Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 152,722 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Sprogets magt

Posted by harning på oktober 2, 2008

Betyder det noget hvordan vi formulerer os?  Hvilken magt har vores ord?  Kan ord virkelig såre, diskriminere og er det rigtigt at ord kan skade os langt mere end et fysiskt slag? Og hvad med vores menneskesyn –  kan vores valg af ord indikere hvilket menneskesyn vi hver især hviler vores egen eksistens op ad?

Fx mener jeg at der er en væsentlig forskel mellem følgende to udtalelser:

“.. alle autister, ADHD børn Asperger Børn…”

og

“..at børn med de diagnoser…”

Hvad mener du?

©Harning

25 kommentarer to “Sprogets magt”

  1. silhuet said

    Så afgjort er der forskel.

    Første formulering indikerer at man ER autist, Asperger…at man først og fremmest ER en sygdom/diagnose fremfor et barn/et menneske

    Anden formulering tegner billedet af et barn/et menneske, der blandt meget andet er karakteriseret ved nogle personlighedstræk, der er har ået en diagostisk betegnelse. At man så at sige fokuserer på mennesket FREMFOR den diagnose, det mennesker er bleve påhæftet.

    Man er jo så meget. Måske er man den sensible type, en glemsom person, man kan have behov for trygge rammer og forudsigelighed(er man så autist? I så fald tror jeg nok jeg er blevet bærer af en diagnose😉 )

    Jeg er Louise. Jeg er kvinde. Jeg er skribent. Jeg er sart. Jeg er humoristisk. Jeg er forvirret. Jeg er lærenem. Jeg er melankolsk. Jeg er bekræftelsessyg. Jeg er effektiv. Jeg er….semiautist?

  2. harning said

    Ja sådan ser jeg jo også på det Silhuet én puslebrik ud af de millioner som udgør hvem og hvad vi er. For ingen er sin diagnose. Alle er sig selv.😀

    Hvorfor det også skræmmer mig at vi vedvarende accepterer sprogbrug som ifølge min opfattelse diskriminerer store grupper mennesker alene på baggrund af en lille bitte brik, ovenikøbet bliver disse begreber så tillagt negativ betydning hvorved fx “dampbarn” er et livligt brugt skældsord blandt børn i dag.

    Og jeg undrer over mennesker som vælger den ene formulering fremfor den anden…Er det bevidst, er det en underbevidst tilkendegivelse af det indre menneskesyn eller er det bare sådan at ikke alle er enige i, at sproget har magt?

  3. jensdrejer said

    Både og…! For det første synes jeg at det er vigtigt hvordan man formulerer sig. Naturligvis er det dét! På den anden side synes jeg også man skal være lidt fleksibel. Der findes ikke noget mere anstrengende, end mennesker som hænger sig i kommaer eller bøjninger, mens de nok så elegant overser budskabet.

    Hver ting til sin tid og i forhold til den aktuelle situation!

  4. harning said

    Jens, både og..? til hvad? alle spørgsmål? Det specifikke eksempel?😀

    Jeg synes heller ikke at det er spor sjovt at tale med mennesker som går i stå eller føler de er nødt til at passe på med hvordan de formulerer sig.
    Men overordnet mener jeg at sprog kan såre mere end slag. Jeg mener at sproget kan være med til at definere hvem vi er og hvordan vi anskuer andre. Og jeg mener ikke at vi(som samfund) er nær nok bevidste om den skade vi kan udøve med vores ord.

  5. Marian said

    Den aktuelle situation er jo desværre, som Silhuet nævner, netop den, at disse diagnoser gerne bruges diskriminerende. (Og i mine øjne er de i sig selv diskriminerende, fordi de gør menneskelig adfærd til hjernesygdom.) I øvrigt mener jeg ikke, at det er så svært igen, at tænke sig lidt om før man snakker løs. “Nigger” var i sin tid f.eks. et gængse begreb og er i dag udelukkende et skældsord.

  6. harning said

    Nigger er et godt eksempel, selv irriteres jeg grænseløst over især børn og unges brug af ordet luder som et skældsord – det er et erhverv. Ikke et skældsord. At være luder er således ikke = grimt. At være luder er = at forsørge sig selv og evt. sin familie.

    Et andet spørgsmål – et det sproget som definerer os, eller er det vi som definerer sproget….

  7. harning said

    OG. STORT OG.

    Hvorfor tror vi, at vi ved at finde nye ord, nye betegnelser fjerner diskriminationen og de grimme stemler? Fjernes dette ikke bedre ved at vi undlader at gruppeinddele og negativisere….Ved at vi betragter hinanden som mennesker og værdsætter den enkelte for netop hans eller hendes sjove,aparte,irriterende sider?

  8. Marian said

    Jamen, da er jeg jo helt enig med dig, Harning. Vi skal nemlig ikke have nye ord i stedet for de grimme stempler. For så bliver de nye ord bare til grimme stempler, på 0,5.

  9. harning said

    Medmindre vi selvfølgelig gør ordene lange nok – så lange at de stort set er umulige at udtale.😀
    Fx
    idiot,evnesvag,åndssvag,handicappet, menneske med varig nedsat fysisk/psykisk funktionsevne (mon det stadig hedder det, eller er nogen kommet op med en ny og længere betegnelse? : D hm…).

  10. Marian said

    😀 Og: det hedder sikkert noget nyt. Der er nogen, der lever af at finde på den slags betegnelser. For nogle år tilbage hed det f.eks. “psykopati”. Så blev det skiftet ud med “et-eller-andet-som-jeg-ikke-lige-kan-huske personlighedsforstyrrelse”. Og nu hedder det “psykopati” igen – eller: det gjorde det i hvert fald for sådan ca. to år siden… Gad vide…

  11. Jeg vil tillade mig at være lidt på tværs. Ord kan ikke såre. Den der hører ord kan reagere ved at blive såret. En anden der hører samme ord kan reagere ved at grine. Eller filosofere over hvad ordene egentlig fortæller. Om den der formulerer dem. Den der hører dem må tage ansvaret for sin tolkning. Den der siger dem må tage ansvaret for sit budskab. Der er ofte stor forskel på disse sider. En kløft i forståelsen.

    Et godt eksempel er ordet “bøsse”. Det var et skældsord til det blev omdefineret af den berørte gruppe. Nu kan der være positivt, neutralt, eller negativt. Det afhænger af modtager, afsender og forståelsen. Det er ikke ordets skyld at der i nogle sammenhænge er en helbredsrisiko ved at bruge det.

    På den anden side er jeg da selv ganske opmærksom på hvilke ord jeg bruger, undgår for det meste nogen hvor jeg føler en risiko for at modtageren føler sig såret. Undgår at vende ord sådan at det kan lyde som om det er det væsentligste at sige om den omtalte. Hvadenten vedkommende hører på eller ej.

    Et hvilket som helst ord der relaterer sig til en problemstilling, hvad nogen vil mene er en fejl ved den omtalte vil blive brugt som skældsord i nogen sammehænge. Sådan er det. Jeg mener at problemet er at acceptere at denne brug omdefinerer hvad ordet betyder. Typisk et ord som “dampbarn”. Det bider så meget desto hårdere netop fordi den referenceramme hvor ordet kommer fra accepterer at det bruges negativt, og flygter over i newspeak. Dermed bekræfter de at ordet er negativt. At det er en fejl ved dem som de selv har brugt det om, og dem der ligner. At dem som bruger det som skældsord har ret.

    For mig at se er løsningen ikke at tillade at ordene skrider, men at stå fast på at det er ok fx at kunne kaldes dampbarn. (Jeg undgik med vilje at skrive “være dampbarn”, selv om ville foretrække at der er “behov” for at snirkelsnakke. Men jeg er selv god til at snirkelsnakke).

    En af mine egenskaber er at jeg stammer. Det tager jeg ganske roligt, også at blive kaldt for “en stammer”. Men netop den vending er ofte ugleset af den omtalte. En der ikke har det godt med at stamme. Derfor er der ubehag ved at være stammer, så hellere være “en person, der stammer”. Suk.

    På den anden side har jeg aldrig hørt nogen brokke sig over at “en skønhed”. Så er der ikke “brug” for flor som “at være en person der ser godt ud”, også selv om ordet “skønhed” da også ofte bruges som en etiket, der leder til at tolke en masse andre egenskaber med i købet. Og ikke nødvendigvis gode.

  12. harning said

    Uddybende på tværs, I Like.😀

    Dog er jeg ikke sikker på hvor meget du egentlig er på tværs, for siger du i bund og grund til dels ikke det samme som jeg også er inde på tidligere – at vi ikke skal ændre ordene men deres negative værdi-ladninger?

    Og for nu at bruge dig – voksne mand – som eksempel.
    Ja, du stammer. Ja, det vidste jeg i mit baghoved et eller andet sted hvor den slags ligegyldige oplysninger nu har en tendens at samle sig – og nej jeg tænker ikke på dig som “en stammer” hverken når du skriver eller da vi mødtes. Spørgsmålet er så hvor meget af din/min opfattelse af dig som skyldes din egen anerkendelse af dig selv som en hel person (inkl. detaljen stammen). Jeg har fx oplevet et par særdeles overvægtige mennesker – som jeg end ikke har været klar over vejede 100kg for meget – før de fortalte mig det. Fordi deres personlighed i den grad overstrålede deres fysiske form.
    Men jeg har også mødt rigtigt mange voksne som stadig kravler nede ved fodlisterne fordi de på baggrund af det de har fået fortalt som børn – stadig er af den overbevisning at de er dumme og ikke noget værd…

    Og negative værdiladninger eller ej – er et individ så sin diagnose? eller er diagnosen en ud af mange puslebrikker som udgør individet….

    ps. jeg ville brokke mig over en skønhed – da jeg jo helt klart mener mig at være skønheden!.😀

  13. Tværsheden var jo også “bare” omkring det med at sige ord sårer, at jeg netop ikke ser nogen væsentlig forskel (i min tanker) på de to udtalelser fra indlægget.

    (Og for en ordens skyld – jeg missede et ord i: “selv om ville foretrække at der ikke er “behov” for at snirkelsnakke”)

    Når jeg ikke selv tager det så tungt at jeg stammer, præger det jo i høj grad min egen tankegang og udtryk omkring det. Og det selvbillede jeg dermed viser (til dig og andre) formidler jo dermed heller ikke at stammen er noget “stort”. Og det må jo nødvendigvis påvirke hvordan jeg opfattes. Men denne logik kan ikke “vendes om”. Hvis jeg selv havde det elendigt med at stamme, ville det logisk nok være en del af mit selvbillede som jeg søgte at undgå at vise. Formodentlig ville det “lykkedes” godt nok til at andre ikke så det som en dominerende egenskab.

    Et ofte anvendt billede er at den “indre stammen” er den værste, 90% af det isbjerg som omgivelserne kun ser toppen af. Sådan er det nok for størsteparten af stammere (politisk inkorrekt ord). Og jeg vil tillade mig at påstå at dette billede også kan anvendes om rigtig mange andre “fejl” ved mennesker, fx også overvægt.

    Jeg skrev i øvrigt engang en kronikagtig novelle om stammen: Den stammende ælling. Og den handler jo ikke så meget om stammen som overfladen indikerer🙂 (Og slet ikke om min stammen).

    Selvfølgelig er et individ ikke (d)en diagnose som anvendes. Problemet er ofte primært at få vedkommende selv til at forstå og tænke/føle dette. Altså at undgå de 90% under overfladen. At rumme omgivelser der af og til “kommer til” at fokusere for meget på diagnosens egenskaber og baggrund – og har behov for vejledning fra eksperten selv🙂 Det kan, for nogen, være en kamp….

  14. harning said

    “Selvfølgelig er et individ ikke (d)en diagnose som anvendes. Problemet er ofte primært at få vedkommende selv til at forstå og tænke/føle dette. Altså at undgå de 90% under overfladen. At rumme omgivelser der af og til “kommer til” at fokusere for meget på diagnosens egenskaber og baggrund”

    Og så er det jeg tænker, hvis vi som samfund (og i vores sprogbrug) var mere accepterende overfor “anderledeshed” – ville ikke bare individet men vi alle vinde. For selvfølgelig er det svært at få individet til ikke at tænke/føle noget – som andre mennesker insisterer på er sandt. (særlig når individet er et barn.😀 )

  15. Rimkogeren said

    Selvfølgelig er der forskel – Det første kan være klart og præcist, nødvendigt i visse situationer, mens det andet er mere generelt.
    Positivt/negativt umuligt at udtale sig om uden en større sammenhæng. Selvfølgelig i skrift men også i ord.
    Tankespring:
    Der var fanden til forskel, når min mor sagde: ”Bo, hvor er du en sød dreng!” – eller nabokonen, som jeg havde hentet varer til, sagde: ”Bo, hvor er du en sød dreng!”
    Bortset fra det, der er en sandhed i ordsproget ”Pennen er stærkere end sværdet!”

  16. harning said

    jep – pennen er stærkere end sværdet.😀

  17. silhuet said

    (jeg drager mod Vesterhav, efterårsstorm og havblikstilhed weekenden over. Take care…vi ses)

  18. harning said

    (hva? Jamen du kan da ikke bare blive væk. Selv om jeg godt kan forstå at havet lyder enormt tiltrækkende…. )

  19. Marian said

    Meget enig i, at et ord altid betyder, hvad den der opfanger det lægger i det. Og så kan man jo bare vælge at for eksempel tolke et ord som skizo som “et menneske med nogle dybe eksistentielle, spirituelle, whatever, erfaringer”. Hvilket jo ikke nødvendigvis er det værste (og i øvrigt langt mindre misvisende end “skizo”). Men ak! Før man kan komme derhen, hvor dette er en reel mulighed, er man nødt til at komme op af fodpanelhøjde. Og de fleste mennesker, der bliver udsat for dette ord, befinder sig altså ofte under fodpanelhøjde, mens ordet – selv i en “faglig” sammenhæng – bruges, til at holde dem dér (fordi der også i en “faglig” sammenhæng lægges ekstremt negative betydninger i dette ord, som i alle psykdiagnoser). Og det gør sin virkning. Jeg har set (og tildels selv følt) det (den gang, jeg selv stadigt kravlede rundt tæt ved fodpanelerne).

    En anden aspekt ved netop denne type ord er, at det er just denne form for negativ stempling, der har bragt mennesket i fodpanelhøjde. Det der ligger til bunds for, at disse mennesker er havnet dér, er at de igen og igen og konsekvent og vedvarende er blevet defineret af andre. Deres person, deres tanker, deres følelser, hele deres væren i verdenen. På en negativt fornægtende måde: “Du er dum, doven, selvisk, ikke til at stole på, ét stort fiasko, etc. etc. Jeg tror, vi kan alle blive enige om, at hvis man hører den slags gennemgående igennem opvæksten, så er det ikke særlig godt for ens selvværd, ens personlighedsudvikling. Og at der ikke er noget at sige til, hvis man bliver en anelse følsom overfor at blive defineret af andre. På en nedsættende måde. Men hvad sker der, når man så krakelerer, dernede i fodpanelhøjde – fordi man ikke kan klare at kravle mere, og egentligt godt vil prøve, at rejse sig? Man får et “Du er dum, doven, …” i hovedet, denne gang ikke af et menneske, man til nødes kunne rebellere imod, men af en “ekspert”, på en uimodsigelig måde, og det eneste, man kan sige er “ja, det er hvad jeg er”.

    Med andre ord: det er et trauma oveni et trauma. Og det sørger desværre ofte for, at mennesker aldrig tør at bare så meget som prøve at rejse sig igen.

    At jeg har rejst mig, kan jeg alene takke mig selv for. Og det faktum, at min terapeut så bort fra at definere mig mere, end hvad hun syntes var allerhøjest nødvendigt (for at sikre sig den berømte “sygdomsindsigt”). Jeg skal hilse og sige: der var ikke noget i hele mit terapiforløb der gjorde mere ondt, end at absolut, om end kun et par få gange, skulle udvise denne famøse “sygdomsindsigt” og definere mig selv som defekt, handicappet (apropos…). De facto betød det hver gang, at jeg kom farlig tæt på fodpanelhøjde igen, og måtte møjsommeligt kæmpe mig op igen. Mange mennesker har ikke den styrke, og er samtidigt udsat for noget mere massive hug med “skizo”-sværdet. De fleste har simpelthen ikke mulighed for at lægge deres egen betydning i ordet, fordi de aldrig har måttet definere sig selv, og derfor ikke ved hvordan man gør. Og de lærer det altså ikke, ved yderligere at blive defineret af andre.

    Så, hvis denne type ord, vi hér har med at gøre, skal kunne neutraliseres, så kræver det, at først og fremst “eksperterne” stopper med at bruge dem, som de gør det i dag. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, da ordene blev skabt for at kunne blive brugt sådan, som de bliver det.

    Begreber som “damp” eller “depression” er måske en anelse mindre “slagkraftige”. Hvorfor deres ødelæggende budskab træder mindre tydeligt frem, og folk ikke sjældent med glæde identificerer sig med dem, og kan have svært ved at (an)erkende når nogen føler et nærmest tilintetgørende hug mod dem som mennesker ført af f.eks. “skizo”-sværdet.

    Og nej, Rimkogeren, det aldrig nødvendigt, at afkræve et menneske et “Jeg er skizo”. De fleste er nemlig mere end villige til at sige “Jeg har nogle gedigne problemer”. Personligt mener jeg, det er rigeligt “sygdomsindsigt”, at de fleste faktisk gerne vil modtage hjælp. Hvis bare de kunne slippe for at blive hugget ned igen og igen af den tilgængelige “hjælp”.

  20. … og min pointe er at vi ikke bevæger vort samfund mod det mere accepterende ved at lade sprogbrugen spille maskerade. Tværtimod. Ved at tolerere at ord forbindes med negativitetens spin, lader vi derved negativiteten i fred, i stedet for at tage kampen.

    Bøsserne tog kampen, og har opnået at ordets værdiladning afhænger af konteksten. Det er en succes. Der ligger ikke noget bestemt menneskesyn bag at bruge ordet bøsse. Ikke længere.

  21. harning said

    Bøsse er et godt eksempel på et ord som er blevet rimeligt afdramatiseret (børn bruger det nu stadig til dels som skældsord) – men jeg er bare ikke sikker på om jeg bryder mig om grupperingen.
    Faktiskt irriteres jeg et langt stykke hed ad vejen også af det “gode” stempel. Hvordan forklarer jeg så det….hm…

    Du var inde på ordet skønhed tidligere, jeg har ikke kendskab til større grupper af mennesker som i fællesskab nærmest har skabt deres eget samfund, deres egen race, om du så vil, med udgangspunkt i skønhed. Derimod taler vi om bøssesamfund og døvesamfund. – Begge udledere af ønsket om at sætte “gode” stempler. Men segregationen er der alligevel – det er bare nogle andre som angiveligt har sat det der – end dem der gjorde det på en negativ måde. (feminister er et andet ex, måske ikke så tydligt eksempel men dog synes jeg at det hører lidt ind under samme)
    Et for mig ret “nært” ex; der findes forlag som udelukkende udgiver litteratur af og til bøsser/feminister (altså skøn-ikke faglitteratur).
    Jeg har vanskeligt ved at forestille mig det samme med skønheder.
    For mig er en skønlitterær bog en bog.
    Om forfatteren så er homo eller heteroseksuel er jeg da ligeglad med, ligesom jeg er ligeglad med om en kærlighedshistorie udspiller sig mellem mand/mand eller mand/kvinde – for det er ikke kønnene men fortællingen omkring der er interessant. (din egen virkligheds tosommerfugle berettelse bæres jo heller ikke af køn – men af kærligheden.) Porno – der kan jeg se en relevant forskel.🙂 særlig femiporno – for de har jo censureret den, hvis de altså overhoved accepterer den.🙂

    Jeg kan heller ikke lide etniske grupperinger.
    Jeg kan simpelthen ikke se formålet. Og jeg kan blive aldeles rasende over det amerikanske positivistiske afroamericanstempel – der foranlediger at denne gruppe i sin egen tro på sig selv og eget værd – modarbejder adoptioner af sorte børn til hvide familier, selv om det indebærer at børnene så må vokse op på institution.

    Gav det mening?
    Og hvordan snævrer jeg det mere ind – fortydliger…

    en skønhed er noget man kan til eller fravælge at være. døv,blind,bøsse,dampbarn,skizo,hvid eller sort – der findes ikke noget til eller fravalg…..
    (og ja, jeg ved godt at der også indenfor døvesamfundet findes ekstreme forældre som har valget og vælger hørelse fra hos deres børn – hvilket også får mit pis i kog (for at sige det pænt) )

    hm….

  22. harning said

    Grupperinger…
    Vi har en Menneskerettighedskonvention.
    hvor homoseksuelle faktiskt er indregnet – de er altså mennesker på lige fod med alle andre mennesker.
    Og så har vi en særlig børnekonvention,en kvindekonvention og en handicapkonvention.
    Hvorfor har vi det? Er de ikke også mennesker? Der er frie og lige?
    Og hvad mon feministerne ville sige til en Mandekonvention?(måske jeg er lidt afsporet fra egen kontekst nu…) Men hvordan kan man lave en konvention for en bestemt gruppe – hvis indhold betyder at man ikke må gruppere denne gruppe….

  23. Marian said

    …og i tillæg til dine betragtninger, Harning, synes jeg jo det er et tydeligt bevis på hvor vores samfund befinder sig hen mht. diskriminering, at vi er nødt til at have den ene, anden og tredje konvention. Oveni den grundlæggende, der burde gælde for alle mennesker, uanset alder, køn, evtl. handicap, etc. Det er faktisk noget, der står i Tao’en – bl.a. – at jo mere bevidst et samfund, jo færre regler og love er der brug for. Fordi mennesker, der handler bevidste, og ikke bare har deres egne egointeresser i tankerne, helt automatisk vil gøre det til enhver tid og i enhver situation “rigtige” for alle.

    Tosommerfugle: Ja, enig. Men jeg personligt sigter heller ikke mod at “omdøbe”, men mod at afskaffe. Mod at tage et af de mange magtmidler helt og erstatningsløst fra de mægtige, og således gøre dem mindre mægtige. Diskriminering er jo altid et magtspil, også med ord, sprog. I allerhøjeste grad faktisk. Jeg har jo før sagt det andetsteds hen: jeg ville ikke have noget imod ordet som sådan. Bare det ikke anvendes som (uundgåelig) diagnose, tak!

    I øvrigt så er det noget, der spiller ind mht. bøsserne: det var også en gang en psykdiagnose at være bøsse, men efter lange kampe blev den diagnose altså afskaffet. Hvilket var med til at give bøsserne værdighed som mennesker.

  24. harning said

    ang. grupperinger.

    tror det jeg værger mig for, er når identiteten primært fremstår som gruppeidentitet (på godt og ondt) fremfor individidentitet som det primære….

    Og så tror jeg for øvrigt jeg vil tilbringe weekenden med at læse et af sommerens indkøb som jeg endnu ikke har nået at læse.: ” Särbehandlingens dimensioner” – skrevet af en fyr der er teol.dr i etik. Måske den kan give mig yderligere dimensioner og måske sågar nye forståelsesrammer….

  25. harning said

    og endnu en tanke..

    Det er ikke den overordnede inddeling i grupper – det er den specifikke forståelse der lægges i..
    fx. kvinder – en overordnet gruppe, hvor vi alle ved at der findes mange forskellige af slagsen med masser af variable egenskaber.
    dampbørn – som om det er en specifik gruppe med få og helt specifikke negative egenskaber ..

    autister, for almene mand stadig en specifik gruppe – for lidt mere indsatte en stor gruppe individer med individuelle forskelle…

    altså gruppestempler som steriotypier…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: