Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 153,209 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler

Posted by harning på oktober 3, 2008

Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.

Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.

Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.

Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.

Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.

For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive “normale” voksne osv. osv.

Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.

Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.

Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”

©Harning

(ovenstående er Red. uddrag fra bogen Forældrerettigheder.)

4 kommentarer to “Kommunikation og magtforhold i forældresamtaler”

  1. S.Rosenquist said

    Er de offentlige ansatte som arbejder med børn- ikke klar over at de pga en dårlig kommunikation(her mener jeg ikke “flink”)og dårlig indsigt -oftest selv er en direkte årsag til en dårlig eller slet ingen samarbejde med familierne pga en tilgang til børnene og familierne? Hvorfor er der ikke en advokat for disse familier, hvor man kan få hjælp til at løse uenigheder med? Stakkels familier-at de ikke har en organ til at beskytte sig imod disse “autoriteter”. De bisidder fra de frivillige organisationer-går oftest kun halvhjertet ind i sagerne, og desværre ender det med at det er oftest familierne som er en taber, da det jo er umuligt at stemple en kommunal magt som ukompetent,vel? Er der ikke nogen til at hjælpe med at se sagerne fra familiernes perspektiv?

  2. harning said

    Hej S. Rosenquist og velkommen til.🙂

    Jeg tror at de offentlige ansatte oftest tror at de gør det rigtige, at de ikke altid formår at se sig selv udefra og at resultatet så bliver at der skabes en “os mod dem” stemning hvor frustrationen og den manglende fælles forståelse bliver drivkraften i relationen og arbejdet med forældrene i stedet for det fælles mål at sikre gode vilkår for børnene. Måske især fordi alle gerne vil have patent på hvad der er godt for børnene (og være den eneste ene som står på barnets side) og derfor kan være meget utilbøjelige til at se at der findes andre måder at leve livet på end lige netop den måde hvorpå den enkelte offentlige ansatte selv har valgt.

    Hvad bisidderne angår, har du delvist ret – jeg tror at de går helhjertet ind i sagerne, men faktum er at de slet ikke har den fornødne kompetence og derfor også sjældent ved hvad deres opgave reelt og juridisk går ud på, ligesom de fleste almindelige borgere synes at have misforstået bisiddernes rolle.

    Hvis man som forælder ønsker hjælp, må de være villige til at betale for veluddannet kompetent hjælp i disse typer sager lige så vel som i alle andre sager her i livet, og sådan hjælp findes der heldigvis at tilgå.🙂 – både i form af advokater og andre J.F FX SOFO.

    Hvis jeg skulle pege på en mangel i vores system i den forbindelse så må det være den manglende retssikkerhed i tvangsanbringelsessager – hvor jeg gerne så at det danske system lignede det svenske. Dette bla fordi man i Sverige har erkendt at socialforvaltning, barn og forældre er tre meget forskellige parter med hver sine interesser, hvorfor de alle får hver sin advokat – En meget stor forskel fra den danske antagelse om at socialforvaltningen altid ved hvad der er bedst for barnet og derfor antages at handle på barnets vegne hvorfor børnesager så at sige afgøres med forvaltningen som den ene part og forældrene som modpart.

  3. S.Rosenquist said

    Det er så rigtigt det her med “patent” på hvad er barnets bedste. Jeg er selv blevet gjort til en modpart i en sag hvor jeg beder lærerne og kommunen om at se tingene og behovet fra barnets perspektiv, og støtte ham som den stille dreng han er, i stedet for at tvinge ham til at være udadvent og stemple familien som den der er problematisk, og vil sende barnet på specialskole og stemple ham med en diagnose. Især ved en beskrivelse af situationerne hvor lærernes både kropssprog og det de siger-kan kun opfattes som mobning mod elever(selv jeg som voksen ville ikke kunne arbejde med den tilgang og den kropssprog fra andres side) -har skolen modarbejdet mig og beskrevet mig som en mor der vækker en modvilje hos barnet mod skolen-så, på den måde-det er jo familien der uanset hvad og hvordan -er en problem, og de mener at problem ikke kan løses medmindre familien lytter og gør ordret hvad de offentligt ansatte siger og planlægger (uden de egentligt ikke rammer den rigtige behov). Der er skrevet i papirerne at jeg udsætter mit barn direkte for en omsorgssvigt-hvis jeg ikke lader ham går klassen om eller flytte ham til en special skole…Det skal lige siges at i vores familie hverken drikker jeg, heller ikke noget med narkotika eller skiftende mænd, heller ikke slår barnet,eller hvad der nu kan være af problemerne i familierne. Barnet er altid rent og meget velopdraget, ikke udadvent-men indadvent,tager hensyn til andre og blød dreng,kan ikke finde ud af at forsvare sig når andre mobber.Vores problem er at vi ikke har netværk-jeg har jo altid arbejdet fuldtid og er alene mor,uden netværk what so ever. Jeg er bare meget meget træt pga arbejdsmarkedet, og vil ikke længere have mit barn som anden prioritet i mit liv(første prioritet var arbejdet åbenbart), men går meget op i at han skal lære at læse(er passivt tosproget). VEd de gentagne benægtelser af familiens oplevelser og behov,fra de offentligt ansattes side og modarbejdning- kom jeg til at råbe af dem, da jeg havde fået nok og sagt at jeg ikke vil benægte mit barns oplevelser og følelser bare for at de offentlig ansatte kan føle sig anerkendt på skolen. Nu har de skrevet i jounalen: at “moren ville kunne finde på -hvis føler sig presset,til at komme til at slå barnet,uden at hun vil det”… Det må jeg så sige -at der er en meeeget stor frihed i DK, om at sagsbehandlerne kan skrive en meget subjektiv egen mening ind i sagen og dermed stemple en voksen, uden at vi kan slette det fra journalen (det fik jeg afslag på at de ikke vil slette det). Hvad er det en abe -land ,at jeg har flyttet til? Det offentlige fratager min familien integritet og ret til at være familiens overhoved,-ved at de behandler os som de gør-og de kalder det at det er fordi de vil hjælpe os…???

  4. harning said

    Uden at have set de pågældende papirer og uden at have mødt dig og dit barn er det ganske svært for mig at udtale mig.
    Generelt kan jeg dog sige at:

    -Hvad specialklasse angår mener jeg ikke umiddelbart at det er noget man nødvendigvis skal modsætte sig fordi fordelene typisk overvejer ulemperne – Hvis der fx er tale om en mindre specialklasse så er det mange forældres ønskedrøm alene fordi det enkelte barn så får mere fred til at arbejde i samtidig som undervisningen kan gøres langt mere individuel og dermed også langt mere effektiv.
    Er det derimod en større specialklasse eller en specialklasse primært rettet mod børn med psykosociale problemer – så er det naturligvis en helt anden og sjældent en særlig god ide.

    Hvad diagnoser angår, så mener jeg ikke at det er et problem – tværtimod så mener jeg at det er de heldige børn og forældre som overhoved får tilbudt udredningsmuligheder i Danmark, selv måtte jeg flytte til Sverige før mit barn kunne få en så simpel diagnose som dyslexi sådan at han kunne få korrekt hjælp og lære at læse og skrive ligesom alle andre.

    Sidst men absolut ikke mindst:
    Hverken sagsbehandlere, skolelærere eller pædagoger må have lov til at indskrive subjektive betragtninger som fakta i journalerne, ligesom de naturligvis heller ikke må skrive at du har sagt noget som du ikke har sagt!
    Hvis du gerne vil have noget slettet eller berigtiget i en journal og hvis myndighederne ikke vil gå med til det så klag.
    Læs også : Persondataloven i daginstitutioner og skoler.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: