Harning

Panikanbringelser vægelsind og ansvarsfralæggelse

Posted by harning på november 29, 2008

I Aalborg kommune er antallet af anbringelser steget eksplosivt i det forløbne år, og jeg kan ikke lade være med at spekulere i om det skyldes ren panik efter den voldsomme kritik som kommunen fik efter Rasmus Popenda sagen.
For selvfølgelig er der ikke kommet flere børn som har brug for at blive anbragt lige som der heller ikke er kommet flere kompetente anbringelsessteder til disse børn og  jeg kan desuden vanskeligt forestille mig at kommunen på bare et år pludselig er lykkedes med at lave komplette udredninger af de pågældende børn.
Nogen ville måske hævde at Aalborg kommune tidligere anbragte for få børn og at de nu har mandet sig op, er begyndt at tage børnenes problemer på alvor og har fundet kvalificerede løsninger. Men…også denne variant har jeg vanskeligt ved at forstille mig, idet Aalborg kommune stadigvarende er kendetegnende som den kommune hvorfra jeg får tilsendt flest mails,  sagsakter og fortællinger fra forældre med forespørgsler om kommunens ageren (eller mangel på samme).  Faktisk har jeg så meget materiale fra Aalborg kommune liggende at jeg ville kunne fylde en hel bog – alene med eksempler derfra.
Om de børn som er blevet anbragt og om dem som ikke er det. Om de børn som selv har ønsket anbringelse og som ikke har fået den( som Rasmus heroverfor).  Om de børn som ikke har ønsket anbringelse, men som alligevel blev tvunget væk hjemmefra (som trettenårige Sofie* der i ensomhed og frustration på  anbringelses – institutionen møjsommeligt skar ordet hjælp i armen med en ikke helt ren kniv). Om de børn som er blevet anbragt og som år efter stadig ikke har fået hverken psykiater/psykolog -hjælp eller en ordentlig skolegang. Om de børn som ikke er blevet anbragt og hvis eneste tilbud har været MST. Om de børn som er døde og om de forældre som har rendt kommunen på dørene for at få hjælp, hvor der ingen hjælp var at hente. Om de fantastiske unge som selv tog initiativ og skrev til socialrådmand Mai-Britt Iversen efter hjælp, men hvor der ingen hjælp var at finde. Om de små børn som mistede deres bolig fordi samme socialrådmand tilsyneladende synes kollektiv afstraffelse af hele familier er bedre end reele forebyggende  tilbud til de udsatte unge og deres familier.

Så nej, jeg kan ikke lade være med at spekulere..

Over årsagerne til de mange pludselige anbringelser og over panik,vægelsind og ansvarsfralæggelse. Og jeg spekulerer over om disse børn nu også bliver anbragt steder hvor de reelt får de tilbud og den skolegang som de har brug for,ligesom jeg undrer om disse børn og forældre virkelig ikke kunne have været hjulpet på anden vis     …

©Harning

Og lad mig afslutningsvis erindre om, at det er ikke fordi jeg er imod anbringelser, jeg er bare for at det sker på en hensigtsmæssig måde – til fordel for barnet.

Mere debat om anbringelser finder du her
(*anonymiseret)
Læs også denne artikel

24 kommentarer to “Panikanbringelser vægelsind og ansvarsfralæggelse”

  1. Marian said

    99,9% enig. Men du mister mig hver gang, når du skriver “psykiatri” eller “psykiater” (“psykolog” er ok😉 ). Hvorfor, er Daniel hér et fremragende, men desværre aldeles ikke enestående, eksempel på.

  2. harning said

    Jeg ved det godt Marian.🙂
    Lige som du ved, at jeg ikke er helt enig med din noget mere rabiate holdning til psykiatriske diagnoser.🙂
    Og faktum er, at vi som samfund har valgt at anerkende psykiatrien – hvorved det bliver så meget desto mere besynderligt for mig når samme mennesker som sværger til psykiatrien samtidig nægter at anvende den.

  3. Marian said

    Jeg synes jo selvfølgeligt bare, det er en fordel, at de nægter at anvende den. Jeg mener nemlig ikke, at det er en medicinsk, somatisk sygdom, der kræver medicinering med ekstremt sundhedsskadelige stoffer (og det er her og kun her psykiatrien kommer ind i billedet, da alt andet kan klares – meget meget bedre – af en psykolog f.eks.) at være blevet mobbet til yderlighederne i skolen, at opvokse med konstant alkoholiserede forældre, der måske tæver én, måske er ligeglade med én i et omfang, der må hedde “omsorgssvigt”, og/eller opvokse med forældre, der måske mishandler/misbruger én. Eller er det så måske barnet, der er syg i hovedet, når det reagerer helt naturligt ekstremt på disse forhold? Så må vi vist også anerkende sådanne forhold for værende “normale”…

  4. harning said

    Nu er jeg jo ikke uenig i at psykologer både kan og bør anvendes i meget høj udstrækning (hvilket jo også fremgår af indlægget)
    Men det ene udelukker ikke det andet som jeg ser det.
    En psykiater kan ting som en psykolog ikke kan (og omvendt) og har særlige kompetencer indenfor visse områder, og her synes jeg stadig at det kan være særdeles væsentligt med fx en neuropsykiatrisk diagnose adfulgt af pædagogiske redskaber til børn,forældre og skole – fremfor en anbringelse.
    Ligesom jeg mener det er fuldstændigt til grin når kommuner anvender sig af såkaldte psykoterapeuter som i realiteten lige så vel kunne være sosuassistenter (“uddannelsen” er omtrendt lige lang på begge studier, dog lidt længere for sosuassistenterne – idet der ingen autoriseret uddannelse er for psykoterapeuter i Danmark.)
    Medicin mener jeg for så vidt også kan være hensigtsmæssigt – Men under ingen omstændigheder før alt andet er prøvet, aldrig til mindre børn og dertil aldrig nogensinde som den eneste løsning.
    Medicin kan og må ikke stå alene.
    (medicin anvendes også på anbringelsesinstitutioner, og ikke altid fordi de pædagogiske muligheder på nogen måde er udtømte)

  5. Marian said

    Den slags “medicin”, vi taler om hér, afviser jeg blankt til børn under 18 (dvs. før de selv kan bestemme). Der findes ingen whatsoever erfaringer med, hvad langtidsbrug af disse stoffer gør ved børns hjerner, andet end at man efterhånden ved, at nogle af stofferne (neuroleptika) over længere sigt har meget negativ virkning på hjernen som sådan.

    Kompetancer: Hvis et barn har en neurologisk sygdom, kan en neurolog mindst lige så godt som en shrink finde ud af det. Mindst. Shrinksenes uddannelse i neurologi er nemlig lige så indskrænket (og det er meget) som deres uddannelse i psykologiske færdigheder. Og dermed til punkt 2: Hvis et barn har et psykologisk problem kan en psykolog afgøre dette med meget større kompetance end en shrink. Facit: der findes ingen undskyldning for psykiatriens eksistens.

  6. harning said

    Uanset hvad man måtte mene om medicin og dets effekter Marian, så kan den ikke forklare den eksplosive anbringelsestendens i Aalborg kommune (selv om det naturligvis havde været en smule bisart morsomt hvis der var en sammenhængmellem forældrenes medicingivning, bivirkninger og stigende anbringelser)- ligesom den vel heller ikke kan forklare alle disse kompetente anbringelsessteder som pludselig må være poppet op som paddehatte alle vegne.

  7. harning said

    Servicemeddelelse:
    Politiken d. 30.nov:
    “Hos Dansk Socialrådgiverforening tvivler formand Bettina Post dog på, at kommunerne virkelig er blevet så meget dygtigere til at anbringe børn efter kommunalreformen.”

  8. jensdrejer said

    Puha – jeg blev helt utilpas da jeg læste det indlæg. Det var ikke rart at læse om alle de børn og voksne, som har alt for mange problemer. Jeg kan godt forstå din bekymring. Det lyder jo underligt med alle de anbringelser.

  9. harning said

    Ja virkeligheden er ikke altid rar at høre om, særlig ikke når det er børn som det handler om – hvorfor det naturligvis er desto mere vigtigt at vi virkelig sætter os ind i hvad de har brug for og hvordan de bedst kan hjælpes – for lige nu lyder det ærligt talt i mine ører som om både Aalborg kommune og et par stykker til synes at mene, at hvis bare de anbringer børnene så er opgaven løst- uden synderlig hensyntagen til hvor og hvordan anbringelsen foregår.
    En detalje jeg ikke kan lade være med at notere mig i den forbindelse er Fru Iversen som vil have flere penge til at anbringe børn – samtidig som hun synes at det er en god ide at boligselskaberne smider hele familier ud.
    Så er det jeg undrer…:mon Fru Iversen vil bruge de ekstra penge til at hjælpe boligselskaberne med at anbringe børnene på gaden?

  10. Ifølge Politiken Anbragte børn sprænger budgettet sker det mindst i hver tredie kommune. Det er jo så også en måde for politikerne at vise handlekraft, uden at løse problemer. Og at vise regeringen at de er utilfredse med den stramme budgetstyring, på et punkt hvor det er politisk svært for regeringen med den sædvanlige “knyt sylten”.

  11. harning said

    Det er netop den der hovsa handlekraft jeg finder så skræmmende – ligesom politikernes nosseløshed når de ikke tør stå frem og kræve noget for pengene, eller måske bare netop sige “knyt sylten”: I har allerede fået en masse penge som vi ikke har set noget resultat/afkast af – i form af flere børn som reelt har det bedre.

  12. “Børn som reelt har det bedre” er ikke målbart. Derfor ikke en faktor i administrationen. “Børn som er anbragt” er målbart. Et udtryk for produktivitet.

  13. harning said

    Men det er jo målbart, til vis del (bla. forekomst af selvmord) – men på sigt, hvilket selvfølgelig ikke ser lige så godt ud som “anbringelse” i de umiddelbare statistikker.

  14. dax2 said

    Hvad vil du foreslå, at man gør, Harning?

    Er der noget Socialdemokrater i mindretal kan gøre for at forbedre forholdene?

    Er det regeringens newspeak og velfærdsrapport, som blokerer for en fornuftig løsning?

    Kan det bruges som en vippestang for at skifte regeringen ud?

  15. harning said

    Hvor gerne jeg end ville skifte den nuværende regering ud – så er jeg bange for at det ingen forskel gør i forhold til anbringelser (J.F fx dette og diskussionen her). For ikke at tale om at bemeldte Fru Iversen også er socialdemokrat.

    Næh, hvad der blokerer for en fornuftig løsning er samtlige politikers manglende evne og lyst til at se i langsigtede succeshistorier – fremfor i kortsigtede budgetter og administrative redegørelser (som tosommerfugle også er inde på).

    Vi anbringer stadig langt flere børn end de lande som vi sammenligner os med – uden at have flere børn der er bedre stillet i den anden ende af anbringelsen.
    Og det er bare ikke i orden.
    Lige så lidt som det er i orden, at børn, rent statistisk set, klarer sig bedre hvis de ikke bliver anbragt – end hvis de gør.

    Vi må dæleme kunne gøre bedre!

    Og..
    at bare smide flere penge i projektet er lige så meget en nosseløs hovsaløsning som helt ublu at øge antallet af anbringelser.

  16. Marian said

    Det kræver da egentligt ikke flere anbringelsessteder. En madras på gangen kan vist gøre det. Du vil da ikke antyde, at børnene skulle have ret til et eget værelse???

    (Som sagt: 99,9% enig… )

  17. harning said

    En madras på gangen lyder da umiddelbart også meget varmere og hyggeligere end Fru Iversens tilbud om at bo på gaden.😀

  18. Marian said

    Hun orienterer sig nok bare ved de ufejlbarlige forebilleder i København, tænker jeg. Efter mottoet “Kæft, trit og retning – eller ud på gaden!”

  19. harning said

    Tja, hvorfor ikke? Aalborg skal da ikke stå tilbage for fremskridtet og storbyen…..

  20. Har du set Udsatte børn sprænger kommunernes budgetter?

    Kommunalpolitikere står pludselig i kø for at betvivle at de ved hvad de foretager sig.

  21. Marian said

    Den her er for resten måske endnu bedre.

  22. harning said

    Tosommerfugle
    Hvad jeg ikke kan undgå at notere mig – er kommentaren om at kommunerne bruger alt for lidt tid til at evaluere! Én ting er at jeg har sagt det før….. men…..

  23. Det kunne være at du skulle søge job med at rette op på roderiet?🙂

  24. harning said

    Det kan mit blodtryk vist ikke holde til.😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: