Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 152,722 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Børn til psykisk og fysisk syge forældre

Posted by harning på oktober 31, 2008

Jaja, jeg ved godt at jeg egentlig burde holde blogpause, men… Så det her program i fjernsynet (tror det var bbc) om børn til fysisk/psykisk syge forældre. Programmet havde en meget klar intention om at fortælle hvor svært det var for disse børn – hvor svært det var for dem at have en psykisk/fysisk syg forælder.

Men, det eneste jeg kunne tænke på, alt eftersom programmet skred frem, var at hold da op hvor er de her børn heldige!

Ja, de var “nødt til” at tage ansvar, at lave mad og gøre rent, at gå på posthuset og betale regninger – være bevidste om familiens økonomi.

Men det betød også at de havde en rolle i familien, at de havde en viden om at de var en del af familiens helhed, at de havde en værdi.

Og uanset hvor meget jeg forsøgte at føle medlidenhed med disse børn – kunne jeg ikke andet end synes  at de var heldige og at stakkels de børn som ikke har forældre med “handicaps”  var de uheldige, for sandheden er; at siden vi hentede børnene ind fra marken – har vi stort set ikke anet hvad vi skulle stille op med dem…..

© Harning

19 kommentarer to “Børn til psykisk og fysisk syge forældre”

  1. Marian said

    De fleste ved da godt, hvad de skal stille op med børnene: parkere dem foran fjerner/computer, i Børnehaven/SFO’en, og når de endeligt ikke kan finde på andet, så skal ungen til badminton/violin/fodbold/ridning (Hold op, hvor var der mange unger, der bare blev læsset af på den rideskole, jeg underviste på i sin tid, og så hentet nogle timer senere. Nogle boede jo nærmest hos os, ikke hos forældrene… ) etc.

    Jeg vil give dig helt ret, på nær mht. “psykisk syge” forældre. Mennesker med emotionelle problemer kan have enormt svært ved at “være dér”, være emotionelt engageret i andre menneskers liv, tage imod og give kærlighed, f.eks. Ikke en god opskrift for børn, at skulle vokse op i sådant et “emotionelt vakuum” = familiær arvelighed. (Har selv prøvet. Dog desværre uden ansvars-elementet, andet end at jeg blev holdt ansvarligt for min mors emotionelle ikke-/velbefindende. At få lov til at tage bare en smule praktisk ansvar, havde måske kunnet redde noget af det.)

  2. harning said

    Vist kan mennesker med egne emotionelle problemer have svært ved at være der, give nærvær til børnene – spørgsmålet er så om de adskiller sig synderligt meget fra “almindelige” stressede forældre, og så er der jo naturligvis gradforskelle i begge lejre så at sige.
    Programmet jeg så handlede om en mor der led af en depression, og som tidligere havde haft et par psykoser – hun var medicineret, med knogleskørhed som følge og derved både fysisk og psykisk handicappet.- Men med en fin relation til/med sine børn
    Og det eneste der gjorde at jeg synes det var synd for børnene – var den ensomhed og den tabuisering som de oplevede i forbindelse med moderens psykiske sygdom, pålagt dem af samfundet/skolen.

  3. harning said

    Apropos nærvær og “almindelige” forældre, så er der ikke ret meget der kan gøre mig lig så harm når det gælder forældre, som dem der henter deres børn fra børnehaven med mobilen solidt plantet ved øret, og hvor børnene ikke kan forvente andet end et liggyldigt blik eller måske en besked om at tie stille og skynde sig.

  4. Marian said

    Det har du så også ret i. Ser man på gennemsnitsmenneskets emotionelle fungeren, må man nok konstatere, at det er de færreste som ikke har nogle problemer/ikke er “psykisk syge”. Tænker, at det måske kan være netop dem, der har haft så store problemer, at de så sig nødsaget at gå i gang med noget bearbejdning, der i sidste ende kan blive “bedre” forældre, end dem, der mener alt er i sin skønneste orden, og at det i hvert fald ikke er dem selv, der har et problem (det mente min mor f.eks.). Men det kræver selvfølgeligt en vis indsigt i de egne problemer hinsides for biologi… (Der skulle for resten have stået “ikke-genetisk arvelighed” i stedet for “familiær arvelighed”. Var noget træt i går.) Med den indsigt kan man så også modvirke samfundets/skolens stigmatiseringsforsøg, der jo kun fungerer i forhold til “hjernesygdom/-defekt”.

  5. Marian said

    Det var netop den slags, jeg mødte rigeligt af som ridelærer… Må dog også sige, at der var enkelte, der kom sammen med deres børn, blev der, “deltog aktivt”, spugte mig om 117 ting omkring ridning og heste og deres unger, stillede utrætteligt op til arrangementer osv. På den gode måde. Selvfølgeligt var der også de irriterende høneforældre…

  6. harning said

    Jeg synes ikke nødvendigvis at forældre skal deltage aktivt i børnenes fritidsinteresser – men de skal være aktivt interesserede i deres børn.🙂
    Jeg kan end ikke forestille mig, hvordan det må føles for et barn, når deres forældre ikke lyser op og bliver glade for at se dem efter en lang dag i institution.
    Ligesom jeg ikke kan begribe hvorfor børnene ikke må have lov til at lave det færdigt, som de er igang med, før de bliver hevet ud og med hjem – for betyder deres interesser, deres “arbejde” ingenting?

    (At være interesseret i den samme ting, kan være ganske svært.
    Kan huske da min den ældste var en lille purk som skulle gå til noget, og hvor jeg meget bevidst indoktrinerede ham til at mene, at ishockey var meeeget bedre end fodbold fordi jeg vidste med mig selv, at jeg ikke ville orke at gennemlide dræbende kedsommelige fodboldkampe i årevis.🙂 )

  7. Marian said

    Nej, de skal bestemt ikke blande sig på en – for børnene og andre involverede – påtrængende måde. Og det ser man jo hurtigt, som udenforstående, hvor børnenes grænse går (og mærker det ved sig selv). Derfor min differenciering: på den gode måde vs. høneforældrene – som ikke bare børnene selv var ved at få pip af. Det bedste var nok de forældre, der spurgte deres børn, om de ville have, de skulle blive eller ikke – og hvor det var tydeligt, at det ikke gjorde noget, hvis barnet sagde: skrub af!

  8. jensdrejer said

    Alt med måde –😉

    Jeg tror det er rigtig hårdt at skulle være voksen, når man virkelig kun er 12 eller 13. Det må ikke være sjovt, at have så stort et ansvar i den alder. På den anden side, så er det mindst lige så synd for de børn som ingen pligter har. Jeg tror faktisk det er grunden til, at så mange børn og unge lever af fastfood. De har jo aldrig lært at lave mad, så hvad skulle de ellers spise? Så bliver de usunde og overvægtige – og alle taler om deres dårlige madvaner. Men det store problem er jo, at deres forældre ikke tager dem med i køkkenet, allerede når de er små. Hvis forældrene gjorde det, så tror jeg ikke at fedmeepidemien ville være så stor.

  9. silhuet said

    Jeg bider mærke i Marians indvending om, at vi alle er “psykisk syge” eller måske snarere psykiske væsner med en hel del eksistentielle problemer til følge. Kald det sygt eller kald det…menneskeligt?!
    Og bider mærke i, at de der netop erkender og tager ansvar for såvel styrker som svagheder, måske har større chance for at fortå deres børn, som netop enestående individer med styrker OG svagheder, og en anerkendelse af, at begge dele er en værdi.

    Jeg er vokset op hos “en kernesund familie”. Her talte styrker, styrker…. og styrker. Her var ingen brist?! Her var ingen problemer….
    Måske lidt flere problmer og svagheder havde gjort tilværelsen en aaanelse nemmere, for børnene af disse kernesunde forældre.

    For de var da kernesunde…ikk?!

    Skønt iøvrigt, at du ikke kan lade vær´ Harning. Med at mene og mærke og skrive. Det er vist nok det, der kaldes…engagement!

    Kærlige knus

  10. harning said

    Jens, jeg er helt enig med dig i at det må være svært at påtage sig det fulde ansvar som voksen – hvis man bare er i begyndelsen af teenageårene, men så vidt jeg kunne se udfra dette program – så var det snarere samfundets stigmatisereing der fratog børnene den mulighed – idet de var bange for hvad deres jævnaldrene ville mene om at deres mor var “psykisk syg”.
    Og moderen interesserede sig for øvrigt også for børnenes velbefindende og deres skolegang – så ansvaret var der, men ikke overdrevent og heller ikke helt derude hvor de skulle tage sig af fx. moderens intime hygiene eller trøste hende når hun var ked af det. Netop det sidste slog mig, fordi der i programmet er en scene hvor moderen sidder inde i stuen og er “ked af det” (jeg ville snarere definere det som en smule ligegyldig apati..), datteren oplyser at det er meget lang tid siden hun har set moderen sådan.
    To tanker slår mig iforbindelse med denne scene.
    Den ene er at rigtig mange “normale” børn med “normale” forældre ville aldrig reagere på at deres forælder en enkelt dag var fraværende og ikke gad snakke med dem – hvorimod de her børn er så vant til, at deres mor er nærværende – at de bliver bekymrede ved en enkelt aftens ligegyldighed.
    Den anden tanke kommer da datteren oplyser, at hun kan ringe til mosteren – så moderen kan snakke med en anden voksen. Altså, en klar tilkendegivelse af at datteren ved hvilke handlemuligheder hun har, og at hun langt fra står alene med ansvaret fordi hun kan overlade det til mosteren. Og jeg tænker på alle disse skilsmissebørn jeg har mødt, som fortæller om hvordan deres helt normale mødre bare sidder derhjemme og græder og at de ikke ved hvad de skal gøre ved det…

    Og ja, hvad er det for noget med ikke at lukke børnene ind i køkkenet? Børn er glade for at hjælpe til og glade for at lave mad. Ofte tror jeg det handler om tid, at forældrene ikke mener de har tid til at lave andet end frostbakker,pulversovs eller tage et smut omkring nærmeste fastfoodsted – og så vænner de børnene til at det er sådan mad skal smage.- Hvorved fedmeepidimien for alvor får fat.
    (Hm. måske jeg skulle skrive en kogebog..-let mad til fire personer for under tredive kroner og på under tredive minutter…
    Bortset fra at jeg hverken har tid – eller tror at en sådan bog kan sælge. )

  11. harning said

    Silhuet,
    Jeg tror du har en meget væsentlig pointe omkring det kernesunde, det ufejlbarlige, det perfekte. Selv valgte jeg længe at bo i et område, som af andre, blev betegnet som gettholignende socialt boligbyggeri – men som for mig var genialt fordi børnene derved lærte alverdens mennesker og deres familier og kulturer at kende. Og jeg tvivler stærkt på, at mine børn havde fået den empati og forståelse og respekt for al verdens mennesker, som de har idag, havde de ikke boet i et sådant område, men istedet for boet i den perfekte familie, i det perfekte parcelhuskvarter, i den perfekte ende af byen.

    (og jo engagementet er der selvfølgelig stadig.😀 og selv om jeg virkelig forsøger at holde mig fra nyheder og des. lign. så er jeg jo også nødt til at holde mig en lille smule orienteret, det svære er så at undlade at skrive/debattere…. )

  12. Bjarne Hansen said

    Jeg siger som Silhuet, at det er dejligt at høre fra dig og at det tyder på et ægte engagement fra din side, at du ikke kan lade være med at debattere emner som optager dig

  13. silhuet said

    Imorgen er det den 5.november….
    (en dato længe ventet af visse personager i din komentarkreds…14 dage…14 laaaange dage er da overstået😀 )

  14. silhuet said

    JUHUUUUUUUU…hvor er du????

    I dag er der gået 14 dage….kigger du snart frem fra dit gem?

  15. silhuet said

    Er du ok????
    Savner dig. Og dit skriv!

  16. harning said

    Tak Bjarne.😀

  17. harning said

    Sødeste Silhuet, hvor er det dejligt at ikke blive glemt – selv når man er lidt gemt.😀

    Sagen er den, at jeg fortsat har gang i mit andet skriveprojekt (eller så meget gang i det man nu kan have, når man lider af total skriveblokering! ) og at jeg desuden har brugt en del tid på at læse noget som krævede min fulde opmærksomhed.
    – Så hvornår jeg igen vender tilbage og blogger på fuld styrke – vides ikke helt, men er nu færdig med at læse og har sågar da også skrevet et lille indlæg idag.😀

  18. silhuet said

    Harning:

    Tak for dig!

  19. harning said

    Tak selv du.😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: