Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 152,722 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Medicin på eget ansvar?

Posted by harning på november 23, 2008

Mine sidste to indlæg har fra hver sit perspektiv haft medicin som bivirkning, hvorfor jeg egentlig synes det var bedre at samle problematikken i et selvstændigt indlæg.

I hele den vestlige verden bruger vi forskellige typer af medicin til at behandle og holde visse “symptomer” nede hos de dele af befolkningen som vi karakteriserer som psykisk syge (diagnoser som depression, skizofreni, hele det neuropsykiatriske spektrum m.f).

Hvorvidt medicin generelt er en god eller dårlig idé, er ikke min pointe i dette indlæg. Det er derimod det faktum at vi til den ene side accepterer og til tider lovpriser denne medicin samtidig som vi til den anden side ikke anerkender de bivirkninger som medicinen også kan føre med sig.

Mit spørgsmål handler derfor om ansvar. Først et par eksempler:

1. En ung mand tager livet af sig selv mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er selvmordstanker og selvmordsforsøg.

2. En ung mand slår en anden person ned mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er emotionel instabilitet, fjendtlighed, og aggression.

Hvis ansvar er de to unge mænds handlinger?

Er det deres eget ansvar, fordi de vælger at spise en medicin som har disse bivirkninger? Er det lægens ansvar som har udskrevet medicinen? Er det medicinalvirksomhedens ansvar som har udviklet medicinen? Er det de pårørendes, omgivelsernes ansvar som ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme? Er det samfundets ansvar som tillader disse mediciner? Eller er det sådan, at de unge mænd hver især har ansvar for deres egne handlinger og at medicinens bivirkninger ikke er relevante?

Forestil dig en retssag – Hvordan synes du at ansvaret skulle fordeles? -Hvem burde dømmes?

©Harning

Læs også: Psykisk syge straffes hårdere
Og: Europarådets Torturkomité om forholdene i det danske sundhedsvæsen…….
(hvis du gerne vil vide mere om såvel forskellige bivirkninger og alternative behandlinger kan du finde en del her)

13 kommentarer to “Medicin på eget ansvar?”

  1. Hvis begrebet “personligt ansvar” skal give mening, indebærer det at den der udfører en handling er ansvarlig. Det kan godt være at analyse af baggrunden kan pege på omstændigheder som gjorde det sværere at administrere ansvaret, men det kan “højst” være en formildende omstændighed.

    Dette er bevidst ment mere generelt end blot psykofarmaka. Jeg tænker også på ting som alkohol, computerspil, musik, narko, film, reklamer, barndom, TV, Internet-fora – Og Så Videre – der med varierende seriøsitet eller mangel på samme ofte søges udpeget som ansvarlige for hvad der ses som uhensigtsmæssig opførsel.

    Mere snævert synes jeg at dine spørgsmål bør overvejes ud fra at der ligesågodt kunne stå alkohol som medicin. Der er ingen tvivl om at alkohol påvirker evnen til at forvalte sit personlige ansvar. Der er ingen tvivl om at alkohol af mange ses som et gode.

    Hvis den uhensigtsmæssigt handlende “får lov” til at fraskrive sig sit ansvar, bliver det til barokke ting som når fede mennesker sagsøger fastfood-kæder der serverer usund mad.

    Tilbage til medicinen. Uafhængig af sine egne handlinger mener jeg at den enkelte skal have basis for et oplyst valg omkring denne. Altså ikke et valg der lyder “hvis du ikke tager disse piller, kan vi ikke hjælpe dig”.

  2. harning said

    Tosommerfugle, analogien til alkohol ligger selvfølgelig meget nær. Især for sådan en som mig der i princippet mener det burde være lige så alvorligt at sætte sig ind bag rattet med en høj promille uanset om man så rammer nogen eller ej.
    Men..
    Jeg kan fx. godt synes at detkan være en formildrene omstændighed hvis en alkoholpåvirket person slår en anden – hvis denne alkoholpåvirkede person aldrig tidligere er blevet aggressiv af alkohol, men tidligere kun haroplevet at blive munter og kærlig – hvorimod jeg mener at mennesker som VED at de bliver aggressive når de drikker burde dømmes hårdere.

    Når vi taler om medicin, synes jeg at selvom det er sammenligneligt – så er det også forskelligt.
    For det første fordi medicin ikke klassificeres som farligt – men som “hjælpende” For det andet fordi en hel del af de mennesker som spiser medicinen ikke mener sig at kunne undvære den af div årsager (og en del spiser den under tvang), og for det tredje så er ovennævnte bivirkninger ikke nødvendigvis forudsigelige idet det er en mindre procentdel som rammes af dem.

    Hvis jeg selv skulle placere ansvaret og svare på min egen poll – ville det nok blive en lille smule skyld og ansvar til alle parter.😀

    Og for god ordens skyld – hvis der er tale om mindreårige, så mener jeg helt klart at pårørende/omgivelser har et betydeligt større ansvar end hvis der er tale om voksne mennesker.

  3. Forskelligt?

    Alkohol klassificeres da heller ikke som farligt, men netop som “hjælpende”, meget nødvendigt for at have et godt liv eller more sig til en fest. Rigtig mange (som jeg har snakket med) mener sig ikke i stand til at kunne undvære alkohol – og jeg tænker ikke på nogen som klassificeres som misbrugere. Det er også kun en mindre procentdel af dem som nyder alkohol ofte, der reagerer med agressivitet.

    Analogien har jo masser af ligheder🙂

    Jeg har forresten bevidst undladt at svare på din poll – som jo netop er meningsløs😉

  4. harning said

    Både og, for du har ret i at vi har skabt et samfund hvor folk mener sig berettiget til at udbede sig en forklaring hvis nogen skulle ønske ikke at drikke alkohol.
    Til den anden side har vi også skræmmekampagnerne og måske især når det gælder ovenstående gruppe, det ih så grimme ord “selvmedicinering” som jo netop dækker over det forfærdelige valg som det anses at være hvis psykisk syge vælger alkohol fremfor medicin.

    Ja, jeg kan jo heller ikke selv svare på pollen – min verden er alt for fyldt med nuancer.😀 – men som eksperiment betragtet er den nu meget sjov, især fordi folk har en tendens til at smide om sig med skyld og ansvarsstempler, og min forhåbning er jo( som altid) at få folk til at tænke, ved at stille tingene sådan lidt skarpt op. Det interessante bliver derved ikke hvad folk svarer – men hvor mange som undlader og hvor mange som har en afstukket holdning (uanset side).

  5. Selvmedicinering … Jeg har engang talt med en fyr som snuppede det meste af en kasse elefantøl om dagen. Han var helt afklaret med at være alkoholiker. Forklaringen var en smadret ryg – han synes at stærke smertepiller er værre end alkohol. Og har hørt om en med angst der fik ro ved at drikke sig fuld, i stedet for de stærkt afhængighedsskabende benzodiazepiner (stesolid m.v., også kaldet tørsprit).

    Jeg har selv været totalafholdende hele livet, uden at være missionsk omkring det. Men hvis jeg skulle “vælge” mellem afhængighed af benzodiazepiner eller alkohol, er jeg slet ikke i tvivl om hvad jeg ville vælge. Alkohol er “nemt” afvænne sig fra, i sammenligning. Heroin er også, i nogle tilfælde.

    Og ja, jeg har været igennem masser af krydsforhør om hvordan det kan være at jeg ikke drikker, og ikke har prøvet det😀

    Det kan være at pollen skulle have haft en svarmulighed med “irrelevant spørgsmål”😉

  6. harning said

    Hvis jeg selv skulle vælge – tror jeg at jeg ville gå efter hashen som jo hverken giver aggressivitet eller den store afhængighed.😀
    Men det er selvfølgelig an på hvad der skal medicineres mod..Alternativt måske den rene heroin….Alkohol gir tømmermænd.😦

  7. Marian said

    Jeg har nu, helt unuanceret, svaret: samfundet. Det er jo i sidste ende hele samfundet, der ikke bare godtager, men nærmest kræver medicinering af afvigende adfærd. Selv om man måske godt kunne sige, at dette krav baserer på ensidig information fra både farmaindustriens og “eksperternes” side om at medicinering skulle være tvingende nødvendig, netop for at undgå kriminalitet (pas på! her skriver én, der nærmest tvingende nødvendigt skulle være medicineret, men ikke er det! potentielt kriminel!😉 ). Men på den anden side mener jeg, at samfundet har en forpligtelse til at informere sig, også ud over hvad mainstreamen tilbyder af information. Ganske firkantet sagt: samfundet må gøres ansvarligt, fordi det opfører sig som dumme mælam. Hvilket er uansvarligt. – Og i sidste ende: hvem er samfundet? Alle. Inklusive farmaindustrien, “eksperterne”, brugerne, etc. Mens jeg nok ser brugerne som det svageste led her, da det kræver en enorm mental styrke, at stå distancen og sige konsekvent “nej tak” til tilbuddene om medicinsk “hjælp”, man bliver bombaderet med fra alle sider og kanter. Og selvsagt er det netop mental styrke, de fleste i en psykologisk krise ikke har for meget af.

  8. harning said

    Samfundet er da vel også det mest nuancerede svar Marian.😀
    Netop mulighederne for at sige nej tak, er årsagen til hvorfor jeg skelner mellem mindreårige og myndige – for mange af de børn der i dag får præparater med ovennævnte bivirkninger har aldrig fået mulighed for at vælge og selv når de har haft muligheden – kan de måske ikke overskue konsekvensen.

    Dertil skal sige, at da præparaterne kan være personlighedsforandrende – så er pårørende og omgivelser måske bedre i stand til at opdage disse forandringer end den medicinerede selv – hvorfor de nok (uanset den syges alder), i mine øjne, har en anelse større ansvar.

    Apropos tvang:
    så kan jeg ikke lade være med at tænke over den linkede artikel – hvor alt flere psykisk syge bliver anmeldt for vold indenfor systemet, uden at nogen reflekterer over at de syge her sandsynligvis befinder sig i en situation hvor det er systemet selv der har påtvunget dem en medicin som de måske bliver aggressive af.

  9. Marian said

    Harning: Ja. Børn må helt klart fritages for ethvert ansvar i det her. Og apropos tvang, så er det jo stort set al systemets “behandling”, medicinsk og anden, der er/kan være aggressionsfremkaldende. Systemets egne, ikke bare selvmordsudløsende, men generelt aggressionsudløsende mekanismer, for at udvide Hege Orefellens fine betragtning. Mens systemet stort set er blind for sine egne mekanismer og deres konsekvenser…

  10. harning said

    Apropos “frivillig tvang” og medicinering, så faldt jeg over denne artikel her til morgen- hvor Europarådets Torturkomité sammenligner det danske sundhedsvæsen med Guantanamo og hvor en læge fx udtaler at hun synes at bæltefiksering er bedre end medicin. – En betragtning der måske er nok så vigtig at have med i forhold til hvorfor folk vælger medicin.

  11. jensdrejer said

    Sikken nogle spørgsmål. Jeg vil slet ikke stemme, for jeg synes det er megasvært. Og det er nok særligt fordi at du kommer så grundigt omkring alle mulighederne. Jeg synes det kræver meget omtanke at tage stilling til dit spørgsmål og det er jeg slet ikke kompetent til. Emnet er alt for alvorligt til hurtige holdninger.

  12. harning said

    Hvis jeg har fået dig til at tænke lidt over sagen- så er mit mål opnået.😀

    For det er nemlig en kompleks problematik, som vi alle jo alligevel et eller andet sted forventes at kunne tage stilling til – for vi har medicinen, vi har bivirkningerne, og vi har handlinger som måske er sket på baggrund af medicinering, og hvad vil vi så som samfund…….? Og selv om vi ikke anser os at være kompetente til at tage endegyldig stilling, mener jeg at vi er nødt til at diskutere det – fremfor at opføre os som Ekstra Blads overskrifter og råbe op om skyld og ansvar til højere og venstre uden reel refleksion.

  13. jensdrejer said

    Du har nået hvad du ville og jeg synes det er meget interessant. Men som du selv skriver, kræver det nemlig reel refleksion – ikke bare hurtige og lette meninger.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: