Harning

Retten som blev en pligt

Posted by harning på november 18, 2008

I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til at blive hørt, en ret som efterhånden er implementeret ikke bare i vores overordnede lovgivning men i hele vores samfund. En ret jeg naturligvis er helt enig i og som jeg finder absolut nødvendig.

Men hvad med retten til det modsatte?

Retten til som barn, at tie stille.

Retten til selv at vælge af hvem, hvordan og hvornår de bliver hørt. Retten til egen integritet, egne følelser.

Måden hvorpå vores system og dem der arbejder deri er skruet sammen på, indebærer at børn i dag ikke har nogen ret til – at slippe for at blive hørt. Faktisk forventes de at skulle udtale sig igen, og igen, og igen om den samme sag til snart sagt enhver voksen som beder dem om det.
Børnehavebørn bliver dagligt bedt om at redegøre for sine følelser og handlinger til pædagogerne i deres institution, det samme sker i skolen hvor børnene skal beskrive og forklare sine følelser og handlinger, ikke bare til deres lærer, men også ofte til rektor, speciallærere m.f.

Er det stakkels barn tillige havnet i en social eller statsforvaltningssag, synes der ingen ende at være på alle de fagpersoner som anser sig skulle høre børnene, dag efter dag, måned efter måned, nogen gange sågar år efter år – upåagtet om børnene siger; de intet nyt har at tilføje.

Børnenes ret til at blive hørt er således, i virkelighedens verden, blevet til de voksnes ret til at høre børnene.

Selv kan jeg ikke lade være med at undre over, hvad der skete med konventionens øvrige artikler?  Så som retten til privatliv og retten til ikke at udsættes for unødige krænkelser. Blev de bare overset i farten? Var de for vanskelige at læse?  Eller er det snarere sådan, at alt andet må vige til fordel for høringens hellige gral?

©Harning

(Jeg kan forøvrigt heller ikke lade være med at undre mig over alle disse fagpersoner som ikke har tillid til at deres kolleger kan høre børn, siden de hver især føler behov for selv at høre børnene én gang til…)

Reklamer

4 kommentarer to “Retten som blev en pligt”

  1. silhuet said

    Jeg påberåber mig retten til at formuelere min uformulerbarhed. At være værende. No more, no less. End of story. Thats it.
    Sådan for også at sige det på english.

    Men jeg er voksen, og så har jeg sgu ikke nogen nedfældede rettigheder.Eller pligter. Længere. Jeg skal bare følge med. Følge trop. Stille gode miner til slet spil.

    Det var bare det jeg ville sige….Hej 😉

  2. Jeg kommer til at tænke på det at programmere en computer. Der er det centrale at give den klare og entydige regler, da den ikke kan tænke sig om. I stigende grad anvendes samme princip på mennesker. Der udstikkes (ud fra sådan set gode hensigter) ét sæt regler, som forventes altid at være hvad der skal til.

  3. harning said

    Ah..Silhuet som voksen har du jo netop retten til at blive hørt – men yderst sjældent den dertilhørende pligt til at folde dit inderste ud for enhver enerverende pædagog, lærer, børnesagkyndig,psykolog eller sagsbehandler som måtteønske det.

    Retten til at formulere sin uformulerbarhed – en ret jeg i den grad ofte vil påberåbe mig. 😀

  4. harning said

    Genial analogi til den uselvstændigt tænkende computer, håber du ikke har noget imod hvis jeg “stjæler” den ved lejlighed? For det er jo lige netop sådan som jeg opfatter systemet og menneskerne i det i denne sammenhæng, som computere forprogrammeret til én opfattelse, én forståelse .

    Eller sagt på en anden måde: “der findes få ting som er så kvælende og destruktivt (for den menneskelige integritet)som at være underlagt andre menneskers definition af omsorg”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: