Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 153,209 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie- 5 og sidste del

Posted by harning på oktober 5, 2008

Eller: Når enden er god – er alting så godt?

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder. (Hvis du ikke har fulgt med fra starten bør du nok læse dette først:   del 1del 2 , del 3 og del 4)

Nikolaj:

Når jeg ser tilbage på især det første år, og ser det lidt udefra, så er det ikke til at forstå hvordan vi kunne klare det. Men det får mig også til at spekulere over, hvad en psykolog måske kunne have fortalt socialforvaltningen om Mettes og mine evner som kommende forældre. Ville han allerede dengang have kunne se den indre styrke som vi begge besad?
Da Line skulle fylde tre år, og Mette atten, blev vi enige om, at nu ville vi ikke leve skjult længere. Vi synes ikke, det var rimeligt overfor Line- som snart havde brug for jævnaldrende kammerater og selv om vi kom ud og mødte andre mennesker, så ville både Mette og jeg gerne have en uddannelse. Men bange var vi alligevel, og selv om vi ikke ville leve skjult længere så ønskede vi heller ikke at gøre opmærksom på os selv eller vende tilbage til Danmark.
Vi endte med, at flytte til Sverige, hvor fortalte at vi kom fra Norge og ret hurtig derefter fik vi vores svenske cpr.nummer. Line startede i en svensk børnehave, Mette begyndte at tage sin studentereksamen og jeg gik tømrerlinjen på gymnasiet samtidig som både Mette og jeg arbejdede.
Idag er Line elleve år, hun har fået en lillebror og trives rigtig godt. Hun en en glad og aktiv pige, der går til både fodbold og violin. Jeg er ansat i et tømrerfirma og arbejder et par gange om ugen i en ungdomsklub. Mette er endelig færdig med sin uddannelse og selv om hun lige nu er godt tilfreds med sit arbejde med misbrugere, venter hun på at der dukker en stilling op i familieforvaltningen i den by vi bor i fordi hun gerne vil være med til at sørge for at alle bliver behandlet retfærdigt og at alle får lov til at blive hørt i familiesager.
Vi har et godt liv nu.
Men jeg ville aldrig anbefale nogen at få børn som teenagere, så længe systemet ikke er blevet ændret og fordommene mod unge forældre ikke er væk.

©Harning

*  Navne og steder er naturligvis anonymiseret.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

10 kommentarer to “Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie- 5 og sidste del”

  1. Marian said

    Det kunne være ganske interessant, at høre hvad de i sin tid ansvarlige i DK i dag ville sige til det her. Men der ville nok bare komme et “Ja, da var vi nok forkert på den, men men men…”, og noget à la “Jamen loven… og erfaringerne…” bla bla bla. Og selvfølgeligt er der så heller ikke nogen, der virkeligt er ansvarligt…

  2. harning said

    Det kunne nemlig være interessant – hvis man altså fik et ærligt svar. Og måske endda en undskyldning til de unge mennesker.
    Desværre er virkligheden nok snarere den du er inde på, at de ville forsvare sig med ligegyldige betragtninger om hvad de mente erfaringen sagde (loven ville de jo ikke kunne dække sig ind under). Og hvis det eneste de kunne komme med netop var den type ligegyldigt forsvar, fremfor erkendelse, så tror jeg at det ville være til mere skade end gavn for Mette og Nikolaj – som jo nu trods alt er kommet videre og så nogenlunde har lagt hele affæren bag sig.

  3. Ja, jeg havde jo lugtet lunten med hvor det gik henad. Stærkt klaret, Mette og Nikolaj!

  4. harning said

    Stærke. Jep, det er hvad de er!.😀

  5. Dana said

    De to var stærke, ja.

    Det er der altså mange ganske unge forældre, der ikke er – da jeg fik den ældste i 1981 under tårnhøj arbejdsløshed osv var der mange ganske unge piger der tog tilflugt i at få børn, “for så havde man da NOGET at lave”. Ganske mange af dem formåede overhovedet ikke at forholde sig til den reelle virkelighed med barn/børn.

    For hver historie om en Nikolaj og Mette er der tyve historier om forsømte børn af teenageforældre – desværre. Og hvem går det ud over?

  6. harning said

    Men Dana, de unge forældre er langt fra de eneste som overhoved ikke kan forholde sig til virkligheden med at få børn – Mangen er de af den nye tids “gamle” forældre som konstaterer samme sag. Deres “undskyldning” er så at de har levet tredive år uden børn….At få børn – med antagelsen om at det er rosenrød idyl – eller endnu værre identitetsskabende/definerende, er aldrig særlig smart.😀

    Hvis man skal se lidt på hvad som gør sig gældende ifht hvorvidt forældre og børn skal klare sig godt så er det faktorer som socialt netværk og tilknytning til arbejdsmarked/uddannelse som synes at være afgørende – ikke alder (og som bonus oplysning til Marian – heller ikke de psykiske lidelser hos forældrene ser ud til at have nogen signifikant betydelse).
    En mere psykologisk måde at udtrykke det på kunne være: Accept, anerkendelse og støtte i og af samfundet.😀

  7. Dana said

    Accept og anerkendelse, ja – men fandeme også viljen og muligheden for at skride ind når børn vantrives.

  8. harning said

    Ang børns trivsel og vantrivsel – så er det muligvis lidt udenfor dette indlægs kontekst – alt efter hvad du mener med at gribe ind+ Og hvornår?
    For hvis du med gribe ind – mener tilbudet om hjælp og støtte i familien og fx job til og uddannelse af de unge forældre – så er jeg helt enig.
    Hvis du med gribe ind – mener at unge forældre pr. definition skal overvåges med antagelsen og fordommen om at de ikke kan finde ud af det – så er jeg dybt uenig. Ikke nok med at det ville være diskriminerende, men alene den manglende forventning til at nogen kan finde ud af noget – er ofte med til at individet netop mister troen på sig selv og egen evne – hvorved fordommen bliver til en selvopfyldende profeti.

    Men hvis du med gribe ind – mener anbringelse – så hører det snarere ind under debatten vedr. anbringelser generelt – hvor vi jo også ved at anbragte børn klarer sig betydeligt dårligere – end dem som vi ikke anbringer (sådan generelt statistiskt set)

  9. Anna said

    Jeg beklager mange gange for at trække frem en gammel debat, men den er ikke mindre aktuel i dag end den var for et år siden.
    Harning -> Du er dog et ualmindelig fornuftig og velorienteret menneske lyder det til, jeg har haft en rigtig god time hvor jeg har gennemlæst dine meget gennemtænkte og kloge ord. Dine betragtninger falder i meget god tråd med hvad jeg ellers har læst omkring de sølle resultater prof og veluddannede børnesagkyndige kan frembringe ved at indtage rollen som “omsorgsperson” for anbragte børn og unge..-
    Nu er jeg selv mor til en 16 årig mor der uden et alternativ fik frataget sin lille datter, og uden at rose hende op til skyerne, vil jeg uden at blinke sige at ganske rigtig er det tidlig, men derfra til at anbringe barnet grundet hendes alder og psykiske problemer grundet hendes fars død ?
    Man kunne fristes til at filosofere over hvilken højere magt det er der anbringer børn og unge uden at skæve til tidligere erfaring.
    Da de intet kunne påvise om større risiko for det kommende barn blev en psykolog inddraget til at lave en forældreevneundersøgelse. Dennes konklusion var rent faktisk positiv, den anbefalede et ophold på sådan en forældreinstitution, ikke hvad jeg som mor vilde anbefale, men at fjerne barnet nævnte den kun som alternativ dersom moderen fik en fødselpsykose.
    Dette mente kommunen dog åbenbart vilde være for hårdt for hende, så de hentede bare den lille 5 dage gamle pige på barselsgangen..
    Takket være en dygtig Advokat blev beslutningen afvist 7 uger efter, og nu er de to genforenenet på en institution..-
    Her er hun så i en alder af 16 år omgærdet af fremmede og konstant overvåget. Enhver der har været til eksamen eller en lignende situation ved hvor stresset man kan blive når man konstant bliver vurderet, og forestil jer så I hendes sted hvor det mest dyrebare hun har kan frarøves hende igen..- indsatsen er tårnhøj.
    Det eneste positive er at den lille trives og er en lille solstråle, men hendes mor savner sin familie, netværk og den støtte hun vilde have her hjemme.
    Jeg ved jeg savner hende, og til dem der måtte tvivle, er moderen en god, rar pige, kvik og lærenem, og udover savnet af sin kan ingen finde nogen plet ved hende. Rent faktisk er hun ædruelig, for økologi og miljøbevidst samt en drømme datter der har passet sin skole, hjælper til hjemme og i det hele taget tæt knyttet til sin familie.
    Nu har hendes tillid fået et knæk der svider, men kommunen vil til trods for deres svigt have hende til at samarbejde udenom familien.
    Jeg kan sagtens forstå de unge forældre der rømte, men er det en virkelighed vi kan være bekendt i dagens samfund ?
    Jeg er de første par måneder blevet tudet ørene fulde omkring tilknytningsforstyrrelser og tidlig skadede børn, og vil spørge dig Harning om netop ikke en tilknytningsforstyrrelse er et naturlig resultat af at blive forstyrret i tilknytningen til sine forældre, især sin mor ?

    Beklager jeg tager op en gammel artikel, men hvor glæder det mig at den lille familie gjorde det rigtige og beholdt sit barn til trods for hvad der blev besluttet fra kommunal side.🙂

  10. harning said

    Hej Anna og velkommen til.🙂
    Du skal bestemt ikke undskylde for at kommentere på et ældre indlæg – for som du selv siger så er det jo en on-going problematik som jeg bestemt synes er værd yderligere diskussion.

    Umiddelbart synes jeg at det lyder som en meget uheldig sag som du, din datter og dit barnebarn er havnet i – men uden at have større kendskab til den kan jeg naturligvis ikke kommentere særlig specifikt.

    Det første jeg reagerer på er at de nu befinder sig på en familieinstitution og at det lyder som om dette skyldes at der er indgået en frivillig aftale med kommunen.
    Såfremt det er korrekt forstået så undrer jeg over på hvilken baggrund denne frivillige aftale er indgået og på hvis råd/anbefaling?
    Årsagen til min undren skyldes at jeg til enhver tid ville anbefale forældre (i dette tilfælde din datter) at insistere på at foranstaltninger i form af anbringelser/institutionsophold sker som tvang* og ikke som frivillige aftaler. Jeg ved godt at tvang lyder både hårdt og meget ubehageligt – men faktum er det det er den eneste måde hvorpå et minimum af retssikkerhed sikres idet forældrene så får tilbudt en advokat.
    Når jeg skriver et minimum – så skyldes det at de beskikkede advokater bare får dækket få timer og derfor sjældent har ordentlig tid til at sætte sig ind i sagerne, såfremt man ønsker bedre/mere hjælp og bistand må man være villig til at betale selv.

    Det andet jeg regerer på er at du skriver at kommunen vil at din datter skal tage afstand fra sin familie og sit netværk og samarbejde udenom disse – et ønske fra kommunens side som umiddelbart er helt i strid med den nye sociallovgivnings intentioner om at i så vid udstrækning som muligt inddrage familie og netværk – hvorfor jeg da godt kunne tænke mig at vide på hvilken måde kommunen begrunder at I anses for at være for så skadelige for mor og barn at det berettiger til en sådan beslutning?

    ——

    Når det gælder de mere filosofiske og psykologiske betragtninger så er jeg helt enig med dig i at det er et vanvittigt stort pres og tillige en yderst unaturlig situation for en mor at blive sat i på en sådan familieinstitution og jeg har da filosoferet meget over hvorledes jeg selv ville reagere i den situation – og jeg undrer om jeg ikke ville komme til at tabe mit barn på gulvet i ren befippelse over at blive observeret og konstant vurderet….. Dertil kommer at jeg ikke tror på at tryghed,ansvarlighed og selvstændighed på nogen måde hverken fremmes eller fremelskes ved hjælp af fordomme, mistillid og støtte i døgnets fireogtyve timer.

    Hvad tilknytningsteorier angår, så har jeg et meget uldent forhold til dem og ville snarere betegne dem som udokumenterede myter end noget andet. For faktum er at de sidste mange mange års erfaring og forskning (bla. på kuvøse- og adoptivbørn) nærmest totalt afviser tidligere tiders tilknytningsteorier. Hvad der er vigtigt er at barnet bliver set, hørt og sansestimuleret og at forældrene gives fred og ro til at lære sit barn at kende – ikke fordi de ellers ikke ville føle sig knyttede til og elske sit barn, men fordi det nu engang er lettere at reagere på et barns behov hvis man kender det specifikke barn.
    Og ja, jeg tvivler stærkt på at en umyndiggørende overvågningssituation med dertilhørende indirekte trusler giver forældre den fornødne ro.

    Tidligt skadede børn er en tilsvarende noget diffus diagnose som primært dækker over børn som er overladt til omsorgspersoner med alvorlige psykiske lidelser og/eller misbrugsproblematikker – hvilket i dette tilfælde, som jeg hører det, ikke er eller kan blive særlig sandsynligt da såvel moderen som personerne i moderens netværk synes at være indstillede på at støtte barnet i dets udvikling.

    ———-

    Endelig vil jeg sige mange tak for dit bidrag til debatten med din personlige historie – og jeg håber da at du vil vende tilbage og fortælle hvordan det går for den lille nye familie.🙂

    ——–

    * (sidste sag jeg havde med at gøre var også en ung mor hvor kommunen ville have hende og barnet på familieinstitution, ellers ville de fjerne barnet sagde de – jeg anbefalede naturligvis at hun anskaffede sig en advokat og resultatet blev at den unge mor nu bor i fred og fordragelighed sammen med sit barn, i sin egen lejlighed, passer sit job og afventer at kunne komme igang med en uddannelse.🙂 )

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: