Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 152,722 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 4

Posted by harning på september 29, 2008

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Hvorom alting er, så kom vi til Norge og frem til det lånte sommerhus efter en fjorten timer lang biltur. Vi boede i sommerhuset i tre måneder, så blev der for koldt. Det var en surrealistisk tid. Til den ene side var det rigtig norsk idyl, godt vejr og familiehygge og til den anden side var vi meget bevidste om at vi måske var efterlyste af politiet hjemme i Danmark, så vi turde ikke ringe eller skrive hjem – vi var bange for at mine forældre blev aflyttede. Det lyder sikkert paranoidt, men hvad skulle vi tro?
Vi vidste ikke ret meget om politiarbejde. Men vi vidste at myndighederne rigtig gerne ville have fingrene i vores barn.
Da vi ikke kunne bo i sommerhuset længere, fik vi husly i en kirke. Der var os og så to andre familier – de var flygtninge som havde gemt sig fordi Norge ville sende dem ud af landet, så vi var en noget broget skare.
Selv om alle var venlige, var det enormt hårdt at leve sådan. Vi havde ikke vores eget værelse, og vi var stadigvæk så paranoide, at vi knap turde forlade kirken, andet end for meget små ture. Og vi kedede os. Efter et stykke tid, fik præsten vist også nok af vores selvpåtagede frihedsberøvelse, så han begyndte at plage mig om at jeg skulle tage et arbejde. Men hvordan skulle jeg kunne det, spurgte jeg, så finder de os bare.Det endte med at han fik skaffet mig sort arbejde som stik i rend dreng i et byggefirma og samtidig lykkedes det ham at få Mette til at gå med i en mødregruppe.
Det var vendepunktet for os begge to. Når vi kom ud, og så andre mennesker blev det tydeligt hvad vi havde gået glip af og at vi havde ladet vores liv stå på stand-by. Med lidt mere hjælp fra præsten lykkedes det os at finde en etværelses lejlighed som vi kunne leje i anden hånd for de penge jeg tjente som stik i rend dreng. Mette kunne selvfølgelig ikke arbejde, for vi turde ikke aflevere Line til nogen.
For første gang siden Mette havde født levede vi et næsten normalt liv. Vi begyndte at lære vores naboer lidt at kende, jeg tog engang imellem en øl med mine kolleger og vi begyndte også så småt at turde ringe hjem en gang imellem, fra en telefonboks godt nok, men alligevel…..
Da Line fyldt et år kom mine forældre, min onkel og den ven som havde været sammen med os den første uge, hjem og besøgte os. Min mor, der ikke havde set sit barnebarn siden hun blev født, græd og kunne slet ikke lade være med at røre ved hende hele tiden mens de var hos os. Og selv om vi stadig var bange for at politiet skulle have fundet ud af hvor vi var, så var det en meget stærk oplevelse af tryghed, igen at være sammen med familien.

©Harning

Læs også del 1del 2 , del 3 og    del 5

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

17 kommentarer to “Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 4”

  1. jensdrejer said

    Jeg har netop læst hele historien. Først og fremmest synes jeg at det var meget fængslende og godt skrevet. Jeg ville ønske at der var meget mere.

    Derudover, så er det ikke lige sådan jeg har oplevet det, når meget unge mennesker får børn. Jeg kender et par eksempler fra min egen familie. De fik rigtig meget hjælp fra kommunen, men var bestemt IKKE voksne nok. Jeg mener også det gælder de fleste af dem der medvirker i “De unge mødre” på kanal 4, hvis du har set det.

    Derefter må jeg selvfølgelig give dig ret: i sådan en situation, bør kommunen naturligvis hjælpe forældrene alt hvad de kan, så barnet kan få den bedst mulige opvækst. Jeg er generelt imod at man får børn i den alder – men jeg er ikke i tvivl om, at der faktisk er unge mennesker som kan klare det. Jeg tror bare ikke at det er ret mange.

  2. silhuet said

    Jeg sidder og tænker: Det kan da ikke være rigtigt?
    Man må da kunne tale fornuft med nogen. Man må kunne gøre det håndgribeligt, hvor urimleigt og unuanceret myndighederne har grebet dette an?

    Samtidig ved jeg, at det er utopi. At når først apparatet ruller, systemerne arbejder og beslutningerne er truffet, er der kun to ting, der kan ændre noget:
    1. At kende nogen, der kender nogen, der kender nogen. Der kan trække i trådene.
    2. At få tv-sendetid, og således skabe så meget røre for de indblandede instanser, at de bliver nødt til at revurdere sagen.

    Mette og Nikolaj kender ikke nogen. Og deres forældre heller ikke. Og dermed får de heller ikke sendetid

    Afmagt kan føre til mange desperate og uheldige handlinger. Derfor er den værste følelse man kan bibringe mennesker følelsen af afmagt.
    Mette og Nikolaj må have følt sig uendeligt afmægtige.
    Nu handlede de ikke som vanvittige. Men det kunne de have gjort. Af kærlighed til hinanden, deres barn og af frygt for ikke at blive hørt. I afmagt.

    Man må kunne finde en bedre løsning. Det kan godt være det er urealistisk og utopisk. Men det må, nej det SKAL, kunne lade sig gøre. At ændre praksis.

  3. harning said

    Jens – der er lidt mere.😀 (del 5 kommer en af de nærmeste dage)

    Og når det gælder unge mennesker og hvad de kan klare, så tror jeg stadig at rigtig meget skyldes de fordomme de bliver mødt med – og den styrke som de skal besidde for at holde fast i troen på at de godt kan.
    Jeg har set enkelte afsnit af de unge mødre, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige (kan ikke fordrage programmet, men en forklaring vil blive alt for lang her.😀 ) – andet end at betydeligt ældre forældre ikke gør det bedre, nogen gange laver de samme fejl – andre gange andre fejl, men lige så graverende. Programmet viser imidlertid netop også på de fordomme og en del af den nedladende overbærenhed som de unge mennesker oftest bliver mødt med i samfundet, for jeg kan ikke undlade at notere mig tonen hos de mennesker som angiveligt skulle hjælpe og støtte – og irriteres over hvordan nogen kan tro at støtte og hjælp kan komme ud af andet end ligeværd, positive forventninger og tro på dem man skal hjælpe( gerne tilsat en lille smule af Kirkegaards ydmyghed.).

  4. harning said

    Desværre har du helt ret i dine to præmisser Silhuet, men de fleste tror jo også at systemet er til for dem – at hjælpe dem, hvorfor det ofte også bliver for sent og afmagten når at træde ind – før de enkelte når at reagere.
    (sendetid kan jo også være rimelig problematisk – idet det er stort og omfattende og kan indebære implikationer der kan være ganske vanskelige at forudse og overskue)

    Afmagt er en frygtelig ting, og jeg noterer mig at du ikke mener de unge mennesker handlede vanvittigt – det skal der nok være nogen som ikke er enig med dig i. Jeg er selvfølgelig fuldstændigt enig, de handlede ikke spor vanvittigt – måske knap så velovervejet, en smule hastigt – men bestemt ikke vanvittigt.😀

  5. jensdrejer said

    Jeg synes det er en meget vigtig diskussion og umiddelbart er jeg ikke villig til at give mig en tomme. Men jeg må indrømme, at det er tydeligt at du har tænkt meget over emnet og som sædvanlig har du mange seriøse og gode argumenter!😀

  6. harning said

    Bare vent Jens, du drømmer ikke om alle de gode argumenter jeg har oppe i ærmet.😀
    Jeg er faktiskt villig til at vædde om at jeg godt kan få dig til at flytte dig, om ikke en hel tomme, så en halv.😀

    (ps.hvis jeg vinder vil jeg have en Rushdieanmeldelse.)

  7. jensdrejer said

    😆 Godt forsøgt – æh – men det væddemål tror jeg lige at jeg springer over!😀

  8. harning said

    synes også selv jeg var ret snu.😀

  9. Lyder efterhånden som en kras eksemplificering af talemåden “what doesn’t kill you just makes you stronger”.

    Alså basis for en velsammentømret familie🙂

  10. Marian said

    Jeg er helt Mosher-bims i dag. Men hvor det dog egentligt også passer hér, og med de unge mødre i tv (som jeg ikke har set). Hvorfor kan/vil vi ikke bare møde andre mennesker dér, hvor deer??? Hvorfor skal vi altid definere alle andre igennem os? I stedet for at lade dem være hvor og hvad og hvem de er, og så hjælpe dem dérfra? Kommer aldrig til at fatte…

  11. harning said

    tosommerfugle, du forventer vel ikke at jeg kan svare på det nu? Du må vente til del 5 lige som alle de andre.😀

  12. harning said

    “Hvorfor skal vi altid definere alle andre igennem os?”

    Det lader vi så lige stå til eftertanke.

    (ps. du vil absolut ikke se programmerne om de unge mødre – der burde være advarsler på den slags..😀 )

  13. dax2 said

    Det er spændende, hvad du har i ærmet, Harning. Jeg tror de unge mennesker gjorde de fornuftigste ting ud fra deres forudsætninger og glæder mig over, at der var nogle Norske Nordmænd, som var parat til at hjælpe. Bare der også var nogen, der havde lidt forstand på at forhandle med myndigheder og se situationen lidt oppefra, som man siger. Spørgsmålet er jo stadig hvorfor manden ikke gifter sig med moderen, og den slags undgår du behændigt at filosofere over.

  14. harning said

    Jamen jeg undgår ikke at filosofere over det.
    Det havde ikke hjulpet – han var også under atten og det var det eneste som myndighederne interesserede sig for.Alderen. Havde de været gift ville det muligvis have givet ham et argument iforhold til partsstatusen, men da han alligevel ville have haft partsstatus i kraft af faderskabet(og den fælles forældremyndighed), kan argumentet for mig ikke tydes på anden måde end en undskyldning (ikke lovlig) fra myndighedernes side for at slippe for at tale med ham (eller hans forældre).

    Og skulle jeg endelig filosofere, så kan jeg slet ikke se hvorfor de unge mennesker skulle lade sig tryne til at indgå ægteskab.

  15. Marian said

    Bare roligt! Jeg har smidt propagandaboksen ud for et par måneder siden (2. gang)🙂

  16. harning said

    😀

  17. […] og del 4 […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: