Harning

Anbragte børn lider

Posted by harning på september 21, 2008

For et stykke tid siden skrev jeg om de utilpassede unge og afsluttede med følgende spørgsmål:

“Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?”

Nu er der ifølge Politiken kommet en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) der viser at 31% af de anbragte børn lever med en langvarig/kronisk diagnose (som fx ad-hd) sammenlignet med bare 7% af ikke anbragte børn. Artiklen afsluttes med noget der kunne ligne en undren over hvordan dette kan være – for det siger rapporten tilsyneladende ikke noget om. Men helt ærligt!

Det er da indlysende synes jeg. Svaret altså. For der er en grund til at de blev anbragt,og selv om familien fik skylden, så betyder det jo ikke at det er familiens skyld.

For måske ville de med et minimum af pædagogisk vejledning og et fornuftigt skoletilbud have kunnet eksistere ganske glimrende sammen med deres børn – havde de bare vidst hvilken form for støtte barnet havde brug for….

©Harning

En eftertanke…Læste for ikke så længe siden en anden rapport, der konkluderede at op til25% af forældre til børn med handicap (det være sig fysiske eller psykiske) ikke var klar over at de kunne søge tabt arbejdsfortjeneste..

Læs også:

SL`s næstformand bevæger sig på grænsen til injurier

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Anbringelse af Børn & Unge

Se også Politiken den 17sept.

19 kommentarer to “Anbragte børn lider”

  1. Marian said

    Og dog😉 – er svaret virkeligt så nemt? Bliver børn anbragt fordi de har “ADHD” – eller får de “ADHD” fordi de bliver anbragt??

  2. harning said

    Ked af det Marian, men jeg vil ikke gøre dette til en diskussion om hvorvidt den etablerede psykiatri har ret eller fejl.😀

    Hvad jeg derimod gerne vil påpege – er at da man ikke undersøger børnene FØR de bliver anbragt er der rigtig mange ting vi ikke ved noget om. Hér også interessant at notere sig at rapporten også omhandler depression – og at flere anbragte end ikke anbragte børn lider af depression.
    Underligt…Tænke sig at de bliver deprimerede af sådan nogle småting som at blive fjernet fra hjem og venner og kastet rundt mellem forskellige institutioner – Helt ærligt! Hvor er de altså sarte de børn….

  3. Dana said

    Jamen så er det altså lige at jeg ikke helt ved hvad jeg skal sige …

    Som barn af en støttepædagog og så videre har jeg egentlig altid syntes at der blev fjernet alt, alt for få børn her i landet. At de foranstaltninger, der er til rådighed for fjernede børn er for ringe kan vi sagtens blive enige om – men det lange forløb med støtte til dysfunktionelle familier er der desværre for få dysfunktionelle familier der synes de har brug for.

    Depressionen, usikkerheden, diverse diagnoser og konsekvenser ville være langt værre end tilfældet er hvis man lod børnene blive hjemme med tæv, alkohol- eller stofmisbrug og lignende.

  4. harning said

    Dana, jeg ved ikke om du har læst mit tidligere indlæg om anbringelse af børn og unge – men pointen i det er at jeg ideelt set er for anbringelser.
    Men set i virklighedens perspektiv – så er jeg i den grad i mod.

    Når det gælder ovenstående indlæg, så peger det på et par af de, i følge min opfattelse, største problemer ved anbringelser i danmark.
    1 – er at vi ikke udreder børnene, men har en forudfattet opfattelse af at det er en dysfunktionel/socialt belastet families skyld. – Hvorefter det år senere viser sig at barnet reelt havde en diagnose.
    2 – Vi er for dårlige til ordentlige tilbud til familier med handicappede børn. Dels bliver forældrene ikke ordentligt informerede om hvilke muligheder de har (fx. tabt arbejdsfortjeneste) dels får de ikke den nødvendige støtte fx i form af et hensigtsmæssigt skoletilbud eller de får ikke nogen aflastningsfamilie fordi der ikke findes tilstrækkeligt mange aflastningsfamilier der kan/vil tage børn med handicap – hvorved en del forældre ser sig nødsaget til at lade deres det ene barn anbringe for at kunne holde sammen på den resterende familie.

    Hvad der er mindst lige så interessant er at vi i Danmark anbringer dobbelt så mange børn som i fx Sverige (og også flere end i de fleste andre lande vi sammenligner os med) UDEN at vi derved opnår bedre resultater.

  5. Marian said

    Ja, du ved jo godt: jeg er enig med “det offentlige” så langt som til, at hvis et barn ikke fungerer, så er det barnets miljø, man kan finde fejlen i,ikke barnet selv (“ud af den blå luft”-handicap? næh nej, bortset fra fysiske handicaps, selvsagt). Men jeg er dog også enig med dig i, at det der bliver tilbudt af støtte osv. er under al kritik. Det er dog desværre også en konsekvens af vores generelle holdning, at problemer er den enkeltes (hér: barnets) skyld – og dermed problem. Hvormed det må være nok, at anbringe barnet, i stedet for at tilbyde brugbar støtte til barnets miljø.

    Der ligger et paradoks i det hér, og det ser jeg også lidt i din argumentation: enten er det hele familien, der har et problem, og så må hele familien få hjælp, som du er inde på, eller også er det barnet, der er “defekt”, og så må familien have mulighed, for at “komme af” med det “defekte” afkom…

    You can’t both have your cake and eat it😉

  6. harning said

    Nu er min holdning jo at hverken barn eller forældre er defekte – kun systemet. Og jeg er helt sikker på, at kunne vi revolutionere hele systemet – ville de små familier og dets individer have det så uendeligt meget bedre end de har idag.
    Omend jeg indrømmer en vis forståelse for de forældre som vælger en anbringelse fordi de af den ene eller anden årsag ikke føler at de kan magte/er kompetente/i stand til selv at tage vare på deres børn. Faktiskt synes jeg det kan være en lidt sej erkendelse.😀

  7. harning said

    (hvis de altså er overbeviste om at barnet så vil få det bedre)

  8. Marian said

    Vi bliver nok nødt til at revolutionere hele samfundet, før der sker noget mht. systemet. Bare vent, det bliver værre endnu. Meget. – Nogle jubler jo uforbeholdent over, at vi nu endeligt også har fået en menneskerettighedserklæring for handicappede. Jeg ser det desværre også lidt som en falliterklæring fra samfundets side, at vi overhovedet har brug for en sådan… – Og det har vi, i tiltagende grad.

  9. harning said

    Uha, den der menneskerettighedserklæring for handicappede er en saga for sig (mon ikke jeg kan nå at skrive et indlæg om den…).

    Endnu værre er i følge min opfattelse screeningen af de gravide. Der, har du den første sortering af “værdige” menneskeliv.

  10. dax2 said

    Jeg synes heller ikke at Politiken’s “afsløring” er chokerende, men er det ikke betingelserne i nyhedsverdenen at man præsenterer med vægt på det, der er nyt, selv om det ikke ligefrem overrasker?

    Fra min barndom husker jeg især en skoleklasse fuld af børn (36, 3 rækker med 6 borde til 2 i hver) med meget forskellige baggrunde og meget forskellige måder at forholde sig. Lærerne forstod sådan set godt, at det var svært at sidde stille, men der var ikke plads til uromagere; jeg husker ikke at der var nogen, der gjorde oprør, kaldte lærerne grimme ting eller smed med møblerne i klasselokalet.

    Derfor er min forståelse for AD-HD diagnosen den, at det er et modefænomen på samme måde som “hysteri” i 1880’erne.

    Det lyder som om den forståelse af anbringelse, som Harning fremlægger i kommentar til Dana er nuanceret og med plads til specielle forhold.

    Jeg tror også på, at anbringelse i mange tilfælde er en god løsning, hvis altså der er nogen kvalificerede plejefamilier og så videre … uha.

  11. harning said

    Overrasker gør den ikke, men jeg synes det er rigtig godt at der bliver sat fokus på lige den problemstilling, i og med at den har været totalt ignoreret tidligere i danmark

    Ang.AD-HD, så taler du til den forkerte person Dax hvis du anser AD-HD for at være et modefænomen (der måske end ikke skal tages alvorligt) i og med, at jeg ikke bare har arbejdet med børn med AD-HD, men også har levet med min egen søn (og hans ad-hd)i tretten år.
    Dog vil jeg give dig ret i tidens ånd.
    For det er min helt klare overbevisning, at børn med ad-hd, asperger og et par andre neuropsykiatrise diagnoser ikke blev “opdaget” tidligere og at de heller ikke ville blive det i dag – såfremt skolen var udformet som den var da du gik der.

    Strukturen, lærere der mente hvad de sagde og ikke brugte tid på at ævle frem og tilbage og som heller ikke tillod en masse forstyrrelser i klassen- alt sammen pædagogiske henstillinger når det gælder børn med denne type diagnoser.

    Sagt på en anden måde – havde min søn kunnet gå i din skole, med din lærer, efter den tids normer – ville han sikker have kunnet fungere udmærket i en “normal”klasse. Det kan han så bare ikke idag.

  12. silhuet said

    Jeg synes det er svært.
    At skelne, at forstå, at begribe, begrunde, overskue, differentiere….

    Jeg synes det er svært, at mene noget. Afgjort. Overbevist. Entydigt.

    Ville ønske jeg kunne svare og besvare alle de interessante, væsentlige og meningsfulde dilemmaer, du rejser Harning.
    Men det kan jeg ikke.
    Men jeg kan læse med og blive lidt klogere. Og lidt mere rundforvirret og i tvivl end før. Og det er også iorden.
    Tak for dig!

  13. harning said

    Simultanskriveri Silhuet (kommer lige fra din seneste fortælling).😀

    Heldigvis er der ikke nogen der forlanger de hundredeprocentvise (vise.😀 ) rigtige svar. At vi alle tænker os lidt om, diskuterer, ser på dilemmaerne med nye briller og ikke bare handler hals over hoved rækker godt for mig – sådan indledningsvis ihvertfald.😀

  14. Det kunne måske være “interessant” med en videnskabelig undersøgelse af hvordan det går anbragte kontra ikke-anbragte, mest hvis der (pr. barn) bliver spenderet lige mange kroner ifm de to strategier. Det gælder forresten også for andre tvangsindgreb.

  15. dax2 said

    Hvor er jeg glad for din retur-kommentar, den vinkel er jeg med på.
    Jeg har en fornemmelse af at du ikke mener man skal tilbage til klasselokale med 36 elever i tre rækker.

    Spørgsmålet er, om vi kan finde en skoleform, hvor man trives godt, og som sagt er jeg af den opfattelse, at Summerhill-Neill var tæt på at finde metoDEN. Det eneste, der egentlig er i den metode er respekten for barnets (indre) motivation.

    Men der må være andre former, som også er gode. Jeg har i mine tanker et billede af en skole med mange små hjem. Rent logistisk er det et problem at den gode skole forudsætter at en lærer kan “klare” mange børn på en gang; så derfor er der kun adgang til klasselokaler med “masseundervisning” hvis børnene selv vælger det. I “hjemmene” derimod, kan man arbejde med hvad man har lyst til stort set, og når man har brug for det kan man spørge den voksne lærer, der selvfølgelig må have en kø, fordi det er “en ad gangen” samtaler.

  16. harning said

    Tosommerfugle
    Et særdeles interessant perspektiv!
    For som tidligere beskrevet så viser undersøgelser jo på, at det går dårligere for anbragte børn (med en masse penge i bagagen)end for børn af omsorgssvigtende forældre som har fået lov til at blive i eget hjem(uden særlig økonomisk støtte).

    Desværre vil en sådan undersøgelse som du efterlyser aldrig blive lavet i Danmark. I og med at systemet har en grundholdning om at det er bedst for børnene at anbringes – så ville det anses uetisk at lave en undersøgelse hvor man lod nogle børn blive hjemme, fremfor at anbringe dem.

  17. harning said

    Dax, Summerhill kan meget muligt have haft gode aspekter iform af ønsket at se det enkelte barn, men dets uendelige valgmuligheder og mangel på struktur ville sandsynligvis knække en hel del af de tidligere nævnte børn. For ikke tale om alle de konflikter som kunne opstå – hvis de voksne ikke formåede at skelne mellem autoritær,tydelig, og vægelsindet. Så ville jeg næste hellere have de 36 elever og kæft,trit og retning så børnene vidste hvad de havde at forholde sig til. Mixet med en smule kendskab til konflikthåndtering fra lærernes side – således at børnene slap for unødig følelse af fiasko hver gang de befandt sig i en fastlåst konfliktsituation – som den voksene ikke kunne/ville hjælpe dem ud af.

    Faktiskt tror jeg slet ikke det er muligt, at finde én perfekt løsning på landsplan.
    End ikke den perfekte skole og den perfekte pædagogogik til ethvert individuelt barn – Men jeg tror på, at med et langt større udbud så ville en meget større del af vores børn kunne lære og vokse og glædes over at gå i skole.

  18. Dana said

    Hmmmm – mange gode indspark, ing? Og Gudskelov ingen forkromet patentløsning. Forfriskende.

    Jeg kender en der gik på Summerhill. Hans reaktion på kommentarerne her var, overraskende for mig, at “Summerhill var en fed skole, hvis du var ressourcestærk. Lissom de fleste andre privatskoler i øvrigt. Hvis ikke var det helt ad Helvede til”. Efter at ha’ tænkt efter var det jo nok alligevel ikke helt ved siden af, af den simple grund at lærere (også!) kun er mennesker. Ligegyldigt hvor god og rigtig en skoles ideer og pædagogik er, står og falder oplevelsen for børnene af lærernes tilgang. Er alle lærere så lige dygtige til at holde linen stram? Nej, fordi vi er mennesker med indbyggede forskelligheder, fejl og mangler ….

    Og så til den med udredning overfor f.eks. handicappede børn – det afhænger af og til også af ressourcestærke forældre. Min mors sidste to støttebørn var hhv en dreng med muskelsvind og en pige med spina bifida. Drengens familie var ressourcestærk, og de fik hjælp i hoved og røv – selv hjælp til køb af egnet hus. Pigens forældre var helt uvante med ‘systemet’, og fik i begyndelsen bare at vide at “det er da ikke noget problem at bære hende ned fra anden sal”. Det tog lange, seje kampe at skaffe den hjælp de (og datteren) reelt havde behov for.
    Historien er ikke enestående, er jeg overbevist om. Sagsbehandlere er nemlig også (kun) mennesker, og selv den mest professionelle indsats er farvet af, om man rent menneskeligt føler samklang med de mennesker, der sidder på den anden side af skrivebordet. Jo mere udbrændt og mindre uddannet sagsbehandleren er, jo grellere bliver historien.

    Og jo mere der skæres og spares, jo færre muligheder bliver der.

  19. harning said

    “Ressourcestærke forældre” – er nemlig et langt stykke hen ad vejen fuldstændigt korrekt Dana.

    Forældre som er stærke, har tiden og ikke mindst troen på sig selv. Forældre der ikke lader sig spise af med at forvaltningen ved bedst – men som igen og igen og igen insisterer på at finde veje. Veje som dog kan være ganske vanskelige, fx er det ikke sådan lige for, for forældre at lave en egen henvisning til børnepsyk (hvilket de faktiskt kan i fx Sverige) – og det kan så kræve at man har råd til at betale for en privatpraktiserende børnepsykiater (hvis man kan finde en).For ikke at tale om de manglende skoletilbud.
    Jeg tror jeg var inde på det i en kommentar til et tidligere indlæg, at var jeg (og jeg er ressursestærk) blevet i Danmark med min søn – er jeg ikke sikker på om han overhoved havde lært at læse og stave – end mindre have haft venner som ikke var kriminelt belastede – idet dette var det eneste skoletilbud han kunne få.

    Måske det handler om, at forældre pr. definition svigter, hvis de ikke er pædagoger,psykologer,psykiatrikere,logopeder,jurister osv alt i et på samme tid. For et eller andet sted, så forventer vi jo at forældre skal vide det hele, kunne det hele sådan at de kan fortælle den enkelte sagsbehandler hvad lige netop deres barn har brug for. Og kan de ikke det…….

    Endelig skal siges, at jeg ikke synes der findes nogen undskyldning for mennesker ansatte af det offentlige (herunder også min egen faggruppe) når de ikke overholder; loven og ganske almindelig god forvaltningsskik- altså:
    Officialmaximen
    og
    Proportionalitetsbegrebet
    =
    De SKAL undersøge alt hvad der kunne være relevant, og de SKAL iværksætte den mindst indgribende foranstaltning.
    Og så er jeg ærlig talt ligeglade med om de er trætte og udbrændte – kan de ikke passe det arbejde som de er ansatte til – må de enten sygemelde sig eller finde et andet.

    Og det er rigtigt at der skæres, men det er også rigtigt at vi bruger uendeligt mange flere penge på området end mange andre lande og alligevel ikke har spor bedre “resultater”.

    Og så en tanke, vedrørende den lange og seje kamp som du refererer til, gad vide hvor mange børn og forældre der går under – undervejs. Børn der går i stå i deres udvikling fordi de ikke får den hjælp og støtte som de har brug for og forældre som ikke længere orker (og måske i yderste konsekvens fem år senere vælger en institutionsanbringelse)…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: