Harning

Er der forskel på en afklippet negl og et aborteret foster?

Posted by harning på oktober 15, 2008

Som bekendt har en kvinde ret til selv at bestemme hvorvidt hun vil have en abort* i Danmark indtil  gravidtitetens 12 uge. Denne ret er nært knyttet til vores etiske forståelse af – at et foster i denne alder ikke er et barn – et menneske. Fosteret er så at sige bare en klump celler der tilhører den enkelte kvinde. Havde vi ikke denne etiske forståelse – og betragtede vi cellerne som et selvstændigt individ, så  ville kvinden ikke længere kunne udøve en selvstændig bestemmelse over om hvorvidt det individ som hun bar i maven havde ret til at leve eller ej.

Vi har altså, så at sige, valgt at betragte fostre indtil 12graviditetsuge på lige fod med fx. en fingernegl. Og så er det jeg undres når jeg kan konstatere at visse sygehuse vælger at begrave disse afklippede negle på en kirkegård fremfor at smide dem i skraldespanden eller evt at finde på smarte måder hvorpå affaldet kunne genbruges. Skal jeg tolke det således at sygehusene i disse tilfælde faktiskt mener at der er tale om et individ – et menneske? Og hvis det er det de virkelig mener, hvordan kan de så overhoved medvirke til drab på dette menneske?

Eller begraver de også håraffald, gamle svulster mv?

©Harning

RED. d. 16 oktober: Læs også denne artikel om at hospitalernes håndtering er ulovlig.

*(indlægget omhandler alene de selvvalgte/provokerede aborter idet jeg mener der er en væsentlig forskel på disse og på de spontane aborter)

34 kommentarer to “Er der forskel på en afklippet negl og et aborteret foster?”

  1. perolofdk said

    – der kan jo være forskelig opfatttelsen på provokerede og ikke-provokerede aborter? Der kan også være vidt forskellige begrundelser for at vælge aborten. Så hvorfor ikke under alle omstændigheder lade det være op til folk selv at bestemme?

    Iøvrigt: I folketraditionen er hår og negle skam ikke altid noget, man opfatter som noget, der kan behandles efter for godt befindende!

  2. harning said

    Per-Olof jeg er helt enig med dig i at der er/kan være stor forskel på provokerede og spontante aborter – hvorfor jeg jo netop skriver i noten at:
    “*(indlægget omhandler alene de selvvalgte/provokerede aborter idet jeg mener der er en væsentlig forskel på disse og på de spontane aborter)”

    Hvorvidt man skal lade folk selv bestemme,synes jeg egentlig er et underspørgsmål.
    Fordi det primære spørgsmål stadig må være hvorvidt cellerne kvalificerer som individ eller ej – idet vi netop ikke lader folk selv bestemme hvad de vil putte i jorden på kirkegårdene (også det et interessant spørgsmål i sig selv.🙂 ) og ligesom sygehusene netop ikke begraver andre kropsdele/affaldsprodukter.

    For mig virker det uhyre dobbelt at: til den ene side tale om kvindens ret, grundet i at der ikke er tale om et rigtigt barn – for så at til den anden side begrave dette ikkebarn.

    (og du har helt ret i det med folketroen – spørgsmålet er så hvad patienter ville mene om sygeplejersker der listede ud om natten og begravede patienternes hår, negle, menstruationsblod og moderkager…)

  3. silhuet said

    Jeg blev klippet korthåret i går.

    Mit ansigt er pludselig meget åbent.

    Jeg har ikke fået håret med hjem i en pose, og frisøren fejede det vist bare sammen og lod det falde i affalsspanden.

    Det interessante er for så vidt heller ikke de afklippede totter. Men det der blev tilbage. Og mit nu åbne ansigt.

    Jeg føler mig lidt nøgen…..

  4. harning said

    (hår er nu også noget helt for sig selv, med sin helt egen magt sjældent har jeg grædt så meget som da en dum kælling (og tyve år senere kan jeg stadig ikke finde ud af at kalde hende for andet…) klippede mit hår aalt for kort da jeg var elleve)

  5. jensdrejer said

    Æh, jeg blev helt overrasket da jeg så overskriften. Ja, jo, det ville jeg da umiddelbart mene! Og nu læser jeg så lige indlægget!😉

  6. jensdrejer said

    Du har selvfølgelig en god pointe, men jeg kan godt se forskellen. Et foster er trods noget andet og der er jo meget delte meninger om hvad et foster er og hvordan vi bør forholde os til det. Det er et lidt ømtåleligt emne.

    I svaret til Per-Olof skriver du, at “det primære spørgsmål stadig må være hvorvidt cellerne kvalificerer som individ eller ej”. Jeg mener svaret er både og – det er netop derfor denne diskussion er så svær. Kunne vi bare blive enige om at det var enten det ene eller det andet, så ville det være meget lettere. Men jeg tror virkelig ikke der er mange, som er 100% på den ene eller den anden side. Et foster er både og!

  7. silhuet said

    (måske man skulle se af at blve dronning – de bærer altid mega-voluminuøse hatte.
    Nå, jeg sætter min hat som jeg vil. Og nu tilsyneladende også mit hår😉 )

  8. harning said

    Men det synes jeg ikke er helt iorden Jens, selv om jeg faktiskt er enig med dig.😀
    For et foster er både og i de flestes bevidsthed- hvilket jo også er årsagen til at jeg undlod at medtage de spontane aborter i indlægget – årsagen er naturligvis at mennesker som har valgt at få et barn, begynder at betragte fosteret som barn stort set i det øjeblik de opdager at de er gravide – så rent psykologisk(om ikke andet) er denne type celler – at betragte som individer og naturligvis skal forældrene derfor have lov til at sørge, inkl. begravelse hvis det er hvad de ønsker.

    Men når man taler om de provokerede/valgte aborter så bygger hele tanken og regelsættet om fri abort indtil 12 uge på at der ikke er tale om et barn/individ hverken fysiologisk eller psykologisk eller noget som helst andet. Og så er det altså det bliver til noget rod – hvis sygehusene alligevel begraver disse “celleklumper”.
    Ud fra et følelsesmæssigt/psykologisk perspektiv kunne jeg da fx. også godt forestille mig – at det må være en verden til forskel for den kvinde som vælger en abort fordi hun tror på, at der ikke er et individ – at så finde ud af at sygehuset faktiskt betragter hendes aborterede foster som et menneske. – Igen: det er altså kun mennesker som vi begraver.

  9. harning said

    Og hvis vi (vi som samfund) mener at der er tale om et menneske, et lille selvstændigt individuelt barn – også før 12uge – er abort så overhoved acceptabelt?
    Og hvis det er tilfældet – hvorfor så ikke også tillade aborter indtil uge 42?

  10. harning said

    (jeg er vild med hatte Silhuet.😀 )

  11. Ja, der er forskel på en afklippet tånegl og et foster. Det er der utvivlsomt også for de fleste af de kvinder, som vælger at få en provokeret abort. Jeg tror, det er et fåtal af disse kvinder, der vælger abort og opfatter det som uproblematisk, idet de blot opfatter fosteret som “en klump celler”. Jeg forestiller mig, at i hvert fald flere provokerede aborter vælges efter moden overvejelse. Overvejelser, hvori også hensynet til det (mulige) kommende barn og dets livskvalitet indgår. Derfor er det etisk forsvarligt og etisk korrekt at omfatte det aborterede foster med den respekt, hvormed man ville omfatte et fuldt udviklet barn, der afgår ved døden.

  12. harning said

    Men Tina, hvorfor så overhoved holde fast i grænsen på de 12uger?

    Ang. etikken i de eksisterende tilfælde. Hvis vi mener at et foster skal omfattes med samme respekt som et fuldt udviklet barn – så er det da dybt besynderligt at sygehusene begraver disse fostre uden at informere forældrene om det.
    havde der været tale om et fuldt udvilket barn ville det uden tvivl være et helt utænkeligt scenario at sygehuset selv bestemte, bag forældrenes ryg, hvor og hvordan deres barn skulle begraves.

  13. jensdrejer said

    Jeg synes at aborter i uge 42 er fuldstændig uacceptabelt. Når man ser hvor meget fostret er udviklet i den alder, så bryder jeg mig overhovedet ikke om den tanke. Jeg går ind for “fri” abort, men der skal bestemt også være en grænse. Hvor går grænsen? Jamen, det er jo svært. Jeg ved det ikke. Og det bliver nok sværere og sværere, jo mere vi ved om hvordan et foster udvikler sig i de første uger af graviditeten. Idealet ville selvfølgelig være, at der ingen aborter var. Lige som Tina skriver, så tror jeg nemlig heller ikke at det er nemt for de piger/kvinder OG mænd, som vælger abort.

  14. harning said

    Men Jens – den problematik står læger og sygeplejersker jo med allerede idag – ikke ved de 42 uger – men ved de 24 uger.
    – Fordi de til den ene side/på den ene afdeling skal redde et for tidligt født barn samtidig med at de skal abortere et aldersmæssigt tilsvarende barn(foster) på den anden side/anden afdeling.

    (og selvfølgelig har du ret i, at det til vis grad også er mænds beslutninger – men ultimativt handler abortretten jo om kvindens bestemmelsesret over sin egen krop. En potentielt kommende far har derfor ingen egentlig medbestemmelsesret)

  15. For mig at se skulle det være en naturlig del af abortforberedelserne at snakke om forløbet, og dermed også hvad der sker med resterne. Og det er bestemt noget rod at lave en ceremoni omkring dem, uden at have fortalt om det. Samme argumenter gælder f.eks. for en amputation.

    Med mindre vi insisterer på at se selve befrugtningen som det tidspunkt hvor der er opstået et menneskeligt individ, er vi nødt til at have en praktisk grænse, også uden et entydigt kriterium. Mit indtryk er at de 12 uger er en grænse der er lagt nogenlunde rimeligt; hvad der kommer derefter er hovedsagelig vækst af et foster hvor anatomien allerede er formet. De 16 uger som nogle lande har, synes jeg begynder at kradse.

  16. harning said

    Jeg synes at det er en udmærket analogi du laver omkring de amputerede lemmer, og jeg synes da også at hvad der skal ske med fosteret bagefter burde være en naturlig del af forberedelserne, når nu der er så divergerende opfattelser af om det er affald eller ej.

    Ang. en praktisk grænse – så er det jo den løsning vi p.t har valgt. Men også denne er dobbelt netop fordi den praktiske løsning er todelt: først har vi de 12uger hvor kvinden helt selv må bestemme fordi fosteret her ses som en del af hende. Så har vi næste led, altså grænsen op til de 24 uger, hvor kvinden mister sin egenrådige selvbestemmelsesret – men hvor abort fortsat er lovlig hvis “eksperterne” synes at det er en god ide, nu ikke længere primært grundet i kvinden – men snarere i barnet og samfundet.

  17. Hmmm. Jeg synes – for én gangs skyld – at det er fint, at samfundet (eller måske det blot er den enkelte hospitalsledelse her?) går ind og træffer en beslutning på den menige borgers vegne. Den “automatiske” begravelse (uden ceremoni(?), gætter jeg på) bliver således udtryk for en etisk holdning, som er uafhængig af subjektive standpunkter – og som samtidig skåner moderen (og faderen) for at skulle tage stilling til flere presserende spørgsmål end højst nødvendigt.
    Hvad angår de(t) fastsatte ugetal for fri abort (og fri abort i særlige tilfælde), så er de, så vidt jeg har forstået, fastsat på baggrund af den viden, vi i dag har, om fostres udvikling – og dertil under hensyn til en vurdering af livskvalitet/helbredsmæssige risici for henholdsvis mor og barn.

    Jeg lurer lidt på, hvad der ligger bag dit indlæg, Harning.
    Er vi mon ude i noget med, hvorvidt man hellere skal bruge provokerede aborter til forsøg, som måske kan redde livet for alvorligt syge, end begrave dem i indviet jord? I så fald er det, her og nu, min holdning, at forældrene skal godkende dette, forud for indgrebet.

  18. Et dilemma med de sene aborter er at fremprovokere en abort / fødsel af et foster / barn, der i nogle tilfælde kan ånde og leve nogle få timer. Men da den lægelige beslutning var at der ikke kunne komme et liv ud af et foster med skader – ellers var der jo ikke provokeret en abort – ser lægerne helst at slå fosteret hurtigt ihjel lige før aborten, med en saltvandssprøjte i dets hjerte. Derved spares det for lidelsen ved en langsom død udenfor den livmoder som er dets nødvendige miljø for at have det tåleligt. Og moderen befris for at få et levende men ikke levedygtigt barn.

    Og den situation provokerer jo til en debat som fokuserer på abstrakte moralske principper, og efterrationaliseringer for at kunne påstå at det er bedre for både moder, barnets værdighed, lægerne og samfundet at undvære sprøjten.

    Et par artikler fra Kristeligt Dagblad:
    Sprøjte skal hindre levendefødte aborter
    Abortsprøjten vækker modstand
    Det nærmer sig aktiv dødshjælp

  19. harning said

    Tina, da det netop er det enkelte hospital, så er det jo også det enkelte hospitals subjektive etik som kommer til udtryk.😀
    Og jeg synes ærligt talt at det er noget rod.
    I en tidligere kommentar talte du om respekt for de døde fostre. Personligt har jeg ikke den opfattelse at begravelser er til for de døde – men en måde at udtrykke sorg og savn, at mindes, få en afslutning for de stadig levende – og måske er det hér vandene skiller.
    For hvis jeg havde et aborteret foster, ville jeg helt klart mene at respekten for mig bedst udvistes ved – at hospitalet repekterede mine ønsker. Eller hvis jeg tilhørte et bestemt trossamfund – ville jeg nok foretrække; at skulle fosteret behandles som menneske – at dette menneske så fik en reel begravelse i henhold til mit trossamfunds traditionelle ceremonier.
    Så heller ikke af disse årsager synes jeg, at vi bare kan overlade til det enkelte sygehus at lave sin egen subjektive vurdering.

    At “skåne” forældre (eller nogen som helst andre patienter) for beslutninger vedrørende dem selv og deres børn synes jeg er udtryk for en dybt patroniserende holdning – og som Tosommerfugle er inde på, hvorfor så netop ikke tage den snak sammen med resten af oplysningerne omkring abort (og hvis nu forældrene selv mener der er tale om mere end en klup celler – ville det mest skånsomme så netop ikke være, at fortælle dem at barnet ville få en værdig begravelse?) Og igen. Jeg er ikke sikker på hvordan jeg selv ville reagere, havde jeg fået en abort og så et par år senere fandt ud af at hospitalet selvstændigt havde besluttet hvad de skulle gøre ved “mine” rester. – Nu er jeg selvfølgelig også en smule overvågningsparanoid.😀 Så jeg vil simpelthen ikke have mit DNA til at ligge og flyde alle vegne.😀

    Og nej, der ligger ikke noget bag indlægget Tina. Andet end en dyb undren over hvor ambivalente og tyste vi er omkring hele problematikken. Netop pga. den nye viden vi har fået siden den fri aborts indførelse og pga den fortsatte ambivalens omkring etikken – så synes jeg at det er på tide at vi som samfund tager en lidt mere overordnet debat om emnet, for at finde ud af hvor vi står nu.
    Fx. er du inde på at forældre skal have lov til at bestemme om deres aborterede foster skal anvendes til forsøg – at de skal træffe den endelige beslutning.
    Men i den konstatering ligger jo også en konstatering af at fosteret netop er forældrenes barn, som forældrene har ansvaret for. Hvorved vi kommer ind på den nye forældreansvarslov, den fælles forældremyndighed og ideen om at forældre skal tale sammen om alting. Skal retten til abort dermed blive retten til at afslutte et svangerskab under forudsætning af at både mor og far er indstillede på det….?

  20. harning said

    Tosommerfugle
    De sene aborter skaber ganske rigtigt sine egen interessante dilemmaer som det du er inde på – hvad er mindst smertefuldt – for hvem – og hvad er egentlig mest humant…

    Jeg kan nemlig ikke umiddelbart se forskellen på om et barn dør inde, på vej ud, eller ude af livmoderen – ikke fra barnets perspektiv ihvertfald. For selvfølgelig kan man også løse det således at barnet først slåes ihjel efter at det er kommet ud fx. ved at søves først..metoderne og mulighederne er mange.
    – Så hvad det i realiteten handler om må være den efterlevende kvinde/mor og hvilket scenario hun bedst kan håndtere sammenholdt med samfundets syn på “human” død (guillotine kontra sprøjte er jo et glimrende eks på hvordan samfundet foretrækker noget for syns skyld….)

  21. perolofdk said

    – hm jeg kan huske tiden fra før abort var tilladt og al den elendighed, dette medførte. Men egentlig føler jeg mig temmelig ukvalificeret til at deltage i debatten. Jeg synes, du har ret Boel, logisk set. Og også ret i: “(- men ultimativt handler abortretten jo om kvindens bestemmelsesret over sin egen krop. En potentielt kommende far har derfor ingen egentlig medbestemmelsesret)”. Derfor er det jo ikke sikkert jeg bryder mig om – beslutningen. Tanker går igang: Sådan ville jeg gøre hvis -. Men så står det temmelig klart, at jeg mangler netop det fodfæste: Jeg er og forbliver af det forkerte køn.😦 Derfor siger jeg: Ulogisk eller ej – lad kvinden selv bestemme i dette spørgsmål.

  22. harning said

    Per-Olof, nu ved jeg ikke helt hvad du mener med at jeg har ret, for jeg synes egentlig ikke at jeg er overbevist om særlig meget andet end at det er en debat som vi, som samfund, bliver nødt til at tage.😀
    Herunder også om abort fortsat skal bygge på præmisset at det er kvindens krop og dermed kvindens ret – hvorfor dit køn er underordnet for at deltage i debatten. (og hvis det er kvindens krop – ja så er der vel netop heller ikke tale om noget barn som skal begraves? Eller hvad? )
    For øvrigt så er fostrene jo også begge køn.😀

    Personligt, er jeg af den opfattelse at kvinden skal have retten til at bestemme, ikke nødvendigtvis fordi et foster er en del af hendes krop, men fordi (og undskyld alle gode, fantastiske fædre derude) det rent statistiskt set er sådan at mødrene typisk “hænger på” deres afkom i en helt anden grad end hvad fædrene gør. (Loven tillader fx også en hvilken som helst far(underordnet biologi) mens moderen er moder netop pga. biologien- men det er vist en anden diskussion….🙂 )

  23. harning said

    Læs også denne artikel hvor
    ph.d. Janne Rothmar Herrmann på baggrund af en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg konstaterer at det er ulovligt når hospitaler begraver fostre uden kvindens samtykke.

    …..Domstolen fastslog, at hendes rettigheder og ret til privatliv var blevet krænket, fordi myndighederne havde disponeret over noget, der var en del af hende…..

  24. En del af problemet bunder for mig at se i, at vi så gruelig gerne vil have, at man kan trække en streg og sige: Enten er noget et menneske, eller også er det ikke.

    Sådan leger Moder Natur bare ikke. Vi er en klump celler, ligemeget hvad, og den klump celler bliver gradvist mere og mere uafhængig. Diskussionen bliver afsporet, når aborttilhængere hhv. modstandere banker hinanden i hovedet med “det er kvindens egen krop” hhv. “det er et menneske, ergo er abort drab”. Begge parter har sådan set ret, de bruger bare følelsesladede udtryk, som ingen tør modsige. Jeg kan godt savne et frisk pust i form af en abortmodstander, der tør sige: Ja, det er kvindens krop, men når hun er med rogn, er hun en værtsorganisme og har dermed ikke en skid at skulle have sagt. Eller en aborttilhænger, der tør sige: Ja, abort er mord, men i den situation synes jeg sgu, at det er i orden.

    Under alle omstændigheder er der et meget langt stykke fra at acceptere abort til dermed at opfatte fosteret på linje med en afklippet fingernegl – det er et utal af niveauer imellem. Hvis jeg fik amputeret f.eks. mit ben, ville jeg også have det mærkeligt med, at det bare blev smidt ud – det er andet og mere end en negl, selv om det ikke egentlig bare er en klump kød. Og stadig vil jeg mene, at benet minder mere om den afklippede negl, end et foster gør.

  25. harning said

    Hej der cegebe og velkommen til:😀

    Det er nemlig ikke så lige til – men forudsætningen for at få de udtalelser som du efterlyser fra henholdsvis abort modstandere/tilhængere må være at vi alle netop tør debatten.
    Og det er det jeg mangler – en fornuftig ordentlig debat i samfundet, med plads til alle nuancer og uden at folk lukker af fordi de mener det er for følelsesladet, eller ikke vil blande sig fordi de er det “forkerte” køn, eller nægter at lytte til hinanden ..bare fordi…
    For ultimativt er vi nødt til at have nogle regler på området – spørgsmålet er så bare hvem der skal sætte de regler og på baggrund af hvad.

    ang. de amputerede lemmer ville jeg sikkert foretrække at beholde mine i et fint glas – hvorimod jeg er meget tvivlsom om hvorvidt jeg ville kunne magte det samme med et aborteret foster. Ikke på grund af det som andre ville mene var makabert, eller pga en eller anden form for savn – men nok mest pga den dårlige samvittighed jeg ville have (pålagt mig af samfundet…). Tror jeg…

  26. Dana said

    Tjah – det er et emne, som er svært at debattere på metaplan, fordi vi allesammen på en eller anden led har været berørt. Enten er vi forældre og stejler over tanken om at slå børn ihjel, eller også har vi fået foretaget abort og er (heller ikke der) så nemme at hæve op over jordsmonnet.

    Rent meta-principielt: abort er drab. Alligevel vil jeg hellere have adgang til abort for alle. Hellere et hurtigt, klinisk og sikkert indgreb end langsomt drab fordi man ikke evner at give et barn et ordentligt liv.

    Et trin ned: Vi er nødt til at have én eller anden form for grænse, ellers er det vi får barnemord i stedet for abort. Min private mentale grænse går der hvor fosteret er i stand til at overleve udenfor livmoderen – men eftersom det er et kriterium med meget vide rammer, er den grænse på 12 – 16 uger de fleste lande opererer med nok det mest rimelige.

    Men begravelse på kirkegård? Nu be’r jeg Dem, fru Heilbunth! Det er (advarsel: hårde ord forude!) omtrent lige så sygt som når fundamentalist-kristne vil oprette en abort-mindelund!

    Der er nok ikke mange, der ikke gør sig store overvejelser inden en provokeret abort. Der er nok heller ikke mange, der kommer gennem indgrebet uden en eller anden form for psykisk backlash. Hvis man så ovenikøbet skal have, som Harning så smukt udtrykker det, samfundspålagt dårlig samvittighed med indlagt pligtmulighed for besøg på de ukendtes gravsted? Det er for langt ude.

  27. harning said

    Interessant..
    For hvad er egentlig forskellen mellem:
    Et sygehus´beslutning om begravelse af aborterede fostre på en kirkegård og fundamentalist-kristne som vil oprette en abort-mindelund?
    (altså bortset fra det indlysende – at det ene er en praktisk realitet og det andet et symbol for en tanke)

  28. Dana said

    Der ER ingen forskel. Og ‘mindelunden’ har skam været realitet, men er fjernet – se her:

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/273694:Danmark–Omstridt-abortmindelund-fjernet

    Ikke fordi abortmodstanderne har tænkt sig at give op uden kamp:

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/273694:Danmark–Omstridt-abortmindelund-fjernet

    – og det allermest uhyggelige er egentlig de tilknyttede debatter.

  29. harning said

    ..den sag havde jeg næsten lykkeligt fortrængt Dana.og nu måtte jeg hive den frem igen😦

    Men faktiskt tænker jeg at der ER en forskel.
    Fordi den praktiske virklighed synes mig langt mere krænkende (uanset hvilken vinkel man anskuer den fra) end Munk med venners tanker og symboldyrkelse.

    Og uanset hvad man ellers mener om de synspunkter som kommer til udtryk i debatten omkring Munk og Retten til livbevægelsen – så er de i det mindste ærlige og åbne om hvad de mener og hvor de står. – Hvilket man vel næppe kan sige om sygehusene indtil nu….

  30. Dana said

    Hm, ja – den vinkel havde jeg ikke lige set. Den med åbenheden, altså …

  31. harning said

    😀 ….

  32. NikolajKJ said

    Er der en eller anden der vil være så venlig at oplyse mig om hvordan man på nogen som helst måde kan hævde at et foster er en del af sin mor? Harning, det var vist dig der nævnte DNA (kommentar 19), men forskellen på en afklippet fingernegl (eller for den sags skyld et amputeret ben) og så et aborteret foster er jo netop at fosteret – i modsætning til neglen og benet – IKKE har samme DNA som dig!

  33. harning said

    Hej Nikolaj og velkommen til.😀

    Din DNA-betragtning er en meget interessant betragtning, og jeg ser frem til at høre hvad nogen af de andre kommentatorer har at sige om det – selv er jeg jo ikke umiddelbart af den opfattelse at et foster er en del af kvinden, derimod kan jeg se andre årsager til hvorfor det er kvindens egenrådige selvbestemmelsesret der skal gælde et langt stykke hen ad vejen – men, som tidligere nævnt, ikke fordi jeg anskuer fosteret som en del af hende. – Her kan udover tidligere bla. også nævnes, at som “vært” for fosteret udsætter kvinden sig for nogle helbredsmæssige risici som jeg synes er ganske væsentlige i sammenhængen.

    (og for god ordens skyld – nævnte jeg DNA i en lidt anden sammenhæng – hvor mit DNA ville udgøre halvdelen af et fosters)

  34. Dana said

    Et foster er ikke ‘en del af sin mor’. Et foster er, sådan helt overordnet, en snylter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: