netop skulle undervise og hjælpe.
harning said
Hej Jesper og velkommen til. 🙂
Hvis jeg skal forsøge at se lidt bort fra din tone som jeg ærlig talt ikke mener fremmer hverken debatten eller lærernes ry i denne sag, så hører jeg dig sige tre ting:
1. At Politikens artikel er manipulerende og unuanceret.
2. At det kan være svært at vide hvor grænsen går fordi den går ved det oplevede – og ikke ved rent faktuelle omstændigheder.
3. At direkte pædagogik der kan forståes – eksemplificeret via dine egne eksempler fra din skolehverdag.
Ad 1:
Hvorvidt artiklen var manipulerende skal jeg ikke kunne udtale mig om – jeg har alene hæftet mig ved efterfølgende udtalelser som jeg antager at jeg kan tage for pålydende. (og manipulativ eller ej – så er det et reelt problem)
Ad 2: Som det fremgår af kommentar nr 8 er jeg ikke umiddelbart uenig – dog er det ikke ensbetydende med at jeg ikke mener at man skal tage de mennesker alvorligt som føler sig trådt for nær og gøre hvad man kan for at sikre at det ikke gentager sig.
Ad 3: Du og jeg synes at have hver sin opfattelse af hvad direkte pædagogik er og hvorledes den bedst forvaltes – jeg ville fx aldrig bevidst gøre et barn til grin eller udstille et andet til offentlig skam i opdragende øjemed…
J.f for øvrigt min kommentar til Marian herunder.
harning said
Du er morsom er du Marian. 😉
Men den slags er faktisk ulovligt i Danmark (j.f. fx. Serviceloven). I Danmark så har alle der får kendskab til at et barn bliver udsat for ”nedværdigende behandling” fra opdrageres side (herunder lærere og pædagoger) pligt til at underrette kommunen.. – Hvilket jeg for øvrigt har gjort et par gange (uden at jeg på noget tidspunkt har udstillet hverken de pågældende lærere eller skoler til nogen som helst).
Heidi said
Til Jesper
Hvad ville du sige til hvis du havde gjort noget dumt, noget du skammede dig over, og din chef fortalte det til alle dine venner? Det ville du sikkert ikke synes var sjovt.
Jesper said
Hej Harning.
Tonen i mit indlæg er udtryk for indignation. Jeg er et medlem af en stand der dagligt bliver usagligt kritiseret af totalt underlødige artikler som f.eks. Politikens nærværende eller som mit eksempel havde til sigte at påpege: En undersøgelse der tager udgangspunkt i en anonym påstand der hverken kan efterprøves eller følges sagligt op på. For det kan de her udsagn ikke og det fortjener lærerne i det mindste.
Er du ikke enig i at lærerne fortjener det?
Og det er det ENESTE der bliver efterspurgt – det er at undersøgelsen laves på et grundlag der rent faktisk holder. Det tolker du som en panikforsvarsreaktion uden stillingtagen til pointer – jeg tolker det som opråb fra en lærerstand, der indtil videre i høj grad har taget tæskene og prøvet at halse efter hvad storme medier og ofte overfladiske undersøgelser nu har pisket op, om for s…evan da i det mindste at blive dømt, hængt ud, skældt ud og hvad ved jeg, på et rimeligt grundlag.
Du siger uden videre at dit principielle syn på mit eksempel ville have forhindret dig i at agere som jeg. Det er uhygeligt nemt og illustrerer på fantastisk vis hvor nemt det er at stå ved siden af. Der er for mig to faktorer der specielt gør sig gældende i det nævnte eksempel:
1. Jeg flytter ingen elever i min undervisning hvis jeg ikke er der 110% som person. Og jeg mener ikke kun fagligt – jeg er ikke lærer for at udvide faglige horisonter (det er et ganske fornuftigt biprodukt dog, hehe), min begrundelse for at være lærer er at ville involvere mig og i øvrigt med hjemmel i folkeskolens formålsparagraffer danne basis for (grin bare) – et bedre liv.
Det sker simpelthen ikke uden at man på mange måder stiller sin person til rådighed. Og så er det ganske enkelt: eleven spytter på mig ved at aflevere en kopi og han skal mærke det er slemt.
Det kunne jeg nok have gjort begribeligt i enrum med eleven – det medgiver jeg, men bare i det aspekt ligger der en verden af diskussioner. Medvirkende til min beslutning var grund nummer to:
2. Alt for meget opførsel, alt for meget viden, alt for mange vaner forsvinder i ikke-kommunikation. Jeg er nu efterskolelærer netop pga at dette trods alt har sine begrænsninger når man er sammen med elever på alle mulige tidspunkter af døgnet. I folkeskolen oplevede jeg elever der kunne ”gemme” deres opførsel i skolen. Optræde totalt uhyrligt i én time, almindeligt i en anden og om eftermiddagen være den mest velopdragne i familiens skød.
Derfor har jeg for lang tid siden gjort op med mig selv at jeg ikke vil spilles med. Jeg vil til enhver tid sige tingene så åbent som jeg kan, med så mange navne som jeg kan. Jeg er ikke idiot og ved at det her ikke kan efterleves altid, men du ville blive forbavset over hvor tit det skærer genveje. I denne situation vurderede jeg at den offentlige håndtering af sagen var det der skulle til.
Og det kan man da sagtens være uenig i – jeg har før håndteret lignende sager anderledes. Min pointe er, at der er så mannge nuancer der ikke har haft skyggen af en chance for at blive vendt og det er sgu bare ikke fair.
Jesper said
Jeg tror egentligt at de fleste lærere ville have en konstruktiv tilgang til den her debat hvis de følte at den angivne procent stemte overens med virkeligheden. Jeg tvivler på at én eneste lærer vil benægte at disse ting foregår, tallet på 10% er bare så massivt, at det sætter alle lærere under mistanke.
Så længe er det ikke siden jeg selv var elev i den danske folkeskole og jeg har efterhånden også haft en del forskellige kolleger som hver især har haft deres tilgang til gerningen. Jeg har i ét tilfælde taget en anden lærers omgangstone med eleverne op med vedkommende.
Men lad os få en ordentlig undersøgelse og så en ordentlig debat.
Marian said
Harning, det er jo det jeg mener, når jeg siger danskerne kunne lære noget af nordmændene! Hvor kommer vi hen, hvis man ikke engang må opdrage til ydmyghed (= afreagere sin personlige frust på andre, der befinder sig i et afhængighedsforhold til én) via ord?! Det er da simpelthen for dårligt!
Jesper said
”som jeg ærlig talt ikke mener fremmer hverken debatten eller lærernes ry i denne sag”
”J.f for øvrigt min kommentar til Marian herunder.”
Måske skulle du overveje din egen tone. Hvad giver dig ret til at bedømme andre lærere på mit indlæg og hvad bilder du dig ind at antyde jeg har gjort noget strafbart ved at uddele en skideballe offentligt. Regner du med at DET er fremmende for debatten?
harning said
Hej Heidi og velkommen til. 🙂
Da din kommentar er til Jesper vil jeg naturligvis lade ham besvare den selv, dog vil jeg lige gøre opmærksom på
dette indlæg, fordi det også beskriver situationer som opleves ekstremt krænkende men hvor intentionen fra den voksne sjældent er det (i hvert fald ikke bevidst,håber jeg….).
harning said
Jesper uanset hvor meget jeg så end forsøger – så kan jeg ikke forstå at du føler dig indigneret på vegne af den kritik som rettes mod dele af lærerstaben hvis du ikke er én af dem hvor kritikken er berettiget. Som jeg også var inde på i min kommentar til Dax – så ville min indignation i stedet gå på at personer indenfor min egen faggruppe ikke opførte sig professionelt.
Hvad angår hvorvidt lærerne fortjener en ordentlig undersøgelse så må jeg henvise til mit indlæg hvor jeg netop skriver at: ”også jeg synes at der bør foreligge et solidt undersøgelsesmateriale”. – Dette fordi jeg naturligvis synes at der altid bør være et ordentligt faktuelt grundlag. I denne sammenhæng må jeg tillige gøre opmærksom på at jeg intet steds har nævnt de 10% – tværtimod henviser jeg i kommentar nr.2 til de 3,5% som jeg synes er slemt nok.
Du skriver at: ”Du siger uden videre at dit principielle syn på mit eksempel ville have forhindret dig i at agere som jeg. Det er uhygeligt nemt og illustrerer på fantastisk vis hvor nemt det er at stå ved siden af”. Det er korrekt at det er mit principielle syn – men du må have misforstået noget hvis du tror at det alene er mit principielle syn. Jeg har gennem de sidste sytten år levet i en praktisk pædagogisk virkelighed (som både forælder og pædagog), hvor jeg finder det væsentligt at principper og praksis hænger sammen og at påstå at jeg står udenfor og udtaler mig på et teoretisk grundlag er således absurt – lige såvel som tanken om at jeg bevidst skulle gøre et barn til grin eller skamme et andet ud offentligt.
Endelig må jeg sige at jeg undres over at du synes at mene at det er en personsag at være lærer – og at det dermed er din personlighed snarere end dine faglige kvalifikationer som reelt betyder noget. Det om noget synes jeg da er at undervurdere fagligt kompetente kolleger.
I følge min opfattelse så er du alene en del af forvaltningen og skal som sådan agere kompetent og professionelt med en klar adskillelse mellem sag og person – sidstnævnte noget jeg tvivler på efter din kommentar om at du valgte at udstille den pågældende elev fordi han ifølge dig havde spyttet på dig og det skulle han mærke. En kommentar som jeg synes klart illustrerer at formålet med at udstille den pågældende elev for dig primært var at tilgodese egne sårede følelser.
Og for at der ikke skal råde nogen tvivl:
Jeg ved godt at verden er fyldt af nuancer.
Jeg antager også at de allerfleste gør deres job så godt de formår (uanset job og faggruppe).
Jeg synes det er glimrende at du gerne er åben overfor dine elever.
Og jeg synes i særdeleshed det er godt at du har været en af dem med nosser nok til at påpege overfor en kollega når denne kom til at overskride grænserne for rimelig omgangstone overfor en elev.
harning said
Jesper hvad jeg mente med min kommentar om at din tone ikke fremmede debatten eller lærernes ry var at, da indlægget og den efterfølgende diskussion netop omhandler det problematiske i lærernes udmeldte forsvarsposition havde jeg bare sådan ønsket at den/de lærere som valgte at kommentere hér havde haft den modsatte holdning og derved havde kunnet være med til at af- istedet for at bekræfte min påstand i indlægget om at lærerne i denne sag totalt underkender elevernes følelser. Kommentaren var således et udtryk for mine egne skuffede forventninger, hvilket måske ikke var helt i orden – men til den anden side så er det trods alt min blog. 🙂 Og min opgave er ikke at rette op på lærernes ry eller at male dem rosenrøde i offentligheden – det er jeres egen opgave.
Vedr. Referencen til lovgivningen, så er det noget som ligger mig ganske varmt om hjertet, fordi vi har en god lovgivning på området og jeg mener virkelig at vi alle såvel pædagoger som lærere bør følge den – ligesom vi opdrager ungerne til at de skal overholde landets gældende love og hvis du har følt dig personligt ramt over min tolkning af loven og min deraf følgende valgte praksis, så har det ikke været min intention.
jensdrejer said
Til Jesper.
Jeg bliver ekstremt utilpas når jeg læser dine kommentarer. På den ene side erkender du at der er lærere som mobber elverne og samtidig forsøger du at afvise al kritik, med den begrundelse at det ”sætter alle lærere under mistanke”. Efter min mening er det udtryk for en utrolig tilsidesættelse af hensynet til børnene, samt deres tryghed og velbefindende. Alle ved at mobning kan traumatisere et barn for livstid. Det kan ødelægge hans eller hendes liv og fremtid. Alligevel synes du åbenbart, at det er vigtigere at beskytte lærestanden mod mistænkeliggørelse. Det har jeg svært ved at forstå og jeg håber egentlig at jeg har misforstået dine kommentarer.
Derudover: det kan godt være at meget har ændret sig siden jeg gik i skole, men dengang kan jeg love dig at der var mere end 10% af eleverne der blev mobbet af lærerne. Det er sikkert meget forskelligt fra skole til skole. Jeg tror nemlig at det også er et spørgsmål om klimaet og tonen på lærerværelset. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det var ret slemt på min skole.
perolofdk said
– selvfølgelig skal det ikke kun være mobning eleverne imellem, der skal være i fokus, voksnes mobning er da lige så væsentlig. Noget af det svære ved sagen er, at ganske vist KAN mobning være synlig og bevidst – men den KAN også være usynlig for alle andre end offeret og den KAN være ubevidst. Mobbe-snakken og undersøgelser osv kan gøre det legitimt for den, som føler sig udsat for mobning, at tage sagen op. Derfor er det jo ikke sikkert, man hver gang vil få medhold. Det er jo en mulighed, at man FØLER sig mobbet, uden det er det, som er tilfældet. Hvis omgivelserne siger til mig, at jeg ikke har grund til at føle mig mobbet i en given situation – så må jeg vel overveje sagen nok engang? Og omvendt, jeg som er opflasket med ironi, kan jo ikke altid liige se på den anden, at min ironi idag er blvet til mobning…
harning said
Ironi. 🙂
Hold da op hvor har min glæde og begejstring for ironi været årsag til mange diskussioner gennem årene. 🙂
I den sammehæng synes jeg dog at det er værd at bemærke at mange børn og unge slet ikke forstår ironi – hvorfor man bør tænke sig om en ekstra gang i forhold til arbejdet med netop disse. (og apropos.. så fik min ældste søn besked på af hans lærer da han gik i anden at han ikke måtte anvende sig af ironi for det kunne de andre børn slet ikke forstå.Jeg accepterede naturligvis lærerens anmodning vedr. sønneke men synes måske også at hun kunne have brugt lidt tid på at lære de andre børn om ironi som udtryksform og humor….)
perolofdk said
1.- sommetider har jeg haft indtryk af, at der er flere børn end voksne, som forstår ironi…
2..- der er mobningen og så er der beretningen om mobningen. Har man ikke selv været tilstede, har man kun beretningerne, at holde sig til. F.eks. nu Jespers historie om eleven som afleveret en kopieret besvarelse. Jeg ser bort fra bemærkningen om, at du opfatter det, som eleven har spyttet på dig. Den forstår jeg ikke. Han har i hvert fald overtrådt en ganske elementær regel. Er det i sig selv mobning at tage det op med navns nævnelse? Her er det så det betyder noget med ‘det faktiske forløb’. For selvfølgelig kan det gøres som mobning – men omvendt: Det er klar snyd, hvorfor skal det beskyttes af navneforbud? ER lærerens vrede/skuffelse i en sådan situation ikke et udtryk for, at hun/han tager opgaven alvorligt?
harning said
Per-Olof
Ad 1.- Enig. 🙂
Ad 2. Som måske mest var til Jesper? Men her alligevel min kommentar: Jeg synes at du er inde på noget af det samme som jeg skrev i nr.11 nemlig at : ”det kan være svært at vide hvor grænsen går fordi den går ved det oplevede – og ikke ved rent faktuelle omstændigheder” – Hvilket jeg er helt enig i.
Derimod må jeg et eller andet sted alligevel tilslutte mig Heidis kommentar hvis vi bruger Jespers specifikke eksempel – for uanset at eleven har overtrådt en elementær regel – så tvivler jeg på at Jesper selv ville bryde sig om hvis han havde kommet til at gøre et tilsvarende elementært regelbrud hvorefter jeg ikke bare klagede til hans Rektor og forvaltning men tillige fortalte alle vidt og bredt om hans fejl og regelbrud. Uanset hvor berettiget en skuffelse jeg som forælder, pædagog el. lign havde og uanset hvor alvorligt jeg personligt og fagligt tog sagen så synes jeg at det ville være utilstedeligt at berette om sagen med navns nævnelse til hans omgangskreds.
per-olof.dk said
@Harning –
jeg ved ikke rigtig om jeg er enig – lad os lade situationen se sådan ud: Det er en eksamensopgave – jeg vil tro det medfører bortvisning fra eksamen – det holdes vel ikke hemmeligt? At ikke nævne det i hverdagen, hvor den art snyd er tæt på at være lige så alvorlig – kunne være en fejl overfor personen, som ikke forstår, hvor alvorligt det er?
harning said
Skulle det være en eksamensopgave og skulle eleven allerede være blevet straffet indenfor systemets muligheder så synes jeg det er desto værre fordi der så er tale om brud på tavshedspligten i en forvaltningsretlig sag og dertil kommer at jeg bare ikke bryder mig om hverken dobbeltbestrafning eller offentlige gabestokke…
Men selvfølgelig skal eleven gøres opmærksom på fejlen og selvfølgelig skal der være konsekvenser som kan mærkes! – I vores verden hedder den slags jo brud mod ophavsretten hvilket er en ganske alvorlig sag.
harning said
Og hemmeligt og hemmeligt… – jeg vil da antage at alle nok ved hvem og hvordan alligevel i den slags sager, men mener stadig ikke at det er lærerens opgave at gøre andet end at på neutral vis forklare de gængse regler og hvilke konsekvenser det har at bryde mod dem, gerne eksemplificeret fra virkligheden men fortsat uden at pege fingre ad én bestemt person.
per-olof.dk said
– hm når man ikke har været i situationen – vil jeg afstå fra yderligere mening i dén sag – det bliver noget med hvad nu hvis og hvis –
harning said
Tja…Selv synes jeg nu engang at den slags hvad nu hvis og hvis og hvad med hvis, eller hvis..kan være ganske morsomme og til tider endda givende. 🙂
per-olof.dk said
– sandt nok!
Jesper said
Jeg vender lige tilbage i aften, men vil da bare lige kort sige at jeg ikke mener Heidis sammenligning holder. At sammenligne en chefs funktion i en virksomhed med min er ikke realistisk, der er forskellige mål med de to ting. Jeg nævnte situationen fordi jeg meget sjældent skælder ud (det er simpelthen ikke nødvendigt og halleluja for det) og derfor var meget omhyggelig med at vurdere fremgangsmåden.
Og det bringer mig egentligt frem til et spørgsmål til bloggen: Må lærere ikke skælde ud på elever mens der er andre elever til stede, efter Jeres mening? Må lærere overhovedet straffe?
Jeg synes nemlig debatten mangler en præmis, måske kan vi komme den nærmere med de to spørgsmål.
Til Jens:
Hvordan kan man erkende et problem og afvise det på samme tid, det forstår jeg ikke. Jeg bestrider problemets størrelse, ikke dets væsentlighed.
dax2 said
Teoretisering: Hvis du virkelig mener, at der er nogen lærere, som er helt entydigt mobbere, så teoretiserer du ikke – det er nuancerne, jeg efterlyser.
For at nuancere lidt vil jeg forsøge med Jespers eksempel: Det er ikke i orden at kopiere, det er snyd, selvfølgelig. Det er de færreste elever, som gør det hver gang, og derfor kan det være stigmatiserende at nævne navne.
Det er ikke fremmende for arbejdet at vise en dårlig opgave som skræmmeeksempel, men måske kan det forsvares at man nævner hvem der har kopieret. Måske. Og som du tror jeg at man ødelægger debatten ved at bruge et sprog og en tone, der indeholder de ord børn bruger som skræmmeord (id est latrinære udtryk, bandeord etc.)
På samme måde vil der være nogle lærere, som med kollegial støtte vil blive bedre, men som efter udhængning i stil med den, der affødte debatten her, kan ende med at polarisere og gå i forsvar. Der var engang en lærer som sagde til mig at lærernes lærere var meget lidt pædagogiske eller hensynsfulde eller hvad sådan noget hedder.
enhjoringen said
Hej alle.Det var på tide at dette emne er kommet op til diskution. Jeg blev i den grad moppet af min matematik lærer i folke skolen, og jeg har ALDRIG glemt det.Lærer ved ikke hvor let de kan ødelægge et liv ved utilsigtet eller ej at mobbe.Jeg har prøvet at diskuteret dette emne med adskellige lærere jeg har mødt rundt omkring. og der bliver ALTID meget stille og meget hurtigt snakket om noget andet,det fortæller mig at problemet findes og lærernestanden ved det ,men de tør/kan/vil ikke gøre noget ved det.Så en henstilling til den danske lærerstand: Tænk jer om når I underviser I har AlT for let ved ødelægge et barn liv.
harning said
Om lærere må skælde ud mens andre elever hører på det?
Interessant spørgsmål Jesper, som jeg dog tvivler på at nogen af os kan besvare uden en nærmere definition på at skælde ud – for lige som med mobning så har vi sikkert alle mere eller mindre forskellige definitioner og grænser. Helt overordnet så mener jeg fx ikke at man bør råbe ad andre (hvilket kan være ganske umuligt at undgå i en kaotisk skoleklasse) eller skælde nogen ud i andres påhør – men den ”i andres påhør” er aldeles afhængigt af situationen – for hvis personen(i dette tilfælde eleven) vælger at gøre/sige noget i andres påhør som kunne påkalde sig en udskældning..tja..så er katten vel allerede ude af sækken og personen kan derved ikke gøre krav på diskret hensyntagen. Men.. dette er jo bare aktuelt hvis hensynet alene skal gå til den der bliver skældt ud.
For mange mennesker oplever det som pinligt og krøller tæer når de bliver sat i en situation hvor de må være ufrivillige tilskuere til andres skænderier ligesom en del børn oplever det som meget voldsomt når voksne råber (hvad enten det er dem selv eller andre det går ud over) begge dele noget jeg i den grad mener at der bør tages hensyn til. Dertil kommer at jeg personligt altid har fundet det møgirriterende når min (senere mine børns) undervisningstid er blevet brugt på at skælde andre elver ud.
Vedr. straf – så er jeg ikke tilhænger af straf- forstået på den måde at straf typisk er noget der uddeles som hævn og for straffens egen skyld. Jeg tror på at handlinger har konsekvenser og at konsekvenserne skal afpasses handling og situation for at have nogen som helst hensigtsmæssig effekt( j.f for øvrigt dette).
Straf
harning said
Hej Enhjorningen og velkommen til. 🙂
Dejligt at også få din side af sagen, en side som ellers har manglet i dette kommentarspor, og jeg kan vist kun erklære mig helt enig med din henstilling. 🙂
harning said
Dax
Jeg mener faktisk at der findes lærere som er helt entydige mobbere, nogle få brodne kar, lige som der gør i alle faggrupper. Men jeg mener også at det større og værre problem nok skal findes i den mere ubevidste og tankeløse disrespekt som en noget større gruppe lærere til tider udviser – ligesom jeg synes at det er væsentligt at have fokus på hvor let det har vist sig at vi mennesker har ved (uden at tænke over det) at single de svage fra, orientere os i grupper, finde syndebukke, misbruge voret magt og autoritet osv. (j.f Zimbardos forsøg med ”fanger” og ”fangevogtere”).
Hvorvidt lærernes lærere er pædagogiske og hensynsfulde skal jeg ikke kunne udtale mig om – men det er da værd at tænke over om lærerne ”bare” bringer noget videre som de har lært under uddannelsen – omend jeg synes der er en væsens til forskel på voksenundervisning og børneundervisning.
Jesper said
Hej igen. Fik ikke tid i går, men faldt lige nu her over Politikens debat-tråd. Mange af kommentarerne er rystende på den ene eller den anden måde, men bare lige for at få i hvert fald mit eget standpunkt slået fast har jeg plukket nogle citater som jeg mener går i den rigitige retning:
”»Og den bliver først rigtig god, når man også tænker elev-lærer relationen med. Eleverne skal opføre sig ordentlig, men eleverne kan også forvente, at der er regler, som lærerne skal overholde«, siger Ole Juhl fra DCUM.”
Det kan alle kun være enige i og jeg personligt ville opleve det som en befrielse at have noget at forholde sig til. Der kan debatten faktisk passende starte.
”Anders Pedersen burde få en medalje for at ramme kernen i dette spørgsmål. At sætte fokus på et meget lille problem, nemlig lærermobning fjerner man fuldstændig fokus fra meget større problemer: adfærdsvanskelige elever, ansvarsflygtige forældre, berøringsængstelige politikkere og sensationsivrige journalister.”
Jeg er ikke enig i at det er et lille problem, men det skal ikke skilles ad fra de her ting. Når vi et efter et hiver et problem fra folkeskolen ud og fokuserer på det, glemmer man hele buketten af faktorer, som jo er den der til sidst udgør resultatet. Noget holisme, tak 🙂
”Undersøgelsen fortæller at nogle elever FØLER at de bliver mobbede”Korrekt – det er en svaghed ved undersøgelsen, og den ”gearing” må afklares.”
Det har været en stor del af min pointe tidligere her på bloggen. Lad os få det gjort, og så prøve at løse det her problem. Mht at få det løst, så kan jeg se flere positive ting ved at debatten i det hele taget er her – på upræcist grundlag eller ej – fordi den kan føre til et mere præcist udgangspunkt for lærerne, jvf Ole Juhls kommentar ovenfor.
”Man kunne med fordel begynde med at definere mobning.En gentaget nedgørende, negativ handling, der kan være fysisk eller psykisk eller verbalt, fra en eller flere personer rettet mod et offer, hvor formålet er, at offeret til sidst enten skal bryde sammen eller reagere stærkt følelsesmæssigt.”
Jeg er ikke enig med definitionen, men vi mangler én. Ja tak. Med til den definition hører også en lærers muligheder for at straffe.
Når ikke mere, skal op og have 10. til dansk. 🙂
Jesper said
På falderebet:
Jeg er enig i at nogle lærere mobber. Jeg har i min tid med vel 40-50 forskellige kolleger oplevet to lærere hvor jeg har tænkt alvorligt over det. Det skyldes efter min mening at det er blevet en del af deres personlige arsenal i kampen for overlevelse af den ene eller den anden grund. Inkompetence, umulige elever eller en hvilken som helst variant af de to, take your pick – fakta er jo at det ikke burde ske.
dax2 said
Ja Harning, jeg ser at Jesper også skriver, at det kan være lærernes personlige kamp for at overleve, som bevirker at de svagheder som du ganske rigtigt påpeger (udskillelse af et let offer m.v.) får lov at udvikle sig. Med andre ord må ressourcerne til Skolen bruges på en anden måde.
Jesper said
”Vedr. straf – så er jeg ikke tilhænger af straf- forstået på den måde at straf typisk er noget der uddeles som hævn og for straffens egen skyld. Jeg tror på at handlinger har konsekvenser og at konsekvenserne skal afpasses handling og situation for at have nogen som helst hensigtsmæssig effekt”
Enig, men at betegne det konsekvens besvarer ikke mit spørgsmål. Jeg hører dig sige at min kopi-elev ikke skulle have en opvasketjans og det er jeg som sagt enig i.
Til enhjørningen: Jeg er sikker på at ingen lærere overhovedet (0) er blevet lærere med den intention at ødelægge, tværtimod tror jeg at det modsatte er tilfældet. Og her begynder diskussionen først for alvor at have mening synes jeg. For hvad går så galt derfra? Og der tror jeg de fleste er enige i at der er en bred vifte af faktorer som spiller ind.
Jeg gætter på at diskussionen ender ved et kommunalt system der hverken har midler eller kapacitet til den opgave det er at drive en progressiv og rummelig folkeskole. Jeg selv forlod den – på trods af nogle fantastiske kolleger, mirakelmagere uden lige som på trods af alt var store kapaciteter – med adskillige eksempler på opgaver som jeg stod ansigt til ansigt med som lærer og som det system jeg repræsenterede ikke magtede. Og nye love, intentioner, initiativer til trods, så er det min vurdering at der først kommer en sammenhæng i tingene når folkeskolen ikke længere er kommunal.
Tråden er vist ved at rinde ud og det er fint nok, jeg har dog lige et par hængepartier: Harning, jeg tror du skal være forsigtig med at sætte lighedstegn mellem dine erfaringer som pædagog (jeg er ikke klar over hvad du i øvrigt laver, er ikke så velbevandret på din blog) og dem som lærere gør sig, både i det praktiske arbejde og i presset udefra. Jeg er klar over at der er lighedspunkter, men uden at ville dybt ind i den diskussion, så er der godt nok også nogle væsentlige forskelle.
Og så en anden ting – hvad er professionalitet? Hvis du vurderer at det betyder man ikke er i sit arbejde som person, med værdier, holdninger og moral, så synes jeg du tager fejl. MEN – det ville jeg aldrig dunke dig i hovedet med, for jeg kender godt lærere der kan tage sin arbejdsfacade på og levere en fremragende undervisning som min egen ville have svært ved at følge med.
Sådan fungerer jeg bare ikke. Min professionalitet (?) ligger i mit engagement, både fagligt og socialt. Engang i praktik sagde en lærer til mig at jeg skulle blive vred før jeg blev sur, men det kan jeg bare ikke og jeg tror ikke jeg vil det. For at slå fast om jeg tager fejl og gør tingene forkert og om du har ret, er vi nødt til at gå ned i en detaljeret gennemgang af min undervisning og mig og det er vist heldigvis udenfor denne blogs rækkevidde, hehe. Men jeg kan sige at jeg er en meget evaluerende lærer og er interesseret i at tage de evalueringer til efterretning.
Men at du skulle kunne vurdere om jeg optræder proffessionelt eller ej på den måde her:
”I følge min opfattelse så er du alene en del af forvaltningen og skal som sådan agere kompetent og professionelt med en klar adskillelse mellem sag og person – sidstnævnte noget jeg tvivler på efter din kommentar om at du valgte at udstille den pågældende elev fordi han ifølge dig havde spyttet på dig og det skulle han mærke. En kommentar som jeg synes klart illustrerer at formålet med at udstille den pågældende elev for dig primært var at tilgodese egne sårede følelser.”
DET sårer mine følelser 🙂
Du vurderer uden videre at jeg tilgodeser egne sårede følelser, men der findes faktisk andre måder at vurdere den situation på. Så det kan godt være du har din opfattelse af proffessionalitet og sætter ting i kasser efter den. Men holder det? Mine erfaringer fra folkeskolen ville med din logik give nogle helt vanvittige forhold. Der fungerer systemet nogenlunde på TRODS af forvaltningen.
Jesper said
Havde iøvrigt en rigtig god diskussion med min klasse i dag om emnet, som faktisk tegnede nogle af de samme pointer som også er kommet frem her. I starten var der meget stille, men det er en fremragende klasse og selvom der mod sædvane ikke blev snakket i krogene, så synes jeg de snakkede ret frit fra leveren. Jeg kan bare lige hurtigt nævne et par elev-udsagn:
Der ER lærere der mobber
Der er forskel på at føle sig mobbet og blive mobbet
Vi mobber lærere mere
Ikke noget der skal forsvare noget eller starte noget nyt, men synes det kunne være sjovt nok lige at fortælle de par ting 🙂
harning said
Hej igen Jesper og undskyld den lidt lange responstid, men da dette er en privat blog så sker det jo at andre ting kommer i mellem.
Dejligt at høre at I fik en god diskussion i jeres klasse om emnet. 🙂
Og selvfølgelig er det heller ikke i orden at elever mobber lærere!
Når det er sagt må jeg dog fastholde mit synspunkt om at du alene er en del af forvaltningen (hvilket for øvrigt også er de betingelser som du er ansat på medmindre du arbejder på en 100% privat skole som ikke modtager støtte fra staten)
– og at jeg er overbevist om at hvis alle involverede parter (elever,lærere og forældre)havde et fælles udgangspunkt og en fælles forståelse for at der er tale om en rent faglig, professionel arbejdsrelation med gensidig respekt for hinandens kompetencer og ansvarsområder – ja, så ville rigtig mange problemer og konflikter aldrig opstå.(mange år i skolebestyrelsen for en større folkeskole har alene bekræftet dette standpunkt eftersom det der blev tydeligt at forældre ofte forventer ting af lærerne som slet ikke er hverken rimligt eller muligt i henhold til ansættelsesvilkårerne)
– Du er selvfølgelig i din gode ret til at tro på væsentligheden i at ”bruge sig selv” og egne værdier, holdninger og morale som en del af din professionalitet – men jeg kan ikke lade være med at undre….:
Skyldes det mon ikke at du anser dig have ”fine” og ”gode” værdier? For vil du også mene at en lærer der har andre værdier end dig (fx en som anser at børn ikke kan tænke selv og at de er mindre værd som mennesker, eller en homofob eller en nazist eller…)også burde bruge sine værdier i sin lærergerning?
– Jeg mener altså at lærere skal være engagerede og brænde for sit fag (dansk,matematik m.v samt naturligvis også pædagogik og dermed også glæden ved at kunne videreformidle begejstringen for eget emneområde) men derimod ikke være personligt involverede i sine elever for selv om sidstnævnte til tider kan være en fordel så kan det lige så tit være ikke bare en ulempe men også et urimligt ansvar at pådutte sine elever (j.f for øvrigt gerne ”Kärleksplikten” )
harning said
OG for god ordens skyld
Min vurdering udsprang ikke fra situationen men fra de ord som du selv valgte at beskrive den med.
(og nej du bør nok heller ikke lave antagelser om hvorvidt jeg kan sammenligne mit arbejde og min profession med dit eller ej. 🙂 )
Jesper said
”(og nej du bør nok heller ikke lave antagelser om hvorvidt jeg kan sammenligne mit arbejde og min profession med dit eller ej. 🙂 )”. Den kan jeg simpelthen ikke lade være med at trække på smilebåndet af, hehe. Det er en utrolig præcis beskrivelse af det aspekt af lærernes arbejdsvilkår.
Mht professionalitet og den her: ”og at jeg er overbevist om at hvis alle involverede parter (elever,lærere og forældre)havde et fælles udgangspunkt”. Det er da rigtigt. Men på hvilket punkt er det ikke en illusion? Tror du virkeligt at du som f.eks. pædagog er i stand til at holde din person ude af din arbejdssituation? Mon ikke vi her er inde på noget af det fælles ballast der er mellem lærer og pædagog uddannelsen – det må du også i dine psykologitimer have fået påpeget faren ved.
Jeg arbejder som sagt på en efterskole og har også fem år i en meget gennemsnitlig folkeskole på bagen. Forskellene på de to skoleformer er mange, men en af de største er netop den du her antaster: Lærere og elever har almindelige menneskelige relationer, vi kommer hinanden ved. Og jeg kan oplyse dig om at det af eleverne bliver nævnt som en af de allerstørste bonusser ved efterskolen sammenlignet med folkeskolen. Vi snakker top 2-3. Den tilslutter jeg mig, det hele menneske er grunden til jeg blev lærer og iøvrigt også det grundlag jeg både i folkeskole og efterskole blev ansat på. Jeg oplever i praksis at det der i folkeskolen er tomme ord, i efterskolen får mening og gyldighed. Og jeg snakker om folkeskolelovens formålsparagraffer her.
Og jeg kan godt sige dig – den blogpost du henviser til, den går langt langt ud over mine grænser for hvad du som forælder kan tillade dig, og den får mig til at tænke på hvorfor monstro jeg overhovedet gav mig til at skrive her.
harning said
Jeg er ikke helt sikker på hvor du vil hen med din kommentar Jesper idet den vel næppe hverken medfører noget nyt til diskussionen eller fremkommer med svar på tidligere argumentation?
Dog må jeg sige at jeg finder din afsluttende bemærkning såvel aggressiv som affejende og at jeg er rigtig glad for at hverken mine lærerkolleger, nogle af mine nærmeste venner og naboer (som tilfældigvis også er lærere), eller Filippa hér lægger samme holdning for dagen -. idet jeg så fortsat kan fastholde min tro på at der reelt findes fantastiske, dygtige, professionelle, nuancerede og eftertænksomme lærere derude. 🙂
harning said
Afledt…:
Er det i orden at dansklærere afviser store dele af litteraturen (såvel fag som skøn) fordi forfatterne, ifølge dansklærernes holdninger, går for tæt på og langt ud over de grænser som dansklærerne mener at forfatterne kan tillade sig?
Jesper said
Jeg har givet et eksempel på hvordan rollen som lærer giver bedre mening når både lærer og elever er der som hele personer. Det er et svar til din kritik af at jeg i min undervisning ikke lægger min personlighed og mine værdier fra mig inden jeg går ind i klasseværelset. At tro man kan det er en illusion der er meget farligere end at tone rent flag. Det fordrer naturligvis en tilgang til undervisningssituationen der er tryg og åben, elever skal kunne påpege modsatte pointer og værdier og opleve dem som gyldige. På den måde er jeg en spiller i situationen hvis udsagn man skal reflektere over og ikke bare indtage. Argumentet og sagen bliver det vigtige.
Mit første citat (”sammenligne mit arbejde og min profession med dit”), som du nu giver mig lejlighed til at fundere over endnu engang, må havne på toplisten over hurtigste og mest effektive nedgørelse af mine 11 års erfaring som lærer. Jeg har lyst til at svare igen på samme måde, men vil igen afholde mig fra det.
At du kan finde på at latterliggøre en lærer offentligt som du gør i blogindlæg og kommentarer om Karleksplikten, er ikke noget jeg er interesseret i at være en del af. Jeg har respekt for folk som kan tage sagen op direkte, men at synes at en offentlig ensidig udlægning af sagen er måden at håndtere det på, det skræmmer mig. Jeg lærer også af det. Jeg synes jeg har en tryg hverdag som lærer hvor jeg har tid og plads til at koncentrere mig om det jeg blev lærer for; at udvikle og uddanne de unge mennesker der har valgt vores skole. Hvor længe mon det varer tænker jeg, når jeg læser det indlæg.
Jeg vil ikke kommentere indholdet i det indlæg iøvrigt, jeg kan ikke genkende et begreb der minder om Kærlighedspligt fra mine egne erfaringer som lærer. Jeg har enkelte gange set et ønske hos lærere om at være vellidt blandt elever, især hos nyuddannede. Hvis ikke man bliver gjort opmærksom på problemerne heri af kolleger, så vil jeg mene at man ret hurtigt selv gør sig negative erfaringer med den tilgang. Om det er det der menes med Kærlighedspligt aner jeg ikke, men jeg synes umiddelbart ikke det er det samme, da det jo ikke på den måde er et pædagogisk princip. Er det et princip der gør sig gældende i det svenske skolesystem synes jeg bestemt det er relevant at diskutere det hensigtsmæssige i det, men helst på en ordentlig måde. Tænk at være læreren og sidde her og læse referater fra personlige samtaler.
Mht. ”afvise”: Det er jo nok en svær diskussion, da en lærer ikke behøver afvise materiale, men blot kan begrunde sit faktiske valg. Det er det rent praktiske aspekt. Men udover det kan man sige at du bevæger dig ind i en kanon-diskussion og iøvrigt også en endnu ældre diskussion om årsplaner og pensum. Overordnet er der sket en stramning af de ting og lærernes materialevalg og metodefrihed har fået snævrere rammer, men dog ikke så snævre at man kan sige at fravalg af forfattere eller emner er i strid med noget.
Men dit spørgsmål er egentligt to ting, det handler også om en vurdering af tekster generelt, at dansklæreren forholder sig til hvad forfattere kan og bør. Der er ting som ikke hører hjemme i en undervisningssituation, sådan er det, og dermed er der også indlagt et element af individual vurdering. Hvor grænserne for det præcist går kan jeg ikke sige dig, pointen skal dog efter min mening være om det er passende i undervisningen, ikke om det er passende på læreren. Hvis du har et konkret problem mht tekstvalg i en undervisning, vil jeg foreslå du tager den positive tilgang og eksempelvis kopierer en tekst til læreren så han ved selvsyn kan vurdere relevansen.
Personligt ville jeg byde sådanne tiltag velkomment, så længe mit valg/fravalg i den sidste ende ville blive repekteret.
”idet jeg så fortsat kan fastholde min tro på at der reelt findes fantastiske, dygtige, professionelle, nuancerede og eftertænksomme lærere derude”
Tak?
harning said
Jesper – der var ikke tale om en personlig samtale men en professionel samtale i skoleregi (som for øvrigt drejede sig om min søn) – hverken jeg eller min søn har som det fremgår nogen personlig relation til den pågældende lærer! Rent forvaltningsretligt så kan man sige at læreren repræsenterer forvaltningen og min søn og jeg de almindelige borgere – vi og ikke læreren har således krav på tavshedpligt hvis vi så skulle ønske. For god ordens skyld så vil jeg også lige gøre opmærksom på at de pågældende lærere som har dannet baggrund for Kärleksplikten på intet tidspunkt beskrives på en identificerbar måde og de bliver således heller ikke på nogen måde hængt offentligt ud (til forskel fra fx din elev i tidligere eksempel)
Vedr. Mit afledte spørgsmål:
1. Jeg er overordnet helt enig i med dig i dine betragtninger. 🙂
2. Jeg tror du misforstod grundlaget for og dermed også selve afledningen, idet mit spørgsmål netop udsprang fra din holdning om at min klumme var grænseoverskridende. – og jeg kunne derfor ikke lade være med at ”bede” dig om at vurdere problemstillingen ud fra et litteratur/dansklærer synspunkt. 🙂
Altså, sagt med andre ord – når jeg som forfatter skriver et stykke litteratur (i dette tilfælde indenfor klummegenren) er det så ikke en smule censurerende at afvise yderligere debat og diskussion omkring såvel klummen som andet der skrives på bloggen under henvisning til at du personligt som lærer finder klummen grænseoverskridende?
Eller med helt andre ord – Ikke alle, men mange forfattere skriver fiktion og faglitteratur på basis af egne oplevelser/egen viden/egen research – skal alle disse værker så udtages fra undervisningen fordi nogen måske har følt sig personligt ramt af skriverierne under årenes løb?
Jesper said
Ved ikke hvorfra, men jeg havde fået den opfattelse at det var en idrætslærer på din søns gymnasium og uden at vide det vil jeg tro at det ville kunne snævres ind til 1-3 personer på under 5 minutter. Men nu kan jeg ikke se at faget er nævnt, så mon ikke det skyldes en for-læselse … eller sådan noget. Men hvor du tager de retslige briller på, så er mine pointer angående det indlæg baseret på metoden, ikke hvad man må og ikke må. Hvis du synes at en offentlig ensidig udlægning af en sag, og en latterliggørende tone iøvrigt, er måden at samarbejde om din søns uddannelse på, så er du jo i din ret til det. Men måske skulle du overveje hvor konstruktivt det er?
Så hvis du spørger mig om jeg vil tage stilling til forslag eller problematikker mht. de fælles mål lærere/forældre/elever har, så er svaret ja. Vil jeg tage stilling til latterliggørende blogposter? Nej. Er det censur? Nej.
Og da jeg så misforstod spørgsmålet før, så må det her jo være svar?
harning said
Til orientering Jesper:
* Klummen argumenterer for et subjektivt synspunkt, gerne provokerende og med skarpe pointer.
* Klummen er farvet af den skrivendes gemyt og fantasi. Det vil sige, at både indhold og skrivemåde viser et kreativt, personligt præg.
* Klummen kan være moraliserende, satirisk, reflekterende, forarget eller noget helt sjette.
* Klummen er aldrig blot refererende, men hæver sig over sit emne og giver det perspektiv.
Med risiko for at gentage mig selv:
Såfremt du som lærer fravælger enhver tekst og/eller genre som du finder personlig/kritisk/satirisk overfor nogen/hvem som helst – så fratager du eleverne en væsentlig del af verdenslitteraturen.
Såfremt en bestemt lærer har taget min klumme personligt og som følge deraf ikke skulle kunne agere professionelt og konstruktivt i undervisningen og samarbejdet omkring min søn så mener jeg at læreren burde fyres – for det er vel ikke rimeligt at læreren mobbber eleven fordi han/hun ikke kan lide forældrene?
(Vi bor i et land med næsten ni millioner mennesker, i en by med 280.000 indbyggere og 37 gymnasier – og forøvrigt læser min ældste søn i København – så… hvis man skulle følge din tolkning af anonymisering i dette ex ville det udelukke enhver at skrive noget som helst der har den mindste virklighedsforankring i moderne tid)
Jesper said
Min pointe er, at for at komme nogle vegne, er det en forkert tilgang. Om det gælder den enkelte lærer eller generelt, så lægger du en tone med ”føølelse”. Jeg kan forstå at ”lorten på bordet” ikke hører hjemme her, men mon ikke vi nærmer os nogen specifikke forskelle så. Latrinært, ja. Ligefremt, ja. Men ikke nedgørende for nogen i sit udgangspunkt, modsat dine kommentarer til Karleksplikten.
Hvis du ikke mener at dit sprog og indhold kan få bid uden at være nedgørende, så tror jeg du undervurderer dig selv. Og til orientering fravælger jeg, uden at tøve et splitsekund, tekster med budskaber der er baseret på hvad jeg vurderer er et forkert udgangspunkt. Det synes jeg ikke den artikel har, tværtimod har jeg allerede sagt at jeg synes det lyder relevant, men som du sikkert allerede har overvejet i forbindelse med satireindlæg her, så er det en hårfin balance og den tipper fuldstændigt for mig i de kommentarer der er knyttet til.
”Såfremt en bestemt lærer har taget min klumme personligt”. Ja, hehe. Det kunne jeg godt forestille mig der var en der kunne finde på. Eftersom han bliver fremstillet som en latterlig sart (u)mandsperson. Men måske havde han fortjent det – det er jo det du vurderer. Anonym for læseren, men ikke sig selv. Og et eksempel for alle (lærere) der læser det. Er det et samarbejdsklima du vil have?
harning said
Jesper, mon ikke vi kan dele dette op i tre helt uafhængige dele:
1. Den litterære tilgang, hvori ingår:
den oprindelige tekst, den efterfølgende analyse- herunder også hvad forfatteren tænke/følte ved tilblivelsen af teksten, den efterfølgende diskussion om et samfundsrelateret emne. Alt sammen noget som du synes at forkaste fuldstændigt i din kommentar.
(”Anonym for læseren, men ikke sig selv” – akkurat som utallige mennesker der gennem tiderne er blevet portrætteret i litteraturen – mon du også ville undtage litteratur hvori børns dårlige barndom,tarvlige forældre,mobbende klassekammerater m.v. beskrives af hensyn til netop de tarvlige forældre, mobbende klassekammerater……..)
2. Den rent skolemæssige tilgang, hvori indgår:
Lærerens professionaltiet (herunder evnen til at skelne mellem sag og person), Forælderens professioneltiet (herunder evnen til at skelne mellem sag og person), elevens professionaltiet(herunder evnen til at skelne mellem sag og person) – i din kommentar synes du atter engang at antage at læreren ikke evner at skelne mellem sag og person og antager desuden at et fremtidigt skolehjem samarbejde med en sådan lærer derfor vil lide skade. – Min påstand er, at såfremt en lærer ikke evner at skelne og derved agerer uprofessionelt allerede har skadet samarbejdet i væsentlig grad.
Jeg vil yderligere påstå at det i langt højere grad er lærerens ansvar at sikre en professionel relation, end børn og forældres, idet læreren faktisk (til forskel fra såvel forældre og børn) er uddannet til, ansat til og bliver lønnet for netop dette!
3. Følelser, hvori indgår: elevens følelser, forælderens følelser og ifølge dig også lærerens følelser.
I forbindelse med det givne eksempel anser jeg det dybt beklemmende at du ikke kan se det problematiske i at et barn krænkes og dertil påtvinges at tage ansvar for en voksen lærers følelser.
Jeg finder det også besynderligt at du ikke synes at kunne empatisere med forælderen hvis pligt det er at sikre sit barns mulighed for at kunne gå i skole og reelt få udbytte af fagundervisningen uden at barnet dermed skal påduttes personlige intimitetskrænkende relationer med de voksne lærere – For uanset hvor meget af din egen person du fx selv lægger i din undervisning og din relation med dine elever så synes jeg det er ekstremt arrogant af dig at negligere de følelser som forældre har for sine børn og jeg undrer hvorledes dit forældresamarbejde ser ud hvis du dér lægger samme patroniserende holdning for dagen… Og som forælder må jeg sige, at jeg føler mig en smule stødt på alle elevers vegne idet jeg føler at du alene forsvarer lærerne uden tanke for eller argumentation til fordel for børnene – dem du angiveligt skal tage vare på- hvordan kan det være?
—————
”Eftersom han bliver fremstillet som en latterlig sart (u)mandsperson” – DIN tolkning, DIN analyse. 🙂 På baggrund af mine faktaoplysninger må jeg formode. 🙂
—————
Iforhold til din sidste kommentar så henviser jeg endnu engang til Filippas kommentar til samme klumme i Dagens Skola da den ganske tydeligt viser den refleksion over egen faglighed/egen professionaltiet som jeg synes giver det allerbedste udgangspunkt for samarbejde. 🙂
Jesper said
Har jeg ingen empati hvad angår forældre fordi jeg diskuterer lærerrolle? Krænker jeg fordi jeg i et eksempel vurderer at sag og person er sammenfaldende? Er jeg ligeglad med børnene fordi jeg snakker om lærerne? Er jeg ikke refleksiv fordi jeg ikke forholder mig til et svensk begreb? Er det forkert at synes latterliggørelse er et dårligt udgangspunkt for noget konstruktivt?
Anne B said
Jeg tror at der er nogle lærere som ikke er kommet videre end Lektor Blomme stadiet.
Jeg læste lige at en pige i Slangerup var blevet anklaget for vold imod en lærer og så læser man at læreren forinden havde sparket til eleven som lå ned. Vidnet var en anden lærer så det er alvorlige anklager skolens ledelse dog ikke vil forholde sig til.
harning said
Hej Anne B og velkommen til. 🙂
Hvad der er gået forud for en konflikt og efterfølgende politianmeldelse er altid interessant, og jeg tror da at du har meget ret i en antagelse om at nogle lærere ikke er kommet videre end lektor Blomme stadiet ligesom nogle skoler hellere håndterer den slags sager selv og til tider i misforstået loyalitet overfor de ansatte får fejet lidt for meget ind under gulvtæppet. (Læs også gerne:Politianmeldelse i skolen – et tilfældigt lotteri)
Jeg kender ikke sagen du refererer til men umiddelbart synes jeg at ser det ud til at den kan deles i to:
– I den ene sag er det jo klart politiet som vælger ikke at forfølge sagen yderligere og rejse sigtelse fordi de ikke mener der er beviser nok – det kan man så være enig eller uenig i, men skolen kan næppe klandres for politiets afgørelse, lige så lidt som vi der ikke var tilstede vel egentlig kan tillade os at forkaste politiets efterforskning med en antagelse om at påstanden om lærervold er den absolutte sandhed. Skolen har som jeg ser det ikke haft noget andet valg end at forholde sig til politiets konklusion – for det ville da være endnu værre hvis skolens ledelse agerede på baggrund af hvad der alene kan karakteriseres som rygter og derved tog loven i egen hånd og ”dømte” en lærer udenom det normale retsvæsen og uden den fornødne retssikkerhed til borgeren (lærere).
– I den anden sag er en elev blevet anklaget for vold mod en lærer – vold som angiveligt skulle kunne forklares fordi den anklagedes lillesøster forinden var blevet udsat for vold fra samme lærer. – Omend jeg godt kan forstå at det kan bringe ens følelser i kog når man oplever at et familiemedlem bliver offer for vold, så mener jeg ikke at det på nogen måde kan berettige til, eller på anden måde undskylde, selvtægt.
Men..når det er sagt, så synes jeg at vi alle burde tage den slags sager til grundig eftertanke og netop spørge os selv hvad det er vi lærer vores børn og unge. Lærer vi dem at vold er ok – ved selv at agere aggressivt? Lærer vi dem at de er mindre værd og at vold mod dem er mere ok end vold mod voksne? Lærer vi dem at de er mindre værd og at deres stemmer og oplevelser derfor ikke tæller? Og har vi egentlig fået lært dem forskellen mellem fakta og rygter/sladder – mellem retssamfund og anarki? Og hvordan skal vi egentlig betragte skolen – er skolen en del af det omkringliggende samfund, eller er skolen et eget lille samfund i samfundet med egne love og regler?
Og,og,og….